Have, Sommerhus

En forårskåd havenoobs guide til forår i haven

I det følgende må man meget gerne hånle bedrevidende. Men. Jeg har fandme fået en have! Og jeg begynder for alvor at forstå, hvad al den havefuzz skal til for. Slap. Nu. Af. Det er fedt. Og inden alle mine projekter kuldsejler, vil jeg bare lige nå at nyde dem med en nybegynders ukuelige og uspolerede optimisme.

Here goes.

Marts to do:

1. Grav hele forhaven op. Hæld hestelort ud over den (hentes på lokal rideskole – husk for himlens skyld arbejdshandsker) blandet sammen med kompost fra genbrugsstationen, mens dine unger ser måbende til. Gå i selvsving over dine evner!

2. Forspir tomater og solsikker hjemme i brusekabinen (Så har I sikkert tomater om 3 år #lol)

3. Slå koldt vand i blodet med resten af de frø du har købt til overpris i SuperBrugsen på Vesterbro (gulerødder, løg, ærter, porrer, vild rucola og rødbede). På pakken står der, at det først er til maj og at de skal sås direkte i jorden. Schlaaap af!

4. Tøm køkkenskuffen for kartofler. Læg dem op på loftet og overvej hvor kulturradikale kartofler man får, af at forspire dem på en Weekendavisen.

5. Drøm dig væk i gamle Havemagasinet-blade fyldt med stauder, middelhavsbede og pensionister med haverne proppet med dristige digitalis.

6. Bestil en gratis kompostbeholder hos din kommune. Saml den selv(!) i pisregnvejr og fyld den med madrester, regnorme, blade og god karma.

7. Vær uforstående og taknemmelig over at en hel solskins Lørdag kan forsvinde mellem fingrene, som sandjord, mens alle havens beboere hænger gynge op, graver blomsterbed, leger arbejdsmand og kører på motorcykel i en sandkasse.

Tanker

En hyldest

Er der egentlig ikke snart nogen der laver en film om Suzanne Brøgger? Med Birgitte Hjort i hovedrollen. Bare giv hende et smukt, skævt tandsæt, to bølger af pandehår og en turban. Fyld gerne første tredjedel af filmen med tigerbalsam, feltstudier, røgelse, rejser, fri sex med hotte diplomater og kostskoleliv i hvide, stive bomuldskjoler. København, feministisk oprør, krænkelse, krig og nejhat til det hele i midten. Og den sidste del fyldt med mosevandringer, skeptiske men loyale landsbynaboer, yoga, insisterende kærlighed, skrivescener og en sort kat på skødet, der hedder Linda… Åhh, den ville jeg gerne se!

Selvom jeg er rigtig glad for mit eget liv, så er der bare nogle liv der er next level. Suzanne Brøgger. Magrethe Auken. Patti Smith. Emma Holten. Beyonce. Marina Abramovic. Evren Tekinoktay. Caitlin Moran. Oprah Winfrey. Jacinda Ardern osv. osv. osv. Nogle er bare født med et ekstra gear og jeg elsker seriøst at de mennesker er her i verden og gør den bedre, sjovere, flottere, mere fair, lige og empatisk – Når det går højt for sig herhjemme, kan jeg lige svinge mig op til noget med noget hjemmelavet pasta og et lille heltekvad med kruspersille. Det der med rent faktisk at få udrettet andet end at passe sit arbejde, sine børn og undgå at få PTSD. Det… Det er sgu da fantastisk.

Ps. En lille ting jeg har besluttet mig for at det SKAL lykkes at mobilisere overskud til, er at deltage i demonstrationen for minimumsnormeringer i dagsinstitutionerne, Lørdag d. 6.4 kl. 13.00. Hvis du er i København, håber jeg vi ses. Og hvis ikke, kan du finde en by at deltage i, her.

Det (mor)somme liv, Mad

Verdens bedste pasta

Opskrift på hjemmelavet pasta

Tag dine unger med i Magasin midt i ulvefuckertimen. Klokken 16.15 laver de ormen hele vejen hen til postskranken på 5. sal, mens de skriger på nåde og ekspedienterne ser måbende til. Aflever pakke. Lok børnene med ned i Mad&Vin med flødeboller og håndfri tur med rulletrappen. Køb summerbirdflødeboller og giv børnene en hver, mens du sætter kurs mod grøntafdelingen. Her finder du franske skalotteløg og fennikel på tilbud. Og Grambogård flæsk i skiver og tipo 00 mel. Nu er børnene tørstige af alt det sukker. Tag en Mathilde kakaomælk og hæld på dem, inden i går mod kassen. Cykle hjem med nu overgearede i ladcykel og solskin og en følelse af at den her eftermiddag måske godt kunne trække din ellers ret mandagsmandagagtige mandag op.

I lejligheden vasker børnene hænder, mens du støver din gamle røre- og pastamaskine af og søger efter ‘romantic opera’ på Tidal. Tryk play. Ah. Hæld et halvt kilo tipo 00 mel i skålen og sæt den yngste ind foran Gurli Gris med resten af kakaomælken (skru låget så hårdt på flasken, at han ikke kan få det af). Giv nu din 3,5-årige lov til at slå fem æg ud i melet helt uden hjælp, og nyd synet af verdens mest omhyggelige barn der står og gør sig så umage, mens han slår æg perfekt ud. Tænd røremaskinen til stor begejstring. Røre røre røre og så forme pastadej til kugle og på køl. Stor unge ind foran Gurli. Steg flæsk på varm pande. Pil skalotteløg og skær to æbler i kvarte. Flæsk på papir, løg på pande i flæskefedt, efterfulgt af æblebåde og skru ned. Fyld en gryde med vand og salt til du skammer dig og sæt på højt blus. Riv en halv parmasanost fint i aftensol og nyd at du bor på 4. sal. med vestvendt køkkenvindue og La Traviata. This is why! Kald på stor søn og rul pasta ud med ham. Få yngste søn med og knæk over af stolthed over at de har lige så meget optur over madlavning som du har, mens de hviner, drysser mel på og hænger pastaplader op. Få kæreste til at dokumentere! Til sidst strimles pladerne og puttes i kogende vand. Insistér på at der ikke skal være ketchup på bordet. Snit en halvt fennikel på mandolinjern, hak frisk timian og find olivenolie, salt og peber. SÅ er der serveret mærkelig fusionfood: Pasta med olivenolie, parmasan og timian og æbleflæsk* on the side. Og det bedste af det hele: To glade børn som spiser og snakker løs om motorer og Formel 1 (vi ser alle sammen Drive to Survive for tiden) og mætte maver og et bjerg af en opvask som du melder dig frivilligt til at tage, mens du hører podcast og din kæreste putter bambini.

Velbekomme.

* Næste gang køber du selvfølgelig bare lufttørret skinke, når du står der ved køledisken med ulvetimeungerne – men desperate times call for desperate measures, og æbleflæsk kan sgu også noget.

Tanker

Godnat fra et slot i Nordjylland

Jeg ligger i en drømmeseng mellem mine to endeligt sovende, søde møgunger. Åndedragene er blevet tunge og jeg begynder så småt at drømme om at liste op til de andre, der sidder og spiser natmad, og få mig en kold øl.

Jeg har simpelthen giftet mig ind i en familie der lige stille og roligt ejer et slot. Og her har vi så været til fødselsdag hele dagen. Det har været en kaskerade af suppe, steg og eksistentialisme som det åbenbart er, når man er til 75-års fødselsdag: I dag slog det mig, at det jo er derfor gamle mennesker græder så meget til hinandens runde fødselsdage: De takker af for livet. Og da jeg først fik dét billede på nethinden, kunne jeg seriøst ikke holde tårerne tilbage for al den taknemmelighed og kærlighed der blev sendt rundt til og fra fødselarens venner. Det var så fint at jeg måtte sidde på hug og gemme mig bag børnebordet med tårerne trillende ned ad kinderne. Og da en nordjysk grandonkel spurgte mig, hvem jeg nu var, ku jeg sidde der helt grådkvalt og hikste at jeg var svigerdatter til en grandfætter. Totalt langt ude, lol.

Selvom jeg godt rationelt kan se, at det hverken er min egen familie eller i grunden specielt grædeværdigt, så _kan_ jeg ikke styre det: så snart det blir slået på glasset kan jeg mærke, at nu skal jeg seriøst til at tage mig sammen. Mon der findes en pille for det?

NU sover ungerne og jeg vil gå op til de andre og drikke en sidste skål for den seje fødselar inden jeg også skvatter i søvn.

Hav en god Lørdag!

Ida

Familieliv, Sommerhus

Should we stay or should we go?

Den er der bare stadigvæk. Den der lille bitte irriterende, insisterende lyst til at flytte ned på jorden. Og bare lidt væk fra turisterne, bilerne og asfalten. Hver eneste eftermiddag at kunne lukke ungerne ud i en fed kliché af en altid tilgængelig have. …Pis. Vi har en attraktiv lejlighed og i et halvt år har vi haft vores vildt dejlige sommerhus i Liseleje. Hver 3-4 weekend pakker vi taskerne og tager derop i bilen og den følelse af at sidde i bilen på vej op i vores hus er fandme priceless. Det er fedt. Så overdrevet priviligeret, at jeg skammer mig over det her dilemma: Helt ærligt har jeg svært ved at forestille mig at weekenderne bliver lige så afslappende i et hus, man bor i hele tiden som de gør, når man vekselvirker mellem by og land.

Samtidig må jeg bare erkende at det faktisk er mere omstændigt at komme afsted til sommerhuset, end jeg lige havde regnet med – Både det faktum at knap to dage hver 3. uge simpelthen ikke er nok til at dække det havebehov jeg kan mærke spire i mig. Men især nedpakning af sommerhuset om søndagen got me like [indsæt Beyonce med sindssygt ansigtsudtryk og løftede øjenbryn] med to vilde unger og tømning af køleskab og efter en times køretur at skulle slæbe 2 fyldte ikeaposer og et par tasker (jamen jeg fatter det heller ikke!) med mad, tøj og håndklæder op til 4. sal kl. 15 søndag eftermiddag. Det er sgu… ja. Det er ikke kun pure sommerhusbliss i hvert fald.

Og så sendte min mand mig lige et lille vidunderligt hus på Amager, bare en cykeltur fra stranden. Tæt på metroen. Med den dejligste gamle have. Kunne man mon sætte sig der? Lige midt mellem to stole og faktisk få fuglefløjt og bybehov til at gå nogenlunde op i en højere enhed? Eller ville man bare føle sig låst i eet stort gråmeleret kompromis som vi om 5 år vil slå os selv i hovederne over? Og fortryde at vi gav slip på en drømmelejlighed lige inde midt i alle de dejlige, kulturelle muligheder og tilbud vi pt, med en 2- og 3,5 årig, har lige præcis nul procent til overs for. Hvad med lige om lidt når ungerne har travlt med alt muligt andet end os og vi endelig får tid til at gå ud igen? Så sad man dér i et stort hus ude bag ligusterhækken, og ku drømme sig tilbage til sin billige andel på Gammelholm som vi aldrig nogensinde kommer i nærheden af igen, hvis vi først giver slip. Eller ville vi til den tid have fået skabt os et kreativt hjem med en masse muligheder, jeg slet ikke kan forestille mig endnu, og en omgangskreds som gør, at vi ikke ville have lyst til at være andre steder, end lige præcis dér? Er det i virkeligheden nogle forældede behov for at kunne gå ud, jeg slet ikke ved om bliver relevante i en fremtid, jeg ikke kender? Argh!!

Alternativet er jo at blive her. Midt i byen. Halvtreds meter fra et havnebad. 5 minutters gåtur fra Kgs Nytorv og Kongens Have. Med en dejlig grøn gård fyldt med jævnaldrende unger, herlige naboer og måske endda en mulighed for at købe et uudnyttet loftsrum lige ovenpå og udvide med et par værelser og en smuk trappe. Og så i øvrigt kunne beholde vores helt vidunderlige sommerhus (ikke en mulighed, hvis vi køber hus – og jeg føler mig slet ikke færdig med Liseleje endnu) og kunne se frem til at sende vores børn i en folkeskole med godt ry, herinde i byen, lade dem vokse op på stenbroen med alt hvad det indebærer af mangfoldighed, trafik, støj og kultur?

Selvom det her må være I-landsproblemet to end all I-landsproblemer, er jeg splittet i anden potens over det.

Og jeg tvivler på jeg nogensinde finder svaret.

Tanker

6 mrd uden insta!

..Og det er jo så løgn. For de første 5 måneder var jeg inde i browser- (aka junkie) versionen af Instagram 1-6 gange ugentligt for at følge med i alle de mange, oprigtigt spændende liv. Efter en måned fik jeg taget endnu et skridt på vejen, og slettede ca. 1000(!) af de profiler, jeg fulgte, så jeg kom ned på at følge 59. Det skete i en ordentlig Kondo-koger efter præmissen:

✅ Familie – ja tak!

✅ Virkelige venner – kæmpe ja tak!

✅ Profiler jeg egentlig ikke kender i virkeligheden, men som gør mig glad, bla. fordi at de viser et HELT menneske (ikke at forveksle med de der pseudoperfekte, humblebraggende profiler, der en gang om året poster det obligatoriske ene se-min-sidedelle-jeg-er-SÅ-uperfekt billede midt i deres linde strøm af bloggerblomster, enhjørninge og flagrende pastelkjoler med stort grin knækket sammen i en arj-nej-hov-tog-du-lige-et-billede-der-hvor-er-jeg-fjollet-pose – DET SHIT TÆLLER IKKE RAPUNZEL!!) men alle de andre kloge, seje, søde, grineren profiler som jeg elsker at kende på internettet – Kæmpe Mæssigt Ja Tak!

🚫 Profiler med smukke, stilfulde og inspirerende feeds, men som ikke giver mig noget jeg ikke ville kunne læse mig til i et bolig/modemagasin og som i virkeligheden også giver mig jævle ondt i maven fordi alle de perfekte house-tours, morgenrutiner, grøntsagskasser (# modtaget i gave – gå nu væk) og altid smukke tøj/hår/tattoos/rejser/etc. får mit eget liv til at virke så helt utroligt sølle, rodet og uperfekt – Farvel!

🚫 Andre DUERJOIKKEETMENNESKEprofiler – nej tak! There was a double finger situation! Og det var SÅ FUCKING BEFRIENDE! Kh Ida, 34 år, der bliver et voksent menneske og tager ansvar for at unfollowe de profiler der ikke gør noget som helst rart for noget. Totalt To be or not to be situation at få renset sit dyrebare feed fri for digitalt dårskab. Farewell!

Da mit feed efter den første måned var clean og sorteret som en artigt rullet og sorteret skuffefuld Komono, gik der nu kun 3-5 billeder før jeg nåede bunden af mit opdaterede feed.

Gæt selv om der var krise.

Heldigvis kom instas browser/søgefunktion mig til undsætning. Åhh, you insta shrinks, you… I har mig sgu om lillefingeren. Som en spritter efter solbærlikør, sad jeg så i mit ene daglige insta-besøg og mæskede mig i random “populære” profiler. Således blev jeg helt up to date på, for mig, ellers ukendte personer som diverse Kardashians, danske realitystjerner og cirka en million Britney Spears fanprofiler. Så ku jeg bruge tid på dét …Super.

Jeg ved godt, at mange må tænke “du har jo været så meget på Instagram, shit hvor er du phoney”, men det var altså fra en computerbrowser og sommetider gik der uger imellem – og for mig var det især det at være aktivt, bidragende på IG, der var problemet ifht mængden af antal gange jeg var på. Og det faldt jo fra de 50-80(!) daglige indtjekninger til allermax een gang dagligt. Ikke for at forsvare. Men det VAR altså stort for sådan en insta-junkie som mig.

For en lille måned siden tog jeg så det nok endelige skridt ud af instas favntag. Det er lidt sølle, men det er sandt. Jeg ændrede mit password til noget tilfældigt, jeg ikke selv ved, hvad er. Jeg låste mig simpelthen ude af insta (ynkeligt, men utrolig effektivt). Jeg har kun været der to gange siden, da en veninde sendte mig en sej profil, jeg lige skulle tjekke og da jeg skulle se noget fra et tøjmærke. Så fungerer det som en helt almindelig hjemmeside. Den ved ikke hvem jeg er, og jeg kan kun kigge på dem ene profil, jeg er gået derind efter. Det betyder også at jeg stadigvæk en gang imellem kan gå derind og kigge på dem jeg savner (der er mange), Det passer mig perfekt.

Min facebookaktivitet steg en lille smule kort efter min IG afsked, men fik hurtigt udlignet sig, fordi der er så dejlig røvsygt derovre. Der er vitterligt kun venstreorienterede artikler og folkeskolekammeraters børn og forældre. Og ingen likes at jagte. Bliss.

Så, hvorfor er jeg stadigvæk så meget tid på internettet? Hmmm… Tiden i min wordpressapp (=bloggen her) er mindst den samme som før. Og så er tiden jeg bruger på at tjekke hvor mange der liker mine blogindlæg helt ærligt steget med ca 200%. Det er så pinligt, men desværre sandt. Jeg øver mig i ikke at obsesse over det hver gang jeg publicerer noget, men det er som om at fraværet af min insta-profil (hvor jeg virkelig ku vise hvor aaaaafslappet, rodet og skødesløst chillaxed jeg er (lol)) har puttet ekstra pres på min blog tilstedeværelse. Fordi nu er det her jo mit eneste rigtige internethjem (oh, gru!) Derfor har jeg øvet mig i at udgive flere småting – ikke være så bange for den der “udgiv” knap. Og bare lade min blog afspejle det jeg, uden at prale, synes jeg var ret god til på insta, men som bare ER sværere at gøre i et blogformat: nemlig at være sjov og lade selvironien blomstre over hverdagens små sindssyge oplevelser. Det gjorde jeg især i IG Stories (som jeg filmede kon-stan-to til, da jeg var aktiv). Det er bare ikke lige så nemt eller sjovt på en blog. Og jeg savner det. Jeg savner både andres stories og jeg savner mine egne.

Men jeg savner ikke at have min telefon limet til min hånd. Jeg savner ikke at føle at jeg skylder dem der følger mig noget (hej hej storhedsvanvittige type). Men mest af alt savner jeg sgu ikke, at sidde og scrolle mig igennem mine egne stories i en eller anden form for sær, idiotisk selvbekræftelse: “Haha, good one der, Ida. Eeej, dér nailede du den sgu også. Haha ha!”

På billedet herover er jeg på Den Blå Planet med mine drenge. Og jeg kan huske at det var under min 2. story halvvejs igennem den der hajtunnel, at jeg ku mærke det. At jeg simpelthen blev nødt til at tage den fede, fucking tyr ved hornene og sige “INSTA!” Det er ikke mig, det er dig. (Ok, og lidt mig, også). Og jeg elsker dig, men jeg elsker mig selv mere. Det er et halvt år siden i dag. Og ja. Indsæt selv ironisk smiley om at lægge et insta-billede op på min blog og skrive et 400km langt indlæg om at jeg er færdig med et socialt medie. Det er sgu dobbeltmoralsk. Jeg er ikke perfekt. Men min telefon er mere i lommen nu, end nogensinde før. Og når jeg er på internettet nu så kigger jeg for langt det meste UD i stedet for IND.

Jeg googler ting, farer vild i viden på wikipedia og diverse netaviser, når nu jeg ikke længere kan dulme virkeligheds-kedsomheden med et quick fix på IG. Jeg navlepille-reflekterer stadigvæk amok her på domænet (som jeg forøvrigt har gjort siden jeg som 7-årig fik min første dagbog – den eneste forskel er, at der ikke længere er lås på indholdet). Men ellers, ik.. Al den anden tid på nettet bliver faktisk efterhånden brugt på at kigge ud – og det er ikke længere kun i jagten på, at finde noget flot at spejle mig i.

Og for mig er det fandme et stort fremskridt.

Fair is foul and foul is fair.

Jeg nupper lige et halvt år mere.

Kh Ida

Ps.

Hvis man vil læse mere om mine tidligere insta-kvaler (for yes, we go way back) så kan man gøre det her, her, her, her eller her.

Pps. Tricks til et sundt og moderat forhold til IG modtages som altid med kyshånd i kommentarsporet. Tak.

Det (mor)somme liv

Mandagsmandag, venskaber, mobilafhængighed og to anbefalinger

For tiden går mine aftener i selskab med Astrid Lindgren og Louise Hartung i deres drøn af en brevveksling “Jeg har også levet”, som Gyldendal udgav for et par måneder siden. Selvom jeg ikke er færdig med bogen endnu, blir jeg nødt til at anbefale. Den. Er. Fandme. God.

Hvorfor? Fordi den lærer min naive hjerne, at det at evne et venskab, går på tværs af tid og sted (bogen er skrevet i midt halvtredserne/start tresserne af to kvinder der er i midt fyrrerne). Men også at det er noget man gør meget forskelligt – Er venner, altså. Og de to kvinders evne til at rumme hinanden i et venskab, kan jeg virkelig lære af.

Bogen handler om personlige grænser og konflikter (Louise er ugengældt forelsket i Astrid), men den handler også om karriere, bossladyness, kreativitet og rejser. Og så er der alt det løse som dødsangst, familie og tanker om fremtiden (=vores nutid, fx. leger Astrid med tanken om, hvor vidunderligt det ville være hvis man en dag kunne sende hinanden beskeder med elektronisk kraft, så man slap for de evindelige breve – oh honey, du skulle bare vide!) Og det er så hyggeligt at falde i søvn til to hverdags-parallelle tankestrømme der mødes i fine universelle krøller, skænderier og kærlighedserklæringer. Så hermed også min: en stor anbefaling, til alle jer mine tankefulde internetveninder.

Forøvrigt – apropos internetveninder, så har Karoline jo gang i noget seriøs mobildetox, og jeg er hoppet med på denne uges udfordring, som er at indstille sin iPhone til skærmfri tid mellem 16-20, hvilket vil sige at alle apps er blokeret på min tlf, i det tidsrum, undtagen opkald-, sms- og kamera-funktionen. Det er min første dag, og effekten er _seriøst_ skræmmende. Det er er frygteligt at indrømme, men jeg har sgu leget med mine børn på en helt anden måde. Ej men, det er så flovt at skrive det højt. Vi var i gården i det gode vejr, og normalt ville jeg måske lige løbe en runde eller to med dem rundt og så ellers sætte mig over på en bænk (jep. Med min telefon. #junkie). Men nu kunne jeg ligesom ..kun.. lege. Så vi legede meget, meget længere og mere frit, fordi der bare ikke var – Ejmen jeg kan næsten ikke skrive det – muligheden for at sidde og skærme den. Det samme gjalt da de havde været i bad og da der nu ikke var en skærm i køkkenet at fortrække til (der når jeg “vasker op”), så kunne jeg jo ligesågodt lege med dem. Og så blev det faktisk en ægte grineren leg, hvor jeg faktisk var mor-som og vi alle tre var færdige af grin, fordi mine unger seriøst er genialt selskab.

Shit mand. Måske går det ikke helt ligeså godt, med min telefonafhængighed, som jeg går og bryster mig af…

Ellers er der ikke sket det store. Jeg har købt for 200 kr tomat- ærte- og rødbedefrø i Brugsen og om lidt skal der forspires the shit ud af dem. Jeg har udskudt at rede hår i cirka en uge. Ovnbagt en hella masse grøntsager. Og så har jeg været Herman Bang utro (igen! det er ikke godt – men oplæseren er elendig! Jeg KAN ikke mere. Undskyld, undskyld, Herman. Det er ikke dig. Det er …din oplæser), denne gang med Lone Frank i podcasten “Ingen elsker Lone Frank”. En videnskabelig podcast om kærlighed og hvad der sker når man mister. Den er også en anbefalelse værdig.

Og nu! Nu er Mandag allerede overstået. Og i morgen er det Tirsdag. Den Tirsdag som antiloperne spiser af. Og sådan er vi alle en del af hamsterhjulets store kredsløb.

Okay, shit. Godnat❤️

Sommerhus

Sommerhus og forårskuller

Sikke et skitzofrent martsvejr! Hagl, sol, regn og blæst i herligt mix i løbet af de 48 tiltrængte timer vi lige har tilbragt i vores sommerhus. I dag har jeg gravet i min køkkenhave, revet 2 millioner grene sammen (seriøst? Hvor kommer de fra??) og med vantro beundret den hær af vintergækker, erantis og krokus som har indtaget hele vores forhave. Jeg er også endelig kommet i gang med en kompostbunke. New life! Og huset! Og haven! Der er så smukt og jeg fatter seriøst ikke, at det er vores. Pludselig brød solen frem og så sad man der på en regnvåd bænk i spæd forårssol og læste lidt inden vores gæster kom. Vi gik op på bakken og klatrede i træer og kiggede på vandet og så ned gennem granplantagen og så hjem til 70’er drinks og chips og hasselbachkartofler og puslespil og måske ER det hus i virkeligheden bare en tidsmaskine..

Nu er vi tilbage i lejligheden. Niklas er ude og spille floorballkamp og det udnytter drengene og jeg på perfekt vis med at bage en kæmpe chokoladekage som vi spiser, mens vi ser Cars, drømmer os tilbage til sommerhuset, googler ord som stubfræser og og smadrer alle de legetøjsbiler vi kan komme i nærheden af.

Idyllisk!

Det (mor)somme liv

God kamp(hver)dag! Et sofamanifest fra småbørnslandet som det lå i 2019

“Hver dag er en kamp!” svarede en af mine kvindelige kolleger i dag, da en anden spurgte ud i vores åbne kontor, hvem der ville med til et Kvindernes Internationale Kampdag gå-hjem-møde.  Det synes jeg sgu er ret sandt (og grineren), uanset hvor på (kvinde)livets vej, man nu befinder sig. I 2017 skrev jeg f.eks. om at være ufrivilligt strandet på dagpenge pga. nogle ikke så karriere-befordrende graviditeter. Sidste år handlede det tværtimod, om at famle sig ind på livet af et just landet drømmejob, som man er rigtig glad for, men også har psyko præstationsangststressargh! overfor.

Når jeg læser sidste års indlæg, tænker jeg at jeg kunne have skrevet det i går. Samtidig kan jeg se, at den hjertebanken jeg for alvor begyndte at mærke i brystet, i løbet af det sidste år, er blevet til et sommerhus. En deltidsstilling. Ti sessioner med en stresscoach. En afsked med instagram, som slugte alt, alt for meget af min tid i forhold til, hvad det gav igen. Så forhåbentligt har jeg flyttet mig, mere end jeg lige umiddelbart tror. I hvert fald sidder jeg her foran en pejs i mit sommerhus, og i dag på arbejdet har vi trykket “send” på noget jeg har arbejdet på i 2 mrd., og jeg har det faktisk ret optur over resultatet.

Samtidig har jeg, her 4 år inde i moderskabets galehus, gjort mig et par (indrømmet, lidt banale) tanker om hele det her mor-somme liv, som jeg tænker kan være mit 2019 Kampdags Note To Self. Og det er virkelig mest til mig selv. Jeg er virkelig ikke ude på at dømme nogen som helst. Eller det modsatte. Okay? Okay.

1 ) Parforholdsplejende eller ej, så er det sgu okay at Lolita lige dør hviler sig lidt. Det er okay at have så lange hår på benene, at Frodo ville være ”Woah” omkring det, at have konstant fedtet-hår-knold og at droppe bøjle-bh’er for good fordi ens hud åbenbart bare har ændret freaking celleopbygning af at lave børn og amme. Det er fandme okay at rende rundt med verdens fladeste strygebræt af et brystparti i en sølle bomuldstop. Hvor mange småbørnsfædre barberer ben og tager stramtsiddende, metalfyldt undertøj på som ingen alligevel ser? Nej vel. Flade bryster 4 life!

2 ) Det er okay at det eneste man kan overskue klokken 21, når ungerne endelig sover og køkkenet ikke længere ligner en kampscene, er at se Bedrag og Hammerslag og Bonderøven sæson en milliard.

3 ) Det er ikke okay at bruge en tredjedel af sit vågne liv på et socialt medie ejet af tech giganter og deres hær af psykologer, som holdt mig fast i benlås på noget, der – for mig –  helt ærligt mest af alt var et computerspil, der handlede om at score hjerter. Det gælder selvfølgelig ikke hvis man 1. kan styre det, eller 2. lever af det. Jeg kunne desværre ikke svare ja til nogle af de spørgsmål. Jeg er sgu for svag til de sociale medier. Og det stopper altså nu! Siden nytår har telefonen været ude af soveværelset og oftere og oftere ligger den i køkkenet, når jeg er hjemme. Der er stadigvæk lang vej igen, men jeg er sindssygt glad for de små skridt der endelig er blevet taget. Og for at jeg har lært min søn at sige ”Lad så være med at kigge på din dumme telefon, mor!”

4 ) Det er okay en gang imellem at købe tre kjoler på januarudsalg, fordi man skal til sommerbryllup og godt gad prøve at have noget andet, end den slidte Self Portrait kjole, man har haft på til de sidste fire fester. Og så står man pludselig der i en sen lykkerus, Torsdag aften i hjørnet af soveværelset i den smukkeste one shoulder dress og hører ’I’m every woman’ på sine shitty iPhone højtalere, fordi ungerne sover lige ved siden af. Ahh!

5 ) Det er okay aldrig nogensinde at tabe de sidste graviditetskilo igen.

6 ) Det er okay at sige nej til alle de mennesker, som giver en ondt i maven på folkeskolemåden. Jeg anerkender at det også er lidt rart at sidde og hælde salt i selvværdet, men det er fandme også en befrielse at klappe og vende ryggen til. Deres liv, er ikke mit! Og faktisk behøver de ikke engang at få min tid.

7 ) Det er okay at være lidt hverdagsalkoholiker på dåseøls-fyraftensmåden. Til gengæld tager vi jo ikke stoffer. Eller bliver skilt. Og et eller andet skal vi jo dulme det her familieliv med.

8 ) Det er okay at være lidt navlebeskuende i et par år eller fem. Lige om lidt er vi alligevel ude på den anden side, og så er de her egocentrerede småbørns-år bare et lille kapitel i den store bog.

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

50 shades of Hverdag

Hverdagen er next level shit for tiden. Det resulterer i nogle ret håbløse, daglige forsøg på at prøve at binde tusinde løse ender sammen til noget der minder om sløjfer. For tiden bliver det mere til kællingeknuder, især i min private kalender, som jeg åbenbart aldrig lærer at få styr på, men kællingeknuderne forgrener sig skam også ud til frisurer, madretter og stress-cykelture som bliver mere og mere ..kreative.

Derhjemme har vi heldigvis været fri for børnesygdomme siden december (I know. Wtf), hvilket er nærmest guddommeligt, da jeg stadigvæk har ret travlt på mit arbejde, efter jeg er kommet over på et nyt projekt. Det mega spændende. Og mega svært. Så for tiden drømmer jeg om systemintegrationer og procesejerskaber – og om at den stejle læringskurve snart vil tage en slapper, så jeg slipper for at føle mig som en kæmpe sten i skoen (selvom jeg med min fornuft, godt kan se at det rent objektivt set, vist egentlig går ret okay. Som altid er det vist bare mit subjekt der mindfucker).

Derudover er det utroligt hvad jeg får underholdt mig med i de små daglige pauser (læs: under cykelture og opvask), nu hvor jeg i snart et halvt år ikke har haft instagram. Det er som om at fraværet af insta + en mission om at oppe mit læsegame hvad angår klassikere = nogle virkelig anderledes typer underholdning. Sidste nye fund er podcasten med Sydney Lee og Holger Bech Nielsen, som jeg pt er Herman Bang big time utro med. Podcasten er, præcis som titlen, faktisk bare Genialos. I hvert fald græd-grinede jeg i går og igen må jeg undres over at jeg skal være så langsom til at opsnuse grineren underholdning. Hvis andre er lige så langsomme som mig, er anbefalingen hermed givet videre:)

Og uden sammenhæng i øvrigt, vil jeg nu gå ud og finde mig noget takeaway her i gode gamle Århus (Bruuns Galleri, how I missed you!), som jeg har besluttet at dedikere min første ugentlige deltids-fridag i morgen til. Dels fordi jeg var på arbejde i området og dels fordi jeg har en god veninde med en ikke-længere-særlig-nyfødt baby som jeg har glædet mig uendeligt meget til at møde i cirka hundrede år.

Det sker NU!

Kh Kællingeknuden