Bla bla bla

Tre år og en lille smule tom indeni.

I morgen er det tre år vi blev gift. Tre år siden Otto storsparkede i min mave, mens vi sagde “I do” for bagefter at sejle en iskold tur rundt om Frihedsgudinden. Tre år, et barn, en bil, et sommerhus og et arbejde senere er jeg …helt ærligt bare så træt. Og ikke en særlig god version af mig selv. Jeg ved godt at det er nu, man skal kæmpe, slibe kanter og hænge i med næb og klør. Tænke på børnene, huske det store perspektiv, og glemme sig selv. Men hvor er det hårdt (og white privilige, don’t even say it) at sidde som uopvredne karklude og parallelspor, ved siden af hinanden uden overskud til at finde ind til hinanden.

Jeg er et rodehoved, har ingen grandiøse planer, ambitioner eller forkromede 2020 mål. Det eneste jeg virkelig er sikker, sikker, sikker på er, at jeg vil være den bedste mor som muligt og insistere på retten til at være åben og give og få kærlighed. Lyse på det svære, mens det er svært og i dette lille mikrokosmos, prøve at italesætte noget der er så komplekst for mig, at det er svært at skrive om.

Dagene flyver om ørene på mig, måneder blir til år og for tiden har jeg har en mærkelig følelse af retningsløshed. Som om mit indre kompas er gået i stykker. Måske er det en naturlig reaktion på at have opnået alt det jeg troede man skulle, for at nå i mål, for så at finde ud af at målet ikke findes. At vi bare kører på en motorvej af madkasser og at målstregen er en stiplet bil i horisonten. At målet flytter med. Dét mål, der før var en familie, blir til et hus, til en bil, en tilbygning, et job, endnu et barn.. Evolution: Smart koncept, hvis man vil overtage en planet. Op ad bakke, hvis man bare trænger til lidt ro.

Måske er der to slags mennesker. Dem der bærer et mål i sig selv, og dem der altid jager en målstreg udenfor. Måske er vi alle tvivlende væsener, men med forskellige grader af ro og rastløshed. Eller måske glemmer man bare evnen til at mærke sig selv, når man bruger al sin vågne tid på at imødekomme andres behov.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, der er en integritet gemt inde i mig et sted. Jeg kan bare ikke lige huske, hvor jeg fik den lagt.

Vegetar

If You Wannabe Veganer (status uge 14)

Det går meget godt her i Vegeville. Primært med ikke at spise kød og drikke mælk. Sekundært med ikke engang imellem at spise mozzarella(!) og primadonna. Og æg. Og så lidt flere æg.

På + siden :

– er de sidste to-tre graviditetskilo (hvor længe kan man egentlig kalde det baby weight? Kh moren til en 2,5 årig) endelig forsvundet. Synes faktisk min krop er helt …pæn i det. Og dét er i sig selv breaking.

– var jeg til julefrokost på mit arbejde, og havde slet ikke lyst til hverken flæskesteg eller and (eller det BJERG af cheeseburgers fra Mc Donalds, der var natmad).

– smager aubergine-karrysild heldigvis bedre end det lyder.

På – siden:

– bakser jeg lidt med at få lavet spændende veganske madpakker. Pt er løsningen at have rugbrød og Spir’s pålægspølse og postej og noget agurk og sådan liggende fast i køleskabet på mit arbejde. Og så tænke rigtig meget på, at 29kr/måltid, blir til en årlig besparelse på svimlende 5000 kr.

– Seitan. No. Thanks.

Nyhellig type, men jeg kan sgu ikke finde på mere negativt. Jeg har det vildt godt og synes sgu det er ret fedt, det der med ikke at spise kød. Det er nice i samvittigheden, i kroppen og i køkkenet og nu må I have mig undskyldt mens jeg går ud og losser mig selv hårdt i kuglerne, over at være blevet SÅ fucking irriterende at høre på. Undskyld.

life

Et stks sur kælling.

Kurt smadrede sin nissegave hårdt ned i gulvet i går. Jeg skældte ham virkelig meget ud, men i bagklogskabens lys, kan jeg måske godt forstå, hvis en fireårig bliver lidt skuffet over at få sin mors gamle ‘Cirkus Julius’ bånd pakket ind i avispapir… så jeg har sagt undskyld til ham, og nu har vi skrevet et brev til nissen og sagt undskyld til ham også. Og så begynder julefreden forhåbentligt snart at sænke sig.

Jeg øver mig i ikke hele tiden at skælde ud, komme med stikpiller og i det hele tiden at være en sur røv overfor dem jeg har hhv giftet mig med og produceret. Det er lidt op ad bakke med dét. Al Søde Ida blir brugt op på mit arbejde. De får linen, lunten og lollen. Så er der bare en sur kælling tilbage, som f.eks. blir sur over at min mand ikke har hængt misteltenen op, efter den er faldet ned. På den måde relaterer jeg måske meget godt til min fireårige for tiden.

På arbejdet blev jeg (sgu!) færdig med min store leverance. Ahhh! Så nu: afrapportering, timeregistrering, journalisering og alt muligt andet dejlig kedeligt. Bortset fra, at det er der faktisk slet ikke tid til og i virkeligheden burde jeg have virkelig travlt med virkelig meget nyt, meget vigtigt. Men det orker jeg altså faktisk bare ikke lige nu. Så hvis jeg kunne bede om bare lige fem dage uden mere meget vigtigt meget nyt, lige nu, så kunne det være rigtig, rigtig dejligt… Ro. På. Hvisker jeg, til mig selv.

På Fredag skal Niklas og jeg ud og se på et lille bitte hus – (bare for sjovt, selvfølgelig!) 1,5 km fra en metrostation. 2 km fra en badestrand. 1 km fra …en fucking landingsbane. Argh! Jeg ved sgu ikke… men nu giver jeg lige det område, som jeg, af en eller anden grund er blevet lidt vild med (endnu) et besøg. Det’ jo bare for sjovt.

I morgen skal jeg til Björk koncert med mine to søstre og Fredag aften er der julefrokost på mit arbejde, hvor jeg har store planer om IKKE at drikke snaps og at straffe karaokeanlægget. Så kære mave/hals/migræne-ting, jeg kan mærke i mit korpus: Du har præcis 20 timer til at forsvinde ud af min kiosk.

Og tag meget gerne den sure kælling med, når du går.

Arbejdsliv

Ulvetime med et twist af happy hour

Jeg sidder på et fåreskind i hjørnet af stuen med en øl og nogle lyskæder og Emiliana Torrini på anlægget. Det er virkelig, virkelig dejligt. De her dage, hvor hverdagen bare glider stille og lækkert afsted, børnene (næsten, bevares) selv tager flyverdragter på i børnehaven, de får lov at se tv, tilgengæld er de stjernesøde og jeg stjæler et lille kvarter til at skrive det her. Så bliver jeg glad. Mit arbejde er ved at tage sig en slapper igen og jeg glæder mig til at have en konvergent periode efter lidt for mange forskellige bolde i mange retninger. Nu skal der samles op, afrapporteres og ryddes op i mailbokse og papirer. Det bliver dejligt.

I går var jeg ude at spise med to veninder på LIama, i aften skal jeg skrive lidt på min ikke-bog (som nu er på svimlende 47 sider! Jeg har givet mig selv en deadline, som er at jeg skal vise dem til nogen inden nytår) og i morgen skal jeg fejre en slags milepæl på mit job. På Lørdag skal jeg holde julefrokost med nogle veninder og Søndag holder min 85 årige mormors fødselsdag i Helsingør. Stille, stille, stille og roligt og lækkert og et helt almindeligt lille liv. Er det november? Det tror jeg nok det er❤️

Bla bla bla

Meanwhile

– Er vi i Liseleje. Sommerhus er ekstra tiltrængt denne gang.

– Er det edderrøwme blevet mørkt. November, mand. Gets me every year.

– Synger vi julesange til godnatsange nu. I dag har vi lavet juledekorationer (kæmpe flop by the way! Kæææft, jeg var træt af mig selv og min familie, i de 30 min det stod på, og INGEN gad deltage).

– Tændte vi det gigantiske kalenderlys for første gang i dag, så vi slipper for at holde juleaften ved d. 14. ligesom sidste år. Det er åbenbart så meget, vi får familiehygget i løbet af december.

– Er det bare ikke ok at et kalenderlys skal give mig dårlig samvittighed på familiefronten. Not today, satan!

– Er jeg helt vild med The Morning Show på Apple Tv. Jennifer Aniston og Reese Witherspoon i genial kombi.

– Har de der streamingtjenester ti minutter til at tage sig seriøst sammen og finde en fælles løsning, så man slipper for at betale til 500 forskellige networks.

– Synes jeg ‘Driving Home For Christmas’ er en totalt overvurderet julesang.

– Elsker jeg til gengæld It’s hard to be a nissemand. Små hjerner små glæder.

– Skal I altså huske at sætte kryds i kalenderen d. 18. Januar kl. 21.30 til min fødselsdag. Yes. I kommer med, ikke?

– Har jeg lige opdaget at Times Up Vintage har en onlineshop og har nu købetitis i hele min krop.

– Skal vi for første gang hoste en juleaften for min familie hos os i år. Vi skal være her i sommerhuset, hvilket kan gå galt på en milliard måder.

– Juletræer! Hvad stiller vi op? Gir det mening at købe et i potte, som man kan bruge igen til næste år eller kan det overhovedet trives (uden samtidig at vokse for meget) i en potte? Ved nogen noget, jeg endnu ikke ved? I må meget gerne kaste jeres grønne guldkorn i kommentarsporet. Tak!

– Har jeg lige løbet min første tur i fem(!) år. Det var ufatteligt dejligt og jeg håber virkelig, at der ikke går endnu fem, år før min næste tur. Og – braggingalarm – 5 km på 30 min. Undskyld mig, men mine ben er for seje! Og min hofte fuckede ikke op som ellers er noget af det, jeg har været allermest bange for.

– Kan jeg konstatere at jeg har nul impulskontrol, når det kommer til popkorn. Og taffelchips. Zero. Måske meget godt med det der løb, alligevel.

– er Otto big time i handymandsfasen og elsker alt med skrue og hammer. Derfor har han i dag – naturligvis – døbt vores naboby heroppe: Frederiksværktøj❤️

Have

Haven Rundt #november

I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (som omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her.

Tænk at to måneder er fløjet forbi, uden jeg har fået skrevet så meget som ét sølle ord om min have. Suk. Voksenliv. Min yndlingsårstid er landet. Efterår! Efter sommerens hiv og sving, må man endelig gå i hi og gummistøvler, se farverne skifte og dufte til birkebrænderøg fra de mange skortstene. Vores have forfalder så fint i hundredevis af farver og vi trasker rundt og lægger planer for næste år, hugger brænde og får ordnet de sidste bunker, grene og ukrudt. Her kommer et lille udpluk.

Otto og Niklas ved drejebænken i vores garage.

Min drøm for næste år, er at pille hele vores halvrådne terrasse ned på Nord- og Østsiden og få bygget en ny, som vi forlænger hele vejen op til vores terrasse mod Vest, sådan at vi kan komme halvvejs rundt om huset. En af de ting, der kendetegner vores 1960’er hus, er nemlig at der ikke er tænkt særlig meget i, at sammensmelte ude og inde. Så når man er inde er man *inde*. Jeg har en idé om at en sammenhængende, smal terasse hele vejen rundt om huset og et sæt skydedøre mod Øst, kan hjælpe naturen lidt indenfor i stuen. Og så har jeg en helt klar vision om at sidde om morgenen med varm kaffe og sutsko på terrassen mod Øst og kigge ud på solopgangen over Asserbo Plantage. Uhm! Min 2020 plan, right there!

Fine røde bær og forsømt græsplane mod Øst.

Grene, grene og atter grene. Hvem havde troet, at træfældning ville være så vildt et projekt?! Tænk at noget der går så hurtigt, kan gå så langsomt: Det tager to minutter at fælde et træ, og to uger at rydde op!

Østsiden af haven. Og ja… Flere grene.

Vores matrikel er en dobbeltgrund og mit indtryk er, at der er delte meninger om at haver, der omkranser huset. Jeg må sige: Jeg er altså fan! Det kræver dog at man bevæger sig rundt, for at man får fuldt udbytte af alle havens mange kroge, buske og blomster, og så kan det måske også være lidt ubehageligt ikke at have “overblik” over sin grund. Det sidste er en følelse jeg især har skulle arbejde med her efter vi havde indbrud i August. Bare én lille lyd (og dem er sgu mange af i et hus!) får mig stadigvæk til at fare sammen, og jeg er hele tiden lidt på dupperne, især når mørket er faldet på. Jeg tvinger mig selv ud i mørket, for at lære kroppen at det er okay: Ud med skrald, ned i krybekælderen, lige hente noget i garagen… Så lærer min krybdyrhjerne forhåbentligt snart, at der ikke er noget at være bange for.

Mod Vest: Kæmpe afblomstrede solsikker ved køkkenhaven, og fire millioner blade – Og så et stykke med himmelblå: I august fjernede vi nemlig et par høje piletræer fra vores side af skellet, som tog vores nabo’s udsigt.

Tallerkensmækkereksplosion, rucola i stok og mikroskopiske porrer i køkkenhaven. Tak for vores første år sammen, søde lille have!

Staudebedet. På Instagram fik jeg en masse gode råd, da jeg ikke vidste hvad de mange grønne skud er: Det er åbenbart digitalis. Og dem kan jeg godt lide, så selvom de er selvsået, får de lov til at blive.

Hortensia bluebird. SÅ fine! Totalt yndlingsblomst.

Niklas er religiøs omkring vores lille kuglegrill og bruger den uanset vind og vejr. Sidste nytårsaften grillede han mørbrad i minusgrader her under halvtaget. Dedikeret type.

… Men se ham lige! Der sker altså noget med de der storbymænd (og kvinder!), når de (vi!) kommer ud i en have. I går spurgte en kollega mig hvordan jeg ikke er gået ned med stress, og jeg tror helt seriøst svaret er: Deltid og havearbejde.

Han kan også hugge med en økse og alt muligt. Undskyld. Jeg stopper nu. Moving on.

Til flere Hortensia. Undskyld. Igen: Kan ikke styre min begejstring over disse blomster. Både i vores vaser herinde i byen, hvor de holder sig i op til 2-3 uger, hvis vi stiller dem køligt om natten, men så sandelig også lige her, foran vores terrasse, hvor vi kan sidde og få blomster i blodbanerne helt fra maj til november.

Dreng med en mission <3

Jeg synes at jeg har læst mig frem til, at rosengrene bare skal have lov til at stå urørt og afblomstret indtil til foråret, hvor jeg har tænkt at gentage samme procedure som i april, for hold op, hvor har der været mange flotte roser på den her motherfucker af en busk til venstre.

Endnu en Bluebird (tror jeg da). Så fin, og søvnig og underspillet. På gensyn fine flowerpowers!

Hele sydvestdelen af vores grund med grønne hostablade i venstre side af staudebedet og bålfad og nyskårede træstubbe til højre. En skønne dag skal vi måske have bygget et udkigstårn i nogle af de høje graner heroppe i hjørnet, men jeg ved ikke lige om det bliver til næste år. Jeg kunne også godt tænke mig et shelter, så vi kunne sove ude i haven ved bålet engang imellem. I højre side, ned mod vejen, er der aftensol og dér har jeg en drøm om en dag, at bygge en badstue, med et lille iskoldt vandbassin i jorden, man kan dyppe sig i (men først når børnene er lidt større, så jeg undgår evighedsnoia) – Det prøvede jeg nemlig engang i Lapland, hos en samer, og det var virkelig fedt.

Hvorom alting er: Jeg ved godt det hele roder, at vi hverken har råd eller energi til at føre alle mine idéer ud i livet, og at haven godt kunne stå en hel del skarpere. Men når jeg ser det her billede, så får jeg alligevel et grænsende til ulideligt naturcrush på min have og alle de muligheder den rummer.

Søndag = Selvhjælp

Selvhjælp Søndag feat. Dolly Parton

Det er Søndag morgen og klokken er halv ni. Niklas er gået op til julemarkedet på Kongens Nytorv med ungerne, og jeg sidder lige her i køkkenet og får taget mit ugentlige mentale health check over to kopper kaffe.

Tanker der melder sig:

  1. Kæft, jeg er glad for at bo her på Gammelholm for tiden. Måske er det pga. julelysene i Nyhavn, fordi Kongens Nytorv (som er 150 m fra vores hoveddør) ikke længere er en gigantisk metrobyggeplads, men en smuk, historisk plads og nyåbnet metroknudepunkt, fordi jeg fik støvsuget og vasket gulv i går, eller fordi vores nye børnehaverute ikke længere indebærer en hæsblæsende cykeltur, men derimod en rolig slentren ad Lille Strandstræde eller Nyhavn (okay. Det’ ikke helt så rosenrødt, men jeg prøver lige at male et billede ing:)). Jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for at bo lige her i byen. Og jeg ville også være rigtig glad for at bo på landet. Men livet er langt. Der er mange år til at flytte på landet i. Og lige nu fungerer det her faktisk ret godt i forhold til vores økonomi, vores arbejde og unger. En veninde sendte mig lige Curbed’s liste om at bo i byen med børn, og jeg har lyst til at gøre det hele. Men indtil videre går jeg bare med den lette version: If it aint broke, don’t move.
  2. Hvorfor kan jeg ikke kommunikere med dem jeg godt kan lide? Jeg er så sur for tiden. Jeg vil rigtig gerne være sød og rar og overbærende, men det er som om at ordene snyder mig, og bliver bitre lige i det øjeblik, de forlader mundhulen. Hver gang min terapeut beder mig om at sætte ord på hvordan det kan være, bryder jeg helt sammen: Det er nærmest fascinerende, at være passager på en krop der ikke kan kommunikere med ord. Så sagde hun en helt masse med, at hvis man har oplevet tidlige svigt, fra før man havde et sprog, husker kroppen det, men man kan ikke sætte ord på det, fordi dem har man jo ikke (tror vist det er en psykolog-klassiker). Så nu overvejer jeg lidt noget kropsterapi. Terapi: The Neverending Story.
  3. Podcasten Dolly Parton’s America har fyldt mine øregange til og fra en virkelig intens arbejdsuge. De sidste to måneder har faktisk været intense på mit arbejde, men vi er ved at være igennem nu, og jeg kan mærke juleferien nærme sig med skideskønne, hastige skridt. Nå. tilbage til Dolly, som jeg skrev en helt lille hyldest til på Instagram (som jeg by the way virkelig nyder at være tilbage på! Guess we needed that break). Men jeg vil bare sige, at uanset om man er til Dolly Parton eller ej, så er hendes personlige historie virkelig inspirerende og fin. Man kan finde den her.

Nå. Nu er min familie tilbage i lejligheden og jeg vil smide ovenstående dame på pladespilleren og skrue lidt på min førstefødtes nye seng.

Hav en dejlig Søndag!

Det (mor)somme liv

To three or not to three, that is the question.

Med børn på to et halvt og fire år, ville det være løgn at sige, at idéen om bare en lillebitte tre’er ikke lurer lidt i baghovedet. Tanken om at prøve en sidste gang  – og så lissom gøre det RIGTIGT den her gang, ik? Med etteren fattede vi jo ikke hvad vi lavede og to’eren kom så hurtigt (blev gravid efter ni måneder), at jeg nærmest ikke nåede at opdage det. Begge mine barsler foregik på dagpenge, hvilket, når man er mig i hvert fald, var lig med intens jobsøgning op til to uger før termin og så samtaler igen fra begge babyer var et par måneder. Så tanken om en rigtig luksus lønmodtager barsel, med autoreply på en million år, farvelkage og VI SEZ! kalder på mig som sart rosa sirenesang: En barsel hvor man bare lige skal passe en baby og drikke dyr kaffe og gå ture med en barnevogn. Hvor svært kan det være?

Til næste gang skruk-kukukheden melder sig, har jeg nu bedrevet en huskeliste, jeg kan tage frem og messe for mig selv, indtil det går over igen. Den kommer her.

Ting jeg savner ved at have en baby

– at have en baby

Ting jeg ikke savner ved at have en baby

– at amme

– at slæbe den op og ned fra 4. sal

– at vaske bleer

– ikke at sove

– konstant at ligne Simply Red

– at vade rundt med 20% babyweight uden at orke, at gøre noget ved det

– at lave grøntsagsmos

– vidunderlige uger appen

– at samle kogte ris op fra gulvet

– at bruge samtlige nætter i dyb eksistentiel krise

– bind

– ammehjerne

– aldrig at vide, hvornår jeg har fri

– brystbetændelse

– at føle mig som et gidsel i min egen krop

– ammehår

– D-dråber

– 400.000.000 tigerspring og tandfrembrud

___

Selvtak!

 

 

Vegetar

“Vegansk” uge 8 og 9 (og julekrise!)

Det er gået mindre godt med

– ikke at spise æg

– ikke at spise en portion risengrød

– ikke at spise et stykke kage

– ikke at gå med den ruskindsfrakke, jeg har arvet af min svigermor

Tilgengæld er det gået godt med

– at undlade kød og mælk

– at spise virkelig mange grøntsager

– slet ikke at føle mig udenfor, når vi er på burgerjoint og jeg spiser pommes frites og vegetarburger og drikker cola. Det er overhovedet ikke et offer, men noget jeg virkelig nyder (især at jeg nu kan spise det hele inkl. alles pommes frites rester, uden at føle mig stopmæt bagefter – genialt).

Jeg konkluderer derfor

– jeg er ikke klar til at blive veganer. Endnu. Og det er okay.

– jeg er bare blevet vegetar, ligesom så mange andre. Og det føles virkelig rart. Efterhånden no biggie.

Servicetweet

– Kvickly har Naturli soyamælk på bud til en 10’er (vi hamstrede 10).

– Falafelburgeren på 57 Burger og Øl i Kregme, er virkelig god.

– Gomadressing. På ALT. Uhm!

Jeg er lidt i tvivl om de her små status’er fortsat giver mening, da der jo er MANGE vegetarer og veganere out there, som er det meget mere end mig. Jeg synes det er rart at tjekke ind en gang imellem, og får helt sikkert brug for at blive holdt til ilden, lige om lidt, når vi går ind i december AKA and og flæskestegsmåneden. Åh, Gud… Nejnejnej. Hvordan fanden skal jeg egentlig lade være med at spise flæskesteg og and… shit mand. Det ved jeg faktisk virkelig ikke, hvordan jeg skal klare. Glem lige alt hvad jeg har skrevet indtil nu, fordi dét er eddermanme krise. Kan man godt være vegetar undtagen i december? Eller er det ligesom en alkoholiker der godt bare vil drikke lidt i weekenderne? Findes der antabus til kødædere? Hvordan smager det der fake and, alle veganere elsker? HvorDAN skal jeg ikke spise flæskesvær? Hvad fuck kan man lave i stedet for and på juleaften? Hvad gør jeg når jeg er blevet snapsefuld og får lyst til at æde hele buffeten? Lun leverpostej. Karrysild. Flæskesteg. And med sprød svær og brun, fed, dejlig andesovs.

Åh nej.

Søndag = Selvhjælp

Selvhjælp Søndag feat. Rugsted & Kreutzfeldt

Ting der har virket godt i den uge:

– At tage i sommerhus. Første aften i sit sommerhus = ultimativ lykkefølelse. Ild i pejsen, rødvin, en mørk have og bøger. Ah, mand! Når vi er heroppe, kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have det her hus som eksil. Haven går amok i farver og er så smuk lige nu. Vi brugte hele Lørdag på at hugge brænde, rydde op og ordne køkkenhave. Så freaking zen.

– Julemusik. Vi startede i fredags med et ordentligt dansemedley på stuegulvet. Og nu med to glade nisser (sidste år kunne Kurt forstå lidt på selve juleaften, men i år er han virkelig KLAR på konceptet) til konstant, overgearet at hviske ”hvornår bliver det jul?” i vores ører. Cute! Sidste år startede vi først første december, og havde slet ikke nok tid. I år har vi ekstra brug for de lys, gran, gløgg og julemusik.

– At se Kurt og Otto trives i deres nye institution. De gad ikke engang sige farvel. TAK legetøj. Og TAK til os, fordi vi lavede pseudotvillinger (en sætning jeg aldrig troede, jeg skulle skrive). Når de har brug for hinanden, så er de jo faktisk bedste venner. It worked kraftædemig. Yes!

– Da min søster og jeg inviterede min mor på date i Frederiksværk (min mors fødeby, og den større by, som er nærmest vores sommerhus). Vi spiste på et ret godt burgersted i Kregme og så tog vi til Rugsted & Kreutzfeldt koncert i Gjethuset (lækkert spillested! (og nej, jeg komme helt sikkert ikke nok ud)) i Frederiksværk. Hvis der er en musikgruppe, jeg har fået ind med modermælken, så er det Rugsted & Kreutzfeldt. Helt ærligt bestilte vi billetterne, for at nå at se girafferne og havde derfor sat barren ret lavt. Havde nok en forventning om at det ville være noget med to gamle rødvinstyper der sad og jammede lidt. Men de var bare on top of their game og havde det vildeste band med. Måske er jeg bare røget i P4 segmentet, for det var fandme godt! Studiemusikere på en scene: Kæft jeg elsker det. Man kunne næsten ikke mærke, at de har spillet de samme sange i 13 år. Der var kun lidt bum-tji onkelhumor inde over. Og så sidde der og holde sin mor og søster i hånden til ’Endnu et efterår’ og ’Jeg ved det godt’. Det var next level selvhjælp.

Ting der ikke har virket godt i den her uge:

– Ikke at få sagt fra overfor en kollega. Kogte indeni, men det, der kom ud var ”Helt okay, det går nok – Vi (læs: jeg) løser det” med et stort smil. Pis.

– Mine slimhinder. Har været syg i den her uge, men har ikke haft tid til at blive hjemme fra arbejde. Jeg ved godt, at ”det har man altid”. Men hvad nu hvis man ikke har?! Jeg forstår det ikke. Måske har jeg storhedsvanvid, men hvad nu hvis man f.eks. skal arrangere et arrangement og der ikke er andre, fra ens kontor i den arbejdsgruppe. Hvem skal så gøre det? Anyway. Det gik.

– At misse en venindes fødselsdag, fordi jeg har glemt at skrive den i min kalender. Er verdens dårligste ven, efter jeg har fået børn og job. Evner bare ikke at kombinere de tre. Øv.

– At stå til lygtefest i børnenes nye institution med 88 nye forældre og tænke ”Here we go igen” ifht relationsopbyggelse.

___

Nå. Men tilbage til Rugsted & Kreutzfeldt koncerten. Da de spillede ‘Sæt Fri’ (som de jo skrev til Sanne Salomonsen engang for firehundrede år siden), hørte jeg teksten på en helt ny måde. Jeg synes den er ret god på firsermåden, og overraskende meget #life for tiden. Så her kommer den altså lige:

Hvis din sjæl er tung og træt
Og den trænger til at bli’ skiftet ud
Hvis din krop er stor og doven
Og du kun gider se lige ud

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi har

Sæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni
Alt det, du ka’ li’

Ser du med dit øje halvvejs lukket i

Hvis alt hvad du går rundt og gør
Er ligegyldigt for dig selv
Du tror der er drøn på
Men du er ved at kede dig ihjel

Ta’ med mig op og se det hele lidt…
Lidt ovenfra

Se på vi bare løber rundt
Og glor på det vi harSæt fri, sæt dig fri
Fri fra dine egne grænsers tyranni

Alt det, du ka’ li’
Ser du med dit øje halvvejs lukket i