Category

Foreningen Danske Modeller

10151240_851083731573895_3819294550822888644_n

Dette skulle have været en hilsen til 1. maj og arbejdernes kampdag i går, men så fik jeg ikke skrevet (fordi baby, ik?).

For 7 år siden stiftede jeg nemlig en vaskeægte wannabe fagforening (som den her blog faktisk udspringer af ? hele første år var alle mine blogindlæg virkelig dølle noter). Dengang gik jeg på Designskolen og manglede et emne for min bachelor.

Projektet blev at stifte verdens første fagforening for fotomodeller.

Det greb lidt om sig, og de sidste 7 år har jeg været formand for en forening som har

– Stået til rådighed for mere end 500 medlemmer

– Udarbejdet en analyse af modellers arbejdsforhold og fået kortlagt modelbranchen.

– Hjulpet jeg-ved-ikke-hvor-mange modeller og forældre med uvildig juridisk rådgivning.

– Udarbejdet to standardkontrakter sammen med Dansk Artist Forbund og LO.

– Afholdt Model-Til-Model møder i samarbejde med Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser.

– Arrangeret Model Lounges under CPH Fashion Week.

– Været med til at etablere et landsdækkende sundhedstjek for modeller.

– Siddet med i styregrupen for Det Etiske Charter.

Når jeg tænker på at idéen oprindeligt udsprang i mit lille køkken i Århus, hos et par modeller som var pissetrætte af Uffe Buchard (og hele modebranchen generelt), så blir jeg ekstra stolt, når jeg ser på hvad vi har opnået. For vi er ikke længere uvenner med Uffe. Faktisk sidder vi i styregruppe med ham. Og Eva Kruse, Helle Hestehave fra Baum und Pferdgarten, As Øland fra Dansk Mode & Textil, modelbureauerne og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser. Og den gruppe har samlet modebranchen på en måde som globalt set er helt unik. Det gør mig stolt. For er det ikke det faglig organisering handler om ? At samle?

Men nu er det slut. På en ekstraordinær generalforsamling for en uge siden, lukkede vi vores forening. 

Der var hverken tid, penge eller energi tilbage. Gnisten var væk. Men jeg håber og tror at vi har efterladt os et lille fedtet fingeraftryk på det politiske landkort. Og forhåbentlig har et par unge modeller lært, at det er helt på sin plads at stille krav til sin(e) arbejdsgiver(e).

Foreningen har i hvert fald lært mig at være optimistisk, hård, politisk, nævenyttig, engageret, oprørsk, kompromissøgende og først og fremmest: At det faktisk ikke er svært at gøre en forskel.

Farvel Foreningen Danske Modeller. Tak for denne gang.

(Og glædelig kampdag:)) Fagforening

2. maj 2017 3 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
IMG_2470.JPG

Der er modeuge og jeg er desværre ikke med i år. Og dog. For i Danske Modeller, har vi endelig fået lov til at offentliggøre vores nye samarbejde med Dansk Artist Forbund. Det gjorde vi med en stor artikel om vores samarbejde om udviklingen af en standardkontrakt, i Ugebrevet A4 i Mandags. Man kan læse artiklen her.

Ugebrevet A4 : Modeller kræver bedre vilkår

Vores næstformand Lykke Jeppesen var i DR2 for at fortælle mere om hvorfor krav om rimelige standarder og gennemsigtighed i egne arbejdsforhold, ikke er for meget at forlange i en branche præget af konkurrence og ugennemskuelige arbejdsforhold. (Og så owner hun værten, da han forfladiger debatten ved at snakke om afklædte modeller og “pikante” billeder;))

Lykke i Nyhedstimen på DR d. 27 januar kl. 16.00 (spol frem til 52.25)

31. januar 2014 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
blogger-image-540253624

Få kan som Uffe Buchard få mig til tasterne, og lige siden jeg i 2007 dedikerede en kronik i Politiken til ham med indledningen ?Kære mandlige trendsætter?, har Uffe katalyseret utallige tanker hos mig. 

Da jeg skrev kronikken i 2007 var jeg frustreret (og sulten). Jeg havde lige stået i bar røv foran en kø af mandlige og kvindelige modeller og Uffe som med et målebånd om min bagdel degraderede mig til et hoftemål (som med mine daværende 95 cm var alt for stort). Uanset hvor lidt jeg spiste, blev jeg aldrig valgt som model til modeshows, fordi det eneste der blev kigget på, var det der hoftemål. 
Det var først da jeg tog 10 kilo på, skiftede modelbureau og begyndte at nyde et liv med plads til både mad og træning, at jeg fik mange modeljobs – godt nok landede jeg ikke show jobs, men jeg lavede alt muligt andet. For det kan godt være at jeg har brede hofter, men jeg har også langt hår, en flot talje og gode manerer. Så mens Uffe og co. fortsatte jagten på de unge og cool, lavede jeg – og en masse andre modeller – kommercielle ?fy-fy kataloger? i Tyskland, tog en uddannelse og i 2010 var vi endda et par stykker der, som de første i verden, grundlagde en forening hvis eneste formål er at arbejde uvildigt for modellers rettigheder og sundhed. 
Men nu har Uffe vist ombestemt sig – I hvert fald skriver han i maj?s udgave af Elle: ?Siden har jeg fået min vilje hvad angår absolut neutral og magiforladt opførsel på podierne (…) Men for helvede, jeg keder mig alt for ofte når jeg ser et show?.
Ja, Uffe fik sin vilje. Og selvom jeg nok aldrig bliver cool nok til Uffe, så vil jeg bare sige at vi faktisk er nogle stykker der tager vores modeljob alvorligt. 
I løbet af mine 8 år som model, har jeg mødt et utal af modeller som gør sig helt enormt umage med deres arbejde. 
Der er faktisk nogle af os som gladeligt tager nattoget til Hamborg (og med største selvfølgelighed selv lægger ud for billetten), går tværs over Lars Tyndskids marker i Hedensted for at spare kunden for en taxiregning, konsekvent møder 10 minutter før tiden, bruger faktor 50 selvom det er kedeligt, holder os væk fra cigaretter og stoffer, kæmper os ned i spinningsalen 3-4 gange om ugen i vores sparsomme fritid, lærer sprog så vi kan forstå vores udenlandske kunder, skriver navnene ned på dem vi har arbejdet med, så vi kan huske dem når kunden booker os igen (for det gør de) og sidst men ikke mindst giver hånd til ALLE når vi møder på settet – inklusiv fotoassistenten. 
Commes il faut! 
Så når Uffe skriver at ?det kan være en fortvivlende pinsel at afholde en simpel casting? og  ?Der var engang hvor modeller tog deres job alvorligt?, så vil jeg bare sige: 
?Hej Uffe. Vi er her stadigvæk. Du fik bare skræmt nogle af os væk. Hvis du har ombestemt dig (og vi ikke er for kedelige), kan du finde os i nattoget mod Hamborg. 
Hvis det er for besværligt, så prøv www.danskemodeller.dk.
Kærlig Hilsen Ida.

Læs Uffes klumme her.

10. maj 2013 5 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Hvis der er noget jeg virkelig bliver konfronteret med i mit nye arbejdsliv, så er det immervæk min psykopatagtige idiot usikkerhed (så er vi sgu i gang. Det må være the sunday blues).

Jeg er så nervøs for at dem der har ansat mig, snart finder ud af at jeg er mega dårlig til at være designer. Hver gang jeg går i kantinen sender jeg pålægsmaskinen stjålne blikke og tænker at det jo er bag ved den, jeg burde stå. Det er dumt, irrationelt og min logiske sans ved jo godt at jeg har startet en forening som har 600 medlemmer, gennemført en uddannelse og alt det der. Men JEG ved tilgengæld at det jo bare er fordi folk ikke kan se at jeg i virkeligheden er både dum og fed, har åresprængninger overfucking alt og generelt bare snylter jeg mig gennem livet.

(Det var så lige min indre djævel. Goddag.)

Forleden så jeg Myginds Mission. I programmet sidder den meget pæne Mathilde Norholt (som jeg har set sidde frontrow til utallige shows under modeugerne) med tårene løbende ned af kinderne og fortæller at når man er blevet mobbet i folkeskolen, så vil man altid tvivle på om man er god nok.

Jeg skiftede, som så mange andre, skole fordi jeg ikke havde det godt i min klasse. Jeg kan da godt huske at nogle kaldte mig “rødhåret pik”, men hvem blev ikke drillet i folkeren?
I hvert fald har jeg aldrig tænkt at det at være blevet mobbet som barn, kunne være årsag til at være blevet en usikker voksen. Men nu tror jeg, at jeg ombestemmer mig. Egentlig giver det jo ret god mening at det er svært at være sig selv, hvis man altid har opført sig som en anden for at passe ind.

Når man så oven i købet har arbejdet 8 år som model, hvor man konstant spiller en iscenesat rolle, så gør det det ikke nemmere pludselig at sidde i et rigtigt job hvor man (som jo er mig. Gulp. Kører altså lige pronomenstil her) af dygtige folk er blevet givet en kæmpe chance – De har jo vist enorm tillid ved at vælge lige præcis MIG til det stykke arbejde, der skal laves. Så dur det altså ikke at jeg flere gange dagligt overvejer at copy paste hele verden ind i det jeg laver.

I dag kom jeg til at tænke på et brev jeg skrev til mig selv da jeg var 10 år. Jeg bad min mor om at passe på det indtil jeg blev 25 år, hvor jeg så endelig måtte åbne brevet. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men blev alligevel rørt over at mit fortidsjeg havde skrevet præcis det, jeg havde havde allermest brug for at høre :

“Jeg synes jeg er så dum. Altså jeg kan ikke forstå noget som helst og Stine driller mig også meget og det hader jeg. Jeg prøver altid at være nogle andre fordi jeg syndes jeg selv er pinlig. Og så er der ingen der kan lide mig fordi alle mennesker har noget spechalt og det går i stykker hvis man prøver at være en anden.”

Det er fandeme et note to self from self. Jeg prøver at huske på det og indtil jeg bliver overbevist, er det rart at vide at man ikke er den eneste. Se bare modellen Cameron Russell’s TED talk om usikkerhed (tak til Jenny for at dele)

13. januar 2013 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

(Her var der en meget opmærksomhedskrævende video om 2pm’s Model Academy som konstant gik i gang af sig selv – Men man kan i stedet se den lige her – Det er den video der hedder “An inch or two on the hips”).

9. september 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
ida_burchardi_ddaward12_lavx.jpg

Jeg er svinsk stolt over at være nomineret sammen med 15 andre til Dansk Design Centers særpris Talent 2012 under Danish Design Award (som altså er toppen af poppen hvis man er designer).

Herover stod noget klæbende selvfedt om mine projekter, men eftersom jeg jo har blæret mig både herder og alle vejne, og man nødig skulle miste aftensmaden er det slettet til fordel for et par billeder og linket til Dansk Design Centers Pressemeddelelse : )

 (Jaja, vi haaar set dem føør, men det er min blog, og nu går de fine deltagere og mig altså lige sejrsrunde)

6. september 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
IMG_3612.JPG

I Fredags blev jeg endelig opereret i min hofte (mine to faste læsere ved godt hvorfor).
Skal vi lige starte med at snakke om hvor sindssyg en oplevelse det er at være i narkose! Først bliver man rippet for alt det der kendetegner en. Man vasker sig, fjerner neglelak, smykker, make-up og pakker håret ind i en særdeles ufiks blå badehætte. Så tager man noget meget grimt og stort hospitalstøj på, der kommer en læge og sætter et kryds på den hofte der skal opereres (very comforting). Man er reduceret til en krop og et personnummer når man bliver ført ind på operationsstuen hvor en dame putter elektroder på ens brystkasse, imens en utrolig flink narkoselæge lægger drop og sprøjter sovemiddel ind i ens hånd. Og så kan man ellers bare vinke farvel til verdenen. Jeg tror jeg fik mumlet en blanding af “God arbejdslyst” og “Gør jer lige uma….”.

Og efter hvad der føles som to minutter, vågner man så med forbindinger to the max og et skridt på størrelse med Himmelbjerget. Jeg vidste godt de skulle hive benet (citat:)”lidt af led” for at komme til inde i mellem lårbenet og hofteskålen, men når man er følelsesløs i fjappi (pardon my french) på 3. dagen begynder man at få bange anelser. Det stod der sgu ikke noget om i folderen.

De beholdte mig i hvert fald natten over og min respekt for hospitaler er ikke blevet mindre. Jeg synes altså de er rockerseje. Samtlige sygeplejesker, læger, sekretærer, ja selv min vestjyske fysioterapeut er så dygtige og fik mig til at føle mig i de bedste hænder.

Operationslægen fortalte at han havde kunne ordne en hel masse inde i leddet, så forhåbentlig er jeg up and …well, walking igen indenfor en måned. Men desværre fortalte han også at det stod seriøst sløvt til med bruskmængden. Hvilket betyder at det der med slidgigt ikke længere blot er en bange anelse (som jeg -indrømmet- brugte lidt til at score nemme medlidenhedspoint), men rent faktisk er for real.

Hej slidgigt. Vi skal nok få det sjovt sammen.

Ps. Det gode er at jeg sammen med 16 andre er nomineret til Dansk Design Centers Talentpris, at jeg er udvalgt ambassadør for Røde Kors’ Online genbrugs butik (som man forøvrigt lige kan like på Face) og tilmed har fået lov til at skrive et bidrag til en publikation om hvad Danmarks fremtid skal bygge på (for det ved jeg jo – hvis nogen var i tvivl).

Nåeh ja, og så holdt vi altså den bedste generalforsamling i Danske Modeller nogensinde! Folk i foreningen er så engagerede for tiden, og jeg er virkelig glad for at de synes jeg skulle nuppe to år mere som formand.

20. august 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest