Jeg er vred fordi min mor døde for fire måneder siden. Jeg er vred over at det kun er dem i min omgangskreds, der selv har mistet, der forstår at jeg er ved at blive et nyt menneske og at det er svært. At hele verden har skubbet sig. At jeg skal lære at leve på ny. Jeg er vred på mig selv over den maske jeg tager på, som er den gamle version af mig, mens der inde under masken er blevet født et nyt lille, slimet monster og det er jeg i gang med at lære at leve med. Og for at lade det udenpå afspejle det monster indeni lader jeg hårene på mine ben gro, bruger ikke deodorant og makeup, vasker jeg ikke hår. Jeg vil helst gå i gammelt sort tøj. Men når jeg skal på arbejde, så tager jeg alligevel mit pæne tøj på og børster tænder i stedet for at let my little freak fly. Jeg er vred på denne mærkelige adfærd som jeg ikke helt forstår.
Jeg er vred på moren i min søns klasse der på første skoledag to uger efter min mors død sensationslystent spørger ”HVAD DØDE HUN SÅ AF???”
Jeg er vred over hvor ensom denne rejse er. Hvor meget folk er videre. Selv mine tætteste venner. Selv min partner. “Vi tænker jo ikke over det”. Tak, det har jeg bemærket. I er videre. Og jeg er fanget i en sump. Og alt det jeg troede mine venner og familie skulle snakke med mig om, er jeg alene med. Det er mig der skal snakke om hende, men det er svært at snakke når ingen spørger. Jeg er vred over at jeg bliver bange for at skrive denne sætning, fordi jeg tror at mine venner og familie bliver vrede på mig over det. Ironien! Jeg er vred over at samtalen om min mor og hendes død åbenbart kun varede en måned. Nu er verden videre. (Jeg tror denne tekst måske er et forsøg på at have en samtale med mig selv – og måske Jer, hvis der er nogle der læser dette). Jeg er vred over at jeg oveni at være ødelagt også skal være facilitator og projektleder på min mors legacy. Jeg er vred over at jeg skal educate mine venner og f.eks. sige ting som: ”jeg savner min mor rigtig meget og derfor ville det gøre mig glad hvis du engang i mellem spurgte ind til min sorg eller hjalp mig med at få bragt min mor ind i samtalen, så jeg føler mig mindre alene i sorgen. Jeg ved godt det kan være et tungt samtaleemne – sig til hvis jeg kan hjælpe dig med nogle gode vinkler eller indgangsspørgsmål i forhold til det!” (tak til min veninde, som sendte mig en sms med præcis denne formulering, den er jeg ikke vred over).
Jeg er vred over at det gør mig så bitter, for der er ikke noget mere utiltalende end bitre mennesker. Jeg er vred over at det gør at jeg føler mig som et offer, for jeg gider ikke være et offer. Jeg er vred fordi en person i min nære familie midt i alt det her har slået hånden af mig fordi jeg ikke har “været der nok”. Jeg er vred over at det får mig til at føle mig high maintenance, for jeg synes objektivt set, at det er et ret basic need, at min omgangskreds snakker om min døde mor her bare 4 months in. Men det gør de ikke, fordi den person der ville forstå vigtigheden i at snakke om døde mødre er – tadaa – min mor. Hun ville have været der. Hun ville have snakket om det. Og hende kan jeg ikke snakke med, for hun er væk. Ikke i himlen, ikke i en solsort, ikke i en regnbue. Væk i det store sorte intet. VÆK (fra middelnedertysk wech, afledt af weg ‘vej’, jævnfør norrønt á veg ‘på vej, bort, væk’ beslægtet med vej) Og jeg har aldrig været i verden uden hende. Hendes krop var mit første hus og nu er den væk og jeg er fyrre år og hjemløs.
Og alle mine følelser virker barnlige og jeg skammer mig over det.
Jeg er vred fordi min mor døde, selvom hun var i behandling. Jeg er vred over at den sidste note i hendes sag hos Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning var: “Patienten ser sig nødsaget til at afbryde sin genoptræning grundet for store smerter”. Jeg er så inderligt vred over at ingen af dette omsorgspersonale tænkte “gad vide om vi skulle undersøge hvorfor vores borger har så store smerter?” før de afsluttede hendes genoptræningsforløb. Jeg er så inderligt vred på systemet. Jeg er vred på ordet “Omsorgsforvaltning”, dette forræderiske ord. Jeg er vred over at obduktionen viste at min mor døde af nyresvigt. Jeg er vred over at hendes læge ikke vidste at hun havde nyresvigt. Jeg er vred på mig selv over at jeg ikke vidste at hun havde nyresvigt, Jeg er vred over at jeg ikke reagerede på at hendes hud var lidt mærkelig og hævet sidst jeg så hende og hendes blå mærker på benene. Det var nyresvigt og jeg vidste det ikke. Jeg er vred over at selvom jeg var der så meget for hende, så var jeg der ikke nok.
6 Comments
Må man tilføje?
Jeg er vred over at folk bruger vendinger som “jeg døde lidt af grin” eller “min tlf er død”. Man kan ikke dø lidt, folk man elsker er forever og altid meget langt væk og det er det første uigenkaldelige tab af en omsorgsperson.
Og din tlf er ikke død – den er fucking løbet tør for strøm, og kan lades op igen på ingen ting. Hold op med at bruge ordet død, hvis du ikke har haft døden inde på livet.
Ja!! Man må tilføje og ja! Ærligt, så har jeg altid brugt “dø” meget i flæng – præcis som du nævner. Det gør jeg ikke længere.
Jeg er stadig vred. In mor døde for 21 år siden (jeg er 44). Jeg er heldigvis ikke bred hver dag overhovedet, men når jeg tænker på det, jeg mangler hende til, bliver jeg så vred over verdens uretfærdighed. Og lidt vred på hende, faktisk. Ikke så praktisk. Men så latterligt af hende, at hun gik hen og døde pludseligt. Og så latterligt at hun aldrig mødte min mand, hans skønne børn og vores datter. Min far døde 3 måneder efter jeg mødte min nu mand, men vi fik closure. Så det er jeg ikke vred over. Men har brug for min mor. Effing
Og bær lige over med autokorrektur og slåfejl🙄
Nu er det jo længe siden, du har skrevet dette indlæg, men jeg vover lige en kommentar alligevel. Jeg kan genkende meget af det du skriver, balancerer selv et liv med en syg mor, og det er godt nok svært at finde ud af hvornår man flager med det og den sorg der følger med, og hvornår vi bare lader tingene være. Men det jeg egentlig skriver for er måske lidt mærkeligt, men også konkret: Har du overvejet at gå i sort tøj? Og på den måde markere – måske mest for dig selv, men det er dog et synligt statement – at du sørger? Det gjorde man jo før i tiden, og det giver jo egentlig meget god mening og siger “Jeg er ikke færdig med at sørge”. Det er måske en mellemting mellem at lade monstret gro indvendigt og se helt almindelig ud udvendig. Måske er der også en pointe i en dag at mærke efter og rykke videre fra det sorte tøj – men ikke lige nu.
Det er en bitter erfaring, at kun de mennesker der selv står i skyggen af at have mistet, rigtig forstår. Til gengæld genkender man nu selv det mørke i andre, og så er man i (verdens mest triste) klub, og i det mindste er der nogen der ikke taler i floskler og stiller underlige spørgsmål.
Jeg har oplevet det modsatte også. At kærlige venner spørger her 10år senere, men at der er lukket ind til det rum hvor sorgen ægte bor sammen med dem, så det er mig der ender med at tale i floskler, fordi det virker for mærkeligt på den ene side at sidde som et levende bevis på at livet går videre og er godt, men på den anden side anerkende, at det dér slimede monster stadig udstøder primalskrig fra tid til anden og kalder MOR! i længsel.
Min mor bor heller ikke i en solstråle eller en sommerfugle, men jeg har oplevet det mest forunderlige, nemlig at mine børn kender hende og nævner hende, selvom de ingen reele minder har om hende, og det er en lille velsignelse. Så selvom det slet ikke burde være dit job, så er det godt at du værner om hendes legacy.
Jeg håber stadig en eller anden gang, at støde på en bog du har skrevet!