Category

Det er ikke altid kønt

De her dage, drukner mange kommentarspor i ønsker om en SKAM Sæson 5. Det sker selvfølgelig ovenpå den mere end fine sæsonafslutning i Fredags. Men kære Julie, vil du ikke nok lade være med at lave en sæson 5? Vil du ikke i stedet tage på den vildeste daseferie og drikke et stillehav af Singapore sling?

Og når du så er færdig med at være fuld og sove, vil du så ikke please lave en TV-serie om at blive mor? SKAM men med en mødregruppe i hovedrollerne. Hvor vi får lov til at se hvor fucked up sindssygt det er at blive forældre.

I dag hjalp damen i Vester Kopi mig med at få printet mine hjemmetagede pasbilleder. Og jeg var som sædvanligt lige ved at græde. Og billederne blev afvist oppe på Borgerservice, så jeg endte med at sidde i Japan Foto og amme på en af de der hæslige, lalleglade lortebørnemøbler fra IKEA. Dér. Der sad jeg. Og prøvede at lade være med at græde. Fordi jeg så alligevel skulle betale 99 kr, som vi bare slet ikke har, for 4 åndssvage pasfotos.

I serien kunne man måske også se, hvordan man ligger og kører krummer, støv, havregrød og indtørrede madrester rundt med barnets vaskeklud aften efter aften, for at få gulvet til at se nogenlunde rent ud. Hvordan ens telefon forvandler sig til et eskapistisk rabbithole fyldt med social anerkendelse og tiltrængt vokseninteraktion. Hvordan hele verden forsvinder når ens baby smiler sit store lykkelige, tandløse smil.

Det her er bare min situation, men der kunne også være en mor til et sygt barn som shufflede ind og ud af Riget. En mor med en fødselsdepression. Der kunne være en mor, som arbejdede kort efter fødslen, en der fik stress, en alenemor…

Jeg trænger bare til noget ægte, virkelighedstro fiktion om det med at blive og være mor. Ikke de der DR2 programmer med journalister og skuespillere der sidder parvis i en sofa og griner og snakker om hvor hårdt det er, med rød neglelak. Ikke det der perfect imperfection pis. Med ufarlige bekendelser om frysepizzaer til aftensmad, som Mie beskriver det (læs hele hendes indlæg om junkfood som cool identitetsmarkører her ? hun beskriver det uendeligt godt).

Mine spejlneuroner har en kæmpe fest, når jeg læser med på blogs. Jeg er så glad for at så utrolig mange forskellige, velformulerede mødre orker at blogge. Men det kan være svært at skelne i autofiktion, for det er jo en redigeret virkelighed vi udgiver: Selvom jeg har været ved at græde hele dagen i dag, og tydeligvis ikke kan finde ud af at vaske mit gulv, så er jeg ikke i tvivl om at jeg har de sødeste og gladeste børn i verden. Som snakker nonstop, peger, smiler, slår kolbøtter og har et godt liv. Og jeg har også gode barselsdage med latte og latter. Det er bare så sjældent dér jeg har behov for at tømme mit hjerte ned i min blog.

I sidste uge blev en af de ærligste bloggere jeg læser, Lortemor, meldt til sin kommune af 3 anonyme læsere. Det er både hæsligt og tankevækkende at det sker. Det ultimative tegn på at det perfekte mediebillede af moderskabet er alt for dominerende, må være når helt ærlige, rå, bekymrede, triste, kærlige tekster bliver tolket som omsorgssvigt.

Så kære Julie Andem. Vil du ikke lige køre moderskabet en tur igennem din SKAM-maskine? Jeg tror vi har brug for det.

 

26. June 2017 8 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det kører slet ikke, det der amning. 

I 3 uger har jeg haft åbne sår i stedet for brystvorter. Og de sidder lige i skudhøjde for alle glubske, skævtsuttende, dysonstøvsugeragtige og spaghettislubrende babydjævlemunde. Hver gang de har lukket sig lidt, skal jeg *sjovt* nok amme igen. Så koldsveden pibler. 

Så lige nu sidder jeg og malker ud i et glas, som jeg så kan give i flaske. Det lyder nemt på skrift, men i praksis er det totalt op ad bakke. At sidde der med et sultent spædbarn og en på 20 mrd der græder og plager om mælk. Og klistrede mælkeskjolder, fucking mælk, mælk, mælk over alt! Det giver pludselig mening, hvorfor amning er et så, på alle måder, ømt emne for rigtig mange mødre. Det er fandme hæsligt når det ikke kører. I stedet for at hygge mig med at amme, er det blevet noget jeg frygter og udskyder i en uendelighed. Øv. 

Hvis Ganni laver en limited edition frugt t-shirt med to åbne snitsår i stedet for ferskener, står jeg forrest i køen. 

 

28. May 2017 20 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Lige siden jeg var lille har jeg tænkt at der var ligestilling i Danmark. Men så blev jeg mor. (Åh, shit det lyder allerede klicéagtigt..) Jeg ved godt at ingen historier er ens, men ofte finder jeg ud af – når jeg deler lidt ud af mine egne – at jeg ikke er så alene som jeg går og tror. Så nu kommer der altså lige lidt arbejdsløs-og-gravid-galde. Hvis du ikke orker, så er det mere end forståeligt. Bare spring over og hav en dejlig dag.

Er vi altid lige lige?

For fire år siden havde jeg et fuldtidsjob i Kolding som jeg var glad for. Så mødte jeg min kæreste og efter et par måneders daglig pendlen mellem Amager-Kolding (don’t do it), blev jeg overbevist om at det da ikke kunne være så svært, at finde et job i København. Det lykkedes mig ikke at blive fastansat, men jeg lavede små og store designprojekter på freelancebasis og tjente okay som model, mens jeg ledte efter fuldtidsstillinger.

Efter to år blev jeg gravid.

Mens jeg gik hjemme med en lille baby og et kæmpebind og prøvede at være ét med min krop/sofa/barn, gik min kæreste på arbejde, blev fastansat og indbetalte pension. Efter tre måneders barsel sendte jeg en ansøgning til mit drømmejob. Jobbet fik jeg ikke, men jeg blev – ud af 180 ansøgere I might add – tilbudt en betalt praktik hos virksomheden. Imens min kæreste var på barsel, arbejdede jeg fuldtid til en symbolsk løn og søgte faste stillinger om aftenen. Og pludselig fik jeg sgu et job! Jeg var seriøst ved at tisse i bukserne af begejstring: Et spændende, ægte job, uden udløbsdato. Desværre var jeg åbenbart i mellemtiden blevet gravid igen. Aldrig har jeg følt mig slået hjem i Ludo, som da jeg opdagede de to streger. Og fyldt af dårlig samvittighed. Først overfor mit nye arbejde over at være gravid. Og så over at have dårlig samvittighed over at være gravid, når nu samfund og politikere skriger på nye borgere ? Did otte år med Pernille Rosenkrantz-Theil i Mads og Monopolet teach me nothing?

Men mest af alt dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. Så da direktøren, efter jeg på min første arbejdsdag krøb til bekendelse, sagde at det var helt okay, takkede jeg ham ? Tak! Og undskyld!

10 dage senere blev jeg fyret.

Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg prøver på ikke at være bitter. Jeg ku jo også bare have passet bedre på, ikke? Og i det hele taget vente med at sætte børn i verden, før jeg havde fundet et fast job. Så skal man bare lige lære at bortfiltrere kommentarerne om at uret tikker og hvor meget bedre det var dengang i gamle dage, da vi alle sammen fik børn som 17-årige og ingen var arbejdsløse..

Slået hjem

Min 85-årige farmor har ikke antydningen af dårlig samvittighed over at hun gik hjemme med min far og faster til de startede i skole. Det var jo bare lige sølle 7 år. Og det gjorde alle dengang i 60’erne. Well… Jeg er vokset op med at vi allesammen er lige, og derfor både kan, vil og bør vi arbejde lige meget i alle livsfaser, uanset hvad. Plukkeveer, stress og lønforskel til trods.

