Category

Det (mor)somme liv

unnamed-7

I går var jeg til bryllup. Uden børn men med silkekimono og modebloggerhår. Hele svineriet – Wallah, det var fedt! Var lige ude at smage på friheden, og til dem der også sidder med hovedet i en blespand for tiden, kan jeg sige at den stadigvæk findes. Og den er stadigvæk nice.

Mine svigerforældre kom og hentede to glade unger om formiddagen. De fik også en Northfacetaske, som min kæreste havde tetrispakket med 3 forskellige modermælkserstatninger, 2 slags instantgrød og 2 hjemmelavede glas frugtmos. Og nå ja, så bare lige den liter modermælk, jeg har brugt de sidste 250 år på at malke ud.

Det var første gang, siden Otto kom til verden, at vi havde helt børnefri i mere end et døgn, og jeg synes selv at jeg er blevet ret god til at holde fri fra mine børn. For åh, hvor er det dejligt at mute havregrøden og have pæne sko på. Og spise mad med bestik, uden der er en toårig som prøver på at stikke sin hånd ned i ens underbukser.

Tricket er at hvile i, at jeg aldrig kommer til at føle mig klar til at gå fra Kurt og Otto. Men så længe jeg ved at dem der passer, elsker dem lige så meget som jeg gør (og det gør de jo, de bedsteforældre. Det er så genialt!), så giver jeg faktisk mine børn en gave, fordi jeg giver dem tid til at bygge relationer med de vigtige mennesker i sit liv.

Dét prøvede jeg at sige til mig selv, når jeg fik ondt i mor-maven, de gange jeg lige måtte forlade festen for at stå i et sygt akavet bøj henover verdens mindste håndvask, med hovedet mast op mod spejlet og malke ud imens jeg junkede børnebilleder på min telefon. #Muh

Festen foregik på et idyllisk gammelt vandrehjem og det koncept med at du kan vælte direkte i seng fra din dansegulvskoger, holder for evigt. Så det gjorde jeg. Traskede durk op i seng klokken 6, efter at have drukket den sidste dark’n’stormy og brølt med på Tarzan Mama Mia (og fangirlet hårdt på seje Maren, som også var med til fest)… #Godnat

I mellemtiden var Kurt blevet 2 år. Yes. Festen faldt sammen med hans fødselsdag. Så da vi stod der og klappede i takt til brudevalsen klokken 00.16 var det præcis to år siden, min lille glade, skeptiske, sjove yndlingsperson, kiggede på mig for første gang med sine absurd mørke øjne. Nu er de blevet lyse og det er han også. Blevet lys. Kæft, jeg elsker den lille dreng der kan sige Honda Fireblade, Lamborghini og motorcykel, helst hopper på trampolin og stadigvæk er håbløst forelsket i Onkel Reje.

Kærlighed holder. Både ude og hjemme.

unnamed-7

 

10. september 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

– Er jeg ved at flytte min blog over til Storyplanes, som er et bloggernetværk hos Egmont. Det var derfor jeg var forpustet på vej til et møde forleden, og det er grunden til at her er stille for tiden. Det kommer ikke til at betyde noget for indholdet. Her vil være præcis lige så stil-, komma- og voksenlivsforvirret som her plejer.

– Har Otto konstant charmeren på. I går da jeg havde ham med til et møde med en caster, sagde hun at han virker til at være glad for at være havnet lige præcis her. Tænk hvis hun har ret i at sjælene bare flyver rundt i universet og venter på en krop at lande i? Og så ligger den der lille, gamle sjæl bare i sin spritnye krop, og tænker “Fedt! Jeg har forældre som ikke er skilt (…endnu), og en storebror! Og lækkert klima der er i det her land – Og der er ikke længere toiletter i gården!”.

– Er der egentlig landskamp?

– Rejser jeg om 10 minutter ned til en lille sydfynsk ø, hvor jeg skal være med mine børn i et par dage. Fordi der er turister, DHL løbetyper og biler overalt herinde i Kbh K for tiden. Har købt dobbelt familiezone-pladsbillet. Wish me luck!

– Glemmer jeg at spise for tiden. Det er altså vildt, når jeg for 5 mrd siden var et sort hul, hvad angår mad.

– Kan jeg tilgengæld passe mine bukser nu.

– Overdeler jeg videre på Youtube. Det stak lidt af den her gang. Undskyld. Please stop mig hvis det blir for meget, ikke?

4. september 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg har besluttet mig for at berige internettet med et par af de tricks jeg tilegner mig i løbet af min barsel.

Så her er den første af forhåbentligt mange små guldkorn fra det virkelige liv. Vi starter i den skønne afdeling aka dit ansigt.

Velbekomme.

24. august 2017 13 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
Computerspil

Kan I huske der i The Beach, hvor Leo løber rundt ude i junglen i et computerspil?

Det er mig på barsel.

I Fredags havde jeg et møde* kl. 11.00. Sådan her gik det med at nå derhen.

Jeg står op og tager mit pæneste, nystrøgede tøj på og har god tid til at komme ud af døren. Klokken 10.10 vågner baby. Og er sulten. Amme en enkelt gang. Løbe ned af bagtrappe med baby, skrald og blepose. Få Kærestepoint (hjerte). Smide skrald og blepose (ikke baby og ikke nøgler i hånd) ud i container. Placere baby i vogn, låse gigantisk abus lås op, løbe til metro. Tage elevator ned, tjekke ind. Lægge rejsekort i lift, så jeg husker at tjekke ud, men også diskret så det ikke blir stjålet. Få Ammehjernepoint (hjerne). Hvor skal jeg egentlig hen? Flintholm. OK. Baby brokker sig. Baby i vikle. Smile, dikke. Få Babypoint (babykluk). Ud af metro på Flintholm. Ind i elevator. Få voksen-skæld-ud i elevator af gammel dame, over barnevogn. Skælde gammel dame tilbage. Give sig selv indre highfive. Få Integritetspoint (knuckles). Ind i S-tog.

Baby er stadigvæk sulten. Analysere om man kan nå at amme på 5 stop. Amme diskret. Få Babypoint (gylpklat) Skrive kækt og overskudsagtigt til forlagsmand. “Tror jeg blir lidt forsinket:)” Fuck, det er Ryparken næste gang! Baby i barnevogn. Ud af S-tog. Baby har skidt. Mødet starter nu. Miste 50 Voksenpoint (buhråb). Skifte ble på Ryparken station i regnvejr. Få lort på hånden. Lede efter håndsprit. Ikke finde håndsprit. Tørre lort af med Kongens Sløjd dynebetræk. Hvordan fanden i helvede krydser man Lyngbyvej?! Tjekke Google Maps. Løbe ned ad smadret barnevognsrampe til viadukten under Lyngbyvej. Løbe under Lyngbyvej. Skubbe barnevogn op ad smadret barnevognsrampe fra viadukten under Lyngbyvej. Få træningspoint (sved)

Gå sukkerkold. Vælge mellem: Banan og få hjernepoint men til gengæld miste tidspoint? Skrælle banan, spise banan, smide bananskræl i hæk. Det begynder at regne. Løbe gennem haveforening. Få øje på en hestetransport og være fucking stedforvirret. Få øje på meget moderne pige på cykel med bluetooth hovedtelefoner. Tænke at man så nok alligevel er på rette vej. Dreje af. Få Ammehjernepoint (hjerne).

Sover baby? Yes? YES! Få 100 Voksenpoint (klapsalve) Det regner meget. Løbe hurtigt. Blodsukker daler. Få øje på bygning. Adrenalin stiger. Løbe ind i bygning. Slå telefon på lydløs. Få barnevogn ind i minielevator. Køre op på 2. Melde ankomst i reception. Bane slut.

*når voksne mennesker mødes og snakker sammen.

7. august 2017 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_2614.jpg

Jeg har aldrig rigtig forstået mig på børn, opdragelse og den slags. Det har ikke sagt mig det store, og efter jeg har fået børn, hører jeg nok stadigvæk til ovre i den afslappede forældrekategori. 

Her et par tricks jeg har samlet op gennem tiden. De er måske banale, men jeg bruger dem hver dag, mens jeg famler mig vej igennem børnefamilielivets skovbryn.

De kommer her. 

1. Med mindre der er en god grund til at sige nej, så sig ja / Hvad-er-det-værste-der-kan-ske-reglen 

Det var min fars motto gennem min barndom. Og selvom det nogle gange blev lidt ekstremt (ikke alle 10-årige behøver nødvendigvis at kunne betjene en motorsav eller at kravle rundt oppe i vindmøller), så kan jeg godt lide tanken: At man skal have en god grund til at sige nej, og at man grundlæggende har jahat på overfor sit barn og alle dets tossede idéer.

Sidder barnet f.eks. og har det lol og pop over 3 tomme coladåser så tænk: Hvad er det værste der kan ske? Kan han blive kvalt? Brændt? Få skåret fingrene af? Nej vel. Kan han drikke 2 dråber cola og mærke at hullet er lidt skarpt i kanten? Kanon! Godkendt. Weiter gehen!

2. Børn er kun til låns / Lineal-reglen

Den her tænker jeg rigtig, rigtig tit på når jeg har en(dnu en) evighedsputteseance og sidder ved tremmesengen og drømmer mig tilbage til 20’ernes frihed med lambrusco, bytyre på Chokoladefabriken (go-to sted nr 1 i Århus, da den her mamasita var ung) og uendeligt lange weekender, hvor det eneste man skulle, var at pleje sine tømmermænd og knalde spise brunch i sengen.

Hvis vi er heldige har vi ca. 100 år at rutte med her på jorden, ikke?Forestil dig en lineal på 1 meter. Hver centimeter = 1 år. Med mine 32 år er jeg altså godt 1/3 gennem løjerne. De næste 3-5 centimeter er den tid mine børn er små og putteagtige. Seriøst. Det er jo ingenting! En lille bitte tegning i det store billede. En lille boble, som jeg en dag vil sidde og drømme mig tilbage til, med præcis samme længsel, som jeg for tiden sukker efter frihed og dans på bordene med.

Børn er nogle vi låner, indtil de lige pludselig en dag er blevet deres egne.

3. Et barn vil allerhelst bare være en del af flokken / Forsker-reglen

Har jeg lært af min mor, og bruger jeg f.eks. når jeg skal lave aftensmad og Kurt er mega opmærksomhedskrævende. De gange jeg har sat mig ned og leget med ham, blir jeg oftest bare indebrændt og vi får ikke aftensmad. Men når jeg i stedet sætter ham op ved køkkenbordet og gir ham en sløv smørekniv og en gulerod og viser ham at jeg stoler på ham, og giver ham ansvar i en helt begrænset opgave, så sidder han jo faktisk bare og hjælper mig med at lave aftensmad. Og det er – mærkeligt nok – det han helst vil: At sidde som en lille forsker og undersøge vores (og hans) liv og hverdag, én åndet dimsedut ad gangen. For mig er det bedste ved at have fået børn faktisk at se ham kopiere os voksne i al stilfærdighed. Jeg får så meget respekt for hans udvikling når han bare sidder og koncentrerer sig med en kartoffelskræller og er med. 

4. Arbejd dig ud af stressen / Det-skal-ikke-være-godt-det-skal-være-færdigt-reglen / TILFØJELSE: (nu har jeg nemlig fundet det helt rigtige navn) Husk-at-sjusk-reglen

Lidt misvisende navn på den her regel, da hovedpointen faktisk er at det er okay at gøre tingene halvt. Så længe man bare gør noget

Ammehjernen er en sælsom størrelse. Alle de tanker der flyver rundt, mens man sidder helt handlingslammet med en baby på armen. Det må man acceptere. Samtidig må man acceptere, at man ikke nødvendigvis når at færdiggøre noget som helst, i de der små mellemrumslure barnet tager i begyndelsen (i hvert fald ikke hvis man også skal nå at vaske hår, stene og slappe lidt af – og det skal man altså). Så bare gør tingene halvt. Og gør dem dårligt. Mange bække små, du ved. Støvsug et enkelt rum ad gangen (den kan forøvrigt fint lige tage de værste krummer på bordet, nu man er der, jævnfør regel 6). Skal man have skrevet en svær mail, så skriv en kladde. Sæt en hurtig uldvask over. Tag løbesko på (måske gider du løbe om en time, og så er skoene i hvert fald på). Smid hele den spredte tøjbunke ned i vasketøjskurven. En enkelt solhilsen er også yoga. Bare husk: Du må godt lave sjusk. Det kan have sin særegne charme at lave lave mad med benspændet: Du har 2 løg, en halv pose gamle gulerødder, nogle fiskepinde og et hoved spidskål. Og du har et kvarter til at lave noget mad ud af det. Kør! 

5. Børn kan det man tror de kan / Tro-på-det-reglen 

Den her er den sværeste regel. Den handler nemlig om at tro på det. Tro på at man er den største, klogeste og stærkeste. Og at man derfor er den der bestemmer. Jeg har lært den af en veninde, og man må også godt sige det højt (mest til sig selv). Ahem: “Nu skal du sove” [barn flipper skråt ud] “Nå, det siger du? Men jeg er større, stærkere og klogere end dig og derfor er det mig der bestemmer”. 

Barnet tror at det vil have is/syltetøj/iPad/whatever. Men i virkeligheden vil det faktisk mega gerne i seng. Det blir så glad, når man så putter det og læser bog og aer. Udenpå råber og skriger det selvfølgelig som om du kastede glødende kul efter det. Men indeni er det roligt og trygt, fordi det ved at der er en voksen, der kender dets behov bedre end det selv gør. 

Men altså. Sygt svær regel. 

6. Clean as you go / Så-lærte-man-da-noget-af-at-arbejde-et-halvt-år-på-Mc’en-reglen 

Som 21-årig slog jeg mine folder på Mc. Donalds på Hovedbanegården. Der måtte man aldrig forlade et sted, uden lige at scanne det man forlod for affald eller snavs. Bære papkrus med, lige tørre bordet, fjerne en fedtfinger eller hvad det nu kunne være. Alt tæller og intet er for småt. 

Det var også her jeg lærte at overhøre stive teenageres tilråb, når deres big mac menu ikke lige var klar, i samme sekund vi åbnede klokken 5.30: “Hey Røde, tag dig fucking sammen!” Men jeg tænker – trods alt – at der lige går et par år, før dét blir aktuelt…


25. juli 2017 32 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
giphy-5

Min ø-lejr blev, mod forventning, tilbragt helt mobilfri og i digital zen. Det var nærmest så let at undvære min mobil, at det er kedeligt at skrive om: Der var ikke eet tidspunkt hvor jeg manglede den ? Og alligevel blev den tændt inden jeg overhovedet nåede ind i min lejlighed (og her lyver jeg så. For vi var kun lige akkurat kørt af færgen i Stigsnæs, da jeg fik fat i min kærestes tlf og begyndte at junke insta..). Det er fandme uhyggeligt, du.

Derfor har jeg brugt de sidste par dage på (udover at være alene hjemme med 2 børn på 3 og 22 mrd, bevares) at arbejde lidt på et udkast til et slags digitalt manifest.

Jeg elsker min mobil når jeg finder små guldkorn i mit feed. Og jeg elsker at skrive små tekster og på den måde binde sløjfe på de barselsdage og -tanker, der ellers er ret uhåndgribelige og forsvinder som dug for solen, så snart mit hoved rammer puden. Jeg elsker også at opdage ting og få nye internetvenner, lidt ligesom dengang man havde pennevenner (som jeg i mange år troede hed “pennyvenner”. Fordi Penny-bladet, ik).

Jeg hader min mobil er når jeg kommer til at sidde i stenermode og junke løs i feedet på en eller anden kendis/blogger/ekskærestes nye kæreste/tilfældig person/Mathilde Gøhler. Jeg hader at jeg udelukkende kigger på det, for at blive bekræftet i hvordan jeg i hvert fald ikke er og hvor plat jeg synes det er, hvor lidt misundelig jeg er og hvor meget jeg gennemskuer det hele. Og pludselig “vågner jeg” og opdager, at Kurt har prøvet på at vise mig en traktor i flere sekunder. Og hvem er så i virkeligheden den platte taber? Dér hader jeg allermest mig selv og så min mobil.

Okay så. Altså. Flere små stjernestunder og mindre sten. Både i virkeligheden og på internettet. Det vigtigste er at reglerne er realistiske og lette at handle på. Jeg har et meget stærkt afhængighedsgen og derfor er alt det her pt ret utopisk, men her er det altså:

Mit digitale manifest

Planen er at

– nøjes med at følge med hos de ca. 5-7 bloggere, som jeg allerbedst kan lide

– melde mig ud af alle terminsgrupper på Facebook en gang for alle

– stoppe op hver gang jeg begynder at scrolle

– give min telefon en fast plads på køkkenbordet, i stedet for at slæbe den med mig rundt. Så må jeg stå dér og fixe.

– nøjes med at skrive når mine børn enten sover eller blir passet

– få min telefon ud af min seng. Måske på forsøgsbasis bare hver anden aften. Jeg starter sgu i aften.

– holde en skærmfri dag om ugen. Skærmfri Søndag? Bare for at prøve det ? En hel dag uden TV, computer og mobil. Gisp.

 

 

10. juli 2017 16 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_2275.jpg

Jeg er blevet afhængig af min iPhone. Sådan seriøst. Den er gået fra at være sporadisk tidsfordriv, til at blive en fast følgesvend med mig og min baby rundt, ikke bare i byen, men nu også i lejligheden. Ammetid = telefontid. Puttetid = telefontid. Selv toilettet = telefontid. Jeg tager altid lige mig selv i at tjekke, om den er indenfor rækkevidde, og savner den, hvis ikke den er i nærheden. Det har, med andre ord, taget gevaldig overhånd – jeg har nok ikke rigtig villet indrømme det før nu.

Jeg skal “lige” rystes fri fra den. Ud og skabe memorable moments uden konstant at skulle dokumentere dem i den sorte boks.

Så når jeg i dag tager på ø-lejr, blir det uden telefon. Og det blir rigtig, rigtig godt.

2. juli 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_1831-1

… havde jeg et par uger forinden, været vildt forvirret omkring mit liv i Jylland, hvor jeg ellers havde tilbragt 8 år af mit liv. Og i  den forbindelse spurgt min søster, om ikke vi skulle tage ud på nogle af sommerens festivaller. Det skulle vi.

… var jeg derfor på Roskilde for første gang i 6 år – og havde kronisk eksiljydekomplekser tøjkrise.

… gik jeg rundt i galaksegamacher og drak papvin i en hel uge.

… var jeg så fuld efter en Metallicakoncert at jeg, efter to år som vegetar, gik direkte ombord i en Meyers flæskestegssandwich. Jeg har spist kød lige siden.

… mødtes jeg efter den der flæskestegssandwich, klokken 3 om natten med min søster for at følges hjem til vores lejr.

… faldt vi på vej hjem til lejren over en morgenfest i Vest. Pludselig var min søster væk. Og lige som jeg havde besluttet mig for at gå hjemad, faldt jeg ind i et par grønne øjne. Og det tog mig ca. 10 sekunder at blive forelsket i indehaveren. I dag er de øjne det sidste jeg ser inden jeg falder i søvn, og det første (nej vent, det første er Kurts røv) det andet jeg ser om morgenen når jeg vågner.

Det hårdeste jeg nogensinde har gjort, var at sige farvel til mit liv i Århus. Men jeg kunne ikke lade være. Og i dag er jeg glad for at jeg turde stole på min kuldrede, bagstive mavefornemmelse, som fortalte mig, at ham den selvglade type med krøller og hættetrøje, sgu nok ville være det hele værd.

Det var han. Og det er han.

1. juli 2017 8 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest