Category

Arbejdsliv

Havde lige glemt det. At grunden til, at det ikke er alle som blogger ved siden af deres job, er fordi at det jo er umuligt at nå.

Hvornår. Blogger. Bloggerne? Seriøst. Jeg forstår det ikke.

Bortset fra det, så går det virkelig godt, det der med at gå på arbejde, uden at blive fyret. Jeg får faktisk nærmest en fornemmelse af at de er glade for mig. I hvert fald er jeg blevet tilbudt 2 ugers forlængelse (med – wait for it – LØN!). Hvis jeg siger ja, vil jeg så have cirka en uges tid til at få styr på vores shit herhjemme på fjerde inden babyen kommer. Det kan vi jo sagtens nå:)

Forøvrigt har jeg nu i 2 uger, testet konceptet 30 timers arbejdsuge, og jeg må sige, at jeg er virkelig fan. Selvom det er noget nær umuligt at gå allerede kl. 15.00, så er bare tanken om det, virkelig afstressende. Kurt er glad, mor er glad. Alle vinder.

Jeg er så træt at jeg er skeløjet og nu har jeg taget mit alt dyre karrieretørklæde af, og vil snart sove. Jeg håber bare at jeg ikke får mareridt, ligesom i nat,  om at lægge mellem Birgitte og Martin fra Gift Ved Første Blik, på deres bryllupsnat. Puh. At se de gamle par i GVFB er lidt lige som Scream-filmene: Man tænker at nu kan det umuligt kan blive værre, men år efter år, giver de alligevel gåsehud og krumme tæer på helt nye måder. Bedst som man lige var kommet over Frank og Pia, ik? Av, for et limousinetantekys.

Kh Ida

16. februar 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er lige startet i virksomhedspraktik og er virkelig glad for det  ..og virkelig træt om aftenen. 

Efter skiftesvis at være gravid og på barsel i hvad der føles som de sidste 3 år, har jeg det som om jeg er ved at miste forbindelsen med mit fag. Oven i det fik min faglige stolthed et ordentligt knæk i efteråret, og derefter fulgte et par rigtig trælse måneder. 

Så det her, er lige hvad jeg har manglet: Sjovt arbejde og flinke kolleger (og ikke mindst, en frokostordning:)).  

Og så er der bare intet der slår følelsen af, at cykle i strid modvind med slud der slår dig hårdt i ansigtet. Og for hver gang man tramper i pedalerne, kan man varme sig ved tanken om at være en succesfuld del af den virkelige verden ? Den hvor man tager på arbejde hver morgen, i sin oversized Ganni-frakke, og bidrager til samfundets fælles BNP på the hard A-indkomst way.

Jeg hader at jeg ikke føler at jeg bidrager til vores samfund på samme måde, når jeg er på barsel eller “bare” går rundt og er højgravid. For det gør jeg jo: Bidrager til væksten. I temmelig bogstavlig forstand, endda. Alligevel tror jeg at der er rigtig mange, som kæmper med følelsen af at det ikke er nok at være mor ? hverken for en selv eller for samfundet. Man bliver nødt til både at få plads til at skabe sin karriere og skabe sin familie.

Jeg har i hvert fald lært, at jeg er en af dem som virkelig bliver en kælling, hvis jeg kun skal være Kurts mor.

Så nu vil jeg nyde mine sidste 3,5 uger med nøglekort og frokostordning. Og forhåbentlig snart begynde at glæde mig til min kommende sommerbarsel med en lille lækker baby, brune ben (helst uden de åresprængninger som pt holder den ægte mega mussel på mine lår), lange gåture og litervis af hjemmelavet latte og kølig Chablis.

7. februar 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Hvad hvis nu man ikke rigtig har lyst til at være karrieremenneske? Bare helst vil have et job med kollegaer, kantine og kørselsordning – og fri i weekenderne. Sådanen arbejdsplads med rammer for ens kreativitet – og med et touch af tilpas afmålt crazyhed selvfølgelig.

Engang deltog jeg i et coachingforløb hvor man skulle vælge mellem to lapper papir. På den ene stod der “Jeg vil leve for at arbejde” og på den anden “Jeg vil arbejde for at leve”. Jeg følte mig som verdens mest visionsløse og dølle designer da jeg valgte lap nummer to. Tror endda jeg krydrede den med et billede af en trehjulet cykel … Duh!
Men sådan er det altså bare. Det kan jeg mærke. Og selv om at jeg kun er projektansat i 3 måneder, så føles det immervæk umådeligt rigtigt at være i fast arbejde. Så det er bare med at nyde det så længe det varer.

 

16. december 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

So far er det en positiv overraskelse at skrive ansøgninger, og jeg har endda fundet min drømmestilling (sagde hun i gang med sit første udkast til den første ansøgning). Jeg siger dog ikke så meget mere, for jeg tør ikke tro at jeg har et shot in hell overfor alle de andre (rigtigt voksne) ansøgere.

Solen har skinnet, nu er det nat, og i morgen skal jeg i skoven og ride på en rigtig
levende hvid enhjørning!

5. juli 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
  • 1
  • 2