Det er nok bare mig der var så naiv at tro, at jeg kunne det samme som min kæreste: Stifte karriere og familie samtidig. Men nu, 2 år, 50+ ansøgninger, 2 praktikker og 4 freelanceprojekter senere, må jeg indse at jeg ikke kan. Jeg føler mig i sandhed slået hjem. Så nu har jeg meldt mig ind i en masse netværk for ambitiøse, hjemmegående, karrierefolk. Desværre er jeg også bare blevet mere og mere sikker på at jeg ikke er den ambitiøse, hjemmearbejdende type. Selvom det er hårdt at gå på arbejde hver dag, så vil jeg virkelig gerne prøve at være på en arbejdsplads med det jeg har uddannet mig 5 år for at blive: Servicedesigner. Og den sidste måneds tid, hvor jeg har lavet praktikprojekt for Alm. Brand, er jeg kommet i tanke om, at jeg både synes det er virkelig sjovt, og at jeg endda er ret god til det.

Så. Hvad nu? Måske skal jeg starte med at snuppe en tudekiks (undskyld, jeg mente selvfølgelig en tuc kiks. Nej vent. En trillion tuc kiks!), ringe til min bankrådgiver og så ellers nyde min statsfinancierede barsel (som jeg forøvrigt føler mig enormt taknemmelig for – sådan ægte). Noget siger mig at det ville både min kæreste og min farmor have gjort. 

Ikke så meget pis. Mindre dårlig samvittighed, mindre sammenligning med alle de succesfulde, ambitiøse karrieredamer i mit feed, og mindre forventninger til hvor meget jeg skal kunne på én gang.
Glædelig kampdag! Uanset hvad du kæmper med.

Ida

8. March 2017 7 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

– Tog lige en 3 timers lur på sofaen her i aftes og kan nu -kl. 00.44- ikke sove. Flot Ida.

– Elsker alt Christina Hagen sagde om forskellen på at bo i Jylland vs København i weekendens Information. Noget jeg først opdagede da jeg flyttede tilbage til Kbh, efter knap 10 år i Jylland, er hvor produktiv jeg var, da jeg boede derovre. Her kommer jeg hurtigt til at gå lidt for meget op i hvad alle andre mener. I Århus er der på alle måder, meget mere ro på og plads til udfoldelse. Det kan jeg altså godt savne. Og så: Et helt stille søndagsstrøg.

– “Jungle” af Christina Hagen skal være min første barselsbog. Det trænger jeg til: Lidt mere op-i-røven, lidt mindre Proenza Shouler.

– Mig når min kæreste spiller hellig, hvis jeg en enkelt gang imellem glemmer min cykelhjelm. Det jeg vil kalde typisk 1-year-in-behavior. Vi kan jo snakkes ved om 8 år, når du også seriøst overvejer om du gider tage hjelmen af, inden du går ind og handler.

– Jeg har officielt taget 20 kg på i min graviditet. Og der er stadigvæk 6 uger tilbage. Super.

– I går morges havde vi lyntravlt og jeg troede, at jeg lige kunne skifte Kurts tisseble on-the-fly. Det endte med at et par bæindsmurte baller satte sig lige midt på min rene, prikkede Stine Goya beklædte mave. Rorschach test mæssigt spår jeg ham til at blive en skidegod storebror.

– På Fredag skal vi til Strynø. Jeg glæder mig så meget til at komme ned til alle vintergækkerne og høre noget opera, drikke et glas cava og gå i sauna med min 85-årige farmor.

– Kurt siger nu Tog, habegrø (havregrød – messes fra kl. 6.00 mens man ivrigt peger mod køkkenet), mad, mor, hund, grake (gravko), muh, ko, rugbrød, bold, av, varm, bum, hov og diller.

– Godnat. Seriøst.

22. February 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Der har lige været modeuge i New York. Og mere end 200 modeller har i løbet af ugen delt deres personlige oplevelse af branchens standarder, på Instagram under hashtagget #DearNYFW. Der er mange tankevækkende historier imellem og jeg synes helt klart de er værd at tjekke ud. Især hvis man, som jeg, ser De Smukke Piger på DR3 for tiden.

I går smed jeg så min historie i puljen. Her er den.

#DearNYFW

I never met you.

Because even at my most hungry self (on the left at age 20, 52 kg, with 89cm/35inches hips) I wasn’t thin enough for the runway. I’m not complaining though.

I’m very grateful for the 12 year career I’ve had so far. But the prize was high: 5 tough years battling an Eating Disorder, because I thought that being dizzy with hunger was ‘part of the game’ of being a model.

Later on I learned that it wasn’t. That there is actually such a thing as a healthy model with a naturally low bmi. I just wasn’t one of them. And I wish that the fashion industry would have just told me that.

Instead of encouraging me to ‘keep up the good work’ at a time when my only intake was Diet Coke, blue kings and apples, I wish they had told me to eat and be healthy. I’ll never forget them saying ‘you can always become thinner’ and ‘maybe you shouldn’t bike so much…’

In Denmark, we recently launched a national health check. The pilot for 2017 is to offer all 16 year old models a mandatory and free of charge medical and psychological check. I sincerely hope that this will prevent models, from the anxiety and confusion that I went through.

And I hope that you, New York Fashion Week (and London, Paris etc…), will follow and embark with us on the mission towards a global fashion industry filled with happy and healthy models in the future.

🌎🙌

Ida Burchardi (founder of @modeluniondk and on the steering committee of Danish Fashion Ethical Charter.

17. February 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Havde lige glemt det. At grunden til, at det ikke er alle som blogger ved siden af deres job, er fordi at det jo er umuligt at nå.

Hvornår. Blogger. Bloggerne? Seriøst. Jeg forstår det ikke.

Bortset fra det, så går det virkelig godt, det der med at gå på arbejde, uden at blive fyret. Jeg får faktisk nærmest en fornemmelse af at de er glade for mig. I hvert fald er jeg blevet tilbudt 2 ugers forlængelse (med – wait for it – LØN!). Hvis jeg siger ja, vil jeg så have cirka en uges tid til at få styr på vores shit herhjemme på fjerde inden babyen kommer. Det kan vi jo sagtens nå:)

Forøvrigt har jeg nu i 2 uger, testet konceptet 30 timers arbejdsuge, og jeg må sige, at jeg er virkelig fan. Selvom det er noget nær umuligt at gå allerede kl. 15.00, så er bare tanken om det, virkelig afstressende. Kurt er glad, mor er glad. Alle vinder.

Jeg er så træt at jeg er skeløjet og nu har jeg taget mit alt dyre karrieretørklæde af, og vil snart sove. Jeg håber bare at jeg ikke får mareridt, ligesom i nat,  om at lægge mellem Birgitte og Martin fra Gift Ved Første Blik, på deres bryllupsnat. Puh. At se de gamle par i GVFB er lidt lige som Scream-filmene: Man tænker at nu kan det umuligt kan blive værre, men år efter år, giver de alligevel gåsehud og krumme tæer på helt nye måder. Bedst som man lige var kommet over Frank og Pia, ik? Av, for et limousinetantekys.

Kh Ida

16. February 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er lige startet i virksomhedspraktik og er virkelig glad for det  ..og virkelig træt om aftenen. 

Efter skiftesvis at være gravid og på barsel i hvad der føles som de sidste 3 år, har jeg det som om jeg er ved at miste forbindelsen med mit fag. Oven i det fik min faglige stolthed et ordentligt knæk i efteråret, og derefter fulgte et par rigtig trælse måneder. 

Så det her, er lige hvad jeg har manglet: Sjovt arbejde og flinke kolleger (og ikke mindst, en frokostordning:)).  

Og så er der bare intet der slår følelsen af, at cykle i strid modvind med slud der slår dig hårdt i ansigtet. Og for hver gang man tramper i pedalerne, kan man varme sig ved tanken om at være en succesfuld del af den virkelige verden ? Den hvor man tager på arbejde hver morgen, i sin oversized Ganni-frakke, og bidrager til samfundets fælles BNP på the hard A-indkomst way.

Jeg hader at jeg ikke føler at jeg bidrager til vores samfund på samme måde, når jeg er på barsel eller “bare” går rundt og er højgravid. For det gør jeg jo: Bidrager til væksten. I temmelig bogstavlig forstand, endda. Alligevel tror jeg at der er rigtig mange, som kæmper med følelsen af at det ikke er nok at være mor ? hverken for en selv eller for samfundet. Man bliver nødt til både at få plads til at skabe sin karriere og skabe sin familie.

Jeg har i hvert fald lært, at jeg er en af dem som virkelig bliver en kælling, hvis jeg kun skal være Kurts mor.

Så nu vil jeg nyde mine sidste 3,5 uger med nøglekort og frokostordning. Og forhåbentlig snart begynde at glæde mig til min kommende sommerbarsel med en lille lækker baby, brune ben (helst uden de åresprængninger som pt holder den ægte mega mussel på mine lår), lange gåture og litervis af hjemmelavet latte og kølig Chablis.

7. February 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det er modeuge i København, og dermed er det også tiden hvor mit facebookfeed koger over af folk som mener, at alle modeller har en spiseforstyrrelse. Jeg har skrevet så meget om det gennem tidens løb, at det ikke giver mening, at smide endnu mere brænde på bålet. Men jeg blir bare nødt til lige at sige noget.

I år er det nemlig 10 år siden jeg, sammen med modebranchen og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, begyndte at lede efter løsninger på, hvordan vi kan gøre op med sygeliggørelsen af de raske, men ofte meget unge modeller, samtidig med at vi finder og hjælper de modeller som faktisk har brug for hjælp.

En hurtig sang fra de gamle dage

Som regel er det de lidt ældre modeller, som må kæmpe for at overholde hoftemålene, og ofte får at vide at de skal tabe sig, som bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Den model var jeg tilbage i 2006: I ugerne op til en modeuge eller en arbejdstur til Hamborg spiste jeg ingenting, for at komme ned på et hoftemål på 89 cm. Når modeugen og mine castings var overstået, kom jeg tilbage på skolebænken og hverdagen hvor alle i mine øjne, væltede sig i pizza og kage. Og så overspiste og kompenserede jeg helt vildt: Jeg skulle jo lige bevise at jeg stadigvæk var gode gamle, fløde-og-fadøls-ida.

Det første til noget seriøs ubalance og 5 år med bulimi. Blablablabla… Lang historie gjort meget kort: Dén sygdom er en værre kælling, sindssygt taburiseret, og jeg ønsker virkelig for ingen, at de skal gå og kæmpe med den i stilhed, ligesom jeg gjorde. Gid mit modelbureau dengang havde gjort en oprigtig indsats for at opdage det jeg, i min iver efter at være model, gik og skjulte.

Det var et langt sejt træk at komme ud af min spiseforstyrrelse, med mange psykologtimer og tilbagefald. Men jeg opdagede at man faktisk godt kan være model, selv med det hoftemål på 100 cm, som jeg har rocket de sidste 5 år. Faktisk er der mange af de mere kommercielle tøjkunder som ligefrem ser den bagdel som en fordel.

Et landsdækkende sundhedstjek

Gennem tiden har modviljen fra mange modelbureauer (men ikke alle) været stor, mens der fra designernes side ? De egentlige beslutningstagere ? har været rungende tavshed. Men nu er det som om der er ved at ske noget.

I Mandags lancerede styregruppen bag Det Etiske Charter, som jeg er en del af, sammen med alle landets største modelbureauer nemlig et landsdækkende sundhedstjek for modeller. Og jeg er så stolt af at have været en del af den udvikling.

Udgangspunktet for sundhedstjekket er, at alle modeller er sunde. Så det handler altså lige så meget om at blåstemple de mange raske modeller, som hver dag må finde sig i at blive udskældt og sat i bås som syg: Man kan sagtens have et lavt BMI og være fuldstændig sund og rask. Og man kan sagtens have et normalt BMI og være syg.

Og derfor tror jeg, at et sundhedstjek er et stort og vigtigt skridt på vejen mod at sikre, at alle modeller er sunde og har det godt ? I hvert fald indtil den skønne dag alle designere i hele verden, beslutter sig for at afskaffe det ensidige skønhedsideal, til fordel for et mangfoldigt ideal, både hvad angår størrelser, alder og etnicitet.

sundhedstjek

Her er jeg i 2006, og så igen 10 år (og 10 kg) senere i 2016. Pointen er ikke se-lige-en-stor-forskel-der-er-på-før-og-efter, men netop det modsatte: At en spiseforstyrrelse er usynlig.

Så please. Skal vi ikke stoppe med at dømme hinanden og modellerne på catwalken? Vi aner ikke hvordan der ser ud på indersiden.

2. February 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest