Category

Det er ikke altid kønt

– Tog lige en 3 timers lur på sofaen her i aftes og kan nu -kl. 00.44- ikke sove. Flot Ida.

– Elsker alt Christina Hagen sagde om forskellen på at bo i Jylland vs København i weekendens Information. Noget jeg først opdagede da jeg flyttede tilbage til Kbh, efter knap 10 år i Jylland, er hvor produktiv jeg var, da jeg boede derovre. Her kommer jeg hurtigt til at gå lidt for meget op i hvad alle andre mener. I Århus er der på alle måder, meget mere ro på og plads til udfoldelse. Det kan jeg altså godt savne. Og så: Et helt stille søndagsstrøg.

– “Jungle” af Christina Hagen skal være min første barselsbog. Det trænger jeg til: Lidt mere op-i-røven, lidt mindre Proenza Shouler.

– Mig når min kæreste spiller hellig, hvis jeg en enkelt gang imellem glemmer min cykelhjelm. Det jeg vil kalde typisk 1-year-in-behavior. Vi kan jo snakkes ved om 8 år, når du også seriøst overvejer om du gider tage hjelmen af, inden du går ind og handler.

– Jeg har officielt taget 20 kg på i min graviditet. Og der er stadigvæk 6 uger tilbage. Super.

– I går morges havde vi lyntravlt og jeg troede, at jeg lige kunne skifte Kurts tisseble on-the-fly. Det endte med at et par bæindsmurte baller satte sig lige midt på min rene, prikkede Stine Goya beklædte mave. Rorschach test mæssigt spår jeg ham til at blive en skidegod storebror.

– På Fredag skal vi til Strynø. Jeg glæder mig så meget til at komme ned til alle vintergækkerne og høre noget opera, drikke et glas cava og gå i sauna med min 85-årige farmor.

– Kurt siger nu Tog, habegrø (havregrød – messes fra kl. 6.00 mens man ivrigt peger mod køkkenet), mad, mor, hund, grake (gravko), muh, ko, rugbrød, bold, av, varm, bum, hov og diller.

– Godnat. Seriøst.

22. februar 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Der har lige været modeuge i New York. Og mere end 200 modeller har i løbet af ugen delt deres personlige oplevelse af branchens standarder, på Instagram under hashtagget #DearNYFW. Der er mange tankevækkende historier imellem og jeg synes helt klart de er værd at tjekke ud. Især hvis man, som jeg, ser De Smukke Piger på DR3 for tiden.

I går smed jeg så min historie i puljen. Her er den.

#DearNYFW

I never met you.

Because even at my most hungry self (on the left at age 20, 52 kg, with 89cm/35inches hips) I wasn’t thin enough for the runway. I’m not complaining though.

I’m very grateful for the 12 year career I’ve had so far. But the prize was high: 5 tough years battling an Eating Disorder, because I thought that being dizzy with hunger was ‘part of the game’ of being a model.

Later on I learned that it wasn’t. That there is actually such a thing as a healthy model with a naturally low bmi. I just wasn’t one of them. And I wish that the fashion industry would have just told me that.

Instead of encouraging me to ‘keep up the good work’ at a time when my only intake was Diet Coke, blue kings and apples, I wish they had told me to eat and be healthy. I’ll never forget them saying ‘you can always become thinner’ and ‘maybe you shouldn’t bike so much…’

In Denmark, we recently launched a national health check. The pilot for 2017 is to offer all 16 year old models a mandatory and free of charge medical and psychological check. I sincerely hope that this will prevent models, from the anxiety and confusion that I went through.

And I hope that you, New York Fashion Week (and London, Paris etc…), will follow and embark with us on the mission towards a global fashion industry filled with happy and healthy models in the future.

🌎🙌

Ida Burchardi (founder of @modeluniondk and on the steering committee of Danish Fashion Ethical Charter.

17. februar 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Havde lige glemt det. At grunden til, at det ikke er alle som blogger ved siden af deres job, er fordi at det jo er umuligt at nå.

Hvornår. Blogger. Bloggerne? Seriøst. Jeg forstår det ikke.

Bortset fra det, så går det virkelig godt, det der med at gå på arbejde, uden at blive fyret. Jeg får faktisk nærmest en fornemmelse af at de er glade for mig. I hvert fald er jeg blevet tilbudt 2 ugers forlængelse (med – wait for it – LØN!). Hvis jeg siger ja, vil jeg så have cirka en uges tid til at få styr på vores shit herhjemme på fjerde inden babyen kommer. Det kan vi jo sagtens nå:)

Forøvrigt har jeg nu i 2 uger, testet konceptet 30 timers arbejdsuge, og jeg må sige, at jeg er virkelig fan. Selvom det er noget nær umuligt at gå allerede kl. 15.00, så er bare tanken om det, virkelig afstressende. Kurt er glad, mor er glad. Alle vinder.

Jeg er så træt at jeg er skeløjet og nu har jeg taget mit alt dyre karrieretørklæde af, og vil snart sove. Jeg håber bare at jeg ikke får mareridt, ligesom i nat,  om at lægge mellem Birgitte og Martin fra Gift Ved Første Blik, på deres bryllupsnat. Puh. At se de gamle par i GVFB er lidt lige som Scream-filmene: Man tænker at nu kan det umuligt kan blive værre, men år efter år, giver de alligevel gåsehud og krumme tæer på helt nye måder. Bedst som man lige var kommet over Frank og Pia, ik? Av, for et limousinetantekys.

Kh Ida

16. februar 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er lige startet i virksomhedspraktik og er virkelig glad for det  ..og virkelig træt om aftenen. 

Efter skiftesvis at være gravid og på barsel i hvad der føles som de sidste 3 år, har jeg det som om jeg er ved at miste forbindelsen med mit fag. Oven i det fik min faglige stolthed et ordentligt knæk i efteråret, og derefter fulgte et par rigtig trælse måneder. 

Så det her, er lige hvad jeg har manglet: Sjovt arbejde og flinke kolleger (og ikke mindst, en frokostordning:)).  

Og så er der bare intet der slår følelsen af, at cykle i strid modvind med slud der slår dig hårdt i ansigtet. Og for hver gang man tramper i pedalerne, kan man varme sig ved tanken om at være en succesfuld del af den virkelige verden ? Den hvor man tager på arbejde hver morgen, i sin oversized Ganni-frakke, og bidrager til samfundets fælles BNP på the hard A-indkomst way.

Jeg hader at jeg ikke føler at jeg bidrager til vores samfund på samme måde, når jeg er på barsel eller “bare” går rundt og er højgravid. For det gør jeg jo: Bidrager til væksten. I temmelig bogstavlig forstand, endda. Alligevel tror jeg at der er rigtig mange, som kæmper med følelsen af at det ikke er nok at være mor ? hverken for en selv eller for samfundet. Man bliver nødt til både at få plads til at skabe sin karriere og skabe sin familie.

Jeg har i hvert fald lært, at jeg er en af dem som virkelig bliver en kælling, hvis jeg kun skal være Kurts mor.

Så nu vil jeg nyde mine sidste 3,5 uger med nøglekort og frokostordning. Og forhåbentlig snart begynde at glæde mig til min kommende sommerbarsel med en lille lækker baby, brune ben (helst uden de åresprængninger som pt holder den ægte mega mussel på mine lår), lange gåture og litervis af hjemmelavet latte og kølig Chablis.

7. februar 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det er modeuge i København, og dermed er det også tiden hvor mit facebookfeed koger over af folk som mener, at alle modeller har en spiseforstyrrelse. Jeg har skrevet så meget om det gennem tidens løb, at det ikke giver mening, at smide endnu mere brænde på bålet. Men jeg blir bare nødt til lige at sige noget.

I år er det nemlig 10 år siden jeg, sammen med modebranchen og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, begyndte at lede efter løsninger på, hvordan vi kan gøre op med sygeliggørelsen af de raske, men ofte meget unge modeller, samtidig med at vi finder og hjælper de modeller som faktisk har brug for hjælp.

En hurtig sang fra de gamle dage

Som regel er det de lidt ældre modeller, som må kæmpe for at overholde hoftemålene, og ofte får at vide at de skal tabe sig, som bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Den model var jeg tilbage i 2006: I ugerne op til en modeuge eller en arbejdstur til Hamborg spiste jeg ingenting, for at komme ned på et hoftemål på 89 cm. Når modeugen og mine castings var overstået, kom jeg tilbage på skolebænken og hverdagen hvor alle i mine øjne, væltede sig i pizza og kage. Og så overspiste og kompenserede jeg helt vildt: Jeg skulle jo lige bevise at jeg stadigvæk var gode gamle, fløde-og-fadøls-ida.

Det første til noget seriøs ubalance og 5 år med bulimi. Blablablabla… Lang historie gjort meget kort: Dén sygdom er en værre kælling, sindssygt taburiseret, og jeg ønsker virkelig for ingen, at de skal gå og kæmpe med den i stilhed, ligesom jeg gjorde. Gid mit modelbureau dengang havde gjort en oprigtig indsats for at opdage det jeg, i min iver efter at være model, gik og skjulte.

Det var et langt sejt træk at komme ud af min spiseforstyrrelse, med mange psykologtimer og tilbagefald. Men jeg opdagede at man faktisk godt kan være model, selv med det hoftemål på 100 cm, som jeg har rocket de sidste 5 år. Faktisk er der mange af de mere kommercielle tøjkunder som ligefrem ser den bagdel som en fordel.

Et landsdækkende sundhedstjek

Gennem tiden har modviljen fra mange modelbureauer (men ikke alle) været stor, mens der fra designernes side ? De egentlige beslutningstagere ? har været rungende tavshed. Men nu er det som om der er ved at ske noget.

I Mandags lancerede styregruppen bag Det Etiske Charter, som jeg er en del af, sammen med alle landets største modelbureauer nemlig et landsdækkende sundhedstjek for modeller. Og jeg er så stolt af at have været en del af den udvikling.

Udgangspunktet for sundhedstjekket er, at alle modeller er sunde. Så det handler altså lige så meget om at blåstemple de mange raske modeller, som hver dag må finde sig i at blive udskældt og sat i bås som syg: Man kan sagtens have et lavt BMI og være fuldstændig sund og rask. Og man kan sagtens have et normalt BMI og være syg.

Og derfor tror jeg, at et sundhedstjek er et stort og vigtigt skridt på vejen mod at sikre, at alle modeller er sunde og har det godt ? I hvert fald indtil den skønne dag alle designere i hele verden, beslutter sig for at afskaffe det ensidige skønhedsideal, til fordel for et mangfoldigt ideal, både hvad angår størrelser, alder og etnicitet.

sundhedstjek

Her er jeg i 2006, og så igen 10 år (og 10 kg) senere i 2016. Pointen er ikke se-lige-en-stor-forskel-der-er-på-før-og-efter, men netop det modsatte: At en spiseforstyrrelse er usynlig.

Så please. Skal vi ikke stoppe med at dømme hinanden og modellerne på catwalken? Vi aner ikke hvordan der ser ud på indersiden.

2. februar 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Så blev det 1. februar. Først og fremmest hurra for at kalenderårets introverte og tømmermændsramte goth nu er overstået. Og så i næste åndedrag: Shit. Der er officielt 2 måneder til at jeg skal føde. Pt sover vores søn stadigvæk i revnen, jeg har ikke engang overvejet at hente str. 56 ned fra loftet og det eneste jeg ved om min fødsel er, at jeg tror at jeg vil føde hjemme.

Januar var lige ekstra hård i år. Jeg tror måske jeg for første gang i mit liv, mærkede et strejf af en vinterdepression. Den kulminerede så i går da min gamle havelåge af en hot pink krejler-cykel bukkede under for vægten af mit tungsind (og et ca. 1000% øget forbrug af bløde kulhydrater), da sadelstangen knækkede, lige midt på Frederiksborggade.

Jeg opdagede, at jeg har bakset rundt på den cykel, de sidste 3 måneder med Kurt i barnesædet og plukkeveer, i alt for højt et gear. Totalt stakåndet og stresset over lige at ville starte en selvstændig virksomhed inden jeg skulle have baby nr. 2 indenfor 1,5 år. Det blev alt for meget. Nu er det som om at tågen endelig er ved at lette og jeg så småt ved at være færdig med at sidde og glo ind i et tomt word-dokument og snakke til dem der betyder mest for mig i skinger og forurettet bydeform. Selvom jeg ikke ved hvad der har ændret sig, føles det sgu næsten som om, jeg er ved at blive mig selv igen.

Forøvrigt gik jeg i dag gik ned til min cykelhandler og købte en spritny, rustfri straight-up mommybike. Med gear der kan skifte, kurv, magnetlygter og hele svineriet. Det føltes så godt. Verden kan godt lige vente et par måneder, mens jeg cykler rundt i første gear.

29. januar 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Er det meget værre med hormonerne anden gang man blir gravid, eller er det fordi man nu har en fjorten måneder gammel baby, til at fucke en op på forhånd?

Det her er mig

… når jeg afleverer Kurt i Vuggeren

… når jeg ser SKAM. Hver gang.

… i prøverummet når intet tøj passer

… indeni når Niklas spørger hvordan jeg har det

… udenpå når Niklas spørger hvordan jeg har det

Puh. Godt der kun er fire måneder tilbage. Og undskyld.

Kærlig hilsen Cruella

9. december 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

(Beklager hvis formateringen er lidt fucked – indlægget er skrevet fra min telefon)

Der er ingen ord for hvor forfærdeligt det er når flygtninge dør på deres vej hertil.

Anne Deppe har en blog (http://deppeandthelostsock.com) som jeg, i min begyndende barselsboble, startede med at følge i sidste uge. Den sidste (alt for lange) tid har jeg desværre været alt andet end proaktiv, når det kommer til at tage livtag med verdens store udfordringer. Anne har lige mindet om, hvor kort afstanden fra tanke til handling er, og hvor hurtigt “jeg” kan blive til “vi”, hvis man har mod og overskud til tage et målrettet initiativ.
Her er en kopi af hendes opfordring – den er så vigtig. Men hop hellere over og deltag her: http://deppeandthelostsock.com/blog/2015/08/29/loerdagsupdate-og-vigtig-info-projekt-container-til-lesbos

“Lørdagsupdate og VIGTIG info “Projekt container til Lesbos”
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte denne update. Jeg har lige set billeder af døde børn der flyder rundt i vandet nede på Lesbos (se dem her, men jeg advarer, det er VOLDSOMT STÆRKE billeder! – hvordan kan vores politikere være så fucking ignorante?). Jeg sidder her med snot og tårer i øjnene.
Samtidig har jeg i dag oplevet næstekærlighed i en sådan grad, at jeg slet ikke kan rumme det i mit hjerte. Richie, Emma Jo og jeg tog ind til Anne’s butik på Vesterbrogade 161 for at aflevere det tøj vi havde samlet sammen, og jeg var grædefærdig da jeg kom derind. Udover at Anne havde fået fyldt begge kælderrum op, stod der et BJERG af tøj ude foran hendes butik, og biler, cykler og gående strømmede til. Folk stoppede op og tog billeder, det var vanvittigt og fantastisk på samme tid.
Jeg må indrømme at jeg tænkte “hvad FANDEN gør vi nu?”… og så begyndte jeg at ringe til nogle af alle de kontakter jeg har fået fra alle jer. 10 minutter senere fik vi stillet en P-kælder til rådighed på Sejrøgade8 på Østerbro. Vi fik omdirigeret trafikken, og nu er Sejrøgade også snart fyldt op (men der er stadig god plads). Tusind tak til alle der har stillet sig til rådighed i hele landet i dag, jeg har ingen ord!!!!
Så herunder er de informationer der er vigtige nu, og som vi vil bede dig dele i alle grupper på FB (venligboernes grupper osv), så vi kan få informationen ud HURTIGT.

INDSAMLINGEN!

Nu skal du bare høre. Din 10 eller dine 4000 eller dine 18 kroner (hvad du end har doneret), har nu resulteret i at vi har samlet 150.000 sammen de sidste 24 timer (+50.000 på det andet telefonnummer, så vi er oppe på 200.000!!!). Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, andet end af hjertet tak! Det er så vildt så vildt så vildt!
Det betyder så samtidig at vi har nået beløbsgrænsen på Mikkels Mobile Pay (den udfordring havde vi ikke lige set komme), og vi kan ikke modtage flere mobile pay donationer. Derfor fortsætter vi på Gry’s allerede igangværende indsamling, og nummeret er 60 53 71 95 (Karina Helsted Moe), og det nummer du finder på FB-Gruppen HJÆLP TIL BÅDFLYGTNINGE PÅ LESBOS. Hvis nogen kan lave en instagram-venlig version af denne info, så send den til min på anne@annedeppe.co, så smider jeg den på Instagram med hashtagget #hjælplesbosnu

INDSAMLINGSSTEDER TIL TØJ/SKO/BAMSER/SOVEPOSER

Vi har oprettet et event til al information vedr indsamling af tøj her, der er vigtig information, læs HER
DEADLINE FOR TØJ-INDLEVERING TIRSDAG D. 1. sept. kl. 18.00
Inviter og del endelig begivenheden 
AFLEVERINGSSTEDER:
– FREDERIKSBERG
Annes butik “The little Things” Vesterbrogade 161, 1800 Frederiksberg. Tidsrum: 10-17
Kontaktperson Anne Bach tlf. 28447166

– ØSTERBRO
Sejrøgade 8, 2100 Østerbro
KUN søndag d. 30. aug. kl. 10 – 17 – herefter LUKKER VI SEJRØGADE VIGTIGT
Kontaktperson: Bitten Brenøe 40727231
– HUNDESTED
Dyssekilde yogacenter
Torupvejen 98, 3390 Hundested
Karina Helsted Moe
– GLOSTRUP – Vores hovedlager
Læhegnet 75, 2620 Albertslund. Tidsrum: 10-20.
Kontaktperson: Tanne Rosamunde tlf. 27510500
HVAD ER DER BRUG FOR?

FLYGTNINGENE PÅ LESBOS har brug for specifikke ting som::
– Sneakers, gym shoes for men, women and children (all sizes) HØJ PRIORITET
– Jogging trousers
– Briefs/underwear for men, women, children (all sizes)
– Men’s trousers and shoes (all sizes)
– Baby powder milk
– Nappies for babies
– Hygiene towels for women
– sleeping bags
– plastic to cover the floor/for shade
– Tents/tarpaulin
– mats (all kinds)
– Hats/caps for sunshade (light colors, all sizes)
– beanies/gloves (autumn and winter is near)
– electric plugs for several devices
– bamser
IGEN TUSIND TAK TIL ALLE JER DER BRINGER; KOORDINERER & DONERER:
DET ER STORT & DÆLME DULME RØRENDE ♥

30. august 2015 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest