Det (mor)somme liv

Mit Barn. En boganbefaling

Det er fandme længe siden jeg har måtte spare på en bog! Gemt sider. Sat mærker, læst igen og igen og båret sætninger med mig rundt i hele dage. Og så er det første gang, jeg har læst en bog og følt at dér. Dér var mit tidlige moderskab på skrift. Cecilie Lind sender i “Mit Barn” (modtaget i gave), mig ikke alene tilbage til mit moderskabs vorden, hun sætter også ord på følelser, jeg aldrig selv har kunnet italesætte og derfor bittert er brændt inde med. Og så gør hun det så freaking smukt og helstøbt, at jeg ikke kan andet, end, at være taknemmelig for, at der findes rigtige forfatterinder på jorden, som kan sætte ord på deres følelser, så vi andre føler os mindre alene med vores. Og så skriver Cecilie så gudesmukt. Altså! “Jeg græder og græder og uden grund. Mine tårer er mit hjertes mælk, men ingen drikker dem” (please nogen, lav life quotes klistermærker til væggen, af alle de citater).

Skænderierne, at være blind passager på den lede kælling, der pludselig har indtaget ens krop, at elske sit barn helt ind i mørket. At hade sin krop, være fremmed for sig selv og længslen efter at dulme selvhadet med kjoler og ny identitet. Alt det grimme blir skrevet og smukt og okay.

Jeg græd mig igennem den. Det ville være så klassisk at skrive: Giv den til en nybagt mor, men jeg vil snarere sige: Giv den til en nybagt far! Så ved han, hvad der foregår derinde, i sindet hos en skrøbelig mor.

💗

Ps. Læselisten er opdateret med ovenstående og Ursula Le Guin ‘De Udstødte’.

Vegetar

A small step for mankind, a giant leap for mig (status på 6. uge som veganer)

Sidste uge gik op og ned her i veganerville. Det vil jeg godt skrive lidt om, plus noget med hvornår man må kalde sig veganer, og hvorfor jeg har brug for at klamre mig til ordet, lidt endnu – også selvom jeg ikke er en særlig god en af slagsen.

6. uge som veganer gik godt da jeg

– lavede en kæmpe portion falfler og seriøst nailedit i første hug. Bagepulver, en hel flaske olie til stegning og jeres tip med at sørge for at farsen er tør nok, gjorde vist tricket. Lavede en portion af en hel pose kikærter. Det blev til …mange falfler. Som nu er i fryseren. Halle-fucking-luja.

– i forløbets første brandert-shawama-craving – formåede i stedet for kød, at bestille en falafel durum. Mit fulde jeg er med på den nu.

– endelig fik købt vitaminpiller. Med B12! Jeg endte med at købe Drogens Vital Multivitamin på Apoteket. Phew, de er store, sådannogle urtekussepiller. Men det føles da meget godt. Bagefter.

– opdagede at jeg bare kan hælde et skvæt kogende vand i min sorte kaffe, i stedet for mælk. Det kan jeg godt vænne mig til. Og jeg er meget, meget glad for at slippe af med den lille irriterende samvittighed, der har prikket til mig, hver eneste gang, jeg tager en af de små trekantede mælkebrikker. SÅ meget emballage, for så lidt.

– serverede risruller med en masse fintsnittet grøntsagshalløj fra skuffen, falafler (ok mærkeligt, men det var lige, hvad der var – og kunne ikke finde på et godt vegansk alternativ) ris og peanutsauce (den der med peanutbutter, ingefær, soya, lime og vand. MMMMHHH!) og mine børn spiste det. Og til sidst – og det kræver et helt punkt i sig selv, for DET her er i sandhed breaking

– OPLEVEDE  MINE BØRN GROVSPISE RÅ HVIDKÅLSBLADE!

6. uge som veganer gik dårligt da jeg

– Tog mine unger på Mc. Donalds og kværnede en stor (vegetar)burgermenu og 7 chilli cheese tops på ti minutter.

– Var ude til fødselsdagsmiddag med en veninde, på kinesisk restaurant og spiste mig midt over i dim sum inkl. dumplings med rejer og oksekød. Shit, det smagte godt.

– Spiste æg ca. hver eneste dag. Hej. Jeg hedder Ida. Jeg er æggeafhængig.

Af ovenstående (og ugen generelt) udleder jeg følgende

– Jeg har stadigvæk ikke lært at få nok kalorier ind i min madlavning. Og da den blok tofu, som sender mig bebrejdende blikke fra køkkenhylden, forekommer mig cirka lige så tillokkende at bruge i min madlavning, som et foster i formaldehyd, tænker jeg at det ikke umiddelbart bliver dén vej, jeg går.

– Måske skal jeg “bare” (= gigantiske gåseøjne – Det ville være et gigantisk skridt for mig) være vegetar der ikke drikker komælk. Men hvornår må man kalde sig hvad? Folk har mange meninger og jeg er også i denne uge blevet spurgt “Hvorfor kalder du dig ikke bare for vegetar”, hvilket eddermaneme er et godt spørgsmål. Hvorfor ikke bare være vegetar. Well. Jeg tror at jeg har brug for ordet. Veganer. Det er faktisk lige nu nok min vision, at blive så godt som fri for animalske produkter. Og selvom jeg slet ikke kan forestille mig ost og æg som ikke værende en del af mit køkken, så sigter jeg altså efter stjernerne lidt endnu. Og dem står der sgu veganer på.

Jeg vil hellere være en veganer der falder i, end en perfekt vegetar. For det er stadigvæk tidligt i forløbet og jeg trænger til at spejle mig i nogle veganske forbilleder og finde inspiration i det veganske køkken. Og lige præcis dét, lidt kluntede behov, for at kalde sig for noget, man egentlig ikke er, oplevede jeg ret meget at blive “mødt i” i den der veganerudfordring (som jeg seriøst lover snart at holde kæft med).

De skriver f.eks.: “Veganisme er ikke en alt eller intet-ting. Det handler om at gøre så meget godt som muligt. Så hvis du føler, at du godt kan være veganer, men ikke leve uden ost. Så bliv veganer, bortset fra når det kommer til ost. Hver gang du erstatter et animalsk produkt med et vegansk alternativ, har du taget et skridt mod en bedre verden.” 

Så altså, ja. A small step for mankind, a giant leap for mig. Og jeg er faktisk ret stolt.

Arbejdsliv, Søndag = Selvhjælp

Søndag = Selvhjælp (feat. Brené Brown)

I går havde jeg tømmermænd og trængte til et kram af Youtube. Det fik jeg, så snart jeg faldt jeg over en amerikansk forsker, der hedder Brené Brown, som af en eller anden grund er fløjet totalt hen over hovedet på mig, selvom hendes TED talks efterhånden har et par år på bagen. Bedre sent end aldrig. Hendes motto er noget med ‘The power of vulnarability’ og at være modig nok til at være sårbar. F.eks. lærte jeg at Courage betyder hjerte på latin: At mod er noget man gør med sit hjerte og sine følelser. At lytte til sin skam. Ikke at gå gennem verden og lede efter beviser på, at man ikke hører til, fordi man altid vil finde det. At selvværd ikke er til forhandling. Og noget med at skam og frygt er de onde fætre til sårbarhed. Dét var tiltrængt vand på min mølle. Ikke så meget i mit privatliv, men mere i mit arbejdsliv.

De sidste par år – som jeg vist også har skrevet om før – har mit arbejdsliv været påvirket af, at jeg har følt mig afkoblet fra mig selv: At jeg har følt, at jeg skulle være en anden på mit arbejde, fordi at hvis jeg var mig selv ville jeg nok bare blive fyret igen. Så jeg har en oplevelse af kun i små glimt at turde være mig selv, og at have hele hjertet med, sige til (og fra!) i møder, foreslå nye muligheder osv. I stedet har jeg gemt mig væk og gjort en helt masse halvt, fordi jeg ikke turde lægge den indsats i mit arbejde, som kun kommer, når man har sig selv 100% med.

Sårbarhed. At stå i det åbne rum. At gøre noget jeg virkelig gerne vil lave, uperfekt i dag, i stedet for at at udskyde det til jeg er 100% perfekt, vente på at timingen bliver 100% perfekt (note om at arbejde i det offentlige: Tid er ikke man får, det er noget man tager), fordi det BARE ALDRIG SKER. Jeg bliver aldrig 100% perfekt. Omstændighederne bliver aldrig perfekte. Så fucking simpelt, men også så freaking svært at efterleve. Men sårbarhed – at gå åbent ind i et mødelokale, LYTTE  og se hvad der sker – er jo også dér innovationen sker. Dér kreativiteten og det kollektive geni bliver sluppet fri.

Brené siger det selvfølgelig hundrede gange bedre end mig, så hvis du også trænger til et arbejdskram, så se selv her.

Det (mor)somme liv

Morgenrutine med løg på

Det er som om min mand og jeg har glemt, at vi har fået børn. Ikke fattet, at dem der er flyttet ind ikke er voksne, og derfor gir lige præcis nul fucks for om vi når udflytterbussen, får tøj på eller børster tænder… Dét kapitel, har vi ligesom bare ikke lige læst.

Derfor ser vores morgener cirka sådan her ud:

6.30: Otto vågner

6:45: En af os står op med Otto, sætter kaffe over, giver Otto mad, smører madpakke til Kurt, finder tøj og tandbørster frem

7:10: Kurt blir slæbt op og ud i køkkenet (vi prøver virkelig at få ham tidligt i seng, men udflytterbus=sen lur=aftenfrisk=morgensur aka The Circle Of Fucking Life

7:15: Kurt spiser, Otto leger.

7.30: Niklas går i bad(?!) og jeg kaster noget makeup i hovedet og tager tøj på.

7:30: Børnene får tøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

7:45: Børnene får overtøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

8:00: Vi er kommet ned fra 4. sal og sidder i ladcyklen og ræser nu igennem byen for at nå udflytterbussen som kører ret præcist kl. 8.10.

8:15: Jeg står og vinker farvel til tonede ruder.

8:30: I vuggestuen og aflevere Otto

8:45: Kører på arbejde

9:15: Være på arbejde. Heeeej!

Hvordan det går hjemme hos os? Helt ærligt, så op og ned, at jeg ikke rigtigt orker at sætte ord på det. Både fordi ham jeg deler løjerne med, ikke har behov for, at mommyblogge vores kvaler ud over alle tage. Men også fordi mine humørsvingninger, for tiden er så store, at jeg blir helt skitzofren, når jeg forsøger at skrive det ned. Den korte version: Er ret sikker på at det er mig den er gal med. I hvert fald blir jeg tit sur og ked af det uden grund og lader det gå ud over min familie.

Jeg er nået frem til at en stor del af mine nedture bunder i kontroltab og noget så simpelt som tidspres. Så nu er Otto og jeg, i første omgang, gået til kamp mod De Stressede Morgener Fra Helvede og er kommet med hvert vores bud på, hvordan vores drømmemorgener ser ud. Det fungerer ret godt at have noget at pege på og sigte efter. Nu skal vi bare liiige have det implementeret i praksis:)

Lola Jensen, du ringer bare.

Det (mor)somme liv

Drengemor

Min mand og jeg er lige kommet hjem fra teatret med vores førstefødte. Vi så Skatteøen på Folketeateret med en af Kurts bedste venner, og det var så dejligt med en night on the town, bare os tre.

Nu er Niklas taget til træning og jeg ligger i dobbeltsengen og spooner med mine to store drenge.

Jeg har to drenge. Den ene har lige siden han var knap tre år, kunne alle bilmærker. Uden at blinke fortæller han dig forskellen på en knækstyret gummiged og en frontlæsser, han elsker at spille fodbold, elsker LEGO, dinosaurer og har et kæmpe crush på Motor Mille.

Min yngste dreng elsker at male. Elsker farver, klodser, mønstre, mascara, hårklemmer, læbestift og har pt neglelak i alle regnbuens farver, på sine småbitte hænder. De er så forskellige og så ens på samme tid, og med en alder på to et halvt og fire år, er deres forskellige personlighed virkelig begyndt at blomstre.

Mine babyer er væk og helt ærligt så er jeg ret sikker på, at jeg ikke skal have flere børn. I et stykke tid ulmede den klassiske “skulle man liiiige prøve, at lave en pige” i baghovedet, men det skal jeg simpelthen ikke. For mig er det ikke grund nok til at sætte et barn i verden, at det skal have et særligt køn. Så hvis jeg en dag blir gravid igen, så er det ikke med ønsket om en pige, men med ønsket om et barn.

Drenge har altid været lidt af et mysterium for mig. Jeg er vokset op med en enlig mor og søster, og som et meget genert og usikkert barn, var der sgu langt mellem snapsene, hvad angik det modsatte køn, i min barndom. Jeg fik mit første kys som femtenårig, hvilket var så traumatisk en oplevelse, at jeg ikke nærmede mig en dreng igen, før jeg blev atten. Det er altså først på den anden side af teenageårene, jeg kom rigtig tæt på det modsatte køn, og derfor har jeg virkelig ikke meget erfaring med drengebørn.

Nu er jeg omgivet af drengebørn! Og jeg kan blive svimmel over alt det, jeg gerne vil opleve med dem. Jeg skal følge dem til fodbold. Og musical. Lære dem at være en god kammerat, at bage flotte cupcakes med pynt og lave mad, at der ikke findes pige-farver, at lyserød ikke er ULÆKKERT (pt er vi ikke helt i mål..), at det både er okay, når mor og far krammer og når de skændes (for det gør de). Når de er blevet lidt større skal vi på roadtrip i USA, se et ægte Formel 1 løb og jeg skal støtte dem i tykt og tyndt og forhåbentligt have lov til at være en stor del af deres liv og deres op- og nedture. Og en dag skal jeg måske endda blive farmor.

Jeg er drengemor. Og jeg får lov til at opleve to pragteksemplarer på allernærmeste hold, vokse op og blive til mænd.

Hvor heldig må man være?

Vegetar

5. uge som veganer

Sidste uge gik faktisk godt her i skovbrynet til Veganerland. Lige indtil Onsdag aften, hjemme hos nogle venner, som intetanende om mine nyfundne planteeskapader, havde bestilt pizza. Og jeg nåede at tænke hundrede tanker om at være en latterlig nyhellig type, der pludselig var blevet for fin til lidt low key hyggemad. Endte med at tænkte fåggit og det er jo ikke en religion og lige pludselig havde jeg spist fem stykker pizza med kylling.

Det var okay, det er jo ikke en religion, men kan godt mærke, at det var liiidt for tidligt for min kompulsive krybdyrhjerne, at begynde at flexe. Og yes. Dagen efter var den gal igen, da jeg havde skældt ud på min mand, og derfor ikke nænnede ikke at spise et stykke af hans kiss-and-make-up-mørbrad, da han helt forvirret sagde “jamen der er jo gået en måned nu?!” The struggle.

Jeg har lært:

– jeg vil gerne faktisk gerne fortsætte med at være en veganer (så længe jeg må være lidt utro med æg) et stykke tid endnu.

– der er faktisk en grænse for, hvor mange avokadomadder, man kan spise. Den nåede jeg i dag.

– æg er freaking fantastisk (okay, det vidste jeg godt i forvejen).

– det, vi sparer i madbudgettet for tiden, må jeg godt bruge lidt af, på at spise af kantinens salater og brød med olie.

– jeg har fået virkelig mange nye læsere, efter jeg begyndte at skrive om veganske kvaler. Hej!

– kold kimchi smager herregodt med varme ris, agurkestykker og soya.

Det har jeg ikke lært:

– om man godt må kalde sig veganer, når man spiser æg. Det må man vel egentlig ikke.

– at få mine børne til at spise noget som helst plantebaseret, med mindre det er korn eller agurk. I. Give. Up.

– fidusen ved de der soyaprodukter, der ligner kød.

– alt det der med, hvordan man får nok mineraler og protein. Er det meget naivt at tro, at kroppen nok selv skal sige til?

Ps. Ved godt det er lidt bloggeragtigt, men er virkelig tom for skriveemner, så sig endelig til hvis I har forslag eller ønsker.

Hurra

Kom til min 35 års fødselsdag!

Jeg har fødselsdag i januar. Og da det sådan cirka er verdens røvsygeste måned, har jeg tænkt mig at fejre den ekstra meget i år. Med alle mine venner og dermed også med jer. At Dolores (det’ en natklub – jeg vidste det heller ikke #momster) har spurgt om vi vil komme og drikke nogle gratis drinks, hvilket jeg naturligvis har sagt ja tak til. Så please sæt lige kryds i kalenderen:

Lørdag d. 18. januar kl. 21.30-23.00 (note: festen fortsætter efterfølgende på dansegulvet inde ved siden af)

At Dolores, Lille Kongensgade 16, Kbh. 

Der er fri bar i halvanden time, så jeg forslår at vi mødes nogenlunde til tiden;) Lucia Odoom og Nanna sørger for musik. Man må godt tage en ven eller veninde med.

Håber I kommer!

Kh Ida

Ps. Der er ikke tema, men hvis der var, ville det være 1985-2005 og se cirka sådan her ud:

Bla bla bla

Meanwhile

– Failede jeg hårdt min venindes SATC referance, forleden (havde fuldstændig svedt den rabbiner, Charlotte har sex med i første sæson, ud. Pinligt!). I ren og skær flovhed, er jeg nu startet forfra: Skippers “Website Creator Hopeless Romantic” introduktion, Samanthas extensions. Skippers kaffe latte. Carries brune lipgloss. Og hendes kæmpe grå pc(!). Og hendes grimme fivelight gulvlampe. UHM! Den pilot har sgu også sin helt egen, mærkelige charme.

– Kedede jeg mig så meget, da jeg puttede børnene her i aftes, at jeg kom til at poste et billede på Instagram. Guess I’m back!

– Lidt over et år uden Instagram – det var åbenbart, hvad det kunne blive til. Den korte version af det, jeg indså i går da jeg sad og scrollede samtlige kommentarspor inde i FB-gruppen Svampeliv igennem: Summen af mine laster er total. Nu glæder jeg mig til færre svampegruppe-tråde og flere venner. Og forhåbentligt at bekræfte mig selv i, at jeg godt kan holde mine fede pølsefingre fra de profiler, som er giftige for min infantile selvtillid.

– Er de bønner Kurt og jeg plantede i vindueskarmen blevet til ægte, kæmpe planter. Bare hvide bønner i blød og så i jord og så boom!

– Købte jeg billetter til Kashmirs koncert 29. maj i forgårs (de røg på 20 minutter!) og har nu både Björk, Hot Chip og Kashmir i koncertkalenderen, det næste halve år. Det føles fandme godt.

– Hørte jeg en megasej keynotespeaker ude i DR helt køligt sige om sig selv, at hun ikke er en powerpointpige. Jeg har altid haft en mærkelig forestilling om, at for at være sej, krea og iværkish, så  skulle man være helt hjemme i keynote og powerpoint, og det er jeg ved Gud (heller) ikke. Så nu siger jeg det også højt: Jeg er bare ikke en powerpointpige. Ah!

– Mødte jeg min ekskæreste i metroen i går. Med megasød baby og megasød kæreste. Gik direkte ind i tre dørkarme/skabslåger da jeg kom hjem. Seriøst, altså. Ekskærester: Når universet lige skal have griner på.

– Hader, hader, hader jeg at lave kastanjedyr.

– Er Ratatouille kommet på HBO! Resultat: Mor og far sidder tryllebundet til skærmen, mens ungerne splitter hele stuen ad. Shit, hvor jeg elsker den film.

– Kommer vi alt, alt for lidt op i vores sommerhus for tiden. Det er  derfor jeg f.eks. ikke har lavet en Haven Rundt for september. Vi var der ikke 🙁 Øv.

– Er Kurt startet til svømning og skal om lidt begynde til fodbold. Og Otto skal gå til Tigertræning. Let the games begin.

 

Det (mor)somme liv

Reclaim The Mormordag!

Jeg er gået på deltid for ikke at gå ned med stress. Det gjorde jeg for cirka et halvt år siden, da mine børn var cirka to og tre et halvt år… ikke et øjeblik for sent (tidligt sguda! #godnat). Det er ikke for at være krukket, men jeg fatter ikke, hvordan man kan have små børn og et fuldtidsjob, uden at få stress.

Nu, et halvt år inde i den nye rutine, er den efterhånden ved at være faldet nogenlunde på plads: Jeg har lært at afstemme mine arbejdsopgaver med de færre timer jeg har til rådighed, har lært at arbejde om aftenen, og ikke mindst har jeg lært, hvad det egentlig er jeg gerne vil med den dag.

F.eks. at jeg foretrækker, at holde fri om Fredagen (er gået ned på 30 t/ugen, med en ugentlig fridag). Oprindeligt havde jeg fri om Onsdagen, men det afbrød min uges flow, ramlede ind i vigtige møder og så lå den bare lidt der, som et underligt bump på vejen. Så for nyligt fik jeg lov til at flytte fridagen til Fredag. Og kæft, jeg elsker det! Weekenden blir så dejlig lang, når den starter allerede Torsdag aften. Sommetider kører vi i sommerhus, men jeg øver mig også i at bruge byen og lave børneting herinde. Hvis jeg har modeljobs, ligger de også den dag. Det er skidesmart!

Det her lyder måske nævenyttigt og forkælet, men lige fra starten, har jeg virkelig prøvet, at gøre en dyd ud af at holde fridagene hellige: Altid at holde mindst eet barn hjemme fra institution, at gøre noget virkelig rart med dem. Ikke at have store planer, men heller ikke at hellige dagen til husarbejde (det er ikke for vasketøjets skyld, jeg er gået ned i tid). Bare “do one thing well”-dage. I dag tog vi den nye metroring (okay, kan vi lige hurtigt snakke om, hvor genialt dét er? Safttæskemig lækkert, pludselig at stå på Frederiksberg Allé!) og gik igennem Frederiksberg Have op til Zoologisk Have, for at få brugt vores årskort lidt.

Fredag er, med andre ord, min mormor-dag. For jeg synes sgu ikke, det kun er mine børns bedsteforældre forundt, at have jævnlige forkælelsesdage med mine unger. Og det er fandme rart (og priviligeret, I know) at kunne have sådan en dag med sine børn så tit. En afladsdag, med hvilepuls og varm kakao, for alle de andre dage hvor jeg enten taler i konstant bydeform eller hiver dem rundt til alle mulige arrangementer/fødselsdage/gæster osv, osv.

Bare mig og dem. Og måske, hvis vi er heldige, et par pandaer.

Vegetar

Mandag, Mojo og, øh, tilsyneladende skriveblokade (aka 4. uge som veganer)

Min veganeruge fik i weekenden en røvtur af et blødkogt æg og noget mayonnaise, men bortset fra det, så er det gået godt her i Team Greta.

I denne uge har jeg (gen)opdaget:

  • Den gode gamle klassiker: Rugbrød med mayonnaise, agurk, tomat og salt og peber. Milde himmel, for noget undervurderet ganekræs.
  • Hokkaidosuppe! (som min fireårige ville sige: “Lad mig forklare”): Løg, olie, hvidløg, spidskommen i gryde. Røre røre. Hakket, vasket hokkaido og evt lidt andre trætte grøntsager – jeg tog selleri og et par gulerødder – ned i. Røre røre. Vand, lidt kokosmælk og to x grøntsagsbouillonterninger. Simre simre. Sluk. Stavblend. Server med røde linser, vegansk creme fraiche og persille. Børnene fik pasta på og spiste det til alles store overraskelse. Amen altså. Suppesæson sæt i gang!

  • Hjemmelavet mojo. Også nemt: Et par røde pebere på en pande med god sjat olie, salt og peber. Efter lidt tid: solsikkekerner og to fed hakket hvidløg på. Stege stege. Over skål. Lidt æblecidereddike og citron i. Stavblend og smag til.
  • D og B-vitamin. Jeg fandt dem bagerst i mit skab og det fik mig til at tænke på at jeg nok har været lige vel laissez faire hvad angår vitaminer og den slags. Så jeg må på hellere jagt efter noget ægte kosttilskud med jern i.

I næste uge kommer jeg til at spise æg. Primært fordi jeg har otte liggende i køleskabet fra før udfordringen som virkelig snart skal spises – og så fordi jeg helt ærligt har haft svært ved at blive mæt på det sidste. Det er nærmest kun når jeg spiser hjemmelavede falafler jeg blir sådan grundmæt. Så i den her uge vil jeg øve mig lidt i bønne/linse-genren – og spise æg til, for jeg elsker at være mæt og er ikke helt fan af at stå og tømme slikskabet ti minutter inden jeg skal sove.

Kh Ida. The Madblogger Formerly known As Mommyblogger.

PS. Måske jeg en dag skriver et blogindlæg igen, der ikke handler om mad. Det ville da klæde mig. Men min mand er ude på overnatning med sit arbejde og jeg ligger i benlås med en sovende toårig, har et køkken der er eksploderet og derefter en date med min sofa og kortfilmen ‘En Flirt’ som søde, seje Marie Bach har hovedrollen i og som for sidste gang kan ses gratis i aften lige her.