Mig

Kærlighed ved første klip

Det er svært at finde ægte kærlighed. Der er ligesom tre faktorer, der skal spille sammen, for at den rigtig kan få ben at gå på: Tid, Sted og Person. Hvis bare en af de ting ikke spiller, går kærlighedskabalen sjældent op.

Jeg har altid haft held i mit kærlighedsliv, men aldrig haft held i mit frisørliv. Enten har timingen været dårlig, ellers har de boet langt væk eller også har den simpelthen bare ikke været der.

I går spurgte jeg i desperation internettet til råds, og fik et væld af frisøranbefalinger. Jeg fulgte en af dem og satte mig så i frisørstolen, efter 3 måneder med spændingshovedpine af tungt hår og et uheldigt gensyn med min hårpragt på sommerferie, på et billede: Hvorfor har ingen sagt noget?! Jeg har jo gået rundt med en rød håndbold på hovedet i et halvt år!

Han var sød, min nye frisør. Ikke for meget, ikke for lidt. Bare lige helt tilpas. Typen der både gad smalltalke og også gad tie stille og koncentrere sig om at klippe.

Salonen var lille, ren, hjemlig og hyggelig, uden at være intimiderende, som mange saloner i indre by kan være. Der var lavt til loftet og højt til loftet og jeg fik en fyraftens IPA efter kaffen, og blev totalt snaldret (fordi omgangssyge, ik). Ah! Og så blev jeg klippet så pænt. Det blev – hvis jeg selv skal sige det – den perfekte blanding af 70’er Farrah Fawcett og 04’er Karen fra Californication.

Christian, fra salon Ludvigsen. Vi ses!

Bæredygtighed

Små grønne skridt – hacks til en lettere, billigere og grønnere hverdag for børnefamilier

I er et par stykker som har efterspurgt flere grønne familie-indlæg, og selvom det ikke er min spidskompetence, vil jeg gerne skrive mere i den dur. Så her kommer et par ting, jeg synes har været rare i samvittigheden og samtidig nemme/ligefrem fantastiske at inkorporere i et travlt familieliv. Jeg håber de kan inspirere, selvom de for mange, nok forekommer både indlysende og uambitiøse. Fortsæt gerne i kommentarsporet:)

1. Droppe de små bleposer, og i stedet bede sin familie om at gemme deres Matas/apoteksposer/fryseposer mm. Hav dem i en æske ved puslebordet. Alternativt findes der måske majs/soya/mælkeprotein bleposer, men dem er jeg ikke faldet over. Hit me, meget gerne, hvis du ved noget.

2. Bruge stofbleer (hvis man orker, det ER et projekt). Jeg har skrevet lidt om de økologiske bindebleer, vi brugte til Otto de første 3-4 måneder, og de moderne stofbleer som vi brugte fuldtid frem til hans vuggestuestart og som vi stadigvæk bruger i næsten alle weekender og ferier.

3. Spis rester. Det lyder indlysende, men vi smider nærmest aldrig mad ud. I aftes fik jeg et lillebitte stykke mcs laks fra i forgårs, et stykke kold øko kylling fra i Fredags, en gulerod, en af ungernes fiskefrikadeller fra i går og en halv skive rugbrød, der var ved at være op over. Kedeligt? Ja. Billigt, nemt, sundt og godt for miljøet, at spise mad i stedet for at smide det ud? Også ja. Jeg spiser aldrig mad der er for gammelt, men jeg ser med sund fornuft og skepsis på pakkernes anbefalede brugsdato. Husk at “mindst holdbar til” er vejledende, og ikke det samme som “sidste anvendelsesdato”. Kig på maden og lugt til den. Virker det friskt og okay? Afsti afsted. Småslatne gulerødder og trætte kartofler? Gryderet the shit ud af dem. Hellere skide det ud end smide det ud, ik?

4. Mine drenge bader i Stokkes sammenklappelige badekar og jeg har fra starten vænnet dem til, at de ikke er fyldt op med vand. Max 10 cm fylder jeg i. Og når så Otto går op (de bader sammen, men i hver deres kar) så hælder jeg Otto’s brugte badevand over i Kurts kar og så synes han at det er for vildt. Når det kan lade sig gøre hopper jeg selv i brusebad samtidig med dem – det er noget af det hyggeligste jeg ved. Og så drypper det jo også lidt på d(r)engen der. Jeg bader aldrig mere end 5-10 minutter og for langt det meste kun 1 minut. Jeg vasker hår hver 2. uge eller når det trænger.

5. Vi snakker i det hele taget mere og mere med Kurt (som snart blir 3 år) om at spare. Især på vand og toiletpapir og prøver at forklare, at der ikke er uendeligt meget vand, selvom det godt kan føles sådan.

6. Vores Christiania el-ladcykel! Især i vinterhalvåret var der flere gange, hvor jeg med sikkerhed havde taget vores bilen, hvis ikke det var fordi det er så nemt, praktisk og nærmest behageligt at cruise gennem sne og sjap på den ladcykel. Jeg. Elsker. Den. (Men husk at køb den dyreste lås du kan opstøve og lås den fast til noget, uanset om den står i en privat have, aflåst gård, 2 minutter foran vuggestue osv. De forsvinder på et splitsekund! I hvert fald her i København).

7.1 Bo funktionelt. Jeg tænker en del over min boligsituation for tiden. Tænker på om vi skulle flytte ud af byen i et stort hus med have. Jeg drømmer også om det en gang imellem, og jeg nyder at følge med i andres renoveringsprojekter. Men jeg kan mærke, at jeg har det rigtig godt med at bo lige her. Ved Nyhavn, 10 minutter fra mit arbejde, og børnenes institutioner. Vi bor 2 voksne og 2 børn på 94 m2 på 4. sal. Vi kan cykle til alt, og selvom ungerne ikke kan få hver sit værelse, der er mange turister og endnu flere trappetrin, så er det faktisk ret perfekt for os. Der er den plads vi har brug for. Ikke mere, ikke mindre.

7.2 I forlængelse af ovenstående, har vi lige købt et sommerhus. Fordi vi drømte om græs, ren luft, strand, natur og stueplan. Og selvom det kommer til at koste på benzin-kontoen, at køre de 54 km der er til Liseleje og tilbage igen 2-4 gange om måneden, så tænker jeg på, hvor meget benzin jeg højst sandsynligt ville bruge, hvis jeg boede længere fra mit arbejde. Og så håber jeg desuden at sommerhuset (som om to uger får installeret den grønneste varmepumpe vi kunne finde på markedet), kan nudge os til flere ferier herhjemme og færre flyrejser.

8. Med undtagelse af fodtøj er 90% af mine børns tøj arvet eller købt secondhand i Mødrehjælpen og andre genbrugsbutikker. Det er SÅ sjældent vi køber nyt tøj til drengene. Selvfølgelig kommer der en dag, hvor de skal have lov til selv at vælge, og til engang imellem få lige præcis dén der hættetrøje som de ønsker sig. Men helt ærligt. De er 1,5 og 3! Der bliver masser af tid til det.

9. Desværre har vi lige fået en gammel ipad af min svigerfar, som Niklas insisterer på at give drengene når vi kører bil. Kurt blir så skræmmende (og unaturligt?!) gal, når vi tager den fra ham, og jeg har slet ikke lyst til at gå ned ad dén vej endnu – for det er faktisk gået helt okay med at være nogenlunde fri for små skærme. Jeg har aldrig downloadet en app eller ladet mine børn sidde med min tlf, med mindre der var seriøs emergency, eller vi var ude hos venner og trængte til fred og vin:) Til gengæld ser vi Ramasjang 30 min. næsten hver eneste dag.

10. Legetøj, løbecykler, senge, sengetøj, børnemøbler, babyindsatser, autostole, barnevogne… nærmest alt vi ejer er købt secondhand. Selvfølgelig med sikkerhed og funktionalitet som topprioritet. Men der er overraskende meget udstyr, som nærmest ikke har været brugt og både DBA.dk og Reshopper-appen bugner med gode ting. Desuden elsker Kurt når vi går i “legetøjsbutikken” (som er en Røde Kors butik ved siden af hans institution) og han må vælge en ny bil til samlingen. Den koster 10 kr. Vi betaler med glæde. Og han elsker den lige så højt, som hvis den var fra BR. Alt hans legetøj, inkl. komplet brio-togsæt, Thomas Tog toge, Cars-biler osv. har vi også købt secondhand.

11. Taknemmelighed. Jeg nævner det en gang imellem herinde og jeg bliver nødt til lige at skrive det igen. For markedskræfterne er så stærke og sygt gode til at få os til at glemme, hvor godt vi har det. Så jeg øver mig virkelig i aktivt at “elske mit græs” og ikke altid hige efter mere, nyere, større, flottere, anderledes… I stedet for at se på alt det jeg ikke har og alle dem jeg ikke er, så ser jeg på det jeg har. Og på den jeg faktisk er. Og så opdager jeg altid, at jeg har det ret fantastsisk.

Det var 11 ting jeg aktivt har valgt og fravalgt og som jeg synes letter både min pengepung, hverdag og grønne bevidsthed. Hvis jeg virker som en hellig og træls urtemama, så skriver jeg gerne et indlæg om hvor meget hakkekød vi spiser og hvad vores 2(!) Thailandsflyture har udledt af CO2. Omvendt er vi på ingen måde hverken specielt plastikforskrækkede eller specielt øko-radikale. Så forstår godt, hvis mange vil mene at jeg forsøger at sætte mig mellem to stole. Det håber jeg I vil bære over med. Hvis man vil have flere små og store spareidéer kan jeg både anbefale bogen ‘Et år uden overforbrug’ og at følge med, når Linda fra Blogsbjerg poster sine M2018 indlæg 

Moralen er vist bare: Hellere være lidt hykler og prøve, end slet ikke at gøre noget. Og uanset hvor meget vi gør som forbrugere, skal den store forandring drives politisk. Men grønne kryds på stemmesedlen, kan vi snakke om en anden gang:)

Bla bla bla

Ikke stolt af at indrømme at jeg..

– Virkelig synger igennem på mine børns godnatsange (altså, jeg kan ikke synge, vel). Sådan smider Whitney-finder ind a la “mmmmmhhh…nu-u tændes der-hmm stje-er-ner, på-å himlens blå-uuuuuuhiååå…” så meget at mine børn, ikke kan falde i søvn. Sorry. #Notsorry

– Græder. Af alt. Det ligger til familien og i dag, da vi fejrede at min smukke kusine Juliet har giftet sig med sin Jens i en ørken i Las Vegas, var bestemt ingen undtagelse. Da min 85-årige farfar bar hans (sin?) hjemmelavede 3-etagers bryllupskageprojekt ind i stuen med tårer trillende ned ad kinderne. Hyl.

– Aldrig har lært at bruge ‘hans’ og ‘sin’ korrekt.

– Ikke kan huske hvornår jeg sidst har gjort noget godt for min krop, og derfor vejer nok ca. 5 kilo mere, end jeg egentlig har det godt med.

– Nogle gange, i lufthavnen, liiiige går hen til parfumeafdelingen og finder min allerførste kærestes parfume og bare lige dufter – bare lidt – til den. Og bliver sendt direkte tilbage til mit 20-årige jeg’s første forelskelsesrus. Shhhh!

– Elsker at gå rundt herhjemme i min lejlighed i undertøj, og ikke altid gider rulle ned for gardinerne. Ja. Jeg er den nabo.

– Altid, altid spiser sovs af gryden. Mit kolestoroltal har gjort kometkarriere siden jeg blev teenager.

– Skriver blogindlæg samtidig med at jeg putter børn (som fx. nu). Mom of the year.

– Drikker juice af kartonen (Niklas hader det). Så ved man DET, hvis man er gæst hos mig.

– Har noget latent storhedsvanvid omkring mit liv og hvorvidt jeg mon udfylder mit enorme potentiale. KUNNE jeg Sulajma Gouranie eller Anja Andersen (astrofysikeren. Ikke håndboldstjernen) mig et eller andet sted hen? Skrive en bog, rejse jorden rundt som model? Altså sådan en lidt gammel, tyk og .. autentisk i-øjenhøjde-agtig model, ik? Suk. Ved ikke om det er en generationsting aldrig at være tilfreds med sig selv.

– Elsker ALT ved den nye sæson Gift Ved Første Blik på DR. Castet, parrene, setuppet. Gud, det blir godt!

– Gæt selv, om jeg lige har grædt til Gift ved første blik. Ejmen.

Familieliv

Lex og hverdagen

Det er blevet helt igennem 100% hverdag, og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg hader det. Enten har hamsterhjulet hjernevasket mig, eller også har vi det faktisk bare helt alrighty i vores kommunefarvede, nøglekortsbærende, 16.15-hentende hverdag. I morges vågnede jeg f.eks af en sygt morgensur threenager og en mega morgenglad 1,5 årig der hhv siger “gå VÆK mor!” Og “mad, mad, mad! Der! Der! Deeeeer!” (mens han peger ivrigt ud mod køkkenet og venter på at mortaxaen får eskorteret ham derud). Så skældte vi ud på threenager, da han endelig fandt morgenhumøret frem, på en virkelig overkæk og drilleagtig måde. Og hyggede. Og stressede. Sælsom kombi, som altid. Jeg cyklede på arbejde og havde det faktisk sjovt derovre og var god. Og nu sidder jeg så her, helt gennemblødt, i en port og gemmer mig for de andre forældre mens jeg venter på udflytterbussen. Jeg har stjålet en flaske cremant med og har tænkt mig at smide ungerne i ladcyklen og køre direkte til Vesterbro, hvor vi skal spise mad hos en veninde jeg får set alt for lidt. Så forudsiger jeg at det blir for sent, at vi cykler hjem og at jeg insisterende godnatsynger Hero for mine stakkels unger mens Kurt tigger mig “ikke synge den der!”. Så sover de og jeg kysser dem og tænker, at når jeg en dag ligger på mit dødsleje (jep – der er stadigvæk mega dystert inde i mit hoved – hej!), nå, men så har jeg i det mindste mit mentale happyplace. Det er dér. Om aftenen på drengenes værelse i kaninlysskæret med mine to pyjamasunger med lyse krøller og tunge åndedræt.

Og i morgen starter det forfra.

Det (mor)somme liv

‘Ud af skabet’ er slut. 11 ting jeg har lært og et endeligt farvel

I går sluttede min lille 1-uges Ud af skabet udfordring. For 5 år siden gjorde jeg det i 50(!) dage og selvom det helt sikkert siger mere om mig, og min sindssyge brist i forhold til 1. at sige nej til venner og families aflagte tøj og 2. at smide tøj ud, kan jeg konstatere et par ting.

Ting jeg har lært om mig selv og mit (tossede) tøjforbrug

1. Jeg er faktisk blevet bedre til at sende tøj videre i systemet. Helt ærligt har jeg nok haft ca. et lidt over middel forbrug af tøj inden jeg fik børn, selvom langt det meste tøj er kommet til mig gennem venner (havde du en sæk gammelt tøj, kunne du altid regne med at jeg var glad aftager) og genbrug. Sådan er det ikke, helt lige så meget, mere.

2. Da jeg fik børn steg mit tøjforbrug ret drastisk. Primært af fysiske årsager, fordi min krop ændrede sig (jeg tog +25 kg på under begge graviditeter), men også fordi jeg simpelthen er blevet ældre, og bare ikke trives lige så godt i stramt, lavtaljet og logolæsset tøj mere. Og så fik jeg for første gang et voksenarbejde på kontor og følte faktisk, at der lidt var en dresscode at leve op til.

3. Jeg har stadigvæk virkelig meget tøj. 91 stykker + undertøj, for at være præcis. Og det er minus det, jeg har gemt på loftet i når-jeg-lige-har-smidt-5-kilo-kassen. Jeg tror det er rimeligt meget. Det er det vidst. Hvor meget har i? Pis. Don’t answer that. (Jo, faktisk.. Meget gerne hvis I orker – tak!)

4. Skal jeg ikke have en Capsule Wardrobe (som max består af ca. 36 stykker tøj). Jeg ville ønske at jeg kunne, men jeg er alt for meget en samler og alt for knyttet til fx de smukke, mønstrede secondhand silkeskjorter min mand køber med hjem til mig fra hans årlige drengetur. Eller mine farmors gamle spadseredragter og 70’er kjoler. Den slags. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke skulle beholde det tøj – for jeg går jo også i det. Ik. Nogle gange.

5. Skal jeg nok bare holde op med at købe tøj faktisk. I hvert fald fra nyt og isærdeleshed fra highstreetmærker. Den er nok i virkeligheden ikke så meget længere. Når jeg kan mærke at jeg får dårlig samvittighed i samme sekund, jeg går ind i butikken eller åbner appen (ja, Boozt, Zalando og ASOS jeg kigger på jer), så er den ikke er god, vel?

Så dét tager jeg med mig videre:

6. Det er okay at samle på gamle genbrugssilkekjorter.

7. Hvis jeg instinktivt har ondt i maven over highstreetmærker og Boozt, så kan jeg godt finde ud af, at stoppe med at købe tøj derfra.

8. Folk kan lide mig / respekterer mig lige så meget, selvom jeg går i det tøj JEG kan lide, også selvom det hverken er særlig moderne eller godt stylet.

9. Det er okay at elske sine åndssvagt dyre og smukke designertasker. Men måske er de 4(!) jeg har også mere end rigeligt. Måske behøver jeg ikke flere i mit liv.

10. Det er okay at jeg i mange år, har skudt skylden på min hang til overforbrug på, at jeg meget, meget sjældent fik nyt tøj som barn – og når jeg gjorde var det de Adidas-bukser med 2 striber, en Everblast-sweatshirten fra Kvickly og Buffalo-støvlerne fra Skoringen til 300 kr (som jo fandme var mange penge, for en enlig mor i midt 90’erne). Det var aldrig det helt “rigtige” som alle de andre havde på. Og så kan man selv indsætte en lang historie om mobning og skifte klasse og alt det der. Og her sidder jeg måske i virkeligheden som 33-årige og kan mærke 4-klasses følelserne vælde op i mig, når jeg kommer til at spejle mig i andre på sociale medier med alt deres smukke, “rigtige” tøj. Og hvis jeg bare lige swiper og klikker, kan jeg få det og passe lidt mere ind. Men nu har jeg altså prøvet det, og uanset hvad, virker det bare ikke særlig godt. Min indre 10-årige bliver ikke mere zen, uanset hvor meget mit 33-årige jeg forsøger at kompensere for den klub jeg aldrig følte mig velkommen i.

11. Som voksen er det ikke de andre voksne der er modstanderen. De andre voksne er faktisk for langt det meste blevet ret søde. Den rigtige modstander, sidder i maven på mig selv. Og den forstummer kun kortvarigt af sæsonens musthave.

Okay.

Nu sker det (og den her gang  mener jeg det). Farvel Highstreet.

Det er ikke mig, det er dig.

Pis.

The Wardrobe Challenge

Ud af skabet dag 3+4

Det er ikke fordi jeg på nogen måde har droppet kun at gå i mit gamle tøj i denne uge. Men tre ting.

1. Der er simpelthen nogen der har syet alt mit tøj ind mens jeg var på barsel med Otto. Skiderikker.

2. Det tøj jeg kan passe og har på, er virkelig ikke særlig spændende. Så vil ikke kede jer med halvhjertede outfit-billeder. Selvom en stor del af pointen var at dele billeder, så er det vigtigste (og sværeste) at jeg får taget det gamle tøj på. Og husker at det hele ikke behøver være så pænt og allignet og office-agtigt som jeg går rundt og bilder mig ind.

3. Livet, mand. Jeg stresser over mit arbejde på sådan en måde, hvor jeg kan blive helt handlingslammet i mine opgaver. Sindssygt dumt… For i morgen skal jeg præsentere og. Ja. Det skal bare gå godt. Så der er ikke vildt meget overskud til lol og pop.

I dag har jeg haft omsorgsdag med Otto som skulle MFR vaccineres. Jeg fik fedtet mig til en lægetid i samme ombæring (2 fluer, ik?). Og således gik det til, at jeg da lige fik foretaget en lille, hurtig gynækologisk undersøgelse med min halvandenårige søn som tilskuer. Hello! Det kan ikke anbefales.

Bagefter gik vi på biblioteket. Spiste pizza. Legede. Stenede. Spiste is. Det var så dejligt.

Det (mor)somme liv

Ud af skabet dag 2:7

Jones. Bridget Jones. Sådan en dag har jeg haft i dag. Ufatteligt lårkort. Ufatteligt 80’er. Og så et tip rent arbejdsmæssigt: hvis man keder sig lidt, så kan man jo altid bare skubbe sit arbejde så langt, at man lige pludselig kun har 2 dage til kæmpe deadline.

Sådan et sted er jeg lige nu. Og pludselig ved jeg ca. hvordan det må føles, at pløkke sig selv i hver fod med en Kalasjnikov. Dumt. Unødvendigt. Og helt igennem upraktisk. Så, øhm… jeg stiller mig bare lige herover og falder i et med muren og venter på at der kommer nogen og finder mig i løbet af weekenden, ikke?

Nå, men i det mindste ser jeg ikke 3 afsnit sex and the city i aften. Jeg sover (lige om lidt, siger jeg jo!) og satser på at være frisk og veludhvilet (lol) så jeg kan lave en Joan Holloway på mit arbejde i morgen – så skal det nok gå. Ikke?

The Wardrobe Challenge

Ud af skabet dag 1:7

Det blir virkelig kort, for jeg tror uden at overdrive, at jeg har kigget på en skærm i 10 timer i dag. Mine øjne klør helt vildt af alle de tics. Sådan helt skærm-outlook-some-udtørrede. Lol. Gad vide hvad det modsatte af skærmdetox hedder?

I dag var første dag i min lille wardrobe challenge vs. 2.0. Der er een anden på mit arbejde som er med på den, og da hun stod oppe ved buffeten i dag, på en dølle regnvejrs mandag, i en vildt flot festkjole, blev jeg sgu så glad. Totalt yndlings udfordring.

minimalisme, The Wardrobe Challenge

Skal vi springe ud af skabet sammen?

Det er jo Pride. Og jeg har længe haft lyst til at gøre noget frækt.

Ej… men det handler på en måde om at smide tøjet. Sammen med jer, faktisk.

I kan sikkert godt huske historien om Burberry, der – som så mange andre modehuse – helt rutinemæssigt for nyligt, fik destrueret tøj og tasker for 233 millioner kr (læs om det her). Bare lige for at holde deres markedsværdi høj, ikke?

Eller at vi i Danmark har Nordens højeste tøjforbrug (hver af os køber i gennemsnit 16 kg tøj om året).

Eller hvad med det faktum at vi, hvis alle levede som vi gør i Danmark, ville have opbrugt jordens årlige ressourcer, allerede d. 28. marts i år: Det tager os altså knap 4 mrd at (over)forbruge de 12 mrd’s ressourcer vi har til rådighed her på jorden.

Det er totalt deprimerende og det kan virke både dobbeltmoralsk og meningsløst at skrive om det hele tiden, når man som jeg ikke har haft det store overskud til at handle på ordene, fordi life.

Derfor holdt jeg op med at skrive (så meget) om det her på bloggen, i forhold til tilbage i 2011-13, da jeg først lavede kandidat på designskolen om overforbrug af tøj og efterfølgende ikke købte noget nyt tøj i et år.

Men! I forgårs skrev Frejamay et blogindlæg om hendes ansvar som influencer, om overforbrug og om vigtigheden af at stå imod behovet for konstant at vise vores identitet gennem tøjforbrug, her i vores visuelle kultur.

Og det kor vil jeg sgu gerne hyle med i! For hvor har jeg dog længe tænkt, at det hele var en surrealistisk omvendt Kejserens Nye Klæder. Hvor ingen tør råbe: “Hvad har I egentlig gang i?” hver gang man tæppebombes med shoppe-posts, ønskelister, must-haves og nye køb som man bare lige kan “swipe op og klikke hjem”. Det er virkelig blevet nemt, at forbruge.

Men uanset prisen, koster det stadigvæk 3.000 liter (og det var tretusinde) vand, at fremstille et par jeans. 1500 liter vand, at fremstille en t-shirt. Og det er bare vand-kontoen. Så kommer pesticider, arbejdsforhold og transport osv. oveni (læs mere her, hvis du tør (og har Politiken abonnement)).

Hvis vi fortsætter med at forbruge på den her bindegale måde, så er der altså ikke meget lol tilbage til vores børn.

Jeg kan allerede mærke at jeg kaster lidt op i munden af at høre på mig selv. Sorry. Og netop fordi det ofte bliver virkelig dobbeltmoralsk (jeg stod i Zara og bingede billigt plastiktøj, for under en måned siden!) og (ja) pissekedeligt at høre på, har jeg tænkt mig i stedet, at genoplive min gamle idé. Jeg synes den er sjovere. Mere handlingsorienteret. Og så kan man selv indsætte oplagt spinoff på, at Priden handler om at hylde kærlighed og diversitet.

Det er nemlig en udfordring, der handler om at blive genforelsket i sit eget klædeskab i al dens mangfoldighed. Og jeg håber et par af jer vil være med. Den lyder sådan her:

I en uge, må du kun gå med tøj, du ikke har brugt det sidste år.

Easy, peasy, ikke?

For dem der har lyst til at være med starter vi på mandag – og det gælder altså sko, tøj, neglelak. Hele pivtøjet. Da jeg gennemførte det sidst (i 2012 – man kan finde det i Arkivet) havde jeg tøj nok til 50 dage. I mellemtiden har jeg downsizet en del, så en uge må være nok.

Sidste gang jeg lavede den her “Wardrobe Challenge” (faktisk sammen med mange mega seje damer som fx. Sneglcille og Fredes Blog. Just saying🙋‍♀️), fik jeg en følelse af at blive genforbundet med mit eget tøj – og historikken i mit “gamle” tøj, som jeg elsker for meget til at sende videre, og samtidig heller ikke synes jeg kan have på, pga nogle normer i vores samfund, om at man skal se ud på en bestemt måde. Vi skal sgu owne vores tøj, ikke? With pride! Og så lover jeg at holde inde med dobbeltmoraliserende prædikener og deprimerende links, ingen af os kan handle konkret på, fordi det hele handler om hvad vi ikke må. Og ikke skal.

Her er noget du til gengæld gerne må i Ud Af Skabet:

– Troppe op på dit arbejde i kæmpe festskrud, du ellers aldrig får gået med.

– Have stilletter på, på en Tirsdag – det er for miljøet jo.

– Hey! Ligne en modeblogger for faen!

Jeg kommer til at poste mit outfit of the day, på Instagram (@idaburchardi) under hashtagget #udafskabet og #stoptøjspild fra på Mandag.

Og jeg håber så meget at vi ses derude i virkeligheden, eller her på nettet (please..? don’t leave me hanging, vel), til fælles kamp mod overforbruget, i alle vores vidunderlige, hengemte, opmærksomhedskrævende, dejlige klæder.

Klædelig Pride. Og glædelig mangfoldighed❤️

Det (mor)somme liv

Peace, love and parterapi (noget om livet med fuldtidsbørn, fuldtidsjob og fuldtidsforhold)

En god veninde har lige offentliggjort sin anden graviditet. Den her tekst går ud til hende (og lidt til mig selv, så jeg kan huske på det, hver gang jeg overvejer at genfølge x/y/z der slagter mit selvværd på Instagram). Den handler om ting jeg synes har hjulpet mig med at komme igennem den her skitzofrene had/kærlighedsfase, der har været mit liv, det sidste års tid.

Min første tanke er et lavpraktisk vidnesbyrd om mit skrantende selvværd: men unfollow alle (alle!) instagram-kontoer der kun er ude på at livsstilsspamme dig med croissanter, nye flagrende, sygt upraktiske, storblomstrede gevandter samtidig med at de humblebragger taljemål og giver dig mindreværd som forælder/menneske/karriereperson (jeg vil ikke nævne navne, men 80% af mit oprindelige insta-feed er røget på den konto). Nej, jeg blir ikke inspireret af kun at se dig morgenbade 10 gange i timen, lave hjemmespa og DIY projekter og bage bananpandekager med pollen og selvplukket strandkål. Jeg får det faktisk bare psykodårligt med mig selv. Tak, men nej tak.

Man kan også købe sig en fastvikle (eller en bæresele) og lære at bruge den, selvom det stinker de første 200 gange. Det er ok praktisk (næsten) at kunne imødekomme den sælsomme kombination som udgør en seperationsangst 6 mrd’s baby og en 2 årig med krudt i røven.

Og den sidste ting, jeg tænker … Ahem… Er. (lidt svær at blogge om, fordi det blir ret personligt også for en jeg kender, som ikke deler mit behov for at hælde vores fælles liv ud på på internettet. Men here goes). Okay. Prøv hvis det på nogen som helst måde er muligt, at lade være med at gå fra din kæreste. Det her er muligvis det sværeste, men det er nok fordi ingen rigtig vil indrømme hvor meget de i virkeligheden skændes. Og så går vi alle sammen rundt og tror, at det er os der er forkerte. Det er vi altså ikke. Invester i det forhold der, for hvad er egentlig vigtigst for barnet – hvor instavenligt vi bor/spiser/ser ud eller at vi som forældre bliver sammen? Jeg tror det er sindssygt forskelligt, hvad der virker for par – vores parterapi er alkohol, festivaller, musik og tid hver for sig med vores venner. For andre er det alt muligt andet lige så fantastisk og dejligt. Så bare fordi vi synes det er fedt at sove i telt i en weekend er det jo ikke det rigtige for alle andre. Og bare fordi jeg uploader et lykkeligt og nyforelsket billede i løbet af weekenden, betyder det jo ikke, at vi ikke lige har haft et skænderi der var 7 på richterskalaen og som kulminerede i at jeg råbte “Fuck dig!” til min 3-årige og at min kæreste næsten udvandrede i protest over mine ynkelige mor-evner. Nå. Det var en sidebemærkning. Det jeg ville sige, var jo bare, at det er vidunderligt at vi kan spejle os i hinanden på sociale medier, men jeg synes også at det her influencer-show har taget overhånd. Det har det i hvert fald gjort for mig, og jeg føler endelig at jeg lige så stille er ved at lære, at mærke efter i mit eget forhold og livshistorie. Hvad gør egentlig MIG glad og forelsket (for tiden: Når min kæreste giver mig en kold øl hver eftermiddag og at få lov til at spille Mariah Carey på guitar selvom der er nogle børn der skriger på opmærksomhed). Dyrk det. Og hvis man nu har glemt hvem man er, fordi #ammehjerne, så husk på første gang i mødte hinanden. Hvem var du? Hvad havde du på? Hvad lavede i sammen? Den person er der stadigvæk pakket ned et sted i en flyttekasse inde i din morkrop. Find den flyttekasse og find ud af, hvad der kan lokke den person ud i lyset igen. Men først når du selv er klar (jeg er lige blevet det – derfor rambler jeg nu ud over jer. Undskyld). Og indtil da, så hav alt det fedtede baghår, du overhovedet kan magte, med hamrende god samvittighed. Alle forhold er lort det første år efter en baby (og hvis ikke, er jeg ikke sikker på, jeg har lyst til at høre om det).

Alt blir godt og chilleren igen. Og indtil da, er der er masser af lykke i småbitte glimt, hvis man bare husker at gribe dem.

Det skal nok gå.

Peace, love and parterapi✌️