Category

Det (mor)somme liv

Nå, ja, forøvrigt. Jeg er gravid!

21 uger plus det løse, som man siger. Efter planen kommer der d. 1. april en baby, og selvom det hverken var planlagt eller ?helt ærligt? særlig belejligt, er jeg glad. Mega glad og taknemmelig. Kurt kommer til at være 1,5 år når han bliver storebror, og for en pseudotvilling som mig, føles det som den helt perfekte aldersforskel (men spørg mig gerne igen om et halvt år…).
At få en pseudotvilling er jo som at få sit helt eget personlige forsøgsdyr. Jeg har ikke tal på ting jeg har bildt min lillesøster ind (i den gode sags tjeneste, selvfølgelig). F.eks. at hendes hår voksede markant når jeg hev i det, at hudorme var levende og at jeg da virkelig ikke vidste, hvor hendes ørkenrotte var.

Jeg håber Kurt har arvet min gode humor.

Folk fortæller mig at det blir hårdt det første år, men så blir det også godt. Skidegodt, faktisk. SÅ kan de rigtig lege og bruge hinanden. Jeg smiler og tænker helt sikkert, mens jeg forsøger at ignorere perlerækken af flashbacks til vredesudbrud, hånlige grineanfald og blodige jagtscener fra mit barndomshjem, hvor min søster og jeg sjældent gik af vejen for et godt skænderi eller en rask lille slåskamp. Vi var 15 før vi sluttede fred.

Jeg håber ikke Kurt har arvet mit temperament.

Til gengæld har min lillesøster og jeg så også været bedste venner ? vel det man kalder soulmates ? lige siden vi stod der, med dårlig hud og fløjsbukser, og famlede midt i teenageårene og fandt hinanden. Vi er så afsindigt ens og samtidig afsindigt forskellige. Ingen kan pisse mig af som hun. Og ingen forstår mig som hun gør. Mie er i sandhed min livspartner. Og sidste mandag fødte hun en perfekt lille pige.

Det skal sgu nok blive godt.

?

23. november 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

For lang tid siden købte jeg to flybilletter til Skotland. En til mig. En til min baby. En uge. Alene med en et-årig. Indsæt selv svede-smiley.

Det var hårdt. Helt sikkert. Men det var virkelig også hyggeligt at rejse sammen bare os to. For første gang, følte jeg at jeg havde eksklusiv, iscenesat mor-søn-tid med min nu store, selvgående baby ? og det var saftsusemig befriende at stikke af fra vuggestue-leverpostej-rutinen, for en stund. I lufthavnen prøvede vi make-up i tax-free og efterlod os et Hans & Grethe spor af theboller og rugbrød hele vejen ud til gaten.

Fra Edinburgh tog vi en bus til Glasgow, hvor vi blev samlet op af en af mine ældste veninder fra efterskoletiden, Marie.

Marie har købt et lille hus langt oppe i bjergene. Huset er småt og det suser ind med kold luft fra vinduerne. Men det gør (næsten) ikke noget, for huset er lige præcis så hyggeligt, som man forestiller sig og udsigten er for vild. På efterskolen var vi bedste venner og lavede alt sammen. Nu lever vi så forskellige liv, og snakker sammen så sjældent, at jeg ærlig talt var helt nervøs for, om vi overhovedet kunne huske, hvorfor vi er venner. Mens jeg triller rundt herinde i Nyhavn, drikker kaffe to-go i tide og utide og har 3 stk bedsteforældre indenfor belejlig radius, kører hun rundt med sin 4 mrd. gamle datter i landroveren i venstre side ad de smalle veje langs søer og bjerge. Hun henter brænde morgen og aften ude i skuret. Og når de skal have take-away, kører hendes mand da lige i 30 minutter for at hente den. Da jeg så hende første gang, for 15 år siden i vaskekælderen på Vesterdal Efterskole, tænkte jeg at hun var noget af det sejeste. Sådan har jeg det stadigvæk.

Veninder. De former os og venskaberne former sig efter vores liv. Lige nu er jeg i en fase hvor alle mine venindeskaber føles som midlertidigt i undtagelsestilstand, fordi vi alle sammen har gang i noget seriøst tidskrævende med nogle børn og en familie. Men allerede på vores anden dag i Skotland var Marie og jeg tilbage i vores 15-år gamle jokes, 2-stemmige glasvandtissange, Den Eneste Ene citater (“du har en meget fin porestørrelse”) og aftensmadskombinationer a la spareribs med risengrød, slik og karameliserede popcorn, imens man ser Harry Potter 3 og dør af grin over noget man ikke kan huske.

Kurt og jeg sov på en stor luftmadras og hver aften læste vi Folk Og Røvere I Kardemommeby og sendte selfies hjem til dk. Kurt levede 90% af uøkologiske færdigretter, så TV hver dag og slikkede på samtlige gulve han kom i nærheden af. Og han var så glad. Jeg blev helt rørt, over hvor nemt det egentlig kunne være. Det er mig der har behov for at bage rugbrød, cykle ham rundt til det ene og det andet børnevenlige arrangement i hans Yepp-cykelstol og rågummisåler, have råd til de helt rigtige tallerkener, en ny sofa, måske en anden spisebordslampe, et par nye sko… Og behov for at lave politisk korrekt aftensmad fra scratch hver eneste freaking aften, mens mit barn, politisk korrekt sidder og hjælper til, hvilket gør at vi bruger på den gode side af en time hver aften på at rydde op (og undre os over, hvor alle de bananfluer mon kommer fra)… Det er egentligt lidt sindssygt. Når nu det eneste vores børn har brug for er os. Og så måske en købelasagne.

Skotland. Thanks for the reminder.

21. november 2016 0 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Big news. Jeg har fået et arbejde (pause for reaction – Phew. Er du ok?). Selvom jeg egentlig har været i gang i 4 måneder hos ustwo i Sverige, så var det anderledes i Mandags, da jeg for første gang cyklede til Herlev.
For første gang i 3 år har jeg nemlig fået et job med en fast kontrakt. Som i: uden udløbsdato. For en som mig, der har hoppet fra job til job, blev jeg ramt af en mærkelig følelse af ro, eufori og lettelse og samtidig en øjeblikkelig klaustrofobi. 9-17. HVER DAG! Hvornår er det lige jeg skal nulre Kurts lyse wannabe-krøller, se ham vralte over mod mig med et kæmpe smørret grin og åbne arme eller bare sidde og glo forelsket på ham mens han smadrer alle vores køkkenlåg og -gryder? For jeg kan godt afsløre at det ikke er klokken halv seks, når jeg kommer hjem og skal lave mad, mens han er ved at falde om af træthed.

Er det i weekenderne? Er det bare sådan (v)i gør det?

Jeg ved godt at jeg jo ikke kommer til at  arbejde 9-17 hver eneste dag. Man kan møde og gå tidligt. Man kan arbejde hjemmefra. Man kan flexe. Alt er godt. Men piv, altså, hvor det river ad helvede til, at nogle andre får Kurts bedste timer. Ikke så meget for hans skyld; Jeg tror faktisk han har en fest i vuggestuen. Men – helt egoistisk – så er jeg bare ked af at jeg ikke får de øjeblikke. Jeg vil bare gerne have det hele. Er det virkelig for meget at bede om?

Der findes mange gode forældrebloggere, og jeg kan desværre ikke påstå at jeg er en af dem. Men jeg er virkelig oprigtigt interesseret i at høre fra andre, hvordan I får den her vilde voksenkabale til at gå op. Så med fare for at råbe ud i ekkodalen, vil jeg spørge jer (dig?) om at smide en kommentar i kommentarfeltet, med hvordan du/I gør. Det kan være bøger, blogs, citater, podcasts, sange, personer… Anything der har inspireret til at skabe balance mellem arbejds- og familieliv. For jeg har ikke forstået det endnu.

Jeg vil gerne starte med at smide en podcast i puljen. Den hedder First Day Back og er vældig fin. Og så, selvfølgelig, den her:

10. oktober 2016 1 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Da Kurt var 7 måneder, startede jeg i en projektansættelse hos ustwo i Malmö, og således sluttede min barsel.

Kan vi lige hurtigt snakke om at komme tilbage på arbejde?

Det føles cirka som at stikke hovedet ind i en kæmpestor neongul vaskemaskine hvor projekter, deadlines, post-its, mennesker, møder, skitser, idéer, udkast, forventinger og udfordringer centrifugerer omkring dig på max speed: Man går fra at være i en isoleret babyboble med havregrødshjerne, til at leve et fuldtids arbejds- og pendlerliv, og man har lige præcis nul minutter til at omstille sig.

Seriøst. Hvorfor har ingen sagt noget?

Lige så overvældende og hårdt det var, lige så dejligt var det jo også, at tage rigtigt tøj på, og gå på arbejde – men ÅH, hvor jeg har fået respekt for alle arbejdende småbørnsforældre.

Nu er Kurt lige fyldt et år, og det er efterhånden et halvt år siden min barsel sluttede. Lige som enhver anden god brandert står det hele ligesom lidt klarere efter tågen er lettet, og jeg fik lyst til at dele et par barselsminder jeg jævnligt wtf’s over:

WTF just happened for at jeg i en periode

– sendte Manden I Mit Liv snapchats af kæmpe lortebleer med teksten ”Like A Boss”

– sad hver aften i min seng kl. 23, overjordisk træt og gloede på lille baby som en anden Samwell Tarly, mens jeg hviskede ”and so my watch begins”

– i forlægelse af ovenstående glemte alle aftaler

– i ca. 5 minutter kunne passe mine modella skinny jeans (og fejrede med 2 romkugler og en kanelsnurre)

– den første gang jeg var ude, da Kurt var 3 mrd., kom til at drikke så mange pina coladas, at jeg endte som permanent installation på badeværelset, hvor jeg legede springvandsfigur, med mælkesprøjtende bryster, som folk lystigt drak fra af shotsglas. (Note: Det var en pigefest)

– græd gennem et helt afsnit af Vild Med Dans

Nu er jeg ude på den anden side, og alt er heldigvis fuldstændig som normalt..

.. Men, hvorfor skal deltagerne i Den Store Bagedyst være så kedelige i år / HVOR er Kurts anden sutsko / Skal lige have googlet hvordan man fjerner kuglepenspletter / Hvor længe har det jordbær ligget dér / Jeg troede bare, at vi havde aftalt at DU hentede / Øh, farmor, er det musegift i har liggende under køkkenskabene / Nå okay, han ku GODT falde ud af en barnevogn / Hvad skal vi spise i aften / Hvad er det der sorte Kurt har siddende på overlæben / Nåh, bare en gammel, død bille / Hvor mange coop pointmærker koster den der støbejernsgryde / Tabte jeg seriøst lige min cykel mens Kurt sad på den / Fedt, man kan jo SAGTENS bruge fryseposer som gummistøvler / Fuck kører den der vask ikke på uldprogram / Etc / Etc / Etc…

29. september 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

– At alt der ligger på gulvet, principielt kan samles op med fødderne. Det er et spørgsmål om vilje, en god balance og is i maven.

– At de sidste 10 kilo helst skal tabes langsomt.

– At vi ikke tager det så tungt med bakterier herhjemme.

– At vi ikke tager det så tungt med hårvask herhjemme.

– At Panodil Zapp og Panodil Junior ikke er det samme. Det første skal man ikke give sin 5 uger gamle baby.

– At den her undersøgelse er sand.

– At det er til grin så tørstig man bliver, i samme mikrosekund babyen begynder at sutte når man ammer.

– At min passion for bækkenbundskugler dengang jeg var i start-tyverne, er grunden til at min læge i dag da hun skulle tjekke om jeg havde lavet knibeøvelser (øh, nej), med to fingre i mig, gav mig disse bevingede ord med på vejen: “Det er du da meget god til”.

– At min baby har arvet min dårlige smag. Lamaze fører fælt over Camcam.

– At man godt med tiden kan blive rødhåret selvom man er født med mørkt hår – Ikke?

