Category

Familieliv

giphy-5

Min ø-lejr blev, mod forventning, tilbragt helt mobilfri og i digital zen. Det var nærmest så let at undvære min mobil, at det er kedeligt at skrive om: Der var ikke eet tidspunkt hvor jeg manglede den ? Og alligevel blev den tændt inden jeg overhovedet nåede ind i min lejlighed (og her lyver jeg så. For vi var kun lige akkurat kørt af færgen i Stigsnæs, da jeg fik fat i min kærestes tlf og begyndte at junke insta..). Det er fandme uhyggeligt, du.

Derfor har jeg brugt de sidste par dage på (udover at være alene hjemme med 2 børn på 3 og 22 mrd, bevares) at arbejde lidt på et udkast til et slags digitalt manifest.

Jeg elsker min mobil når jeg finder små guldkorn i mit feed. Og jeg elsker at skrive små tekster og på den måde binde sløjfe på de barselsdage og -tanker, der ellers er ret uhåndgribelige og forsvinder som dug for solen, så snart mit hoved rammer puden. Jeg elsker også at opdage ting og få nye internetvenner, lidt ligesom dengang man havde pennevenner (som jeg i mange år troede hed “pennyvenner”. Fordi Penny-bladet, ik).

Jeg hader min mobil er når jeg kommer til at sidde i stenermode og junke løs i feedet på en eller anden kendis/blogger/ekskærestes nye kæreste/tilfældig person/Mathilde Gøhler. Jeg hader at jeg udelukkende kigger på det, for at blive bekræftet i hvordan jeg i hvert fald ikke er og hvor plat jeg synes det er, hvor lidt misundelig jeg er og hvor meget jeg gennemskuer det hele. Og pludselig “vågner jeg” og opdager, at Kurt har prøvet på at vise mig en traktor i flere sekunder. Og hvem er så i virkeligheden den platte taber? Dér hader jeg allermest mig selv og så min mobil.

Okay så. Altså. Flere små stjernestunder og mindre sten. Både i virkeligheden og på internettet. Det vigtigste er at reglerne er realistiske og lette at handle på. Jeg har et meget stærkt afhængighedsgen og derfor er alt det her pt ret utopisk, men her er det altså:

Mit digitale manifest

Planen er at

– nøjes med at følge med hos de ca. 5-7 bloggere, som jeg allerbedst kan lide

– melde mig ud af alle terminsgrupper på Facebook en gang for alle

– stoppe op hver gang jeg begynder at scrolle

– give min telefon en fast plads på køkkenbordet, i stedet for at slæbe den med mig rundt. Så må jeg stå dér og fixe.

– nøjes med at skrive når mine børn enten sover eller blir passet

– få min telefon ud af min seng. Måske på forsøgsbasis bare hver anden aften. Jeg starter sgu i aften.

– holde en skærmfri dag om ugen. Skærmfri Søndag? Bare for at prøve det ? En hel dag uden TV, computer og mobil. Gisp.

 

 

10. juli 2017 16 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_2275.jpg

Jeg er blevet afhængig af min iPhone. Sådan seriøst. Den er gået fra at være sporadisk tidsfordriv, til at blive en fast følgesvend med mig og min baby rundt, ikke bare i byen, men nu også i lejligheden. Ammetid = telefontid. Puttetid = telefontid. Selv toilettet = telefontid. Jeg tager altid lige mig selv i at tjekke, om den er indenfor rækkevidde, og savner den, hvis ikke den er i nærheden. Det har, med andre ord, taget gevaldig overhånd – jeg har nok ikke rigtig villet indrømme det før nu.

Jeg skal “lige” rystes fri fra den. Ud og skabe memorable moments uden konstant at skulle dokumentere dem i den sorte boks.

Så når jeg i dag tager på ø-lejr, blir det uden telefon. Og det blir rigtig, rigtig godt.

2. juli 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_1831-1

… havde jeg et par uger forinden, været vildt forvirret omkring mit liv i Jylland, hvor jeg ellers havde tilbragt 8 år af mit liv. Og i  den forbindelse spurgt min søster, om ikke vi skulle tage ud på nogle af sommerens festivaller. Det skulle vi.

… var jeg derfor på Roskilde for første gang i 6 år – og havde kronisk eksiljydekomplekser tøjkrise.

… gik jeg rundt i galaksegamacher og drak papvin i en hel uge.

… var jeg så fuld efter en Metallicakoncert at jeg, efter to år som vegetar, gik direkte ombord i en Meyers flæskestegssandwich. Jeg har spist kød lige siden.

… mødtes jeg efter den der flæskestegssandwich, klokken 3 om natten med min søster for at følges hjem til vores lejr.

… faldt vi på vej hjem til lejren over en morgenfest i Vest. Pludselig var min søster væk. Og lige som jeg havde besluttet mig for at gå hjemad, faldt jeg ind i et par grønne øjne. Og det tog mig ca. 10 sekunder at blive forelsket i indehaveren. I dag er de øjne det sidste jeg ser inden jeg falder i søvn, og det første (nej vent, det første er Kurts røv) det andet jeg ser om morgenen når jeg vågner.

Det hårdeste jeg nogensinde har gjort, var at sige farvel til mit liv i Århus. Men jeg kunne ikke lade være. Og i dag er jeg glad for at jeg turde stole på min kuldrede, bagstive mavefornemmelse, som fortalte mig, at ham den selvglade type med krøller og hættetrøje, sgu nok ville være det hele værd.

Det var han. Og det er han.

1. juli 2017 8 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_2017.jpg

De sidste par dage har Kurt holdt fri fra vuggestue. Det er sgu ikke for børn at være hjemmegående med 4 børn i alderen 0-5 år. Har konstant lyst til enten kaffe eller lur. Og har på ingen måde overskud til at skrive. Jeg må altså lige trawle internettet for fuldtidshjemmegående bloggere, så jeg kan finde ud af, hvordan man skruer en hverdag sammen med lige dele rutine, leg og ro til den voksne (og nej, toiletbesøg gælder simpelthen ikke).   

Derfor er her stille på bloggen: Jeg har bare lige travlt med at fjerne tusch og tis, trøste, finde snegle, skifte, skære frugt og falde om af træthed. 

Hjemmegående people, I salute you. 

Makeup af Filippa, 5 år.
23. juni 2017 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_1851.jpg

Vi skændtes hele vejen herud. Tværs gennem Lidl hvor jeg ammede og hakkede mens vi fyldte melon og nektariner i vognen. Hold-kæft-isen smeltede ned af toårigs t-shirt og klistrede alt til. Og da vi endelig nåede ned på stranden, gad han kun sidde inde i sit strandtelt. 

Men så lige pludselig (og lokket med plastic og riskiks) lykkedes det at få ham ned til vandkanten. Og så sad han ellers der en hel time og gravede løs med røven i vandskorpen. 

Fra tæppet, hvor jeg ammede og kiggede på Niklas og Kurt i vandkanten, opdagede jeg, at det der picture perfect postkort som en familie også kan være, faktisk også var blevet mit. Og om 20 år når mine børn er blevet store, og jeg har glemt alt om terrorsøvn og blodige brystvorter, vil jeg kigge på det billede og tænke 

hvor var jeg lykkelig. 

18. juni 2017 6 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
IMG_4381

Det er ret populært at vise sin bolig frem på nettet. Og min blog skal selvfølgelig ikke snydes for et par lækre hjørner af vores hytte. 

Det her er for eksempel vores spisebord. Her sidder vi tit (eller noget). 

90’erne har ringet. De vil så gerne have deres cd’er tilbage. Men det får de altså ikke, for vi elsker dem!

Intet københavnerhjem uden et stilleben af designessentials: Kay Bojesens fugle og soldat, Cobra lampen og så den tidløse klassiker: Ødelagt Kugleramme Som Bare Lige Skal Have En Klat Lim.

Babyhjørnet hvor Lamaze giver cirka nul fucks for pastelfarvet CamCam æstetik.

Soveværelset. Her er det vigtigt med rene flader og grønne planter, så man kan få ro og stresse af efter en lang dag. Det har vi løst sådan her.

Badeværelseshylden 1:2. Udpluk af mine post-birth beauty essentials fra top til tå. Vigtigt at fremhæve Aesop ansigsrens og Ac3 aka hæmoridecremen over dem alle.

Badeværelseshylden 2:2. Uldindlæg og sandpapir i perfekt kombination.

Så er børneværelset klar. Host. 

Det der 80’er tv til venstre, er vores microbølgeovn. Den er omringet af barskab. Her ses med andre ord, livsnerven i hele vores husholdning.

Et voila! Vores hjem i en nøddeskal. Til tider sygt stressende, til tider utrolig dejligt. Stedet hvor møblerne spyr vasketøj ud om natten, og gulvene er fire leverpostejsmadder fra at blive selvrensende. Vores hjem. 

2. juni 2017 15 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
img_1297.jpg

I start-halvfemserne var min mor ret meget på røven. Nyskilt, studerende og lige flyttet ind i en lille lejlighed i Helsingør med min søster og mig.

En dag faldt hun over en folder fra Ø-lejr Bevægelsen. Og et par uger senere stod vi på en vindomsust mark på Omø. På en ø-lejr med temaet  “Sang, dans og musik – Med et stænk af romantik”. Jeg var 5 år. Og vi sov i store, mørkegrønne militærtelte, badede, drak varme sodavand, dansede folkedans, spiste is på havnen og legede på markerne.

Sommer ind og sommer ud.


8 år senere var det noget med at smugle gamle Brio’s cigaretter og en elefantøl med ned bag sommerhusene. Lege S, P eller K i materialeteltet og være forelsket i Benjamin. Og pludselig sagde han K, og vi tantekyssede i 15 surrealistiske sekunder.

3 år senere, da jeg var blevet efterskoleintrovert, lærte jeg ham at spille guitar. Nothing Else Matters, Knocking on heavens door og Stairway To Heaven (jeg var faktisk ret god til at spille guitar dengang før internettet).

Til sommer skal jeg afsted for 24. gang. Og jeg blir så glad af at tænke på, at mine drenge skal have lige så mange fede somre på ø-lejr, som jeg har haft.

ø-lejr

Så. ..Trommehvirvel/fanfare/tarzanbrøl: Hvis man nu ikke ved hvad man skal lave til sommer, og godt vil prøve at leve en uge i det fri, uden wifi, strøm og vægge. Og måske ikke har vildt mange penge. Eller også har man mange børn. Eller også kan man bare godt lide natur og mennesker. Så kan man jo prøve at tage på ø-lejr.

Jeg glæder mig i hvert fald til at pakke guitar, telt og svømmefødder lige om lidt.

Kh Ida

PS. Og nej, man blir ikke sendt hjem hvis man godt kan lide at barbere ben. Eller gå i bad. Eller har en smartphone. Engang på Lyø, så jeg en mand som konsekvent bar et lokum ud midt på en blomstermark, og sad der hver gang han skulle lave bummelum. Og jeg tror nok at han fik en reprimande, om at det er ca. 40 år siden, vi stoppede med den slags.

ø-lejr

23. maj 2017 5 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
ba00b04e-79e0-42a6-a54b-054ae417fb68-241-0000005e37b2ffd5.jpg

Hint. Mit barn deler nu fornavn med……En Brandenburg, der gav den gas i 90’erne som sømand med Papegøjen Bounty i min barndoms yndlingsjulekalender, Skibet i Skilteskoven. …En Wichterle, der gav den gas som kemiker i Tjekkiet og bl.a. har opfundet kontaktlinserne. …En ‘Den Store’, der gav den gas som tysk-romersk kejser og baksede med noget katolsk missionering og et par ungarnske bøller.

…Og ikke mindst de her to flotte mænd med efternavnet Leberecht Burchardi. Her står de i Magdeburg i Tyskland, inden familien flyttede til København, hvor faderen slog sig ned som bogholder. Sønnen blev tobakshandler. Og cirka 10 år senere, fik han min farfar.

Det blev, med andre ord, en vaskeægte Otto.

Hurra!

7. maj 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest