Category

Spiseforstyrrelser

Der har lige været modeuge i New York. Og mere end 200 modeller har i løbet af ugen delt deres personlige oplevelse af branchens standarder, på Instagram under hashtagget #DearNYFW. Der er mange tankevækkende historier imellem og jeg synes helt klart de er værd at tjekke ud. Især hvis man, som jeg, ser De Smukke Piger på DR3 for tiden.

I går smed jeg så min historie i puljen. Her er den.

#DearNYFW

I never met you.

Because even at my most hungry self (on the left at age 20, 52 kg, with 89cm/35inches hips) I wasn’t thin enough for the runway. I’m not complaining though.

I’m very grateful for the 12 year career I’ve had so far. But the prize was high: 5 tough years battling an Eating Disorder, because I thought that being dizzy with hunger was ‘part of the game’ of being a model.

Later on I learned that it wasn’t. That there is actually such a thing as a healthy model with a naturally low bmi. I just wasn’t one of them. And I wish that the fashion industry would have just told me that.

Instead of encouraging me to ‘keep up the good work’ at a time when my only intake was Diet Coke, blue kings and apples, I wish they had told me to eat and be healthy. I’ll never forget them saying ‘you can always become thinner’ and ‘maybe you shouldn’t bike so much…’

In Denmark, we recently launched a national health check. The pilot for 2017 is to offer all 16 year old models a mandatory and free of charge medical and psychological check. I sincerely hope that this will prevent models, from the anxiety and confusion that I went through.

And I hope that you, New York Fashion Week (and London, Paris etc…), will follow and embark with us on the mission towards a global fashion industry filled with happy and healthy models in the future.

🌎🙌

Ida Burchardi (founder of @modeluniondk and on the steering committee of Danish Fashion Ethical Charter.

17. February 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det er modeuge i København, og dermed er det også tiden hvor mit facebookfeed koger over af folk som mener, at alle modeller har en spiseforstyrrelse. Jeg har skrevet så meget om det gennem tidens løb, at det ikke giver mening, at smide endnu mere brænde på bålet. Men jeg blir bare nødt til lige at sige noget.

I år er det nemlig 10 år siden jeg, sammen med modebranchen og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, begyndte at lede efter løsninger på, hvordan vi kan gøre op med sygeliggørelsen af de raske, men ofte meget unge modeller, samtidig med at vi finder og hjælper de modeller som faktisk har brug for hjælp.

En hurtig sang fra de gamle dage

Som regel er det de lidt ældre modeller, som må kæmpe for at overholde hoftemålene, og ofte får at vide at de skal tabe sig, som bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Den model var jeg tilbage i 2006: I ugerne op til en modeuge eller en arbejdstur til Hamborg spiste jeg ingenting, for at komme ned på et hoftemål på 89 cm. Når modeugen og mine castings var overstået, kom jeg tilbage på skolebænken og hverdagen hvor alle i mine øjne, væltede sig i pizza og kage. Og så overspiste og kompenserede jeg helt vildt: Jeg skulle jo lige bevise at jeg stadigvæk var gode gamle, fløde-og-fadøls-ida.

Det første til noget seriøs ubalance og 5 år med bulimi. Blablablabla… Lang historie gjort meget kort: Dén sygdom er en værre kælling, sindssygt taburiseret, og jeg ønsker virkelig for ingen, at de skal gå og kæmpe med den i stilhed, ligesom jeg gjorde. Gid mit modelbureau dengang havde gjort en oprigtig indsats for at opdage det jeg, i min iver efter at være model, gik og skjulte.

Det var et langt sejt træk at komme ud af min spiseforstyrrelse, med mange psykologtimer og tilbagefald. Men jeg opdagede at man faktisk godt kan være model, selv med det hoftemål på 100 cm, som jeg har rocket de sidste 5 år. Faktisk er der mange af de mere kommercielle tøjkunder som ligefrem ser den bagdel som en fordel.

Et landsdækkende sundhedstjek

Gennem tiden har modviljen fra mange modelbureauer (men ikke alle) været stor, mens der fra designernes side ? De egentlige beslutningstagere ? har været rungende tavshed. Men nu er det som om der er ved at ske noget.

I Mandags lancerede styregruppen bag Det Etiske Charter, som jeg er en del af, sammen med alle landets største modelbureauer nemlig et landsdækkende sundhedstjek for modeller. Og jeg er så stolt af at have været en del af den udvikling.

Udgangspunktet for sundhedstjekket er, at alle modeller er sunde. Så det handler altså lige så meget om at blåstemple de mange raske modeller, som hver dag må finde sig i at blive udskældt og sat i bås som syg: Man kan sagtens have et lavt BMI og være fuldstændig sund og rask. Og man kan sagtens have et normalt BMI og være syg.

Og derfor tror jeg, at et sundhedstjek er et stort og vigtigt skridt på vejen mod at sikre, at alle modeller er sunde og har det godt ? I hvert fald indtil den skønne dag alle designere i hele verden, beslutter sig for at afskaffe det ensidige skønhedsideal, til fordel for et mangfoldigt ideal, både hvad angår størrelser, alder og etnicitet.

sundhedstjek

Her er jeg i 2006, og så igen 10 år (og 10 kg) senere i 2016. Pointen er ikke se-lige-en-stor-forskel-der-er-på-før-og-efter, men netop det modsatte: At en spiseforstyrrelse er usynlig.

Så please. Skal vi ikke stoppe med at dømme hinanden og modellerne på catwalken? Vi aner ikke hvordan der ser ud på indersiden.

2. February 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Om lidt skal jeg til Politikens Debattør og Kritikerskole for sidste gang. Selvom det måske kan diskuteres hvor meget “skole” det har været, så har det været et sindssygt spændende forløb. For en som mig, som ikke har gået på universitetet og haft en hverdag spækket med forelæsninger, kulturtilbud og inspirationsoplæg (ja, sådan forestiller jeg mig universitetsstuderendes liv!), har det været en velkommen lille vitaminpille hver 14. dag.
Sammen med Sally Jo Ringhof og Ida Bom fra kritikerskolen havde jeg i går en kronik om Danmarks Næste Topmodel i Politiken.
Man kan læse den her.
Der er kommet et par kommentarer på kronikken, og jeg har prøvet at besvare dem så godt som muligt. Jeg har desværre måtte klippe lidt i nogle af dem. Skriv en kommentar, hvis jeg har misforstået noget. 
“Vi er en generation fuld af dårligt selvværd, identitetskriser og usikkerhed.”Jamen herregud, tror I virkelig, at I er den første generation af unge, som har det sådan?
Nej, det tror jeg ikke at vi er. Men jeg bryder mig ikke om social arv. Jeg synes at vi alle sammen har ret til i så høj grad som muligt, selv at vælge, hvad vi gerne vil arve. Det ville godt nok være synd, hvis det eneste vi stræber efter er, at have det ligesom vores bedsteforældre.
Hvornår mon der kommer et indlæg om det kongelige teaters balletskole?
Og om hvor synd det er for 8-årige børn at få at vide at deres lægge er for tykke, eller at de har proptrækkerben eller andet som gør at den 8-årige dreng eller pige lige præcist ikke kan blive balletdanser.
For mig handler det ikke så meget om fysiske krav, som det faktum at vi gør en TV-baronesse (hvad ER det overhovedet? Skal vi også kalde Mik Schack for TV-greve?) hvis hidtil største bedrift er et par kogebøger, til dommer over om unge piger er god nok til et job, hun aldrig selv har levet af.
Desuden forstår jeg ikke hvorfor balletskolen og modelbranchen altid blir sammenlignet. En balletskole er en skole hvor man tilegner sig færdigheden at danse ballet. Forestil dig lige en plusmodel stå og skyde lookbook på studie en hel dag med 10 skud i helfigur, close-up og evt. et par udebilleder på location. Og forestil dig så en balletdanser træne teknik i salen en hel dag, gå i sminken og spille en forestilling om aftenen. Hvad er ligheden mellem de to jobs? Som jeg ser det, svarer det til at sammenligne en tandlæge og en pædagog, bare fordi man bruger sin krop i begge erhverv. Men, vi kan jo tage snakken igen den dag Sophie Lassen Kahlke bliver dommer på ”Danmarks Næste Balletstjerne”.
Når I skriver, at “de fleste unge piger har dagdrømt om en modelkarriere”, tager i nok munden lidt for fuld…Rigtig mange unge piger har nok helt andre karrieredrømme end lige at være model…
Heldigvis:)

HVIS skyld er det? Jeg vil foreslå, at det er fordi vi ikke gider eller tør tænke selv; mærke os selv; være skeptiske og opøve kundskaber for hvilke der er evidens (i modsætning til tro)

Jeg ved ikke hvad der er skyld i den kollektive usikkerhed, men jeg tvivler på at det gavner, direkte at opfordre teenagere til at være og se ud på en bestemt måde, i modsætning til at tro på sig selv.
Hvad skal vi med alle de kommercielle stationer? Hvad er det for et behov, disse stationer menes at opfylde?
Behovet for underholding måske. Fantasi, humor og kreativitet kan vel ikke rationaliseres, kan det?
Hvorfor i alverden ser I det skidt? I min generation var vi alle snotdumme som 10-årige – næppe en eneste af os ville være i stand til at komme med en metakulturel reference, om man så truede os på livet. Alligevel virker det som om vi er bedre i stand til at håndtere forsøg på at påvirke os, måske fordi vi fik lov at modnes langsommere i en kultur med kun én statslig TV-kanal.
Topmodel er et internationalt fænomen som påvirker mange. Jeg er dels interesseret i, hvordan den branche som jeg er en del af, bliver fremstillet, og dels vil jeg gerne forstå, hvorfor vores tingene er som de er. Det er nok rigtigt, at man bliver mere modtagelig for påvirkninger, når man (mere eller mindre frivilligt) åbner sig for mange forskellige medier og programmer, end dengang der kun var én kanal.
Det er det klassiske problem med at et-eller-andet udefrakommende element har ansvaret for forrådnelsen af ungdommen eller individet (…) Er problemet ikke at der er piger der drømmer om at blive modeller? At der er piger der er VILLIGE til at slanke sig sygeligt, at deres verdensbillede er så skæve at deres drøm om en modelkarriere (og lave selvværd) overskygger alle deres handlinger? 
Jo, det er lige præcis problemet! Hovedet på sømmet. Topmodel er blot et symptom på et langt mere omfattende problem og derfor regner jeg heller ikke med at programmet skal løse problemet. Det som vi seere bør og skal gøre, er at stille os selv spørgsmål omkring, hvorfor vi egentlig anerkender det. 
Selvfølgelig er der mange der drømmer om at være en del af programmet så de måske kan blive modeller, Men programmet er jo blot en talentkonkurrence ligesom så mange andre. Man kan, lidt på spidsen selvfølgelig, sammenligne det med programmer som X-factor. Programmer giver nogen muligheden for at realisere en drøm, og dem der ikke er gode nok, bliver sorteret fra, af forskellige mere eller mindre sympatiske grunde. 
Jeg deltog engang i ’Supermodel of the world 2004’ der, ligesom Topmodel, er en international modelkonkurrence. Den blev afholdt af Ford og Unique Models og Renée Toft Simonsen har blandt andet vundet titlen. Jeg husker de ca. 7 dage som konkurrencen varede, som ren magi. Vi boede på et lækkert hotel midt i København. Vinderen fra året før fortalte om sine personlige oplevelser som model og vi var inde på tidens hotteste danseskole og lære at gå i stiletter. En morgen da vi kom ned til morgenbordet, bød to af verdens mest berømte og -rygtede modelbureauejere, Eileen og Jerry Ford, os velkommen. Da vi skulle gå finaleshowet for dommerne, måtte vi selv vælge, hvilken musik de ville gå til. Så mens Nelly bragede ud ad højtalerne stod jeg der med bankende hjerte og stilletter og ventede på sinsang. Jeg havde valgt ‘Big Time Sensuality’ med Björk og fik seriøst en ud ad kroppen oplevelse, da jeg gik forbi dommerpanelet som bl.a. bestod af Renée Toft Simonsen, Uffe Buchard, Eileen Ford og Jacqueline Friis Mikkelsen.
Hvorfor fortæller jeg den historie? Det gør jeg fordi at selv om det var en talentkonkurrence, så var der i modsætning ”Danmarks næste Topmodel”, ikke kamera på deltagerne. Vi blev ikke presset ned i en eller anden forvredet og undertrykkende fortælling om, hvordan man er en rigtig model. Er rigtig smuk. Har en rigtig holding. Har en rigtig personlighed. Der var ingen løftede pegefingre. Og selvom der kun var én vinder, var der ingen tabere. Det blev sagt højt og tydeligt, da Eva Helene vandt finalen at alle os andre kom på 2. pladsen. Det var sejt.
Jeg har uden tvivl været for tyk til at vinde, og mit fedt har helt sikkert siddet forkert. Men der var ingen hånlige, seertalsgenererende kommentarer fra dommerne. Den talentkonkurrence var en rigtig god start på min karriere. Jeg tvivler på om 17-årige Anne, som blev stemt ud, kommer til at sige det samme om ”Danmarks næste Topmodel”. 

Skulle vi ikke kigge på de andre programmer som de unge mødre, dagens mand, for lækker til lort/love inden Top Model? For der er fanme noget mere ansvar at kigge på!

Jeg ved ikke noget om børn, for jeg har ingen selv. Jeg ved intet om speed-dating for jeg har aldrig prøvet det. Og jeg ved heller ikke noget om hvordan man er for lækker til love, for det har jeg heller aldrig været. Men det jeg til gengæld ved noget om, er at føle sig presset af idealer og at føle sig forkert som model. Derfor skrev jeg (sammen Ida Bom og Sally Jo Ringhof som ved noget om medier) om Topmodel. Hvis folk vil skælde ud på Den Store Bagedyst og andre talent- og realityprogrammer, så skal man endelig bare gå i gang 🙂


18. December 2013 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

(Her var der en meget opmærksomhedskrævende video om 2pm’s Model Academy som konstant gik i gang af sig selv – Men man kan i stedet se den lige her – Det er den video der hedder “An inch or two on the hips”).

9. September 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Det er så underligt at bruge et kurvet skønhedsideal som undskyldning for at svine alle tynde kvinder. Helt ærligt kan alle sgu da blive enige om at vi skal spise og være mætte. Det er Nicole og Keira nok ikke, men det undskylder altså ikke ytringer som denne:  

Hvis det var omvendt ville jeg seriøst føle mig så fed og uacceptabel. Det dur ikke at erstatte et skønhedsideal med et andet.

15. January 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg har for nylig hjulpet en smule til med tilblivelsen af et klassesæt for folkeskolens større klasser som handler om unges kropspolitik – herunder bla. spiseforstyrrelser.
Stenomuseet’s hjemmeside står der bla at bogen er:

“… et anderledes formidlingsprojekt, hvis målgruppe er de unge selv. Bogen forsøger ved hjælp af oplysning, humor og debat at gøre de unge mere bevidste om, hvordan omgivelserne påvirker dem i opfattelsen af deres egen krop.

Bogens afsnit behandler følgende emner:
– skønhedsidealer og billedmanipulation af modebilleder
– reklamer for usund mad
– idræt i hverdagen
– lovgivning contra oplysningskampagne som middel til en bedre kropskultur

Hvert afsnit indeholder desuden ?en ung fortæller?, som repræsenterer de unges egne erfaringer med emnet. Bogen er rigt illustreret, bl.a. med tegninger af Kamilla Wichmann, og den kan læses af alle med interesse for emnet.

Det dialogbaserede materiale er nyskabende, fordi bogen
tager udgangspunkt i tre fiktive lovforslag, som de unge skal diskutere
bevidstgør eleverne om samspillet mellem krop, samfund og sundhed på en ny måde
anlægger et bredere perspektiv på emnet krop og sundhed
Er tværfagligt anlagt og inddrager perspektiver fra fagene natur/teknik, samfundsfag, dansk, biologi, idræt og sundhedsundervisning”

Der er fremstillet 300 gratis klassesæt(!), så hvis der skulle sidde nogle folkeskolelærere med lyst til at skabe debat og dialog omkring et af de -efter min mening- vigtigste emner for teenagere, er tippet hermed givet videre.

Hent Kend din kropspolitik som e-bog her!

4. September 2011 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Der sker ting og sager i den danske modebranche og det er fantastisk at være en del af og vidne til.

Jeg blev i forgårs interviewet af Carla Christine Bruus Strube fra Fashionforum (som forøvrigt er et genialt site hvis man er interesseret i den danske modebranche).
Vi talte bla. om spiseforstyrrelser i modebranchen og om vigtigheden af Det etiske charter. Læs hele artiklen her

Det sundhedstjek som er undervejs er uhyre spændende fordi branchen og lægerne endelig har indgået et samarbejde om noget ganske konkret. Det er en konkretisering af Det Etiske Charter som jeg tror vil give modebranchen mulighed for at danne sig et overblik over vores – modellernes – egentlige tilstand. Som jeg ser det vil tjekket nok ikke umiddelbart komme modellerne til gavn, men ikke desto mindre er det vigtigt at vi bakker om omkring det, da det på længere sigt vil bane vejen for en større indsigt og forståelse for vores sundhedstilstand.

Lige nu ved ingen i modebranchen hvor mange modeller i Danmark der lider af en spiseforstyrrelse og hvor mange der udviser en risikoadfærd. Vi bliver nødt til at turde smide kortene på bordet. Jeg forstår derfor ikke psykolog, Ida Koch, når hun udtaler i DAFI’s pressemeddelelse at ”Det er vigtigt at få undersøgt de etiske konsekvenser af et sundhedstjek fx hos Institut for Menneskerettigheder. For det kan jo være problematisk, hvis man som model skal gennemgå et sundhedstjek med nogle meget personlige og psykologiske spørgsmål eller efterleve en BMI-grænse for at få lov til at få et job. Det er der vist ikke mange andre brancher, hvor man ville byde de ansatte det.”


(læs en artikel om debatten her).

Når man er ung model kan det være ufatteligt svært selv at sige fra overfor modebranchens krav, og i modsætning til hvad man bla. kan høre i Bag Facaden så kan man altså godt tabe sig til at blive model (trust me on this one). Og det er dér forældrene og bureauet kommer på banen. Jeg synes at Maya Albanas dokumentarfilm “Min smukke datter” som blev sendt på TV2 for et par uger siden skildrede de problematikker man som forældre står overfor både realistisk og poetisk. Og jeg er da sikker på at langt de fleste tilfælde af risikoadfærd “fanges” af bureauet og forældre, men i de tilfælde hvor det ikke bliver opdaget, fordi en spiseforstyrrelse altså snildt kan være usynlig – selv for ens egen mor – tror jeg sundhedstjekket vil være meget gavnligt.

Jeg kan ikke se hvordan det kan krænke menneskerettighederne at man laver et psykisk sundhedstjek. I etisk øjemed, hvad er så forskellen på at stille krav til det ydre og så at stille krav til det indre? Ida Koch skriver at “det kan være problematisk, hvis man som model skal (…) efterleve en BMI-grænse (…)” i forbindelse med et sundhedstjek. Jamen, vi efterlever da allerede en BMI grænse? Så snart vores BMI bliver for høj bliver vi jo pænt bedt om at smutte en tur i træningscenteret eller skrue ned for kulhydraterne. Og det er der da ikke noget etisk forkert i! Det er måske ikke så pædagogisk, men det er jo netop derfor at vi skal sikre, at hver og een har psyken til at modstå kravene hvis de bliver for urealistiske. I en branche som i så høj grad stiller krav til det fysiske, må det da være i orden også at stille krav til det psykiske. For mig at se er sundhedstjekket en mulighed for at kere sig for hinanden på et sundhedsmæssigt niveau og samtidig danne et overblik, som kan gavne os alle på den længere bane.

– Ida

PS. Modelbureauet 2 pm har forøvrigt lavet et super initiativ. Læs om det her: 2 pm Model Academy

Eller se 2 pm’s film om akademiet

14. July 2011 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er 26, og jeg synes sgu nogle gange det er mega svært det der med at spise. Jeg troede det var noget man lærte som 3 årig, men når man bliver voksen er det ikke længere maden der flyver rundt ved spisebordet, men derimod tankerne. Jeg kan ikke finde rundt i den jävle Bitzjungle med rødbedesmoothies der hvor hosen bugter sig, og en Thorbjörgjane i meget stramme gepardshorts. Der er dog een bog som har hjulpet mig rigtig meget, og den hedder (noget så forfærdeligt som)
10 kg på 10 uger. Den hjælper mig til at give mad den mentale plads som mad nu engang fylder i min verden. Som hovedregel vil jeg
aldrig være sulten (og hvis jeg er, så er det om aftenen eller hvis jeg skal på undertøjsjob dagen efter, der er det godt hvis maven er
tom synes jeg). Tit og ofte spiser jeg i perioder meget mere end i andre, og jeg kan snilt tage 6 kg på henover julen. Men det er bare fordi jeg er hemmeligt forelsket i and og gris.

Jeg har vejet meget mindre end jeg gør i dag, og dengang spiste jeg egentlig på
samme måde som nu bare mindre mængder. På et tidspunkt spiste jeg dog i en
periode (især da jeg boede alene i udlandet) væsentligt mindre
(f.eks. 3 gulerødder og 1 æble pr dag eller 1 kaffe latte på en hel
dag). Så begyndte maden at blive en hellig ko: Jeg læste i kogebøger
om aftenen inden jeg skulle sove og legede lidt med tanken om at gå
ind på de der forfærdelige pro ana sider. Jeg har dog aldrig gjort det da min
“spiseforstyrrelse” udsprang af et forfængelighedsspørgsmål/krav
fra modeljobbet og ikke f.eks. et posttraumatisk stresssyndron eller
andre oplevelser som kan lede folk ud i anoreksi og bulimi. Grunden til at jeg ikke spiste var fordi jeg synes det var pænt at være tynd.

Det tog overhånd og som sagt hjalp 10 kg på 10 uger (hader seriøst det navn,
fra nu af hedder den bare den røde bog) mig rigtig meget med at
holde fokus på sund mad. Pernille Aalund (I know, men hun gør det altså bare for mig i den bog!) skriver om urkraften, det smukke i at være kvinde, og glæden ved at give sin krop mad som kroppen elsker.

Når folk spørger “Hvordan var det så at have en spiseforstyrrelse?” Så siger jeg altid at jeg føler mig som en alkoholiker som skal have en øl om dagen for at forblive i live. En alkoholiker er jo også “en alkoholiker som ikke drikker”. Og sådan
har jeg det: Jeg skal have mine problemer på dagsordnen, så jeg ikke får dem på nakken. Når jeg husker det gør det mig tilgengæld så meget stærkere, og jeg er stolt over at jeg formår at holde de usunde tanker og handlinger fra døren. Somme tider er det utroligt svært, men jeg har lært at tolke faresignalerne og især lært at INTET modeljob skal få mig ned med nakken. Hvis jeg står en dag i et par str. 34 stækjeans og en lille hvid top til teenagere og det seriøst ligner noget der er med løgn på, så tænker jeg at jeg er 26 år gammel. Det teenagetøj er beregnet til 14 årige og jeg GIDER ikke se godt ud i det – det ville være unaturligt hvis jeg gjorde det! Når det så er sagt ville jeg stadigvæk ønske at jeg kunne være mindre og kan
sagtens savne min gamle modelform. Men når jeg tænker på hvad jeg gik glip af socialt og i forhold til mad så er det bare ikke det værd. Her skal det lige nævnes at jeg virkelig elsker mad. Altså e.l.s.k.e.r. Har I set Julia Child i chickflick no.01 Julie & Julia? Dét er så glad jeg er for mad.

Min (virkelig gode) modelmutter siger altid at “vi må sgu aldrig sulte os selv.” Hun sælger naturlige piger; piger som er naturligt slanke, og selvom jeg absolut ikke er den tyndeste ske i skuffen så er der heldigvis også plads til mig. Engang var jeg flov over at have det højest tilladte hoftemål, men nu er jeg nærmest en smule stolt af det. For det hoftemål er bare en del af mig. Og når kunderne booker mig så må de tage hele pakken.
Det har været en dejlig åbenbaring at få.

20. June 2011 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
  • 1
  • 2