Category

Familieliv

Lige for tiden befinder jeg mig i et mærkeligt vacuum som er opstået mellem ikke at have et fast arbejde, og at skulle føde en baby om 3 måneder. Og da jeg endnu ikke har haft held med at overbevise en arbejdsgiver, om at ansætte mig inkl. tyk mave (var til et par samtaler, da jeg var gravid med Kurt), har jeg besluttet mig for at udnytte tiden mellem jobansøgningerne, til at prøve at få lidt styr på, hvad jeg egentlig vil i mit arbejdsliv.
Hvis jeg er heldig har jeg et par modeljobs om måneden og så laver jeg en gang i mellem opgaver som freelance servicedesigner. I de måneder hvor jeg ikke tjener nok, får jeg supplerende dagpenge. Vi svømmer ikke i penge herhjemme, men vi har det godt. Og ofte har jeg mulighed for at hente Kurt klokken 15.00, eller endda tage en hjemmedag, hvis vi har lyst til det.

Det virker umiddelbart enormt taknemmeligt, men der vil altid være en ambitiøs, habitklædt powerwoman, som sidder på min skulder og ser ned på mig og mit nattøj med rullende øjne og spørger hvornår jeg egentlig har tænkt mig at tage mig sammen, og få et rigtigt arbejde?

Faktum er bare at det helt ærligt, og jeg har altså prøvet i 3 år nu, har vist sig at være virkelig svært for mig at få et fast job. Jeg er åbenbart bare ikke typen man ansætter. Og i de 2 perioder jeg har arbejdet fuldtid, siden jeg fik Kurt, har jeg desuden virkelig skulle vænne mig til tanken om at stå der i et proppet tog, på vej hjem klokken 17.00, dag ud og dag ind, sammen med alle de andre forældre for lige at nå at se sine overtrætte småbørn, inden de skvatter omkuld.

At være gravid og arbejdsløs, får mig til at tænke på dengang min søster som teenager cyklede hjem ad en motorvej. Så stod hun pludselig der, ude i midterrabatten på E47 med sin cykel, og tænkte “Er det her endnu en af de der ting, der kun sker for mig?”

Jeg føler lidt at jeg står der ude i den midterrabat lige nu. For selvom jeg hele tiden hører om andre gravide der ikke kan få job eller bliver fyret. Og selvom jeg endda engang i mellem også spotter en enkelt, til mine A-kasse møder (hvor vi sidder og kigger rundt på hinanden, samtidig med at vi ser meget travle og vigtige ud) så kan jeg ikke lade være med at føle, at der er et karrieretog med alle mine fellow powermoms ombord, og jeg står som den eneste tilbage, på perronen og kigger på, at det suser forbi.

Samtidig kender jeg efterhånden så mange nybagte mødre som går ned med stress når de kommer tilbage på deres fuldtidsjob efter barsel, at jeg ikke kan lade være med at tænke, om det virkelig er os der er noget galt med? Eller om det bare ikke er meningen at man skal kunne passe to fuldtidsstillinger samtidig med at man har små børn. Det er i hvert fald en ligning jeg har svært ved at få til at gå op.

En af de karrierekvinder jeg ser op til, Michelle Hviid, har hvad jeg vil betegne som et virkelig succesfuldt arbejdsliv. 1. januar skrev hun et meget ærligt indlæg, om hvor svært det har været for hende at finde kærligheden. Og det var virkelig så fint og en trøst midt i min arbejdsløshedsskam, at hun var åben om et emne der var så sårbart for hende. Jeg tillader mig at dele et lille uddrag, men læs hellere hele indlægget lige her.

“Især har jeg focus på min komplet mislykkede kærlighed. For det er jo der jeg ikke lykkes, og det er forbundet med skam, at jeg på livets vigtigste platform fejler. Igen og igen.
Jeg gik i 2016 hen til psykologen igen og igen, spurgte som jeg plejer, hvad gør jeg forkert, og fik det værst tænkelige svar: Hvad hvis du ikke gør noget forkert?
Hvordan helvede skal jeg ændre det? Det efterlader mig bare med det værst tænkelige af alt, manglende kontrol. Jeg går der fra i frit fald og forsøger at blive ven med ?tålmodighed? som har været fjenden i 44 år. Lort.”

Mit forfejlede kærlighedsliv er mit arbejdsliv. Og tænk hvis Michelle Hviid’s psykolog ville sige det samme til mig: At det ikke er mig som gør noget forkert. Hvad skal jeg så gøre?

I første omgang går jeg lige ud i søndagssolen.

15. januar 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

En stor bid af december tilbragte jeg i New York. Niklas har en masse familie derovre, så han er kommet der hele livet (yes. verden er kold og uretfærdig). Det var “kun” min 4. gang.

1. gang var jeg på udveksling i gymnasiet, og vi havde lige præcis 6 timer i byen. Jeg husker ikke meget, udover at komme hjem med en kuffert fyldt med Lucky Charms, frihedsgudinden-merch, 4 pakker Oreos (man ku ikke få dem i dk dengang, jo!), en Magic 8-Ball og en I ? NY t-shirt.

2. gang var jeg lige blevet 20 år og var afsted med min daværende kæreste, og den fik alt hvad den ku trække med SATC-tour, shopping (åh, da Urban Outfitters ekspedienten kiggede på mig, “Sorry, your card has been declined”, og vi kun havde 8 dollar til hele weekenden, før banken åbnede igen, og vi spiste Lucky Charms til aftensmad og så Entourage på motelværelset på Bowery Street..).

3. gang, 10 år senere, var jeg afsted med Niklas og boede i Greenpoint lige overfor Hannah’s lejlighed i Girls. Jeg var gravid med Kurt, vi var stadigvæk sort of nyforelskede og alt var meget romantisk.

Denne gang var jeg så afsted med Niklas, Kurt og noget storsparkende i maven. Backpackerhotellet på Manhattan som mit 20-årige selv boede på, var skiftet ud med en brownstone i Brooklyn og på den måde følte jeg mig very 31 years old.

Og så skete der jo også det, at jeg blev gift. VI blev gift, mener jeg. For Niklas synes nemlig også at det var en god idé da jeg for et par måneder siden, under endnu en af vores halvhjertede bryllupssamtaler henover ubetalte regninger og lasagneplader, foreslog at vi da bare kunne blive gift mens vi alligevel var i New York. Det var han heldigvis også klar på.

Sådan bliver man gift i New York

Først og fremmest var det virkelig sjovt, romantisk og ret enkelt at blive gift i New York. Vi havde ingen papirer med hjemmefra (men kun fordi vi havde været for sløve til, 3 uger inden afrejse, at få bestilt en gratis bopælsattest på vores kommunes hjemmeside). Men man har faktisk kun brug for sine pas og et vidne.

Forberedelse?

I New York gik vi som noget af det første op på et City Clerk Office i Brooklyn (kom tidligt på dagen, hvis man vil undgå den værste kø). Her fik vi for 35$ et Marriage License, som gav os lov til at blive gift. Brooklyn kontoret var temmelig hæsligt og vi blev anbefalet at blive viet på Manhattan. Et virkelig godt tip.

Aftenen inden vielsen gik jeg ind på en ret nice og rowdy lokal neglesalon og fik en 8$ manicure med min medbragte Chanel neglelak. Jeg købte også en hårlak og et Hallmark-kort til Niklas med teksten “Congratulations, you did it! Good job!”

??På selve bryllupsdagen?

Vi sigtede efter at være klar så snart kontoret åbnede kl. 9.00. Det vil sige at nogen (= mig) var virkelig tidligt oppe for at krølle hår, mens andre (=Niklas) et kvarter efter vi skulle være gået, henkastet spørger sin fætter, om han har en blazer tilovers. Han lignede selvfølgelig stadigvæk en million, det dumme svin.

bryllupshår Vi var på vielseskontoret cirka klokken 10.30 og der var ca. 20 brudepar i kø foran os (det så lige så sjovt ud som det lyder). I hjørnet var en kiosk, hvor man lige ku få pimpet sit bryllup. Der købte jeg min vielsesring til 30$ og en brudebuket af hvide nellikker. Helt perfekt (selvom jeg stadigvæk fortryder at jeg ikke også købte et slør til Kurt).?Resten af ventetiden gik med at tage billeder foran et stort cheasy backdrop, betale 25$ for selve vielsen, og bagtale de brude der sad i deres store hvide kjoler og kiggede ned i deres mobiltelefoner (Seriøst… Og det her er et helt andet indlæg, men vi er jo så syge i hovederne med de mobiler! Os alle sammen. Også mig).

Rådhus Manhattan
Efter to timers ventetid (her ku’ man faktisk godt have haft en flaske champagne med), blev det vores tur. Lokalet, var lidt kønsløst, men helt fint og mindede meget om rådhusene herhjemme. Giftefogeden var til gengæld herlig og guidede os igennem ceremonien med hård hånd a la “Now, place your rings on the table, good, now face each other, okay, Niklas, repeat after me…”.

Gift i New York

Gift i New York

Gift i New York?
1 – 2 – 3 – Vi bestod! Dog fik vi begge lidt stress, da vi efter vi havde sagt “I do” blev bedt om at komme med en kærlighedserklæring til hinanden. Øh, der stod ikke noget om vows på hjemmesiden, men lige pludselig gav den timelange ventetid mening. Og man zoomer ud med sine alt for varme kinder og hører sig selv pligtskyldigt sige “Øh, I will love you!” til sin (pæredanske) kæreste.?

?Efter rådhuset fejrede vi med lobsterrolls, seafood, fadøl og champagne på spisestedet Pier A som ligger helt nede ved vandet, har udsigt til Frihedsgudinden og kun er en kort taxitur fra vielseskontoret. Jeg havde nedlagt veto mod underspillede hipstercaféer den dag ? Jeg VILLE se noget storslået, turistfælde agtigt. Himlen var blå, det var skidekoldt, så efter maden sejlede vi rundt om Liberty Island. Og så tog vi ellers metroen hjem, hentede to store pizzaer og så Elf og flettede fingre i sofaen.

Jeg har altid tænkt, at der findes to måder at blive gift på. Enten kører man the whole shebang, med 3-retters, liveband og alle venner i en stor fest. Eller også smutter man lige op på rådhuset og får det ordnet. Men efter at have været til en del fantastiske og forskellige bryllupsfester har jeg opdaget hvor mange måder man kan gøre det på. Og at uanset hvad man vælger, så bliver det jo helt perfekt. Bryllupsfester er geniale og jeg satser stadigvæk på, en dag når vi har råd (og jeg ikke længere er gravid!), at invitere alle vi kender til en kæmpe drøn af en dansefest. Men indtil da vil jeg bare være taknemmelig for at vi fik sagt ja til hinanden på den fineste måde jeg kunne forestille mig.

Gift i New York

? 15.12.2016 ?

11. januar 2017 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det’ sørme det’ sandt december og om 9 dage skal jeg til New York med mine to yndlingshomies. Jeg har ikke haft tid til at glæde mig, og ved derfor ikke helt hvad vi skal lave endnu. Men det bliver noget med at gå en masse ture i Williamsburg og Central Park, straffe mit dankort i nogle vintagebutikker og spise tonsvis af hvide kulhydrater.

Jeg glæder mig. Fra NU af!

1. december 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Big news. Jeg har fået et arbejde (pause for reaction – Phew. Er du ok?). Selvom jeg egentlig har været i gang i 4 måneder hos ustwo i Sverige, så var det anderledes i Mandags, da jeg for første gang cyklede til Herlev.
For første gang i 3 år har jeg nemlig fået et job med en fast kontrakt. Som i: uden udløbsdato. For en som mig, der har hoppet fra job til job, blev jeg ramt af en mærkelig følelse af ro, eufori og lettelse og samtidig en øjeblikkelig klaustrofobi. 9-17. HVER DAG! Hvornår er det lige jeg skal nulre Kurts lyse wannabe-krøller, se ham vralte over mod mig med et kæmpe smørret grin og åbne arme eller bare sidde og glo forelsket på ham mens han smadrer alle vores køkkenlåg og -gryder? For jeg kan godt afsløre at det ikke er klokken halv seks, når jeg kommer hjem og skal lave mad, mens han er ved at falde om af træthed.

Er det i weekenderne? Er det bare sådan (v)i gør det?

Jeg ved godt at jeg jo ikke kommer til at  arbejde 9-17 hver eneste dag. Man kan møde og gå tidligt. Man kan arbejde hjemmefra. Man kan flexe. Alt er godt. Men piv, altså, hvor det river ad helvede til, at nogle andre får Kurts bedste timer. Ikke så meget for hans skyld; Jeg tror faktisk han har en fest i vuggestuen. Men – helt egoistisk – så er jeg bare ked af at jeg ikke får de øjeblikke. Jeg vil bare gerne have det hele. Er det virkelig for meget at bede om?

Der findes mange gode forældrebloggere, og jeg kan desværre ikke påstå at jeg er en af dem. Men jeg er virkelig oprigtigt interesseret i at høre fra andre, hvordan I får den her vilde voksenkabale til at gå op. Så med fare for at råbe ud i ekkodalen, vil jeg spørge jer (dig?) om at smide en kommentar i kommentarfeltet, med hvordan du/I gør. Det kan være bøger, blogs, citater, podcasts, sange, personer… Anything der har inspireret til at skabe balance mellem arbejds- og familieliv. For jeg har ikke forstået det endnu.

Jeg vil gerne starte med at smide en podcast i puljen. Den hedder First Day Back og er vældig fin. Og så, selvfølgelig, den her:

10. oktober 2016 1 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

– At alt der ligger på gulvet, principielt kan samles op med fødderne. Det er et spørgsmål om vilje, en god balance og is i maven.

– At de sidste 10 kilo helst skal tabes langsomt.

– At vi ikke tager det så tungt med bakterier herhjemme.

– At vi ikke tager det så tungt med hårvask herhjemme.

– At Panodil Zapp og Panodil Junior ikke er det samme. Det første skal man ikke give sin 5 uger gamle baby.

– At den her undersøgelse er sand.

– At det er til grin så tørstig man bliver, i samme mikrosekund babyen begynder at sutte når man ammer.

– At min passion for bækkenbundskugler dengang jeg var i start-tyverne, er grunden til at min læge i dag da hun skulle tjekke om jeg havde lavet knibeøvelser (øh, nej), med to fingre i mig, gav mig disse bevingede ord med på vejen: “Det er du da meget god til”.

– At min baby har arvet min dårlige smag. Lamaze fører fælt over Camcam.

– At man godt med tiden kan blive rødhåret selvom man er født med mørkt hår – Ikke?

– At jeg pt sjasker alt og alle ind i mælk og derfor gør det bedst i løse mønstre og mørke farver. Hvis nogen har en vandtæt poncho tilovers, så sig lige til.

– At ikke alle får store Pamela boobs når mælken løber til. Indsæt skuffet smiley (ikke mig).

– At jeg alligevel ikke var typen der skrev dagbog, læste 100 bøger i minuttet og malede akvarelle når babyen sover.

– At man derimod med lidt god vilje og en soveglad baby er 8 uger om at bingewatche 3 sæsoner Rita, 1 sæson Sense8 og 1 sæson The 100.

2. november 2015 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Lidt over midnat den 10. september blev jeg mor. Sådan her gik det til…

Onsdag d. 9. september står jeg op sammen med Niklas og tvinger ham til at tage et billede af min mave inden han cykler på arbejde. Sætter mig i vindueskarmen og ringer til min søster inden hun skal møde… Helt standard: Høre radio, stalke folk der har et liv og drikke kaffe.

  

Kl. 12.30 tager jeg kystbanen til Helsingør med min mor. Vi skal besøge min mormor, inden jeg om aftenen skal i Mungo Park og se “Dette Burde Skrives I Nutid” sammen med min bonusmor. Der er en uge til termin, så de kramper jeg så småt begynder at mærke i toget, slår jeg hen som spøjse plukkeveer.

Kl. 13.30 spiser min mor og jeg en fransk hotdog med ostepølse ved Sveasøjlen i solskin og alt er godt.

Kl. 14.00 kravler jeg op i sengen til min mormor som har brækket foden og glemt at vi kom. Jeg siger at det er op ad bakke at være gravid i dag og så ligger vi der og hyggesnakker og halvsover.

Kl. 15.00 har min mor lavet kaffe. Ikke ti vilde plukkeveer kan afholde mig fra at spise både min egen og min mormors napoleonskage. Jeg tænker, at hvis jeg nu hypotetisk set havde veer, så var det sgu et hyggeligt sted at have dem. Her ligger jeg på alle fire mellem min mormor og min mor, og kan ikke huske hvornår vi sidst har været sammen bare os tre.

  

Kl. 17.00 kommer min bonusmor for at hente mig, så vi kan køre i teatret. Lige inden vi kører stikker min mor hovedet ind i bilen og siger “Øh Jytte, Ida er altså ved at føde, hun ved det bare ikke endnu”.
Meget, meget modvilligt får jeg Jytte til at køre mig hjem. I bilen begynder jeg at blive en lille smule stakåndet under plukkeveerne (som stadigvæk sikkert ikke er noget særligt. Hej. Bare glem hele mit sidste indlæg om at være forberedt).

Kl. 18.00 sætter jeg noget kaffe og kage frem. Jeg har ikke lyst til Oreos og her begynder jeg at ane uråd. Da Jytte er kørt, går jeg i bad og lægger mig ind i seng og hører P2 (hvis jeg nu skal til at føde, så vil jeg oxytocin-niveaue the shit ud af de her veer). Jeg kigger kursusmaterialet fra Smertefri Fødsel igennem og leder forgæves efter afsnittet “Sådan undgår du panik når du tror, at du er gået i gang med at føde”.

Kl. 20.00 begynder det at gøre ondt nok til at jeg tænker, at hvis ikke det her er veer, så blir jeg skuffet. Så derfor skriver jeg en tvær besked til Niklas, som er ude, om at jeg i hvert fald ikke har veer. Sådan. Han kommer hjem klokken 21.00. Vi ligger og hyggesnakker lidt i sengen og jeg har for længst givet op på den der ve-app. Nu koncentrerer jeg mig om at spænde af og trække vejret.

Kl. 21.30 ligger jeg hen over en pilatesbold oppe i sengen. Niklas ringer til Fødemodtagelsen og i det han rækker mig telefonen for at tale med dem, går vandet med et plask ud i hele vores (nye) seng. Jordemoderen siger at vi bare skal komme.
Her skifter stemningen ligesom, og mens jeg står med et håndklæde mellem benene og forsøger at tage sko på med vand løbende ud af mig, løber Niklas rundt og pakker, overvejer helt seriøst at smøre sig en madpakke og jeg siger at jeg _virkelig_ synes at vi skal ringe efter en taxa. Jeg stolper ned fra 4. sal og kaster mig ind på bagsædet. Turen fra Gammelholm til Rigshospitalet husker jeg som lang og forholdsvist forfærdelig. Noget med at holde fast, tænke på noget rart og forbande alle brosten i verden.

På vej fra taxaen og ind på hospitalet ser jeg mig selv udefra, kapgangsgående med stoneface og resolutte skridt i mellem det jeg nu ved er veer. Jeg når lige ind i elevatoren inden en ve. Og jeg når lige ud på gangen inden endnu en ve og jeg tænker i tåger, at det da også ville være helt fint bare at føde lige her.

En Jordemoder undersøger mig og konstaterer at jeg er 9 cm åben. Jeg bliver lidt skuffet da jeg hører at jeg ikke må føde på briksen i modtagelsen, og begynder demonstrativt og meget hurtigt at gå afsted for at finde mig en fødestue. Halvvejs nede ad gangen hører jeg stemmer der råber at jeg altså går den forkerte vej. Pis.

Kl. 22.30 er vi på fødestuen og jeg kommer i et badekar. Fantastisk! Varmt vand er så godt og her vil jeg gerne føde. Også selvom jeg på grund af tidspres (pres er nøgleordet her) ikke har haft tid til at få lavement og vi “derfor kan blive nødt til at gå op hvis vandet bliver meget beskidt”. Det synes jeg på alle planer er træls. Desværre er karret i stykker og lukker vand ud, så efter et kvarter ligger jeg med følelsesløse arme og spræller på 20 cm’s vand. Endnu en ud af kroppen oplevelse. Min babys hjertelyd er lidt uregelmæssig, så jeg kommer op på land i sideleje, så de kan monitorere ham med en elektrode.

Kl. 23.00 er der vagtskifte og jeg har vildt meget lyst til at presse. Det får jeg lov til. Jeg får sagt et par gange at “bare så i ved det, så skider jeg altså nu”. Bare lige en serviceannoncering fra min side. Niklas holder mit ene ben, en assistent presser varme klude mod min lænd og jordemoderen holder et spejl, så jeg kan se med. Det fungerer rigtig godt for mig. Efter en halv times presseveer siger hun at jeg skal tage min hånd ned og mærke hovedet, som er så blødt midt i alt det hårde.

Sidste halvdel af pressefasen føles som to skridt frem under en ve og et skridt tilbage i mellem veerne. Jeg gør en indsats for ikke at bande helt vildt ? Ender med et råbemantra a la ?Kom nu uuuuuuuud!!? og det virker. Det brænder og svier, men jeg har også en fornemmelse af at det hele pludselig giver mening.

Kl. 00.16 tager Niklas og jeg imod vores søn og lægger ham op på mit bryst. Han stikker i et højt hyl og kigger os lige ind i øjnene.

Han er helt vidunderligt blød og krøllet og har store læber, sorte øjne og mørkt hår. Og han vejer 3080 gram og er 51 cm lang.

Vi venter lidt med at klippe navlesnoren, og imens de ordner mig forsikrer de mig om at jeg altså ikke har pøllet. Jeg prøver at amme og så bliver der kørt en fødselsdagsbakke med toast og juice ind på stuen. Det føles som om vi er de eneste tre i hele verden.

Kl. 3.00 bliver vi hentet af en taxachauffør (som heldigvis har mere styr på autostole end os) og vi kører over på barselshotellet, hvor vi tilbringer de næste tre døgn med at lære vores lille nye menneske at kende. Han er så uendeligt sød og skal hedde Kurt Petzke Burchardi.

Når jeg tænker tilbage på min fødsel, føler jeg mig enormt heldig. Både fordi min krop og min baby var så gode til at samarbejde. Men mindst lige så meget fordi vores fødegang havde ressourcer til os.

Min jordemoder og hendes assistent, Sofie og Mathilde, var så seje og jeg husker stemningen på fødestuen som tryg, rolig og effektiv. Samtidig var jeg slet ikke i tvivl om at de var på arbejde. Jeg kunne ikke have ønsket mig det bedre.

Katrine, min ?barselskollega? fra APA, og hendes kæreste var ikke lige så heldige, og blev overflyttet fra Hvidovre til Rigshospitalet midt i hendes kraftige veer. Jeg har svært ved at  forestille mig hvor hårdt det har været. Både for Katrine, men også for de jordemødre som må sende en fødende kvinde væk i en taxa og dermed give hende en helt anden fødsel end den hun har håbet, og krav, på.

Lige nu kæmper jordemødre for, at de øremærkede midler som de blev lovet i 2015, og som den nye regering har trukket tilbage, kommer hjem til de trængte fødeafdelinger.

Jeg har skrevet under på Jordemødre for Livets underskriftindsamling. Hvis du også vil sætte din krølle på den vigtige sag, kan det gøres her.

Tak fordi du læste med:)

30. oktober 2015 5 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest