Category

Familieliv

Jeg er på vej til juleaften hos min søster, som bor lige ved Nørreport. Helt spændt op med motorcykel og gaver og sovetelt. Kurt har lige fræset op ad Købmagergade som her d. 24. dec. kl. 15.30 kun er befolket af turister: Alle de fortravlede gavenarkomaner (undertegnede inkl) har forhåbentligt ramt familiens skød. Og der håber jeg I sidder lige så blødt, taknemmeligt og godt, som jeg gør, og lader julefreden sænke sig.

Tusinde tak for jeres opmærksomhed, råd og opbakning i år. Det har betydet mere end I aner.

Rigtig glædelig jul.

24. December 2017 0 comment
2 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det der med at der ikke er timer nok i døgnet – Det alle siger – Det er fandme rigtigt. Eller som Olga Ravn skrev i sin IG story: Society is not made for working parents.

At gå på arbejde hver dag er ikke det, der stresser mig. Heller ikke at lege med mine børn. Det er alt det midt i mellem: Indkøb, madlavning (i dag: madlavningsfløde og spinat kastet på en pande efter nogle rødspætter og færdigkøbt pasta med en mærkelig, meget sej skinkekerne. Åh, den sælsomme følelse af shitty mad..), at sende faddernavne og adresser til en præst, at skrive afvisninger til de franske teenagere på air bnb som vil leje vores lejlighed… Det er dét som stjæler timer, så man ikke har noget tid tilbage til sig selv i hverdagene.

Be the change you wish to see in the parforhold. Jeg ved det godt. At det er mig som skal gøre noget og ændre adfærd for at det bliver godt igen. Fx. rejse mig fra den her mørke seng mellem to sovende, syge børn, og gå ind i stuen og give nogen et kram. Men jeg orker ikke. Og jeg synes ikke det er min tur. Og klokken er 22.35 og jeg har været i gang siden kl. 6.30. Og så er det nemmere at ligge herinde og være offer.

Seriøst. Jeg fatter ikke at vi, når vi er færdige med at passe på os selv, to børn, to jobs, et hjem, så også skal til at passe på hinanden. Hvordan skal man kunne nå det, når man ikke engang kan nå sig selv?

Når det er sagt så havde jeg faktisk en 100% genial ego-weekend. Jeg var til julefrokost med mit arbejde OG til julefrokost med mit damecrew aka Damernes Magasin. Og det var helt fantastisk og jeg legede at jeg var 25 og har stadigvæk tømmermænd, selvom jeg fik lov til at sove til kl. (hold your horses) 11.fucking.40 i går. Så jeg må vist slet ikke brokke mig.

Nu går jeg sgu lige ind og kysser ham.

Godnat.

18. December 2017 2 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Min 2,5 årige søn skriger, kradser, slår og kalder på sin far hver gang jeg er alene i samme rum med ham. “Nul putte” er so last christmas. Hos os er det “FAR putte”. Oooog det er jo bare en helt igennem kanon følelse (sense the irony?) Så i dag hackede jeg putningen. Fordi det er dér han er for træt til at slå og for sød til at putte (fordi han ved, at han så kan blive oppe længere – lille, kloge skid). Han prøver virkelig (altså virkelig!) grænser for tiden, og så har han fået mellemørebetændelse. Og jeg savner ham faktisk rigtig meget. Så vi læste bog (“Mustafas Kiosk” – stort hit for tiden). Og det var hyggeligt! Virkelig. Vi grinede og puttede og var frække og det har vi trængt til, mig og min lille, store, ..mest lille Kurt.

12. December 2017 1 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg fornemmer at de næste mange tekster her på min lille webmatrikel bliver “jeg sidder lige og ammer en sovende Otto”-tekster, for det er vitterligt det eneste tidspunkt, jeg har tid til at skrive.

Sikke en weekend! Min Fredag – og første dag på nyt arbejde efter 8 måneders barsel – var god, hæsblæsende, mild, høflig, spændende og overvældende. Om eftermiddagen kom jeg hjem helt glad og i fejre-humør. Men så havde jeg børn. Og fejring blev til havregrød, børne-kaos og en 2-timers putteseance. Elskede da Niklas skrev “Champagne og sushi bagefter?” da vi var ved at være igennem. Øh, ja tak.

Lørdag kørte jeg med begge børn op til min mormors 82 års fødselsdag. Hun er lige pludselig blevet gammel, så det er vigtigt at fejre. Dagen forsvandt mellem hænderne på mig og pludselig var klokken blevet 23 og jeg stod og hakkede champignoner og strøg tøj.

I dag – Søndag – blev mit lille stykke himmelblå aka søde, glade Otto døbt. I det samme blå hjemmestrikkede matrossæt som Kurt blev døbt i for 1,5 år siden. Hele dagen var så fin og lige som jeg havde håbet. Efter dåben holdt vi julestue og fik vores gæster til at pynte op for os. Genialt; Nu har vi både juletræ, grandekorationer og dinosaurus/briotog-landskab.

Jeg sidder og ser Love Actually og er så mæt af æbleskiver, gløgg og samvær, at jeg slet ikke kan forstå at det kun er d. 3. dec. Der er en mand der sover på mit skød og Mr. Bean pakker julegaver ind i kanelstænger og lavendel. Det må være mit cue. Sengetid. Godnat.

3. December 2017 5 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Kurt snakker så meget for tiden. Og vi dør af grin over det herhjemme. Helt objektivt, er han jo noget af det sødeste og sjoveste, og derfor har jeg besluttet at dele et citat her på bloggen en gang om ugen.

Det første citat vidner om det …kreative sprogbrug, som både Niklas og jeg praktiserer alt for meget. “Av for FANDEN“, har han lært af Niklas, mens jeg står for alt i genren “fuck” og “shit”, som flyver ud af min mund i tide og utide. Det går simpelthen ikke! Jeg er så flov over det – Kurt bander så meget, at vi krummer tunger herhjemme (og i vuggestuen. Og hos svigerforældrene. Og hos lægen. Og, og, og…). Det er jo os der bander ud af hans mund. Så fra nu af bliver det altså “halvtreds kr i bødekassen for det fuck” som Torkild ville sige i Blinkende Lygter.

Tror vi indrager vores flotte Georg Jensen elefant og laver den om til en bødekasse. Måske skal den hedde sgu-sgu-Torkild.

Kærlig hilsen bandelederen

PS. Appen jeg har brugt er nuppet og indkøbt efter Sneglcilles søndagsanbefaling i går – Den hedder Word Swag og er skideskæg. Fuck. Argh! Jeg mener. Rigtig sjov.

6. November 2017 0 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg har nu haft 7 måneder til at smage på livet med pseudotvillinger. Det har ikke kun været en dans på roser at have to børn, som er jævnt dårlige til at behovsudsætte. Især den sidste uge, hvor jeg har været alene med dem og Kurt har været hjemme fra vuggestue, har været virkelig hård.

Først og fremmest er det at have små børn med 1,5 års aldersforskel jo et praktisk studie i multitasking: Ingen kan gå på trapper (eller bare gå), så man skal bære/skubbe dem i deres to forskellige størrelser. De skal spise forskellig mad på forskellige tidspunkter. Deres tøj er forskelligt og det samme er deres blestørrelse. Og sutterne. Og søvnmønsteret. Man skal hele tiden have to parallelle spor i hovedet. Sommetider overvejer jeg om det havde været nemmere med tvillinger. Fordi så var det hårdt – Ja. Sygt hårdt! Men behovene var vel (og nu gætter jeg, for jeg aner ikke hvordan det er at have tvillinger) sådan cirka de samme. Jeg gætter på at de spiser det samme mad og sover cirka lige meget og når de er nyfødte, kan den ene ikke kaste duploklodser i hovedet på den anden. Tænker at det er praktisk. Og så er man kun gravid een gang. Og ammer een gang. Det her stafet-shit har altså tæret på depoterne. Jeg husker tydeligt følelsen af liiiiige at være kommet hjem i mine jeans og min krop igen, da jeg – da Kurt var ca. 10 mrd – blev gravid igen. Til jul har jeg altså i 3 år konstant været gravid eller ammet. Og det sætter ved Gud sine spor, både i knoglerne som knager på helt nye måder, men også i mit fjæs. Jeg. Ser. Så. Smadret. Ud. Det kan alverdens hyaluronsyre-produkter altså ikke lave om på (tro mig, jeg har prøvet).

Nå. Nok om mig. Nu til det jeg har lært:

TING JEG HUSKER MIG SELV PÅ EFTER JEG HAR FÅET PSEUDOTVILLINGER

  1. Køb en vikle. Ellers kommer du sgu aldrig op i din lejlighed igen. Da jeg fik Kurt købte jeg brugt strækvikle fra Je Porte Mon Bebe, og det var god begyndervikle for mig. Men den var lang, varm og indviklet (get it?). Så da Otto var nyfødt købte jeg en billig bomulds fastvikle fra norske Ellevill (jeg ser lige at den er steget helt vildt i pris. Dengang gav jeg 200 kr for den, men betalte til gengæld det samme i told og gebyr <indsætpøllesmiley>). SÅ fik jeg fingrene i en smørblød, dyr, brugt, kort Falling Feathers fastvikle fra Sling Studio. Den gav jeg 2500 kr for. Den vikle ligger fast nede i ladcyklen og er smart, fordi man lynhurtigt kan smide Otto (eller Kurt) i den. Man kan også bruge den som tæppe, afskærmning, halstørklæde. Altså. Det er et smaaart og praktisk redskab. I denne uge har jeg besøg af en lånevikle jeg tester for det københavnske mærke Levate Wraps. Det er en bomuldsvikle, med print designet af min gamle skolekammerat fra Kolding. Den har det vildeste grip (sorry! Jeg er sgu blevet en af dem – det betyder bare at den er sygt nemt at binde og bare HOLDER den unge på plads) og nærmest også drysser søvn i øjnene på dit barn imens du går på trapper, laver mad, hænger tøj op eller skider (igen, undskyld). Man kan det hele med en vikle på og det er altså Gen.i.alt. Og i øvrigt også nødvendigt. For man skal altså huske at gå på toilettet – også selvom nogen nogle gange må sidde alene i stuen og græde imens.
  2. Onkel Reje. Eller bare børnetime som koncept. Det er sgu smart. Vi har fra begyndelsen haft en tommelfingerregel om max en time skærm om dagen – Og helst ikke om morgenen. Det afviger vi selvfølgelig fra engang imellem, men det er altså en meget god grundregel hos os. Der er aldrig skærm ved bordet eller i sengen. Og så har vi aldrig fået købt en iPad og bruger kun iPhone til Kurt i nødstilfælde. Det betyder at Niklas og jeg kan Ramasjang’s titelmelodier udenad, fordi de kører på vores TV, men til gengæld sidder Kurt ikke helt afskåret og kigger ned i en telefon (endnu:)). Og når det hele brænder på og begge børn er overtrætte, så får vi virkelig fuld valuta for vores liscenspenge.
  3. Gråd er okay. Når jeg snakker med min farmor om livet med små børn i 50’erne, beskriver hun barnegråd med ophøjet ro. Måske har hun bare fortrængt det, men jeg tror altså at hun var bedre til at acceptere at nogle gange så græder og pjevser børn bare. Det betyder ikke altid at man nødvendigvis skal smide alt hvad man har i hænderne for at fjerne hver en sten på deres vej.
  4. Husk den lille. Fordi Kurt har flest ord og er den som kan sætte en dagsorden, er vi ofte kommet til at lade ham styre aktivitetsniveauet. Men på det sidste er jeg blevet ret bevidst om at prioritere Otto’s interesser. Indimellem er Otto nemlig blevet lidt efterladt, fordi vi har rendt i hælene på Kurt. Men det er faktisk en dejlig dynamik – og sikkert sundt for Kurt – at vi bliver siddende i Ottos univers og så må Kurt lige indordne sig. Jeg er for nyligt begyndt til babysalmesang med Otto og blev helt rørt over at se hvordan han bare nød at have en hel time hvor alt foregik i hans øjenhøjde. Og overrasket over hvor stille og subtilt et niveau han egentlig trives og i – Sådan er det ikke altid lige til hverdag:)
  5. Nyd festen hver dag. Jeg har lavet en lille regel til mig selv om at jeg skal få begge mine børn til at grine hver dag. Fordi ellers så blir jeg sgu ret hurtigt hende der står og laver mad, giver tøj på og vrisser. Så en gang om dagen mindst skal jeg lige snappe ud af det og sætte Kim Larsen på og danse, eller hoppe i sengen, lege gemmeleg, smugle et stykke chokolade ind i munden på Kurt eller bare prutte dem på maven.

Når det er allermest hårdt er det stressende på en helt uvirkelig måde. Som f.eks. i forgårs hvor jeg bare ikke kunne få lov til at putte den ene uden den anden begyndte enten at græde eller grine så højt at den ene vågnede. Og til sidst råbte-sang jeg GO NU NAT OG FUCKING GÅ NU LIGE HJEM ned i hovedet på stakkels Otto. Og sov terrorsøvn hele natten, fordi jeg skulle lytte efter to(!) slags gråd og holde alle børn inde i sengen (fordi jeg opgav at putte dem i deres egen seng). Vågnede med et sæt da Kurt alligevel faldt ud af sengen med et ordentligt bump. Det er så hårdt at man næsten ikke kan være i det. Men når det så ikke er hårdt, så er det jo fuldstændig hjernedødt fantastisk. Det er virkelig en skitzo form for lykke. Kurt og Otto er bedste venner og det er så vildt at se dem sammen.

Når Kurt er allermest ked af det, så er det ikke os, men Otto han kalder på og indtil videre har vi ikke oplevet skyggen af jalousi imellem dem. Måske fordi Kurt ikke rigtigt kan huske en tid før Otto, er de fuldstændig allierede og det er så fint at være vidne til. Og at vide at man har givet dem hinanden.

26. October 2017 19 comments
13 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er alene hjemme med børnene hele ugen og dagene bider hinanden i røven, så det er ikke meget jeg får skrevet. Men det går faktisk bedre end jeg havde frygtet. Mine børn er skidesøde og selvom de ikke rigtigt kan hjælpe til, så er det at de kan sidde og glo ind i et fjernsyn i en halv time faktisk en kæmpe hjælp. En anden ting som giver en helt overvældende ro er, at vi virkelig har oppet vores transportgame. Inden for den samme uge fik vi nemlig både vores Christianiacykel med elmotor og så fik vi simpelthen også anskaffet os en bil. Yes. The right place, right time og alt det der. Et godt vennepar solgte os den for en slik (som vi kunne låne af vores forældre) Åh, univers – tak! Hvor er det bare en VILD følelse at køre rundt i en bil med to sovende unger på bagsædet altså! Fantastisk.

Jeg har således lige kunne besøge min far og hans kone som bor F#%*#€ langt ude på landet oppe i Nordsjælland. Kurt havde den vildeste fest med alle de traktorer, katte, halvdøde mus(!), modelbiler og hvad sådan en motor-morfar ellers kan diske op med. Jeg havde bare en fest med et glas rødvin og en følelse af grund-frihed i kroppen.

Nå. Nu er mine børn vågnet op på bagsædet og jeg må hellere hoppe med dem ind til deres oldemor og få noget kaffe og kage.

21. October 2017 2 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Med jævne mellemrum går det op for mig, at jeg simpelthen stadigvæk ikke har fattet reglerne til det her voksenliv. I går opdagede jeg for eksempel at jeg har fået dagsbøder fra SKAT siden juli i år, fordi jeg ikke har udfyldt min selvangivelse for 2016 korrekt. Jeg troede det var forskudsopgørelsen jeg skulle ændre tallene i.

Seriøst – Det er der vi er.

Jeg hang i røret hos dem i 1 time og 15 minutter (1 time var ventetid) indtil en sød dame forklarede mig præcis hvor og hvordan jeg skulle indberette min indkomst fra fem måneders fast job i Sverige, noget arbejde i Tyskland og så lidt løbende freelance B-indkomst i Danmark. Nu siger jeg lige noget højt: Kan andre det? Er det noget vi bare sidder og gør i hemmelighed uden at fortælle hinanden om det?  Så går vi bare lige ind og tjekker hvad vi har betalt i sink-skat, samler alle vores lønsedler ovre i E-boks og selvangiver hele pisset, samtidig med vi bestiller varer på Nemlig og ser Netflix?

Jeg løste situationen ved at sætte mig til at tude inde på Hovedbiblioteket. Boom! Otto græd også, så vi har nok set flotte ud. Midt i alt tuderiet, ringede de fra det job jeg var til samtale på i sidste uge. De ville bare høre om ikke jeg kunne tænke mig at høre hvorfor jeg ikke var gået videre. … *dyb indånding*

giphy-7

På vej hjem fra Kurts vuggestue inhalerede jeg en burger, mens Kurt lå på under bordet på en parkeringsplads og spiste pommes frites og legede med sin bil. Da klokken var 17.30 og jeg kæmpede mig op på 4. sal, med 22 kg børn og 2 tunge muleposer, kom jeg til at forestille mig min underbo stikke hovedet ud og spørge hvordan det gik. Og så begyndte jeg at hyle igen, fordi det var så tragikomisk at jeg ville blive nødt til at sige “Det er bare fordi min kæreste er på drengetur”. Så ynkeligt.

Så stod jeg der og skiftede Kurt og græd, og han havde aldrig set det før. Set mig græde, altså. Det var også komisk at stå der helt ulykkelig, og så ligger det menneske man elsker allermest og som man ofrer sig allermest for, og han er fuldstændig ligeglad. Som i: Han gir zero fucks af et rent hjerte. I et minut lå han bare og legede, indtil han opdagede at jeg snøftede og sagde “Mor, sur!” og jeg måtte forklare ham, at jeg bare var ked af det. Så kiggede han meget undersøgende på mig og sagde konkluderende “Chokolade-IS!” og så fik jeg en hel masse luft-is og et kram og jeg tænkte at jeg jo dybest set er heldig. Jeg ved det godt.

Det er bare lige nogle hårde dage.

30. September 2017 10 comments
4 Facebook Twitter Google + Pinterest