Småt brandbart

Apropos Ingenting #NrWhoCares

– sidder jeg på en trappesten og venter på børnehavebussen. I gråvejr. Det er hyggeligt.

– er gråvejr fucking vidunderligt

– må jeg så gerne lige sende en stor anbefaling ud til den norske serie Hjemmebane (Heimebane)? Om Helena, der blir træner for et herrefodboldhold i en lille norsk by. Serien åbner et vindue op til fodbold-verdenen, som jeg altid har oplevet som temmelig lukket og indforstået og hver gang jeg har prøvet at forstå, har jeg følt mig mødt med en “der er så meget kvinder ikke forstår”-attitude. Det føler man ikke her. Serien er endnu et pletskud (hvis man forstår sådan en lille en) fra NRK og man finder den på DR.dk. Glæd dig til fine dialoger (hele afsnit 8 er skrevet af Erlend Loe), gode plottwists og troværdigt skuespil.

– har jeg opdateret min om mig side. Med et 7 år gammelt billede. Fordi pseudotvillinger, ok?

– tilbragte vi weekenden i herreforvirret vejr på AvernaX festival. Der var fadøl ad libitum. I will say no more.

– hører jeg sindssygt meget Mariah Carey for tiden og det er så freaking skønt med Vision of Love på repeat. Hvis man også elsker Mariah, kan jeg anbefale at gå frenzy i feedet hos @mariahfreakingcarey på Instagram.

– har jeg ondt i arbejdsmaven IGEN for tiden. Åh, hvorfor kan det ikke bare være smooth sailing altså? Det er ligesom, at have været igennem et bad breakup og så komme igang med at date igen, have møde en virkelig sød type og nu er vi blevet kærester og det er ved at blive *ret* seriøst. Og så føkker jeg det bare hele tiden op med usikkerhed og følehorn der trækker sig tilbage. Pis.

– bliver Kurt 3 år næste måned, og når jeg spørger ham, hvad han vil have på sin fødselsdagskage siger han: Chokolade, vanille… og lort! #analfasemuch?

Rejse

Blæs, brus, blåt – Avernax festival er (fandme!) godt

I går stak jeg af med min familie. På soldækket på den lille færge midt imellem Faaborg og Avernakø smadrede lyn det sorte så alt blev lyst. Så kom stormen.

Kl. 22 landede vi med to overtrætte unger på en vindomsust, lille, kulsort Avernakø og jeg var et kussehår fra at tage færgen direkte tilbage til fastlandet. Vi fik et lift til festivalpladsen i en kassevogn, sammen med et band der hedder Kvinder der kender din krop. Vi fik slået telt op i regn, rusk og mørke og NU er vi her: på Avernax festival, som er så tæt på en hybrid mellem ø-lejr og festival som jeg overhovedet kan forestille mig.

Man vasker selv op, der er lam over bål, radiobiograf og blå himmel. Om lidt starter musikken. Hele min gamle efterskole er her, og minder mig om, hvem jeg var engang. Kurt og jeg har lige svømmet ud til en lille båd, nogen har tisset i bukserne, mens andre har drukket sig tipsy i albani ad lib.

Lige nu er begge børn på magisk vis gået kolde og Niklas og jeg ligger under et militærtelt på en gammel sofa.

Her er virkelig hyggeligt.

Jeg er fan.

Sommerhus

Hverdagsramt – og tanker om vores nye hus

Hverdagen har ramt os. Og selvom jeg er rigtig glad for mit arbejde, så er tiden officielt aldrig gået langsommere, end den gjorde forleden, på min første arbejdsdag efter ferien.

Mine børn er stadigvæk mega feriekuldrede og kan ikke falde i søvn af sig selv. Så Nik og jeg sidder derinde i mørket, på ungernes fællesværelse, som forstenede forældremumier. Een ved hver seng. Det er sgu til grin – Det tager seriøst mellem 1,5-2 timer hver eneste aften og jeg er ved at blive sindssyg af det.

Men. Hverdag betyder også weekender. Og i de weekender har vi nu et hus. Og DET ER SÅ VILDT! Vi tager derop hver eneste Fredag og hjem hver eneste Søndag og jeg elsker det allerede.

