Category

Det er ikke altid kønt

Så blev det 1. februar. Først og fremmest hurra for at kalenderårets introverte og tømmermændsramte goth nu er overstået. Og så i næste åndedrag: Shit. Der er officielt 2 måneder til at jeg skal føde. Pt sover vores søn stadigvæk i revnen, jeg har ikke engang overvejet at hente str. 56 ned fra loftet og det eneste jeg ved om min fødsel er, at jeg tror at jeg vil føde hjemme.

Januar var lige ekstra hård i år. Jeg tror måske jeg for første gang i mit liv, mærkede et strejf af en vinterdepression. Den kulminerede så i går da min gamle havelåge af en hot pink krejler-cykel bukkede under for vægten af mit tungsind (og et ca. 1000% øget forbrug af bløde kulhydrater), da sadelstangen knækkede, lige midt på Frederiksborggade.

Jeg opdagede, at jeg har bakset rundt på den cykel, de sidste 3 måneder med Kurt i barnesædet og plukkeveer, i alt for højt et gear. Totalt stakåndet og stresset over lige at ville starte en selvstændig virksomhed inden jeg skulle have baby nr. 2 indenfor 1,5 år. Det blev alt for meget. Nu er det som om at tågen endelig er ved at lette og jeg så småt ved at være færdig med at sidde og glo ind i et tomt word-dokument og snakke til dem der betyder mest for mig i skinger og forurettet bydeform. Selvom jeg ikke ved hvad der har ændret sig, føles det sgu næsten som om, jeg er ved at blive mig selv igen.

Forøvrigt gik jeg i dag gik ned til min cykelhandler og købte en spritny, rustfri straight-up mommybike. Med gear der kan skifte, kurv, magnetlygter og hele svineriet. Det føltes så godt. Verden kan godt lige vente et par måneder, mens jeg cykler rundt i første gear.

29. January 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Er det meget værre med hormonerne anden gang man blir gravid, eller er det fordi man nu har en fjorten måneder gammel baby, til at fucke en op på forhånd?

Det her er mig

… når jeg afleverer Kurt i Vuggeren

… når jeg ser SKAM. Hver gang.

… i prøverummet når intet tøj passer

… indeni når Niklas spørger hvordan jeg har det

… udenpå når Niklas spørger hvordan jeg har det

Puh. Godt der kun er fire måneder tilbage. Og undskyld.

Kærlig hilsen Cruella

9. December 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

(Beklager hvis formateringen er lidt fucked – indlægget er skrevet fra min telefon)

Der er ingen ord for hvor forfærdeligt det er når flygtninge dør på deres vej hertil.

Anne Deppe har en blog (http://deppeandthelostsock.com) som jeg, i min begyndende barselsboble, startede med at følge i sidste uge. Den sidste (alt for lange) tid har jeg desværre været alt andet end proaktiv, når det kommer til at tage livtag med verdens store udfordringer. Anne har lige mindet om, hvor kort afstanden fra tanke til handling er, og hvor hurtigt “jeg” kan blive til “vi”, hvis man har mod og overskud til tage et målrettet initiativ.
Her er en kopi af hendes opfordring – den er så vigtig. Men hop hellere over og deltag her: http://deppeandthelostsock.com/blog/2015/08/29/loerdagsupdate-og-vigtig-info-projekt-container-til-lesbos

“Lørdagsupdate og VIGTIG info “Projekt container til Lesbos”
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte denne update. Jeg har lige set billeder af døde børn der flyder rundt i vandet nede på Lesbos (se dem her, men jeg advarer, det er VOLDSOMT STÆRKE billeder! – hvordan kan vores politikere være så fucking ignorante?). Jeg sidder her med snot og tårer i øjnene.
Samtidig har jeg i dag oplevet næstekærlighed i en sådan grad, at jeg slet ikke kan rumme det i mit hjerte. Richie, Emma Jo og jeg tog ind til Anne’s butik på Vesterbrogade 161 for at aflevere det tøj vi havde samlet sammen, og jeg var grædefærdig da jeg kom derind. Udover at Anne havde fået fyldt begge kælderrum op, stod der et BJERG af tøj ude foran hendes butik, og biler, cykler og gående strømmede til. Folk stoppede op og tog billeder, det var vanvittigt og fantastisk på samme tid.
Jeg må indrømme at jeg tænkte “hvad FANDEN gør vi nu?”… og så begyndte jeg at ringe til nogle af alle de kontakter jeg har fået fra alle jer. 10 minutter senere fik vi stillet en P-kælder til rådighed på Sejrøgade8 på Østerbro. Vi fik omdirigeret trafikken, og nu er Sejrøgade også snart fyldt op (men der er stadig god plads). Tusind tak til alle der har stillet sig til rådighed i hele landet i dag, jeg har ingen ord!!!!
Så herunder er de informationer der er vigtige nu, og som vi vil bede dig dele i alle grupper på FB (venligboernes grupper osv), så vi kan få informationen ud HURTIGT.

INDSAMLINGEN!

Nu skal du bare høre. Din 10 eller dine 4000 eller dine 18 kroner (hvad du end har doneret), har nu resulteret i at vi har samlet 150.000 sammen de sidste 24 timer (+50.000 på det andet telefonnummer, så vi er oppe på 200.000!!!). Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, andet end af hjertet tak! Det er så vildt så vildt så vildt!
Det betyder så samtidig at vi har nået beløbsgrænsen på Mikkels Mobile Pay (den udfordring havde vi ikke lige set komme), og vi kan ikke modtage flere mobile pay donationer. Derfor fortsætter vi på Gry’s allerede igangværende indsamling, og nummeret er 60 53 71 95 (Karina Helsted Moe), og det nummer du finder på FB-Gruppen HJÆLP TIL BÅDFLYGTNINGE PÅ LESBOS. Hvis nogen kan lave en instagram-venlig version af denne info, så send den til min på anne@annedeppe.co, så smider jeg den på Instagram med hashtagget #hjælplesbosnu

INDSAMLINGSSTEDER TIL TØJ/SKO/BAMSER/SOVEPOSER

Vi har oprettet et event til al information vedr indsamling af tøj her, der er vigtig information, læs HER
DEADLINE FOR TØJ-INDLEVERING TIRSDAG D. 1. sept. kl. 18.00
Inviter og del endelig begivenheden 
AFLEVERINGSSTEDER:
– FREDERIKSBERG
Annes butik “The little Things” Vesterbrogade 161, 1800 Frederiksberg. Tidsrum: 10-17
Kontaktperson Anne Bach tlf. 28447166

– ØSTERBRO
Sejrøgade 8, 2100 Østerbro
KUN søndag d. 30. aug. kl. 10 – 17 – herefter LUKKER VI SEJRØGADE VIGTIGT
Kontaktperson: Bitten Brenøe 40727231
– HUNDESTED
Dyssekilde yogacenter
Torupvejen 98, 3390 Hundested
Karina Helsted Moe
– GLOSTRUP – Vores hovedlager
Læhegnet 75, 2620 Albertslund. Tidsrum: 10-20.
Kontaktperson: Tanne Rosamunde tlf. 27510500
HVAD ER DER BRUG FOR?

FLYGTNINGENE PÅ LESBOS har brug for specifikke ting som::
– Sneakers, gym shoes for men, women and children (all sizes) HØJ PRIORITET
– Jogging trousers
– Briefs/underwear for men, women, children (all sizes)
– Men’s trousers and shoes (all sizes)
– Baby powder milk
– Nappies for babies
– Hygiene towels for women
– sleeping bags
– plastic to cover the floor/for shade
– Tents/tarpaulin
– mats (all kinds)
– Hats/caps for sunshade (light colors, all sizes)
– beanies/gloves (autumn and winter is near)
– electric plugs for several devices
– bamser
IGEN TUSIND TAK TIL ALLE JER DER BRINGER; KOORDINERER & DONERER:
DET ER STORT & DÆLME DULME RØRENDE ♥

30. August 2015 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Nå, men jeg er i gang med at søge arbejde, og det er åbenbart ikke helt så nemt som jeg håbede.
Jeg har en uddannelse jeg ikke engang kan forklare min mor hvad går ud på, og alligevel føles det som om alle mine studiekammerater har spændende jobs.

Dem der kender mig forstår ikke, at jeg ikke kan få et job ”med alle de spændende ting jeg har lavet”, og i starten forstod jeg det helt ærligt heller ikke helt (jeg er mere selvfed end jeg giver udtryk for). Men nu – et par måneder senere (= et år) – har jeg opdaget at jeg er ligesom ham fyren der ikke kan få en kæreste, som bliver præsenteret som den vildt søde ven. Han griner bare lidt for højt og læner sig lidt for meget ind over disken når han bestiller noget i baren. Den desperate type, som samtidig ikke prøver sådan rigtigt, fordi han helt ærligt også har det ret godt i sin lille hjemme-boble.

Da jeg startede med at søge job for ca et halvt år siden, gjorde jeg mig meget umage, og brugte flere dage eller uger på en enkelt ansøgning. Men her på det sidste har jeg fundet ud af, at hvis jeg ikke gør mig helt så umage, gør det mindre ondt når ”Vedr. Svar på ansøgning til stillingen som” mailen tikker ind en måned efter.

Det giver bare ikke rigtigt mening at sende ansøgninger jeg ikke gør mig umage med, fordi jeg ved at sandsynligheden for at arbejdsgiveren når længere end til femte linje, alligevel er på størrelse med mit skrantende selvværd.

I Mandags kom jeg til at se “Life is but a dream” med Beyoncé, og er der en kombination som ikke kan anbefales, så er det jobsøgning og Beyoncé dokumentar. Jeg har brugt resten af den her uge på at overbevise mig selv om at jeg ikke skal være amerikantastisk popsangerinde og at man godt kan være lykkelig, selvom man hverken kan danse hip hop i stiletter eller føler sig velsignet hver eneste dag.

Når velmenende folk siger ”du skal bare bruge dit netværk” får jeg lyst til at råbe at de sgu selv kan bruge deres netværk. Intet virker mere skrækindjagende end at skulle involvere ægte mennesker i min situation. Så vil jeg åbenbart hellere spise havrefras iført natbukser og sende ansøgninger ud i det store intethed.

Status på jobsøgning

Antal stillinger søgt de sidste 2 måneder: 10
Antal samtaler inviteret til: 0
Antal ansøgere pr. jobopslag: 100 – 450

Fuck det. Jeg blir sgu receptionist.

13. February 2015 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Det er blevet efterår. Jeg er i hjemme Helsingør for at være hos min farfar som er meget syg. Parkinsons er lidt af en kælling og pludselig er det gået stærkt. Og hvor er døden mærkelig. Selvom han ligger lige her på plejehjemmet, er det som om at den gamle, raske ?ham? er blevet hjemme i skoven, hvor han stabler brænde og skruer på sit observatorium.

Om efteråret lukker man ned. Det blir mørkt og ting visner og dør. Naturen er så smuk når bladene skifter farve inden de dør og falder af. Men det er også trist og uhyggeligt. Folk klæder sig ud som dødningehoveder og zombier, så man kan grine lidt af døden. Det tror jeg man har brug for ? at kunne grine lidt af den mørke tid ? og måske er det også derfor at Halloween er ved at overhale Fastelavn i popularitet (eller også er det amerikansk kapitalisme kombineret med uoverskuelig snesjap i februar…).

De sidste par måneder har jeg brugt på at lukke ned for projekter som tog tid og ikke gav nok igen. For eksempel er jeg ikke længere formand for Foreningen Danske Modeller. Ikke fordi det var nemt, men jeg kan mærke at det er det rigtige. Det gik nok bare op for mig, at den tid jeg bruger, ikke kommer igen ? Hvilket lyder enormt dumt når man skriver det.

Billedet er lånt af Stine Stregen
Man har en fornemmelse af at have uendeligt at give af ? at man altid bare kan arbejde mere om aftenen, i weekenden… At man nok skal nå det! Men sidste efterår, da jeg var gået fra min kæreste, boede på en båd, og lidt senere flyttede til København hvorfra jeg pendlede frem og tilbage til mit fuldtidsjob i Kolding samtidig med at jeg havde 20 rejsedage om året som model, lå i retssag, var formand for DaMo og pludselig også skulle have en ny hofte, så begyndte jeg at glemme ting. Jeg kunne ikke huske hvem jeg havde besøgt og hvor jeg skulle hen næste dag. Min hjerne kunne bare ikke følge med og det føltes en lille smule som den her stribe StineStregen lavede i 2011, dengang hun fik stress. Jeg havde ikke stress. Jeg var bare ? seriøst ? stresset.

Lige for tiden har jeg masser af tid og i nat sov jeg ude i min farfars hus sammen med hans kone. Det var så dejligt og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har sovet så godt. Til lyden af brændeovn og vandhane der drypper. Nu er drømmehuset, de byggede sammen for 30 år siden, sat til salg. I morges inden vi kørte hen til plejehjemmet, flyttede jeg brændestakken ind i tørvejr under halvtaget.

Og den store springform fik jeg med mig hjem i en pose.

6. November 2014 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg brugte -ufrivilligt- kvindernes kampdag på at overskride en grænse, grænsende til det patetiske.

Sætter lige scenen.

Det er Lørdag og solen skinner. Du går tur på havnen og i ren forårskådhed køber du 10 fladfisk fra en fisker som sælger ud af dagens fangst.

Hjemme i køkkenet skal du ordne fiskene og lige som du lægger den første fladfisk klar på skærebrættet for at skære hovedet af den, så bevæger fiskens mund sig. Glhuuuuuurp. Den har hevet efter vejret de sidste par timer, og har åbenbart ikke tænkt sig at give op endnu.

Jeg sværger seriøst. Jeg troede. Jeg skulle dø.

Da jeg kiggede i Kalle&Kalinka plastikposen lå ni andre fisk og møflede rundt og hev efter vejret.

Fuck. Mig.

Med min mor på speakerphone og en random fiskerdame på Youtube gik jeg så i gang med at slå de stakkels dyr ihjel en for en. Jeg lagde posen med de andre fisk over i et hjørne så de ikke kunne se over til køkkenbordsguillotinen. Nogle af fiskene sprællede så meget at jeg måtte klaske dem hårdt ned i køkkenbordet først, så det føg med skæl og fiskeslim. Klask. Tudede lidt imens.

Fra speakerphonen var min mor i gang med dels at brainstorme fiskeopskrifter og dels at overbevise mig om, at det var GODT at fiskene var kommet hjem til en, som i det mindste skar halsen over på dem inden de blev flået. Thanks.

Jeg har jo set filmene med fisk der bliver mishandlet, men det gør ligesom større indtryk, når man skal gøre det selv (sagde bypigen. Jeg ved godt det er patetisk). Anyway. Jeg fik gjort min pligt som kødæder. Fisk blev slået ihjel og flået.

Og lad os lige hurtigt snakke om det med at flå fisk. Det er jo næsten en kunstform! Da jeg først havde fattet hvordan man gjorde, så var det faktisk lidt dejligt. Ritsj.
D. 8. marts bød altså ikke på særligt mange debatarrangementer eller møder for mit vedkommende, men derimod min egen lille kvindomsprøve. Selvom jeg helt sikkert ikke bestod med topkarakterer, følte jeg mig alligevel noget sej, da jeg endelig havde portionsanrettet de døde kræ i fryseposer og stod og tørrede skæl, finner og fiskesnot af køkkenbordet og mig selv.
Forøvrigt rundede jeg dagen af med en film jeg har cravet længe. Filmen over dem alle hvad angår en stærk feministisk morale.
Glædelig kampdag 🙂
9. March 2014 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Kort efter jeg havde fået min nye hofte i december 2013, fik jeg bevilget et 3 ugers genoptræningsforløb på Montebello, Nordsjælland Hospitals afdeling for genoptræning, i Sydspanien.

Det vil jeg gerne fortælle lidt om, så here goes:

Sådan genoptrænede jeg, efter at have fået en ny hofte pga. slidgigt

I lufthavnen købte jeg en bog med titlen “Stærk og sund for livet”. Bogens unique selling point var for mig uden tvivl det faktum, at forfatteren havde et Z i sit navn. KrisZtina. Helt sikkert. Hvis ikke HUN kan få mig tilbage i form efter 3/4 år uden træning, hvem kan så?

Udsigten på Montebello er magisk.

Udsigten fra mit værelse… Not so much.

Forholdsvist deprimerende før-billede af min noget forsømte vinterkrop…

vinterkrop

Opholdet på Montebello varer 3 uger og man er 30 mennesker afsted af gangen. I alt altså 90 patienter. Flokken er en blandet landhandel af hofte- knæ- og skulderpatienter samt nogle med Parkinsons og Sclerose. På mit hold var vi 11 mennesker som mødtes hver dag til fitness, holdtræning og teoriundervisning. F.eks. lærte vi hvordan man genoptræner sin Gluteus Medius, fordi den åbenbart bliver skåret over, når man får lavet en hofteprotese.

Jeg har trænet rigtig meget førhen, men det har altid været med fokus på at blive tynd. Jeg har jo stået så hjernedødt meget på trappemaskiner! Den her gang var det anderledes. De to fysioterapeuter som var tilknyttet mit hold, gjorde virkelig et stort nummer ud af at få os til at træne intelligent. Jeg trænede ud over de 2-3 timers daglig fællestræning minimum 1 time selv om dagen.

Det var hårdt at skulle starte helt forfra…

 

 

 

 

 

 

 

… Men heldigvis havde jeg det bedste heppekor på snapchat…

…Og i virkeligheden! Ej men LOOK at them! Hvis man nogensinde føler sig lidt trist så skal man sgu bare danse twist med et hoftehold i aldersgruppen 50-75 år.

Bortset fra det, så markerede jeg modeugen i København med min helt egen handicatwalk. Great.

Indimellem var det så deprimerende at føle sig så meget i pensionistland, at man lige måtte gå sig en tur. Det vilde ved lige præcis dén her gåtur var at det for første gang ikke gjorde ondt at gå. Som i: der var INGEN smerter, selvom jeg gik UDEN krykker. Efter 2 år på krykker og morfin ? Det var  vildt!

Desværre havde ca. 10% af patienterne underligt nok travlt med at brokke sig over alt muligt.
F.eks. maden. Jeg fatter det simpelthen ikke. Der er garanteret en masse krav til køkkenet i forhold til at maden skal være sund for både undervægtige, overvægtige, folk med sukkersyge, gigt og nervesygdomme. Og hver dag disker de 3 gange trofast op med salatbar og 3-4 forskellige varme retter til 150 mennesker. Men ja kom. Lad os da endelig brokke os over maden på vores statsfinancierede 50.000 kroners ophold. WTF.

Som den yngste patient skulle jeg selvfølgelig blære mig med at springe i den iskolde pool og svømme 30 baner, ignorere brain freeze og svimmelhed og bagefter ligge og hoste under 3 tæpper på værelset og læse…


BØGER!! Og jeg kom sgu igennem næsten dem alle sammen. Jeg er enormt stolt.

mavemuskler

Efter to uger begyndte jeg så småt at kunne se antydningen af mavemuskler, selv når jeg, som her, slappede fuldstændig af.

Hvordan jeg havde det under styrketræning. #whatupbitches

Hvordan jeg havde det efter styrketræning.

Costa Del Sol tog sig nogle seriøse fridage, men det var godt, for så kunne de 10% jo brokke sig lidt over vejret. Det ER sgu også for dårligt.

Nye mennesker og alle de fordomme, man ikke vil erkende man har

Jeg satte den her på i træningsrummet og havde et af de bedste moments med mine fellow fitters.
I det hele taget var det en stor uforudset bonus at få lov til at møde så mange folk, jeg ellers aldrig ville have mødt, men som kom ind i mit liv, udfordrede mig og faktisk gjorde mig mere rummelig overfor folk med fysiske og psykiske handicap.

Som for eksempel en af mændene. Han var midt i 50’erne, havde Parkinsons og var helt krøllet sammen da vi ankom. Når han sad og baksede med bestikket under måltiderne, vidste jeg slet ikke hvor jeg skulle kigge hen. Skulle jeg hjælpe ham? I starten blev jeg pinlig på hans vegne, men efter den første uge, var jeg mest bare flov over mig selv. Før mit ophold ville jeg have set på ham med medlidenhed og tænke “godt det ikke er mig”. Men under opholdet kommer man i dén grad ind under huden på hinanden. Han viste sig jo at være helt ligesom mig selv, og fortalte en helt masse om sit arbejde og hvordan han hvert eneste år går flere uger på fjeldet med tung oppakning og sine sønner. Forøvrigt blev han i løbet af ugen rettet så meget ud at jeg næsten ikke kunne kende ham da vi fløj hjem.

Fabelagtige 80’er postkort.

Yoga og bananpalmer = Helt geniale træningsforhold.

Da mange af de gamle, hellere ville sidde ovre på dansker-baren og drikke fadøl efter den obligatoriske undervisning, var der mildest talt god plads på de mange faciliteter.

 

Og pludselig kom ham her på besøg i en hel weekend! Og vi stak af på roadtrip til Granada og drak rødvin.

Hvis nogen vil vide, hvor i verden der er samlet flest dårlige energier, så er svaret:
TV-stuen på Montebello.

Men det gør ikke noget, når alt det andet er fantastisk.

Lige efter vi ankom og lige inden vi skulle hjem, lavede vi gangtest og trappetest. Her er det den sidste dag, og jeg hepper på to fra mit hold. De havde forbedret deres gangtid så meget, at jeg nærmest blev nødt til at tude lidt, da Annelise på 4. omgang smed sin stok over til mig.

Med al respekt for de genoptræningsforløb jeg har været på herhjemme, så kan det bare ikke sammenlignes med et ophold på Montebello. Fysioterapeuterne har så stor erfaring indenfor hver deres specifikke område, at man som patient virkelig lærte at mærke sig selv, i stedet for bare at “gøre som der blev sagt”. Jeg føler at jeg blev klædt på til at kunne klare mig selv og forebygge på egen hånd herhjemme.

En af dem som kom til at betyde mest for mit ophold var uden tvivl min værelseskammerat. AKA Iron Woman, fordi hun for nyligt har fået opereret en masse ledninger og en metalplade ind i sin krop under en operation, som får min nye hofte til at lyde som en tandrensning. Hun lever med Parkinsons og er seriøst en af de sejeste damer jeg har mødt.

Tak for turen og for i bonus, at få lært mig lidt om fordomme, tolerence og forskellighed, til hele mit seje, hoftehold.  

8. March 2014 5 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

En kold decemberdag 2013 fik jeg en ny hofte. Min krop er 28 år gammel, har altid dyrket motion og fået nogenlunde sund mad. Så hvorfor skulle jeg allerede have et implentat som skal skiftes ca. hvert femtende år resten af mit liv? Fordi jeg har hoftedysplasi (= nogen har sat mine ben forkert på) og det har så ført til slidgigt som har gjort at jeg har vraltet rundt på smertestillende de sidste 3 år.

Jeg har lavet en lille fotodagbog fra hospitalet og den efterfølgende måned, hvor jeg genoptrænede derhjemme. Jeg advarer om semiklamme billeder af knogler og ar.

Mild nervøsitet kort før operationen

Det der 12 timers faste bliver jeg aldrig fan af. Det eneste man får er helt klar væske der smager udefinérbart dårligt.

Tilgengæld er man iført verdens ultimativt sejeste underbukser.

hofteoperation

Betryggende lige at blive enig med lægen om hvilket ben de saver i.

hofteoperation

Jeg var vågen under operationen, som føltes lidt som en tur til tandlægen x 10. Lige inden operationen fik jeg en rygmarvsblokade (det lyder værre end det er) og så dopede de mig ellers løbende, så jeg ikke kunne mærke noget.

Inden operationen havde jeg bedt om lov til at se den knogle som har forvoldt så irriterende meget smerte og immobilitet de sidste par år. Og her er den så, den lille satan. Pakket godt ind og klar til at blive pulveriseret og doneret som knoglepulver.

hofteoperation

Efter operationen kom jeg til at kigge op på min operationslæge, Dovydas, som seriøst lignede Dexter. Der var også blod på lamperne. Wait, what!?

Man må selv vælge, om man vil i fuld narkose eller om man vil være vågen under operationen. Jeg er så glad for, at jeg valgte det sidste. Det føles som om man er skæv og jeg brugte derfor 30 minutter på at forstå, hvorfor jeg ikke kunne høre noget af den musik som ellers spillede på min iphone. Så satte jeg høretelefonerne i ørene. Altså. Man ER skæv! Ud over at det i sig selv er lækkert, er det også dejligt ikke at have så meget kvalme på opvågningsstuen, at man tror at man skal dø. Jeg lå højst og følte mig som Uma Thurman, da hun vågner i bilen i Kill Bill og prøver at vrikke med sine tæer mens hun hvisker “Move. MOOOOVE!”.

Sidste gang jeg blev opereret (i fuld narkose), kunne jeg slet ikke rejse mig uden at besvime/kaste op/tro at jeg skulle dø. Denne gang kunne jeg 5 timer efter operationen gå med gangstativ.

ny hofte

Den der protese på bordet blev banket fast i mit lårben… No wonder der var blod i loftet.

røntgen af hofte

De bedste gaver fra de bedste venner og søster, som tegnede mig om til robocob og gav kager og blomster.

Jeg havde enestue og min mor fik lov til underholde mig hele aftenen. Jeg sov på hospitalet to nætter.

ar før og efter operation

Arret efter 2 uger og efter 5 uger.

træningscenter amager

“Hej genoptræningspatient. Du kan da umuligt være under 70 år” Øh jo, det ku jeg godt. Men tak, hjælp mig da endelig med at blive bedre til at “færdes på gaden” og “finde livsglæden”. Suk…

Efter 4 uger i kommunelimbo, fik jeg endelig lov til at starte på et genoptræningsforløb i Amager Genoptræningscenter. Her lavede jeg sammen med 10 andre +60 hoftepatienter øvelser 2 gange om ugen.

Jeg nåede heldigvis kun at være der 4 gange, fordi jeg havde søgt om et 3 ugers genoptræningsophold på Montebello i Spanien og freaking FIK det! Læs mere om mit ophold i “Historien om en hofte del 2”.

Flødeflødeboller og slidgigt

Midt i det hele havde jeg fødselsdag. Det blev fejret med to af mine yndlingsting i verden: Fløde og dans. Og jeg kunne faktisk danse på mine ben! Helt uden smertestillende.

dans

Det var ikke Shakira, det var bare, du ved, dans. Og det var fabelfabelfabelagtigt.

19. February 2014 18 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest