Category

Gravid

I går da jeg fik så mange plukkeveer at jeg troede jeg skulle føde, blev jeg helt skuffet. Jeg skal nemlig lige holde mig til på Lørdag, før jeg må få en hjemmefødsel. Og det vil jeg virkelig gerne. Det er lidt skræmmende, men jeg ved også at jeg fortryder hvis vi ikke prøver.

I dag skal jeg lige have hentet et fødekar, men ellers er vi ved at være der: Håndklæderne er vasket, pilatesbolden er pustet op, der er champagne og dåseøl på køl, vi har skaffet babysitter til Kurt, min lillesøster har sagt ja til at komme og hjælpe og i hjørnet ligger der en stor stak jordemoderting som man vist skal være højgravid for at have lyst til at høre om.

Selvom det virker helt vildt uoverskueligt, vil jeg virkelig gerne gøre en indsats for at prøve at føde i vand denne gang. Med Kurt var fødekarret på Riget nemlig defekt, og jeg måtte op i sidste sekund.

Faktisk er jeg begyndt at glæde mig til at gøre lidt mere ud af min fødsel denne gang. Sidst var det hele så ukendt, at jeg mest bare koncentrerede mig om at få styr på min krop. Alt det der med stemning, belysning osv. var helt lige meget. Men nu hvor jeg har prøvet det en gang før, håber jeg at jeg kan gøre lidt mere ud af omgivelserne. F.eks. ved at opdage at jeg har veer, sætte musik på, tænde for nogle lyskæder og ikke mindst sørge for at vi IKKE skal ud at køre taxi to timer efter fødslen. Mig og min baby skal bare være nøgne i 40 timer og kravle direkte ind i seng, bagefter. Og så skal vi have taffelchips med dip og champagne!

Temafødsler kunne sgu da egentlig godt blive en ting, kunne det ikke? Pirat-, Legendernes Tid-, eller Space-tema f.eks. Med paphatte og balloner til alle. Især til den der føder. 

Hvilken musik gider man egentlig godt føde til? Ellers tror jeg det ender med noget Beyoncé:)

9. marts 2017 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Lige siden jeg var lille har jeg tænkt at der var ligestilling i Danmark. Men så blev jeg mor. (Åh, shit det lyder allerede klicéagtigt..) Jeg ved godt at ingen historier er ens, men ofte finder jeg ud af – når jeg deler lidt ud af mine egne – at jeg ikke er så alene som jeg går og tror. Så nu kommer der altså lige lidt arbejdsløs-og-gravid-galde. Hvis du ikke orker, så er det mere end forståeligt. Bare spring over og hav en dejlig dag.

Er vi altid lige lige?

For fire år siden havde jeg et fuldtidsjob i Kolding som jeg var glad for. Så mødte jeg min kæreste og efter et par måneders daglig pendlen mellem Amager-Kolding (don’t do it), blev jeg overbevist om at det da ikke kunne være så svært, at finde et job i København. Det lykkedes mig ikke at blive fastansat, men jeg lavede små og store designprojekter på freelancebasis og tjente okay som model, mens jeg ledte efter fuldtidsstillinger.

Efter to år blev jeg gravid.

Mens jeg gik hjemme med en lille baby og et kæmpebind og prøvede at være ét med min krop/sofa/barn, gik min kæreste på arbejde, blev fastansat og indbetalte pension. Efter tre måneders barsel sendte jeg en ansøgning til mit drømmejob. Jobbet fik jeg ikke, men jeg blev – ud af 180 ansøgere I might add – tilbudt en betalt praktik hos virksomheden. Imens min kæreste var på barsel, arbejdede jeg fuldtid til en symbolsk løn og søgte faste stillinger om aftenen. Og pludselig fik jeg sgu et job! Jeg var seriøst ved at tisse i bukserne af begejstring: Et spændende, ægte job, uden udløbsdato. Desværre var jeg åbenbart i mellemtiden blevet gravid igen. Aldrig har jeg følt mig slået hjem i Ludo, som da jeg opdagede de to streger. Og fyldt af dårlig samvittighed. Først overfor mit nye arbejde over at være gravid. Og så over at have dårlig samvittighed over at være gravid, når nu samfund og politikere skriger på nye borgere ? Did otte år med Pernille Rosenkrantz-Theil i Mads og Monopolet teach me nothing?

Men mest af alt dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. Så da direktøren, efter jeg på min første arbejdsdag krøb til bekendelse, sagde at det var helt okay, takkede jeg ham ? Tak! Og undskyld!

10 dage senere blev jeg fyret.

Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg prøver på ikke at være bitter. Jeg ku jo også bare have passet bedre på, ikke? Og i det hele taget vente med at sætte børn i verden, før jeg havde fundet et fast job. Så skal man bare lige lære at bortfiltrere kommentarerne om at uret tikker og hvor meget bedre det var dengang i gamle dage, da vi alle sammen fik børn som 17-årige og ingen var arbejdsløse..

Slået hjem

Min 85-årige farmor har ikke antydningen af dårlig samvittighed over at hun gik hjemme med min far og faster til de startede i skole. Det var jo bare lige sølle 7 år. Og det gjorde alle dengang i 60’erne. Well… Jeg er vokset op med at vi allesammen er lige, og derfor både kan, vil og bør vi arbejde lige meget i alle livsfaser, uanset hvad. Plukkeveer, stress og lønforskel til trods.

Det er nok bare mig der var så naiv at tro, at jeg kunne det samme som min kæreste: Stifte karriere og familie samtidig. Men nu, 2 år, 50+ ansøgninger, 2 praktikker og 4 freelanceprojekter senere, må jeg indse at jeg ikke kan. Jeg føler mig i sandhed slået hjem. Så nu har jeg meldt mig ind i en masse netværk for ambitiøse, hjemmegående, karrierefolk. Desværre er jeg også bare blevet mere og mere sikker på at jeg ikke er den ambitiøse, hjemmearbejdende type. Selvom det er hårdt at gå på arbejde hver dag, så vil jeg virkelig gerne prøve at være på en arbejdsplads med det jeg har uddannet mig 5 år for at blive: Servicedesigner. Og den sidste måneds tid, hvor jeg har lavet praktikprojekt for Alm. Brand, er jeg kommet i tanke om, at jeg både synes det er virkelig sjovt, og at jeg endda er ret god til det.

Så. Hvad nu? Måske skal jeg starte med at snuppe en tudekiks (undskyld, jeg mente selvfølgelig en tuc kiks. Nej vent. En trillion tuc kiks!), ringe til min bankrådgiver og så ellers nyde min statsfinancierede barsel (som jeg forøvrigt føler mig enormt taknemmelig for – sådan ægte). Noget siger mig at det ville både min kæreste og min farmor have gjort. 

Ikke så meget pis. Mindre dårlig samvittighed, mindre sammenligning med alle de succesfulde, ambitiøse karrieredamer i mit feed, og mindre forventninger til hvor meget jeg skal kunne på én gang.
Glædelig kampdag! Uanset hvad du kæmper med.

Ida

8. marts 2017 7 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Antal

Politisk korrekte film set i Grand kl. 12.00: 1

Kroner brugt i H&M: 1129

Veninder snakket med i over en halv time: 2

Portioner risengrød spist: 3

Pensionister i Grand: 350

Rugbrød bagt: 1

Slikposer spist: 1

Selfies taget: 18

Stykker tøj indkøbt der skal returneres i morgen: 3

Mails sendt til min A-kasse: 1

Afsnit “Please Like Me” på Netflix set: 7

This is FUN! Jeg håber jeg går to uger over:)

 

7. marts 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

– at det ikke bare sådan lige er noget man blir. Det er MEGA røv heldigt og et gigantisk verdensvidunder hver eneste gang det lykkes en lille sædcelle at finde vej op til vores spejlæg. Og alle der påstår andet lyver. Jeg var 9 mrd om at blive gravid med Kurt. Og selvom det ikke engang var særlig lang tid, følte jeg mig så ene og alene i verden, fordi alle andre så ud til bare lige *hovsa* at blive gravide med alle deres skide lykkelige scanningsbilleder på Facebook. Åh!

– at når det er sagt, kan man så åbenbart godt blive gravid selvom man ammer, sover sammen med en baby og nærmest aldrig orker at knalde, 9 måneder efter man har født. Wåps.

– at kroppen optimalt set skal bruge mere end ovenstående 9 mrd, før man blir gravid igen. Kæft, jeg synes det mit kadaver knager den her gang.

– at åresprængninger. Faktisk bare åresprængninger. Over ALT på mine ben. Seriøst, hvad sker der!? Skrid!!

– at man får lyst til at spise hele tiden. Rosiner, chips, kiks, kolde ris, juice, rugbrød, pærebananyoghurt, nasty pølsepose risengrød… You name it, I’ll eat it! Og dem der siger at man ikke har plads til særlig meget mad i maven pga babyen, de lyver forøvrigt også.

– at alt der har med fordøjelse at gøre i den grad får sine 15 minutes of fame, mens man er gravid. Jeg har fået et helt nyt forhold til mit tarmsystem. Især når det lige tager til genmæle på offentlige toiletter. Hej heeej…

– at man (apropos lorteoplevelser) for alt i verden aldrig skal tage til scanning hos ‘Copenhagen Fertility Center’. Vi tog en tidlig scanning derude, og i samme sekund som vi fik at vide at fosteret ikke havde nogen hjertelyd, blev døren flået op af en 25-årig som trampede tværs gennem lokalet og afbrød vores læge med et “Hvem har du herinde?!” efterfulgt af en lang monolog om at lægen havde glemt at notere at vi var kommet. Jeg ku skrive så meget mere, men vil nøjes med: Don’t go there!

– at selvom den her graviditet måske ikke var lige så planlagt som Kurt, så blev vi grundlykkelige, da vi en uge senere (på en anden ultralydsklinik) fik øje på et lille sorthvidt hjerte som dansede for os.

– at man nærmest ikke behøver noget graviditetstøj. Seriøst, skal vi ikke snart slappe lidt af med alt det overforbrug af tøj? Nogle lange  toppe, et enkelt par gravidbukser og et par gode kjoler med stretch har fået mig mere end fint igennem de sidste 35 uger.

– at Ali Wongs ‘Baby Cobra’ show på Netflix eksisterer. Jeg græd af grin. Flere gange. Se den!

– at B som i Boxershorts. Min kærestes. Jeg er nemlig vokset ud af mine egne. Ha!

26. februar 2017 8 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

– Tog lige en 3 timers lur på sofaen her i aftes og kan nu -kl. 00.44- ikke sove. Flot Ida.

– Elsker alt Christina Hagen sagde om forskellen på at bo i Jylland vs København i weekendens Information. Noget jeg først opdagede da jeg flyttede tilbage til Kbh, efter knap 10 år i Jylland, er hvor produktiv jeg var, da jeg boede derovre. Her kommer jeg hurtigt til at gå lidt for meget op i hvad alle andre mener. I Århus er der på alle måder, meget mere ro på og plads til udfoldelse. Det kan jeg altså godt savne. Og så: Et helt stille søndagsstrøg.

– “Jungle” af Christina Hagen skal være min første barselsbog. Det trænger jeg til: Lidt mere op-i-røven, lidt mindre Proenza Shouler.

– Mig når min kæreste spiller hellig, hvis jeg en enkelt gang imellem glemmer min cykelhjelm. Det jeg vil kalde typisk 1-year-in-behavior. Vi kan jo snakkes ved om 8 år, når du også seriøst overvejer om du gider tage hjelmen af, inden du går ind og handler.

– Jeg har officielt taget 20 kg på i min graviditet. Og der er stadigvæk 6 uger tilbage. Super.

– I går morges havde vi lyntravlt og jeg troede, at jeg lige kunne skifte Kurts tisseble on-the-fly. Det endte med at et par bæindsmurte baller satte sig lige midt på min rene, prikkede Stine Goya beklædte mave. Rorschach test mæssigt spår jeg ham til at blive en skidegod storebror.

– På Fredag skal vi til Strynø. Jeg glæder mig så meget til at komme ned til alle vintergækkerne og høre noget opera, drikke et glas cava og gå i sauna med min 85-årige farmor.

– Kurt siger nu Tog, habegrø (havregrød – messes fra kl. 6.00 mens man ivrigt peger mod køkkenet), mad, mor, hund, grake (gravko), muh, ko, rugbrød, bold, av, varm, bum, hov og diller.

– Godnat. Seriøst.

22. februar 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Havde lige glemt det. At grunden til, at det ikke er alle som blogger ved siden af deres job, er fordi at det jo er umuligt at nå.

Hvornår. Blogger. Bloggerne? Seriøst. Jeg forstår det ikke.

Bortset fra det, så går det virkelig godt, det der med at gå på arbejde, uden at blive fyret. Jeg får faktisk nærmest en fornemmelse af at de er glade for mig. I hvert fald er jeg blevet tilbudt 2 ugers forlængelse (med – wait for it – LØN!). Hvis jeg siger ja, vil jeg så have cirka en uges tid til at få styr på vores shit herhjemme på fjerde inden babyen kommer. Det kan vi jo sagtens nå:)

Forøvrigt har jeg nu i 2 uger, testet konceptet 30 timers arbejdsuge, og jeg må sige, at jeg er virkelig fan. Selvom det er noget nær umuligt at gå allerede kl. 15.00, så er bare tanken om det, virkelig afstressende. Kurt er glad, mor er glad. Alle vinder.

Jeg er så træt at jeg er skeløjet og nu har jeg taget mit alt dyre karrieretørklæde af, og vil snart sove. Jeg håber bare at jeg ikke får mareridt, ligesom i nat,  om at lægge mellem Birgitte og Martin fra Gift Ved Første Blik, på deres bryllupsnat. Puh. At se de gamle par i GVFB er lidt lige som Scream-filmene: Man tænker at nu kan det umuligt kan blive værre, men år efter år, giver de alligevel gåsehud og krumme tæer på helt nye måder. Bedst som man lige var kommet over Frank og Pia, ik? Av, for et limousinetantekys.

Kh Ida

16. februar 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg er lige startet i virksomhedspraktik og er virkelig glad for det  ..og virkelig træt om aftenen. 

Efter skiftesvis at være gravid og på barsel i hvad der føles som de sidste 3 år, har jeg det som om jeg er ved at miste forbindelsen med mit fag. Oven i det fik min faglige stolthed et ordentligt knæk i efteråret, og derefter fulgte et par rigtig trælse måneder. 

Så det her, er lige hvad jeg har manglet: Sjovt arbejde og flinke kolleger (og ikke mindst, en frokostordning:)).  

Og så er der bare intet der slår følelsen af, at cykle i strid modvind med slud der slår dig hårdt i ansigtet. Og for hver gang man tramper i pedalerne, kan man varme sig ved tanken om at være en succesfuld del af den virkelige verden ? Den hvor man tager på arbejde hver morgen, i sin oversized Ganni-frakke, og bidrager til samfundets fælles BNP på the hard A-indkomst way.

Jeg hader at jeg ikke føler at jeg bidrager til vores samfund på samme måde, når jeg er på barsel eller “bare” går rundt og er højgravid. For det gør jeg jo: Bidrager til væksten. I temmelig bogstavlig forstand, endda. Alligevel tror jeg at der er rigtig mange, som kæmper med følelsen af at det ikke er nok at være mor ? hverken for en selv eller for samfundet. Man bliver nødt til både at få plads til at skabe sin karriere og skabe sin familie.

Jeg har i hvert fald lært, at jeg er en af dem som virkelig bliver en kælling, hvis jeg kun skal være Kurts mor.

Så nu vil jeg nyde mine sidste 3,5 uger med nøglekort og frokostordning. Og forhåbentlig snart begynde at glæde mig til min kommende sommerbarsel med en lille lækker baby, brune ben (helst uden de åresprængninger som pt holder den ægte mega mussel på mine lår), lange gåture og litervis af hjemmelavet latte og kølig Chablis.

7. februar 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Så blev det 1. februar. Først og fremmest hurra for at kalenderårets introverte og tømmermændsramte goth nu er overstået. Og så i næste åndedrag: Shit. Der er officielt 2 måneder til at jeg skal føde. Pt sover vores søn stadigvæk i revnen, jeg har ikke engang overvejet at hente str. 56 ned fra loftet og det eneste jeg ved om min fødsel er, at jeg tror at jeg vil føde hjemme.

Januar var lige ekstra hård i år. Jeg tror måske jeg for første gang i mit liv, mærkede et strejf af en vinterdepression. Den kulminerede så i går da min gamle havelåge af en hot pink krejler-cykel bukkede under for vægten af mit tungsind (og et ca. 1000% øget forbrug af bløde kulhydrater), da sadelstangen knækkede, lige midt på Frederiksborggade.

Jeg opdagede, at jeg har bakset rundt på den cykel, de sidste 3 måneder med Kurt i barnesædet og plukkeveer, i alt for højt et gear. Totalt stakåndet og stresset over lige at ville starte en selvstændig virksomhed inden jeg skulle have baby nr. 2 indenfor 1,5 år. Det blev alt for meget. Nu er det som om at tågen endelig er ved at lette og jeg så småt ved at være færdig med at sidde og glo ind i et tomt word-dokument og snakke til dem der betyder mest for mig i skinger og forurettet bydeform. Selvom jeg ikke ved hvad der har ændret sig, føles det sgu næsten som om, jeg er ved at blive mig selv igen.

Forøvrigt gik jeg i dag gik ned til min cykelhandler og købte en spritny, rustfri straight-up mommybike. Med gear der kan skifte, kurv, magnetlygter og hele svineriet. Det føltes så godt. Verden kan godt lige vente et par måneder, mens jeg cykler rundt i første gear.

29. januar 2017 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest