The Wardrobe Challenge

Ud af skabet dag 1:7

Det blir virkelig kort, for jeg tror uden at overdrive, at jeg har kigget på en skærm i 10 timer i dag. Mine øjne klør helt vildt af alle de tics. Sådan helt skærm-outlook-some-udtørrede. Lol. Gad vide hvad det modsatte af skærmdetox hedder?

I dag var første dag i min lille wardrobe challenge vs. 2.0. Der er een anden på mit arbejde som er med på den, og da hun stod oppe ved buffeten i dag, på en dølle regnvejrs mandag, i en vildt flot festkjole, blev jeg sgu så glad. Totalt yndlings udfordring.

minimalisme, The Wardrobe Challenge

Skal vi springe ud af skabet sammen?

Det er jo Pride. Og jeg har længe haft lyst til at gøre noget frækt.

Ej… men det handler på en måde om at smide tøjet. Sammen med jer, faktisk.

I kan sikkert godt huske historien om Burberry, der – som så mange andre modehuse – helt rutinemæssigt for nyligt, fik destrueret tøj og tasker for 233 millioner kr (læs om det her). Bare lige for at holde deres markedsværdi høj, ikke?

Eller at vi i Danmark har Nordens højeste tøjforbrug (hver af os køber i gennemsnit 16 kg tøj om året).

Eller hvad med det faktum at vi, hvis alle levede som vi gør i Danmark, ville have opbrugt jordens årlige ressourcer, allerede d. 28. marts i år: Det tager os altså knap 4 mrd at (over)forbruge de 12 mrd’s ressourcer vi har til rådighed her på jorden.

Det er totalt deprimerende og det kan virke både dobbeltmoralsk og meningsløst at skrive om det hele tiden, når man som jeg ikke har haft det store overskud til at handle på ordene, fordi life.

Derfor holdt jeg op med at skrive (så meget) om det her på bloggen, i forhold til tilbage i 2011-13, da jeg først lavede kandidat på designskolen om overforbrug af tøj og efterfølgende ikke købte noget nyt tøj i et år.

Men! I forgårs skrev Frejamay et blogindlæg om hendes ansvar som influencer, om overforbrug og om vigtigheden af at stå imod behovet for konstant at vise vores identitet gennem tøjforbrug, her i vores visuelle kultur.

Og det kor vil jeg sgu gerne hyle med i! For hvor har jeg dog længe tænkt, at det hele var en surrealistisk omvendt Kejserens Nye Klæder. Hvor ingen tør råbe: “Hvad har I egentlig gang i?” hver gang man tæppebombes med shoppe-posts, ønskelister, must-haves og nye køb som man bare lige kan “swipe op og klikke hjem”. Det er virkelig blevet nemt, at forbruge.

Men uanset prisen, koster det stadigvæk 3.000 liter (og det var tretusinde) vand, at fremstille et par jeans. 1500 liter vand, at fremstille en t-shirt. Og det er bare vand-kontoen. Så kommer pesticider, arbejdsforhold og transport osv. oveni (læs mere her, hvis du tør (og har Politiken abonnement)).

Hvis vi fortsætter med at forbruge på den her bindegale måde, så er der altså ikke meget lol tilbage til vores børn.

Jeg kan allerede mærke at jeg kaster lidt op i munden af at høre på mig selv. Sorry. Og netop fordi det ofte bliver virkelig dobbeltmoralsk (jeg stod i Zara og bingede billigt plastiktøj, for under en måned siden!) og (ja) pissekedeligt at høre på, har jeg tænkt mig i stedet, at genoplive min gamle idé. Jeg synes den er sjovere. Mere handlingsorienteret. Og så kan man selv indsætte oplagt spinoff på, at Priden handler om at hylde kærlighed og diversitet.

Det er nemlig en udfordring, der handler om at blive genforelsket i sit eget klædeskab i al dens mangfoldighed. Og jeg håber et par af jer vil være med. Den lyder sådan her:

I en uge, må du kun gå med tøj, du ikke har brugt det sidste år.

Easy, peasy, ikke?

For dem der har lyst til at være med starter vi på mandag – og det gælder altså sko, tøj, neglelak. Hele pivtøjet. Da jeg gennemførte det sidst (i 2012 – man kan finde det i Arkivet) havde jeg tøj nok til 50 dage. I mellemtiden har jeg downsizet en del, så en uge må være nok.

Sidste gang jeg lavede den her “Wardrobe Challenge” (faktisk sammen med mange mega seje damer som fx. Sneglcille og Fredes Blog. Just saying🙋‍♀️), fik jeg en følelse af at blive genforbundet med mit eget tøj – og historikken i mit “gamle” tøj, som jeg elsker for meget til at sende videre, og samtidig heller ikke synes jeg kan have på, pga nogle normer i vores samfund, om at man skal se ud på en bestemt måde. Vi skal sgu owne vores tøj, ikke? With pride! Og så lover jeg at holde inde med dobbeltmoraliserende prædikener og deprimerende links, ingen af os kan handle konkret på, fordi det hele handler om hvad vi ikke må. Og ikke skal.

Her er noget du til gengæld gerne må i Ud Af Skabet:

– Troppe op på dit arbejde i kæmpe festskrud, du ellers aldrig får gået med.

– Have stilletter på, på en Tirsdag – det er for miljøet jo.

– Hey! Ligne en modeblogger for faen!

Jeg kommer til at poste mit outfit of the day, på Instagram (@idaburchardi) under hashtagget #udafskabet og #stoptøjspild fra på Mandag.

Og jeg håber så meget at vi ses derude i virkeligheden, eller her på nettet (please..? don’t leave me hanging, vel), til fælles kamp mod overforbruget, i alle vores vidunderlige, hengemte, opmærksomhedskrævende, dejlige klæder.

Klædelig Pride. Og glædelig mangfoldighed❤️

Det (mor)somme liv

Peace, love and parterapi (noget om livet med fuldtidsbørn, fuldtidsjob og fuldtidsforhold)

En god veninde har lige offentliggjort sin anden graviditet. Den her tekst går ud til hende (og lidt til mig selv, så jeg kan huske på det, hver gang jeg overvejer at genfølge x/y/z der slagter mit selvværd på Instagram). Den handler om ting jeg synes har hjulpet mig med at komme igennem den her skitzofrene had/kærlighedsfase, der har været mit liv, det sidste års tid.

Min første tanke er et lavpraktisk vidnesbyrd om mit skrantende selvværd: men unfollow alle (alle!) instagram-kontoer der kun er ude på at livsstilsspamme dig med croissanter, nye flagrende, sygt upraktiske, storblomstrede gevandter samtidig med at de humblebragger taljemål og giver dig mindreværd som forælder/menneske/karriereperson (jeg vil ikke nævne navne, men 80% af mit oprindelige insta-feed er røget på den konto). Nej, jeg blir ikke inspireret af kun at se dig morgenbade 10 gange i timen, lave hjemmespa og DIY projekter og bage bananpandekager med pollen og selvplukket strandkål. Jeg får det faktisk bare psykodårligt med mig selv. Tak, men nej tak.

Man kan også købe sig en fastvikle (eller en bæresele) og lære at bruge den, selvom det stinker de første 200 gange. Det er ok praktisk (næsten) at kunne imødekomme den sælsomme kombination som udgør en seperationsangst 6 mrd’s baby og en 2 årig med krudt i røven.

Og den sidste ting, jeg tænker … Ahem… Er. (lidt svær at blogge om, fordi det blir ret personligt også for en jeg kender, som ikke deler mit behov for at hælde vores fælles liv ud på på internettet. Men here goes). Okay. Prøv hvis det på nogen som helst måde er muligt, at lade være med at gå fra din kæreste. Det her er muligvis det sværeste, men det er nok fordi ingen rigtig vil indrømme hvor meget de i virkeligheden skændes. Og så går vi alle sammen rundt og tror, at det er os der er forkerte. Det er vi altså ikke. Invester i det forhold der, for hvad er egentlig vigtigst for barnet – hvor instavenligt vi bor/spiser/ser ud eller at vi som forældre bliver sammen? Jeg tror det er sindssygt forskelligt, hvad der virker for par – vores parterapi er alkohol, festivaller, musik og tid hver for sig med vores venner. For andre er det alt muligt andet lige så fantastisk og dejligt. Så bare fordi vi synes det er fedt at sove i telt i en weekend er det jo ikke det rigtige for alle andre. Og bare fordi jeg uploader et lykkeligt og nyforelsket billede i løbet af weekenden, betyder det jo ikke, at vi ikke lige har haft et skænderi der var 7 på richterskalaen og som kulminerede i at jeg råbte “Fuck dig!” til min 3-årige og at min kæreste næsten udvandrede i protest over mine ynkelige mor-evner. Nå. Det var en sidebemærkning. Det jeg ville sige, var jo bare, at det er vidunderligt at vi kan spejle os i hinanden på sociale medier, men jeg synes også at det her influencer-show har taget overhånd. Det har det i hvert fald gjort for mig, og jeg føler endelig at jeg lige så stille er ved at lære, at mærke efter i mit eget forhold og livshistorie. Hvad gør egentlig MIG glad og forelsket (for tiden: Når min kæreste giver mig en kold øl hver eftermiddag og at få lov til at spille Mariah Carey på guitar selvom der er nogle børn der skriger på opmærksomhed). Dyrk det. Og hvis man nu har glemt hvem man er, fordi #ammehjerne, så husk på første gang i mødte hinanden. Hvem var du? Hvad havde du på? Hvad lavede i sammen? Den person er der stadigvæk pakket ned et sted i en flyttekasse inde i din morkrop. Find den flyttekasse og find ud af, hvad der kan lokke den person ud i lyset igen. Men først når du selv er klar (jeg er lige blevet det – derfor rambler jeg nu ud over jer. Undskyld). Og indtil da, så hav alt det fedtede baghår, du overhovedet kan magte, med hamrende god samvittighed. Alle forhold er lort det første år efter en baby (og hvis ikke, er jeg ikke sikker på, jeg har lyst til at høre om det).

Alt blir godt og chilleren igen. Og indtil da, er der er masser af lykke i småbitte glimt, hvis man bare husker at gribe dem.

Det skal nok gå.

Peace, love and parterapi✌️

Småt brandbart

Apropos Ingenting #NrWhoCares

– sidder jeg på en trappesten og venter på børnehavebussen. I gråvejr. Det er hyggeligt.

– er gråvejr fucking vidunderligt

– må jeg så gerne lige sende en stor anbefaling ud til den norske serie Hjemmebane (Heimebane)? Om Helena, der blir træner for et herrefodboldhold i en lille norsk by. Serien åbner et vindue op til fodbold-verdenen, som jeg altid har oplevet som temmelig lukket og indforstået og hver gang jeg har prøvet at forstå, har jeg følt mig mødt med en “der er så meget kvinder ikke forstår”-attitude. Det føler man ikke her. Serien er endnu et pletskud (hvis man forstår sådan en lille en) fra NRK og man finder den på DR.dk. Glæd dig til fine dialoger (hele afsnit 8 er skrevet af Erlend Loe), gode plottwists og troværdigt skuespil.

– har jeg opdateret min om mig side. Med et 7 år gammelt billede. Fordi pseudotvillinger, ok?

– tilbragte vi weekenden i herreforvirret vejr på AvernaX festival. Der var fadøl ad libitum. I will say no more.

– hører jeg sindssygt meget Mariah Carey for tiden og det er så freaking skønt med Vision of Love på repeat. Hvis man også elsker Mariah, kan jeg anbefale at gå frenzy i feedet hos @mariahfreakingcarey på Instagram.

– har jeg ondt i arbejdsmaven IGEN for tiden. Åh, hvorfor kan det ikke bare være smooth sailing altså? Det er ligesom, at have været igennem et bad breakup og så komme igang med at date igen, have møde en virkelig sød type og nu er vi blevet kærester og det er ved at blive *ret* seriøst. Og så føkker jeg det bare hele tiden op med usikkerhed og følehorn der trækker sig tilbage. Pis.

– bliver Kurt 3 år næste måned, og når jeg spørger ham, hvad han vil have på sin fødselsdagskage siger han: Chokolade, vanille… og lort! #analfasemuch?

Rejse

Blæs, brus, blåt – Avernax festival er (fandme!) godt

I går stak jeg af med min familie. På soldækket på den lille færge midt imellem Faaborg og Avernakø smadrede lyn det sorte så alt blev lyst. Så kom stormen.

Kl. 22 landede vi med to overtrætte unger på en vindomsust, lille, kulsort Avernakø og jeg var et kussehår fra at tage færgen direkte tilbage til fastlandet. Vi fik et lift til festivalpladsen i en kassevogn, sammen med et band der hedder Kvinder der kender din krop. Vi fik slået telt op i regn, rusk og mørke og NU er vi her: på Avernax festival, som er så tæt på en hybrid mellem ø-lejr og festival som jeg overhovedet kan forestille mig.

Man vasker selv op, der er lam over bål, radiobiograf og blå himmel. Om lidt starter musikken. Hele min gamle efterskole er her, og minder mig om, hvem jeg var engang. Kurt og jeg har lige svømmet ud til en lille båd, nogen har tisset i bukserne, mens andre har drukket sig tipsy i albani ad lib.

Lige nu er begge børn på magisk vis gået kolde og Niklas og jeg ligger under et militærtelt på en gammel sofa.

Her er virkelig hyggeligt.

Jeg er fan.

Sommerhus

Hverdagsramt – og tanker om vores nye hus

Hverdagen har ramt os. Og selvom jeg er rigtig glad for mit arbejde, så er tiden officielt aldrig gået langsommere, end den gjorde forleden, på min første arbejdsdag efter ferien.

Mine børn er stadigvæk mega feriekuldrede og kan ikke falde i søvn af sig selv. Så Nik og jeg sidder derinde i mørket, på ungernes fællesværelse, som forstenede forældremumier. Een ved hver seng. Det er sgu til grin – Det tager seriøst mellem 1,5-2 timer hver eneste aften og jeg er ved at blive sindssyg af det.

Men. Hverdag betyder også weekender. Og i de weekender har vi nu et hus. Og DET ER SÅ VILDT! Vi tager derop hver eneste Fredag og hjem hver eneste Søndag og jeg elsker det allerede.

Det kan godt være, at det hedder et sommerhus, men for os bliver det et fritidshus som vi vil bruge året rundt (huset ligger i Liseleje, som er ret præcist en times køretur fra vores lejlighed i Kbh) – Så har vi en have og et lille hus på landet, at mærke årstiderne i, samtidig med at vi kan cykle rundt til vores jobs og institutioner i hverdagen.

Vi har ikke lyst til at køre bil eller tage offentlig transport til hverdag. Og helt ærligt er vi ret lykkelige her i vores byliv, som vi ikke har lyst til at hive op med rødder, selvom pladsen er begyndt at skrumpe lidt her på det sidste. Jeg tror det her er den helt rigtige løsning for os. Nu må vi se, om det også er det i virkeligheden.

Jeg håber huset kan slå vores rejselyst lidt til jorden, så vi får nogle flere ferier herhjemme i dk. Jeg håber jeg ikke får slået alle planterne i haven ihjel den første sæson. Og så håber jeg at vi bliver lige så glade for det i praksis, som jeg lige nu er det i teorien.

Huset lugter stadigvæk af fortid, støv, fugt og skyllemiddel, og så er der så mange nips og hjerteformede alustager, at jeg kan blive helt rørt (og lidt træt..). Der er bogstavligt talt, så meget kærlighed i det gamle hus der. Men mon ikke lidt maling, et par køreture til den lokale Røde Kors og noget Rodalon kan gøre tricket? Det håber jeg.

Nu sover min mand ved siden af mig, mine børn er endnu ikke kommet listende. Jeg har (endelig!) fundet min dyne frem igen og klokken er næsten midnat. Det er med andre ord *nu* jeg slukker lyset og siger godnat.

Sommerhus

Vi har købt et sommerhus!! (og fået et skatkammer)

I det tidlige forår, for et halvt år siden, begyndte Niklas og jeg at lede efter et sommerhus. Selvom vores venner (og alle på IG!) flytter permanent ud af byen i lind strøm, har vi indset at det er vi ikke klar til endnu*.

(* jeg flyttede til Århus og Kolding som 20-årig og tilbragte 8 år derovre, så det er måske ikke så mærkeligt, at jeg endnu ikke er ovre København❤)

For tre måneder siden så vi et hus med en magisk have, som var alt for dyrt for os. Det havde imponerende mange rum og psykomeget nips. Og vi var forelsket. En måned efter blev huset sat ned i pris [ indsæt en masse blablabla om huskøbsprocess ]

Anyhuv! Vi så, vi bød, vi sejrede. For midt i vores første Roskilderus fik vi en mail fra mægleren om at sælger havde godkendt vores bud. Ugen efter blev vores banklån godkendt. Og – jeg kan næsten ikke skrive det – i går fik vi så nøglerne og overtog det fineste sortmalede 1960’er sommerhus i Liseleje. I nat sov vi her for første gang – på den store grund på et lille bjerg 1 km fra stranden.

Det er nærmest for godt til at være sandt, og da børnene sov og vi sad og drak et glas hvidvin, måtte jeg lige knibe mig selv i (v)armen. Men den er god nok: Brombærerne er vores, kurvestolene er vores, græsplænen er vores, det gamle skrammel og alle de fine fund (koklokke, slagbænk, damecykel, plæneklipper, opvaskemaskine to name a few) som gemmer sig under det gamle skrammel, det er fandme bare vores.

Stille og roligt er jeg ved at forstå det: Det er her vi skal være. Det er – helt ægte og alt for fedt – vores nye efterår-, vinter-, forår- og sommerhus. Og jeg vil forbeholde mig ret til at svæve på en lyserød real-estate sky lidt endnu. Ligesom en barselsboble bare med hus – Der kommer masser af tid til sprængte vandrør, uventede regninger, væltede træer og tvivlsom strømføring. Men ikke nu. Nu vil jeg bare nyde, at jeg er blevet husejer.