Category

Ikke kategoriseret

Lige om lidt skal jeg have min nye hofte. Jeg har været til infomøde og undersøgelse hos min læge og tandlæge. Ovre i hjørnet ligger et sæt krykker, en strømpepåtager (Get Ur Socks On), en gribetang og et skohorn. Jeg er så klar!  (…og kun lidt nervøs)
På Mandag skal nogle læger så skære min hofteknogle af og banke en ny protese fast i stedet. Det virker noget dramatisk og jeg skulle kun se ca. 4 sekunders ”hip replacement” på Youtube før jeg indså at ortopædkirurgiske operationer, præcis som trekanter og ostefondue, nok er bedst i teorien.
Hvis jeg ikke tænker på selve operationen og genoptræningen, så glæder jeg mig. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det blir vildt at gå uden problemer og bjerge af piller, men efter tre år med kroniske smerter kan jeg nærmest ikke rigtigt tro på det.
Det er ikke fordi jeg synes at jeg ligefrem dyrker smerten til dagligt, men nogle gange når jeg går, så prøver jeg at fokusere på følelsen i min raske hofte og spejle den over i den syge. Så opdager man, hvor ondt det egentlig gør. Men smerten er blevet en så integreret del af det hele, at det mere bare er en konstant fornemmelse. Ligesom et køleskab der brummer. Det er først når lyden stopper, man opdager den.
Da det startede for nogle år siden, var det bare usmidighed i hoften. Løbende tog det til og pludselig går det op for en, at man har ændret adfærd. For eksempel er man blevet sådan en som får folk til at hente ting for sig, siger ”Hyyyha”, når man sætter sig ned og ”Ophååå” når man rejser sig. Det gør bare rockerondt. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så får man faktisk ondt af sig selv.
Men nu skal det fannie gallie være slut! Fra lige om lidt. Så er det Nancy, lange gåture og amok med BEGGE ben på dansegulvet.

Det er næsten ikke til at tro.

5. December 2013 1 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest
(Beklager at en dum punktformliste åbenbart er det eneste, jeg kan overskue efter 3 måneders orlov fra min bette blog)
  • Boede på en gammel, utæt skude ved navn Serena i et par måneder i løbet af sensommeren. Det var en ret sjov oplevelse at bo alene på en havn.
  • Efter 8 år i yndlingsjylland flyttede til København i et kæmpe læs af en rusten, sortmalet postvogn tætpakket med hele mit 28-årige liv.
  • Undervejs kastede min 15 års samling af dameblade overbord. Adios fashionistos. 
  • Blev interviewet i Jyllandsposten om mit købestop og hvor svært det ind i mellem er – og i forlængelse heraf fik min første sviner på 180 grader.
  • Svarede på svineren.
  • Lavede en platform for ’Bæredygtige Forstyrrelser’. Her forholder forskellige fagligheder lige fra filosoffer til fotografer, sig hver måned sig til et bæredygtigt stikord udvalgt på baggrund af vores arbejde i Laboratoriet for Bæredygtighed på Designskolen Kolding.
  • Fik den platform etableret på Facebook. (den kan man jo så lige like).
  • Blev slæbt i fogedretten af mit modelbureau, fordi jeg synes det er uretfærdigt at binde sine medarbejdere i 12 måneder, uden at stille nogen form for arbejdsgaranti til rådighed.
  • Vandt.
  • Havde optur over hvor meget vores bestyrelse i Danske Modeller rykker.  
  • Besluttede mig for at jeg da sagtens kan brugte 5 timer hver dag på at pendle mellem København og Kolding. Det koster godt nok 4500,-/mrd, men så kan man jo så glæde sig over DSB’s superflotte italienske investering. 
  • Læste ’Kunsten at være kvinde’ af Caitlin Moran. Et must for alle hunkøn!
  • Begyndte på Politikens Debattør- og Kritikerskole, hvor vi hører oplæg af bl.a. Yahya Hassan, Martin Krasnik og Pia Kjærsgaard. Man skal også skrive debatindlæg og det er svært. Forstår godt dele af kritikken, men jeg er sådan helt grundlæggende for gratis viden – Det er vel altid ens eget ansvar at forholde sig kritisk til den. 
  • Havde så ondt i hoften at man tror det er løgn. Det er i sandhed røv og nøgler at have slidgigt. Især når den er blevet så slem at jeg lige har bestilt en ny hofte i julegave.
  • Var sammen med fantastiske venner som gider følger en tilhospitalsundersøgelser og som synes at hinkedans er super.
  • Begyndte at svede uforholdsmæssigt meget om natten og aflyse aftaler i sidste sekund.
  • Opdagede at det er min egen skyld at jeg har så skidetravlt hele tiden.
  • Fandt ud af hvor nederen folk er når de har travlt.  
  • Indså at jeg ikke ville være den slags menneske.
  • Sagde op på mit arbejde.
Ps. Jeg er edder mugge mig spændt på, hvor den her liste ender.
5. November 2013 0 comment
0 Facebook Twitter Google + Pinterest

Få kan som Uffe Buchard få mig til tasterne, og lige siden jeg i 2007 dedikerede en kronik i Politiken til ham med indledningen ?Kære mandlige trendsætter?, har Uffe katalyseret utallige tanker hos mig. 

Da jeg skrev kronikken i 2007 var jeg frustreret (og sulten). Jeg havde lige stået i bar røv foran en kø af mandlige og kvindelige modeller og Uffe som med et målebånd om min bagdel degraderede mig til et hoftemål (som med mine daværende 95 cm var alt for stort). Uanset hvor lidt jeg spiste, blev jeg aldrig valgt som model til modeshows, fordi det eneste der blev kigget på, var det der hoftemål. 
Det var først da jeg tog 10 kilo på, skiftede modelbureau og begyndte at nyde et liv med plads til både mad og træning, at jeg fik mange modeljobs – godt nok landede jeg ikke show jobs, men jeg lavede alt muligt andet. For det kan godt være at jeg har brede hofter, men jeg har også langt hår, en flot talje og gode manerer. Så mens Uffe og co. fortsatte jagten på de unge og cool, lavede jeg – og en masse andre modeller – kommercielle ?fy-fy kataloger? i Tyskland, tog en uddannelse og i 2010 var vi endda et par stykker der, som de første i verden, grundlagde en forening hvis eneste formål er at arbejde uvildigt for modellers rettigheder og sundhed. 
Men nu har Uffe vist ombestemt sig – I hvert fald skriver han i maj?s udgave af Elle: ?Siden har jeg fået min vilje hvad angår absolut neutral og magiforladt opførsel på podierne (…) Men for helvede, jeg keder mig alt for ofte når jeg ser et show?.
Ja, Uffe fik sin vilje. Og selvom jeg nok aldrig bliver cool nok til Uffe, så vil jeg bare sige at vi faktisk er nogle stykker der tager vores modeljob alvorligt. 
I løbet af mine 8 år som model, har jeg mødt et utal af modeller som gør sig helt enormt umage med deres arbejde. 
Der er faktisk nogle af os som gladeligt tager nattoget til Hamborg (og med største selvfølgelighed selv lægger ud for billetten), går tværs over Lars Tyndskids marker i Hedensted for at spare kunden for en taxiregning, konsekvent møder 10 minutter før tiden, bruger faktor 50 selvom det er kedeligt, holder os væk fra cigaretter og stoffer, kæmper os ned i spinningsalen 3-4 gange om ugen i vores sparsomme fritid, lærer sprog så vi kan forstå vores udenlandske kunder, skriver navnene ned på dem vi har arbejdet med, så vi kan huske dem når kunden booker os igen (for det gør de) og sidst men ikke mindst giver hånd til ALLE når vi møder på settet – inklusiv fotoassistenten. 
Commes il faut! 
Så når Uffe skriver at ?det kan være en fortvivlende pinsel at afholde en simpel casting? og  ?Der var engang hvor modeller tog deres job alvorligt?, så vil jeg bare sige: 
?Hej Uffe. Vi er her stadigvæk. Du fik bare skræmt nogle af os væk. Hvis du har ombestemt dig (og vi ikke er for kedelige), kan du finde os i nattoget mod Hamborg. 
Hvis det er for besværligt, så prøv www.danskemodeller.dk.
Kærlig Hilsen Ida.

Læs Uffes klumme her.

10. May 2013 5 comments
1 Facebook Twitter Google + Pinterest