Category

Gravid

Jeg er nu 28 uger henne i min anden graviditet, og selvom jeg nok falder i kategorien ”den afslappede type” hvad angår rødt kød, bløde oste og andre såkaldte no-go’s, så har jeg alligevel gjort mig en hel del tanker om både min graviditet og min fødsel. For eksempel har jeg bestemt at vi ikke skal kende kønnet den her gang. En beslutning som jeg stadigvæk er virkelig glad for. Sidst jeg var gravid, overraskede det mig nemlig hvor meget Kurt blev en ”dreng” så snart vi fik hans køn at vide. Ikke bare for mig og min kæreste, men nok i endnu højere grad for vores omgivelser. Vores kommende baby blev virkelig en ”han” – Og mon ikke han for øvrigt skulle være fodboldspiller, så meget som han sparkede? (Bliver man egentlig også spurgt om det, når man venter sig en pige?)

Helt ærligt blev jeg en lille smule skuffet, da vi dengang fik at vide, at vi skulle have en dreng. Ret hæsligt at indrømme nu. Men jeg havde altså åbenbart håbet på en pige. Måske fordi alle mine venner fik drengebørn. Måske fordi jeg bare gerne ville prøve at have en pige. Selvom skuffelsen ikke tog mange dage at sluge, har det alligevel gjort, at jeg helt indtil for ganske nyligt, har håbet at jeg denne gang skal have en pige. Men hvorfor? Jeg har jo ikke engang fattet at vi skal have ENDNU ET BARN endnu!

Vi har hverken forberedt os, købt baby-ting eller er begyndt at snakke om navne. Det eneste jeg ved er at jeg har et lille sparkende liv i maven som fylder os med sommerfugle, kærlighed og gode tanker om fremtiden. Men jeg har ikke erkendt det som et barn endnu. Med Kurt forstod jeg at jeg havde fået et barn, da han kom op på mit bryst og kiggede mig ind i øjnene. Og hvis jeg i dét øjeblik havde fået at vide at han da for øvrigt var en dreng, var jeg med garanti blevet lykkelig for det. Fordi så var han mit barn som også var en dreng. I modsætning til, da jeg var gravid, og derfor kun havde et køn og en nakkefold, at forholde mig selv.

Lige for tiden går jeg og hygger mig med, at det ville være fantastisk hvis det bliver en dreng. Så ville Kurt få en kun 1,5 år yngre lillebror. Jeg skulle sige ”hvor er drengene?” og de ville være ”brødre”. Og hvis de kunne få bare halvt så godt et forhold som jeg har til min pseudotvillingesøster, ville det være den vildeste gave at give Kurt. Men det er jo fuldstændig lige så fantastisk, hvis det bliver en pige. Jeg havde bare ikke haft tid til at opdage det, hvis jeg havde fået kønnet at vide, før jeg overhovedet havde nået at erkende, at jeg skulle have et barn.

4. januar 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Er det meget værre med hormonerne anden gang man blir gravid, eller er det fordi man nu har en fjorten måneder gammel baby, til at fucke en op på forhånd?

Det her er mig

… når jeg afleverer Kurt i Vuggeren

… når jeg ser SKAM. Hver gang.

… i prøverummet når intet tøj passer

… indeni når Niklas spørger hvordan jeg har det

… udenpå når Niklas spørger hvordan jeg har det

Puh. Godt der kun er fire måneder tilbage. Og undskyld.

Kærlig hilsen Cruella

9. december 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
1. Graviditet
Rudolph Care, REN og koldpresset olivenolie

Fødselforberedelse og pilates 3 gange pr. uge

Tjek dagligt mindst 4 graviditetsapps + det løse

Indsæt alle blå emojis i verden i sms til bedste veninder, samme sekund scanning 2 er overstået

En lille tår kan da ikke skade, vel?

Jeg glæder mig bare så meget til at føde i vand, med stearinlys, Bon Iver, duftlys og bjegkrystaller

?

2. Graviditet
Det der Aussie shampoo dufter bare skidegodt, altså.

Hahahahahahahahahahahahahahaha!

Jeg er.. 22 u.., nej, 5 mrd.. Øh. Skal føde til april.

Vi er da så ligeglade med at kende kønnet (hov, var det en tissemand* jeg lige så der?)

En lille øl stor G&T kan da ikke skade, vel?

Kan du lige holde min krop for mig i 10 minutter, mens den føder?

* Ja. Nu hedder det forøvrigt også en tissemand. Fordi du allerede har et barn og derfor er blevet En Af Dem der kalder en pik for en tissemand.

27. november 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Nå, ja, forøvrigt. Jeg er gravid!

21 uger plus det løse, som man siger. Efter planen kommer der d. 1. april en baby, og selvom det hverken var planlagt eller ?helt ærligt? særlig belejligt, er jeg glad. Mega glad og taknemmelig. Kurt kommer til at være 1,5 år når han bliver storebror, og for en pseudotvilling som mig, føles det som den helt perfekte aldersforskel (men spørg mig gerne igen om et halvt år…).
At få en pseudotvilling er jo som at få sit helt eget personlige forsøgsdyr. Jeg har ikke tal på ting jeg har bildt min lillesøster ind (i den gode sags tjeneste, selvfølgelig). F.eks. at hendes hår voksede markant når jeg hev i det, at hudorme var levende og at jeg da virkelig ikke vidste, hvor hendes ørkenrotte var.

Jeg håber Kurt har arvet min gode humor.

Folk fortæller mig at det blir hårdt det første år, men så blir det også godt. Skidegodt, faktisk. SÅ kan de rigtig lege og bruge hinanden. Jeg smiler og tænker helt sikkert, mens jeg forsøger at ignorere perlerækken af flashbacks til vredesudbrud, hånlige grineanfald og blodige jagtscener fra mit barndomshjem, hvor min søster og jeg sjældent gik af vejen for et godt skænderi eller en rask lille slåskamp. Vi var 15 før vi sluttede fred.

Jeg håber ikke Kurt har arvet mit temperament.

Til gengæld har min lillesøster og jeg så også været bedste venner ? vel det man kalder soulmates ? lige siden vi stod der, med dårlig hud og fløjsbukser, og famlede midt i teenageårene og fandt hinanden. Vi er så afsindigt ens og samtidig afsindigt forskellige. Ingen kan pisse mig af som hun. Og ingen forstår mig som hun gør. Mie er i sandhed min livspartner. Og sidste mandag fødte hun en perfekt lille pige.

Det skal sgu nok blive godt.

?

23. november 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Lidt over midnat den 10. september blev jeg mor. Sådan her gik det til…

Onsdag d. 9. september står jeg op sammen med Niklas og tvinger ham til at tage et billede af min mave inden han cykler på arbejde. Sætter mig i vindueskarmen og ringer til min søster inden hun skal møde… Helt standard: Høre radio, stalke folk der har et liv og drikke kaffe.

  

Kl. 12.30 tager jeg kystbanen til Helsingør med min mor. Vi skal besøge min mormor, inden jeg om aftenen skal i Mungo Park og se “Dette Burde Skrives I Nutid” sammen med min bonusmor. Der er en uge til termin, så de kramper jeg så småt begynder at mærke i toget, slår jeg hen som spøjse plukkeveer.

Kl. 13.30 spiser min mor og jeg en fransk hotdog med ostepølse ved Sveasøjlen i solskin og alt er godt.

Kl. 14.00 kravler jeg op i sengen til min mormor som har brækket foden og glemt at vi kom. Jeg siger at det er op ad bakke at være gravid i dag og så ligger vi der og hyggesnakker og halvsover.

Kl. 15.00 har min mor lavet kaffe. Ikke ti vilde plukkeveer kan afholde mig fra at spise både min egen og min mormors napoleonskage. Jeg tænker, at hvis jeg nu hypotetisk set havde veer, så var det sgu et hyggeligt sted at have dem. Her ligger jeg på alle fire mellem min mormor og min mor, og kan ikke huske hvornår vi sidst har været sammen bare os tre.

  

Kl. 17.00 kommer min bonusmor for at hente mig, så vi kan køre i teatret. Lige inden vi kører stikker min mor hovedet ind i bilen og siger “Øh Jytte, Ida er altså ved at føde, hun ved det bare ikke endnu”.
Meget, meget modvilligt får jeg Jytte til at køre mig hjem. I bilen begynder jeg at blive en lille smule stakåndet under plukkeveerne (som stadigvæk sikkert ikke er noget særligt. Hej. Bare glem hele mit sidste indlæg om at være forberedt).

Kl. 18.00 sætter jeg noget kaffe og kage frem. Jeg har ikke lyst til Oreos og her begynder jeg at ane uråd. Da Jytte er kørt, går jeg i bad og lægger mig ind i seng og hører P2 (hvis jeg nu skal til at føde, så vil jeg oxytocin-niveaue the shit ud af de her veer). Jeg kigger kursusmaterialet fra Smertefri Fødsel igennem og leder forgæves efter afsnittet “Sådan undgår du panik når du tror, at du er gået i gang med at føde”.

Kl. 20.00 begynder det at gøre ondt nok til at jeg tænker, at hvis ikke det her er veer, så blir jeg skuffet. Så derfor skriver jeg en tvær besked til Niklas, som er ude, om at jeg i hvert fald ikke har veer. Sådan. Han kommer hjem klokken 21.00. Vi ligger og hyggesnakker lidt i sengen og jeg har for længst givet op på den der ve-app. Nu koncentrerer jeg mig om at spænde af og trække vejret.

Kl. 21.30 ligger jeg hen over en pilatesbold oppe i sengen. Niklas ringer til Fødemodtagelsen og i det han rækker mig telefonen for at tale med dem, går vandet med et plask ud i hele vores (nye) seng. Jordemoderen siger at vi bare skal komme.
Her skifter stemningen ligesom, og mens jeg står med et håndklæde mellem benene og forsøger at tage sko på med vand løbende ud af mig, løber Niklas rundt og pakker, overvejer helt seriøst at smøre sig en madpakke og jeg siger at jeg _virkelig_ synes at vi skal ringe efter en taxa. Jeg stolper ned fra 4. sal og kaster mig ind på bagsædet. Turen fra Gammelholm til Rigshospitalet husker jeg som lang og forholdsvist forfærdelig. Noget med at holde fast, tænke på noget rart og forbande alle brosten i verden.

På vej fra taxaen og ind på hospitalet ser jeg mig selv udefra, kapgangsgående med stoneface og resolutte skridt i mellem det jeg nu ved er veer. Jeg når lige ind i elevatoren inden en ve. Og jeg når lige ud på gangen inden endnu en ve og jeg tænker i tåger, at det da også ville være helt fint bare at føde lige her.

En Jordemoder undersøger mig og konstaterer at jeg er 9 cm åben. Jeg bliver lidt skuffet da jeg hører at jeg ikke må føde på briksen i modtagelsen, og begynder demonstrativt og meget hurtigt at gå afsted for at finde mig en fødestue. Halvvejs nede ad gangen hører jeg stemmer der råber at jeg altså går den forkerte vej. Pis.

Kl. 22.30 er vi på fødestuen og jeg kommer i et badekar. Fantastisk! Varmt vand er så godt og her vil jeg gerne føde. Også selvom jeg på grund af tidspres (pres er nøgleordet her) ikke har haft tid til at få lavement og vi “derfor kan blive nødt til at gå op hvis vandet bliver meget beskidt”. Det synes jeg på alle planer er træls. Desværre er karret i stykker og lukker vand ud, så efter et kvarter ligger jeg med følelsesløse arme og spræller på 20 cm’s vand. Endnu en ud af kroppen oplevelse. Min babys hjertelyd er lidt uregelmæssig, så jeg kommer op på land i sideleje, så de kan monitorere ham med en elektrode.

Kl. 23.00 er der vagtskifte og jeg har vildt meget lyst til at presse. Det får jeg lov til. Jeg får sagt et par gange at “bare så i ved det, så skider jeg altså nu”. Bare lige en serviceannoncering fra min side. Niklas holder mit ene ben, en assistent presser varme klude mod min lænd og jordemoderen holder et spejl, så jeg kan se med. Det fungerer rigtig godt for mig. Efter en halv times presseveer siger hun at jeg skal tage min hånd ned og mærke hovedet, som er så blødt midt i alt det hårde.

Sidste halvdel af pressefasen føles som to skridt frem under en ve og et skridt tilbage i mellem veerne. Jeg gør en indsats for ikke at bande helt vildt ? Ender med et råbemantra a la ?Kom nu uuuuuuuud!!? og det virker. Det brænder og svier, men jeg har også en fornemmelse af at det hele pludselig giver mening.

Kl. 00.16 tager Niklas og jeg imod vores søn og lægger ham op på mit bryst. Han stikker i et højt hyl og kigger os lige ind i øjnene.

Han er helt vidunderligt blød og krøllet og har store læber, sorte øjne og mørkt hår. Og han vejer 3080 gram og er 51 cm lang.

Vi venter lidt med at klippe navlesnoren, og imens de ordner mig forsikrer de mig om at jeg altså ikke har pøllet. Jeg prøver at amme og så bliver der kørt en fødselsdagsbakke med toast og juice ind på stuen. Det føles som om vi er de eneste tre i hele verden.

Kl. 3.00 bliver vi hentet af en taxachauffør (som heldigvis har mere styr på autostole end os) og vi kører over på barselshotellet, hvor vi tilbringer de næste tre døgn med at lære vores lille nye menneske at kende. Han er så uendeligt sød og skal hedde Kurt Petzke Burchardi.

Når jeg tænker tilbage på min fødsel, føler jeg mig enormt heldig. Både fordi min krop og min baby var så gode til at samarbejde. Men mindst lige så meget fordi vores fødegang havde ressourcer til os.

Min jordemoder og hendes assistent, Sofie og Mathilde, var så seje og jeg husker stemningen på fødestuen som tryg, rolig og effektiv. Samtidig var jeg slet ikke i tvivl om at de var på arbejde. Jeg kunne ikke have ønsket mig det bedre.

Katrine, min ?barselskollega? fra APA, og hendes kæreste var ikke lige så heldige, og blev overflyttet fra Hvidovre til Rigshospitalet midt i hendes kraftige veer. Jeg har svært ved at  forestille mig hvor hårdt det har været. Både for Katrine, men også for de jordemødre som må sende en fødende kvinde væk i en taxa og dermed give hende en helt anden fødsel end den hun har håbet, og krav, på.

Lige nu kæmper jordemødre for, at de øremærkede midler som de blev lovet i 2015, og som den nye regering har trukket tilbage, kommer hjem til de trængte fødeafdelinger.

Jeg har skrevet under på Jordemødre for Livets underskriftindsamling. Hvis du også vil sætte din krølle på den vigtige sag, kan det gøres her.

Tak fordi du læste med:)

30. oktober 2015 5 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg har hele tiden tænkt, at jeg ville lave et blogindlæg når jeg på et tidspunkt følte mig rigtig gravid. Med 3 uger til termin, må jeg erkende at det nok ikke bliver mere rigtigt end nu.

Så hermed ? 8 måneders hjernemøl i frit flor.

Jeg havde stadigvæk tømmermænd fra min 30-års fødselsdag, da jeg i slutningen af januar, opdagede at jeg var gravid. Her er klokken 6 om morgenen, de sidste gæster er lige gået og jeg står med en smørstegt parisertoast og en opvask på størrelse med Mount Doom.

Sindstilstand 36 timer senere: Fuck. Mig.

Jeg er for øvrigt ikke en af dem som bare lige *puf* og hovsa blev gravid på en uge. Tværtimod. Til sidst var jeg bare så træt af skuffelsen hver eneste måned, at jeg helt droppede at holde øje og i stedet gik all in på rødvin og bløde oste. Da så jeg blev gravid fejrede jeg det i Samadhi Spa med massage, champagne og chokoladefondue.

Jeg har ikke haft vilde cravings rent madmæssigt, men har lykkeligt genfundet kærligheden til  70’er retter, mælkeprodukter generelt og herunder især risengrød.

Det var meget svært at skulle holde mund med verdens vildeste nyhed i 2 freaking måneder! Men det var faktisk også hyggeligt at have en hemmelighed, som for en gangs skyld var god. De fleste af mine hemmeligheder er enten frygteligt pinlige eller bare dårlige. Da vi endelig fik at vide at de to streger nok ville blive til et rigtigt lille menneske, sagde vi det med slik og scanningsbilleder i påskeæg og hjemmelavede avisforsider.

Jeg har kværnet mig igennem utallige app’s med tjeklister, blogs, bøger og terminsgrupper på Facebook og minmave.dk hvor man rigtig kan køre hinanden op hver eneste gang man har en plukkeve. Og det er måske ikke så underligt at man går rundt og bliver ængstelig, for jeg synes at en stor del af den information man får, både fra sundhedssystemet og i bøger og blade, er temmelig dommedagsagtig og tager udgangspunkt i at man “selvFØLgelig er angst for ( >indsæt selv alt i hele verden som kan gå galt< )”.

Til gengæld har jeg været rigtig glad for:

“What To Expect” appen. Fordi den sammenligner din baby med frugt. Og fordi damens lipgloss.

“De Kære Børn” af Anna Wahlgren (læs førsteudgaven hvor de ikke har censureret alle smøgerne og snapsene ud:)). Den er for børneopdragelsesgenren hvad Camilla Plum er for kogebogsgenren: Måske ikke særlig god i praksis, men underholdningsværdi, inspiration og personlighed er til gengæld helt i top. Og så er det bare lækkert med et indkøbsråd som: “køb lidt frotté i metermål og klip det ud til håndklæder og vaskeklude. Du behøver ikke sy kanterne”.

“Yummy Mummy” af Charlotte Torpegaard. For at kompensere lidt for Wahlgren.

Alle de KURSER jeg har kunne komme i nærheden af! Jeg er ikke en af dem som bare har tænkt sig at overgive mig selv til min vidunderlige Mother Nature Krop og derudover sætte min lid til sundhedssystemet. Så om tre uger når jeg sidder på en badering med fjerdegradsbristninger og fødselstraumer, skal det i hvert fald ikke være fordi at jeg ikke havde forberedt mig. Og så glæder jeg mig faktisk også til at prøve at føde og jeg vil gerne have The Full Experience. Jeg har gået på “Smertefri Fødsel” kurset hos Anja Bay på Christianshavn. Bogen kan også anbefales, og der er gode hjemmeøvelser som man kan få rigtig meget ud af, hvis man synes at kurset er for pebret (mener at jeg gav ca. 1500 kr for 4 lektioner). Jeg synes nu det var alle pengene værd.

Jeg er faktisk også blevet okay glad for APA’s kursus for førstegangsfødende. Der får man rent kvantitativt lidt mere for skillingen (9 lektioner for ca. 1500 kr). Selve vidensdelingen går dog lidt for langsomt for min smag og i modsætning til Anja Bay (som er meget ligefrem og no bullshit), så har APA mange flere “…jaaaaaaah??-pauser” og “Hvad føler du er rigtigt for dig”-spørgsmål (Jeg ved sgu da ikke hvad jeg føler! Det regnede jeg da med at du ville fortælle mig). Tilgengæld er det vildt hyggeligt at mødes fast hver uge med de samme gravide damer og lave fysiske øvelser. Det sidste kursus jeg går på hedder “En Familie Fødes” og er et tilbud til førstegangsfødende på Rigshospitalet. De har vist den slags kurser på alle hospitaler. Kurset er gratis og foregår over 3 aftener hvor 10 par sidder og lytter på en jordemoder som gennemgår alt det lavpraktiske omkring en fødsel og tiden efter. Det kan også anbefales, hvis man ikke er så meget til pilatesbolde og laboro-vejrtrækning.

Min graviditet har primært sat sig på røv og lår men langsomt har maven også taget sammen rent størrelsesmæssigt. På det første billede er jeg 3 måneder henne og synes at jeg var enorm (Lol).

4,5 mrd henne. Og endelig kan andre også (med lidt god vilje) se, at jeg er gravid

8 mrd henne. Jeg var til bryllup 4 dage før jeg fødte, og dansede til kl. 5.00 om morgenen. Det har virkelig været en taknemmelig graviditet ? også selvom jeg endte med at tage imponerende 20 kg på.

It’s a BOY!

I takt med at jeg er blevet større, er min egen barndom forøvrigt begyndt at stå som fuldstændig og komplet idyllisk. Lykkelig glemt er forældremyndighedssager og skolegårdsangst. For tiden husker jeg kun vikingeskibe, vindmøller og uendelige sommerferier i Sverige. Jeg håber babyen arver mit fortrængningsgen.

Hurra for at arve tøj, ting og sager fra gode, gavmilde overskudsforældre! Det eneste vi har købt fra nyt er lidt tøj, en puslepude og et badekar. Det er sguda fabelagtigt! App’en Reshopper og DBA.dk kan seriøse tricks. Og så er det smart at have seje designere i sit instagramfeed.

Se mig, jeg har strikket bukser i størrelse 2 år. Doh.

…Og lavet et tøjgrid ud af arvestykker. Jeg VIDSTE at The Wardrobe Challenge ikke var forgæves

Babybulen har været med på to festivaller. Først Primavera og så Ross. Det var faktisk en overraskende fedt at være ædru på festival ? For første gang nogensinde
1. kunne jeg huske alle koncerterne 2. smed jeg ikke min telefon væk

Min fordi-jeg-ikke-var-fuld-på-Roskilde gave til mig selv.

Sommerens fravær af kølig hvidvin har betydet ekstra meget is. Og slik. Ekstra meget slik.

Det bedste af det hele

28. august 2015 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest