Mythbusters: The ‘Deltid’ Edition

I DR dokumentaren, Tillykke I skal have trillinger,  siger hende den seje, norske mama på et tidspunkt noget med at hendes mentale helse, helt sikkert ikke havde klaret at være alene på fuldtidsbarsel. Det fik mig til at tænke på mental helse, sådan generelt. Og på hvor lang tid, fra jeg blev mor, til at jeg begyndte at skænke min egen mentale helse en eneste sølle handling. For et halvt års tid siden, cirka et år efter jeg kom tilbage på et fuldtidsarbejde efter min anden barsel, vidste jeg godt, at jeg skulle gå på deltid, med mindre jeg ville en tur ned med stress. Alt for ofte så jeg de mørke stresskrager i horisonten og mærkede hjertet banke i brystet.

Det tog cirka et halvt år at overbevise min leder (og ham jeg deler økonomi og børn med) om, at det var nødvendigt og at min stresscoach (som jeg gik hos på daværende tidspunkt) anbefalede mig at gå ned i tid. Jeg ved godt at det, at være på deltid er et privilegium, som ikke er alle forundt, men hvis man nu har muligheden, og lysten til at gå ned i tid i en periode, kommer her en lille status efter et halvt år, med en ugentlig fridag.

Det sidste halve år, har jeg haft en dag om ugen, som er helt min egen. Jeg prioriterer ret meget at hænge ud med mine børn. Men jeg skriver også, laver ingenting eller tager et modeljob. Det sidste gjorde jeg i går, og det er simpelthen verdens mest priviligerede afveksling fra et stillesiddende kontorarbejde, at stå og få ros og klapsalver for at …stå stille. Helt genialt. Jeg elsker det.

Nå. Mythbuster tid!

“Du kommer til at lave præcis det samme, men får bare mindre i løn”

True. Jeg laver det samme som før, hvis ikke mere. Jeg er godt nok mindre fysisk tilstede på kontoret og går glip af (og savner virkelig) en masse af det sociale. I en sidebemærkning, holder jeg fri om Fredagen, som i det offentlige også er kendt som Store Kage Dag. Og selvom jeg savner den uformelle omgang med mine kolleger, så er det en pris jeg gerne betaler for at være effektiv på kontoret. For med fem dages arbejde, klemt sammen på fire (somme tider for korte pga hente-bringe-show), har jeg virkelig måtte lære mig selv at være effektiv. De første par måneder lå min fridag om Onsdagen, men for mig, var det et irriterende afbræk midt i mit arbejdsflow. Fredag fungerer så godt for mig! Og til spørgsmålet om “hvorfor arbejder du ikke bare fuldtid og så slacker lidt med nogle omsorgs- og hjemmearbejdsdage engang imellem?”, må jeg bare svare helt ærligt: Gid jeg ville kunne det! Men jeg hader at snyde og bedrage og kan ikke finde ud af at lyve. Så vil jeg hellere, med røvsyg, kridthvid samvittighed, vide med ro i sindet, at jeg giver alt jeg har, de fire dage jeg får løn for, og holder selvbetalt og velfortjent fri på min ugentlige fridag. Og den fridag, kan fire effektive arbejdsdage, ikke tage fra mig.

“Deltid er dyrt!”

Well… også ja. Det er dyrt at gå ned i tid (så: Heldigt, at jeg er talblind). Men en ugentlig fridag med eller uden børn, hvor man kan dyrke sine interesser, hobbyer eller udleve diverse drømme (eller bare ordne vasketøj og se en million afsnit SATC) det kan man sgu heller ikke sætte et tal på. For at kompensere, har jeg skåret en del af mit madbudget ved ni ud af ti dage, at have madpakke med, og i det hele taget forbruge ret bevidst. Og ja. Lidt privilegieblind har man vel lov til at være.

“Deltid ødelægger din karriere”

Det ved jeg ikke noget om. Måske? Måske bliver jeg (oh gru!) aldrig specialkonsulent (hvis du også er fuldmægtig/i det offentlige, så kan jeg forøvrigt anbefale Æselperspektivs indlæg om det her). Måske bliver jeg aldrig nogensinde forfremmet. Men efter et halvt år på deltid ved jeg med sikkerhed een ting: Jeg har aldrig været gladere for at gå på arbejde, end jeg er nu. I kid you not, nogle Søndage glæder jeg mig sgu helt til, at det bliver Mandag (I know. Skyd mig). Og fordi arbejdsugen er kort, sætter jeg pris på hver eneste arbejdsdag. Og hvis ikke arbejdsglæde er en direkte forløber for en forfremmelse, så er jeg ret sikker på, at det alligevel ikke ville være noget for mig.

6. november 2019

3 ting jeg har lært af at have børn i trodsalderen

Mine børn er nu to et halvt og fire år og jeg bliver nødt til at snakke lidt om, hvor meget fart, der er på den læringskurve, der medfølger sådan et sæt unger.

Alt det alle altid har sagt, føler jeg bliver fyret ind i fjæset på mig som vand fra en brandhane af daglige konflikter, AHA-oplevelser og det som Hella Joof, med pisseirriterende stoisk ro, ville kalde for “opgaver”. Jeg har fået en opgave. Og det er derfor, at her har været stille på børnesnaksfronten herinde. Det har simpelthen været for svært at skrive om noget, der har været så meget lort til halsen. Men lige nu.. Her på det allersidste, er det måske så småt begyndt at vende. Faktisk oplevede jeg et decideret vendepunkt for to uger siden, da Niklas var i Brasilien med sit arbejde, og jeg derfor blev tvunget til, at mærke mig selv i forhold til det, med at være en forælder.

Først skulle jeg lige ramme peak bottom. Det var morgenerne. Med to hysteriske unger, der nægtede at samarbejde, deciderede bebrejdende blikke fra forbipasserende (sådan føltes det!) og et spontant kram fra min underbo, da jeg en morgen stod med tårer ned ad kinderne kl. 7.50, og følte jeg lige havde tabt et maraton. Træk vejret. Det skal nok gå, sagde hun. Og jeg tænkte, at nu kan det ikke blive værre: Jeg vil ikke skælde ud mere. Jeg vil hellere aldrig mere nå noget til tiden, end jeg vil skælde så meget ud. Hive i, hakke på og slæbe mine stakkels to små bitte børn igennem en hverdag, hvor ingen af os trives. Det føltes som et øjeblik, men i virkeligheden, har det nok været længe undervejs.

Det er ikke fordi vi ikke løbende har lavet store ændringer, for at tilpasse os den virkelighed, der har losset os hårdt i kuglerne det sidste års tid: Jeg er gået ned på 30 timer, vi har købt et sommerhus, hvor vi kan gemme os lidt – og senest har vi indset, at udflytterbus, mine flossede nerver og to børn i trodsalderen, simpelthen bare ikke dur. Så dels føler jeg, vi har ændret nogle fysiske rammer, men der er i høj grad også et mentalt rammeværk som er i fuld gang med at blive opdateret.

Og som den ignorante og bedrevidende blogger jeg er, vil jeg nu dele de tanker, der pt hjælper mig igennem den her hårde, vilde tid med et sæt pseudotvillingedrenge, der begge er big time i trodsalden.

1. Gå over broen

Forleden hørte jeg Per Schulzt Jørgensen som var på besøg i Morten Münster’s podcast om Adfærd, og alt han sagde ræsonnerede så meget med mit life lige nu. Jeg har ikke læst hans seneste bog ‘Robuste Børn’ så måske er følgende lidt forsimplet. Men: Det der med at møde sit barn, der hvor det er. Altid at gå et skridt i dets retning. Hold kæft, det har været en øjenåbner, i forhold til mange af de tilspidsede konflikter, jeg har haft med min fireårig på det sidste. Når han nægter noget eller brænder helt sammen, øver jeg mig indædt på at droppe lydighedsgamet (“nu kommer du KRAFTÆDEMIG her” – og tilsvarende sætninger – kommer jævnligt ud af mig), og møde ham i det, han nu engang står i. Så banalt. Så svært i praksis, men shit for en mind explosion! Det virker! Klokken 16.30 med ulvetimeramte børn og indkøbsposer og en hysterisk dreng der nægter at forlade ladcyklen: “Kurt, hvadså… du vil bare gerne blive lidt nede i ladcyklen?”. Okay. Så lader jeg døren til bagtrappen stå åben og så kommer du bare selv op, når du er klar. Kan du godt gå hele vejen op ad bagtrappen alene?” Okay, så giver vi den sgu et skud. Kald hvis du ombestemmer dig. Så åbner jeg køkkenvinduet, så jeg kan høre ham og så går der ti minutter, og så står han i entréen og har selv lukket ladcykel og bagtrappedør og gået op i lejligheden. Ejmen! Sådan en stor, lille dreng, der bare trenger space. Og ikke lige er i symbiose med den mor, der er så optaget af sin egen dagsorden, at jeg fuldstændigt glemmer, at han har fået sin egen.

2. Vær ærlig

Jeg lyver aldrig for mine børn. Dels fordi jeg (desværre) bærer mine følelser så meget ude på tøjet og dermed er verdens værste løgner. Det kan give virkelig dårlig stemning, at være så følelsesmæssigt ustabil, så jeg øver mig, jf pkt 1, i at italesætte det, når det så er mig, der får et sammenbrud. For det får jeg.

Jeg er ret sikker på, at jeg alligevel ikke kan skjule en kæft for dem. Så vil jeg hellere sige til dem at “Ja, mor og far skændes, men vi elsker stadigvæk hinanden” eller, når jeg sidder og græder foran dem, bare sige: “Jeg bliver bare lige ked af det over, at vi er så uvenner”.

Det er et punkt jeg virkelig arbejder på, fordi jeg har nogle ting med fra barndommen, hvor jeg alt for tidligt følte mig, alt, alt for ansvarlig for andres følelser. Og den sidder stadigvæk så dybt fast, at jeg har svært ved at tro på, at mine følelser er lige så meget værd som andres, hvilket gør, at jeg blir så optaget af andres følelser, at mine egne blir nødt til at eksplodere, før jeg får øje på dem. Manner. What I wouldn’t give, for at mine børn ikke skal arve dén.

3. “…Men lige pludselig er man alligevel ude på den anden side”

Da Otto var nyfødt, og Kurt var halvandet år og jeg dagligt stod med to børn, der skulle slæbes op på 4. sal, spurgte jeg min nabo, hvordan det er meningen, at man kommer igennem de her år. Hun svarede at “det er vildt, men det gør man bare”. Efter et par dage, bankede min nabo på: “Jeg har tænkt over det, og vil bare sige at …man kommer jo faktisk ikke igennem det. Men lige pludselig. Så er man alligevel ude på den anden side”.

4. november 2019

Små børn, store beslutninger.

Kunsten at tage svære beslutninger på sine børns vegne. Av. En diciplin jeg på ingen måde mestrer, men som jeg alligevel føler, at jeg lige har fået grønt bælte i. I går havde Kurt nemlig sidste dag i sin udflytterbørnehave. Det, at tage ham ud af sin børnehave (og splitte ham fra sin allerbedste ven, piv!), har været så svær en beslutning, at jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan skrive om den. Jeg er ikke ude på at hænge nogen som helst ud, så uden at gå for meget i detaljer, har vi valgt at flytte ham ind i en lille institution, herinde i byen. Med en lillebitte legeplads, mange pædagoger og (forhåbentligt) en hel masse nærvær og omsorg. Kurts udflytterbørnehave gennem det sidste halvandet år, har været alt det vi håbede på: Masser af frisk luft, plads, træer og fri 70’er pædagogik. Men for os og vores barn, var det også for meget. Og for svært at navigere i en kæmpe legeplads. Og på et egoistisk plan, har vi som voksne, savnet indblik i hans hverdag, og de sidste mange morgener, når jeg har stået med blodsmag i munden og vinket op til bussens tonede ruder, har det savn sat sig på tværs som en udefinerbar …ting. I lang tid, har det bare ikke føltes rigtigt. Aldrig mere skal jeg ræse afsted gennem byen for at nå en bus kl. 8.10. Eller føle at jeg kommer for sent, hvis jeg ikke står der på slaget 15.45, når bussen ruller ind. Så nu prøver vi noget helt andet, end det vi troede, vi ville have: En lille børnehave, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hjem, midt inde i byen, med fokus på musik og kreativitet. Og forhåbentlig med en hel masse voksne, nærvær og omsorg.

Det har ikke været den lette beslutning. Men jeg er ret sikker på, at det er den rigtige.

31. oktober 2019

Føler følelser med 90 km/timen

Hele sidste uge var fandme intenzo. Alene med to børn og vigtige (= svære) ting på mit arbejde… det var hårdt og derfor med flossede nerver, jeg sagde hej til Niklas, da han kom hjem fra Brasilien, Torsdag aften efter putning.