Det kan godt være, at det hedder et sommerhus, men for os bliver det et fritidshus som vi vil bruge året rundt (huset ligger i Liseleje, som er ret præcist en times køretur fra vores lejlighed i Kbh) – Så har vi en have og et lille hus på landet, at mærke årstiderne i, samtidig med at vi kan cykle rundt til vores jobs og institutioner i hverdagen.

Vi har ikke lyst til at køre bil eller tage offentlig transport til hverdag. Og helt ærligt er vi ret lykkelige her i vores byliv, som vi ikke har lyst til at hive op med rødder, selvom pladsen er begyndt at skrumpe lidt her på det sidste. Jeg tror det her er den helt rigtige løsning for os. Nu må vi se, om det også er det i virkeligheden.

Jeg håber huset kan slå vores rejselyst lidt til jorden, så vi får nogle flere ferier herhjemme i dk. Jeg håber jeg ikke får slået alle planterne i haven ihjel den første sæson. Og så håber jeg at vi bliver lige så glade for det i praksis, som jeg lige nu er det i teorien.

Huset lugter stadigvæk af fortid, støv, fugt og skyllemiddel, og så er der så mange nips og hjerteformede alustager, at jeg kan blive helt rørt (og lidt træt..). Der er bogstavligt talt, så meget kærlighed i det gamle hus der. Men mon ikke lidt maling, et par køreture til den lokale Røde Kors og noget Rodalon kan gøre tricket? Det håber jeg.

Nu sover min mand ved siden af mig, mine børn er endnu ikke kommet listende. Jeg har (endelig!) fundet min dyne frem igen og klokken er næsten midnat. Det er med andre ord *nu* jeg slukker lyset og siger godnat.

Sommerhus

Vi har købt et sommerhus!! (og fået et skatkammer)

I det tidlige forår, for et halvt år siden, begyndte Niklas og jeg at lede efter et sommerhus. Selvom vores venner (og alle på IG!) flytter permanent ud af byen i lind strøm, har vi indset at det er vi ikke klar til endnu*.

(* jeg flyttede til Århus og Kolding som 20-årig og tilbragte 8 år derovre, så det er måske ikke så mærkeligt, at jeg endnu ikke er ovre København❤)

For tre måneder siden så vi et hus med en magisk have, som var alt for dyrt for os. Det havde imponerende mange rum og psykomeget nips. Og vi var forelsket. En måned efter blev huset sat ned i pris [ indsæt en masse blablabla om huskøbsprocess ]

Anyhuv! Vi så, vi bød, vi sejrede. For midt i vores første Roskilderus fik vi en mail fra mægleren om at sælger havde godkendt vores bud. Ugen efter blev vores banklån godkendt. Og – jeg kan næsten ikke skrive det – i går fik vi så nøglerne og overtog det fineste sortmalede 1960’er sommerhus i Liseleje. I nat sov vi her for første gang – på den store grund på et lille bjerg 1 km fra stranden.

Det er nærmest for godt til at være sandt, og da børnene sov og vi sad og drak et glas hvidvin, måtte jeg lige knibe mig selv i (v)armen. Men den er god nok: Brombærerne er vores, kurvestolene er vores, græsplænen er vores, det gamle skrammel og alle de fine fund (koklokke, slagbænk, damecykel, plæneklipper, opvaskemaskine to name a few) som gemmer sig under det gamle skrammel, det er fandme bare vores.

Stille og roligt er jeg ved at forstå det: Det er her vi skal være. Det er – helt ægte og alt for fedt – vores nye efterår-, vinter-, forår- og sommerhus. Og jeg vil forbeholde mig ret til at svæve på en lyserød real-estate sky lidt endnu. Ligesom en barselsboble bare med hus – Der kommer masser af tid til sprængte vandrør, uventede regninger, væltede træer og tvivlsom strømføring. Men ikke nu. Nu vil jeg bare nyde, at jeg er blevet husejer.

Slidgigt

5 år med en kunstig hofte: en slags midtvejsevaluering

(Advarsel: indlægget indeholder billeder af ar (og min røv)).

Jeg har længe ville evaluere lidt på hvordan det har været at have en kunstig hofte.

Tilbage i 2013 tog jeg nemlig, som 28-årig, et ufrivilligt jump to lightspeed i livets gang; Efter 2 år med smertestillende piller og krykker på daglig basis, gav jeg op i kampen mod de sindssygt store smerter (jeg vil hellere føde igen) som svær slidgigt medfører. Continue Reading