– At jeg pt sjasker alt og alle ind i mælk og derfor gør det bedst i løse mønstre og mørke farver. Hvis nogen har en vandtæt poncho tilovers, så sig lige til.

– At ikke alle får store Pamela boobs når mælken løber til. Indsæt skuffet smiley (ikke mig).

– At jeg alligevel ikke var typen der skrev dagbog, læste 100 bøger i minuttet og malede akvarelle når babyen sover.

– At man derimod med lidt god vilje og en soveglad baby er 8 uger om at bingewatche 3 sæsoner Rita, 1 sæson Sense8 og 1 sæson The 100.

2. november 2015 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Lidt over midnat den 10. september blev jeg mor. Sådan her gik det til…

Onsdag d. 9. september står jeg op sammen med Niklas og tvinger ham til at tage et billede af min mave inden han cykler på arbejde. Sætter mig i vindueskarmen og ringer til min søster inden hun skal møde… Helt standard: Høre radio, stalke folk der har et liv og drikke kaffe.

  

Kl. 12.30 tager jeg kystbanen til Helsingør med min mor. Vi skal besøge min mormor, inden jeg om aftenen skal i Mungo Park og se “Dette Burde Skrives I Nutid” sammen med min bonusmor. Der er en uge til termin, så de kramper jeg så småt begynder at mærke i toget, slår jeg hen som spøjse plukkeveer.

Kl. 13.30 spiser min mor og jeg en fransk hotdog med ostepølse ved Sveasøjlen i solskin og alt er godt.

Kl. 14.00 kravler jeg op i sengen til min mormor som har brækket foden og glemt at vi kom. Jeg siger at det er op ad bakke at være gravid i dag og så ligger vi der og hyggesnakker og halvsover.

Kl. 15.00 har min mor lavet kaffe. Ikke ti vilde plukkeveer kan afholde mig fra at spise både min egen og min mormors napoleonskage. Jeg tænker, at hvis jeg nu hypotetisk set havde veer, så var det sgu et hyggeligt sted at have dem. Her ligger jeg på alle fire mellem min mormor og min mor, og kan ikke huske hvornår vi sidst har været sammen bare os tre.

  

Kl. 17.00 kommer min bonusmor for at hente mig, så vi kan køre i teatret. Lige inden vi kører stikker min mor hovedet ind i bilen og siger “Øh Jytte, Ida er altså ved at føde, hun ved det bare ikke endnu”.
Meget, meget modvilligt får jeg Jytte til at køre mig hjem. I bilen begynder jeg at blive en lille smule stakåndet under plukkeveerne (som stadigvæk sikkert ikke er noget særligt. Hej. Bare glem hele mit sidste indlæg om at være forberedt).

Kl. 18.00 sætter jeg noget kaffe og kage frem. Jeg har ikke lyst til Oreos og her begynder jeg at ane uråd. Da Jytte er kørt, går jeg i bad og lægger mig ind i seng og hører P2 (hvis jeg nu skal til at føde, så vil jeg oxytocin-niveaue the shit ud af de her veer). Jeg kigger kursusmaterialet fra Smertefri Fødsel igennem og leder forgæves efter afsnittet “Sådan undgår du panik når du tror, at du er gået i gang med at føde”.

Kl. 20.00 begynder det at gøre ondt nok til at jeg tænker, at hvis ikke det her er veer, så blir jeg skuffet. Så derfor skriver jeg en tvær besked til Niklas, som er ude, om at jeg i hvert fald ikke har veer. Sådan. Han kommer hjem klokken 21.00. Vi ligger og hyggesnakker lidt i sengen og jeg har for længst givet op på den der ve-app. Nu koncentrerer jeg mig om at spænde af og trække vejret.

Kl. 21.30 ligger jeg hen over en pilatesbold oppe i sengen. Niklas ringer til Fødemodtagelsen og i det han rækker mig telefonen for at tale med dem, går vandet med et plask ud i hele vores (nye) seng. Jordemoderen siger at vi bare skal komme.
Her skifter stemningen ligesom, og mens jeg står med et håndklæde mellem benene og forsøger at tage sko på med vand løbende ud af mig, løber Niklas rundt og pakker, overvejer helt seriøst at smøre sig en madpakke og jeg siger at jeg _virkelig_ synes at vi skal ringe efter en taxa. Jeg stolper ned fra 4. sal og kaster mig ind på bagsædet. Turen fra Gammelholm til Rigshospitalet husker jeg som lang og forholdsvist forfærdelig. Noget med at holde fast, tænke på noget rart og forbande alle brosten i verden.

På vej fra taxaen og ind på hospitalet ser jeg mig selv udefra, kapgangsgående med stoneface og resolutte skridt i mellem det jeg nu ved er veer. Jeg når lige ind i elevatoren inden en ve. Og jeg når lige ud på gangen inden endnu en ve og jeg tænker i tåger, at det da også ville være helt fint bare at føde lige her.

En Jordemoder undersøger mig og konstaterer at jeg er 9 cm åben. Jeg bliver lidt skuffet da jeg hører at jeg ikke må føde på briksen i modtagelsen, og begynder demonstrativt og meget hurtigt at gå afsted for at finde mig en fødestue. Halvvejs nede ad gangen hører jeg stemmer der råber at jeg altså går den forkerte vej. Pis.

Kl. 22.30 er vi på fødestuen og jeg kommer i et badekar. Fantastisk! Varmt vand er så godt og her vil jeg gerne føde. Også selvom jeg på grund af tidspres (pres er nøgleordet her) ikke har haft tid til at få lavement og vi “derfor kan blive nødt til at gå op hvis vandet bliver meget beskidt”. Det synes jeg på alle planer er træls. Desværre er karret i stykker og lukker vand ud, så efter et kvarter ligger jeg med følelsesløse arme og spræller på 20 cm’s vand. Endnu en ud af kroppen oplevelse. Min babys hjertelyd er lidt uregelmæssig, så jeg kommer op på land i sideleje, så de kan monitorere ham med en elektrode.

Kl. 23.00 er der vagtskifte og jeg har vildt meget lyst til at presse. Det får jeg lov til. Jeg får sagt et par gange at “bare så i ved det, så skider jeg altså nu”. Bare lige en serviceannoncering fra min side. Niklas holder mit ene ben, en assistent presser varme klude mod min lænd og jordemoderen holder et spejl, så jeg kan se med. Det fungerer rigtig godt for mig. Efter en halv times presseveer siger hun at jeg skal tage min hånd ned og mærke hovedet, som er så blødt midt i alt det hårde.

Sidste halvdel af pressefasen føles som to skridt frem under en ve og et skridt tilbage i mellem veerne. Jeg gør en indsats for ikke at bande helt vildt ? Ender med et råbemantra a la ?Kom nu uuuuuuuud!!? og det virker. Det brænder og svier, men jeg har også en fornemmelse af at det hele pludselig giver mening.

Kl. 00.16 tager Niklas og jeg imod vores søn og lægger ham op på mit bryst. Han stikker i et højt hyl og kigger os lige ind i øjnene.

Han er helt vidunderligt blød og krøllet og har store læber, sorte øjne og mørkt hår. Og han vejer 3080 gram og er 51 cm lang.

Vi venter lidt med at klippe navlesnoren, og imens de ordner mig forsikrer de mig om at jeg altså ikke har pøllet. Jeg prøver at amme og så bliver der kørt en fødselsdagsbakke med toast og juice ind på stuen. Det føles som om vi er de eneste tre i hele verden.

Kl. 3.00 bliver vi hentet af en taxachauffør (som heldigvis har mere styr på autostole end os) og vi kører over på barselshotellet, hvor vi tilbringer de næste tre døgn med at lære vores lille nye menneske at kende. Han er så uendeligt sød og skal hedde Kurt Petzke Burchardi.

Når jeg tænker tilbage på min fødsel, føler jeg mig enormt heldig. Både fordi min krop og min baby var så gode til at samarbejde. Men mindst lige så meget fordi vores fødegang havde ressourcer til os.

Min jordemoder og hendes assistent, Sofie og Mathilde, var så seje og jeg husker stemningen på fødestuen som tryg, rolig og effektiv. Samtidig var jeg slet ikke i tvivl om at de var på arbejde. Jeg kunne ikke have ønsket mig det bedre.

Katrine, min ?barselskollega? fra APA, og hendes kæreste var ikke lige så heldige, og blev overflyttet fra Hvidovre til Rigshospitalet midt i hendes kraftige veer. Jeg har svært ved at  forestille mig hvor hårdt det har været. Både for Katrine, men også for de jordemødre som må sende en fødende kvinde væk i en taxa og dermed give hende en helt anden fødsel end den hun har håbet, og krav, på.

Lige nu kæmper jordemødre for, at de øremærkede midler som de blev lovet i 2015, og som den nye regering har trukket tilbage, kommer hjem til de trængte fødeafdelinger.

Jeg har skrevet under på Jordemødre for Livets underskriftindsamling. Hvis du også vil sætte din krølle på den vigtige sag, kan det gøres her.

Tak fordi du læste med:)

30. oktober 2015 5 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg har hele tiden tænkt, at jeg ville lave et blogindlæg når jeg på et tidspunkt følte mig rigtig gravid. Med 3 uger til termin, må jeg erkende at det nok ikke bliver mere rigtigt end nu.

Så hermed ? 8 måneders hjernemøl i frit flor.

Jeg havde stadigvæk tømmermænd fra min 30-års fødselsdag, da jeg i slutningen af januar, opdagede at jeg var gravid. Her er klokken 6 om morgenen, de sidste gæster er lige gået og jeg står med en smørstegt parisertoast og en opvask på størrelse med Mount Doom.

Sindstilstand 36 timer senere: Fuck. Mig.

Jeg er for øvrigt ikke en af dem som bare lige *puf* og hovsa blev gravid på en uge. Tværtimod. Til sidst var jeg bare så træt af skuffelsen hver eneste måned, at jeg helt droppede at holde øje og i stedet gik all in på rødvin og bløde oste. Da så jeg blev gravid fejrede jeg det i Samadhi Spa med massage, champagne og chokoladefondue.

Jeg har ikke haft vilde cravings rent madmæssigt, men har lykkeligt genfundet kærligheden til  70’er retter, mælkeprodukter generelt og herunder især risengrød.

Det var meget svært at skulle holde mund med verdens vildeste nyhed i 2 freaking måneder! Men det var faktisk også hyggeligt at have en hemmelighed, som for en gangs skyld var god. De fleste af mine hemmeligheder er enten frygteligt pinlige eller bare dårlige. Da vi endelig fik at vide at de to streger nok ville blive til et rigtigt lille menneske, sagde vi det med slik og scanningsbilleder i påskeæg og hjemmelavede avisforsider.

Jeg har kværnet mig igennem utallige app’s med tjeklister, blogs, bøger og terminsgrupper på Facebook og minmave.dk hvor man rigtig kan køre hinanden op hver eneste gang man har en plukkeve. Og det er måske ikke så underligt at man går rundt og bliver ængstelig, for jeg synes at en stor del af den information man får, både fra sundhedssystemet og i bøger og blade, er temmelig dommedagsagtig og tager udgangspunkt i at man “selvFØLgelig er angst for ( >indsæt selv alt i hele verden som kan gå galt< )”.

Til gengæld har jeg været rigtig glad for:

“What To Expect” appen. Fordi den sammenligner din baby med frugt. Og fordi damens lipgloss.

“De Kære Børn” af Anna Wahlgren (læs førsteudgaven hvor de ikke har censureret alle smøgerne og snapsene ud:)). Den er for børneopdragelsesgenren hvad Camilla Plum er for kogebogsgenren: Måske ikke særlig god i praksis, men underholdningsværdi, inspiration og personlighed er til gengæld helt i top. Og så er det bare lækkert med et indkøbsråd som: “køb lidt frotté i metermål og klip det ud til håndklæder og vaskeklude. Du behøver ikke sy kanterne”.

“Yummy Mummy” af Charlotte Torpegaard. For at kompensere lidt for Wahlgren.

Alle de KURSER jeg har kunne komme i nærheden af! Jeg er ikke en af dem som bare har tænkt sig at overgive mig selv til min vidunderlige Mother Nature Krop og derudover sætte min lid til sundhedssystemet. Så om tre uger når jeg sidder på en badering med fjerdegradsbristninger og fødselstraumer, skal det i hvert fald ikke være fordi at jeg ikke havde forberedt mig. Og så glæder jeg mig faktisk også til at prøve at føde og jeg vil gerne have The Full Experience. Jeg har gået på “Smertefri Fødsel” kurset hos Anja Bay på Christianshavn. Bogen kan også anbefales, og der er gode hjemmeøvelser som man kan få rigtig meget ud af, hvis man synes at kurset er for pebret (mener at jeg gav ca. 1500 kr for 4 lektioner). Jeg synes nu det var alle pengene værd.

Jeg er faktisk også blevet okay glad for APA’s kursus for førstegangsfødende. Der får man rent kvantitativt lidt mere for skillingen (9 lektioner for ca. 1500 kr). Selve vidensdelingen går dog lidt for langsomt for min smag og i modsætning til Anja Bay (som er meget ligefrem og no bullshit), så har APA mange flere “…jaaaaaaah??-pauser” og “Hvad føler du er rigtigt for dig”-spørgsmål (Jeg ved sgu da ikke hvad jeg føler! Det regnede jeg da med at du ville fortælle mig). Tilgengæld er det vildt hyggeligt at mødes fast hver uge med de samme gravide damer og lave fysiske øvelser. Det sidste kursus jeg går på hedder “En Familie Fødes” og er et tilbud til førstegangsfødende på Rigshospitalet. De har vist den slags kurser på alle hospitaler. Kurset er gratis og foregår over 3 aftener hvor 10 par sidder og lytter på en jordemoder som gennemgår alt det lavpraktiske omkring en fødsel og tiden efter. Det kan også anbefales, hvis man ikke er så meget til pilatesbolde og laboro-vejrtrækning.

Min graviditet har primært sat sig på røv og lår men langsomt har maven også taget sammen rent størrelsesmæssigt. På det første billede er jeg 3 måneder henne og synes at jeg var enorm (Lol).

4,5 mrd henne. Og endelig kan andre også (med lidt god vilje) se, at jeg er gravid

8 mrd henne. Jeg var til bryllup 4 dage før jeg fødte, og dansede til kl. 5.00 om morgenen. Det har virkelig været en taknemmelig graviditet ? også selvom jeg endte med at tage imponerende 20 kg på.

It’s a BOY!

I takt med at jeg er blevet større, er min egen barndom forøvrigt begyndt at stå som fuldstændig og komplet idyllisk. Lykkelig glemt er forældremyndighedssager og skolegårdsangst. For tiden husker jeg kun vikingeskibe, vindmøller og uendelige sommerferier i Sverige. Jeg håber babyen arver mit fortrængningsgen.

Hurra for at arve tøj, ting og sager fra gode, gavmilde overskudsforældre! Det eneste vi har købt fra nyt er lidt tøj, en puslepude og et badekar. Det er sguda fabelagtigt! App’en Reshopper og DBA.dk kan seriøse tricks. Og så er det smart at have seje designere i sit instagramfeed.

Se mig, jeg har strikket bukser i størrelse 2 år. Doh.

…Og lavet et tøjgrid ud af arvestykker. Jeg VIDSTE at The Wardrobe Challenge ikke var forgæves

Babybulen har været med på to festivaller. Først Primavera og så Ross. Det var faktisk en overraskende fedt at være ædru på festival ? For første gang nogensinde
1. kunne jeg huske alle koncerterne 2. smed jeg ikke min telefon væk

Min fordi-jeg-ikke-var-fuld-på-Roskilde gave til mig selv.

Sommerens fravær af kølig hvidvin har betydet ekstra meget is. Og slik. Ekstra meget slik.

Det bedste af det hele

28. august 2015 2 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest