Til min store skræk har jeg opdaget at mine sidste posts her på bloggen er skrevet (en lille smule) uden kærlighed. Måske er det især i lyset af Jennys seneste indlæg at jeg får lyst til at skrive et ærligt indlæg om mine udfordringer med at overføre de bæredygtige tanker til praksis Not as easy as I thought!
Det er præcis et år siden jeg blev vegetar og besluttede mig for at al æg og mælk jeg køber skal være økologisk. Efter flere års tilløb var det Jonathan Safran Foers “Om at spise dyr” som fik mig endeligt ud over kanten. Dog spiser jeg stadigvæk fisk, og jeg ville ønske jeg var bedre til at undersøge præcis hvilke mærker og arter som er bedst/værst at spise.
I starten var jeg flov når jeg fortalte at jeg var vegetar af etiske årsager. Jeg elsker kød, og det er udelukkende for at redde verden at jeg ikke kører stenalderstil med store bøffer hver dag. Derfor frygtede jeg lidt omverdens reaktion på at jeg nu var en del af the treehugging crowd. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere tilpas befinder jeg mig i kategorien. Det er egentlig sjovt at man kalder de økologisk bevidste for ‘hellige’ når det i virkeligheden er de mest realistiske af os alle sammen.
Et eller andet sted har det været ret nemt at tænke bæredygtighed ind i mine madvaner. Der er bare ikke så meget signalværdi i en mælkekarton som der er i en ny frakke. Tilgengæld har jeg enormt svært ved at implementere min bæredygtige overbevisning i mit forhold til mode og tøj. Ud over at pudse glorien med mit arbejde i Danske Modeller og mit afgangsprojekt, synes jeg helt ærligt ikke jeg er særlig god til at praktisere bæredygtighed i modeafdelingen. Mit tøjskab bugner stadigvæk af tøj jeg ikke rigtig går med, og de sidste tre ting jeg har købt har ikke været bæredygtige. Tilgengæld har jeg lovet mig selv kun at købe langtidsholdbart tøj (altså tøj som jeg realistisk set forestiller mig at bruge i 10 år).
Skrædder Sten Martin fortæller om begreberne modedetoxing og garderobefedme på sin blog, og lige så meget som jeg kan se mig selv i hans beskrivelser, lige så lidt ved jeg hvad jeg skal stille op med mit særdeles overvægtige klædeskab. Under min Wardrobe Challenge opdagede jeg at jeg sådanset godt kan lide at have alt mit tøj på (næsten), men alligevel går jeg i de samme 5-6 par bukser, og jeg kan ikke få mig selv til at sende de resterende 20(!) til genbrug. Jeg er totalt samlermanisk og ville virkelig være en dårlig buddhist med alle de emotional attachements.
Min veninde tager jævnligt på messer som Mega Kup og sælger ud af sit tøj og får en hyggelig dag ud af det. Hun køber næsten alt sit tøj i de andre boder, og hun ser altid irriterende godt ud. ‘Byttecentraler’ som Mega Kup, Trendsales og Resecond i Jægersborggade er da også et virkelig godt alternativ til brug-og-smid-væk kulturen. Måske jeg bare skulle tage at komme ind i brug-og-byt kampen – for det er vel bedre end puds-glorien-og-køb-inwear-når-ingen-kigger mentaliteten som jeg har praktiseret de sidste to måneder (altså jeg har i alt købt tre stykker tøj siden jeg stoppede min challenge i maj måned, så det er jo ikke helt skidt – But still). Hvad hulen skal man gøre med alt sit tøj? Hvad gør andre?
Jeg lader lige Jenny få de sidste ord omkring kompleksiteten ved at bryde med så samfundscementerede normer som paradigmet omkring at forbrug = godt (men læs hellere hele indlægget – hun siger det altså bedre end mig):
“This is all about taking responsibility for my actions, something my generation is so incredibly bad at. The scary thing is I already know this, but still I have had a hard time remembering it. I think it is because it is not normal in our society and I am not constantly reminded that I should think about how I spend my money. Instead I am constantly reminded that if only I get this new thing I will be “it” and I will be happy. It is quit disturbing realizing how “easy” a human being one can be. This is the psychological aspect of this case, but I just have to remind myself, and surround myself with others who can remind me. For instant R.I.P. Elin Kling, Columbine Smille, Luxury Shoppers, Vilde Kaniner, Fashion Toast, Northern Light, Blame it on Fashion and everyone els who are, when you start to think about it, very unscrupulous about constantly spending money on material possessions, and their blogs are only about what new things they have just bought, (trust me it is not about style as I was fooled to believe, it is a guide on how to buy the right things so that people think you have style.) But also hello to new blogs like FashionMeGreen, Ida’s Ide (not new, but she is definitely one to be mentioned here), and also blogs like The Sartorialist, Garance Doré, Emma Elwin, Capture the Castle and Milk/Signe (and Tumblr is a good source too) for providing inspiration without giving me the feeling that I should rush out and buy whatever they just bought, because they don’t showcase their spending habits.”
