Category

Modella

For et par dage siden eksploderede Twitter, da Calvin Klein angiveligt kaldte deres nye str. 40 model for plussize. Alle var vildt forarget.

Det mærkelige var bare, at CK aldrig havde kaldt Myla Dalbesio for plussize, de havde bare booket hende og alt var sådan set godt. Så hvorfor gik alle sociale medier sådan i selvsving?

Problemet er at hvis man er en størrelse 40, så er man faktisk som regel plussize. Enten er man “model” (= ca. str 32-38) eller også er man plussize/curvy/indsætselvværdiladetord model (= ca. alt over str 38).

Det forstår jeg egentlig godt man bliver forarget over.

Jeg ville ønske at man slet ikke delte modeller ind i kategorier. Kategorier kommer der kun reaktioner som “du er på INGEN måde plussize – du er jo smuk!”-kommentarer ud af (For, Lord Knows, at man ikke kan være begge dele?) (se forøvrigt flere reaktioner her)

Omvendt forstår jeg godt, at de kunder som booker modeller, har brug for at kunne danne et hurtigt overblik på modelbureauernes hjemmeside. Men kunne man så ikke i stedet for at vælge kategori, vælge den størrelse model man har brug for i en enkelt roll-down menu med alle størrelser ? 32,34,36,38,40,42,44,46.. ? Så slipper man for forældede og værdiladede ord som plussize og curvy. Og måske kan man undgå kategori-kampe hvor det, at en størrelse L hænges ud for sine kurver pludselig legitimerer at kalde alle der er størrelse XS for anorektiske (se et andet indlæg om det her) og omvendt. Desuden deler man jo heller ikke modeller ind i kategorier baseret på vores hår- hud- og øjenfarve.

Jeg tror at kategorier trigger en flokdyrs os-mod-dem-refleks, fordi der bliver sat 2 hold op. Ligesom dengang i folkeskolen hvor A’erne bare var lidt dumme, alene af den grund, at de ikke gik i B. Kategorier gør, især alle os følsomme og sammenligningslystne mennesker (jeg træder vist ingen over fødderne ved at påstå, at der er ekstra mange af os i modeverden), til børnehavebørn – Reaktionen på den nye CK kampagne med Myla Dalbesio (som forøvrigt også er kunstner men hey, lad os da snakke lidt mere om hendes hoftemål) er bare endnu et bevis.

I går udtalte jeg mig til Ekstrabladet om hele sagen. Og i dag kan man så, i det altid lystige kommentarspor, læse kommentarer som “Lad os få nogle kvinder med former at se. Ikke alle de afpillede modeller, som ligner nogen direkte fra en koncentrationlejr!”

Hehe.

#neverendingstory

‘Mothers Milk’ af Myla Dalbesio

14. november 2014 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg har skrevet om det nok lidt for tit, men skønhedsidealer er stadigvæk min yndlingskæphest, og nu har Magasin, igen, gjort mig forarget.

Kald mig bare smålig, men det undrer mig altså at Magasins nye julekatalog, for kvindernes vedkommende, med undtagelse af en enkelt model, udelukkende viser unge modeller i str. 34-36.

Hvis man tæller sammen (ja, jeg er jobsøgende, so shoot me), så er 90% af kvinderne i kataloget under 35 år. Og, endnu vildere, er der ikke en eneste model over str. 38 (med mit øjemål) i hele kataloget!

Man skal sgu ikke vade mange gange op og ned af rulletrapperne på Kgs. Nytorv for at se at ikke alle i Magasin er 20-årige fotomodeller.

Misforstå mig ikke, jeg elsker modeller og er da også på fornavn med virkelig mange af dem. Hell, jeg er selv en af dem. Jeg er også med på at skønhed sælger, og at dét, i mange år i vores del af verden, har været lig med unge og meget slanke væsener. Men når der nu er så meget fokus på øget diversitet ude i verden, så undrer det mig virkelig at Magasin ? sammen med langt størstedelen af de øvrige danske modelforbrugere ?vælger at holde fast i den gode gamle trædemølle.

Hvorfor er det, at man sjældent vil bruge modeller/personligheder/skuespillere i den anden anden ende af (bmi-)skalaen, når der skal sælges tøj i Danmark? Der er så mange at vælge mellem, hvis man tør tænke ud af boksen (bogstavlig talt) ? For eksempel har Cover i denne måned Ashley Graham på forsiden.

To klik på google, og man er ikke i tvivl om at vi, når det kommer til skønhedsidealer, er håbløst bagud i Danmark. Robyn Lawley fra Australien er bare ét eksempel på en af de modeller som er med til at udvide skønhedsidealet i verden for tiden. Men når modemesserne herhjemme ikke engang vil lukke modeller over størrelse 38 indenfor, er der altså lang vej igen.

Jeg synes bare, det er ærgeligt.

Robyn Lawley for GQ Magazine november 2013

10. november 2014 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Der er modeuge og jeg er desværre ikke med i år. Og dog. For i Danske Modeller, har vi endelig fået lov til at offentliggøre vores nye samarbejde med Dansk Artist Forbund. Det gjorde vi med en stor artikel om vores samarbejde om udviklingen af en standardkontrakt, i Ugebrevet A4 i Mandags. Man kan læse artiklen her.

Ugebrevet A4 : Modeller kræver bedre vilkår

Vores næstformand Lykke Jeppesen var i DR2 for at fortælle mere om hvorfor krav om rimelige standarder og gennemsigtighed i egne arbejdsforhold, ikke er for meget at forlange i en branche præget af konkurrence og ugennemskuelige arbejdsforhold. (Og så owner hun værten, da han forfladiger debatten ved at snakke om afklædte modeller og “pikante” billeder;))

Lykke i Nyhedstimen på DR d. 27 januar kl. 16.00 (spol frem til 52.25)

31. januar 2014 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Få kan som Uffe Buchard få mig til tasterne, og lige siden jeg i 2007 dedikerede en kronik i Politiken til ham med indledningen ?Kære mandlige trendsætter?, har Uffe katalyseret utallige tanker hos mig. 

Da jeg skrev kronikken i 2007 var jeg frustreret (og sulten). Jeg havde lige stået i bar røv foran en kø af mandlige og kvindelige modeller og Uffe som med et målebånd om min bagdel degraderede mig til et hoftemål (som med mine daværende 95 cm var alt for stort). Uanset hvor lidt jeg spiste, blev jeg aldrig valgt som model til modeshows, fordi det eneste der blev kigget på, var det der hoftemål. 
Det var først da jeg tog 10 kilo på, skiftede modelbureau og begyndte at nyde et liv med plads til både mad og træning, at jeg fik mange modeljobs – godt nok landede jeg ikke show jobs, men jeg lavede alt muligt andet. For det kan godt være at jeg har brede hofter, men jeg har også langt hår, en flot talje og gode manerer. Så mens Uffe og co. fortsatte jagten på de unge og cool, lavede jeg – og en masse andre modeller – kommercielle ?fy-fy kataloger? i Tyskland, tog en uddannelse og i 2010 var vi endda et par stykker der, som de første i verden, grundlagde en forening hvis eneste formål er at arbejde uvildigt for modellers rettigheder og sundhed. 
Men nu har Uffe vist ombestemt sig – I hvert fald skriver han i maj?s udgave af Elle: ?Siden har jeg fået min vilje hvad angår absolut neutral og magiforladt opførsel på podierne (…) Men for helvede, jeg keder mig alt for ofte når jeg ser et show?.
Ja, Uffe fik sin vilje. Og selvom jeg nok aldrig bliver cool nok til Uffe, så vil jeg bare sige at vi faktisk er nogle stykker der tager vores modeljob alvorligt. 
I løbet af mine 8 år som model, har jeg mødt et utal af modeller som gør sig helt enormt umage med deres arbejde. 
Der er faktisk nogle af os som gladeligt tager nattoget til Hamborg (og med største selvfølgelighed selv lægger ud for billetten), går tværs over Lars Tyndskids marker i Hedensted for at spare kunden for en taxiregning, konsekvent møder 10 minutter før tiden, bruger faktor 50 selvom det er kedeligt, holder os væk fra cigaretter og stoffer, kæmper os ned i spinningsalen 3-4 gange om ugen i vores sparsomme fritid, lærer sprog så vi kan forstå vores udenlandske kunder, skriver navnene ned på dem vi har arbejdet med, så vi kan huske dem når kunden booker os igen (for det gør de) og sidst men ikke mindst giver hånd til ALLE når vi møder på settet – inklusiv fotoassistenten. 
Commes il faut! 
Så når Uffe skriver at ?det kan være en fortvivlende pinsel at afholde en simpel casting? og  ?Der var engang hvor modeller tog deres job alvorligt?, så vil jeg bare sige: 
?Hej Uffe. Vi er her stadigvæk. Du fik bare skræmt nogle af os væk. Hvis du har ombestemt dig (og vi ikke er for kedelige), kan du finde os i nattoget mod Hamborg. 
Hvis det er for besværligt, så prøv www.danskemodeller.dk.
Kærlig Hilsen Ida.

Læs Uffes klumme her.

10. maj 2013 5 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Hvis der er noget jeg virkelig bliver konfronteret med i mit nye arbejdsliv, så er det immervæk min psykopatagtige idiot usikkerhed (så er vi sgu i gang. Det må være the sunday blues).

Jeg er så nervøs for at dem der har ansat mig, snart finder ud af at jeg er mega dårlig til at være designer. Hver gang jeg går i kantinen sender jeg pålægsmaskinen stjålne blikke og tænker at det jo er bag ved den, jeg burde stå. Det er dumt, irrationelt og min logiske sans ved jo godt at jeg har startet en forening som har 600 medlemmer, gennemført en uddannelse og alt det der. Men JEG ved tilgengæld at det jo bare er fordi folk ikke kan se at jeg i virkeligheden er både dum og fed, har åresprængninger overfucking alt og generelt bare snylter jeg mig gennem livet.

(Det var så lige min indre djævel. Goddag.)

Forleden så jeg Myginds Mission. I programmet sidder den meget pæne Mathilde Norholt (som jeg har set sidde frontrow til utallige shows under modeugerne) med tårene løbende ned af kinderne og fortæller at når man er blevet mobbet i folkeskolen, så vil man altid tvivle på om man er god nok.

Jeg skiftede, som så mange andre, skole fordi jeg ikke havde det godt i min klasse. Jeg kan da godt huske at nogle kaldte mig “rødhåret pik”, men hvem blev ikke drillet i folkeren?
I hvert fald har jeg aldrig tænkt at det at være blevet mobbet som barn, kunne være årsag til at være blevet en usikker voksen. Men nu tror jeg, at jeg ombestemmer mig. Egentlig giver det jo ret god mening at det er svært at være sig selv, hvis man altid har opført sig som en anden for at passe ind.

Når man så oven i købet har arbejdet 8 år som model, hvor man konstant spiller en iscenesat rolle, så gør det det ikke nemmere pludselig at sidde i et rigtigt job hvor man (som jo er mig. Gulp. Kører altså lige pronomenstil her) af dygtige folk er blevet givet en kæmpe chance – De har jo vist enorm tillid ved at vælge lige præcis MIG til det stykke arbejde, der skal laves. Så dur det altså ikke at jeg flere gange dagligt overvejer at copy paste hele verden ind i det jeg laver.

I dag kom jeg til at tænke på et brev jeg skrev til mig selv da jeg var 10 år. Jeg bad min mor om at passe på det indtil jeg blev 25 år, hvor jeg så endelig måtte åbne brevet. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men blev alligevel rørt over at mit fortidsjeg havde skrevet præcis det, jeg havde havde allermest brug for at høre :

“Jeg synes jeg er så dum. Altså jeg kan ikke forstå noget som helst og Stine driller mig også meget og det hader jeg. Jeg prøver altid at være nogle andre fordi jeg syndes jeg selv er pinlig. Og så er der ingen der kan lide mig fordi alle mennesker har noget spechalt og det går i stykker hvis man prøver at være en anden.”

Det er fandeme et note to self from self. Jeg prøver at huske på det og indtil jeg bliver overbevist, er det rart at vide at man ikke er den eneste. Se bare modellen Cameron Russell’s TED talk om usikkerhed (tak til Jenny for at dele)

13. januar 2013 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

(Her var der en meget opmærksomhedskrævende video om 2pm’s Model Academy som konstant gik i gang af sig selv – Men man kan i stedet se den lige her – Det er den video der hedder “An inch or two on the hips”).

9. september 2012 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest