Category

Det Etiske Charter

Det er modeuge i København, og dermed er det også tiden hvor mit facebookfeed koger over af folk som mener, at alle modeller har en spiseforstyrrelse. Jeg har skrevet så meget om det gennem tidens løb, at det ikke giver mening, at smide endnu mere brænde på bålet. Men jeg blir bare nødt til lige at sige noget.

I år er det nemlig 10 år siden jeg, sammen med modebranchen og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, begyndte at lede efter løsninger på, hvordan vi kan gøre op med sygeliggørelsen af de raske, men ofte meget unge modeller, samtidig med at vi finder og hjælper de modeller som faktisk har brug for hjælp.

En hurtig sang fra de gamle dage

Som regel er det de lidt ældre modeller, som må kæmpe for at overholde hoftemålene, og ofte får at vide at de skal tabe sig, som bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Den model var jeg tilbage i 2006: I ugerne op til en modeuge eller en arbejdstur til Hamborg spiste jeg ingenting, for at komme ned på et hoftemål på 89 cm. Når modeugen og mine castings var overstået, kom jeg tilbage på skolebænken og hverdagen hvor alle i mine øjne, væltede sig i pizza og kage. Og så overspiste og kompenserede jeg helt vildt: Jeg skulle jo lige bevise at jeg stadigvæk var gode gamle, fløde-og-fadøls-ida.

Det første til noget seriøs ubalance og 5 år med bulimi. Blablablabla… Lang historie gjort meget kort: Dén sygdom er en værre kælling, sindssygt taburiseret, og jeg ønsker virkelig for ingen, at de skal gå og kæmpe med den i stilhed, ligesom jeg gjorde. Gid mit modelbureau dengang havde gjort en oprigtig indsats for at opdage det jeg, i min iver efter at være model, gik og skjulte.

Det var et langt sejt træk at komme ud af min spiseforstyrrelse, med mange psykologtimer og tilbagefald. Men jeg opdagede at man faktisk godt kan være model, selv med det hoftemål på 100 cm, som jeg har rocket de sidste 5 år. Faktisk er der mange af de mere kommercielle tøjkunder som ligefrem ser den bagdel som en fordel.

Et landsdækkende sundhedstjek

Gennem tiden har modviljen fra mange modelbureauer (men ikke alle) været stor, mens der fra designernes side ? De egentlige beslutningstagere ? har været rungende tavshed. Men nu er det som om der er ved at ske noget.

I Mandags lancerede styregruppen bag Det Etiske Charter, som jeg er en del af, sammen med alle landets største modelbureauer nemlig et landsdækkende sundhedstjek for modeller. Og jeg er så stolt af at have været en del af den udvikling.

Udgangspunktet for sundhedstjekket er, at alle modeller er sunde. Så det handler altså lige så meget om at blåstemple de mange raske modeller, som hver dag må finde sig i at blive udskældt og sat i bås som syg: Man kan sagtens have et lavt BMI og være fuldstændig sund og rask. Og man kan sagtens have et normalt BMI og være syg.

Og derfor tror jeg, at et sundhedstjek er et stort og vigtigt skridt på vejen mod at sikre, at alle modeller er sunde og har det godt ? I hvert fald indtil den skønne dag alle designere i hele verden, beslutter sig for at afskaffe det ensidige skønhedsideal, til fordel for et mangfoldigt ideal, både hvad angår størrelser, alder og etnicitet.

sundhedstjek

Her er jeg i 2006, og så igen 10 år (og 10 kg) senere i 2016. Pointen er ikke se-lige-en-stor-forskel-der-er-på-før-og-efter, men netop det modsatte: At en spiseforstyrrelse er usynlig.

Så please. Skal vi ikke stoppe med at dømme hinanden og modellerne på catwalken? Vi aner ikke hvordan der ser ud på indersiden.

2. februar 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

(Her var der en meget opmærksomhedskrævende video om 2pm’s Model Academy som konstant gik i gang af sig selv – Men man kan i stedet se den lige her – Det er den video der hedder “An inch or two on the hips”).

9. september 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Kulturnyt på P4 var med da jeg satte mit projekt op til afgangsudstilling på Nicolai i Kolding. Programmet kører i radioen netop nu, og selvom jeg hører ret meget radio (og måske også mere P1 og P2 end de fleste på min alder) hører jeg alt-alt-alt for lidt! Lige nu sidder Anne Linnet og snakker om Shit og Chanel, mens jeg drikker kaffe. Lydfladen af folk der snakker (ikke taler:)) med god lyd, gør sgu bare noget dejligt ved et rum (i modsætning til et fjernsyn der kører).

Sådan så det forøvrigt ud ved min plads på udstillingen i Nicolai i Fredags

Selvfølgelig har jeg fulgt med i Rio+20 topmødet (som desværre lige blev overhalet lidt indenom af en finansforhandling gone wrong). Men topmødet er altså spændende, og fordi det åbenbart er sindssygt populært altid at brokke, brokke, BROKKE sig over beslutninger truffet af dem vi demokratisk har udvalgt til at diskutere på vegne af os, overrasker det mig ikke at virkelig mange artikler handler om hvor ukonkret resultatet (en 49 siders fælles erklæring) er. Måske er den “ukonkret”, “meget skuffende”og hvad den ellers bliver kaldt af WWF og de andre NGO’er, men jeg ved det ikke endnu, for jeg har ikke læst den.

Men uanset hvad, så synes jeg altså at Ida Auken er sej, sådan blandt 50.000 deltagere at slå på tromme for Danmark’s grønne visioner. Og jeg synes hun har meget ret i det hun citeres for i DR’s artikel fra i forgårs:

– Hvis man vil tale aftalen ned under gulvbrædderne, så bliver den ikke til noget. Men hvis man bruger alle de håndtag, der er, til at ændre verden, så kan man det, siger hun.
Hvis ngo’erne er kloge og vil spille med, så bruger de aftalen til at holde deres regeringer fast og indlede samarbejde med erhvervslivet og andre aktører, siger miljøministeren.
– Men nogle af dem vil gerne have nogle juridiske håndtag og præcise målsætninger og tidsrammer. Det er der ikke i aftalen. Men jeg tror, de endnu ikke kan se, hvad dette kan blive til, siger Ida Auken.

Det minder mig om en af hovedkatalysatorerne bag stiftelsen af foreningen for danske modeller, nemlig Det Etiske Charter fra 2007, som jeg synes var vildt ukonkret og manglede håndgribelige krav og, ikke mindst, sanktioner hvis ikke de nye retningslinjer blev overholdt. Jeg ved ikke hvad jeg forventede dengang – At modebranchen egenhændigt skulle løse problemerne for os modeller?! I dag kan jeg godt se at det er hul i hovedet. Hvis man vil løse et problem, skal man starte med sig selv, og det var både derfor vi lavede Danske Modeller, og det er også derfor jeg har lavet mit afgangsprojekt “Ud af skabet”.
For 7 år siden var jeg med Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya, og dernede læste jeg Tor Nørretranders fantastiske bog “Mærk Verden”. Hans citat om emergens i politik sig brændte sig fast i mit hoved:

»Den emergente politik består i at gøre noget, man er helt overbevist om er godt for en selv og ens omgangskreds, også selv om det forekommer naivt. Den emergente politik er en accept af naivitet, ikke en accept af passivitet. Den emergente politik består i at gøre det, man føler er rigtigt, lige dér, hvor man er. Og at flytte sig, hvis det er nødvendigt. Den er en accept af, at det vigtigste man kan gøre er at gøre noget: at handle og forandre på en måde, som i hvert fald er god, sådan som man nu kan vurdere det«


For at vende tilbage til Rio+20, vil jeg opfordre til at man lige læser den her artikel i Information: Rio+20 er jakkesættenes maskerade. Her kan man bla. læse om hvorfor det er, at det hele starter med os selv:

“Selvfølgelig skal vi udvikle og anvende miljøskånsomme teknologier, men først og fremmest skal vi 20 pct. af verdens befolkning, der i dag forbruger 80 pct. af jordens ressourcer, gøre op med vores sindsforvirrede dans om guldkalven. Og det gælder ikke mindst for et flommerigt land som Danmark, der modsat den fremherskende selvforståelse absolut ikke er på et bæredygtigt spor. Vi hører tværtimod til et af de mest miljøbelastende lande på kloden. Vores natur er blandt de mest intensivt udnyttede, vores energiforbrug hører til blandt de højeste, ligesom vore affaldsmængder og vores forurening er blandt de største i verden. Samtidig er vi et af de mest stressplagede folk, der findes, ligesom vores forbrug af psykofarmaka hører til i den absolutte verdenselite. 
[…]
Der findes i sidste ende kun én vej ud af håbløshedens blindgyde: Vi må holde op med at tro, at dem i toppen løser problemet for os og i stedet påtage os den svære, men meningsfulde opgave at skabe omstilling fra neden. Hermed er vi tilbage ved diskussionerne på konferencen i Gøteborg, som for øvrigt viste, at der faktisk er ganske mange, der allerede er i gang og har været det længe. Det giver håb, og det bliver ikke mindre af, at det herskende vækstparadigme i tiltagende grad synes at krakelere indefra: Paradigmets fortalere bliver mere og mere desperate i takt med, at kriserne detonerer om hovederne på os. Samtidig ser vi flere og flere afhoppere blandt folk, som tidligere har indtaget nøglepositioner i systemet, men som nu kalder på et grundlæggende kursskifte.”

24. juni 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

The Guardian kan man i dag læse at Israel nu lovgiver om obligatorisk sundhedstjek og nedre BMI for alle landets modeller. Jeg mener ikke at sundhed (udelukkende) kan måles i kilo, og håber vi i Danmark kan finde ud af at løse problemerne uden en lovgivning. Men ifølge sundheds og forebyggelsesudvalget’s resumé fra 12. januar 2012 lader det til at sundhedstilbuddet til danske modeller har lange udsigter.

21. marts 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

I går havde jeg et lille debatindlæg i Information.

Jeg vil meget gerne have jeres mening og idéer til forslaget som dybest set handler om at skabe en mere åben branche og vidensdele de forskellige etiske initiativer som foregår rundt omkring på modelbureauer og designkontorer.

Certificering til modebranchen

Etik er det nye sort, og det er bare om at holde sig til. I England har Londons modeuge og fagforeningen Equity skabt konkrete forbedringer for modellerne, og for tre år siden stiftede en engelsk model ngo’en Models’ Sanctuary (Helligt rum for Modeller).
Også herhjemme er vi i gang. I 2007 skrev Danish Fashion Institute og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser et etisk charter, hvis formål er at øge modellers trivsel. Desværre har de færreste læst charteret, men det blev skrevet, og det er en begyndelse.
Hvis den danske modebranche fortsat vil følge med inden for social bæredygtighed i forhold til modellerne, skal vi huske intentionerne fra 2007. Til den sidste modeuge i København var der indført en minimumalder for modeller samt regler om sund mad bag scenen.
Der er altså mange gode tiltag herhjemme, og jeg tror ikke, at man kan finde nogen i branchen, som ikke dybest set ønsker sunde og glade modeller. Hvorfor er det så, at nogle modeller stadigvæk er sultne og usikre?
Det vidner vel om, at branchen ikke altid efterlever de etiske intentioner i praksis.
Muligvis drukner de gode intentioner i mediemudder under modeugerne, hvor de fleste journalister pludselig mener, at alle tynde modeller er syge, og at modebranchen er meget ond. Skal vi ikke snart videre?

Synlig indsats

Vi kunne jo starte med at fortælle, hvem i branchen, der gør hvad: Hvilke designere og modelbureauer arbejder med hvilke etiske tematikker og hvordan? Branchen har brug for vedvarende vidensdeling, og jeg foreslår derfor en certificering af alle instanser i den danske modebranche.
En certificering kunne have samme værdi for modebranchen som Ø-mærket har for de økologiske produkter og landmænd. Hvor fedt er det at være økologisk landmand, hvis ingen ser det?
Vi skal formulere en stribe konkrete krav, og hvis de overholdes, er man berettiget til en certificering. Det vil hjælpe til en vidensdeling omkring modebranchen og styrke forståelsen af dens udfordringer.
Efter min overbevisning vil en sådan certificering også have et internationalt perspektiv, så den danske modebranche igen kommer op foran i bussen, hvad angår social bæredygtighed og sunde modeller.
24. november 2011 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Der sker ting og sager i den danske modebranche og det er fantastisk at være en del af og vidne til.

Jeg blev i forgårs interviewet af Carla Christine Bruus Strube fra Fashionforum (som forøvrigt er et genialt site hvis man er interesseret i den danske modebranche).
Vi talte bla. om spiseforstyrrelser i modebranchen og om vigtigheden af Det etiske charter. Læs hele artiklen her

Det sundhedstjek som er undervejs er uhyre spændende fordi branchen og lægerne endelig har indgået et samarbejde om noget ganske konkret. Det er en konkretisering af Det Etiske Charter som jeg tror vil give modebranchen mulighed for at danne sig et overblik over vores – modellernes – egentlige tilstand. Som jeg ser det vil tjekket nok ikke umiddelbart komme modellerne til gavn, men ikke desto mindre er det vigtigt at vi bakker om omkring det, da det på længere sigt vil bane vejen for en større indsigt og forståelse for vores sundhedstilstand.

Lige nu ved ingen i modebranchen hvor mange modeller i Danmark der lider af en spiseforstyrrelse og hvor mange der udviser en risikoadfærd. Vi bliver nødt til at turde smide kortene på bordet. Jeg forstår derfor ikke psykolog, Ida Koch, når hun udtaler i DAFI’s pressemeddelelse at ”Det er vigtigt at få undersøgt de etiske konsekvenser af et sundhedstjek fx hos Institut for Menneskerettigheder. For det kan jo være problematisk, hvis man som model skal gennemgå et sundhedstjek med nogle meget personlige og psykologiske spørgsmål eller efterleve en BMI-grænse for at få lov til at få et job. Det er der vist ikke mange andre brancher, hvor man ville byde de ansatte det.”


(læs en artikel om debatten her).

Når man er ung model kan det være ufatteligt svært selv at sige fra overfor modebranchens krav, og i modsætning til hvad man bla. kan høre i Bag Facaden så kan man altså godt tabe sig til at blive model (trust me on this one). Og det er dér forældrene og bureauet kommer på banen. Jeg synes at Maya Albanas dokumentarfilm “Min smukke datter” som blev sendt på TV2 for et par uger siden skildrede de problematikker man som forældre står overfor både realistisk og poetisk. Og jeg er da sikker på at langt de fleste tilfælde af risikoadfærd “fanges” af bureauet og forældre, men i de tilfælde hvor det ikke bliver opdaget, fordi en spiseforstyrrelse altså snildt kan være usynlig – selv for ens egen mor – tror jeg sundhedstjekket vil være meget gavnligt.

Jeg kan ikke se hvordan det kan krænke menneskerettighederne at man laver et psykisk sundhedstjek. I etisk øjemed, hvad er så forskellen på at stille krav til det ydre og så at stille krav til det indre? Ida Koch skriver at “det kan være problematisk, hvis man som model skal (…) efterleve en BMI-grænse (…)” i forbindelse med et sundhedstjek. Jamen, vi efterlever da allerede en BMI grænse? Så snart vores BMI bliver for høj bliver vi jo pænt bedt om at smutte en tur i træningscenteret eller skrue ned for kulhydraterne. Og det er der da ikke noget etisk forkert i! Det er måske ikke så pædagogisk, men det er jo netop derfor at vi skal sikre, at hver og een har psyken til at modstå kravene hvis de bliver for urealistiske. I en branche som i så høj grad stiller krav til det fysiske, må det da være i orden også at stille krav til det psykiske. For mig at se er sundhedstjekket en mulighed for at kere sig for hinanden på et sundhedsmæssigt niveau og samtidig danne et overblik, som kan gavne os alle på den længere bane.

– Ida

PS. Modelbureauet 2 pm har forøvrigt lavet et super initiativ. Læs om det her: 2 pm Model Academy

Eller se 2 pm’s film om akademiet

14. juli 2011 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
  • 1
  • 2