Category

Familieliv

Lige siden jeg var lille har jeg tænkt at der var ligestilling i Danmark. Men så blev jeg mor. (Åh, shit det lyder allerede klicéagtigt..) Jeg ved godt at ingen historier er ens, men ofte finder jeg ud af – når jeg deler lidt ud af mine egne – at jeg ikke er så alene som jeg går og tror. Så nu kommer der altså lige lidt arbejdsløs-og-gravid-galde. Hvis du ikke orker, så er det mere end forståeligt. Bare spring over og hav en dejlig dag.

Er vi altid lige lige?

For fire år siden havde jeg et fuldtidsjob i Kolding som jeg var glad for. Så mødte jeg min kæreste og efter et par måneders daglig pendlen mellem Amager-Kolding (don’t do it), blev jeg overbevist om at det da ikke kunne være så svært, at finde et job i København. Det lykkedes mig ikke at blive fastansat, men jeg lavede små og store designprojekter på freelancebasis og tjente okay som model, mens jeg ledte efter fuldtidsstillinger.

Efter to år blev jeg gravid.

Mens jeg gik hjemme med en lille baby og et kæmpebind og prøvede at være ét med min krop/sofa/barn, gik min kæreste på arbejde, blev fastansat og indbetalte pension. Efter tre måneders barsel sendte jeg en ansøgning til mit drømmejob. Jobbet fik jeg ikke, men jeg blev – ud af 180 ansøgere I might add – tilbudt en betalt praktik hos virksomheden. Imens min kæreste var på barsel, arbejdede jeg fuldtid til en symbolsk løn og søgte faste stillinger om aftenen. Og pludselig fik jeg sgu et job! Jeg var seriøst ved at tisse i bukserne af begejstring: Et spændende, ægte job, uden udløbsdato. Desværre var jeg åbenbart i mellemtiden blevet gravid igen. Aldrig har jeg følt mig slået hjem i Ludo, som da jeg opdagede de to streger. Og fyldt af dårlig samvittighed. Først overfor mit nye arbejde over at være gravid. Og så over at have dårlig samvittighed over at være gravid, når nu samfund og politikere skriger på nye borgere ? Did otte år med Pernille Rosenkrantz-Theil i Mads og Monopolet teach me nothing?

Men mest af alt dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. Så da direktøren, efter jeg på min første arbejdsdag krøb til bekendelse, sagde at det var helt okay, takkede jeg ham ? Tak! Og undskyld!

10 dage senere blev jeg fyret.

Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg prøver på ikke at være bitter. Jeg ku jo også bare have passet bedre på, ikke? Og i det hele taget vente med at sætte børn i verden, før jeg havde fundet et fast job. Så skal man bare lige lære at bortfiltrere kommentarerne om at uret tikker og hvor meget bedre det var dengang i gamle dage, da vi alle sammen fik børn som 17-årige og ingen var arbejdsløse..

Slået hjem

Min 85-årige farmor har ikke antydningen af dårlig samvittighed over at hun gik hjemme med min far og faster til de startede i skole. Det var jo bare lige sølle 7 år. Og det gjorde alle dengang i 60’erne. Well… Jeg er vokset op med at vi allesammen er lige, og derfor både kan, vil og bør vi arbejde lige meget i alle livsfaser, uanset hvad. Plukkeveer, stress og lønforskel til trods.

Det er nok bare mig der var så naiv at tro, at jeg kunne det samme som min kæreste: Stifte karriere og familie samtidig. Men nu, 2 år, 50+ ansøgninger, 2 praktikker og 4 freelanceprojekter senere, må jeg indse at jeg ikke kan. Jeg føler mig i sandhed slået hjem. Så nu har jeg meldt mig ind i en masse netværk for ambitiøse, hjemmegående, karrierefolk. Desværre er jeg også bare blevet mere og mere sikker på at jeg ikke er den ambitiøse, hjemmearbejdende type. Selvom det er hårdt at gå på arbejde hver dag, så vil jeg virkelig gerne prøve at være på en arbejdsplads med det jeg har uddannet mig 5 år for at blive: Servicedesigner. Og den sidste måneds tid, hvor jeg har lavet praktikprojekt for Alm. Brand, er jeg kommet i tanke om, at jeg både synes det er virkelig sjovt, og at jeg endda er ret god til det.

Så. Hvad nu? Måske skal jeg starte med at snuppe en tudekiks (undskyld, jeg mente selvfølgelig en tuc kiks. Nej vent. En trillion tuc kiks!), ringe til min bankrådgiver og så ellers nyde min statsfinancierede barsel (som jeg forøvrigt føler mig enormt taknemmelig for – sådan ægte). Noget siger mig at det ville både min kæreste og min farmor have gjort. 

Ikke så meget pis. Mindre dårlig samvittighed, mindre sammenligning med alle de succesfulde, ambitiøse karrieredamer i mit feed, og mindre forventninger til hvor meget jeg skal kunne på én gang.
Glædelig kampdag! Uanset hvad du kæmper med.

Ida

8. March 2017 7 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

I dag da jeg var færdig med de sidste brugerstudier på Fyn, fik jeg et lift til Rudkøbing og tog færgen over til min farmor på Strynø.

Vi har spist ærtesuppe med flødeskum og drukket cremant og nu er der blevet stille og mørkt her på gården. Hvis vi lige kunne lege at jeg var 9 år, bare for en enkelt weekend, ville det sådan set passe mig rigtig fint – Så indtil på søndag kører jeg nok enten rundt på en havetraktor eller sover. Og helt ærligt, glæder jeg mig til at holde lidt fri fra alt det derhjemme (deriblandt mit lillebitte, store, dejlige barn) inden jeg om bare en enkelt uge, går på barsel igen.


Kh
Hvalen Hvalborg

25. February 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Min kæreste er lige taget på drengetur til Stockholm og jeg sidder i min sofa med plukkeveer og et hjemmebarn der endelig sover til middag. Der gik lige præcis to timer fra jeg besluttede mig for at Kurt og mig skulle have en hygge-hjemme-dag, til at jeg fortrød. Vi HAR nemlig hygget os så helt utrolig meget de sidste par dage. Bagt rugbrød, danset, haft det ægte sjovt og nu er der ligesom ikke mere hygge tilbage, og jeg kan ikke sidde mere i det legekøkken. Lige før gemte jeg mig for ham inde i stuen ? Giver det mange point at lege gemmeleg, i håbet om at barnet er 10 (fredfyldte) minutter om at finde en? Heldigvis kommer min mor og søster snart forbi, og SÅ skal vi fandme hygge os…

Forøvrigt flygter mit ammehår nu officielt fra mit face. I alle retninger. Hårkur, kokosolie, hovedbundsmassage ? INTET bider på de hormonelle krøller. Seriøst. Hvad stiller man op?

Best regards

Simba

 

 

3. February 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Når man helt uden at opdage det, ender med at fejre sin første måned som mand og kone med at spise frokost i en pølsevogn, gå i netto på vej hjem, tømme grøntsagskuffen ud på en tærtebund, se Arvingerne (er ikke helt overbevist, men vil så gerne elske det ligesom dengang i 1. sæson) og spise flødeboller i sofaen mens man ser 21 Søndag.

Har man så bestået Hr. og Fru Danmark testen?

15. January 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Lige for tiden befinder jeg mig i et mærkeligt vacuum som er opstået mellem ikke at have et fast arbejde, og at skulle føde en baby om 3 måneder. Og da jeg endnu ikke har haft held med at overbevise en arbejdsgiver, om at ansætte mig inkl. tyk mave (var til et par samtaler, da jeg var gravid med Kurt), har jeg besluttet mig for at udnytte tiden mellem jobansøgningerne, til at prøve at få lidt styr på, hvad jeg egentlig vil i mit arbejdsliv.
Hvis jeg er heldig har jeg et par modeljobs om måneden og så laver jeg en gang i mellem opgaver som freelance servicedesigner. I de måneder hvor jeg ikke tjener nok, får jeg supplerende dagpenge. Vi svømmer ikke i penge herhjemme, men vi har det godt. Og ofte har jeg mulighed for at hente Kurt klokken 15.00, eller endda tage en hjemmedag, hvis vi har lyst til det.

Det virker umiddelbart enormt taknemmeligt, men der vil altid være en ambitiøs, habitklædt powerwoman, som sidder på min skulder og ser ned på mig og mit nattøj med rullende øjne og spørger hvornår jeg egentlig har tænkt mig at tage mig sammen, og få et rigtigt arbejde?

Faktum er bare at det helt ærligt, og jeg har altså prøvet i 3 år nu, har vist sig at være virkelig svært for mig at få et fast job. Jeg er åbenbart bare ikke typen man ansætter. Og i de 2 perioder jeg har arbejdet fuldtid, siden jeg fik Kurt, har jeg desuden virkelig skulle vænne mig til tanken om at stå der i et proppet tog, på vej hjem klokken 17.00, dag ud og dag ind, sammen med alle de andre forældre for lige at nå at se sine overtrætte småbørn, inden de skvatter omkuld.

At være gravid og arbejdsløs, får mig til at tænke på dengang min søster som teenager cyklede hjem ad en motorvej. Så stod hun pludselig der, ude i midterrabatten på E47 med sin cykel, og tænkte “Er det her endnu en af de der ting, der kun sker for mig?”

Jeg føler lidt at jeg står der ude i den midterrabat lige nu. For selvom jeg hele tiden hører om andre gravide der ikke kan få job eller bliver fyret. Og selvom jeg endda engang i mellem også spotter en enkelt, til mine A-kasse møder (hvor vi sidder og kigger rundt på hinanden, samtidig med at vi ser meget travle og vigtige ud) så kan jeg ikke lade være med at føle, at der er et karrieretog med alle mine fellow powermoms ombord, og jeg står som den eneste tilbage, på perronen og kigger på, at det suser forbi.

Samtidig kender jeg efterhånden så mange nybagte mødre som går ned med stress når de kommer tilbage på deres fuldtidsjob efter barsel, at jeg ikke kan lade være med at tænke, om det virkelig er os der er noget galt med? Eller om det bare ikke er meningen at man skal kunne passe to fuldtidsstillinger samtidig med at man har små børn. Det er i hvert fald en ligning jeg har svært ved at få til at gå op.

En af de karrierekvinder jeg ser op til, Michelle Hviid, har hvad jeg vil betegne som et virkelig succesfuldt arbejdsliv. 1. januar skrev hun et meget ærligt indlæg, om hvor svært det har været for hende at finde kærligheden. Og det var virkelig så fint og en trøst midt i min arbejdsløshedsskam, at hun var åben om et emne der var så sårbart for hende. Jeg tillader mig at dele et lille uddrag, men læs hellere hele indlægget lige her.

“Især har jeg focus på min komplet mislykkede kærlighed. For det er jo der jeg ikke lykkes, og det er forbundet med skam, at jeg på livets vigtigste platform fejler. Igen og igen.
Jeg gik i 2016 hen til psykologen igen og igen, spurgte som jeg plejer, hvad gør jeg forkert, og fik det værst tænkelige svar: Hvad hvis du ikke gør noget forkert?
Hvordan helvede skal jeg ændre det? Det efterlader mig bare med det værst tænkelige af alt, manglende kontrol. Jeg går der fra i frit fald og forsøger at blive ven med ?tålmodighed? som har været fjenden i 44 år. Lort.”

Mit forfejlede kærlighedsliv er mit arbejdsliv. Og tænk hvis Michelle Hviid’s psykolog ville sige det samme til mig: At det ikke er mig som gør noget forkert. Hvad skal jeg så gøre?

I første omgang går jeg lige ud i søndagssolen.

15. January 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

En stor bid af december tilbragte jeg i New York. Niklas har en masse familie derovre, så han er kommet der hele livet (yes. verden er kold og uretfærdig). Det var “kun” min 4. gang.

1. gang var jeg på udveksling i gymnasiet, og vi havde lige præcis 6 timer i byen. Jeg husker ikke meget, udover at komme hjem med en kuffert fyldt med Lucky Charms, frihedsgudinden-merch, 4 pakker Oreos (man ku ikke få dem i dk dengang, jo!), en Magic 8-Ball og en I ? NY t-shirt.

2. gang var jeg lige blevet 20 år og var afsted med min daværende kæreste, og den fik alt hvad den ku trække med SATC-tour, shopping (åh, da Urban Outfitters ekspedienten kiggede på mig, “Sorry, your card has been declined”, og vi kun havde 8 dollar til hele weekenden, før banken åbnede igen, og vi spiste Lucky Charms til aftensmad og så Entourage på motelværelset på Bowery Street..).

3. gang, 10 år senere, var jeg afsted med Niklas og boede i Greenpoint lige overfor Hannah’s lejlighed i Girls. Jeg var gravid med Kurt, vi var stadigvæk sort of nyforelskede og alt var meget romantisk.

Denne gang var jeg så afsted med Niklas, Kurt og noget storsparkende i maven. Backpackerhotellet på Manhattan som mit 20-årige selv boede på, var skiftet ud med en brownstone i Brooklyn og på den måde følte jeg mig very 31 years old.

Og så skete der jo også det, at jeg blev gift. VI blev gift, mener jeg. For Niklas synes nemlig også at det var en god idé da jeg for et par måneder siden, under endnu en af vores halvhjertede bryllupssamtaler henover ubetalte regninger og lasagneplader, foreslog at vi da bare kunne blive gift mens vi alligevel var i New York. Det var han heldigvis også klar på.

Sådan bliver man gift i New York

Først og fremmest var det virkelig sjovt, romantisk og ret enkelt at blive gift i New York. Vi havde ingen papirer med hjemmefra (men kun fordi vi havde været for sløve til, 3 uger inden afrejse, at få bestilt en gratis bopælsattest på vores kommunes hjemmeside). Men man har faktisk kun brug for sine pas og et vidne.

Forberedelse?

I New York gik vi som noget af det første op på et City Clerk Office i Brooklyn (kom tidligt på dagen, hvis man vil undgå den værste kø). Her fik vi for 35$ et Marriage License, som gav os lov til at blive gift. Brooklyn kontoret var temmelig hæsligt og vi blev anbefalet at blive viet på Manhattan. Et virkelig godt tip.

Aftenen inden vielsen gik jeg ind på en ret nice og rowdy lokal neglesalon og fik en 8$ manicure med min medbragte Chanel neglelak. Jeg købte også en hårlak og et Hallmark-kort til Niklas med teksten “Congratulations, you did it! Good job!”

??På selve bryllupsdagen?

Vi sigtede efter at være klar så snart kontoret åbnede kl. 9.00. Det vil sige at nogen (= mig) var virkelig tidligt oppe for at krølle hår, mens andre (=Niklas) et kvarter efter vi skulle være gået, henkastet spørger sin fætter, om han har en blazer tilovers. Han lignede selvfølgelig stadigvæk en million, det dumme svin.

bryllupshår Vi var på vielseskontoret cirka klokken 10.30 og der var ca. 20 brudepar i kø foran os (det så lige så sjovt ud som det lyder). I hjørnet var en kiosk, hvor man lige ku få pimpet sit bryllup. Der købte jeg min vielsesring til 30$ og en brudebuket af hvide nellikker. Helt perfekt (selvom jeg stadigvæk fortryder at jeg ikke også købte et slør til Kurt).?Resten af ventetiden gik med at tage billeder foran et stort cheasy backdrop, betale 25$ for selve vielsen, og bagtale de brude der sad i deres store hvide kjoler og kiggede ned i deres mobiltelefoner (Seriøst… Og det her er et helt andet indlæg, men vi er jo så syge i hovederne med de mobiler! Os alle sammen. Også mig).

Rådhus Manhattan
Efter to timers ventetid (her ku’ man faktisk godt have haft en flaske champagne med), blev det vores tur. Lokalet, var lidt kønsløst, men helt fint og mindede meget om rådhusene herhjemme. Giftefogeden var til gengæld herlig og guidede os igennem ceremonien med hård hånd a la “Now, place your rings on the table, good, now face each other, okay, Niklas, repeat after me…”.

Gift i New York

Gift i New York

Gift i New York?
1 – 2 – 3 – Vi bestod! Dog fik vi begge lidt stress, da vi efter vi havde sagt “I do” blev bedt om at komme med en kærlighedserklæring til hinanden. Øh, der stod ikke noget om vows på hjemmesiden, men lige pludselig gav den timelange ventetid mening. Og man zoomer ud med sine alt for varme kinder og hører sig selv pligtskyldigt sige “Øh, I will love you!” til sin (pæredanske) kæreste.?

?Efter rådhuset fejrede vi med lobsterrolls, seafood, fadøl og champagne på spisestedet Pier A som ligger helt nede ved vandet, har udsigt til Frihedsgudinden og kun er en kort taxitur fra vielseskontoret. Jeg havde nedlagt veto mod underspillede hipstercaféer den dag ? Jeg VILLE se noget storslået, turistfælde agtigt. Himlen var blå, det var skidekoldt, så efter maden sejlede vi rundt om Liberty Island. Og så tog vi ellers metroen hjem, hentede to store pizzaer og så Elf og flettede fingre i sofaen.

Jeg har altid tænkt, at der findes to måder at blive gift på. Enten kører man the whole shebang, med 3-retters, liveband og alle venner i en stor fest. Eller også smutter man lige op på rådhuset og får det ordnet. Men efter at have været til en del fantastiske og forskellige bryllupsfester har jeg opdaget hvor mange måder man kan gøre det på. Og at uanset hvad man vælger, så bliver det jo helt perfekt. Bryllupsfester er geniale og jeg satser stadigvæk på, en dag når vi har råd (og jeg ikke længere er gravid!), at invitere alle vi kender til en kæmpe drøn af en dansefest. Men indtil da vil jeg bare være taknemmelig for at vi fik sagt ja til hinanden på den fineste måde jeg kunne forestille mig.

Gift i New York

? 15.12.2016 ?

11. January 2017 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det’ sørme det’ sandt december og om 9 dage skal jeg til New York med mine to yndlingshomies. Jeg har ikke haft tid til at glæde mig, og ved derfor ikke helt hvad vi skal lave endnu. Men det bliver noget med at gå en masse ture i Williamsburg og Central Park, straffe mit dankort i nogle vintagebutikker og spise tonsvis af hvide kulhydrater.

Jeg glæder mig. Fra NU af!

1. December 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Big news. Jeg har fået et arbejde (pause for reaction – Phew. Er du ok?). Selvom jeg egentlig har været i gang i 4 måneder hos ustwo i Sverige, så var det anderledes i Mandags, da jeg for første gang cyklede til Herlev.
For første gang i 3 år har jeg nemlig fået et job med en fast kontrakt. Som i: uden udløbsdato. For en som mig, der har hoppet fra job til job, blev jeg ramt af en mærkelig følelse af ro, eufori og lettelse og samtidig en øjeblikkelig klaustrofobi. 9-17. HVER DAG! Hvornår er det lige jeg skal nulre Kurts lyse wannabe-krøller, se ham vralte over mod mig med et kæmpe smørret grin og åbne arme eller bare sidde og glo forelsket på ham mens han smadrer alle vores køkkenlåg og -gryder? For jeg kan godt afsløre at det ikke er klokken halv seks, når jeg kommer hjem og skal lave mad, mens han er ved at falde om af træthed.

Er det i weekenderne? Er det bare sådan (v)i gør det?

Jeg ved godt at jeg jo ikke kommer til at  arbejde 9-17 hver eneste dag. Man kan møde og gå tidligt. Man kan arbejde hjemmefra. Man kan flexe. Alt er godt. Men piv, altså, hvor det river ad helvede til, at nogle andre får Kurts bedste timer. Ikke så meget for hans skyld; Jeg tror faktisk han har en fest i vuggestuen. Men – helt egoistisk – så er jeg bare ked af at jeg ikke får de øjeblikke. Jeg vil bare gerne have det hele. Er det virkelig for meget at bede om?

Der findes mange gode forældrebloggere, og jeg kan desværre ikke påstå at jeg er en af dem. Men jeg er virkelig oprigtigt interesseret i at høre fra andre, hvordan I får den her vilde voksenkabale til at gå op. Så med fare for at råbe ud i ekkodalen, vil jeg spørge jer (dig?) om at smide en kommentar i kommentarfeltet, med hvordan du/I gør. Det kan være bøger, blogs, citater, podcasts, sange, personer… Anything der har inspireret til at skabe balance mellem arbejds- og familieliv. For jeg har ikke forstået det endnu.

Jeg vil gerne starte med at smide en podcast i puljen. Den hedder First Day Back og er vældig fin. Og så, selvfølgelig, den her:

10. October 2016 1 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest