Det MORsomme liv

Hvad dem der siger “små børn små problemer” har glemt om at sidde med et nyfødt barn

To gange har jeg prøvet at sidde helt rødmosset og overvægtig med flossede nerver, fedtet hår og et lille bitte nyfødt menneske i armene. Og begge gange har mindst en barselsgæst med et smil på læben sagt “små børn, små problemer.. Store børn, store problemer” til mig. Og begge gange, har jeg været for konfliktsky til at fortælle vedkommende det her. At jeg var hunderæd og så dødsangst over LIVET. At jeg var helt sikker på at jeg ville komme til at slå kræet ihjel indenfor en uge. At jeg ikke kunne gå hen til et vindue hele den første måned, fordi jeg havde så angst over at min syge hjerne i et sindssygt splitsekund kunne komme til at åbne vinduet og kaste ungen ud. At hvis jeg faldt i søvn mellem klokken 3 og 4 under natamning nr 217, så ville jeg med garanti falde ned over barnet, komme til at vippe dynen hen over ungen, hvorefter sengen ville trandencere over i et finsk saunagus hvori min baby ville ligge, helt musestille, mellem lagenerne og lydløst blive pisket ihjel af den nihalede kat som var mine store, sovende deller.

Nu hvor begge mine børn på magisk vis har overlevet deres første spæde leveår, tør jeg godt stille det opfølgende spørgsmål, som jeg var for bange for at spørge om: Er det dét man mener er et “lille problem”? Dødsangst og det at være oprigtigt og uden ironisk distance, bange for at komme til at tage sin egen baby af dage? Eller er det bare fordi jeg endnu har til gode at opleve min 17-årige knægt cykle tværs gennem Nørrebro med ti flasker vodkaklovn i blodet, på jagt efter noget coke og et banelegeme han kan falde i søvn på?

Eller sagt anderledes: Kommer mine flossede nerver til at være sådan her for evigt?

Suk

“Hun er blevet flyttet rundt i alle solpletterne i dag”

Jeg ved ikke om det er fordi at hun altid har været der. Fordi hun ligesom er den sidste flig der er tilbage fra huset vi boede i, i Espergærde, da jeg gik i gymnasiet. Eller bare fordi hun er så kælen og uperfekt og fyldt med brok og har en skæv hale. Min mors 13 år gamle blinde kat. Men jeg er faktisk virkelig ked af, at hun skal aflives i morgen. På den barnlige, naive måde. Hvad så med alle kattehårene, hendes cykelkurv, madskålen (som Kurt elsker at sortere i – mmmmhh) Hvem skal jeg så hate på når vi besøger min mor og jeg får akut kattehårsflip? Hvem skal Otto så rive i ae? Hvem skal nu være min mors partner in crime i imponerende lange sofa-romanlæsnings-sessioner? Kan man virkelig ligge i en hel dag på en sofa og læse bog og ae kat, spørger du? Og ja, det kan man. Hvis man er min mor og Tilde – Et fascinerende syn.

Lille fine, trætte, gamle Tilde. God tur op i kattehimlen og tak fordi du var her og passede så godt på min mor.

Familieliv

Familie fomo og skriveblokade

Lige for tiden lider jeg af panisk angst for at misse alle de små stunder med mine børn. Hvad er det der flimrer for mine øjne? Nå, det er bare uger der flakser forbi. Otto går! Kurt snakker i sætninger! Og de daglige 30 minutters uforstyrret tid med mine børn, føles slet ikke som nok.

Det hjælper heller ikke, at vi bor ude hos min svigerfamilie hele den her uge, fordi *nogen* i et anfald af air bnb kådhed kom til at leje vores lejlighed ud alt, alt for meget. Så vi får i den grad lige smagt på forstadslivet og alt hvad det indebærer af timelange bilkøer, pendlerliv og myldretid.

Men det gode, ved at være herude, er at det er vildt hyggeligt – og aflastende – at være sammen med et sæt bedsteforældre og desuden har det bekræftet os i at det er helt rigtigt for os at bo i byen – i hvert fald ligeså længe vi begge to arbejder derinde og bor så flabet dejligt, som vi gør.

Kh Ida

PS. Seriøst. Skrid så skriveblokade! Kan ikke finde hverken min humor eller selvironi. Kan ikke engang skrive en joke om lixtal. Undskyld, altså. Bear with me!

Småt brandbart

Apropos Ingenting #19

– Kan man, hvis man synes at man har har det lidt hårdt, bare lige se de første par afsnit at Handmaids tale sæson 2😳

– er min yndlingsfrugt så meget mango. Ikke særlig bæredygtigt.

– har jeg vildt svært ved at efterleve mine moralske principper for tiden. Det er så dumt. Jeg spiser alt for meget kød og har lige købt en blazer, jeg på ingen måde har brug for

– bød vi ikke på sommerhuset alligevel. Tilstandsrapporten var lige lovligt spændende for os. Men vi leder stadigvæk videre derude i skoven

– savner jeg min mor

– ville jeg gerne fejre 1. maj i dag! Hold nu op hvor er det vildt med det forlig. Nå. Jeg fejrer dagen med at have et fuldtidsarbejde #skål

– skal den her blog snart flytte hjem igen. Ikke mere Storyplanes – bare idabida on the rocks.

– synes jeg de er lidt latterlige, de her lister. Men min hjerne fungerer åbenbart kun i punktform for tiden

– er det bare mig eller er der lidt sådan en bølge af speltfædre i medierne for tiden? Hvor man hele tiden skal vise hvor god en far man er: Hvor meget man leger, bygger, bager, synger og kører på løbehjul?

– ved jeg godt hvor meget dokumentationsangst jeg selv har til tider, så ingen hævede fingre herfra #detmansigerermanselv

– skal man bare huske at man stadigvæk er en pissegod far/mor/whatever selvom man ikke har en trillion trambolinbilleder på sin tlf

– eller ikke lige har overskud til at bygge en hjemmelavet flyvemaskine

– vi er alle sammen pissegode forældre

– glædelig 1. maj!

Arbejdsliv, Familieliv

På vej til Nordjylland

Jeg sidder på gode gamle E20. Bilen er proppet med semiglade vuggestuebørn, sandkage og al det obligatoriske børnefamilieragelse som man slæber med, når man skal til konfirmation i Nordjylland.

Der sker mange gode ting på mit arbejde og i dag har jeg fløjet rundt. Indimellem føler jeg, at jeg er ægte god til mit job. De dage kommer der flere og flere af – Det er sgu fedt.

Arbejde. Det stjæler de vigtigste dagstimer fra ens familie, så det skal godt nok være dét værd. Det synes jeg heldigvis at det er. Og når jeg engang imellem kommer til at længes efter det hjemmegående barselsliv, skal jeg bare scrolle lidt tilbage på bloggen her og læse fx det her indlæg. Eller det her. Seriøst. Jeg ville jo være elendig til at være hjemmegående. Jeg glemmer det bare.

Men nu, NU har vi sgu fri. Og det slår mig at mit liv officielt er blevet den TV2 kliché jeg frygtede i gymnasiet. Den gode nyhed er at det ikke er helt så slemt, som jeg troede det ville være. Tværtimod.

På fredag har jeg fri

(Tekst: Steffen Brandt)

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Jeg knokler røven ud af buksen

Men jeg gør det kun fordi:

Alt det der med vores fremtid

Det koster, men på fredag har jeg fri

 

Jeg tænkte, vi kunne måske mødes

Og forelske os igen

Starte autotomobilet og køre

Et eller andet fancy sted hen

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Jeg har et hav af gode venner

Som jeg aldrig rigtig ser

De er ligesom sakket bag ud af dansen

Det er ikke de vilde ting der sker

Al den snak om deres problemer, du

Jeg orker, jeg orker ikke mere

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det ligge, lad det være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

 

Hey, babe, du ved jeg har lidt travlt

Men der er noget jeg har glemt at sige

Alt det vi drømte om at gøre

Det gør vi ikke fordi:

Det er nu engang sådan med drømme

De koster, men på fredag har jeg fri

Lad det blive, hvad det er, babe

Lad det endelig være

Jeg kigger forbi

På fredag har jeg fri

Uncategorized

I drift / ude af drift / mon det smitter?

Forleden brændte jeg sammen lige midt i kantinen. Og en sød HR dame måtte trøste mig og sige, at det er helt normalt at få stresssymptomer når man kommer tilbage på job efter barsel. At det er der ikke noget at sige til.

Det er et par uger siden jeg mærkede mit hjerte slå på en anden måde og pludselig forstod hvad folk mener når de snakker om “trykken for brystet”. Det føles virkelig som om man ikke kan få luften helt ned i sine lunger. Det er på ingen måde fordi der er noget i vejen med mit arbejde. Tværtimod. Det er mig den er gal med. Jeg føler mig nærmest lidt nyforelsket på den der selvudslettende måde. Totalt overvældet og kan ikke sortere i arbejdsopgaver, forældremøder, ferietilmelding, konfirmationsgaver, togbilletter, rengøring, indkøb, tilstandsrapporter, nye tandbørster, orange-billetter, vaccinationsprogrammer… det er som om det hele får lige meget plads i hjernen. Og på de mærkeligste tider af døgnet. Så det eneste tidpunkt jeg virkelig føler at jeg har fri på, er her hvor jeg ligger nu: i min seng, lige inden jeg skal sove. Det er mit yndlingstidspunkt på dagen.

Det er mærkeligt fordi langt de fleste dage er jeg lykkelig flere gange: På arbejdet når jeg kan mærke at jeg er god til det jeg laver, når jeg spotter mine unger på vuggestuens legeplads og de giver mig universets dejligste, tilsandede tandpastasmil og så her om aftenen når Nik og jeg chiller. Det er meget lykke! Men en gang imellem, ik. Måske en gang hver anden-tredje uge. Så crasher det helt. Så kan jeg ikke engang finde ud af at snakke. Så kan jeg kun stå og hulkegræde ned i morgenmaden uden at kunne forklare hvorfor. Det er en mærkelig tilstand. Måske har jeg bare fået Voksen.

Småt brandbart

Apropos ingenting #18

  • Sidder jeg på Molslinjen efter en vildt dejlig, børnefri weekend i Århus med mine to bedste studieveninder.
  • Var jeg lige holdt op med at have ”Kombardo”-sangen (jep, den er på Jamaica-melodien) på hjernen. Om lidt spiller de den igen, og så starter det forfra. Men bortset fra det er jeg altså ret vild med Molslinjen. Sjællands Odde er altså smuk fra toppen af en dobbeltdækker.
  • Så jeg lige Beyonces Coachella show. Hey, var det egentlig ikke noget med at hun fødte tvillinger for 9 mrd siden? Hun er for vild og nu glæder jeg mig endnu mere til at se hende live i Parken til sommer.
  • Har min mand og jeg forelsket os hovedkulds i verdens fineste sommerhus midt ude i en skov, og endda fået lov af vores bank til at byde på det. Så for tiden går vi begge rundt med is (og sommerfugle) i maven og krydser fingre.
  • Er mit læsertal faldet helt afsindigt de sidste par måneder. Det er jeg selvfølgelig ked af, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kan kun skrive på den her måde. Desværre.
  • Så jeg Anders Mattesens ”SHH”-show på TV2 i går. Og hans hovedpointe om at være så omringet af støj, at den indre støj aldrig hører op, så man får stress og ikke kan finde ud af at sortere i alle informationer, ramte plet i mit proppede, søvnløse, dobbeltmoralske tankemylder. Shhh (…men først når jeg liiiige har fået set Beyonce’s show, skrevet et blogindlæg og scrollet igennem 200 fremmede menneskers weekend, selvfølgelig #indsætselvpassendesmiley).
  • Øver jeg mig i at droppe hestehale og barselsknold og er derfor blevet virkelig glad for hårspænder. Løst hår er så flot til andre, men totalt uoverskueligt for mig. Jeg har købt det her og det her spænde og de kan virkelig anbefales, også hvis man har kraftigt hår.
  • Trænger jeg sgu til en bytur.
Det (mor)somme liv

Zen og Kunsten at Vaske Hår (på en 2-årig)

Reklame for Rønsbøl

En af de ting der har ændret sig mest, siden jeg for et par år siden blev mor har (udover ALT) været mine rutiner omkring at gå i bad og daglig, personlig pleje. Især da Otto kom til verden for 1 år siden, kastede jeg det lækre, beroligende spa-håndklæde i ringen og erstattede det med et mere børneagtigt og forhastet et af slagsen. De daglige 1 minutters morgenbrus, tager jeg stadigvæk alene, men når jeg skal have vasket hår, gør jeg det næsten altid sammen med mine børn. Både fordi så slår vi flere fluer med et smæk, men mest af alt fordi det er mega hyggeligt.

Så står jeg der under bruseren mens et par små unger sidder og leger og plasker på gulvet under mig. Da jeg var på barsel med Otto og jeg _virkelig_ trængte til at få vasket hår, fandt jeg ud af at min 6 mrd’s baby, enten kunne sidde og græde i en skråstol eller sidde helt glad for mine fødder, mens jeg var i brusebad og plaske i mit afvaskningsvand – Oh well, nød lærer nøgen kvinde at få vasket hår, ikke?

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg kun vasket hår max 1 gang om ugen. Måske fordi jeg har eksorbitant meget af det. Hår, altså. Det bliver ikke særlig fedtet, og hvis det gør, så reder jeg det ud og fordeler det i håret med min Mason Pearson børste (løøøgn, men det KUNNE jeg gøre). Mit hår er faktisk ret flot og totalt nemt at holde, fordi det trives bedst med en less is more tilgang. Det fungerer bare allerbedst når jeg giver det ro og så engang imellem vasker det med rene, parabenefri no-nonsense produkter der bare gør det de skal: Renser og plejer. Et nyt plus på listen er at shampoen skummer, fordi mine børn (som jo ofte sidder på gulvet foran mig mens jeg er i bad), elsker at lege med skummet.

Derfor sagde jeg straks ja, da Rønsbøl spurgte om jeg ville teste deres produkter på min tørre vinter-krop. Rene produkter der holder hvad de lover, fugter og renser uden at gøre et stort nummer ud af sig selv på badeværelseshylden. Ja tak. Det er bare skidepænt og enkelt og performer præcis som det skal.

Som sagt er jeg nok i laissez faire kategorien, når det kommer til beautyprodukter. Mine rutiner er rimelig spartanske, jeg ejer ikke en hårtørrer og bruger meget sjældent hårkur og masker og den slags. Både fordi det bare ikke sker, men også fordi jeg helt ærligt ikke synes det er nødvendigt. Rønsbøl produkterne jeg har testet de sidste par uger (shampoo, bodylotion, læbebalsam, håndcreme og hårolie) har gjort lige præcis dét jeg har brug for i min daglige rutine: At holde mig ren, blød og parabenefri. Og så er de pæne på hylden og drøje i brug, hvilket også er et plus i min bog. Jeg har endda brugt produkterne på mine børn, fordi det bare er nemmere med een flaske.

Kurt på to et halvt, er først begyndt at få vasket hår her indenfor det sidste halve år, og …Hvordan skal jeg sige det? Han har vist arvet min manglende begejstring for konceptet hårvask, så der skal tages kærlige, effektive og rene midler i brug, når de lyse krøller en gang i mellem skal vaskes. Lige for tiden er løsningen at tage hans yndlingsbiler med i bad (og til moren: en podcast og en kold øl:)).

Hvis du har lyst til at prøve selv (altså produkterne, ikke hårvask på en 2-årig), så har jeg fået lov til at dele en rabatkode med jer. Bare skriv ”IDA20”, når du bestiller, så er der 20% rabat på hele sortimentet.

Slå dig løs lige her.

Ugens stener

Ugens stener #5

Det er et par år siden jeg sidst offentliggjorde et ugens stener indlæg. Så det er helt bestemt på tide at genoptage det smukke og herlige format. Dels fordi det er virkelig rammende for mit energiniveau for tiden. Og dels fordi jeg jo ikke kan skrive, når jeg har travlt med at sove alle mine aftener væk.

I denne uges stener faldt jeg i søvn ude på vores toilet. Var bare lige væk i 5 skønne sekunder og opdagede først da jeg vågnede, at jeg stadigvæk havde cykelhjelm på.

Det (mor)somme liv

Otto 1 år.

I går blev Ottos 1 år. Og vi brugte hele hans fødselsdag på en solid Tour de Sygehus.

Otto var blevet så dehydreret af den omgangssyge som ikke vil slippe ham, at han skulle overvåges mens hans væskebalance blev genetableret og tilses af en læge. Overvågningen gik fint, men #detkuhaveværetmig-sagen kommer ikke af ingenting. Vi ventede 10 timer på at blive set af en læge.

Alle vores påskeferie-planer er gået i vasken og vi har bare været hjemme på 4. sal med syge børn. Selv Otto’s fødselsdagsfest i dag har vi måtte aflyse. Kæmpe ilandsproblem, og jeg har dårlig samvittighed over at være mavesur over det. Men altså. Lidt piv alligevel.

Nu er Kurt og jeg taget på Tour de Kvalitetstid og jeg drikker kaffe med de smarte på Granola og venter på at han vågner fra sin lur. Om lidt skal vi på Børnemuseet. Det er dejligt.

Og så: Ahrm. Kære Otto. Tænk at du er blevet et helt år! Og tænk at en baby kan være så evigglad og nem at putte. Tak for det og for dig. Vi tager revanche og holder en kæmpe fest til næste år❤