Category

Rejse

Der er nogle steder i verden som bare kalder igen og igen. Og når man så er der, er det som at gå rundt inde i sin barndoms yndlingsbog. Sådan havde jeg det for 15 år siden på en lillebitte ø uden for Afrikas østkyst og sådan har jeg jeg her, hvor vi landede i går aftes. På et hotel, i den gamle bydel i Phuket.

Derhjemme havde vi sindssygt travlt med at gøre vores lejlighed klar til de gæster som skal bo i den mens vi er væk. Oprydningen fik forvandlet sig til det vilde minimalistiske decluttering projekt med køleskabsrengøring, bagtrappeorganisering og blaaah… I 48 timer var jeg ikke udenfor en dør og mentalt klamrede jeg mig til alles beroligende mantra: “Når først du sidder i flyet, kan du slappe af og forstå at I skal afsted” Ja, øh, nej. Når jeg sidder i flyet kl. 22.00 med to vågne børn, så kan jeg overleve. Dét kan jeg.

(Når det er sagt, så overlevede vi flyturen virkelig fint. Børnene var en champ til det med at sove flere gange i løbet af de 16 timer og jeg fik også lukket øjnene, da Kurt var faldet i søvn på gulvet foran os).

Så jeg er først rigtigt ved at forstå at vi er her nu. Nu hvor min familie sover og jeg går rundt på bare tæer i et kringelkroget (og sygt instavenligt!) skatteø-eventyr.

I dag skal vi sejle over Phi Phi til Koh Lanta, hvor vi skal tilbringe de første 16 dage af vores øhop-eventyr. Nu er vi her. Det er fantastisk.

10. januar 2018 1 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Af alle steder jeg kunne havne, er det her nok det sted jeg trængte mest til. Til daglig bor jeg i en lejlighed fem minutter fra Kgs. Nytorv og det betyder at jeg er omringet af folk og at mit liv har en konstant lydside af biler og rullekufferter.

Nu er jeg landet her. I en lille 12 m2 samerhytte af store træbjælker langt oppe i Nordvestsverige. Hytten ligger på stakkede skifersten og her er kun en seng, et bord, en stikkontakt og en brændeovn.

For første gang i to år føles det ikke som om jeg er nogens mor. Ikke lige nu i hvert fald. Det er lidt ligesom at være til gl. elev fest, hvor man også falder lige tilbage i de roller man efterlod på studentervognen. Eller som hvis man ikke har tegnet siden sin barndom. Så tegner man jo som et barn, fordi det var der man slap. Lige nu føler jeg mig som dengang jeg var 23 år og boede alene i Kolding. Selvom jeg var lige melankolsk nok i det dengang, så er det hyggeligt at være tilbage. At sidde her og høre Jeff Buckley og kigge på søen og være skide selvhøjtidelig. Og komme i tanke om at at den her side af mig stadigvæk findes.

I dag har jeg været model for et jagtmærke. Jeg har gået rundt i flere timer i mosevand til anklerne med en jagthund, spist Sheperds Pie på en bjergskråning, hoppet fra tue til tue og kørt rundt i skarp fjeldsol gennem orange trækroner.

Nu er vi tilbage i lejren og det er seriøst luksus. At stjæle en øl fra køleskabet og sætte sig ud i den kolde luft med en bog og et rensdyrskind. Og så kommer Benny, som er kokken, ud med røget ren i tynde skiver og siger at man skal have noget til øllet. Og man tænder op i sin brændeovn og smider tøjet og hopper i den iskolde sø og løber direkte op i den varme sauna, hvor et par fra fotoholdet også sidder. Den slags. Så kommer jeg i tanke om, hvor mange måder der er at være på. Hvor meget man bare er et produkt af sine omgivelser.

Det er godt at blive mindet om.

img_4072

27. september 2017 4 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest

Da jeg var 20 år boede min bedste veninde i Århus. Og hver gang jeg besøgte hende derovre, føltes det som at være på ferie. Jeg havde det ellers ret godt i København: Boede i Valby, læste på RUC og arbejdede som model. Men det var ligesom for stort for mig. København. Tror jeg. Der var by og mennesker over det hele og lidt vel meget rundsave på albuerne. Hver gang jeg var i Århus, sank mine skuldre. Så en sommerdag i 2005 pakkede jeg alle mine ting og flyttede til Århus. Og mærkeligt nok forstsatte feriestemningen, selvom Århus blev hverdag. Det hele var så nede på jorden. Mit jyske modelbureau ringede og spurgte på syngende århusiansk om jeg “mon ku ha lyst til a ta et par timer for Føtex i morgen?”. Og sådan var det. I 8 år blev jeg hængende i smilets by. Selvom det er 4 år siden jeg flyttede derfra, er listen over ting jeg savner ved Århus virkelig lang.

Her kommer 10 af de ting jeg savner mest ved Århus

1. Et øde søndagsstrøg. Bare slentre en tur op og ned og kigge på alle de lukkede butikker og alt er så rent og stille.

2. Den Permenente Badeanstalt. At cykle derud langs togskinnerne, med vandet på den ene side og skoven på den anden, og lægge sig ud til de nøgne kvinder på “damebadebroen” på sit vattæppe (ellers får man splinter i røven), smide alt tøjet og spise vindruer, læse bog og nøgenbade helt til solen går ned. Måske min yndlingsting i hele verden, faktisk.

Århus

3. At alle gå-ud-steder ligger i gå-afstand af hinanden. Så du møder helt sikkert nogen du kender, uanset om du spiller bordtennis på Shen Mao, ser en indie-film i Paradis Bio, spiller backgammon på Gemmestedet, danser på Den Sidste eller drikker fadøl på Peter Gift.

4. Nærheden, igenigen. Århus er jo en lille lækker bouillonterning i forhold til København. Du kan gå til det hele og hvis du alligevel insisterer på at cykle, så gør det for himlens skyld på en mountainbike. Næsten alt der ligger udenfor centrum, kræver nemlig at man forcerer en eller anden form for bakke.

5. At spise en peberbøf på Klassisk 65 i Jægersborggade. De flamberer den ved bordet! Heldigvis har ejerne åbnet en fiskependant med næsten lige så god bistro stemning og fabelagtige østers. Den hedder Klassisk Fisk og ligger i Nørregade. Og bagefter kan man passende lige nuppe en is i Danmarks allerførste paradisis-bod som ligger lige ved siden af.

Århus

6. Skoven. Både Riisskov, som er lille og overskuelig og mest af alt minder om en stor park, men Marselisborgskoven ude på sydsiden, kan virkelig også noget. Dyrehaven og Moesgaard Museum er bare en cykeltur væk. Man er kort sagt omringet af skov og vand. Og DET savner jeg. Og hvis man har en bil kan man også tage på fantastiske en-dags-roadtrips til Djursland (hvor jeg stalkede Bonderøven big-time, back in the day).

7. Aros. Jeg havde årskort og boede tæt på, så sad der ret ofte med en tegneblok og var skødesløs og selvbevidst som kun twenty-something girls kan være det. På et tidspunkt fik jeg mareridt om natten, fordi jeg havde hørt så meget på lydsiden til Bjørn Nørgaards Hesteofring. Der hvor hans kone messer “LILLE HEEEEST, LILLE HEEEEE-EEEST” samtidig med at de slagter en hest. Skidehyggeligt.

Århus

På toppen af Aros for 10 kilo og et pandehår siden…

8. At færdes i trafikken. I Århus er det faktisk bilerne og ikke cyklisterne man er bange for at blive kørt ned af (I know. Crazy). Hvis man er faret vild, kan man desuden spørge om vej, uden folk kigger på dig som om du har afbrudt deres liv’s vigtigste jobsamtale. Til gengæld får du onde, onde hvad-FANDEN-har-du-gang-i-øjne hvis du vover på at snige dig over for rødt.

9. Alle de hyggelige arbejdscaféer. Jeg skrev nærmest hele min bachelor og hele min kandidat på Street Coffee i Brammersgade og Lynfabrikken i Verstergade. Efterfølgende er det væltet op med gode kaffesteder (med pæne hipstermænd bag disken, fortæller mine kilder mig) ved Graven.

10. Åen og havnen. Selvom jeg virkelig ikke er meget for de nye gigantiske og grimme bygninger (ja, Bestseller jeg kigger på dig!) på havnen, så kan DOKK1 (udtales forøvrigt Dokken – Du er jo i Århus), det nye bibliotek med mageløs udsigt, virkelig noget. Så at spise overpriced pizza på Grappa med et glas hvidvin, og så gå videre langs åen ned til DOKK1 og sidde der og glo ud på Molslinjen og crossfittyperne der jerner rundt på parkeringspladsen.

Dét savner jeg.

Århus

18. august 2017 7 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Jeg var ret skeptisk da min kæreste, for et par måneder siden, bookede flybilletter til Spanien midt i højsæson. Har aldrig forstået hvorfor nogen vil væk fra den danske sommer. Men eftersom juli officielt har lagt sig med kronisk pms, har den her ferie været endnu mere genial og tiltrængt (fyi tog vi vores del af tørnen rent vejrmæssigt, da vi var på ø-lejr med 2 børn under 2. I telt. I regnvejr). 

Spanien, sol og 30 grader? Øh, ja tak. 

Indrømmet, det var nok lidt overmodigt at tage afsted 3 vennepar med 7 børn under 6 år. Men en stor swimmingpool, plads nok, billig sprut, en million jahatte og fælles indsats i diverse ulvetimer har gjort, at vi faktisk har haft det – tør jeg sige det? – ret fantastisk. 

Om dagen har børnene ultimativt sat dagsordenen med udgangspunkt i de 3 i’er: iPopupis iPool og iPad. Men hver aften, når de var lagt, har de voksne altså haft minifest på altanen. Med lun brise, kolde drinks, chips og musik – Oh, the joy.  Når 95% af aftenerne derhjemme foregår i selskab med Netflix, og det er et hyr at mødes med sine venner, har det virkelig været en kæmpe luksus at have gode (og lige så socialt desperate) venner lige dér, så snart solen gik ned. 

Jeg vil ikke hjem. 

Kh Kæmpekrabben Ronaldo

30. juli 2017 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Selvfølgelig snoozede jeg da vækkeuret ringede i går morges kl 3.30. Primært fordi det eddermanme er et sindssygt tidspunkt at stå op på. Sekundært fordi jeg efter 200 år på barsel åbenbart har glemt, hvordan man står op efter et vækkeur [indsæt arbejdsløs smiley]. 

Et par timer senere sad vi, mod al forventning i et fly mod Alicante. Kernefamilie in spe på jomfrutur! Med sygt meget leverpostej i håndbagagen. 

Turen gik faktisk okay: Otto skreg sig kun til en enkelt blodkarsprængning, og så snart vi havde stocket op på jamon, ost og San Miguel, var det faktisk bare at hoppe i poolen. Jeg gik dog kold med Otto, mens nogle på magisk vis sørgede for aftensmad til børnene. 

Da de (børnene alså) lidt senere var gået omkuld, drak de voksne rødvin på altanen og hørte heartbeats og cikader. Det var sådan cirka totalt perfekt. 

Status indtil videre: Børneferie med venner er sgu helt igennem okay. Men vi skal nok lige lande helt her i Casa Del Badedyr, før jeg vil vove at kalde det afslappende. 

PS. Hvorfor bade når man kan amme?
21. juli 2017 1 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

En stor bid af december tilbragte jeg i New York. Niklas har en masse familie derovre, så han er kommet der hele livet (yes. verden er kold og uretfærdig). Det var “kun” min 4. gang.

1. gang var jeg på udveksling i gymnasiet, og vi havde lige præcis 6 timer i byen. Jeg husker ikke meget, udover at komme hjem med en kuffert fyldt med Lucky Charms, frihedsgudinden-merch, 4 pakker Oreos (man ku ikke få dem i dk dengang, jo!), en Magic 8-Ball og en I ? NY t-shirt.

2. gang var jeg lige blevet 20 år og var afsted med min daværende kæreste, og den fik alt hvad den ku trække med SATC-tour, shopping (åh, da Urban Outfitters ekspedienten kiggede på mig, “Sorry, your card has been declined”, og vi kun havde 8 dollar til hele weekenden, før banken åbnede igen, og vi spiste Lucky Charms til aftensmad og så Entourage på motelværelset på Bowery Street..).

3. gang, 10 år senere, var jeg afsted med Niklas og boede i Greenpoint lige overfor Hannah’s lejlighed i Girls. Jeg var gravid med Kurt, vi var stadigvæk sort of nyforelskede og alt var meget romantisk.

Denne gang var jeg så afsted med Niklas, Kurt og noget storsparkende i maven. Backpackerhotellet på Manhattan som mit 20-årige selv boede på, var skiftet ud med en brownstone i Brooklyn og på den måde følte jeg mig very 31 years old.

Og så skete der jo også det, at jeg blev gift. VI blev gift, mener jeg. For Niklas synes nemlig også at det var en god idé da jeg for et par måneder siden, under endnu en af vores halvhjertede bryllupssamtaler henover ubetalte regninger og lasagneplader, foreslog at vi da bare kunne blive gift mens vi alligevel var i New York. Det var han heldigvis også klar på.

Sådan bliver man gift i New York

Først og fremmest var det virkelig sjovt, romantisk og ret enkelt at blive gift i New York. Vi havde ingen papirer med hjemmefra (men kun fordi vi havde været for sløve til, 3 uger inden afrejse, at få bestilt en gratis bopælsattest på vores kommunes hjemmeside). Men man har faktisk kun brug for sine pas og et vidne.

Forberedelse?

I New York gik vi som noget af det første op på et City Clerk Office i Brooklyn (kom tidligt på dagen, hvis man vil undgå den værste kø). Her fik vi for 35$ et Marriage License, som gav os lov til at blive gift. Brooklyn kontoret var temmelig hæsligt og vi blev anbefalet at blive viet på Manhattan. Et virkelig godt tip.

Aftenen inden vielsen gik jeg ind på en ret nice og rowdy lokal neglesalon og fik en 8$ manicure med min medbragte Chanel neglelak. Jeg købte også en hårlak og et Hallmark-kort til Niklas med teksten “Congratulations, you did it! Good job!”

??På selve bryllupsdagen?

Vi sigtede efter at være klar så snart kontoret åbnede kl. 9.00. Det vil sige at nogen (= mig) var virkelig tidligt oppe for at krølle hår, mens andre (=Niklas) et kvarter efter vi skulle være gået, henkastet spørger sin fætter, om han har en blazer tilovers. Han lignede selvfølgelig stadigvæk en million, det dumme svin.

bryllupshår Vi var på vielseskontoret cirka klokken 10.30 og der var ca. 20 brudepar i kø foran os (det så lige så sjovt ud som det lyder). I hjørnet var en kiosk, hvor man lige ku få pimpet sit bryllup. Der købte jeg min vielsesring til 30$ og en brudebuket af hvide nellikker. Helt perfekt (selvom jeg stadigvæk fortryder at jeg ikke også købte et slør til Kurt).?Resten af ventetiden gik med at tage billeder foran et stort cheasy backdrop, betale 25$ for selve vielsen, og bagtale de brude der sad i deres store hvide kjoler og kiggede ned i deres mobiltelefoner (Seriøst… Og det her er et helt andet indlæg, men vi er jo så syge i hovederne med de mobiler! Os alle sammen. Også mig).

Rådhus Manhattan
Efter to timers ventetid (her ku’ man faktisk godt have haft en flaske champagne med), blev det vores tur. Lokalet, var lidt kønsløst, men helt fint og mindede meget om rådhusene herhjemme. Giftefogeden var til gengæld herlig og guidede os igennem ceremonien med hård hånd a la “Now, place your rings on the table, good, now face each other, okay, Niklas, repeat after me…”.

Gift i New York

Gift i New York

Gift i New York?
1 – 2 – 3 – Vi bestod! Dog fik vi begge lidt stress, da vi efter vi havde sagt “I do” blev bedt om at komme med en kærlighedserklæring til hinanden. Øh, der stod ikke noget om vows på hjemmesiden, men lige pludselig gav den timelange ventetid mening. Og man zoomer ud med sine alt for varme kinder og hører sig selv pligtskyldigt sige “Øh, I will love you!” til sin (pæredanske) kæreste.?

?Efter rådhuset fejrede vi med lobsterrolls, seafood, fadøl og champagne på spisestedet Pier A som ligger helt nede ved vandet, har udsigt til Frihedsgudinden og kun er en kort taxitur fra vielseskontoret. Jeg havde nedlagt veto mod underspillede hipstercaféer den dag ? Jeg VILLE se noget storslået, turistfælde agtigt. Himlen var blå, det var skidekoldt, så efter maden sejlede vi rundt om Liberty Island. Og så tog vi ellers metroen hjem, hentede to store pizzaer og så Elf og flettede fingre i sofaen.

Jeg har altid tænkt, at der findes to måder at blive gift på. Enten kører man the whole shebang, med 3-retters, liveband og alle venner i en stor fest. Eller også smutter man lige op på rådhuset og får det ordnet. Men efter at have været til en del fantastiske og forskellige bryllupsfester har jeg opdaget hvor mange måder man kan gøre det på. Og at uanset hvad man vælger, så bliver det jo helt perfekt. Bryllupsfester er geniale og jeg satser stadigvæk på, en dag når vi har råd (og jeg ikke længere er gravid!), at invitere alle vi kender til en kæmpe drøn af en dansefest. Men indtil da vil jeg bare være taknemmelig for at vi fik sagt ja til hinanden på den fineste måde jeg kunne forestille mig.

Gift i New York

? 15.12.2016 ?

11. januar 2017 4 comments
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Det’ sørme det’ sandt december og om 9 dage skal jeg til New York med mine to yndlingshomies. Jeg har ikke haft tid til at glæde mig, og ved derfor ikke helt hvad vi skal lave endnu. Men det bliver noget med at gå en masse ture i Williamsburg og Central Park, straffe mit dankort i nogle vintagebutikker og spise tonsvis af hvide kulhydrater.

Jeg glæder mig. Fra NU af!

1. december 2016 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

For lang tid siden købte jeg to flybilletter til Skotland. En til mig. En til min baby. En uge. Alene med en et-årig. Indsæt selv svede-smiley.

Det var hårdt. Helt sikkert. Men det var virkelig også hyggeligt at rejse sammen bare os to. For første gang, følte jeg at jeg havde eksklusiv, iscenesat mor-søn-tid med min nu store, selvgående baby ? og det var saftsusemig befriende at stikke af fra vuggestue-leverpostej-rutinen, for en stund. I lufthavnen prøvede vi make-up i tax-free og efterlod os et Hans & Grethe spor af theboller og rugbrød hele vejen ud til gaten.

Fra Edinburgh tog vi en bus til Glasgow, hvor vi blev samlet op af en af mine ældste veninder fra efterskoletiden, Marie.

Marie har købt et lille hus langt oppe i bjergene. Huset er småt og det suser ind med kold luft fra vinduerne. Men det gør (næsten) ikke noget, for huset er lige præcis så hyggeligt, som man forestiller sig og udsigten er for vild. På efterskolen var vi bedste venner og lavede alt sammen. Nu lever vi så forskellige liv, og snakker sammen så sjældent, at jeg ærlig talt var helt nervøs for, om vi overhovedet kunne huske, hvorfor vi er venner. Mens jeg triller rundt herinde i Nyhavn, drikker kaffe to-go i tide og utide og har 3 stk bedsteforældre indenfor belejlig radius, kører hun rundt med sin 4 mrd. gamle datter i landroveren i venstre side ad de smalle veje langs søer og bjerge. Hun henter brænde morgen og aften ude i skuret. Og når de skal have take-away, kører hendes mand da lige i 30 minutter for at hente den. Da jeg så hende første gang, for 15 år siden i vaskekælderen på Vesterdal Efterskole, tænkte jeg at hun var noget af det sejeste. Sådan har jeg det stadigvæk.

Veninder. De former os og venskaberne former sig efter vores liv. Lige nu er jeg i en fase hvor alle mine venindeskaber føles som midlertidigt i undtagelsestilstand, fordi vi alle sammen har gang i noget seriøst tidskrævende med nogle børn og en familie. Men allerede på vores anden dag i Skotland var Marie og jeg tilbage i vores 15-år gamle jokes, 2-stemmige glasvandtissange, Den Eneste Ene citater (“du har en meget fin porestørrelse”) og aftensmadskombinationer a la spareribs med risengrød, slik og karameliserede popcorn, imens man ser Harry Potter 3 og dør af grin over noget man ikke kan huske.

Kurt og jeg sov på en stor luftmadras og hver aften læste vi Folk Og Røvere I Kardemommeby og sendte selfies hjem til dk. Kurt levede 90% af uøkologiske færdigretter, så TV hver dag og slikkede på samtlige gulve han kom i nærheden af. Og han var så glad. Jeg blev helt rørt, over hvor nemt det egentlig kunne være. Det er mig der har behov for at bage rugbrød, cykle ham rundt til det ene og det andet børnevenlige arrangement i hans Yepp-cykelstol og rågummisåler, have råd til de helt rigtige tallerkener, en ny sofa, måske en anden spisebordslampe, et par nye sko… Og behov for at lave politisk korrekt aftensmad fra scratch hver eneste freaking aften, mens mit barn, politisk korrekt sidder og hjælper til, hvilket gør at vi bruger på den gode side af en time hver aften på at rydde op (og undre os over, hvor alle de bananfluer mon kommer fra)… Det er egentligt lidt sindssygt. Når nu det eneste vores børn har brug for er os. Og så måske en købelasagne.

Skotland. Thanks for the reminder.

21. november 2016 0 comment
1 Facebook Twitter Google + Pinterest