Category

Det (mor)somme liv

Mit eget barn var simpelthen ikke særlig sjovt i denne uge, men det var min venindes. Så det er altså Vera fra Århus der er denne uges vise lollert.

Det er meget sandsynligt at det bare er mig, der i min manglende sociale omgang med andre voksne, synes det her er sjovt. I så fald, undskyld.

Men stadigvæk. Helt seriøst. Børn for president.

15. November 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Har lige fundet et par småbørnshacks, jeg vil dele med jer:

1. VASKE HÅR MED BABY: Hvis man skal i bad og babyen er vågen og vil med, og man simpelthen også skal have vasket det hår (I know, sindssygt scenarie), så kan man gøre sådan her: Smid tøjet. Også på din baby (undtagen bleen som skal blive siddende på). Læg babyen på badeværelsesgulvet så langt fra brusekabinen som muligt med et stykke legetøj. Gå i bad og start med at vaske dit hår og skyl shampooen ud. På den tid har babyen måske/måske ikke fået møvet sig hen til brusekabinen. Men det er faktisk okay. For det varme vand har varmet fliserne op, så det er overraskende lunt. Så babyen kan godt ligge der på maven inde under bruseren og chille lidt (nejnej, du skal selvfølgelig ikke drukne dit barn. Jeg var bare personligt overrasket over hvor underholdt Otto blev af det lune vand der smådryppede ned over ham). Når så du er færdig med sæbe og halløj, så tag dit barn op på armen. Her må jeg i en indskudt sætning indrømme at jeg flere gange har været ved at – ja, nu siger jeg det ligeud – tabe mit barn når han ikke har ble på, fordi sådan en våd babynumse simpelthen er underligt glat. Men en ble er helt genial! Det er et lille rug’t tissesæde, så babyen kan hygge og være underholdt og IKKE blive tabt. OG man fik selv vasket hår og alle er lykkelige og rene.

2. HUSKE NAVNE I VUGGESTUEN NU OG FOREVER: Vuggestuens navne. Hvordan husker folk dem? Nåmen værsågod: Tag gruppebilledet (yes, det første halve år, indtil dét skal tages, er du screwed, men heldigvis også lovligt undskyldt – Bare sig du har ammehjerne). Okay. Du skal bruge gruppebilledet, en kuglepen og et vindue med dagslys. Tag gruppebilledet og vend det om. Tag så en tør kuglepen, hold billedet op ad ruden så du har bagsiden vendt mod dig. Tegn nu helt let omridset af alle personer – både voksne og børn. Så skriver du alle navnene (du kan huske) på og fylder langsomt ud efterhånden som du kommer i tanke om dem. Skriv også lige stuenavn og årstal på. Sæt evt et hjerte ud for den bedste ven. Vupti, er du både på fornavn med de andre børn OG den slags person som har lavet et analogt hygge-minde til dit barn.

Selvtak.

PS. Jeg er forøvrigt på Instagram. Og nogle gange er jeg sjov i mine stories. Jeg griner i hvert fald tit af mig selv. Jeg hedder @idaburchardi hvis man har lyst til at følge med <3

PPS. Andre hacks modtages selvfølgelig med kyshånd enten her i kommentarsporet eller i en privat besked.

15. November 2017 1 comment
3 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det står ned i stænger og jeg har gemt mig på Emmerys med croissant og våde bukser. Jeg har taget et leap of faith og bestilt kaffen to-stay i håbet om at Otto lige er en guttermand og nupper en 30 minutters lur ude i Christiania-cyklen.

I dag afleverede jeg Kurt alt for sent, fordi Otto tog jordens længste formiddagslur. Må erkende at jeg nok ikke når at fatte hvordan man timer to børn i den her barsel…

Til gengæld fik Kurt og jeg leget virkelig godt sammen. Vi tegnede biler, klippede pandekager ud af tegnebog (i håbet om at de ku spises – det ku de ikke) og legede rutchebane. Og han grinede sgu til mig! For tiden er det ellers Niklas som får alle smilene og mig der skal “GÅ UD!”. Så det var dejligt – jeg hackede lige mit eget barn. Ha!

Om 16 dage er min barsel slut og jeg forsøger at stjæle alle de små øjeblikke jeg overhovedet kan komme til. Jeg har derfor øremærket den sidste del af min barsel til at komme for sent og drikke al for dyr kliché-latte. For lige om lidt skal vi have gang i en hel anden hverdag hvor det i tre måneder er Niklas’ tur til at gå hjemme i den unikke blanding af gyldne øjeblikke, trappestress og spontan skitzolykke.

14. November 2017 0 comment
3 Facebook Twitter Google + Pinterest

Kurt snakker så meget for tiden. Og vi dør af grin over det herhjemme. Helt objektivt, er han jo noget af det sødeste og sjoveste, og derfor har jeg besluttet at dele et citat her på bloggen en gang om ugen.

Det første citat vidner om det …kreative sprogbrug, som både Niklas og jeg praktiserer alt for meget. “Av for FANDEN“, har han lært af Niklas, mens jeg står for alt i genren “fuck” og “shit”, som flyver ud af min mund i tide og utide. Det går simpelthen ikke! Jeg er så flov over det – Kurt bander så meget, at vi krummer tunger herhjemme (og i vuggestuen. Og hos svigerforældrene. Og hos lægen. Og, og, og…). Det er jo os der bander ud af hans mund. Så fra nu af bliver det altså “halvtreds kr i bødekassen for det fuck” som Torkild ville sige i Blinkende Lygter.

Tror vi indrager vores flotte Georg Jensen elefant og laver den om til en bødekasse. Måske skal den hedde sgu-sgu-Torkild.

Kærlig hilsen bandelederen

PS. Appen jeg har brugt er nuppet og indkøbt efter Sneglcilles søndagsanbefaling i går – Den hedder Word Swag og er skideskæg. Fuck. Argh! Jeg mener. Rigtig sjov.

6. November 2017 0 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg har nu haft 7 måneder til at smage på livet med pseudotvillinger. Det har ikke kun været en dans på roser at have to børn, som er jævnt dårlige til at behovsudsætte. Især den sidste uge, hvor jeg har været alene med dem og Kurt har været hjemme fra vuggestue, har været virkelig hård.

Først og fremmest er det at have små børn med 1,5 års aldersforskel jo et praktisk studie i multitasking: Ingen kan gå på trapper (eller bare gå), så man skal bære/skubbe dem i deres to forskellige størrelser. De skal spise forskellig mad på forskellige tidspunkter. Deres tøj er forskelligt og det samme er deres blestørrelse. Og sutterne. Og søvnmønsteret. Man skal hele tiden have to parallelle spor i hovedet. Sommetider overvejer jeg om det havde været nemmere med tvillinger. Fordi så var det hårdt – Ja. Sygt hårdt! Men behovene var vel (og nu gætter jeg, for jeg aner ikke hvordan det er at have tvillinger) sådan cirka de samme. Jeg gætter på at de spiser det samme mad og sover cirka lige meget og når de er nyfødte, kan den ene ikke kaste duploklodser i hovedet på den anden. Tænker at det er praktisk. Og så er man kun gravid een gang. Og ammer een gang. Det her stafet-shit har altså tæret på depoterne. Jeg husker tydeligt følelsen af liiiiige at være kommet hjem i mine jeans og min krop igen, da jeg – da Kurt var ca. 10 mrd – blev gravid igen. Til jul har jeg altså i 3 år konstant været gravid eller ammet. Og det sætter ved Gud sine spor, både i knoglerne som knager på helt nye måder, men også i mit fjæs. Jeg. Ser. Så. Smadret. Ud. Det kan alverdens hyaluronsyre-produkter altså ikke lave om på (tro mig, jeg har prøvet).

Nå. Nok om mig. Nu til det jeg har lært:

TING JEG HUSKER MIG SELV PÅ EFTER JEG HAR FÅET PSEUDOTVILLINGER

  1. Køb en vikle. Ellers kommer du sgu aldrig op i din lejlighed igen. Da jeg fik Kurt købte jeg brugt strækvikle fra Je Porte Mon Bebe, og det var god begyndervikle for mig. Men den var lang, varm og indviklet (get it?). Så da Otto var nyfødt købte jeg en billig bomulds fastvikle fra norske Ellevill (jeg ser lige at den er steget helt vildt i pris. Dengang gav jeg 200 kr for den, men betalte til gengæld det samme i told og gebyr <indsætpøllesmiley>). SÅ fik jeg fingrene i en smørblød, dyr, brugt, kort Falling Feathers fastvikle fra Sling Studio. Den gav jeg 2500 kr for. Den vikle ligger fast nede i ladcyklen og er smart, fordi man lynhurtigt kan smide Otto (eller Kurt) i den. Man kan også bruge den som tæppe, afskærmning, halstørklæde. Altså. Det er et smaaart og praktisk redskab. I denne uge har jeg besøg af en lånevikle jeg tester for det københavnske mærke Levate Wraps. Det er en bomuldsvikle, med print designet af min gamle skolekammerat fra Kolding. Den har det vildeste grip (sorry! Jeg er sgu blevet en af dem – det betyder bare at den er sygt nemt at binde og bare HOLDER den unge på plads) og nærmest også drysser søvn i øjnene på dit barn imens du går på trapper, laver mad, hænger tøj op eller skider (igen, undskyld). Man kan det hele med en vikle på og det er altså Gen.i.alt. Og i øvrigt også nødvendigt. For man skal altså huske at gå på toilettet – også selvom nogen nogle gange må sidde alene i stuen og græde imens.
  2. Onkel Reje. Eller bare børnetime som koncept. Det er sgu smart. Vi har fra begyndelsen haft en tommelfingerregel om max en time skærm om dagen – Og helst ikke om morgenen. Det afviger vi selvfølgelig fra engang imellem, men det er altså en meget god grundregel hos os. Der er aldrig skærm ved bordet eller i sengen. Og så har vi aldrig fået købt en iPad og bruger kun iPhone til Kurt i nødstilfælde. Det betyder at Niklas og jeg kan Ramasjang’s titelmelodier udenad, fordi de kører på vores TV, men til gengæld sidder Kurt ikke helt afskåret og kigger ned i en telefon (endnu:)). Og når det hele brænder på og begge børn er overtrætte, så får vi virkelig fuld valuta for vores liscenspenge.
  3. Gråd er okay. Når jeg snakker med min farmor om livet med små børn i 50’erne, beskriver hun barnegråd med ophøjet ro. Måske har hun bare fortrængt det, men jeg tror altså at hun var bedre til at acceptere at nogle gange så græder og pjevser børn bare. Det betyder ikke altid at man nødvendigvis skal smide alt hvad man har i hænderne for at fjerne hver en sten på deres vej.
  4. Husk den lille. Fordi Kurt har flest ord og er den som kan sætte en dagsorden, er vi ofte kommet til at lade ham styre aktivitetsniveauet. Men på det sidste er jeg blevet ret bevidst om at prioritere Otto’s interesser. Indimellem er Otto nemlig blevet lidt efterladt, fordi vi har rendt i hælene på Kurt. Men det er faktisk en dejlig dynamik – og sikkert sundt for Kurt – at vi bliver siddende i Ottos univers og så må Kurt lige indordne sig. Jeg er for nyligt begyndt til babysalmesang med Otto og blev helt rørt over at se hvordan han bare nød at have en hel time hvor alt foregik i hans øjenhøjde. Og overrasket over hvor stille og subtilt et niveau han egentlig trives og i – Sådan er det ikke altid lige til hverdag:)
  5. Nyd festen hver dag. Jeg har lavet en lille regel til mig selv om at jeg skal få begge mine børn til at grine hver dag. Fordi ellers så blir jeg sgu ret hurtigt hende der står og laver mad, giver tøj på og vrisser. Så en gang om dagen mindst skal jeg lige snappe ud af det og sætte Kim Larsen på og danse, eller hoppe i sengen, lege gemmeleg, smugle et stykke chokolade ind i munden på Kurt eller bare prutte dem på maven.

Når det er allermest hårdt er det stressende på en helt uvirkelig måde. Som f.eks. i forgårs hvor jeg bare ikke kunne få lov til at putte den ene uden den anden begyndte enten at græde eller grine så højt at den ene vågnede. Og til sidst råbte-sang jeg GO NU NAT OG FUCKING GÅ NU LIGE HJEM ned i hovedet på stakkels Otto. Og sov terrorsøvn hele natten, fordi jeg skulle lytte efter to(!) slags gråd og holde alle børn inde i sengen (fordi jeg opgav at putte dem i deres egen seng). Vågnede med et sæt da Kurt alligevel faldt ud af sengen med et ordentligt bump. Det er så hårdt at man næsten ikke kan være i det. Men når det så ikke er hårdt, så er det jo fuldstændig hjernedødt fantastisk. Det er virkelig en skitzo form for lykke. Kurt og Otto er bedste venner og det er så vildt at se dem sammen.

Når Kurt er allermest ked af det, så er det ikke os, men Otto han kalder på og indtil videre har vi ikke oplevet skyggen af jalousi imellem dem. Måske fordi Kurt ikke rigtigt kan huske en tid før Otto, er de fuldstændig allierede og det er så fint at være vidne til. Og at vide at man har givet dem hinanden.

26. October 2017 18 comments
13 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er alene hjemme med børnene hele ugen og dagene bider hinanden i røven, så det er ikke meget jeg får skrevet. Men det går faktisk bedre end jeg havde frygtet. Mine børn er skidesøde og selvom de ikke rigtigt kan hjælpe til, så er det at de kan sidde og glo ind i et fjernsyn i en halv time faktisk en kæmpe hjælp. En anden ting som giver en helt overvældende ro er, at vi virkelig har oppet vores transportgame. Inden for den samme uge fik vi nemlig både vores Christianiacykel med elmotor og så fik vi simpelthen også anskaffet os en bil. Yes. The right place, right time og alt det der. Et godt vennepar solgte os den for en slik (som vi kunne låne af vores forældre) Åh, univers – tak! Hvor er det bare en VILD følelse at køre rundt i en bil med to sovende unger på bagsædet altså! Fantastisk.

Jeg har således lige kunne besøge min far og hans kone som bor F#%*#€ langt ude på landet oppe i Nordsjælland. Kurt havde den vildeste fest med alle de traktorer, katte, halvdøde mus(!), modelbiler og hvad sådan en motor-morfar ellers kan diske op med. Jeg havde bare en fest med et glas rødvin og en følelse af grund-frihed i kroppen.

Nå. Nu er mine børn vågnet op på bagsædet og jeg må hellere hoppe med dem ind til deres oldemor og få noget kaffe og kage.

21. October 2017 2 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Med jævne mellemrum går det op for mig, at jeg simpelthen stadigvæk ikke har fattet reglerne til det her voksenliv. I går opdagede jeg for eksempel at jeg har fået dagsbøder fra SKAT siden juli i år, fordi jeg ikke har udfyldt min selvangivelse for 2016 korrekt. Jeg troede det var forskudsopgørelsen jeg skulle ændre tallene i.

Seriøst – Det er der vi er.

Jeg hang i røret hos dem i 1 time og 15 minutter (1 time var ventetid) indtil en sød dame forklarede mig præcis hvor og hvordan jeg skulle indberette min indkomst fra fem måneders fast job i Sverige, noget arbejde i Tyskland og så lidt løbende freelance B-indkomst i Danmark. Nu siger jeg lige noget højt: Kan andre det? Er det noget vi bare sidder og gør i hemmelighed uden at fortælle hinanden om det?  Så går vi bare lige ind og tjekker hvad vi har betalt i sink-skat, samler alle vores lønsedler ovre i E-boks og selvangiver hele pisset, samtidig med vi bestiller varer på Nemlig og ser Netflix?

Jeg løste situationen ved at sætte mig til at tude inde på Hovedbiblioteket. Boom! Otto græd også, så vi har nok set flotte ud. Midt i alt tuderiet, ringede de fra det job jeg var til samtale på i sidste uge. De ville bare høre om ikke jeg kunne tænke mig at høre hvorfor jeg ikke var gået videre. … *dyb indånding*

giphy-7

På vej hjem fra Kurts vuggestue inhalerede jeg en burger, mens Kurt lå på under bordet på en parkeringsplads og spiste pommes frites og legede med sin bil. Da klokken var 17.30 og jeg kæmpede mig op på 4. sal, med 22 kg børn og 2 tunge muleposer, kom jeg til at forestille mig min underbo stikke hovedet ud og spørge hvordan det gik. Og så begyndte jeg at hyle igen, fordi det var så tragikomisk at jeg ville blive nødt til at sige “Det er bare fordi min kæreste er på drengetur”. Så ynkeligt.

Så stod jeg der og skiftede Kurt og græd, og han havde aldrig set det før. Set mig græde, altså. Det var også komisk at stå der helt ulykkelig, og så ligger det menneske man elsker allermest og som man ofrer sig allermest for, og han er fuldstændig ligeglad. Som i: Han gir zero fucks af et rent hjerte. I et minut lå han bare og legede, indtil han opdagede at jeg snøftede og sagde “Mor, sur!” og jeg måtte forklare ham, at jeg bare var ked af det. Så kiggede han meget undersøgende på mig og sagde konkluderende “Chokolade-IS!” og så fik jeg en hel masse luft-is og et kram og jeg tænkte at jeg jo dybest set er heldig. Jeg ved det godt.

Det er bare lige nogle hårde dage.

30. September 2017 10 comments
4 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg sidder i et fly på vej til Sverige, hvor jeg skal på arbejde. Efter i et år at have tigget mit modelbureau om at skaffe mig et job været på barsel, har jeg hele dagen haft det som Maverick på vej til Top Gun.

Her kommer en præcis og lødig gennemgang af min morgen.

(Ensomt, tørt, lone wolf guitarrif)

Jeg står i metroen på vej til lufthavnen med min håndbagage og det jeg vil kalde for et selvsikkert smil. Klip til på vej op ad rulletrappen i Terminal 3. Ingen børn, ingen vådservietter. Bare lige mig og min håndbagage. Klip til den der laissez faire pfff-nåja-følelse, da den store maskine adlyder min QR kode og lukker mig ind i Security-køen.

(Stadigvæk ensomt, tørt, lone wolf guitarrif)

Bestiller en pink latte dobbelt shot hos Joe and the Juice (her blir jeg lige slået ud af kurs, da jeg spotter Jesper Binzer fra DAD og forestiller mig hvordan det mon er at sidde der klokken 8.15 omringet af 50+ årige kvinder der bare gerne lige vil bede om et skrald en autograf). Snap out, Ida! Det’ mig der’ i fokus, tænker jeg, mens jeg flirter tilbage til min 21-årige juicer.

(Stadigvæk ensomt, tørt, lone wolf guitarrif – nu moduleret en halv tone op (Sorry, men det er bare et virkelig langt opening theme))

Går ud til gaten, ind i flyet og så kommer den (Guitarriff overdøves af MiG-28 motor der tændes – Wuuuuiiiiiiissshhhhhhhhh)

Flyet kører ud på startbanen og gør klar til at lette. Jeg sidder ved vinduet i det helt fyldte fly og opdager at jeg sådan virkelig seriøst skal tisse, at jeg har glemt min brystpumpe og at jeg må have tabt mit ene ammeindlæg et sted ude i Taxfree, for det er ikke i min bh.

Maverick over and out. Det blir godt det her.

giphy-6

25. September 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest