Category

Det er ikke altid kønt

Jeg sidder i et fly på vej til Sverige, hvor jeg skal på arbejde. Efter i et år at have tigget mit modelbureau om at skaffe mig et job været på barsel, har jeg hele dagen haft det som Maverick på vej til Top Gun.

Her kommer en præcis og lødig gennemgang af min morgen.

(Ensomt, tørt, lone wolf guitarrif)

Jeg står i metroen på vej til lufthavnen med min håndbagage og det jeg vil kalde for et selvsikkert smil. Klip til på vej op ad rulletrappen i Terminal 3. Ingen børn, ingen vådservietter. Bare lige mig og min håndbagage. Klip til den der laissez faire pfff-nåja-følelse, da den store maskine adlyder min QR kode og lukker mig ind i Security-køen.

(Stadigvæk ensomt, tørt, lone wolf guitarrif)

Bestiller en pink latte dobbelt shot hos Joe and the Juice (her blir jeg lige slået ud af kurs, da jeg spotter Jesper Binzer fra DAD og forestiller mig hvordan det mon er at sidde der klokken 8.15 omringet af 50+ årige kvinder der bare gerne lige vil bede om et skrald en autograf). Snap out, Ida! Det’ mig der’ i fokus, tænker jeg, mens jeg flirter tilbage til min 21-årige juicer.

(Stadigvæk ensomt, tørt, lone wolf guitarrif – nu moduleret en halv tone op (Sorry, men det er bare et virkelig langt opening theme))

Går ud til gaten, ind i flyet og så kommer den (Guitarriff overdøves af MiG-28 motor der tændes – Wuuuuiiiiiiissshhhhhhhhh)

Flyet kører ud på startbanen og gør klar til at lette. Jeg sidder ved vinduet i det helt fyldte fly og opdager at jeg sådan virkelig seriøst skal tisse, at jeg har glemt min brystpumpe og at jeg må have tabt mit ene ammeindlæg et sted ude i Taxfree, for det er ikke i min bh.

Maverick over and out. Det blir godt det her.

giphy-6

25. september 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

I den franske revolution råbte de “Frihed, Lighed, Broderskab!” Det her er ikke revolutionerende. Det er bare en beskrivelse af et forløb som jeg tror mange kvinder kan genkende. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har slettet teksten og er startet forfra. Famlet efter ordene. Men jeg har besluttet at historien altså fortjener at blive fortalt. Så her er den: Historien om dengang jeg var på dagpenge, opdagede at jeg var gravid, fik en fast stilling, blev fyret efter 14 dage og sammen med min fagforening lagde sag an. Og vandt.

På dagpenge …og gravid

Efter tre år som jobsøgende, med freelance-tjanser hist og her og ind og ud af barsels- og dagpengesystemet fik jeg for et år siden et fast arbejde. Jeg blev så glad og skulle virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at stikke i et kæmpe tarzanbrøl, da jeg fik beskeden inde på Hovedbiblioteket. Virksomheden tilbød mig en stilling, jeg ikke havde erfaring med, og derfor var det et helt nyt felt for mig, men jeg havde mange idéer, og glædede mig til at bevise mit værd og vokse med opgaven. Hold op, jeg glædede mig.

Problemet var bare at jeg var gravid. Det var kun et par uger siden jeg havde set de to streger. Midt i jobsøgning og med en etårig på armen, kørte jeg faktisk fortrænger det første stykke tid. Det var  ubelejligt. …Og  dejligt.

Når gode råd klinger hult

Jeg blev tilbudt jobbet om Torsdagen, med start følgende Mandag. Den weekend havde jeg så sindssygt ondt i stress-maven. Tanken om at få en abort strejfede mig, men blev også hurtigt affejet: Jeg var 31 år, og det havde taget knap et år at blive gravid med vores første barn. Vi ville jo faktisk godt have to børn. Og så var vi blevet overraskende lykkelige for den lille, åndssvagt ubelejlige ekstra streg.

Hvad fanden gør man? Når jeg googlede og spurgte jobcenteret, fik jeg et hult klingende svar a la: “Er du lige blevet gravid og skal til jobsamtale, er du ikke forpligtiget til at oplyse om graviditeten. Bliver du spurgt direkte, kan du godt svare nej. Egentlig må arbejdsgiveren ikke spørge, da dit svar ikke må have betydning, når der skal vælges mellem ansøgerne. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke kan blive stillet. Derfor kan det være meget godt at have et svar parat, som fx at du gerne vil have børn på et tidspunkt, men lige nu er det arbejdslivet, som har dit fokus.” (uddrag fra HK’s hjemmeside)

Skidetak for støtten, Sherlock. Bare lige fyi, så er jeg altså ikke typen der lyver. Men samtidig var jeg kun et par uger henne. Jeg havde ikke engang fortalt min familie det. Hvad nu hvis graviditeten gik i sig selv? Skulle jeg lave et kæmpe selvmål efter en tre år lang kamp for at få et job? Dér var målstregen, et dejligt arbejde fyldt med udfordringer og opgaver. Værsågod at gå tilbage til start. Skulle jeg smide alt jeg havde kæmpet for på gulvet, for en graviditet jeg ikke engang var sikker på ville blive til noget?

Jeg havde sådan set bare havde gjort det som Dagpengesystemet krævede: Skrevet mine to ugentlige ansøgninger og gået til jobsamtaler. Husker tydeligt, at sidde der til jobsamtale med en otte måneders babybule skruet ned i et pencilskirt og fyre jokes af om at de får to for én. Og ingen griner.

Samtidig vidste jeg jo godt at vi har bygget et samfund op omkring at alle køn bidrager lige meget på arbejdsmarkedet. Og at det betyder, at ingen kvinde skal diskrimineres, bare fordi det tilfældigvis er os der skal bære og føde børnene. Men det hjalp ikke så meget på alle følelserne og den nagende samvittighed.

Min fagforening rådede mig til at sige det på min første arbejdsdag. Så det gjorde jeg. Alt rystede og jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber.

”Jeg er så ked af at måtte sige det her, men jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid”

Heldigvis fik jeg et kram og et stort tillykke. Der lettede seriøst ti kg brødebetyngede duer af det kram. Jeg var virkelig glad for direktøren, som gav mig krammet. Han var lun og god. Fjorten dage senere havde jeg flødeboller og flag med til kontoret. Jeg mødte, som de fleste andre dage, ind som den første klokken syv, for at have et par timer i ro og fred til at arbejde. Lige inden frokost sendte jeg en klassisk jeg-er-gravid-mail rundt til mine kolleger, og tyve minutter senere blev jeg kaldt ind på min leders kontor. Og fik at vide, at jeg var fyret.

img_8634

Jeg var i chok og så ligesom det hele udefra. Joken i at pakke sit skrivebord sammen, mens flødebollerne står og larmer på de latterlige dannebros-paptallerkener jeg lige havde købt i Netto. Som om der var noget at fejre. Jeg afleverede min computer og pakkede mine ting. Følte mig som en kæmpe kliché og totalt fiasko. På vej hjem satte jeg mig ind i en 7-Eleven og stressspiste tre croissanter, for at synke chokket. Imens ringede jeg til min fagforening og fortalte dem historien.

Jeg havde det som om jeg var blevet dumpet midt i en date. Ja, vi skulle se hinanden an, og ja, jeg var usikker. Det var en ny stilling, som jeg egentlig ikke havde søgt, men som min arbejdsgiver havde skønnet jeg ville passe godt til, og som vi i fælleskab havde valgt at prøve af. Jeg var en del af et dejligt, nyt, lille team, men var fysisk placeret i en helt anden og travl afdeling, på en anden etage end min leder og mit team.

De fire reelle arbejdsdage jeg havde i stillingen, virkede derfor slet ikke som nok tid, til at bevise mit værd. Omvendt havde jeg – og har stadigvæk – en nagende følelse af, at jeg måske bare skulle have holdt igen med alle mine begynderspørgsmål.

Is it a bird? Is it a plane? Not it’s…

Min fagforening tilbød at føre min sag i Ligebehandlingsnævnet og forklarede, at det nu var op til arbejdsgiveren at bevise at det ikke var på grund af min graviditet, at de fyrede mig. Så jeg skyndte mig hjem og screenshottede the shit ud af min arbejdsmail og -kalender, inden den blev lukket. Det blev jeg glad for.

Fagforeningen var fantastisk. Helt Supermand. Min advokat kendte arbejdsmarkedsområdet ud og ind, var knivskarp og kunne derfor være mit kølige power bitch face udadtil, imens jeg lå derhjemme i fosterstilling og prøvede at huske i detaljer, hvad der egentlig var sket. Kan du for eksempel huske hvad du lavede Tirsdag d. 22. august? Hvilke møder havde du? Hvem sagde hvad til dig, og i hvilken rækkefølge? Og kan du dokumentere det? Prøv at forestil dig at skulle kortlægge to uger i detaljer på den måde. Jeg tegnede mindst ti tidslinjer, for at forstå hvad der skete.

Det næste halve år gik med at skrive: Klage, svarskrift, bemærkning, brev, replik, duplik. Kært barn har mange navne. Og hver gang samlede min advokat alle mine noter, mails og tidslinjer til en udlægning af forløbet. Og så ventede vi på svar. Svarene  kom med jævne mellemrum – sommetider gik der flere uger imellem.

Der er point hvis man kan gætte, om det var nedslående at læse virksomhedens begrundelser og vidnesudsagn. I et af svarene var der tre vidnesudsagn, hvor folk jeg har talt med i to timer, udtaler sig om hvor ringe en kollega jeg var. At jeg var så dårlig, at det var pinligt at have mig med til eksterne møder. Det mister man altså mavepusten af. Det var min første og største faglige lussing nogensinde. Smæk! Hver gang der var nyt svar fra modparten, endnu en lussing.

Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig

Min familie rådede mig til bare at lukke af for det. Ignorere det. Men hvis ikke jeg ville bevise, at det ikke var fordi jeg var en elendig arbejdskraft, at jeg blev fyret efter så kort tid, hvem ville så gøre det? Det var jo mig som oplevede det. Jeg blev nødt til at flå plasteret af og sidde og pille op i det sår, hver gang der lige var kommet skorpe på. Læse og forholde mig til alle detaljerne for at kunne komme med et relevant modsvar. Det gjorde ondt. Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig.

Samtidig var jeg på dagpenge. Det vil sige at jeg skrev ansøgninger og gik til jobsamtaler på livet løs for at vise hvor god jeg var: Det var ok skitzofrent, det vinterhalvår. Jeg husker det primært som noget med at stirre ind i et tomt word-dokument og svømme virkelig meget rundt i cirkler med en veninde, ovre i DGI byen.

Da begge parter mente at sagen var belyst til fulde, blev den afleveret til Ligebehandlingsnævnet. Nu var der ikke andet at gøre end at vente på deres afgørelse. Det var faktisk en lettelse. Ikke flere lussinger, bare ventetid.

Jeg søgte en praktikplads som servicedesigner i en forsikringsvirksomhed og fik den. Det var det helt rigtige for mig – Det var lige den faglige oprejsning jeg havde brug for, inden jeg skulle tilbage i barselsboblen.

fyret gravid

Tre uger efter praktikken var udløbet, begyndte solen for alvor at skinne igen, da Otto kom til verden.

I sommerferien, da jeg kom jeg hjem fra min mobilfri ø-lejr, lå der en mail fra min advokat. Emnefelt: “Tillykke! Vi vandt alt:)”. Jeg sad og ammede Otto og begyndte at græde. Mest over følelsen af, at der var nogle voksne som ligesom lige havde sagt “Hold my beer” og gennemgået vore sag minutiøst. Side for side, vidnesudsagn for vidnesudsagn. Det var den vildeste oprejsning ovenpå et halvt års nederlag, tvivl og skyldfølelse.

Jeg fik en erstatning svarende til et halvt års løn. 15% af den satte jeg ind på min pensionsopsparing. Bagefter gik jeg ned i vores lokale cykelhandler og bestilte en ladcykel med elmotor. Og så var jeg også forbi en lille butik og købe to fingerringe. Nu sidder de på min hånd og husker mig på, at det er okay.

Det er okay at være gravid og gerne ville arbejde.

unnamed-8

3 ting jeg har lært

Hvis du nu også er gravid – eller bare er en kvinde som er på arbejdsmarkedet – så kommer her lige 3 ting den her sag har lært mig.

  1. I retten er det faktisk ligemeget, hvad der skete. Det handler om, hvad du kan bevise – hvad du har på skrift. Så sørg for at følg op på alle vigtige samtaler (f.eks. i forbindelse med ansættelsen) med en mail.
  2. Hvis du bliver gravid midt i en ansættelsesprocess så husk det her, når du skal tage stilling til om du vil fortælle det inden du bliver ansat. Vi har et retssamfund som har bestemt ved lov, at vi kvinder ikke skal forskelsbehandles på grund af vores køn. Så mes det her, som var du Robin Williams til Matt Damon: Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. For det er IKKE din skyld, at du er gravid og også skal have et arbejde. Har din partner dårlig samvittighed over at han skal være far? Nej, vel? Det skal du heller ikke have. Det er ikke din skyld. Og du er ikke alene.
  3. Meld dig lige ind i en fagforening. Bare gør det. Hvis du en dag skulle gå hen og blive fyret under din graviditet eller barsel, så er det saftsusemig fedt at have en advokat gratis til rådighed, som kan være dit skarpe, kølige power bitch face udadtil, imens du ligger i fosterstilling, hader verden, ser Netflix og gror en dejlig ny verdensborger.

21. september 2017 22 comments
2 Facebook Twitter Google + Pinterest

Når jeg nu ikke kan finde ud af at skrive for tiden, så er det godt at jeg har Youtube, at boltre mig på.

I weekenden prøvede jeg kræfter i genren : Beautyblogger / Mor med overskud / Glattejernsrebel. Hvis du vælger at se med, så husk lige, at de 2 minutter filmen tager, dem får du aldrig igen. Undskyld.

Og Guldtuben – I ringer bare.

12. september 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Som det føles at læse facebook kommentarsporet, til den artikel jeg sidste uge var hovedperson i ovre på BT.dk :

giphy-8

Som jeg måske i virkeligheden burde have det, da jeg læste kommentarsporet igen, efter have tjekket et par af profilerne på dem der skriver :

giphy-5

Som jeg til gengæld har det når jeg på 2. uge prøver på at skrive en ovenpå-agtig blogpost om hvad der egentlig skete :

giphy-3

Puha. Ikke mere selvmedlidenhed nu!

Til gengæld er min lille digitale papirflyver lige landet her hos Storyplanes. Og selvom jeg lige mangler at få de sidste ting på plads og der desværre er røget et par kommentarer i svinget, så er her dejligt.

Og min baby sover, og jeg har 4 gratis kopper kaffe tilbage på mit kaffekort.

Det er de små ting.

5. september 2017 7 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg lider af Linkedin-angst for tiden. Lige nu er jeg på barsel, men den 1. dec. giver jeg barnevognsnøglen til min mand, og den dato ånder mig i nakken. For så er jeg igen jobsøgende. Og det kan jeg virkelig ikke overskue. Bare ordet. Jobsøgende.

For snart et år siden fik jeg ellers et job. På min første arbejdsdag fortalte jeg, at jeg var gravid. 14 dage senere, blev jeg fyret.

Op på hesten igen

Man siger, at når man falder af hesten, gælder det om at komme hurtigt op igen. Ligesom dengang jeg tog motorcykelkørekort og røg af motorcyklen i et sving. Min kørelærer, Kaj, hjalp mig op igen. Mod alle odds fik han mig til at køre en tur på den store bane på køreanlægget. Han fortalte om dengang han ramte et rådyr med 180 km i timen og brækkede ryggen. Han var så rolig omkring det og viste mig hjelmen han havde haft på. Hvordan asfalten lige havde skrabet 5 cm af den.

Det var sidste gang, jeg kørte på motorcykel.

Der er nogle der brager igennem de forhindringer de møder på deres vej. Enten spænder de hjelmen og løber til, eller også finder en vej omkring dem. Sådan er jeg ikke. Jeg er typen der går helt i stå og gransker mig selv med spørgsmål, selvbebrejdelse og tanker om hvad andre tænker om mig.

Jeg nævner i flæng: Hvis hun virkelig er så kreativ, så var hun jo nok ikke arbejdsløs. Hvor er det vildt at hun ikke har selvindsigt nok til at vide, at hun ikke kan arbejde på <indsæt selv navn på sejt designbureau>. Hvis hun kan få stress over at være arbejdsløs, så skal hun nok ikke regne med, at hun kan klare et rigtigt voksenarbejde. Osv, osv, osv…

Et par måneder efter jeg blev fyret, søgte jeg forøvrigt en praktikstilling som servicedesigner og fik den. Det var det helt rigtige for mig: At blive bekræftet i at jeg ? trods alle stemmerne i hovedet ? er helt okay til det jeg laver.

Jobsøgning. En ensom affære

Næsten alle har jo prøvet at være jobsøgende og gå hjemme i en periode. Så hvorfor føles det så ensomt? Måske fordi man kun ser alle dem som har et job. Måske er det ligesom at lede efter kærligheden: De venner, som er i parforhold, er fulde af velmenende råd og kan ikke forstå, hvorfor man ikke har en kæreste. Singlens mest singlede tidspunkt ? Altså der hvor man virkelig bliver bekræftet i sin ensomhed ? er Søndag eftermiddag, når man står i køen i Netto med sine tømmermænd og er omringet af par der køber cola og pizza (jeg ved det, for jeg har selv stået der). Den jobsøgendes mest arbejdsløse tidspunkt er Mandag morgen ? Dagen hvor alle er tilbage på arbejde og man sidder dér på en café med sin bærbare, omringet af intense arbejdsmøder. Og man stirrer ind i sin joblog-guirlande af ansøgninger og jobsamtaler som 9 ud af 10 gange ender med et standardsvar i genren “Vi har modtaget 361 ansøgninger og har valgt at tilbyde stillingen til den kandidat, som vi finder matcher jobprofilen bedst.”

Der er  mange om buddet på de opslåede stillinger indenfor design og kommunikation. Nogle gange forestiller jeg mig at hvert jobopslag er en butik på en gågade. Foran de stillinger jeg normalt søger, står der 400-500 mennesker i kø. Det er jo faktisk en sindssyg strategi at stille sig derover med sit portfolio under armen. Så måske jeg skal ændre strategi. Måske jeg bare ikke skal have et fuldtidsjob som designer.

Måske jeg skal noget andet.

22. august 2017 21 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

De her dage, drukner mange kommentarspor i ønsker om en SKAM Sæson 5. Det sker selvfølgelig ovenpå den mere end fine sæsonafslutning i Fredags. Men kære Julie, vil du ikke nok lade være med at lave en sæson 5? Vil du ikke i stedet tage på den vildeste daseferie og drikke et stillehav af Singapore sling?

Og når du så er færdig med at være fuld og sove, vil du så ikke please lave en TV-serie om at blive mor? SKAM men med en mødregruppe i hovedrollerne. Hvor vi får lov til at se hvor fucked up sindssygt det er at blive forældre.

I dag hjalp damen i Vester Kopi mig med at få printet mine hjemmetagede pasbilleder. Og jeg var som sædvanligt lige ved at græde. Og billederne blev afvist oppe på Borgerservice, så jeg endte med at sidde i Japan Foto og amme på en af de der hæslige, lalleglade lortebørnemøbler fra IKEA. Dér. Der sad jeg. Og prøvede at lade være med at græde. Fordi jeg så alligevel skulle betale 99 kr, som vi bare slet ikke har, for 4 åndssvage pasfotos.

I serien kunne man måske også se, hvordan man ligger og kører krummer, støv, havregrød og indtørrede madrester rundt med barnets vaskeklud aften efter aften, for at få gulvet til at se nogenlunde rent ud. Hvordan ens telefon forvandler sig til et eskapistisk rabbithole fyldt med social anerkendelse og tiltrængt vokseninteraktion. Hvordan hele verden forsvinder når ens baby smiler sit store lykkelige, tandløse smil.

Det her er bare min situation, men der kunne også være en mor til et sygt barn som shufflede ind og ud af Riget. En mor med en fødselsdepression. Der kunne være en mor, som arbejdede kort efter fødslen, en der fik stress, en alenemor…

Jeg trænger bare til noget ægte, virkelighedstro fiktion om det med at blive og være mor. Ikke de der DR2 programmer med journalister og skuespillere der sidder parvis i en sofa og griner og snakker om hvor hårdt det er, med rød neglelak. Ikke det der perfect imperfection pis. Med ufarlige bekendelser om frysepizzaer til aftensmad, som Mie beskriver det (læs hele hendes indlæg om junkfood som cool identitetsmarkører her ? hun beskriver det uendeligt godt).

Mine spejlneuroner har en kæmpe fest, når jeg læser med på blogs. Jeg er så glad for at så utrolig mange forskellige, velformulerede mødre orker at blogge. Men det kan være svært at skelne i autofiktion, for det er jo en redigeret virkelighed vi udgiver: Selvom jeg har været ved at græde hele dagen i dag, og tydeligvis ikke kan finde ud af at vaske mit gulv, så er jeg ikke i tvivl om at jeg har de sødeste og gladeste børn i verden. Som snakker nonstop, peger, smiler, slår kolbøtter og har et godt liv. Og jeg har også gode barselsdage med latte og latter. Det er bare så sjældent dér jeg har behov for at tømme mit hjerte ned i min blog.

I sidste uge blev en af de ærligste bloggere jeg læser, Lortemor, meldt til sin kommune af 3 anonyme læsere. Det er både hæsligt og tankevækkende at det sker. Det ultimative tegn på at det perfekte mediebillede af moderskabet er alt for dominerende, må være når helt ærlige, rå, bekymrede, triste, kærlige tekster bliver tolket som omsorgssvigt.

Så kære Julie Andem. Vil du ikke lige køre moderskabet en tur igennem din SKAM-maskine? Jeg tror vi har brug for det.

 

26. juni 2017 8 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det kører slet ikke, det der amning. 

I 3 uger har jeg haft åbne sår i stedet for brystvorter. Og de sidder lige i skudhøjde for alle glubske, skævtsuttende, dysonstøvsugeragtige og spaghettislubrende babydjævlemunde. Hver gang de har lukket sig lidt, skal jeg *sjovt* nok amme igen. Så koldsveden pibler. 

Så lige nu sidder jeg og malker ud i et glas, som jeg så kan give i flaske. Det lyder nemt på skrift, men i praksis er det totalt op ad bakke. At sidde der med et sultent spædbarn og en på 20 mrd der græder og plager om mælk. Og klistrede mælkeskjolder, fucking mælk, mælk, mælk over alt! Det giver pludselig mening, hvorfor amning er et så, på alle måder, ømt emne for rigtig mange mødre. Det er fandme hæsligt når det ikke kører. I stedet for at hygge mig med at amme, er det blevet noget jeg frygter og udskyder i en uendelighed. Øv. 

Hvis Ganni laver en limited edition frugt t-shirt med to åbne snitsår i stedet for ferskener, står jeg forrest i køen. 

 

28. maj 2017 20 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Lige siden jeg var lille har jeg tænkt at der var ligestilling i Danmark. Men så blev jeg mor. (Åh, shit det lyder allerede klicéagtigt..) Jeg ved godt at ingen historier er ens, men ofte finder jeg ud af – når jeg deler lidt ud af mine egne – at jeg ikke er så alene som jeg går og tror. Så nu kommer der altså lige lidt arbejdsløs-og-gravid-galde. Hvis du ikke orker, så er det mere end forståeligt. Bare spring over og hav en dejlig dag.

Er vi altid lige lige?

For fire år siden havde jeg et fuldtidsjob i Kolding som jeg var glad for. Så mødte jeg min kæreste og efter et par måneders daglig pendlen mellem Amager-Kolding (don’t do it), blev jeg overbevist om at det da ikke kunne være så svært, at finde et job i København. Det lykkedes mig ikke at blive fastansat, men jeg lavede små og store designprojekter på freelancebasis og tjente okay som model, mens jeg ledte efter fuldtidsstillinger.

Efter to år blev jeg gravid.

Mens jeg gik hjemme med en lille baby og et kæmpebind og prøvede at være ét med min krop/sofa/barn, gik min kæreste på arbejde, blev fastansat og indbetalte pension. Efter tre måneders barsel sendte jeg en ansøgning til mit drømmejob. Jobbet fik jeg ikke, men jeg blev – ud af 180 ansøgere I might add – tilbudt en betalt praktik hos virksomheden. Imens min kæreste var på barsel, arbejdede jeg fuldtid til en symbolsk løn og søgte faste stillinger om aftenen. Og pludselig fik jeg sgu et job! Jeg var seriøst ved at tisse i bukserne af begejstring: Et spændende, ægte job, uden udløbsdato. Desværre var jeg åbenbart i mellemtiden blevet gravid igen. Aldrig har jeg følt mig slået hjem i Ludo, som da jeg opdagede de to streger. Og fyldt af dårlig samvittighed. Først overfor mit nye arbejde over at være gravid. Og så over at have dårlig samvittighed over at være gravid, når nu samfund og politikere skriger på nye borgere ? Did otte år med Pernille Rosenkrantz-Theil i Mads og Monopolet teach me nothing?

Men mest af alt dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. Så da direktøren, efter jeg på min første arbejdsdag krøb til bekendelse, sagde at det var helt okay, takkede jeg ham ? Tak! Og undskyld!

10 dage senere blev jeg fyret.

Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg prøver på ikke at være bitter. Jeg ku jo også bare have passet bedre på, ikke? Og i det hele taget vente med at sætte børn i verden, før jeg havde fundet et fast job. Så skal man bare lige lære at bortfiltrere kommentarerne om at uret tikker og hvor meget bedre det var dengang i gamle dage, da vi alle sammen fik børn som 17-årige og ingen var arbejdsløse..

Slået hjem

Min 85-årige farmor har ikke antydningen af dårlig samvittighed over at hun gik hjemme med min far og faster til de startede i skole. Det var jo bare lige sølle 7 år. Og det gjorde alle dengang i 60’erne. Well… Jeg er vokset op med at vi allesammen er lige, og derfor både kan, vil og bør vi arbejde lige meget i alle livsfaser, uanset hvad. Plukkeveer, stress og lønforskel til trods.

Det er nok bare mig der var så naiv at tro, at jeg kunne det samme som min kæreste: Stifte karriere og familie samtidig. Men nu, 2 år, 50+ ansøgninger, 2 praktikker og 4 freelanceprojekter senere, må jeg indse at jeg ikke kan. Jeg føler mig i sandhed slået hjem. Så nu har jeg meldt mig ind i en masse netværk for ambitiøse, hjemmegående, karrierefolk. Desværre er jeg også bare blevet mere og mere sikker på at jeg ikke er den ambitiøse, hjemmearbejdende type. Selvom det er hårdt at gå på arbejde hver dag, så vil jeg virkelig gerne prøve at være på en arbejdsplads med det jeg har uddannet mig 5 år for at blive: Servicedesigner. Og den sidste måneds tid, hvor jeg har lavet praktikprojekt for Alm. Brand, er jeg kommet i tanke om, at jeg både synes det er virkelig sjovt, og at jeg endda er ret god til det.

Så. Hvad nu? Måske skal jeg starte med at snuppe en tudekiks (undskyld, jeg mente selvfølgelig en tuc kiks. Nej vent. En trillion tuc kiks!), ringe til min bankrådgiver og så ellers nyde min statsfinancierede barsel (som jeg forøvrigt føler mig enormt taknemmelig for – sådan ægte). Noget siger mig at det ville både min kæreste og min farmor have gjort. 

Ikke så meget pis. Mindre dårlig samvittighed, mindre sammenligning med alle de succesfulde, ambitiøse karrieredamer i mit feed, og mindre forventninger til hvor meget jeg skal kunne på én gang.
Glædelig kampdag! Uanset hvad du kæmper med.

Ida

8. marts 2017 7 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest