Category

Det (mor)somme liv

Børnehavestart. Om 2 måneder. Undskyld, jeg lige bander men fuck nu af, hvor er det svært. Fuck! Og undskyld hvis hvis man ikke har små børn er det her nok verdens cirka mest dødssyge blogindlæg. Men okay. Lige nu går Kurt og Otto i den samme integrerede institution (endda på samme stue), og det går rigtig godt. Det tager godt nok lige 20 minutter på cykel at komme derover, men altså. Det går! Der er en stor legeplads og vi elsker vuggestuen. Men. (Og jeg sværger, mit fortidsjeg hånler af det her problem, lige nu. Nå.) Vores institution er tilknyttet en udflytterbørnehave. Og shit, hvor har jeg bare ondt i maven over den der skide bus der skal køre i 50(!) minutter frem og 50 minutter tilbage hver evig eneste dag. De skal afleveres klokken 8.00 og bussen er først tilbage klokken 16.00. Det er sguda lang tid at være væk når man er 3 år gammel, er det ikke?!

Jeg er med på at bålplads og fuglefløjt er fedt. Men er det virkelig fedt? Synger fuglene (okay: duerne) ikke også lidt herinde i byen? Er legepladserne ikke også okay på stenbroen? Eller skal man virkelig ud af byen for at ens (sindssygt aktive og udeglade) dreng, har de optimale betingelser? Årh mand!! Jeg mister dagligt overblikket på pladsanvisningen, når jeg leder efter alternativer – Skal jeg fx. hellere putte ham i en rigtig fin delvis udflytter (hvor børnene er en uge hvert sted), men hvor by-børnehaven ligger på 4. sal inde midt i København? Men hvor busturen til udflytterdelen til gengæld “kun” tager 30 min (og er tæt på hav og S-togsstation). Og så bare tage logistiklorten med at skulle aflevere 2 forskellige steder, med 15 minutters cykeltur imellem, hver dag? Eller er det der, hvor man bare vil hade sig selv hver eneste morgen i det halvandet år det ville vare?

Er det lige så hårdt, som jeg tror det er, at få et helt overtræt og udsplattet mudderpøls-udflytterbarn hjem som jeg så kan fodre, børste tænder på og putte, indtil det så starter forfra næste dag? Eller er det i virkeligheden fedt? Fordi han har haft en mega dejlig dag ude i den natur som bare ikke eksisterer på samme måde, når man nu bor 200 meter fra Strøget? Er det så lige meget at jeg overhovedet ikke er en del af hans lange dag? Og at jeg aldrig kan hente ham tidligt? Og omvendt, ville jeg så være mere en del af hans dag, hvis den foregik indenfor ringvejen, når nu jeg alligevel foretrækker at sidde på mit arbejde? …Fuck.

 

15. maj 2018 7 comments
5 Facebook Twitter Google + Pinterest

I morges gav jeg 90 kroner for en kop kaffe og noget juice på Sct Annæ plads. Så stressdrak jeg den, med to overgearede zombiebørn om benene. Da de var gået omkuld gik jeg op med flasker og tømte Fakta og Irma for plantebaseret mælk, smør og ost. Uden at gå alt for meget i detaljer, så foreslog Niklas’ amerikanske familie, som boede hos os sidste uge, at mælkeallergi måske er årsagen til Kurts natlige hosteanfald det sidste halve års tid – og kombineret med min dårlige samvittighed over hvor animalsk vi spiser, prøver vi nu et par uger uden. Så! Nu skruer vi lige lidt ned for boller i karry på pose og op for grøntsager og havremælk #duringerbareninka.

Vi har lige spist frokost ude hos min svigerforældre, sammen med Niklas’ 96-årige farfar som er på besøg fra New York. Børnene griner ude på trambolinen. Jeg har min nye (og eneste nogensinde) feminist-statement t-shirt på. Der står “We should all be Mirandas” på den.

Jeg er nogens mor, datter og kone. Som perler på en snor. Og jeg har ikke for alvor fucket det op endnu. Det kan også noget.

Glædelig mors dag – til mig og til dig.

13. maj 2018 1 comment
2 Facebook Twitter Google + Pinterest

To gange har jeg prøvet at sidde helt rødmosset og overvægtig med flossede nerver, fedtet hår og et lille bitte nyfødt menneske i armene. Og begge gange har mindst en barselsgæst med et smil på læben sagt “små børn, små problemer.. Store børn, store problemer” til mig. Og begge gange, har jeg været for konfliktsky til at fortælle vedkommende det her. At jeg var hunderæd og så dødsangst over LIVET. At jeg var helt sikker på at jeg ville komme til at slå kræet ihjel indenfor en uge. At jeg ikke kunne gå hen til et vindue hele den første måned, fordi jeg havde så angst over at min syge hjerne i et sindssygt splitsekund kunne komme til at åbne vinduet og kaste ungen ud. At hvis jeg faldt i søvn mellem klokken 3 og 4 under natamning nr 217, så ville jeg med garanti falde ned over barnet, komme til at vippe dynen hen over ungen, hvorefter sengen ville trandencere over i et finsk saunagus hvori min baby ville ligge, helt musestille, mellem lagenerne og lydløst blive pisket ihjel af den nihalede kat som var mine store, sovende deller.

Nu hvor begge mine børn på magisk vis har overlevet deres første spæde leveår, tør jeg godt stille det opfølgende spørgsmål, som jeg var for bange for at spørge om: Er det dét man mener er et “lille problem”? Dødsangst og det at være oprigtigt og uden ironisk distance, bange for at komme til at tage sin egen baby af dage? Eller er det bare fordi jeg endnu har til gode at opleve min 17-årige knægt cykle tværs gennem Nørrebro med ti flasker vodkaklovn i blodet, på jagt efter noget coke og et banelegeme han kan falde i søvn på?

Eller sagt anderledes: Kommer mine flossede nerver til at være sådan her for evigt?

6. maj 2018 10 comments
8 Facebook Twitter Google + Pinterest

Lige for tiden lider jeg af panisk angst for at misse alle de små stunder med mine børn. Hvad er det der flimrer for mine øjne? Nå, det er bare uger der flakser forbi. Otto går! Kurt snakker i sætninger! Og de daglige 30 minutters uforstyrret tid med mine børn, føles slet ikke som nok.

Det hjælper heller ikke, at vi bor ude hos min svigerfamilie hele den her uge, fordi *nogen* i et anfald af air bnb kådhed kom til at leje vores lejlighed ud alt, alt for meget. Så vi får i den grad lige smagt på forstadslivet og alt hvad det indebærer af timelange bilkøer, pendlerliv og myldretid.

Men det gode, ved at være herude, er at det er vildt hyggeligt – og aflastende – at være sammen med et sæt bedsteforældre og desuden har det bekræftet os i at det er helt rigtigt for os at bo i byen – i hvert fald ligeså længe vi begge to arbejder derinde og bor så flabet dejligt, som vi gør.

Kh Ida

PS. Seriøst. Skrid så skriveblokade! Kan ikke finde hverken min humor eller selvironi. Kan ikke engang skrive en joke om lixtal. Undskyld, altså. Bear with me!

1. maj 2018 1 comment
2 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg sidder på gode gamle E20. Bilen er proppet med semiglade vuggestuebørn, sandkage og al det obligatoriske børnefamilieragelse som man slæber med, når man skal til konfirmation i Nordjylland.

Der sker mange gode ting på mit arbejde og i dag har jeg fløjet rundt. Indimellem føler jeg, at jeg er ægte god til mit job. De dage kommer der flere og flere af – Det er sgu fedt.

Arbejde. Det stjæler de vigtigste dagstimer fra ens familie, så det skal godt nok være dét værd. Det synes jeg heldigvis at det er. Og når jeg engang imellem kommer til at længes efter det hjemmegående barselsliv, skal jeg bare scrolle lidt tilbage på bloggen her og læse fx det her indlæg. Eller det her. Seriøst. Jeg ville jo være elendig til at være hjemmegående. Jeg glemmer det bare.

Men nu, NU har vi sgu fri. Og det slår mig at mit liv officielt er blevet den TV2 kliché jeg frygtede i gymnasiet. Den gode nyhed er at det ikke er helt så slemt, som jeg troede det ville være. Tværtimod.

På fredag har jeg fri

(Tekst: Steffen Brandt)

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Jeg knokler røven ud af buksen

Men jeg gør det kun fordi:

Alt det der med vores fremtid

Det koster, men på fredag har jeg fri

Jeg tænkte, vi kunne måske mødes

Og forelske os igen

Starte autotomobilet og køre

Et eller andet fancy sted hen

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

Jeg har et hav af gode venner

Som jeg aldrig rigtig ser

De er ligesom sakket bag ud af dansen

Det er ikke de vilde ting der sker

Al den snak om deres problemer, du

Jeg orker, jeg orker ikke mere

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Alt det vi drømte om at gøre

Det gør vi ikke fordi:

Det er nu engang sådan med drømme

De koster, men på fredag har jeg fri

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det endelig være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

26. april 2018 1 comment
2 Facebook Twitter Google + Pinterest

Reklame for Rønsbøl

En af de ting der har ændret sig mest, siden jeg for et par år siden blev mor har (udover ALT) været mine rutiner omkring at gå i bad og daglig, personlig pleje. Især da Otto kom til verden for 1 år siden, kastede jeg det lækre, beroligende spa-håndklæde i ringen og erstattede det med et mere børneagtigt og forhastet et af slagsen. De daglige 1 minutters morgenbrus, tager jeg stadigvæk alene, men når jeg skal have vasket hår, gør jeg det næsten altid sammen med mine børn. Både fordi så slår vi flere fluer med et smæk, men mest af alt fordi det er mega hyggeligt.

Så står jeg der under bruseren mens et par små unger sidder og leger og plasker på gulvet under mig. Da jeg var på barsel med Otto og jeg _virkelig_ trængte til at få vasket hår, fandt jeg ud af at min 6 mrd’s baby, enten kunne sidde og græde i en skråstol eller sidde helt glad for mine fødder, mens jeg var i brusebad og plaske i mit afvaskningsvand – Oh well, nød lærer nøgen kvinde at få vasket hår, ikke?

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg kun vasket hår max 1 gang om ugen. Måske fordi jeg har eksorbitant meget af det. Hår, altså. Det bliver ikke særlig fedtet, og hvis det gør, så reder jeg det ud og fordeler det i håret med min Mason Pearson børste (løøøgn, men det KUNNE jeg gøre). Mit hår er faktisk ret flot og totalt nemt at holde, fordi det trives bedst med en less is more tilgang. Det fungerer bare allerbedst når jeg giver det ro og så engang imellem vasker det med rene, parabenefri no-nonsense produkter der bare gør det de skal: Renser og plejer. Et nyt plus på listen er at shampoen skummer, fordi mine børn (som jo ofte sidder på gulvet foran mig mens jeg er i bad), elsker at lege med skummet.

Derfor sagde jeg straks ja, da Rønsbøl spurgte om jeg ville teste deres produkter på min tørre vinter-krop. Rene produkter der holder hvad de lover, fugter og renser uden at gøre et stort nummer ud af sig selv på badeværelseshylden. Ja tak. Det er bare skidepænt og enkelt og performer præcis som det skal.

Som sagt er jeg nok i laissez faire kategorien, når det kommer til beautyprodukter. Mine rutiner er rimelig spartanske, jeg ejer ikke en hårtørrer og bruger meget sjældent hårkur og masker og den slags. Både fordi det bare ikke sker, men også fordi jeg helt ærligt ikke synes det er nødvendigt. Rønsbøl produkterne jeg har testet de sidste par uger (shampoo, bodylotion, læbebalsam, håndcreme og hårolie) har gjort lige præcis dét jeg har brug for i min daglige rutine: At holde mig ren, blød og parabenefri. Og så er de pæne på hylden og drøje i brug, hvilket også er et plus i min bog. Jeg har endda brugt produkterne på mine børn, fordi det bare er nemmere med een flaske.

Kurt på to et halvt, er først begyndt at få vasket hår her indenfor det sidste halve år, og …Hvordan skal jeg sige det? Han har vist arvet min manglende begejstring for konceptet hårvask, så der skal tages kærlige, effektive og rene midler i brug, når de lyse krøller en gang i mellem skal vaskes. Lige for tiden er løsningen at tage hans yndlingsbiler med i bad (og til moren: en podcast og en kold øl:)).

Hvis du har lyst til at prøve selv (altså produkterne, ikke hårvask på en 2-årig), så har jeg fået lov til at dele en rabatkode med jer. Bare skriv ”IDA20”, når du bestiller, så er der 20% rabat på hele sortimentet.

Slå dig løs lige her.

12. april 2018 2 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

I går blev Ottos 1 år. Og vi brugte hele hans fødselsdag på en solid Tour de Sygehus.

Otto var blevet så dehydreret af den omgangssyge som ikke vil slippe ham, at han skulle overvåges mens hans væskebalance blev genetableret og tilses af en læge. Overvågningen gik fint, men #detkuhaveværetmig-sagen kommer ikke af ingenting. Vi ventede 10 timer på at blive set af en læge.

Alle vores påskeferie-planer er gået i vasken og vi har bare været hjemme på 4. sal med syge børn. Selv Otto’s fødselsdagsfest i dag har vi måtte aflyse. Kæmpe ilandsproblem, og jeg har dårlig samvittighed over at være mavesur over det. Men altså. Lidt piv alligevel.

Nu er Kurt og jeg taget på Tour de Kvalitetstid og jeg drikker kaffe med de smarte på Granola og venter på at han vågner fra sin lur. Om lidt skal vi på Børnemuseet. Det er dejligt.

Og så: Ahrm. Kære Otto. Tænk at du er blevet et helt år! Og tænk at en baby kan være så evigglad og nem at putte. Tak for det og for dig. Vi tager revanche og holder en kæmpe fest til næste år❤️

1. april 2018 4 comments
5 Facebook Twitter Google + Pinterest

Hvad er det modsatte af søvnløshed? Der hvor man går kold kl. 19.30, på samme måde som når et barn, går face-down kold i sin flyverdragt, så snart det rammer entréen. Det har jeg. Og derfor får jeg ikke skrevet i nærheden af det jeg gerne vil – men sådan må det være.

Jeg er her stadigvæk. Jeg sover bare.

Min yngste baby har omgangssyge og er især glad for at brække sig ud over mig. To gange efter arbejde i dag. Han er så sløj, men smiler hjerteskærende rent og uden en snert af selvmedlidenhed igennem det. Og så har jeg fundet ud af, at hvis jeg lægger mig på en lidt høj pude, og så lægger ham på min brystkasse, så sover han så godt, plus det er det vildeste oxytocin-kick at ligge og opsnappe hans ånde og mærke det lille åndedræt igennem søvnen.

Lige nu ligger jeg f.eks. på en enkeltmandsmadras med sovende Otto i armene og Kurt der lige har rullet sig sammen i min fodende og kilet to små fødder ind imellem mine lår og tænker, at hvis der findes et happy place, så er mit her.

Og så en hurtig opdatering på det med at have et arbejde: Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil bruge mere tid på at stresse over om de fyrer mig (til info har jeg brugt åndssvagt lang tid på det). Hvis jeg blir fyret, så blir jeg fyret. Slut. Hvad kan man ellers gøre, udover at møde op og gøre sit allerbedste? Det føles ikke godt nok, men det gør det jo alligevel aldrig. Mine kolleger er geniale og taknemmeligheden fra de første måneder er så småt ved at være blevet til straight up arbejdsglæde (når jeg ikke kampstresser, altså. Det er vældig skitzofrent, for tiden). Men jeg er glad hver morgen, når skydedørene åbner. Og det tænker jeg er det vigtigste.

I morges fik jeg til gengæld startet et fuldstændigt latterlige skænderi, fordi der ikke var blevet købt mælk til min kaffe og nu skammer jeg mig. Ham jeg bor med har købt kæmpe ind, passet sygt barn, vasket tøj og er nu smuttet ud for at få en øl. Det blir ikke bedre og helt derinde i midten af midten, hvor man bare er enten-eller. Der er jeg faktisk ret lykkelig.

28. marts 2018 4 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest