Rød alarm: Ting Tsunami

IKEA testen, siger du? Prøv med Vedligehold Et Fælles Hjem Testen. Prøv dét uden at brøle hæmningsløst ind i dine SAMLA bokse.

Ja, nyforelskede par, jeg ser jer med indkøbsvognenene, stå og skrive på jeres små lapper i den personlige betjening ved køkkenerne. Jeg ser jer ligge i sengeafdelingen og fornemmer jeres lille, smertende sidestik (første af mange, skulle jeg hilse at sige), når den ene vil sove hårdt og den anden blødt. Og jeg hæver med en topmadras i memory foam.

Prøv så at spol ti år frem. Og prøv at være to overtrætte nostalgi junkies på 94 m2. Prøv at indret jer, uden at drukne i hinandens memorabilia. Prøv at have gemt samtlige CD’er, DVD’er og VHS bånd. Og smykkeskrin, perlehalskæder, gamle små sprutflasker (smertelige minder fra de hjemmefester vi om lidt skal være de voksne i) tørshampoo, Roskilde-armbånd, stenhårde soldaterstøvler, børnetegninger, den obligatoriske The Earth From The Air bog, sangbøger, studentikose notesbøger og en ti år gammel massageolie (…tro på den kommer i brug).

Og børnetøjet, BØRNETØJET. Ejmen fucking børnetøj. Fucking bunker af børnetøj og fucking tilsandede kirkegårde af børne-jeans, der lige skal lappes. Og fucking elendige samvittighed, når du i nattens mulm og mørke kyler det hele ud i containeren. Undskyld verden. Undskyld mit manglende overskud. Babytøj – en saga for sig – Størrelse 62 mig i røven! Fucking Reshopper.

Skal de malerier, man malede i sine formative år smides ud til fordel for fem kasser med nedarvet tøj og legetøj nogen børn *måske* vil lege med en dag? (don’t ansver that…)

Skal man blive ved med at smide sine egne kostbarheder ud, når det føles som om den anden aldrig nogensinde forholder sig til sine?

Skal man hænge et skilt over køkkenvasken, en evig påmindelse: hvor der står “En genstand ind = En genstand ud?”

Vidste du at ordet genstand, stammer fra tysk? Det hørte jeg engang Knud Romer sige noget om i et radioprogram, som jeg synes lød klogt. Gegen stand. At stå overfor.

Sig “Jamen det fejler jo ikke noget” om et af vores totusinde stræklagener een gang til!

Sig “Jamen det fejler jo ikke noget” om et af vores totusinde håndklæder een gang til!

IKEA testen? Prøv med “Organisér dig ud af en ting-tsunami” testen!

Hola fra bagsædet

Kan ikke finde tiden til at skrive sammenhængende, så det bliver lidt frit fra hoften her fra et bagsæde, hvor de store marinerer i skærme, den lille sover og Niklas kører og hører Tobias Rahim.

Jeg tænker at dogmet er at jeg trykker på udgiv, så snart bilen holder stille (så beklager på forhånd) for ellers bruger jeg for meget tid på det.

Prøv forøvrigt lige at spørg om det er klemt at være to voksne og tre børn inkl. oppakning, 3 x børnesæder og så sgu da også lige en barnevogn i en 5 personers Ford Focus? Indsæt eksplosionssmiley. Er begyndt at få klaustrofobi hver gang jeg ser vores bil. Godt vi ikke kører i den så tit. Gu ku det være fedt med en ID.Buzz eller med et drøn af en Tesla, men ingen af os kan bare overskue at skulle bruge så mange penge på en bil…

I det hele taget er der en pengeenergi for tiden (ja, no shit Sherlock.. #energikrise). Men jeg kan meget godt lide det. Noget med nøjsomhed, downsizing og at sy lapper på sit tøj. Og gå på loftet og hente tøj ned og lave en Capsule Wardrobe i brune og grå nuancer. Kører den meget ned i gear og pakker alt det blomstrede væk i IKEA poser. Smider ud og kører i Blå Kors på noget der føles som ugentlig basis. Og udlever big time mit behov for at lave Swedish Death Cleaning på loftet. Vil ikke længere gemme ting for at jeg så kan smide dem ud om tyve år. Har – endelig – forstået at ting foretrækker enten at blive brugt eller blive smidt ud; ting kan ikke lide at ligge hengemt i kasser.

Måske er det også en (an)erkendelse af at vi bliver boende i vores lejlighed. Prøver at eje beslutningen. I stedet for at have evig dårlig samvittighed over ikke at give ungerne “græs under fødderne”, øver jeg mig i at tænke: Siden hvornår er det egentlig blevet det radikale valg ikke at gældsætte sig for flere millioner og købe en villa man lige akkurat har råd til at sidde i? Måske endda et sted som kræver to biler. Prøver at normalisere by og cykler og mange mennesker på få kvadratmeter og at vi holder børnefødselsdage på legepladser og mødes og går tur i en park og at man ikke nødvendigvis behøver at kunne have femten mennesker til middag i sit hjem.

Så ja. Noget helt røvsygtmenogsålidthyggeligt snusfornuft med ikke at leve over evne. At gå på hovedbiblioteket og låne selvhjælpsbøger, vinterbade i havnen, gå til babysalmesang i kirken hundrede meter væk, nyde at jeg kan høre klokkerne ringe fra min altan, lave espresso med varm mælk hjemme i køkkenet og tage den med på tur i en kop. Lidt mindfull, lidt lokalt og lidt ro på.

Nå. Så er vi her sgu. Ses på grillen. Eller legepladsen. Eller noget andet billigt.

Skår i glæden: Parterapi for rookies (og kan vi snart gøre op med illusionen om det romantiske parforhold, når man lever i en børnefamilie?)

For tiden læser jeg en bog der hedder ‘In praise of shadows’ af Junichirō Tanizaki, som er delvist funderet i det japanske Wabi-Sabi begreb.

Jeg er med ret stor sandsynlighed den sidste på jorden, der opdager Wabi-Sabi, men so be it. Jeg er besat. Og jo mere jeg læser om det, jo mere sænker mine skuldre sig, som de ofte gør, når man finder et sprog for det man går og føler.

Wabi-Sabi er en filosofi med udgangspunkt i skønheden i det naturlige forfald og i erkendelsen af at alt er flygtigt. Alle tilstande midlertidige. Tanizaki kritiserer Vestens perfekthedsbegreb. Besatheden af nyt og skinnende, de oplyste glasfacader. Lys, hvide vægge, store hvide rum. I modsætning til det, hylder han mørket, møre træskeer, blankslidt frakke-uld og dunkle kroge, hvor en lille flamme får skygger til at danse på væggen.

Når jeg om lidt skal begive mig ud i genren “om parterapi”, kan jeg ikke lade være med at have bogen med i tankerne.

Jeg fornemmer på mine venner (og i min indbakke) at rigtig mange af os kæmper i vores forhold. Isoleret set har Corona været sindssygt hårdt for vores relationer. Oveni kommer alt det andet shit, som rammer et parforhold, når man har været sammen i længere tid, ikke mindst hvis der er børn involveret; Udbrændthed, forelskelse (…i andre sgu da), manglende lyst til hinanden, blablabla, jeg orker ikke engang at skrive om det, fordi det er et så ubehageligt og røvsygt sted at være. Jeg vil helst bare feje det ind under tæppet, eller kaste det over i bunken af hullet tøj, der skal repareres.

Men helt ærligt, selvfølgelig slår livet massive skår i vores nære relationer og no wonder, egentlig. Jeg tror det største problem er, at vi har en forventning om at livet IKKE skulle slide. At det IKKE skulle kræve aktiv handling at vedligeholde en relation.

Min mand og jeg begyndte at gå i parterapi for cirka fire år siden. Vores første parterapeut var elendig, men det var da en start. Vores sidste – Som vi netop har afsluttet et forløb hos – var rigtig god. Jeg betragter det lidt som at vi har været i et intenst genoptræningsforløb og nu kan vi ringe til hende, på samme måde som man bruger sin læge: En person som kender vores historik, og som kan kontaktes efter behov.

Jeg er på ingen måde terapiekspert, men hvis jeg har lært noget i løbet af mine knap tyve års erfaring med at gå til psykolog, i stressterapi og senest parterapi, så er det, at alene dét at have et (tids)rum midt på dagen, hvor man ikke er gået kold og bare trenger space, kulhydrater og netflix, som er allokeret til at snakke om ens følelser og hvordan det egentlig går, er de første 80% af værdien. Parterapi er dybest set bare at sidde foran en voksen, der kan oversætte hinandens koder og tvinge os til at se den anden i øjnene, mens vi siger det, vi i virkeligheden mener. Det lyder simpelt, men det er det ikke. Og det lyder langhåret, men det er motherfucking effektivt. Det bringer en ømhed ind i vores relation, som ikke opstår af sig selv.

Prøv at forestil dig at løbe et maraton, uden at strække ud bagefter? Eller at være på en arbejdsplads, hvor chefen forventede at to kolleger kunne arbejde intenst sammen døgnet rundt i årevis, uden indlagte en-til-en sessioner, lønforhandlinger og videreuddannelse. Nej, vel?

Men kan man så ikke bare bruge pengene på Ystad Saltsjöbad og restauranter? Jo, måske? Det virker bare ikke for os. Vi får ikke løst vores issues med et spaophold. No pain, no gain. For at blive i arbejdspladsmetaforen (hvilket passer OK godt, når nu vi snakker kernefamilie), så er Ystad = Fredagsbaren, og Parterapi = MUS-samtalen. Det er ikke fordi det er specielt fedt, men det er nødvendigt.

Vi har nok brugt i omegnen af 20.000 kroner, på at gå i parterapi gennem tiden, men sådan må det være. Det er en del af vores husholdningsbudget, fordi vores forhold er en del af vores husholdning. En velfungerende relation mellem os er ikke længere bare en romantisk og selvskrevet tilstand – det er væggene og vandrørene. Det bliver slidt og slæbt på i disse år, og det skal fungere. Jeg ved godt at det er utrolig priviligeret at have de penge. Og jeg får lige behov at nævne at det jo ikke er penge, vi bare har til at stå og blomstre. Det er penge vi prioriterer. Ingen af os sprænger lønrammen i vores jobs. Vi har ret almindelige, nogenlunde velbetalte jobs og befinder os i midten af lønstatistikken. Til gengæld har vi hverken nye badeværelser, Farrow and Ball maling på vores vægge eller Stalks and Roots blomster, ligesom vores børn aldrig har været dem i børnehaven med de nyeste Angulus-støvler og Mini Rodini flyverdragter.

Der findes sikkert par som kan løse deres problemer selv over et glas vin, eller folk som efter ti år stikker små søde sedler i sin partners jakkelommer og som bare generelt er nyforelsket, kærlige og rummende overfor hinanden. Tillykke. It ain’t me babe.

Det er umuligt at skrive om parterapi uden også at få lyst til at skrive om hvor meget forventningerne til parforholdet i en konventionel kernefamilie pisser mig af. De er så opskruet at jeg bliver harm alene af at skrive om det. Jeg har en fornemmelse af at de få, som vitterligt lever i lutter lykkelige, længerevarende parforhold i kernefamilier (hvis de findes) har meget travlt med at flage hvor godt og nemt det er (JA! Influencer, det er dig jeg kigger på! Please skru ned for din illusoriske romantik-propaganda!). Så kan alle vi andre gå rundt og føle os forkerte over ikke at have lyst sex, at være uvenner og samtidig tro at parterapi er første skridt på vejen mod skilsmisse.

Der er brug for et opgør med forventningerne til parforholdet i en kernefamilie. Tænk hvis vi begyndte – særligt i vores lidt klemte generation, hvor mange har skilsmissetraumer med i bagagen – at have åbne samtaler om hvordan man kan leve i lange, meningsfulde relationer, som måske ikke tjekker alle boksene hele tiden, og som ikke er bygget på klassiske, vestlige kønsroller, men som måske netop derfor ikke fører til skilsmisse.

Hellere et uperfekt og skåret livspartnerskab som består, end et perfekt, som ikke gør (selvfølgelig er ikke alle parforhold “meant to be epic novels, some are short stories. But that doesn’t make them any less filled with love” – I know, you know). Det jeg prøver på at sige er bare: Det perfekte, problemfri forhold findes ikke.

Her til sidst vil jeg lige dele to råd jeg har fået om parforhold, når man lige pludselig er blevet til en børnefamilie. Det ene gav min modelbooker (som selv havde store og sammenbragte børn) mig, da jeg lige havde fået mit mellemste barn og for alvor kunne mærke vores forhold begynde at slå sprækker. Hun sagde:

1. Det vigtigste i jeres liv lige nu er ikke jeres børn. Det er hinanden.

Børnene klarer sig uanset hvad og de tager (/tærer?) det, de har brug for uden at spørge om lov. Det gør jeres forhold ikke.

Det andet råd fik jeg af min svigermor. Hun sagde:

2. I skal ikke tælle de dårlige perioder i dage og uger. I skal tælle dem i måneder og år.

Av. Jeg ved. Men i det lange løb (Linealreglen, y’know) vil de gode perioder vende tilbage. Bølgerne går bare lidt højere når man har forladt havneløbet og er kommet ud og sejle på åbent hav…

Nå. Nu vågner min baby, så jeg når ikke at køre fuld cirkel på Wabi-Sabi metaforen og skrive noget med at se parterapi som parforholdets svar på Kintsugi.

Det er nok meget godt. Jeg er jo ikke parterapeut.

Apropos ingenting (genopliv blog fra de døde Allehelgenstyle edition)

– Orker jeg ikke at skrive noget klogt om valget. Sandheden er at jeg ikke er særlig god til disciplinen valgkamp. Jeg føler at alle andre har læst en bog jeg ikke har læst. Måske skulle jeg have set DR Ultras dækning i stedet for.

– Blev verden pludselig i farver, da jeg gik på barsel for et halvt år siden. Og nu hvor vores hverdag er på hold, og jeg officielt er Et Andet Menneskebliver jeg til stadighed overrasket over hvor få fucks det senmoderne samfund gir arbejdende småbørnsforældre.

– Fortalte en perifer veninde, at tredje barn også hedder en dessertbaby. Her knap fire måneder efter jeg fødte – og med to drenge på fem og syv år for ref – må jeg bare sige: JA!!! Intet har været mere sandt. Min baby er sgu en dessertbaby. Og – undskyld mig – men hun græder ikke!! Og hun sover når man lægger hende ned. WTF?!? Universet har givet mig en dessertbaby. Tak, univers.

– Går tiden med børn langsomt, mens man er i den, men når man ser tilbage på tiden, så er den forsvundet i ét nu. F.eks. fødte jeg min ældste søn i forgårs, og nu er han lige startet i første klasse.

– (fortsat) derfor har jeg lovet mig selv ikke at begræde at min baby vokser for hver eneste lur hun tager. At hun ikke længere sover sammenfoldet som en krøllet blomst, men mere som en søstjerne, med arme og ben spredt ud i et gigantisk her-kommer-jeg X. Så cute.

– Hvis 20’erne er festen, så er 30’erne cykelturen hjem. Den er fandme lang.

– Er det lige gået op for mig at ikke alle går i parterapi. Forstår ikke hvordan helvede I bliver sammen, så?!

– Vågner min baby nu. Ses i morgen, bloggen!

Tanker om snart at have 3 børn – Og om ikke at være frygtmotiveret, men stadigvæk påvirket af familien som statusmarkør

“Man fortryder kun de børn man ikke får” og “vores tredje barn bandt virkelig sløjfe på vores familie”… Det vrimler med treere både i min omgangskreds og i mit feed – og med alle mulige grunde til at få dem. Og nu hvor jeg efterhånden selv er højgravid, med mit tredje barn, vil jeg prøve at reflektere lidt over hvorfor jeg gerne vil have tre børn. Og hvorfor jeg har haft så svært ved at sige det højt.

Forleden var jeg ude med nogle veninder og opdagede at jeg har utrolig svært ved at snakke om hvor glad jeg er for at være gravid med mit tredje barn – og dermed også skrive om det (og derfor er startet forfra på denne tekst cirka hundrede gange). Jeg snøvler og kan ikke lide at sige højt at jeg faktisk går rundt og føler mig temmelig lykkelig.

Måske handler det om min aversion mod fortællingen om den lykkelige familie og min trang til ikke at bidrage til det narrativ. Måske handler det om presset jeg selv har følt, når andre med en tilsyneladende legende lethed annoncerede deres tredje barn, som jeg kun kunne tolke som et gigantisk overskud, jeg i hvert fald ikke besad.

(Tænkepause. Det er et par måneder siden jeg sidst har skrevet og jeg skal sgu lige i gang. Drikker noget kaffe og finder noget musik. Okay. Okay. Måske hvis vi startede med at kigge lidt på sætningerne).

Der er sætninger, der er så musikalske, at de klæber sig fast til ens bevidsthed, som parasitter på en pukkelhval (vidste I, at en voksen pukkelhval kan svømme rundt med 450 kg freeloading rankefødder på kroppen?!), og som derfor snylter sig med gennem livet, uden man nogensinde har fået forholdt sig særlig kritisk til dem. Jeg er et fomo-dyr, og derfor har klichéen “man fortryder kun de børn man ikke får” været sådan en sætning for mig. Er det min fomo, som nu også angriber mit familieliv? Du skal hele tiden være til rådighed for dit job, for det kunne jo være, der var behov for dig. Du skal hele tiden være til rådighed for omverden, det kunne jo være at der skete noget vigtigt. Og så fortryder du kun de børn du ikke får! Du fortryder kun det job, du ikke tager, de lande, du ikke rejser til… Du vil fortryde alt det du ikke gør. Åh, det frygtelige, stressende, belastende lille bæst. Det lille sultne, sorte hul i min sjæl, der altid tror, at jeg skal have mere for at høre til. Mere nyt. Flere nye børn. Flere kvadratmeter. Mere, flere, større til jeg dør. Men. Man fortryder vel kun alt det man ikke gør, hvis man gerne vil gøre det – Ikke fordi andre gør det, eller fordi en desperat nationalstat skriger DO IT FOR DENMARK, men fordi man ikke kan leve uden at gøre det. Sætningen burde lyde sådan her: “Man fortryder kun de børn man ikke får, men som man gerne ville have haft”.

Phew. Okay. Så er den lidt mere udvandet og næste spørgsmål er så: Hvordan ved man om man vil have (endnu) et barn?

(well, who am I to tell you, men nu er det jo mig, der ejer domænet her, så jeg giver det et skud)

Da jeg studerede snakkede vi ofte om hvorvidt vi var frygtmotiveret eller ej, særligt op til eksamen: Stræbte vi efter en høj karakter fordi det kunne være fedt at få 12, eller gjorde vi det af frygt for at falde igennem og skuffe vores egne og andres forventninger til os?

Ti år senere har jeg efterhåndet lært at alt hvad der er frygtmotiveret, skal pisse i lære. Jeg har truffet utrolig mange valg baseret på angst for at stå udenfor fællesskabet. Og hver gang jeg har gjort det (nævner i flæng: blevet for længe i forhold, sultet mig op til et modeljob osv. osv. osv.) er jeg altid endt med at føle mig som en løve i et bur af andres forventninger.

Alligevel har jeg, uanset hvilken livsfase jeg har været i, altid været (alt for) optaget af andres forventninger til mig. I mine 20’ere var spændetrøjen som sagt skønhed og nu her – i mine 30’ere – har kernefamilien været den kasse jeg har kæmpet for at presse mig ned i, siden jeg fik mit første barn som 30-årig. De sidste par år har jeg indset, at jeg hverken kan, vil eller behøver passe ned i den kasse. Jeg nægter at indfri det sindssyge forventningspres, der er til kernefamilien og alt det den skal kunne rumme (forestillingen om en traditionel, monogam, romantisk familie, som er et lukket og selvopretholdende økosystem). Jeg siger ikke at mange ikke er lykkelige i en traditionel kernefamilie. Jeg siger bare at jeg først blev lykkelig i mit parforhold, da jeg holdt op med at se på os som en kernefamilie og i stedet så os som to frie individer, som aktivt har valgt hinanden til, som indgår i et fælles arbejdsfællesskab og som derudover selv er ansvarlige for (og frie til) at indfri vores egne drømme, håb og ønsker.

Nå. Nu nærmer vi os måske hvorfor det er så svært for mig at skrive om lykken ved 3. barn (i mit temmeligt heteronormative parforhold). Men jeg prøver. Hvorfor er jeg så gravid med mit 3. barn?

I det øjeblik jeg fødte mit yngste (nu femårige) barn, var min første impuls, at det ikke var sidste gang, jeg skulle føde. For et par år siden fik jeg en visualisering af at jeg havde tre børn. Måske i en drøm. To store og en lille i slipstrømmen. Og særligt det sidste år har jeg decideret savnet følelsen af et lille barn. Det er svært at sætte ord på, for der er hverken logik eller rationelle tanker bag. Det er en ordløs følelse, som netop er … ordløs. Jeg kan kun tale for mig selv, så jeg vil nøjes med at sige, at det for mig var en meget fysisk fornemmelse.

Da jeg opdagede at jeg var gravid, snakkede min kæreste og jeg kort om hvorvidt jeg skulle have en abort eller ej. De gode (læs: rationelle) grunde til ikke at få et barn stod i kø: Nu er børnene endelig blevet store, alle sover om natten, der er ingen bleskift, det blir sikkert sygt svært at få passet 3 børn, det bliver dyrere at rejse, børn udleder sygt meget CO2, der er ikke plads i vores lejlighed osv. osv. osv. Men alene tanken om abort gav sig udslag i nogle ret heftige gråd- og angstanfald, som talte sit eget, tydelige sprog.

Men kommer det tredje barn så til at binde sløjfen i vores familie? Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men jeg kan sige så meget: Det føles enormt meningsfyldt at der kommer et barn. I højere grad end med de to store, så føles det her barn som et aktivt tilvalg, som ikke handler om hvorvidt man “bør” stifte en familie (for det har jeg allerede gjort) og “sprede sine gener” (for det har jeg allerede gjort). Det her barn kommer bare. Tiden med små børn går ikke særligt hurtigt mens den står på, men når først tiden er gået, er den forsvundet på et øjeblik. Og med det i tankerne, kan man måske godt kalde det her barn for en slags sløjfe. En sløjfe skal ikke holde sammen på noget. Den har ikke nogen funktion. Den er der bare.

Kan åbenbart kun skrive om AJLT

Jeg har lige set Episode 8 “Bewitched, Bothered, and Bewildered” (…!) og jeg har virkelig prøvet. Vir.ke.lig. Altså. Jeg har fandme været flink den sidste måned. Men – med ét – kan jeg ikke mere And Just Like That.

Hvorfor. HVORFOR. Hvorfooooor

– snakker Carrie pludselig underligt BFF-sprog med Seema? “Don’t I know it sister”? (Forøvrigt oprindeligt en Samantha replik fra geni(t)ale E18 i S3) og “I bet you’d cut a bitch for some cashmere”?? (…*græder*). Seema er blevet lige præcis den Samantha erstatning, jeg ikke skulle bede om.

– Steve og Miranda. Jeg vil ikke engang… Jeg vil ikke engang gå ind i hvor ableistisk sofascenen i nyeste afsnit med Steves høreapparater er. Altså i gamle SATC, havde jeg måske på en eller anden måde kunne forstå det, men i nye obligatorisk-rummelige AJLT, hvor vi indtil videre kun har fået lov at se Steve (en af SATC’s bedste og ældste karakterer) fimle og famle sig gennem nærmest alle hans scener, virker latterliggørelsen af ham i de sidste 2 episoder så fej og malplaceret.

– hopper Miranda direkte i en taxi efter hun har forladt sin partner gennem +20 år? Nu har jeg ikke selv prøvet det, men er det sådan det foregår? Skal man ikke lige – I don’t know – fortælle det til sin søn eller noget?

I en podcast hørte jeg Liv Strömquist sige, at Michael Patrick King, Sarah Jessica Parker og Co. nok bare ikke interesserer sig for politik. Det tror jeg er meget rigtigt. Den er ikke længere. Det show, de allerhelst vil (og kan) lave, er ikke det show de har lavet. I stedet har de lavet en pligtfortælling som ikke alene bliver en ufrivillig parodi på alt det de, af mange gode grunde, gerne vil give airtime. Men endnu værre så spilder de muligheden for at lave uhøjtidelig, skarp og selvbevidst satire like in the old dæjs…

Jeg er hverken forfatter eller har læst moderne kultur eller noget, men jeg har fannerme set meget Sex and the city, og det fede ved serien var jo netop at hvert afsnit var så lille, at forfatterne kunne fylde masser af lol og nerve ind i den simple struktur. I modsætning til AJLT, stod hovedpersonerne sjældent selv direkte for skud, det gjorde til gengæld diverse svigermødre, fodfetichister, midtlivskriseramte wannabe taskedesignere mv. mv. mv. AJLT åbner alt for mange døre i deres pligtskyldige forsøg på åbenhed, og derfor er der nu så mange tråde som hænger og svæver diffust i luften. I den oprindelige serie skænkede jeg aldrig bikaraktererne en tanke, men af en eller anden grund tænker jeg en hel masse på hvor Bigs aske er blevet af? Hvad med ham der drengen, fra Lilys musikskole der ikke kunne spille klaver? Er Mirandas undervisning slut? Skulle Carrie ikke step her p***y up i den der podcast? Er Rose Rock nu? Jeg ved ikke… Jeg forstår ikke hvad serien vil have mig til at fokusere på og hvad de forskellige afsnit handler om. De eneste to ting jeg for alvor husker er at Big er død og at Miranda pt er præcis lige så blåøjet naiv, som hun altid har skældt Carrie ud for at være i SATC. Er “I’m gonna go to Cleveland and surprise Che at their show and tell them that we can be together. Oh my god… I’m in a rom-com Carrie!” måske ikke den mindst Mirandaede replik i verdenen?? Jeg savner den gamle, unge Miranda med smækbukser og hue. (Og det gør den nye, gamle Miranda åbenbart også…)

AJLT er (blevet) præcis lige så megaloman som begge filmene var, og som SATC lige netop IKKE var. Den oprindelige serie blev stor, fordi hvert afsnit var lille. Og fordi de skrev med udgangspunkt i anekdoter fra forfatternes eget liv og hvert afsnit handlede om deres egen virkelighed. Og hvis der er noget et års skrivekrise har lært mig, så er det at man – hvorend man gerne ville – ikke kan skrive andre historier, end dem der er ens egne.

NU gider jeg ikke skrive mere om AJLT. Og mit gæt er at I heller ikke orker læse mere.

Klokken er forøvrigt midnat og det betyder at jeg har fødselsdag. I år har jeg valgt at fejre det med et festfyrværkeri bestående af 4 x Omikron i frit flor, med alt hvad det indebærer af manglende smagsløg, selvisolation, aflyste teaterture og afsindigt stoppede pandehuler. 37, here I am.

Farvel vidunderlige sommerhus (snøft)

Some love stories aren’t epic novels- Some are short stories, but that doesn’t make them any less filled with love.

Det med at man bliver mere ydmyg med alderen giver (sjovt nok) mere og mere mening, efterhånden som jeg bliver ældre. For eksempel har jeg altid tænkt lettere overbærende på husejere, når de har sagt, at det er hårdt at sælge deres hus. Jeg har haft det lidt sådan “slap af, det er et mursten”. Men nu er vi så småt gået i gang med at sætte vores sommerhus til salg og det river allerede helt vildt. Selvom huset kun har været vores i 3,5 år, så føles det som om vi sætter hele børnenes barndom og alle vores drømme til salg. Alle minderne der står i kø. Dengang vi holdt Allehelgens housewarming i oktober og fyldte haven op med tyve lysende græskarhoveder og dansede rundt om bålet til klokken 7 om morgenen. Eller at sidde på bjerget hver eneste aften under lockdown og se solen gå ned i Kattegat. Alle de små fugle, kælketurene, at snige sig op på taget og se solopgangen over Asserbo plantage, køkkenhaven, strandturene med trætte, saltvandstørre børneknæ i ladcyklen. Kurt der sidder i sin træhule med tæppe, saftevand, insektlup og dyrebog. Otto der løber op til vores naboer gennem krattet. De første gange jeg gik barfodet rundt under havens kæmpe grantræer og slet ikke kunne forstå at dette magiske sted virkelig var vores.

Men nu skal det blive nogle andres. I næste uge går vores mægler for alvor i gang med salgsprocessen og forhåbentlig bliver det både begyndelsen på et eventyr både for os og for dem som køber huset.

Hvad skal vi? Vi skal finde os et hus, som vi kan være i hele tiden. Hvem, hvad og hvor må tiden vise, men det bliver noget med at have en have og med plads til mere end et klapsammen-campingbord som spisebord. Det bliver også fantastisk, men lige nu er det bare lige trist, at tænke på alt det vi skal sige farvel til.

Hvis du er interesseret så skriv en kommentar, så finder vi et tidspunkt du kan komme forbi og se det.

Og rigtig godt nytår til jer her på falderebet. 2021 har været vidunderlig. Mon ikke 2022 også bliver det? Jeg håber jeres nytårsdage bliver fyldt med diskobangers, tomme kulhydrater og varme kram.

Spurgt #2

Tutelu fra et fodkoldt skrivebord i Liseleje. Det trækker lidt ind fra vinduet, men det gør ikke noget, for Asserbo plantage ligger lige foran i mørket og en gang i timen drøner en bus dovent forbi og her er så dejligt stille. Mine børn sover i sengen bagved mig og jeg spiser slik og drikker vand. I dag sænkede julefreden sig endelig; Ti dage har det taget at nå hertil, og nu har jeg hele fire dage tilbage at nyde den i, inden de hektiske cykelstier kalder. Indtil da kommer her en bunke fakta.

– Vi har besluttet os for at sælge vores sommerhus. Det river, men det er det rigtige at gøre i erkendelse af at vi skal have fundet os et hus at bo i. I dag havde vi besøg af en ejendomsmægler og så. …Ja. Så sælger vi sgu Edens have og det rodede bjerghytteagtige hus som har helbredt mig i 3,5 år.

– Jeg har foræret mig selv mit livs første iPad i julegave og det er simpelthen bare en smart opfindelse. Hvorfor har ingen sagt noget? #ogdetvarmor

And Just Like That har jeg så mange hjerteskærende tanker om, at jeg bliver nødt til at forsøge mig med en uhøjtidelig punktform. (Spoiler ahead). Altså. Jeg forstår jo godt kritikken (Weekendavisen, Politiken, Guardian osv. osv.). Virkelig. Selvfølgelig skulle vi have set Carrie yde førstehjælp på Big (men må indrømme at min første tanke var, at 1) nej, for så ville han bare overleve og 2) Carrie slår mig virkelig ikke som den rationelle type) og jeg er også enig i, at serien skulle have skruet 50% ned for woke-iveren (ja, SoMe-ansvarlige i rullestol og småsnaldrede Miranda, jeg kigger på jer! Det eneste serien efterhånden mangler at slå et slag for er klimaet – men så meget selvindsigt har de trods alt haft). Men kan vi blive enige om at replikkerne er blevet lidt bedre i 3 og 4 episode? Er det ikke som om der er lidt kortere mellem de gode, gamle SATC-snaps..? Især er jeg vild med kemien mellem Sarah Jessica Parker og Sarita Choudhury, der spiller Carries ejendomsmægler. Sidstnævnte har den blanding af sårbarhed, empati og badasshed som jeg elskede ved Samantha, og som virkelig klæder Carrie (fx i den afsluttende sushi-scene eller der hvor Carrie ryger i bilen og bare er sig selv, uden enten at køre i overdrive eller være demonstrativt kølig (som i andet afsnit, hvor jeg kun kunne tænke på hvor ulykkelig og hjælpeløs Carrie var da hendes nu afdøde mand fik kolde frierfødder). Og så stak det sgu lidt i hjertet at se Stanfords pludselige afgang til Tokyo (Willie Garson døde i september); jeg elsker dog at sidste scene med ham, var den geniale scene, hvor han gemmer sig med en martini og disser Carries nabo. Suk. RIP Stannie.

Jeg ved godt, at det afviger lidt fra det jeg skrev forrige uge, men lige nu drømmer jeg om, at de snart holder op med at være så politisk korrekte og i stedet bare har det grineren og tager pis på ting igen (som Guardian skrev: “The onslaught of “woke” teachings lends the show a smugly self-congratulatory rather than ironically self-aware air. This does nothing to make it sing like the original, which – even if it was narrow and elite – knew its world inside out and could allow the comedy and the drama to arise in ways that felt effortless.”).

Nå. Hvorom alting er: Min AJLT vejrudsigt her efter 4. episode:

– Miranda og Steve bliver skilt. Udramatisk og egentlig ikke til fordel for et langt liv med Che Diaz, men mere bare for at hun kan blive sig selv igen. Det sker nok i forlængelse af at Carrie og Charlotte har konfronteret hende med hendes drikkeri, hvor hun erkender, at det dækker over et hul i hendes følelsesliv (and I ate the whole thing…). Måske får hun en kat der hedder Fatty og flytter tilbage til Manhattan? Hvem ved, jeg håber det næsten – Please bare ikke lad hende blive aktivist!

– Carrie finder et sted hvor Big “really want to be”. Måske stiller hun hans aske på toppen af Chrysler Building eller drysser den i havet ved Liberty Island eller – lidt kedeligere – det der sommerhussted, de havde? Jeg tror Carrie, efter lidt møsseri med ham podcastproduceren, forbliver solo og ender med at bo enten med sig selv eller Miranda i en ny og upcoming bydel. Jeg glæder mig vildt meget til at se hvad der skal ske med hende og Seema ejendomsmægler. Kan ikke gennemskue det, og håber det blir godt (men for Guds skyld IKKE brug hende til at lukke hullet efter Samantha i trekløveret).

– Charlotte skal indse noget med hendes nonbinære datter… Pt. den kedeligste storyline, men hvem ved, måske starter hun et kunstimperium op med sin nye BFF? Den der kunst-Wikipedia-scene var måske lidt overdrevet, men dog tiltrængt ovenpå de ulidelige overklassemiddagsselskabskvaler… I det hele taget er kemien mellem Kristin Davis og Nicole Ari Parker imponerende tåkrummende, og det er underligt at dialogen kan være SÅ pinagtig, for jeg synes altså ikke Kristin var så dårlig en skuespiller i satc?! (kommer i dette øjeblik i tanke om bryllupsscenen i 1. film hvor Carrie lige er blevet ditched og Char får øje på Big og skuler virkelig komisk mens hun tripper forbi…).

———

– (Okay. Det blev lidt meget AJLT. Jeg fortryder sikkert alt jeg har skrevet, når jeg læser jeres kommentarer). Er der mere? Jo!

– Jeg skal klippes i morgen. Det er 3,5 år siden jeg sidst var hos frisøren(!) og jeg har tænkt mig at vise ham et billede af Farrah Fawcett i 70’erne. Så hvis I får øje på en virkelig træt krydsning mellem Simply Red og Bon Jovi i nær fremtid, så er det bare mig.

– Jeg forærede min søn et sminkedukkehoved i julegave og ingen af os kan rigtigt finde ud af, hvad vi skal stille op med det. Håret filtrer mega nemt og hovedet har jo allerede make-up på. Tror måske jeg har misforstået konceptet…

Tak 2021!

Jeg er i irriterende godt humør for tiden. Kan ikke helt forklare hvorfor, men tror det er en følelse af at hvile på laurbærrene efter et utroligt intenst og inspireret år (uden at lyde alt for new age agtig, er jeg så den eneste, der kan mærke at Vandbærernes tidsalder er landet?)

Måske i kombination med at

  • mine børn er blevet større og der derfor har været plads til at løfte blikket
  • jeg har fået nyt arbejde
  • LinkedIn ikke længere giver mig myrekryb. Til min store overraskelse får jeg forskellige jobtilbud for tiden, hvor jeg tænker “det lyder på en måde meget fedt”. Og dén position, har jeg altså aldrig være i før – tværtimod har jeg har følt mig så forkert i mit arbejdsliv og det har ikke været en skid nemt at skulle ind på arbejdsmarkedet, samtidig med at man skal lave en familie.

(Altså jeg er ikke på vej væk fra mit job, men det er bare rart at opdage, at det ikke længere føles som den eneste mulighed, at være hvor jeg er i dag).

Umiddelbart har jeg indtryk at 2021 for mange har været et wtf was that kinda år. Sådan har det også været for mig. Men slet ikke på en undervældende måde. Faktisk tror jeg det har været det mest transformerende år i mit voksenliv. Jeg aldrig været så inspireret og euforisk som i det år, der er gået. Jeg har skrevet og gået ture, været til astrolog (mindblowing) og opdaget ny litteratur og åbnet nye spirituelle døre (indrømmet, med større eller mindre grad af ironisk distance). Jeg har afleveret mit første manuskript til et forlag og fået virkelig opløftende kritik (altså …Og et afslag. Men et godt, opmuntrende og anerkendende afslag).

En anden formildende omstændighed er at det heller ikke føles som om min kæreste og jeg på daglig basis er på kanten af et skænderi eller sammenbrud (tak, parterapi). Og så er jeg blevet introduceret til, og har læst, bunkevis af bøger. Nævner et par yndlings fra årets læsning i flæng:

  • Feministiske grafiske noveller: Liv Strömquists I’m every woman, Den er der ikke og Kundskabens frugt og Alison Bechdels Fun Home, Are you my mother (vidunderlig!) og The Secret to superhuman strength.
  • Kompromisløse selvransagelser: Glenn Bechs Farskibet og alle 6 bind af Karl Ove Knausgaards Min Kamp. SÅ. Godt.
  • Ulysses af James Joyce for faen! Min ultimative bog og ENDELIG fik jeg læst den – Og jeg havde virkelig mange gode oplevelser undervejs (godt hjulpet på vej af boomer-internettet aka James Joyce Selskabet)
  • Derudover har Kvinde Kend din historie af Gry Jexen, A burst of light af Audre Lorde, Vi, de neutrale af Lovise Haj om strukturel undertrykkelse på tværs af sociale lag og tider også gjort kæmpe indtryk.

Tak for dig 2021. Og velkommen 2022 og Age of Aquarius. Nu river vi sgu det hele ned til vandlåsen:)

And Just Like That vågnede Sex And The City op efter elleve års nødvendig dvale.

Først en disclaimer. Den her tekst er dobbeltmoralsk. Jeg har nemlig ikke selv kunne overskue andres holdninger til Sex And The Citys revival ‘And Just Like That’, der havde præmiere i går. Så beklager på forhånd, at jeg nu hælder en spand hundrede procent selvbestaltet Sex and The City ekspertise ud i hovedet på jer.

(Til gengæld er jeg totalt klar på at snakke om AJLT nu – enten i DM eller kommentarerne)

SPOILER ALERT! Jeg afslører handlingen i de nye AJLT afsnit i den her tekst. Der kommer endnu en alert inden, men for en sikkerheds skyld: Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil vide hvad der sker i serien.

Første gang jeg mødte Carrie havde hun brun lipgloss og en koboltblå trøje på. Hun sidder på en kaffebar i sæson 1 og snakker med en ven. Det var dengang kaffelatternes skum flød som en kridthvid sky ovenpå kaffen og blev drukket af glas i kromstel. Jeg gik i 1. G og sad hjemme i sofaen på Gl. Hellebækvej og tænkte at sådan ville jeg også være, når jeg blev voksen.

Lige siden har Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte (i den rækkefølge) været mine venner. De var med mig i 2003, da jeg købte “Kiss and Tell” i en bogforretning i New York. Og i 2007 da jeg lige var flyttet til Kolding for at studere og var så ensom, at jeg spiste alle mine følelser i form af kulhydrater. Og når jeg følte mig allermest alene (som var hver aften) tog jeg en DVD fra ‘The Shoebox’ og smed i min hvide, klistermærkefyldte mac, og så kravlede jeg i seng med computeren snurrende på maven. Den knitrende HBO-sne og et mol-ShhhhhhHUUUUUU efterfulgt af en liflig dur og Carrie i tylskørt: Da da da DAM da DAM da DAA da da DAM, da dam da daa da da dam. BE Ep de de de de DEW…. Ahh. Så vidste jeg, at de næste par timer ville jeg være et rart sted. Et sted hvor verden var sjov og nem.

Det er først i mine 30’ere jeg har forstået, at jeg jo ikke var alene på det kollegieværelse. Hvor mange har vi ikke ligget simultant i hver vores seng, i hver vores ørkesløse vandring gennem voksenlivets spæde skovbryn, og om natten har vi lænet os ind i vores fiktive storesøstres blomstrede silkekimonoer, lyserøde louboutins og konflikter der blev afblødt af et løftet øjenbryn (Carrie) en snappy oneliner (Samantha), skamløs kagespisning (Miranda – “And I ate the whole thing”) eller en “Do you think my hair is too shiney today”-replik (Charlotte –“That was the thing about Charlotte. Just when you were about to write her off as a Park Avenue…” …Okay, I forstår hvor jeg vil hen. That shit mattered for så mange af os. Og replikkerne har brændt sig ind i vores hjerter og vi kan alle sammen SE Samantha falde ned ad trappen når Smith siger “Just fucking hold my hand” for os, fordi vi KENDER Samantha og vi ved, at hun bare ikke gider holde i hånd).

Den første SATC film så jeg i biografen i Kolding i 2009. Vi var en flok 2. års studerende og vi tog bussen op til Kolding Storcenter i vores fedeste tøj. Jeg havde stilletter på og havde skrevet “You can take me out of Manhattan, but you can’t take me out of my shoes” med en sprittusch op ad mit ben. Miranda var flyttet til Brooklyn, jeg var flyttet til Kolding. Det var det samme.

Jeg har altid har foretrukket de mere upolerede tidlige sæsoner, med cigaretrøg, uredt hår og en styling der handlede mere om unikke vintagefund parret med en stinkende dyr Manolo, og mindre om de overdrevne head-to-toe designerskrud i de senere sæsoner.

Men jeg kunne alligevel godt overtales til at svælge i Aleksandr Petrovsky æstetikken der skyllede ind over særligt 6. sæson og som kulminerede med den overdrevne styling i sæsonafslutningen i Paris. Den samme “æstetik over realitet” købte jeg også ind på i første film som jeg kunne lide, fordi filmen, trods SATC evige privilegieblindhed, blev på sin egen banehalvdel. Selvom de fleste af os ude i virkeligheden efterhånden var begyndt at bekymre os om overforbrug og klimaforandringer, så var det ligesom okay i SATC The Movie 1, for filmen prøvede ikke at være politisk og Sex And the City var alligevel bare noget vi legede.

Men anden film. Åh. Mit hjerte. Jeg glemmer aldrig hvordan min veninde og jeg desillusionerede forlod biografsalen, flove over at have lagt øjne og ører til den. Vi skammede os hele vejen hjem! Så er en film fandme dårlig. Plotløs, skamløs og privilegieblindheden nåede nye højder. Jeg vil ikke gå i detaljer, for jeg ved at du også ved det (og trænger du til at krumme tæer over den igen, så læs et uddrag af kritikken på filmens Wikipedia her). No wonder Kim Cattrall ikke skulle nyde noget af at være med i en revival. Det var som om Samantha gik i stykker lige der, på det marked i Abu Dhabi(dooo!!! Ejmenaltså. Og så endda en Miranda-replik. Bare nej!). Nej, nej, og nej. Det var så trist.

Nogle gange skal man helt ned og bide i gulvtæppet før man kan rejse sig fra asken, og det var vist godt for alle, at Michael Patrick King og Co. lige blev 10 år i skammekrogen, inden de offentliggjorde planerne om ‘And Just Like That’.

(SPOILER ALERT – STOP MED AT LÆSE HVIS DU IKKE HAR SET AJLT!!)

I går så jeg første afsnit og i dag andet afsnit. Og hallo altså!

‘Hello, It’s Me’ og ‘Little Black Dress’

For at starte med det vigtigste først. Udseendet (det er jo SATC, for faen). Det er tydeligt at Patricia Field has flown the coop, som Carrie ville sige. Allerede fra første scene, synes jeg at tøjet taler ned til mig, i al dets pomp og pragt. Jeg har simpelthen ikke brug for Monies gigantiske cable chain necklase til at eksplodere ud over kjolen på Charlottes nye girl crush, Lisa Todd Wexley, for at forstå at hun er Park Avenues svar på Jeanne D’arc. Og Carries hat og Charlottes nyindkøbte Oscar De La Renta kjoler …åh nej, altså. Jeg savner Patricia!

Måske er det også fordi tøjet på en måde bliver et symptom på det, der sker, særligt (og ærgeligt for serien) i de første par scener, hvor jeg føler mig gevaldigt undervurderet pga. en unødvendig overkarikatur; Det er som om de tror, vi slet ikke kender karaktererne, og derfor skal have deres personlighed ind med en sølvske.

Carrie, stop med at JUBLE over at du får en freaking bord. We get it. It’s New York, og I spiser på fancy steder. Chill.

OK fair nok. Vi har ikke set dem i 10 år og a lot of shit went down in this place, attention must be paid – TADA and TADAA (Åh nej, nu savner jeg endnu mere Samantha) og vi skal lynhurtigt forstå at Charlotte er flyttet delvist ind i en filler-klinik (No offence Kristin Davis) og at hun ikke vil blive gammel, at Miranda er gået fra at være arbejdsnarkoman til at være retfærdighedsnarkoman og wannabe filantrop (med et alkoholproblem? Hyggeligt at hun lige får sig et glas vin på Scout Bar – for det er da den, er det ikke? – bare ikke så hyggeligt at klokken er 10 om formiddagen)… Vi skal også forstå at Carrie er gået fra at være 1990’ernes ‘Miss Sex and The City’ til at være 2020’ernes ‘Mrs. Silence and The City’, da hun ikke tør tale åbent om sex, i det woke podcaststudie (og vi ser også at hun efterfølgende forsøger at overvinde sin snerpethed ved at bede sin mand, om at …onanere foran hende? Undskyld, men what? Do your own homework, girl!)

Men dog point til Carrie for stadigvæk at have sin selvironi med sig, da podcastværten Che Diaz ikke kender Barneys, “Now THAT is offensive”. Lol og hyggeligt. Det klæder Carrie når hun godt selv ved, at hun er et overforbrugende mærkedyr.

Vigtigst af alt skal vi se at Carrie og Big er så lykkelige, at det KUN er fordi at Chris Noth og Sarah’s on-screen kemi er ligeså nice og kærlig og jovial, som den altid har været, at jeg lader dem have their fun. Jeg elsker dem sgu. Og hvis nogen må bo svinedyrt og spise perfekt saltet laks og asparges, mens de hører gamle LP’er så er det Mr. Big og Carrie (Nope. It’s not tacky. It’s classic.)

Når alt det negative er sagt. Så kan jeg godt lide seriens anslag og præmis. Jeg kan faktisk lide at se Miranda på glatis til hendes første time på hendes jurahold, selvom det er utroligt tåkrummende. Og Heureka! Lad os lige snakke om at nogen endelig har bragt serien ind i 2021 og givet nonbinære og farvede karakterer bærende roller. End-e.lig. Det er en svær opgave serien giver sig selv, og derfor bærer jeg også over med tåkrumning og forhastede karakteropbygninger, fordi karaktererne til gengæld endelig skal bakse med at se sig selv i øjnene og tage den medicin som ALLE har skreget på, efter Filmen Fra Helvede i 2010. Og det er en nødvendig udvikling, hvis jeg ikke skal hoppe tilbage til 90’ernes bløde uskyld og gense 2. sæsons Take Me Out to the Ballgame for 117. gang.

(KÆMPE SPOILER ALERT)

And Just Like That fik ‘And Just Like That’ en meget voksen og klædelig klang

And just like that Mr. Big died. 

Vi slutter første afsnit af med at forstå at ‘And Just Like That’ ikke kun handler om at erkende hverdagens små aha-oplevelser belejligt wrapped up in a bow i klummeformat. Det kan også handle om hvor hurtigt en livsomvæltning kan ske. F.eks. hvor ekstremt hurtigt dem man elsker kan dø.

Hele crescendoet, med Lilys klaverkoncert krydsklippet med Mr. Big på træningscyklen, mindede mig om det jeg elsker allermest ved SATC. Den visuelle poesi (som er blevet hverdagskost for os i dag, men som dengang i 4. sæson med closeups af syrener og vand, der drypper fra en knust vase var ret nyt i serier) kombineret med en dybde og alvorlighed, som vi ikke har set skyggen af, siden Samanthas kemoforløb og Charlottes fertilitetsbehandling. Velkommen, Sorg, til SATC. Og tak fordi du kiggede forbi. Jeg græd hele vejen igennem andet afsnit. I 41 stive minutter strømmede tårene ned ad mine kinder. Det var utrolig rart og forløsende oven på SATC The Movie 1 og 2 og første halvdel af 1. afsnit And Just Like That’s overgearede, overlykkelige og overstylede prinsesseverden. Jeg VED I har dybde og mørke i jer. Og jeg glæder mig til at se mere af dét den 16. december.

R.I.P. Mr. Big. Og tak for alt.