Beklager stilheden, men skulle lige synge mig ned på en balkan ø-lejr på Lyø. Er back on track igen hele næste uge og det blir skisme rart at rode lidt med miss Damo og den gode nyhed i morgen.
Ørentviste og sure sokker fra Ida.
DaMo har endelig fået pusten (og armene ned igen) ovenpå vores fødselsdag. Drengene er taget på Roskilde og vi piger mødtes hjemme ved smukke næstformand Lykke til aftensmad og holdt et amputeret omend meget tiltrængt og hyggeligt bestyrelsesmøde. Vi er nemlig så småt gået i gang med at planlægge, hvad vi skal lave til Modeugen i august, og jeg har lige talt med een fra DAFI som forhåbentlig kan hjælpe os lidt igennem organisationsjunglen:)
Men nu blir jeg vist NØDT til at se Oprah Winfreys finale show igen.igen.og.så.igen. Det er altså følelsesporno på ekstremt højt plan og jeg freakin’ elsker hende! Hver gang jeg synes at det er ih og åh så hårdt med DaMo og jeg har lyst til at lade den åndsvage spasser modeverdenen sejle sin egen sø, så minder Oprah sgu lige en om hvad der er vigtigt her livet. Noget med at lade det indre lys skinne. Det går rent ind.
Blev sgu lige så stolt og glad da jeg så et af vores GNOM projekter for Århus Kommune flyve rundt ude i den regnvåde sommerverden til kamp mod alle århusianske skraldesvin. Det er i øvrigt vores teamleder som lige tog en for holdet og stillede op som blotter på øverste billede:)
Ajmen. Årh! Findes der en følelse for lettet+adrenalinhøj+glad+uopmærksom+multitaskende+fuld, så var det dén følelse jeg rendte rundt med på en tagterasse i Torsdags da Danske Modeller’s første fødselsdag løb af stablen.
Tusinde TAK til:
Soho House
Royal Unibrew
Danish Fashion Institute
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade
(Foto: Matias Bager)
(Foto: Michael Holst)
Jeg er 26, og jeg synes sgu nogle gange det er mega svært det der med at spise. Jeg troede det var noget man lærte som 3 årig, men når man bliver voksen er det ikke længere maden der flyver rundt ved spisebordet, men derimod tankerne. Jeg kan ikke finde rundt i den jävle Bitzjungle med rødbedesmoothies der hvor hosen bugter sig, og en Thorbjörgjane i meget stramme gepardshorts. Der er dog een bog som har hjulpet mig rigtig meget, og den hedder (noget så forfærdeligt som)
10 kg på 10 uger. Den hjælper mig til at give mad den mentale plads som mad nu engang fylder i min verden. Som hovedregel vil jeg
aldrig være sulten (og hvis jeg er, så er det om aftenen eller hvis jeg skal på undertøjsjob dagen efter, der er det godt hvis maven er
tom synes jeg). Tit og ofte spiser jeg i perioder meget mere end i andre, og jeg kan snilt tage 6 kg på henover julen. Men det er bare fordi jeg er hemmeligt forelsket i and og gris.
Jeg har vejet meget mindre end jeg gør i dag, og dengang spiste jeg egentlig på
samme måde som nu bare mindre mængder. På et tidspunkt spiste jeg dog i en
periode (især da jeg boede alene i udlandet) væsentligt mindre
(f.eks. 3 gulerødder og 1 æble pr dag eller 1 kaffe latte på en hel
dag). Så begyndte maden at blive en hellig ko: Jeg læste i kogebøger
om aftenen inden jeg skulle sove og legede lidt med tanken om at gå
ind på de der forfærdelige pro ana sider. Jeg har dog aldrig gjort det da min
“spiseforstyrrelse” udsprang af et forfængelighedsspørgsmål/krav
fra modeljobbet og ikke f.eks. et posttraumatisk stresssyndron eller
andre oplevelser som kan lede folk ud i anoreksi og bulimi. Grunden til at jeg ikke spiste var fordi jeg synes det var pænt at være tynd.
Det tog overhånd og som sagt hjalp 10 kg på 10 uger (hader seriøst det navn,
fra nu af hedder den bare den røde bog) mig rigtig meget med at
holde fokus på sund mad. Pernille Aalund (I know, men hun gør det altså bare for mig i den bog!) skriver om urkraften, det smukke i at være kvinde, og glæden ved at give sin krop mad som kroppen elsker.
Når folk spørger “Hvordan var det så at have en spiseforstyrrelse?” Så siger jeg altid at jeg føler mig som en alkoholiker som skal have en øl om dagen for at forblive i live. En alkoholiker er jo også “en alkoholiker som ikke drikker”. Og sådan
har jeg det: Jeg skal have mine problemer på dagsordnen, så jeg ikke får dem på nakken. Når jeg husker det gør det mig tilgengæld så meget stærkere, og jeg er stolt over at jeg formår at holde de usunde tanker og handlinger fra døren. Somme tider er det utroligt svært, men jeg har lært at tolke faresignalerne og især lært at INTET modeljob skal få mig ned med nakken. Hvis jeg står en dag i et par str. 34 stækjeans og en lille hvid top til teenagere og det seriøst ligner noget der er med løgn på, så tænker jeg at jeg er 26 år gammel. Det teenagetøj er beregnet til 14 årige og jeg GIDER ikke se godt ud i det – det ville være unaturligt hvis jeg gjorde det! Når det så er sagt ville jeg stadigvæk ønske at jeg kunne være mindre og kan
sagtens savne min gamle modelform. Men når jeg tænker på hvad jeg gik glip af socialt og i forhold til mad så er det bare ikke det værd. Her skal det lige nævnes at jeg virkelig elsker mad. Altså e.l.s.k.e.r. Har I set Julia Child i chickflick no.01 Julie & Julia? Dét er så glad jeg er for mad.
Min (virkelig gode) modelmutter siger altid at “vi må sgu aldrig sulte os selv.” Hun sælger naturlige piger; piger som er naturligt slanke, og selvom jeg absolut ikke er den tyndeste ske i skuffen så er der heldigvis også plads til mig. Engang var jeg flov over at have det højest tilladte hoftemål, men nu er jeg nærmest en smule stolt af det. For det hoftemål er bare en del af mig. Og når kunderne booker mig så må de tage hele pakken.
Det har været en dejlig åbenbaring at få.
Danske Modeller holder fødselsdagsfest på Torsdag i Kødbyen, og det bliver intet mindre end fantastisk! Ida Daugaard kommer og spiller sammen med Malene, og senere spiller min gode ven Nik B sammen med søde Søren aka Ghettosoul. Vi skal spise skumfiduser og drikke øl og jeg kan næsten ikke vente!!
Ps. Hvis du vil med så bare lige skriv til mig:)
Farvel til kreative morgenmadsmøder, post-its krige og reklamesnak. Suk.
Men heldigvis goddag til DaMo, sommerferie og random brunchdates – også på hverdage!
Min kloge medgnom gav mig et virkelig godt råd på vores sidste dag (nogle gange skal man sgu høre det fra andre). Hun sagde: “Du skal skrue op for at være mindre distræt – Ellers kommer man bare til skade” (når man evaluerer kaospilotstyle kan det være lidt svært med syntakserne – tilgengæld er det MEGET pædagogisk).
Og det er virkelig SÅ rigtigt! Fårk hvor skal jeg bare blive voksen og lære at stave til selangivelse.
Punktum.
Jeg har derfor brugt min første fridag på at sætte papirer i mapper. Og så er vi så småt gået i gang med at planlægge DaMo’s bidrag til modeugen.
Oh baby! Vores nye flotte hjemmeside er i luften. Tusinde tak til Line Ramsdal og hendes studiegruppe fra RUC og til Peter Langsted for at bikse den sammen. Det er blevet til en edderspændstig wordpress creation – Se selv på www.danskemodeller.dk
Jeg fejrede på den eneste rigtige måde: med helstegt lam, rock og nøgenbadning i Sverige. Det der tistortion klarede sig vist fint uden mig.
Tillykke seje forening som bliver 1 helt år i dag! Mor er stolt.
Nå. Så blev der besluttet i Ida’s hoved at en blog altså er ens egen. Og hvis folk synes den er åndsvag, kan de jo bare lade være med at læse den. Der sker SÅ mange seje ting for tiden, og jeg bliver altså nødt til at få det ud.
Var til møde med min nye bankrådgiver. Han er en ung tuborgkindofguy, og jeg tror han lige er manden til at få mig tilbage på sporet. Ikke at der nogensinde har været et spor… Altså det har der sikkert, jeg har bare aldrig været på det. Vi oprettede en K A P I T A L P E N S I O N S O R D N I N G. Fordi. Og her kommer det. Ida glemte lige at melde SU fra sidste år, og har derfor tjent for meget. Det er der jo mange (især modeller), som gør. Men alligevel. Altså. RET meget for meget. Som i: Jeg skal betale 70.000,- tilbage for meget. Uff og ondt i maven.
Men jeg kender heldigvis en model der hedder Christina Berg and she knows altså shit om penge. Hun har en kapitalpension fordi, at når man så har tjent det man må i løbet af året, så kan man bare sætte ens efterfølgende løn ind på den pensionen. Det er der altså flere fordele ved hvis jeg har forstået det rigtigt.
1) Man kan først få ens penge udbetalt når man er 70, og de bliver derfor ikke brugt på B&J, økoshit fra Føtex food og overpriced togture i tide og utide… (tilgengæld lidt deprimerende at tænke på hvad de så skal bruges på… gigtmedicin og tena for eksempel.)
2) Man behøver ikke sige nej til jobs. At være model er jo for de fleste (i hvert fald mig) et job med en stakket frist, så det er sgu synd at måtte sige nej når det er nu man kan.
3) Man risikerer at få et girokort ind ad brevsprækken som ser sådan her ud:
Dagens første ord: Kapitalpension
Efter mødet i frokost var jeg på arbejde på Recommended. Kommer altså til at lave alt.alt.alt for meget DaMo for tiden, men det er altså bare fordi det er så vanvittig fucking mega fedt efter at vi har fået pimpet vores bestyrelse! Der er så vildt meget energi og karma og uden at afsløre for meget vil jeg bare sige… Host host.. Ny hjemmeside og en lille bitte hemmelig ting i KBH… Liiiiige på trapperne. Siger det bare. Husk at sætte kryds i kalenderen d. 23.06. for der skal du nemlig noget.
Er sgu småforelsket hele min bestyrelse for tiden – Det er jo uden tvivl verdens sejeste bestyrelse og de burde virkelig have vundet en Dansk fashion award i går.
Vi er begyndt at bruge noget der hedder podio som er en slags virtuelt skrivebord. Med andre ord: den geniale arbejdsplads for en forening eller noget andet sejt med mennesker som laver ting. Muuuch better end de endeløse kaskader af kædemails med vedhæftede filer…bræk. Aldrig mer’!
Dagens andet ord: Podio.
Om aftenen var jeg ude og spise med hele den kreative afdeling fra Recommended. Seriøst. Det var altså et sjovt selskab! Iha jeg kommer til at savne dem.
Og nu tænker du nok… Er det ikke? Og jo. Det ér Stine fra Stine Stregen. Totalt god til tegninger. Hun er lige blevet ansat på Recommended som tekstforfatter (på den multidiciplinære måde), og så kunne man da lige prøve at sidde ved siden af en af ens yndlingsbloggere en hel aften. Riiimelig dejligt. Og ret dumt at drikke så meget rødvin at jeg ikke rigtigt kan huske hvad vi snakkede om.
Nu tar´jeg op i en svensk skov med min far og kører på motorcykel.
.. Jeg er ked af at indrømme det som kommer om lidt. Det er noget jeg har gået og tumlet med et stykke tid sideløbende med et ret skitzofrent forår hvor jeg har været Gnom på fuldtid, modella på deltid og DaMo formand med kronisk dårlig samvittighed på grund af forlidttid.
Til sagen Ida.
Ida´s Idé blev jo til back in the days, fordi jeg havde fået en fix idé om at jeg ville lave en forening for modeller. I parantes skal det nævnes at på en designskole (som er det jeg går på) kan man ikke sige “idé” uden også at sige “process”. Uhmmm… Smag lige på ordet. Process. For efter 4 års uddannelse ved jeg endnu ikke hvad interaktionsdesign (som er det jeg læser) er, men i PROCESS landet. Dér er jeg dronning. Og Ida’s Idé’s eksistensgrundlag har oprindeligt været at være processblog, som skulle afholde mig fra at SNYDE og tage på den permenente og være nøgen (Ja! Nøgen. Det må man nemlig i Århus.. Så kan det der Bryggen altså godt pakke sammen) i stedet for at lave forening. Så sad jeg der under hemsen og skrev vedtægter og spørgeskemaer, mens alle de andre var ude og blive brune. Og det var dét jeg kom fra. Fordi det er lidt som om at det oprindelige eksistensgrundlag er forsvundet. Ida´s Idé er blevet til en lunken (=fesen) blog som ikke ved hvilket ben den skal stå på. Og det er ikke fordi at jeg ikke gerne vil fortælle tusinde historier om hvordan lår + Ben&Jerrys + jeans str. 34 bare ikke rigtig fungerer for mig. Jeg ender med at vride mig på et koldt badeværelsesgulv hos en smartienfart fotograf for derefter med pulserende pandeblodåre og sved på overlæben, at gå havfruegang tværs igennem studiet, smile undskyldende til kunden som – og her peaker pinligheden – smiler overbærende tilbage med en slet skjult det-var-ikke-det-vi-bad-om mine – Årh! Jeg kunne dø af skam!! Nå. Men de ting ville jeg jo gerne skrive om, men ved simpelthen ikke om det dur når man er formand og supposed to be vigtig and shit. Omvendt har jeg i omegnen af 8 hits om dagen hvilket så vidt vides og med al respekt for mine dejlige (dejlige!) 24 læsere vist ikke er overdrevet mange. Så måske man godt kunne prøve det der med ucensoreret ærlighed.
Jeg er nemlig kommet til at bevæge mig lidt ud i blogland (kun 10 år for sent, but well), og det er jo helt fantastisk hvor mange små sproglige knaldperler som er drysset ud over den danske bloghimmel. De blogs jeg allerbedst kan lide er tåkrummende ærlige og gerne fyldt med ord. Modeblogs har jeg lidt sværere ved at fordøje, men de glider som regel også ned hvis de også poster ting der ikke handler om tøj. For modetøj interesserer mig mindre end lidt. Jeg har ikke råd til at synes det er fedt. Ord tilgengæld de er gratis, og kan ligesom Monkitøj, også sættes sammen på både kryds og tværs. Måske er det derfor at de der ordblogs fanger mig. Og babyblogs. Men lad nu dem ligge dumme forbandede skrukhjerne som ikke kan forstå at jeg skal være sej og businessagtig designer de næste mange år. Suk. Elsker børn. Også fremmedes folks børn.
Men tilbage til det jeg gerne vil sige som er. Jeg ved ikke hvad Ida´s Idé er mere. Gør i? …… Du? Anyone?