Det (mor)somme liv

Zen og Kunsten at Vaske Hår (på en 2-årig)

Reklame for Rønsbøl

En af de ting der har ændret sig mest, siden jeg for et par år siden blev mor har (udover ALT) været mine rutiner omkring at gå i bad og daglig, personlig pleje. Især da Otto kom til verden for 1 år siden, kastede jeg det lækre, beroligende spa-håndklæde i ringen og erstattede det med et mere børneagtigt og forhastet et af slagsen. De daglige 1 minutters morgenbrus, tager jeg stadigvæk alene, men når jeg skal have vasket hår, gør jeg det næsten altid sammen med mine børn. Både fordi så slår vi flere fluer med et smæk, men mest af alt fordi det er mega hyggeligt.

Så står jeg der under bruseren mens et par små unger sidder og leger og plasker på gulvet under mig. Da jeg var på barsel med Otto og jeg _virkelig_ trængte til at få vasket hår, fandt jeg ud af at min 6 mrd’s baby, enten kunne sidde og græde i en skråstol eller sidde helt glad for mine fødder, mens jeg var i brusebad og plaske i mit afvaskningsvand – Oh well, nød lærer nøgen kvinde at få vasket hår, ikke?

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg kun vasket hår max 1 gang om ugen. Måske fordi jeg har eksorbitant meget af det. Hår, altså. Det bliver ikke særlig fedtet, og hvis det gør, så reder jeg det ud og fordeler det i håret med min Mason Pearson børste (løøøgn, men det KUNNE jeg gøre). Mit hår er faktisk ret flot og totalt nemt at holde, fordi det trives bedst med en less is more tilgang. Det fungerer bare allerbedst når jeg giver det ro og så engang imellem vasker det med rene, parabenefri no-nonsense produkter der bare gør det de skal: Renser og plejer. Et nyt plus på listen er at shampoen skummer, fordi mine børn (som jo ofte sidder på gulvet foran mig mens jeg er i bad), elsker at lege med skummet.

Derfor sagde jeg straks ja, da Rønsbøl spurgte om jeg ville teste deres produkter på min tørre vinter-krop. Rene produkter der holder hvad de lover, fugter og renser uden at gøre et stort nummer ud af sig selv på badeværelseshylden. Ja tak. Det er bare skidepænt og enkelt og performer præcis som det skal.

Som sagt er jeg nok i laissez faire kategorien, når det kommer til beautyprodukter. Mine rutiner er rimelig spartanske, jeg ejer ikke en hårtørrer og bruger meget sjældent hårkur og masker og den slags. Både fordi det bare ikke sker, men også fordi jeg helt ærligt ikke synes det er nødvendigt. Rønsbøl produkterne jeg har testet de sidste par uger (shampoo, bodylotion, læbebalsam, håndcreme og hårolie) har gjort lige præcis dét jeg har brug for i min daglige rutine: At holde mig ren, blød og parabenefri. Og så er de pæne på hylden og drøje i brug, hvilket også er et plus i min bog. Jeg har endda brugt produkterne på mine børn, fordi det bare er nemmere med een flaske.

Kurt på to et halvt, er først begyndt at få vasket hår her indenfor det sidste halve år, og …Hvordan skal jeg sige det? Han har vist arvet min manglende begejstring for konceptet hårvask, så der skal tages kærlige, effektive og rene midler i brug, når de lyse krøller en gang i mellem skal vaskes. Lige for tiden er løsningen at tage hans yndlingsbiler med i bad (og til moren: en podcast og en kold øl:)).

Hvis du har lyst til at prøve selv (altså produkterne, ikke hårvask på en 2-årig), så har jeg fået lov til at dele en rabatkode med jer. Bare skriv ”IDA20”, når du bestiller, så er der 20% rabat på hele sortimentet.

Slå dig løs lige her.

Ugens stener

Ugens stener #5

Det er et par år siden jeg sidst offentliggjorde et ugens stener indlæg. Så det er helt bestemt på tide at genoptage det smukke og herlige format. Dels fordi det er virkelig rammende for mit energiniveau for tiden. Og dels fordi jeg jo ikke kan skrive, når jeg har travlt med at sove alle mine aftener væk.

I denne uges stener faldt jeg i søvn ude på vores toilet. Var bare lige væk i 5 skønne sekunder og opdagede først da jeg vågnede, at jeg stadigvæk havde cykelhjelm på.

Det (mor)somme liv

Otto 1 år.

I går blev Ottos 1 år. Og vi brugte hele hans fødselsdag på en solid Tour de Sygehus.

Otto var blevet så dehydreret af den omgangssyge som ikke vil slippe ham, at han skulle overvåges mens hans væskebalance blev genetableret og tilses af en læge. Overvågningen gik fint, men #detkuhaveværetmig-sagen kommer ikke af ingenting. Vi ventede 10 timer på at blive set af en læge.

Alle vores påskeferie-planer er gået i vasken og vi har bare været hjemme på 4. sal med syge børn. Selv Otto’s fødselsdagsfest i dag har vi måtte aflyse. Kæmpe ilandsproblem, og jeg har dårlig samvittighed over at være mavesur over det. Men altså. Lidt piv alligevel.

Nu er Kurt og jeg taget på Tour de Kvalitetstid og jeg drikker kaffe med de smarte på Granola og venter på at han vågner fra sin lur. Om lidt skal vi på Børnemuseet. Det er dejligt.

Og så: Ahrm. Kære Otto. Tænk at du er blevet et helt år! Og tænk at en baby kan være så evigglad og nem at putte. Tak for det og for dig. Vi tager revanche og holder en kæmpe fest til næste år❤

Det (mor)somme liv

Søvn

Hvad er det modsatte af søvnløshed? Der hvor man går kold kl. 19.30, på samme måde som når et barn, går face-down kold i sin flyverdragt, så snart det rammer entréen. Det har jeg. Og derfor får jeg ikke skrevet i nærheden af det jeg gerne vil – men sådan må det være.

Jeg er her stadigvæk. Jeg sover bare.

Min yngste baby har omgangssyge og er især glad for at brække sig ud over mig. To gange efter arbejde i dag. Han er så sløj, men smiler hjerteskærende rent og uden en snert af selvmedlidenhed igennem det. Og så har jeg fundet ud af, at hvis jeg lægger mig på en lidt høj pude, og så lægger ham på min brystkasse, så sover han så godt, plus det er det vildeste oxytocin-kick at ligge og opsnappe hans ånde og mærke det lille åndedræt igennem søvnen.

Lige nu ligger jeg f.eks. på en enkeltmandsmadras med sovende Otto i armene og Kurt der lige har rullet sig sammen i min fodende og kilet to små fødder ind imellem mine lår og tænker, at hvis der findes et happy place, så er mit her.

Og så en hurtig opdatering på det med at have et arbejde: Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil bruge mere tid på at stresse over om de fyrer mig (til info har jeg brugt åndssvagt lang tid på det). Hvis jeg blir fyret, så blir jeg fyret. Slut. Hvad kan man ellers gøre, udover at møde op og gøre sit allerbedste? Det føles ikke godt nok, men det gør det jo alligevel aldrig. Mine kolleger er geniale og taknemmeligheden fra de første måneder er så småt ved at være blevet til straight up arbejdsglæde (når jeg ikke kampstresser, altså. Det er vældig skitzofrent, for tiden). Men jeg er glad hver morgen, når skydedørene åbner. Og det tænker jeg er det vigtigste.

I morges fik jeg til gengæld startet et fuldstændigt latterlige skænderi, fordi der ikke var blevet købt mælk til min kaffe og nu skammer jeg mig. Ham jeg bor med har købt kæmpe ind, passet sygt barn, vasket tøj og er nu smuttet ud for at få en øl. Det blir ikke bedre og helt derinde i midten af midten, hvor man bare er enten-eller. Der er jeg faktisk ret lykkelig.

Småt brandbart

Apropos Ingenting #17

  • Er jeg sgu blevet for gammel og følsom til skuffede art directors når jeg er på modeljob. Puha, det er nederen, at være blevet fløjet helt til Berlin for at stå foran et kamera, og så sidder der 8 tyskere og hader dig. Jeg var vist bare for gammel, tyk og havde en rynke i panden.
  • Endte det på magisk vis med at blive ret fint, der i Berlin. Efter frokost highfivede jeg med fotografen på at vi startede på en frisk. Så satte jeg soundtracket fra Cars 3 på og legede at jeg var hjemme i stuen med Kurt. Helt zen eller noget. Phew.
  • Hører jeg Bearnaise er dyrenes konge’s mindeportræt om Maria Gerhardt på 24syv. Kæmpe, rørt, inspireret anbefaling herfra!
  • (dyb indånding) Har jeg besluttet mig for at udgive et sponsoreret indlæg inden længe. Så er I advaret. Jeg har været – og er stadigvæk – ret meget i tvivl om jeg vil pådutte jer den slags. Men nu er jeg blevet spurgt og jeg giver jeg det altså et skud. Jeg lover at prøve alt hvad jeg kan, på at gøre det sjovt, anderledes og så ægte som det kan være, når man får penge for et samarbejde. Jeg håber I vil tage okay imod det (og hvis ikke, så forstår jeg det også godt. Lad os tage en debrief bagefter, eller send mig gerne jeres tanker om det i kommentarsporet eller en mail).
  • Er Orion, vinterstjernebilledet over dem alle,  klar på himlen i aften. Det er så meget mit yndlings stjernebillede og jeg bliver altid glad, når jeg står og ryger en forbudt cigaret og drikker et glas øl på min altan, og så er den lige dér. Betelgeuse, den øverste store stjerne, er helt rød, og Rigel, den nederste store stjerne, er blå-hvid. Man skulle tro at Betelgeuse var den varme og Rigel var kold, men i virkeligheden er det lige omvendt. Den blå stjerne er varm og den røde er kold. Da jeg var lille, forklarede min farfar det sådan, at når man fryser rigtig meget på hænderne, så bliver de helt røde af kulde, og at en rigtig varm gas- eller stearinlysflamme faktisk også har et blåt skær.  I midten, lige under Hestehovedtågen, ligger de tre stjerner i bæltet og hvis man forlænger dem et par gange ned til venstre, lander man i den største stjerne på den nordlige himmelkugle, Sirius. Det er sgu magisk.
  • Er jeg ikke så bange for at dø for tiden. Efter to år med kæmpe dødsangst (tak, gravid-hormoner og bevidsthedsudvidende små møgunger), er det en lettelse, at min hjerne efterhånden har indset at derude i stjernetågerne havner vi alligevel alle sammen en dag. Det kan ikke være anderledes, og vi skal fandme bare nyde turen, så længe vi er her.
  • Tænker jeg en del over sociale medier for tiden. Jeg er nået frem til at jeg er tilstede på dem fordi jeg føler at det faktisk giver mig ret meget ..socialt, faktisk. Men det er blevet vigtigere for mig er at min profil giver et ret præcist 1:1 billede af hvem jeg er i virkeligheden. Nogle gange ligner jeg lort og spiser frysepizza uden at skamme mig. Andre gange er jeg faktisk en ret pæn dame. Der må gerne være plads til det hele, så længe det er nogenlunde autentisk. Men det er vildt svært i virkeligheden.
  • Har jeg ikke ammet siden i Fredags. Ammestop, måske det faktisk lykkes os nu! Jeg har ammet non-stop i 2,5 år nu og det har virkelig været svært for mig at stoppe. Fordi jeg ikke havde lyst til at stoppe med at amme Kurt inden jeg fik Otto, så har jeg faktisk ammet dem begge (Kurt meget mindre end Otto, men alligevel). Men nu. Nu er vi ved at være igennem det værste. Jeg sover om natten! Ammer ikke. Sover! Og klokken 3-4 tiden giver Niklas Otto lidt vand i en sutteflaske. Fik jeg sagt at jeg sover imens? Ejmen altså! Halleboobja!
  • Glæder jeg mig til at få den psykopatstramme sportsbh af, som jeg har gået med uafbrudt, siden jeg stoppede.
  • Farvel mega pæne 75B-skåls bryster. Det var hyggeligt at møde jer.
Arbejdsliv

Godmorgen Berlin

Sent i går landede jeg i Berlin. Nu sidder jeg her på mit værelse på 18. sal og kigger ud over Alexander Platz. Det er første gang i et halvt år, at jeg er alene i mere end en halv time, og branddøren sørger for at her er stille på et helt andet plan. Helt alene. Helt dejligt. Om 10 minutter bliver jeg hentet af en chauffør og så skal jeg være model hele dagen, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør.

Det er kun mit andet modeljob siden Otto blev født – på det første var jeg oppe i en samisk hytte i nordsverige. Nu er jeg her i Berlin. Jeg ved godt at der er mange modeller som arbejder ufatteligt meget mere end mig. Men der er ikke lige så mange der også har et almindeligt fuldtidsjob og to små børn. Og hver gang jeg så endelig får et modeljob, så bliver jeg virkelig, virkelig  glad. Og føler mig ufatteligt heldig at få lov til at rejse lidt ud med mig selv og slikke på verden og tjene lidt penge og møde lidt mennesker. På den der klichéfyldte hashtag grateful hashtag love my life måde, faktisk. Fordi man nogle gange bare skal lidt på afstand af sit liv, for at se hvor godt man egentlig har det.

I elevatoren på vej ned til morgenmad mødte jeg make-up artisten og 10 minutter efter vi hilste på hinanden, sad vi og snakkede om åbne forhold og meningen med livet mens vi drak espresso og spiste æg. Ahh… Så overfladisk og så dybt på samme tid. Og så noget andet om at arbejde som model i Tyskland (som jeg efterhånden har gjort i – argh – 13 år): Når man spørger om det var en lang arbejdsdag i går og make-up artisten svarer “Nej, slet ikke. Vi var færdige allerede kl. 19.00”. Haha. Nå, ja. Let’s do this.

 

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Kære Sanne, Anne og Lis (en rodet hyldest til 8. marts)

Jeg har i tohundredetusinde år villet skrive noget klogt om sammenbrudte overenskomstforhandlinger, Krifa’s vildt nok timede bloggerkampagne og hvorfor man skal være medlem af en rød, traditionel fagforening der kæmper for fair overenskomster og indgår i trepartsforhandlinger. Men min hjerne er så sygt havregrød omkring det. Jeg kan ikke. Jeg kan kun lige akkurat få mit liv og min hverdag til at fungere, så please stik over til Linda fra Blogsbjerg og hop ombord i hendes enestående formidling af emnet (man kan godt mærke at hun arbejder som tolk til dagligt) i indlægget Sammen *er* du stærkere. Det er vigtigt. Og hun beskriver det hele så meget bedre end jeg kan. Kommentarsporet er også godt.

Der hænger også et manglende februar-blogindlæg om min sort-of-minimalistiske garderobe som jeg har downsizet med ca. 60%, men det sker bare ikke. Jeg kan åbenbart ikke skrive.

Når jeg har afleveret og hentet og opfundet noget der ligner aftensmad ud af grøntsagsskuffen, leget, puttet og ordnet køkken, så er der ikke mere tilbage. Det er der fandme bare ikke. Fuck det er hårdt. Undskyld mig. Men fuck det er hårdt. Lad os lige snakke lidt mere om det, for det er lidt ligesom med ammeopstart: Mega hårdt for mange flere end man tror, men fordi alle har glemt det i sekundet det er overstået, så er der ingen til at advokere for det efterfølgende. Og så føler man sig pissealene, når man sidder med det.

Jeg kender flere som er gået ned med stress når de er kommet tilbage fra barsel, og det forstår jeg sguda virkelig godt. Der er ikke noget jeg hellere vil end at være en 100% god og dedikeret medarbejder. Jo, altså måske bortset fra at være en 100% god og dedikeret mor og kæreste. Det blir 200%. Øhm. You do the math… Jeg føler at jeg må skære mig selv midt over og at uanset hvor hurtigt jeg løber, så kan jeg ikke nå at gøre det så godt som jeg gerne vil, hverken herhjemme eller på mit arbejde. Det er så frustrerende. Og pinligt klicheagtigt og buhu-agtigt. Rich, white womans privilege, alt det der. Men grundangsten for ikke at slå til, kan jeg ikke intellektualisere mig væk fra. Den er bare ved at blive et vilkår. Ikke så meget herhjemme. Tror jeg er ret sikker på at jeg er en okay mor (også selvom jeg nogle gange blir så sur på Kurt at jeg kommer til at slæbe ham i een arm mens jeg hvisler nukommerdufandmeherudogsåtagerdudenskideflyverdragtpåNU i ren vredes-afmagt. hold kæft han kan være provokerende. Og han er ikke engang 3. Fårk.). Nå. Men fagligt. Jobmæssigt. Citrixmæssigt. Outlookmæssigt. Av, hvor jeg synes det er svært at slå til og føle at jeg gør det godt nok på arbejdet. Men jeg _vil_ slå til. For jeg er helt vild med at gå på arbejde og føler mig så priviligeret for det. Tænk: Jeg får lov til at arbejde med det jeg er uddannet til og brænder for. Det er sgu fantastisk. Men ydmyghed og usikkerhed er bare et op-ad-bakke knivsæg at balancere på – Lige pludselig kammer ydmygheden og taknemmeligheden over og bliver til usikkerhed som er så destruktivt. For mig i hvert fald. Jeg vil bare godt gøre det 100% godt begge steder i mit liv. Og lige pludselig sidder man og hulkegræder til Sprinter Galore (I know. Wtf?) og kan ingenting ud over at passe arbejde og passe børn. Weekender, lejlighed, venner, familie, bøger, skrive, tegne, alt det der må træde i baggrunden. Og det er hårdt, fordi jeg jo ved at det er dét som under normale omstændigheder ville give mig energi. Men jeg kan ikke mere nu.

Her i aftes fik jeg utrolig nok set fjernsyn. Dokumentaren i 3 afsnit om Sanne Salomonsen, Anne Linnet & Lis Sørensen på DR. Åh, mit hjerte. Bare se den. Jeg fandt selv guitaren som 12-årig og har spillet på hobbyplan lige siden. Så at se de der tre 80’er heltinders sindssyge musikalske rejse kogt ned til et par timer var virkelig inspirerende. De minder mig om alt det jeg drømte om at blive som barn, da jeg hørte Barndommens Gade, Stille Før Storm og Where The Blues Begin på repeat. Inden verden gik amok.

For tre år siden handlede mit 8 marts indlæg om at flå levende fisk. Og sidste år om at være arbejdsløs. Så please indsæt selv oplagt 8 marts reference her. Noget med empowerment og sejhed ikke. Og noget med ikke at give op. Og forblive kreativ midt i alt det hårde. Og turde dele noget af det hårde med sin omverden, selvom det kan være svært.

Så går jeg lige ind og besvimer af træthed imens.

Glædelig kampdag!

Småt brandbart

Apropos Ingenting #16

– er jeg i protest mod min hverdag, holdt op med at barbere ben. Radikalt, jeg ved det. I’m bringing hairy back – Yeah!

– forstår jeg ikke hvorfor kombinationen af fuldtidsjob og små børn ikke er på alles læber. Det er den muligvis også – i så fald hyler jeg med i kor: Hold nu kæft, det er stressende.

– har jeg haft vilde mareridt hver nat siden vi kom hjem. I nat skar jeg ansigtet af en mand og lagde det på en økseblok. Vågnede med et sæt og stirrede direkte ind i Ottos bløde, fredsomme babyface. Argh!

– Er det jo DERFOR jeg ikke behøver se klammo gyserserier på Netflix. Det hele er i min hjerne i forvejen.

– Læser jeg stadigvæk selvhjælpsbøger. Er nu nået til den japanske bestseller “The life-changing magic of tidying” af Marie Kondo. Yes homies, det er dér vi er. Det er hende der bla. siger at man skal spørge alle ens ejendele om de “sparks joy”, og så skille sig af med dem der ikke gør. Jeg læser den fordi jeg besøgte en veninde i Oslo som virkelig mestrer kunsten. Og det føltes så rart at være i et hjem som KUN bestod af smukke, fine, historefyldte yndlingsting. Desuden skal man slet ikke købe noget nyt – man skal kun skille sig af med ting.

– Er det lidt til grin så meget jeg har savnet mine børn i den her uge.

– Siger Kurt “bare tag det rooooligt mor”, “jeg reparerer den bare”, “åh, nej nej nej sikke noget” og “IK tag den der”. Sprog! Det er jo det sjoveste i verden.

– Ammer jeg til gengæld stadigvæk Otto alt, alt, alt for meget hver nat, så han ikke gider spise når det er dag. #Heleeeeeeeeen?

– Har jeg i denne måned favnen fuld af perlehøns på forsiden af et svensk livsstilmagasin.

– Gad jeg godt til Primavera Sound i Barcelona i år. Det er det vildeste line-up (Björk, Arctic Monkeys, Jane Birkin, War on drugs, Haim, Nick Cave, endda det geniale soundtrack fra Stranger Things! Ejmen seriøst. Og listen fortsætter. Mangler bare lige Whitney H og Abba). Men life. Det går ikke. Men altså, hvis du ikke har planer i slutningen af maj, så er der stadigvæk billetter. De koster 220€. Har været der 3 gange og det er virkelig, virkelig en dejlig festival. Go have fun! #noadd

– Skal jeg virkelig snart holde op med at hoste og i stedet have fundet mig noget stenbidderrogn.

– Er kl 5.23 og mine børn vågner om en time. Godnat/godmorgen/hvor er jeg?

(PS. Til de 98,5% der ikke ved hvem #Heleeeeen er. Undskyld dårlig humor. Helen er bare hende der er inde i netsundhedsplejerske.dk. Man kan google/stille hende alle mulige spørgsmål om sin baby og så svarer hun. Med andre ord: en baby-manual).

Tanker

The secret life-changing magical art of jetlag og selvhjælp

Mine børn er seriøst skitzo de her dage. Jeg har aldrig set et så overgearet sæt unger som dem jeg hang ud med kl 10 i går formiddags.

Da havde *nogen* været vågne siden kl. 3.30. Holy Lord og ræk mig lige den der 2 kilos pose raffineret sukker, så jeg kan hælde den direkte ned i min trætte hals.

Bortset fra det gik hjemturen så helt igennem okay, som 2 x 6 timers flyvetur + 4 timers mellemlanding kan gå. Og vi landede midt i kulde, mørke og landesorg.

Herhjemme har jeg indtil videre nydt:

– Vores lejlighed som var helt zenagtigt afpersonificeret fordi vi har haft Air bnb gæster boende. Mega skønt! Det tog 10 minutter at smøre den ind i rod igen.

– Ikke at skulle sidde på restaurant med en 11 mrd’s baby 4 gange dagligt.

– Fri data. Hello lover!

– Rugbrød og kaffe ad lib. Hello Lover!

– At sidde i klar, kold sol på Sct Annæ plads og drikke en stor, mild spand sødmælkslatte (no shame) og læse “The life-changing magic Of not giving A Fuck” af Sarah Knight. Da vi havde 4 timers transit i Doha kom jeg nemlig i et anfald af selvhjælpsbehov til at købe alle tre af hendes selvhjælpsbøger (her godt igennem 1’eren, kan jeg se at det måske var lige grundigt nok, at købe hele stakken, men I won’t knock it till I’ve read it). Især bogens første halvdel var rigtig fin og gjorde tricket for mig: I løbet af bogen skal man løbende nedskrive ting man “gir for mange fucks for” og efterfølgende strege de ting ud, der ikke er “worthy your fucks” i forhold til ens trods alt begrænsede “fuck budget”. Og det er faktisk befriende at gøre – og tankevækkende, hvor meget energi jeg bruger på hulabulula og på at leve op til fremmede menneskers meninger. Nå.

– Den der chokolademoussekage og flødeskumsfastelavnsbolle fra Lagkagehuset

– Følelsen af en nystiftet intakt skærm på min iPhone efter 3 mrd med klisterbånd og glassplinter i fingrene

– Min egen seng. Min egen seng. Min egen seng❤

På Mandag skal jeg tilbage på arbejde og Otto skal starte i vuggestue (han skal faktisk gå på Kurts stue – tror det blir ok hygse for dem). Jeg prøver på ikke at være nervøs over arbejdet og i stedet bare glæde mig til at komme tilbage. Jeg tager fortune cookies og durianslik med. Det blir dejligt. Ikke infinity pool og margarita dejligt, men en anden slags dejligt.

Rejse

På gensyn Jungle Boogie

Jeg ligger på et lufthavnshotel og kan ikke længere løbe fra det faktum, at vores fem ugers ferie unægteligt er forbi. Det er ikke til at forstå og hvis nogen spurgte om jeg vil have fem til, så ville jeg helt klart sige ja. Det har virkelig været vildt – Jeg er sgu blevet forelsket i min familie igen!

Hvad jeg helt sikkert ikke kommer til at savne:

Kombinationen af sand og solcreme og små sure børneben

Numsebrusere

Kombinationen ulvetime og happy hour (hvor har jeg dog stædigt bundet mange stress-margaritas!)

At flygte fra en brand med to halvsovende børn i armene

Booking.com

Når man om natten kravler ud under myggenettet for at tisse i bælgmørke (ja, Ko Jum, jeg snakker til dig) og hver gang føler at man har lukket sig ind i en løvens hule af kakerlakker og pismyg

At pakke

At være sammen med min familie 24 timer i døgnet

Hvad jeg virkelig kommer til at savne:

At være sammen med min familie 24 timer i døgnet

At svømme rundt i en infinity pool på Yao Yoi med glade, overgearede børn

Den der magiske, dugvåde øl om aftenen når børnene sover

Otto’s mellemrum mellem fortænderne når han flasher sine pløkker i et kæmpe smil til enhver thai der krydser hans vej

Tid

At møde grineren, overraskende søde familier, rejsende og lokale uanset hvor vi har været

Drinksene på Phi Phi

Solnedgangene på Ko Jum