Category

Barsel

Jeg ligger og ammer Otto i søvn (…) og tænker på at det her meget muligt var den sidste barselsdag i mit liv (Yes. Der er virkelig fuld drama for tiden – jeg er et par tunge guldøreringe og 5 mio dollars fra at være Hope fra Horton Sagaen)

Man kan jo ikke nå det hele på 8 mrd. Så her kommer

“Fx nåede jeg ikke at”-listen

– komme til tandlægen

– få reddet alle mine billeder ud af min druknede macbook

– slippe af med min ligtorn. Hold. Nu. Kæft. Den er en kælling sådan en.

– få taget et familieportræt af os alle 4.

– tabe alle mine knap 30 graviditetskilo

– forstå hvordan tid kan gå så langsomt og så hurtigt på samme tid

– få malet vores trappedør og vores paneler

– se dårlige serier hele dagen

– forstå min babys såkaldte “rytme”

– lære at gå i seng til ordentlig tid

NU skal jeg sove! Jeg har lige tabt telefonen ned i hovedet på mig selv tre gange.. Der ligger rigtigt tøj klar ude på stolen, jeg har pakket brystpumpe og læbepomade og uret er sat. Jeg bliver nok ikke mere klar. Og jeg glæder mig helt vildt.

Bye bye barsel. Tak. Snøft. Hurra.

30. November 2017 1 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

I morges var som de fleste morgener for tiden. Vi vågner sent – først klokken 8.00 – Niklas laver morgenmad mens jeg putter med to børn og tager mig sammen til at stå op. De er jo skidesøde sådan fire små varme tykke ben, som putter sig ind til mig under dynen. 1-2-3 – OP!

Niklas kører Kurt i vuggestue, mens jeg triller Otto ned til min opturs mødregruppe som står på Holbergsgade som de gør hver Torsdag. Så triller vi over til babysalmesang, og mødes med min søster og datter som holder fridag. Er altid ved at tude når der blir spillet Vem Kan Segla på et flygel fuldstændig beklædt med småbitte sprællende babyben. Hold nu kæft det er sødt. Så holder vi mødregruppe og spiser christianshavnerkage, inden jeg løber hjem. Her råber jeg af Niklas at han skal sætte vand over, imens jeg samler 10 kilo vasketøj op med fødderne og stress-smider en pose kanelgifler i en skål. Fordi nu får vi besøg af en ægte præst. Og så skal vi fandme hygge og være afslappede. #sylteogbage

Billedresultat for lizzie den eneste ene

Efter en snak med præsten som skal døbe Otto, ræser jeg på min kærestes cykel kl. 15.00 op til vuggestuen og en Kurt som danser rundt i cirkler med strutskørt mens de hører skuffesang. Han får så meget i den vuggestue, som jeg ikke ville kunne give ham derhjemme. Det er SÅ hyggeligt kun at have et enkelt barn siddende der foran på cyklen på hjemturen. Vi kunne jo snakke og pege på statuer og alt muligt! Måske forstår jeg godt, hvorfor Kurt foretrækker sin fars selskab for tiden – Det er 200 gange nemmere nok at imponere en 2-årig med lol og nærvær, når man har ham for sig selv.

Hele eftermiddagen har vi besøg af min moster og min 5-årige grandniece, der har pegasus og en paw patrol med som sidekicks. De har da lige taget ingredienser med til varm æblekage og is < indsæt en million hjertesmileyer > og bagefter, spiser vi risengrød.

Klokken 19 begynder vi vores nye, ret velfungerende psyk-børnene-ned-i-gear-rutine som først og fremmest består i at sætte Søs Fengers fine vuggeviser på, dæmpe belysningen og messe SHHHH imens Kurts puls lige så langsomt falder til noget jeg vil sammenligne med en rask tølt.

Jeg masserer Otto lidt og leger “hotdog” med Kurt, som er sådan en hjemmelavet leg, hvor jeg får ham til at ligge helt stille (fordi han er pølsen, ik?) og så putter jeg ham ellers ind i et tæppe (altså, brødet) og siger alle hans kropsdele, mens jeg putter dem. Og så klasker vi ellers remoulade og ristede løg og syltede agurker på ham og han elsker den leg. Så slapper han lidt af og ved at han snart skal sove. Vi har haft så meget putte-krise det sidste halve år, så det er helt fantastisk at det er ved at vende.

Da begge børn sover lister jeg mig ud på altanen med en pale ale og står og er træt og glad, mens Niklas ser en overdrevet voldelig serie. Ellers tak.

Og godnat.

23. November 2017 4 comments
4 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg kan ikke sove for tiden. Hver gang mørket falder på, tager min hjerne lige 10 Jägerbombs og går a-mok i skallen på mig. Ikke på sådan en gad-vide-hvad-jeg-skal-have-til-morgenmad-måde, men mere på gad-vide-hvad-der-kommer-til-at-stå-på-min-gravsten-måden. I nat stod der f.eks.:

Ida Burchardi

1985-2075

Det Var Bare En Fase

Da klokken blev 2 blev jeg nødt til at gå ind på sofaen og læse mig selv i søvn i ‘Erindring om Kærligheden’. Kan ikke forklare hvad der foregår i kraniet på mig – Men ofte har jeg følelsen af at være passager på et meget hormonelt ammehjernekrydstogt.

Man GIVER liv, ik? To liv på to år! Det er nok det mest livsbekræftende i verden, at skabe det selv. Og jeg har faktisk aldrig været gladere. Så hvad sker der lige for dødstankerne? Måske er det fordi jeg heller aldrig har været trættere. Eller været så meget i nuet som hvert eneste øjeblik de sidste 2 år. Måske er det for at udligne det livsstykke af et Eckhart Tolle show jeg kører om dagen, at perspektivet udvider sig så åndssvagt meget om natten. Jeg tænker seriøst i 500 år’s time slots. Tænker på hvor lille bitte et nip af universets tidslinje jeg har fået lov til at leve og være i. Tænker på hvor heldig jeg er at være her og hvad det er for et aftryk jeg gerne vil efterlade. Hvad jeg håber at blive husket for…. Aaaalt det shit kører rundt og rundt og rundt i ukonstruktive cirkler. Som om min hjerne er gået en lille smule i stykker. Er det det i virkeligheden bare det som hedder ammehjerne?

før jeg blev gravid

mens jeg var gravid

efter jeg fik børn

Hovedet er ligesom det eneste sted som er forblevet mit. Det er som om – Og det her siger jeg med kæmpe kærlighed – at mens der bliver hevet og slidt i min krop, så er der bare ikke den helt store efterspørgsel på det der foregår mellem ørene.

Og så går det åbenbart bare hardcore i selvsving deroppe. I røg og brand.

Det er nok meget godt, min barsel snart slutter.

17. November 2017 10 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det står ned i stænger og jeg har gemt mig på Emmerys med croissant og våde bukser. Jeg har taget et leap of faith og bestilt kaffen to-stay i håbet om at Otto lige er en guttermand og nupper en 30 minutters lur ude i Christiania-cyklen.

I dag afleverede jeg Kurt alt for sent, fordi Otto tog jordens længste formiddagslur. Må erkende at jeg nok ikke når at fatte hvordan man timer to børn i den her barsel…

Til gengæld fik Kurt og jeg leget virkelig godt sammen. Vi tegnede biler, klippede pandekager ud af tegnebog (i håbet om at de ku spises – det ku de ikke) og legede rutchebane. Og han grinede sgu til mig! For tiden er det ellers Niklas som får alle smilene og mig der skal “GÅ UD!”. Så det var dejligt – jeg hackede lige mit eget barn. Ha!

Om 16 dage er min barsel slut og jeg forsøger at stjæle alle de små øjeblikke jeg overhovedet kan komme til. Jeg har derfor øremærket den sidste del af min barsel til at komme for sent og drikke al for dyr kliché-latte. For lige om lidt skal vi have gang i en hel anden hverdag hvor det i tre måneder er Niklas’ tur til at gå hjemme i den unikke blanding af gyldne øjeblikke, trappestress og spontan skitzolykke.

14. November 2017 0 comment
3 Facebook Twitter Google + Pinterest

– Er der alt for mange gode tv-serier i universet til at vi nogensinde får vasket gulv igen: The Handmaid’s Tale, House of Cards, Please Like Me, Girls, Skam, Big Little Lies, Anne With an E (jeg elskede den gamle serie, og havde egentlig afskrevet den nye på Netflix, men blev så overbevist af Karoline), Sense8, Black Mirror, Stranger Things, Twin Peaks… Fuuuck. 

– Sidder jeg lige nu på Rigets børnemodtagelse med min sovende, feberramte lille 2,5 mrds fyr. Klokken er 01.13 og der er ammebæ overalt på mine bukser (Seriøst. Prøv selv at gribe en urinstråle i et bæger, imens du ammer). 

– Er der en times ventetid på den blodprøve vi lige har fået taget… 

– Science fiction film, ik? Hvorfor svømmer hovedpersonerne egentlig altid så meget i dem? Det er som om at 2/3 inde, skal nogen altid lige smide tøjet og en tur i infinity pool. Jeg forstår det ikke. 

– Masserede jeg forleden 2 dl kokosolie i mit hår i ren og skær afmagt. Og her tre dage og en hårvask senere er vi tilbage til det gode, gamle fissekrøllede udgangspunkt. Pis. 

– Var jeg som 13-årig med min mor backstage på tv-programmet ‘Pernilles Univers’. Og jeg læste manuskript med Pernille Aalund, mens hun fik make-up på. Den dag står stadigvæk for mig, som den lykkeligste i mit liv. 

– Skal vi besøge en børnehave kl 10 i morgen og der kommer mødregruppe kl 12. Og nu er klokken lidt i 2 om natten. Bum bum. Blir lægerne mon meget sure, hvis jeg lige nupper en lur på den her briks? 

14. June 2017 9 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er så træt. Kan ingenting af træthed. Kan kun være træt. Træt hvor man hælder neskaffe på sin yoghurt. Hvor man ikke orker at trække vejret dybt, fordi det at komme i bunds med den vejrtrækning, ligesom blir lidt for omstændigt.

De sagde at det ville blive hårdt med 2 børn under 2. De sagde ikke at man ville blive fyldt med grundstress og at den ville sætte sig fast i knoglerne. Eller at de nogle gange græder på samme tid, med behov strittende i hver sin retning. Et siamesisk sesambjerg, jeg ikke kan huske koden til.

De sagde forøvrigt heller ikke at min kæreste 2 måneder inde i projektet ville rive sin skulder af led, så den de næste 3 uger skal holdes i fuldstændig ro.

Det er jo ikke fordi det kun er surt og hårdt. De der små lykkeglimt når Kurt amok over en vandpyt, er stadigvæk fantastiske. Eller når han jager en stakkels due og udbryder “ÅH NEJ!” hver gang den flyver fra ham. Eller når Otto spjætter af grin og begejstring, bare fordi man gider at snakke med ham og trykke ham på næsen. Dét skal jeg lige huske. Også selvom det, lige for tiden, er pakket ind i en altoverskyggende træthed.

To ladcykel or not to ladcykel?

Samtidig føles det som om jeg hele tiden går. De dage hvor jeg både henter og afleverer går jeg først 30 min op til Kurts vuggestue. Så 30 min hjem igen. Så vaske tøj og rydde op og ordne køkken, og på de gode dage nå at skrive lidt. Eller også tager jeg til træning (proklamerede hun efter 2 gange, haha!), eller drikke en kop kaffe med en veninde. Ved 14-tiden går jeg så igen en halv time over og henter Kurt, og så går vi ellers hjem, fodrer ænder eller leger i gården. Det blir faktisk til 2 timers transport hver dag. Og selvom det er hyggeligt, og jeg har optur over stauderne i Kongens Have, så føles det som dyrebare minutter jeg i virkeligheden godt kunne bruge på noget andet.

Jeg er før blevet imponeret over de mange fine ord og gode råd som pibler frem her i kommentarfeltet, så selv om jeg ikke er fan af de der “Hvad med jer? Har i haft en god weekend?”-shoutouts, vil jeg forsøge mig med endnu en forespørgsel, som nok primært er rettet mod by-forældre uden bil.

Ahem: Hvor realistisk er det, at have 1-3 børn og 0 biler og IKKE købe en ladcykel på et eller andet tidspunkt?

For hvis vi alligevel må ende med, på et eller andet tidspunkt, at købe en ladcykel (selvom vi på ingen måde har råd lige nu), så kunne jeg faktisk virkelig godt bruge den nu. Og hvis man er all ’bout that ladcykel, er der så nogle særlige anbefalinger eller råd? Især i den lidt billigere ende af skalaen?

På forhånd tak😊

ladcykel

Duejagt. Sæt i gang.

12. June 2017 28 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

– Er der åbenbart intet som det første mødregruppebesøg der kan trigge mit oprydningsgen. “HEJ! Se os. Vi bor ikke i en mødding. Jeg har ikke lige brugt en stofble til at tørre toilettet af med”

– Hjalp det vildt meget at smøre lanolin på mine bryster. Bare lige FYI. Så nu græder jeg ikke længere når jeg ammer. Det er fedt.

– Har Kurt lært at sige kom. Og han er ellevild med konceptet. “Kaaaaaam mor, kaaaaaaam!” Siger han mens han tager min hånd. Og hver gang går jeg lidt i stykker af al den kærlighed. Jeg spår Kurt og Kom en stor fremtid sammen.

– Har jeg fået min Sana forårsjakke på. Og den er kun lidt for lille. Det har jeg det rimelig Miranda baby weight med.

18. May 2017 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg vil så gerne skrive et kækt indlæg om at putte ‘Barsel’ på sit CV. Lave humoristiske vinkler på alle de evner man tilegner sig, når man er slave af en 0-årig. Men jeg kan ikke skrive noget sjovt. For jeg har mest bare lyst til at græde.

Over sårene på mine brystvorter som blir suttet i stykker, hver gang de næsten er holdt op med at gøre ondt.

Og over bunkerne af tøj vi aldrig har bedt om, men som alligevel ligger som vulkaner i udbrud i soveværelset. Jeg har prøvet at rydde op i det i 3 døgn: At sortere efter hvem der snart er 3 mrd og om 6 mrd’s sparkedragterne skal på loftet. Og den røde dynejakke – Kan nogen passe den til vinter?

Og hver gang jeg har dannet et overblik, er der en der græder. Eller skider. Eller er mega sød. Og det er så nævenyttigt hyggeligt. Og ubelejligt. Og jeg blir sinddsyg af at være glad på kommando. Når jeg lige var i gang med at pakke pigetøj i plastickasser.

Så pludrer jeg i 10 minutter. Skifter. Blæser med hårtørrer. Synger motorisk udviklende sange og husker at krydse midtlinjen. Putter i en biodynamisk slyngevugge. Synger det bedste Politikens Forlag har lært mig.

Og når jeg endelige vender tilbage til projektet, har jeg glemt hvad der skulle i hvilke kasser.

Det hele har forvandlet sig til et bomuldsbombekrater.

Og så starter det forfra.

16. May 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest