Category

Slidgigt

Kort efter jeg havde fået min nye hofte i december 2013, fik jeg bevilget et 3 ugers genoptræningsforløb på Montebello, Nordsjælland Hospitals afdeling for genoptræning, i Sydspanien.

Det vil jeg gerne fortælle lidt om, så here goes:

Sådan genoptrænede jeg, efter at have fået en ny hofte pga. slidgigt

I lufthavnen købte jeg en bog med titlen “Stærk og sund for livet”. Bogens unique selling point var for mig uden tvivl det faktum, at forfatteren havde et Z i sit navn. KrisZtina. Helt sikkert. Hvis ikke HUN kan få mig tilbage i form efter 3/4 år uden træning, hvem kan så?

Udsigten på Montebello er magisk.

Udsigten fra mit værelse… Not so much.

Forholdsvist deprimerende før-billede af min noget forsømte vinterkrop…

vinterkrop

Opholdet på Montebello varer 3 uger og man er 30 mennesker afsted af gangen. I alt altså 90 patienter. Flokken er en blandet landhandel af hofte- knæ- og skulderpatienter samt nogle med Parkinsons og Sclerose. På mit hold var vi 11 mennesker som mødtes hver dag til fitness, holdtræning og teoriundervisning. F.eks. lærte vi hvordan man genoptræner sin Gluteus Medius, fordi den åbenbart bliver skåret over, når man får lavet en hofteprotese.

Jeg har trænet rigtig meget førhen, men det har altid været med fokus på at blive tynd. Jeg har jo stået så hjernedødt meget på trappemaskiner! Den her gang var det anderledes. De to fysioterapeuter som var tilknyttet mit hold, gjorde virkelig et stort nummer ud af at få os til at træne intelligent. Jeg trænede ud over de 2-3 timers daglig fællestræning minimum 1 time selv om dagen.

Det var hårdt at skulle starte helt forfra…

 

 

 

 

 

 

 

… Men heldigvis havde jeg det bedste heppekor på snapchat…

…Og i virkeligheden! Ej men LOOK at them! Hvis man nogensinde føler sig lidt trist så skal man sgu bare danse twist med et hoftehold i aldersgruppen 50-75 år.

Bortset fra det, så markerede jeg modeugen i København med min helt egen handicatwalk. Great.

Indimellem var det så deprimerende at føle sig så meget i pensionistland, at man lige måtte gå sig en tur. Det vilde ved lige præcis dén her gåtur var at det for første gang ikke gjorde ondt at gå. Som i: der var INGEN smerter, selvom jeg gik UDEN krykker. Efter 2 år på krykker og morfin ? Det var  vildt!

Desværre havde ca. 10% af patienterne underligt nok travlt med at brokke sig over alt muligt.
F.eks. maden. Jeg fatter det simpelthen ikke. Der er garanteret en masse krav til køkkenet i forhold til at maden skal være sund for både undervægtige, overvægtige, folk med sukkersyge, gigt og nervesygdomme. Og hver dag disker de 3 gange trofast op med salatbar og 3-4 forskellige varme retter til 150 mennesker. Men ja kom. Lad os da endelig brokke os over maden på vores statsfinancierede 50.000 kroners ophold. WTF.

Som den yngste patient skulle jeg selvfølgelig blære mig med at springe i den iskolde pool og svømme 30 baner, ignorere brain freeze og svimmelhed og bagefter ligge og hoste under 3 tæpper på værelset og læse…


BØGER!! Og jeg kom sgu igennem næsten dem alle sammen. Jeg er enormt stolt.

mavemuskler

Efter to uger begyndte jeg så småt at kunne se antydningen af mavemuskler, selv når jeg, som her, slappede fuldstændig af.

Hvordan jeg havde det under styrketræning. #whatupbitches

Hvordan jeg havde det efter styrketræning.

Costa Del Sol tog sig nogle seriøse fridage, men det var godt, for så kunne de 10% jo brokke sig lidt over vejret. Det ER sgu også for dårligt.

Nye mennesker og alle de fordomme, man ikke vil erkende man har

Jeg satte den her på i træningsrummet og havde et af de bedste moments med mine fellow fitters.
I det hele taget var det en stor uforudset bonus at få lov til at møde så mange folk, jeg ellers aldrig ville have mødt, men som kom ind i mit liv, udfordrede mig og faktisk gjorde mig mere rummelig overfor folk med fysiske og psykiske handicap.

Som for eksempel en af mændene. Han var midt i 50’erne, havde Parkinsons og var helt krøllet sammen da vi ankom. Når han sad og baksede med bestikket under måltiderne, vidste jeg slet ikke hvor jeg skulle kigge hen. Skulle jeg hjælpe ham? I starten blev jeg pinlig på hans vegne, men efter den første uge, var jeg mest bare flov over mig selv. Før mit ophold ville jeg have set på ham med medlidenhed og tænke “godt det ikke er mig”. Men under opholdet kommer man i dén grad ind under huden på hinanden. Han viste sig jo at være helt ligesom mig selv, og fortalte en helt masse om sit arbejde og hvordan han hvert eneste år går flere uger på fjeldet med tung oppakning og sine sønner. Forøvrigt blev han i løbet af ugen rettet så meget ud at jeg næsten ikke kunne kende ham da vi fløj hjem.

Fabelagtige 80’er postkort.

Yoga og bananpalmer = Helt geniale træningsforhold.

Da mange af de gamle, hellere ville sidde ovre på dansker-baren og drikke fadøl efter den obligatoriske undervisning, var der mildest talt god plads på de mange faciliteter.

 

Og pludselig kom ham her på besøg i en hel weekend! Og vi stak af på roadtrip til Granada og drak rødvin.

Hvis nogen vil vide, hvor i verden der er samlet flest dårlige energier, så er svaret:
TV-stuen på Montebello.

Men det gør ikke noget, når alt det andet er fantastisk.

Lige efter vi ankom og lige inden vi skulle hjem, lavede vi gangtest og trappetest. Her er det den sidste dag, og jeg hepper på to fra mit hold. De havde forbedret deres gangtid så meget, at jeg nærmest blev nødt til at tude lidt, da Annelise på 4. omgang smed sin stok over til mig.

Med al respekt for de genoptræningsforløb jeg har været på herhjemme, så kan det bare ikke sammenlignes med et ophold på Montebello. Fysioterapeuterne har så stor erfaring indenfor hver deres specifikke område, at man som patient virkelig lærte at mærke sig selv, i stedet for bare at “gøre som der blev sagt”. Jeg føler at jeg blev klædt på til at kunne klare mig selv og forebygge på egen hånd herhjemme.

En af dem som kom til at betyde mest for mit ophold var uden tvivl min værelseskammerat. AKA Iron Woman, fordi hun for nyligt har fået opereret en masse ledninger og en metalplade ind i sin krop under en operation, som får min nye hofte til at lyde som en tandrensning. Hun lever med Parkinsons og er seriøst en af de sejeste damer jeg har mødt.

Tak for turen og for i bonus, at få lært mig lidt om fordomme, tolerence og forskellighed, til hele mit seje, hoftehold.  

8. March 2014 5 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

En kold decemberdag 2013 fik jeg en ny hofte. Min krop er 28 år gammel, har altid dyrket motion og fået nogenlunde sund mad. Så hvorfor skulle jeg allerede have et implentat som skal skiftes ca. hvert femtende år resten af mit liv? Fordi jeg har hoftedysplasi (= nogen har sat mine ben forkert på) og det har så ført til slidgigt som har gjort at jeg har vraltet rundt på smertestillende de sidste 3 år.

Jeg har lavet en lille fotodagbog fra hospitalet og den efterfølgende måned, hvor jeg genoptrænede derhjemme. Jeg advarer om semiklamme billeder af knogler og ar.

Mild nervøsitet kort før operationen

Det der 12 timers faste bliver jeg aldrig fan af. Det eneste man får er helt klar væske der smager udefinérbart dårligt.

Tilgengæld er man iført verdens ultimativt sejeste underbukser.

hofteoperation

Betryggende lige at blive enig med lægen om hvilket ben de saver i.

hofteoperation

Jeg var vågen under operationen, som føltes lidt som en tur til tandlægen x 10. Lige inden operationen fik jeg en rygmarvsblokade (det lyder værre end det er) og så dopede de mig ellers løbende, så jeg ikke kunne mærke noget.

Inden operationen havde jeg bedt om lov til at se den knogle som har forvoldt så irriterende meget smerte og immobilitet de sidste par år. Og her er den så, den lille satan. Pakket godt ind og klar til at blive pulveriseret og doneret som knoglepulver.

hofteoperation

Efter operationen kom jeg til at kigge op på min operationslæge, Dovydas, som seriøst lignede Dexter. Der var også blod på lamperne. Wait, what!?

Man må selv vælge, om man vil i fuld narkose eller om man vil være vågen under operationen. Jeg er så glad for, at jeg valgte det sidste. Det føles som om man er skæv og jeg brugte derfor 30 minutter på at forstå, hvorfor jeg ikke kunne høre noget af den musik som ellers spillede på min iphone. Så satte jeg høretelefonerne i ørene. Altså. Man ER skæv! Ud over at det i sig selv er lækkert, er det også dejligt ikke at have så meget kvalme på opvågningsstuen, at man tror at man skal dø. Jeg lå højst og følte mig som Uma Thurman, da hun vågner i bilen i Kill Bill og prøver at vrikke med sine tæer mens hun hvisker “Move. MOOOOVE!”.

Sidste gang jeg blev opereret (i fuld narkose), kunne jeg slet ikke rejse mig uden at besvime/kaste op/tro at jeg skulle dø. Denne gang kunne jeg 5 timer efter operationen gå med gangstativ.

ny hofte

Den der protese på bordet blev banket fast i mit lårben… No wonder der var blod i loftet.

røntgen af hofte

De bedste gaver fra de bedste venner og søster, som tegnede mig om til robocob og gav kager og blomster.

Jeg havde enestue og min mor fik lov til underholde mig hele aftenen. Jeg sov på hospitalet to nætter.

ar før og efter operation

Arret efter 2 uger og efter 5 uger.

træningscenter amager

“Hej genoptræningspatient. Du kan da umuligt være under 70 år” Øh jo, det ku jeg godt. Men tak, hjælp mig da endelig med at blive bedre til at “færdes på gaden” og “finde livsglæden”. Suk…

Efter 4 uger i kommunelimbo, fik jeg endelig lov til at starte på et genoptræningsforløb i Amager Genoptræningscenter. Her lavede jeg sammen med 10 andre +60 hoftepatienter øvelser 2 gange om ugen.

Jeg nåede heldigvis kun at være der 4 gange, fordi jeg havde søgt om et 3 ugers genoptræningsophold på Montebello i Spanien og freaking FIK det! Læs mere om mit ophold i “Historien om en hofte del 2”.

Flødeflødeboller og slidgigt

Midt i det hele havde jeg fødselsdag. Det blev fejret med to af mine yndlingsting i verden: Fløde og dans. Og jeg kunne faktisk danse på mine ben! Helt uden smertestillende.

dans

Det var ikke Shakira, det var bare, du ved, dans. Og det var fabelfabelfabelagtigt.

19. February 2014 18 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Mennesker er seje. Udvikling er vildt. Og min debut som vakkelvoren luciabrud med ny hofte var, hvis jeg selv må sige det, lige i skabet. 

Operationen, som blev udskudt til i dag, gik fint og jeg er blevet druknet i gaver, vanillekranse og godhed. 

Jeg er stadigvæk fan af alle på Århus Universitetshospital.
Kærlig hilsen Ida 2.0
A small step for mankind, a GIANT leap for mig. 

13. December 2013 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Lige om lidt skal jeg have min nye hofte. Jeg har været til infomøde og undersøgelse hos min læge og tandlæge. Ovre i hjørnet ligger et sæt krykker, en strømpepåtager (Get Ur Socks On), en gribetang og et skohorn. Jeg er så klar!  (…og kun lidt nervøs)
På Mandag skal nogle læger så skære min hofteknogle af og banke en ny protese fast i stedet. Det virker noget dramatisk og jeg skulle kun se ca. 4 sekunders ”hip replacement” på Youtube før jeg indså at ortopædkirurgiske operationer, præcis som trekanter og ostefondue, nok er bedst i teorien.
Hvis jeg ikke tænker på selve operationen og genoptræningen, så glæder jeg mig. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det blir vildt at gå uden problemer og bjerge af piller, men efter tre år med kroniske smerter kan jeg nærmest ikke rigtigt tro på det.
Det er ikke fordi jeg synes at jeg ligefrem dyrker smerten til dagligt, men nogle gange når jeg går, så prøver jeg at fokusere på følelsen i min raske hofte og spejle den over i den syge. Så opdager man, hvor ondt det egentlig gør. Men smerten er blevet en så integreret del af det hele, at det mere bare er en konstant fornemmelse. Ligesom et køleskab der brummer. Det er først når lyden stopper, man opdager den.
Da det startede for nogle år siden, var det bare usmidighed i hoften. Løbende tog det til og pludselig går det op for en, at man har ændret adfærd. For eksempel er man blevet sådan en som får folk til at hente ting for sig, siger ”Hyyyha”, når man sætter sig ned og ”Ophååå” når man rejser sig. Det gør bare rockerondt. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så får man faktisk ondt af sig selv.
Men nu skal det fannie gallie være slut! Fra lige om lidt. Så er det Nancy, lange gåture og amok med BEGGE ben på dansegulvet.

Det er næsten ikke til at tro.

5. December 2013 1 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
(Beklager at en dum punktformliste åbenbart er det eneste, jeg kan overskue efter 3 måneders orlov fra min bette blog)
  • Boede på en gammel, utæt skude ved navn Serena i et par måneder i løbet af sensommeren. Det var en ret sjov oplevelse at bo alene på en havn.
  • Efter 8 år i yndlingsjylland flyttede til København i et kæmpe læs af en rusten, sortmalet postvogn tætpakket med hele mit 28-årige liv.
  • Undervejs kastede min 15 års samling af dameblade overbord. Adios fashionistos. 
  • Blev interviewet i Jyllandsposten om mit købestop og hvor svært det ind i mellem er – og i forlængelse heraf fik min første sviner på 180 grader.
  • Svarede på svineren.
  • Lavede en platform for ’Bæredygtige Forstyrrelser’. Her forholder forskellige fagligheder lige fra filosoffer til fotografer, sig hver måned sig til et bæredygtigt stikord udvalgt på baggrund af vores arbejde i Laboratoriet for Bæredygtighed på Designskolen Kolding.
  • Fik den platform etableret på Facebook. (den kan man jo så lige like).
  • Blev slæbt i fogedretten af mit modelbureau, fordi jeg synes det er uretfærdigt at binde sine medarbejdere i 12 måneder, uden at stille nogen form for arbejdsgaranti til rådighed.
  • Vandt.
  • Havde optur over hvor meget vores bestyrelse i Danske Modeller rykker.  
  • Besluttede mig for at jeg da sagtens kan brugte 5 timer hver dag på at pendle mellem København og Kolding. Det koster godt nok 4500,-/mrd, men så kan man jo så glæde sig over DSB’s superflotte italienske investering. 
  • Læste ’Kunsten at være kvinde’ af Caitlin Moran. Et must for alle hunkøn!
  • Begyndte på Politikens Debattør- og Kritikerskole, hvor vi hører oplæg af bl.a. Yahya Hassan, Martin Krasnik og Pia Kjærsgaard. Man skal også skrive debatindlæg og det er svært. Forstår godt dele af kritikken, men jeg er sådan helt grundlæggende for gratis viden – Det er vel altid ens eget ansvar at forholde sig kritisk til den. 
  • Havde så ondt i hoften at man tror det er løgn. Det er i sandhed røv og nøgler at have slidgigt. Især når den er blevet så slem at jeg lige har bestilt en ny hofte i julegave.
  • Var sammen med fantastiske venner som gider følger en tilhospitalsundersøgelser og som synes at hinkedans er super.
  • Begyndte at svede uforholdsmæssigt meget om natten og aflyse aftaler i sidste sekund.
  • Opdagede at det er min egen skyld at jeg har så skidetravlt hele tiden.
  • Fandt ud af hvor nederen folk er når de har travlt.  
  • Indså at jeg ikke ville være den slags menneske.
  • Sagde op på mit arbejde.
Ps. Jeg er edder mugge mig spændt på, hvor den her liste ender.
5. November 2013 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

I år blev jeg:

– Færdig med at gå i skole
– Opereret for slidgigt 
– Uddannet meningsdanner (whatever that is) fra Cevea
– Sådanen der tager billeder af mig selv på instagram
– Beboer i ny dejlig lejlighed med udsigt over hustage og poppeltræer i baghaven
– Enig med mig selv om at jeg goddammit bare elsker at bo i Jylland, selvom familie og (gravide) veninder ind i mellem føles umådeligt langt væk
– Fan a serierne Breaking Bad og Game of Thrones 
– Klogere på dagpengesystemet og de folk som er i det
– Medejer af en dejlig, skimmelsvampramt båd 
– To kilo tungere ((r)øv)
Tilgengæld er jeg ikke blevet: 
– Særlig meget bedre til at rydde op
– Færdig med den seje, flotte hjemmeside jeg har snakket om i to år
– Færdig med den seje, flotte sweater jeg har snakket om i to år
– En der laver hofteøvelser hver aften
– En der ikke drikker af mælkekartonen
– En med bløde, feminine fodsåler
– En der bruger tandtråd
– En der ikke spiser sovs af gryden når hun vasker op
Nytårsforsætter skal man passe på med, så jeg forsøger at holde mine på et minimum. 
Dog har jeg tre, jeg tror vil gøre mit 2013 endnu bedre:
– Sige mere nej
– Være mere tilstede
– Gøre mig mere umage
Godt nytår!

30. December 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Nogle gange bliver jeg oprigtigt i tvivl om nogen har skrevet forkert på min fødselsattest. For eksempel følte jeg mig søndagship i går, lige indtil jeg så ned af mig selv og fik øje på strikketøj, stokke OG bænk. Hvor mange plejehjemselementer kan der være i et synsfelt? Oh my. Men det var alligevel usigeligt dejligt og jeg elsker at strikkeseason has begun! På Søndag fejrer jeg med Strikkeklub og fødselsdag for min mor i København.

22. October 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
  • 1
  • 2