Jeg er …godt nok presset for tiden. Har skrevet det før, men det fylder bare meget. Parforhold. Fuck mand, hvor er det bare ikke for børn, at få børn med den man elsker. At få et forhold til at holde til al det slid og underskud og konstante overtræk på kærlighedskontoen. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvordan det er meningen, man skal blive sammen, når nu man konstant blir revet fra hinanden, af sine børn. Dét kombineret med PMS fra helvede og stress over arbejdet, gjorde bare at hele læsset væltede for mig i går. Og jeg græd i tre timer, indtil der ikke var flere tårer tilbage. Så krammede Niklas mig og så tog vi på date i Skuespilhuset. Af alle ting så vi Symposion – En hyldest til Eros. Lol.

I dag har vi gået tur i solen, holdt i hånd, købt blomster til min mor. Kurt valgte lilla og lyserøde roser med ordene: Mor, ved du hvor gammel en hunko kan blive? (Næh). 50 km. Ved du så hvor gammel en hanko kan blive? (…) HALVFEMS km/timen! De er mega smukke, de blomster.

Og så var det hele pludselig godt igen.

27. oktober 2019

Faux veganer 7. uge. Nye vaner og glemte værdier.

Den her uge har været hmmm… øjenåbnende på en eller anden måde. Måske fordi, jeg fik set The Game Changers på Netflix (tak, Chrisstine) eller fandt @vegan_sarcasm på Instagram (tak, Karoline). Eller også er det bare fordi jeg nu er nået til fasen, hvor den mentale mælkesyre sætter ind.

Jeg har været alene med ungerne hele ugen og max presset på mit arbejde hvilket har gjort, at jeg faktisk ikke rigtig har fået spist så meget, fordi jeg ikke rigtig gider at stå og lave super avanceret og ny veganermad og derfor har jeg bare spist frugt og peanutbuttemadder og drukket mig midt over i æblejuice i stedet.

Værdier. Og min naive barnetro om at der eddermaneme er underligt at slå et dyr ihjel, blende det og smøre på en rugbrødsmad… Den har naget i den sidste uge. Sidste gang jeg var vegetar (i to år), var det primært af miljøhensyn. Jeg droppede projektet fordi jeg … honestly? Pis. Fik lyst til en flæskestegssandwich og ikke kunne stoppe med at spise kød igen. Den der gamle sang med at animalsk protein var vigtigt / sundt, og jeg havde brug for kød, var nok en del af, at der kom kød på min menu igen. Med andre ord har det dyreetiske helt ærligt aldrig rigtig fyldt for mig. Jeg har fået ind med modermælken, at vi er mennesker og vi slår altså dyr ihjel og spiser dem. Det er naturligt og okay. Og den lille franske dreng på youtube der ikke vil spise blæksprutte stemme inden i der siger “…men!” har jeg meget hurtigt kunne lukke af for. Men den her uge, har den stemme været der. Meget. Og jeg kan mærke at jeg faktisk har følt mig – shit, det blir tacky, det her – rimelig empowered, og som en der, for en gang skyld, handler i overenstemmelse med sine værdier.

En anden ting der har præget denne uge (men også de foregående) har været opturen over de fællesskaber der er i den her mærkelige rejse. Ikke kun nye, digitale fællesskaber, men endnu mere, at tage samtalen med gamle venner, Jer i kommentarsporet (undskyld jeg har været så dårlig til at svare sidst. Men den her uge altså. Sindssyg, siger jeg jo!), min familie og finde ud af hvor mange af dem jeg kender, der er lysår foran mig i de erkendelser jeg tramper rundt i for tiden.

Tak, men nej tak

– Chiagrød fra The Protein Kitchen. Alt med chia faktisk.

– Cowspiracy på Netflix. Er ikke mentalt klar.

Ja tak:

– ristet tofu med soya. I havde sguda ret!!! Okay. Tak.

– insta memes

– dokumentarer om sundhedsfordele ved grøntsager

– mandler og rosiner kombi

– Besøg på bondegård i weekenden med grisebabynusning, lammekidsklapning og kattekillingholdning. Cuuuute.

24. oktober 2019

I don’t need therapy, I have you guys

Jeg er alene hjemme med ungerne hele den her uge og især min yngste tager aftenerne til næste niveau. Shit. Mand. Hvor’for kan de ikke bare droppe hans lur i den vuggestue?! Nu sover han endelig, efter to timers kamp, imellem mine ben (don’t ask). Lad os tage den bagfra som man siger. Klokken er lige nu 20.30. Vi spiste Kl 17, tog nattøj på kl. 17.30, legede til kl. 18.30. Kl 18.30 går vi ind og læser bog til 19.15. Så fortæller jeg historie (fordi Otto stadigvæk er helt psyko). Blablabla. putte putte putte putte putte putte. Nu er klokken så 20.40. Køkkenet sejler, der er en tøjvask der skal tages ned og en der skal hænges op, så smøres madpakker, pakke tasker og SÅ skal jeg arbejde og lave præsentation til i overmorgen, hvor det er meningen, at jeg skal starte et internt undervisningsforløb i designtænkning, op. What. The. Fuck.

Jeg er faktisk en ok grineren mor mellem 8.00-18.00. Men de her aftener dræner mig seriøst, på måder jeg aldrig har oplevet det før. Aftenens psykiske tortur sætter sig som et posttraumatisk stempel midt i panden på mig, som jeg bærer rundt med mig konstant, og det gør desværre alt det sjove lidt mindre sjovt. Fordi limen der holder det hele sammen er grå. Så, midt i det grå, er der momenter af oprigtig lykke og glæde. Især når vi leger om eftermiddagen og har det ægte lol og pop, bare os tre. Men trægheden, vasketøjet, køkkenet, alt det der sejler, fordi jeg lader det sejle, fordi jeg forkælet insisterer på at jeg vil lege med mine børn, bare een gang om dagen. Det gør bare at det indre vandspejl ligger meget lavt og at der intet skal til, at slå bunden ud på mig for tiden. Skyder på at det primært er fordi mine morgener for det meste inkluderer toårig der skriger hysterisk og sparker mig i maven når jeg prøver at skifte hans ble og fireårig der råber lortefuck og nægter at samarbejde når vi skal ud af døren. Og når man endelig når frem til sit arbejde er det bare sådan “Ahhhh! Afslapning!”

22. oktober 2019

Mit Barn. En boganbefaling

Det er fandme længe siden jeg har måtte spare på en bog! Gemt sider. Sat mærker, læst igen og igen og båret sætninger med mig rundt i hele dage. Og så er det første gang, jeg har læst en bog og følt at dér. Dér var mit tidlige moderskab på skrift. Cecilie Lind sender i “Mit Barn” (modtaget i gave), mig ikke alene tilbage til mit moderskabs vorden, hun sætter også ord på følelser, jeg aldrig selv har kunnet italesætte og derfor bittert er brændt inde med. Og så gør hun det så freaking smukt og helstøbt, at jeg ikke kan andet, end, at være taknemmelig for, at der findes rigtige forfatterinder på jorden, som kan sætte ord på deres følelser, så vi andre føler os mindre alene med vores. Og så skriver Cecilie så gudesmukt. Altså! “Jeg græder og græder og uden grund. Mine tårer er mit hjertes mælk, men ingen drikker dem” (please nogen, lav life quotes klistermærker til væggen, af alle de citater).

Skænderierne, at være blind passager på den lede kælling, der pludselig har indtaget ens krop, at elske sit barn helt ind i mørket. At hade sin krop, være fremmed for sig selv og længslen efter at dulme selvhadet med kjoler og ny identitet. Alt det grimme blir skrevet og smukt og okay.

Jeg græd mig igennem den. Det ville være så klassisk at skrive: Giv den til en nybagt mor, men jeg vil snarere sige: Giv den til en nybagt far! Så ved han, hvad der foregår derinde, i sindet hos en skrøbelig mor.

💗

Ps. Læselisten er opdateret med ovenstående og Ursula Le Guin ‘De Udstødte’.

19. oktober 2019

A small step for mankind, a giant leap for mig (status på 6. uge som veganer)

Sidste uge gik op og ned her i veganerville. Det vil jeg godt skrive lidt om, plus noget med hvornår man må kalde sig veganer, og hvorfor jeg har brug for at klamre mig til ordet, lidt endnu – også selvom jeg ikke er en særlig god en af slagsen.

6. uge som veganer gik godt da jeg

– lavede en kæmpe portion falfler og seriøst nailedit i første hug. Bagepulver, en hel flaske olie til stegning og jeres tip med at sørge for at farsen er tør nok, gjorde vist tricket. Lavede en portion af en hel pose kikærter. Det blev til …mange falfler. Som nu er i fryseren. Halle-fucking-luja.

– i forløbets første brandert-shawama-craving – formåede i stedet for kød, at bestille en falafel durum. Mit fulde jeg er med på den nu.

– endelig fik købt vitaminpiller. Med B12! Jeg endte med at købe Drogens Vital Multivitamin på Apoteket. Phew, de er store, sådannogle urtekussepiller. Men det føles da meget godt. Bagefter.

– opdagede at jeg bare kan hælde et skvæt kogende vand i min sorte kaffe, i stedet for mælk. Det kan jeg godt vænne mig til. Og jeg er meget, meget glad for at slippe af med den lille irriterende samvittighed, der har prikket til mig, hver eneste gang, jeg tager en af de små trekantede mælkebrikker. SÅ meget emballage, for så lidt.

– serverede risruller med en masse fintsnittet grøntsagshalløj fra skuffen, falafler (ok mærkeligt, men det var lige, hvad der var – og kunne ikke finde på et godt vegansk alternativ) ris og peanutsauce (den der med peanutbutter, ingefær, soya, lime og vand. MMMMHHH!) og mine børn spiste det. Og til sidst – og det kræver et helt punkt i sig selv, for DET her er i sandhed breaking

– OPLEVEDE  MINE BØRN GROVSPISE RÅ HVIDKÅLSBLADE!

6. uge som veganer gik dårligt da jeg

– Tog mine unger på Mc. Donalds og kværnede en stor (vegetar)burgermenu og 7 chilli cheese tops på ti minutter.

– Var ude til fødselsdagsmiddag med en veninde, på kinesisk restaurant og spiste mig midt over i dim sum inkl. dumplings med rejer og oksekød. Shit, det smagte godt.

– Spiste æg ca. hver eneste dag. Hej. Jeg hedder Ida. Jeg er æggeafhængig.

Af ovenstående (og ugen generelt) udleder jeg følgende

– Jeg har stadigvæk ikke lært at få nok kalorier ind i min madlavning. Og da den blok tofu, som sender mig bebrejdende blikke fra køkkenhylden, forekommer mig cirka lige så tillokkende at bruge i min madlavning, som et foster i formaldehyd, tænker jeg at det ikke umiddelbart bliver dén vej, jeg går.

– Måske skal jeg “bare” (= gigantiske gåseøjne – Det ville være et gigantisk skridt for mig) være vegetar der ikke drikker komælk. Men hvornår må man kalde sig hvad? Folk har mange meninger og jeg er også i denne uge blevet spurgt “Hvorfor kalder du dig ikke bare for vegetar”, hvilket eddermaneme er et godt spørgsmål. Hvorfor ikke bare være vegetar. Well. Jeg tror at jeg har brug for ordet. Veganer. Det er faktisk lige nu nok min vision, at blive så godt som fri for animalske produkter. Og selvom jeg slet ikke kan forestille mig ost og æg som ikke værende en del af mit køkken, så sigter jeg altså efter stjernerne lidt endnu. Og dem står der sgu veganer på.

Jeg vil hellere være en veganer der falder i, end en perfekt vegetar. For det er stadigvæk tidligt i forløbet og jeg trænger til at spejle mig i nogle veganske forbilleder og finde inspiration i det veganske køkken. Og lige præcis dét, lidt kluntede behov, for at kalde sig for noget, man egentlig ikke er, oplevede jeg ret meget at blive “mødt i” i den der veganerudfordring (som jeg seriøst lover snart at holde kæft med).

De skriver f.eks.: “Veganisme er ikke en alt eller intet-ting. Det handler om at gøre så meget godt som muligt. Så hvis du føler, at du godt kan være veganer, men ikke leve uden ost. Så bliv veganer, bortset fra når det kommer til ost. Hver gang du erstatter et animalsk produkt med et vegansk alternativ, har du taget et skridt mod en bedre verden.” 

Så altså, ja. A small step for mankind, a giant leap for mig. Og jeg er faktisk ret stolt.

15. oktober 2019

Søndag = Selvhjælp (feat. Brené Brown)

I går havde jeg tømmermænd og trængte til et kram af Youtube. Det fik jeg, så snart jeg faldt over en amerikansk forsker, der hedder Brené Brown, som af en eller anden grund er fløjet totalt hen over hovedet på mig, selvom hendes TED talks efterhånden har et par år på bagen. Bedre sent end aldrig. Hendes motto er noget med ‘The power of vulnarability’ og at være modig nok til at være sårbar. F.eks. lærte jeg at Courage betyder hjerte på latin: At mod er noget man gør med sit hjerte og sine følelser. At lytte til sin skam. Ikke at gå gennem verden og lede efter beviser på, at man ikke hører til, fordi man altid vil finde det. At selvværd ikke er til forhandling. Og noget med at skam og frygt er de onde fætre til sårbarhed. Dét var tiltrængt vand på min mølle. Ikke så meget i mit privatliv, men mere i mit arbejdsliv.

De sidste par år – som jeg vist også har skrevet om før – har mit arbejdsliv været påvirket af, at jeg har følt mig afkoblet fra mig selv: At jeg har følt, at jeg skulle være en anden på mit arbejde, fordi at hvis jeg var mig selv ville jeg nok bare blive fyret igen. Så jeg har en oplevelse af kun i små glimt at turde være mig selv, og at have hele hjertet med, sige til (og fra!) i møder, foreslå nye muligheder osv. I stedet har jeg gemt mig væk og gjort en helt masse halvt, fordi jeg ikke turde lægge den indsats i mit arbejde, som kun kommer, når man har sig selv 100% med.

Sårbarhed. At stå i det åbne rum. At gøre noget jeg virkelig gerne vil lave, uperfekt i dag, i stedet for at at udskyde det til jeg er 100% perfekt, vente på at timingen bliver 100% perfekt (note om at arbejde i det offentlige: Tid er ikke man får, det er noget man tager), fordi det BARE ALDRIG SKER. Jeg bliver aldrig 100% perfekt. Omstændighederne bliver aldrig perfekte. Så fucking simpelt, men også så freaking svært at efterleve. Men sårbarhed – at gå åbent ind i et mødelokale, LYTTE  og se hvad der sker – er jo også dér innovationen sker. Dér kreativiteten og det kollektive geni bliver sluppet fri.

Brené siger det selvfølgelig hundrede gange bedre end mig, så hvis du også trænger til et arbejdskram, så se selv her.

13. oktober 2019

Morgenrutine med løg på

Det er som om min mand og jeg har glemt, at vi har fået børn. Ikke fattet, at dem der er flyttet ind ikke er voksne, og derfor gir lige præcis nul fucks for om vi når udflytterbussen, får tøj på eller børster tænder… Dét kapitel, har vi ligesom bare ikke lige læst.

Derfor ser vores morgener cirka sådan her ud:

6.30: Otto vågner

6:45: En af os står op med Otto, sætter kaffe over, giver Otto mad, smører madpakke til Kurt, finder tøj og tandbørster frem

7:10: Kurt blir slæbt op og ud i køkkenet (vi prøver virkelig at få ham tidligt i seng, men udflytterbus=sen lur=aftenfrisk=morgensur aka The Circle Of Fucking Life

7:15: Kurt spiser, Otto leger.

7.30: Niklas går i bad(?!) og jeg kaster noget makeup i hovedet og tager tøj på.

7:30: Børnene får tøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

7:45: Børnene får overtøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

8:00: Vi er kommet ned fra 4. sal og sidder i ladcyklen og ræser nu igennem byen for at nå udflytterbussen som kører ret præcist kl. 8.10.

8:15: Jeg står og vinker farvel til tonede ruder.

8:30: I vuggestuen og aflevere Otto

8:45: Kører på arbejde

9:15: Være på arbejde. Heeeej!

Hvordan det går hjemme hos os? Helt ærligt, så op og ned, at jeg ikke rigtigt orker at sætte ord på det. Både fordi ham jeg deler løjerne med, ikke har behov for, at mommyblogge vores kvaler ud over alle tage. Men også fordi mine humørsvingninger, for tiden er så store, at jeg blir helt skitzofren, når jeg forsøger at skrive det ned. Den korte version: Er ret sikker på at det er mig den er gal med. I hvert fald blir jeg tit sur og ked af det uden grund og lader det gå ud over min familie.

Jeg er nået frem til at en stor del af mine nedture bunder i kontroltab og noget så simpelt som tidspres. Så nu er Otto og jeg, i første omgang, gået til kamp mod De Stressede Morgener Fra Helvede og er kommet med hvert vores bud på, hvordan vores drømmemorgener ser ud. Det fungerer ret godt at have noget at pege på og sigte efter. Nu skal vi bare liiige have det implementeret i praksis:)

Lola Jensen, du ringer bare.

11. oktober 2019