Morning pages 8: Godt nytår 2025

Godt nytår. Godt nytår til morgensiderne – og godt nytår jer, der læser med. Tak – virkelig – for jeres hep, vejledning og kommentarer. Det gør mig så glad at I findes og at I har lyst til at dele jeres betragtninger og erfaringer med mig og hinanden. At internettet stadigvæk også kan dét.

Klokken er er 06.12 og nu er min 2,5 mrds gamle baby lige faldet i søvn efter en amning. Endelig vil hun sove på det lille plateau min mand har bygget til hende, ved siden af mit sengegærde. Utroligt, at de tyve centimeter der er fra min armhule (som hun har sovet i indtil nu) og ud på vingen kan gøre sådan en forskel, men, det kan det. Særligt fordi jeg for tiden bogstavelig talt har en 2,5 årig med et helt stift glasfiber gips-ben i ryggen. Så de 40 cm plads jeg har om natten til mig selv har været …i underkanten. Så. Tak, tak søde baby for at træde en cirkel væk fra mig i søvne. Det er både dejligt og river på samme tid, dette første trin væk fra armhulen. Vores lille spirals første sving.

I går så vi X-factor og for første gang kunne jeg ikke have min ni-årige slængende over mig mere. Han er blevet så stor. Burger og X factor og høre “De her timer har vi brug for” på repeat og støvsuge og byde velkommen til 2025. For første gang nogensinde hostede vi nytår hjemme i vores eget hjem. Og det har været helt rituelt at gøre klar til det. Vores gæsteværelse er et sted i kælderen. Et mytisk hengemt dernede, befinder der sig et gæsteværelse, som det har været vores mission at finde. Vi har skrabet, gravet, fejet og fjernet henover de sidste par uger for at finde det gæsteværelse, som om det var en skulptur vi skulle grave ud.

Lige pludselig var der kun var een enkelt kasse med vhs bånd og bøger på gulvet tilbage. Og dem kunne jeg stable i små bunker og glide ind under trappen – for ud skulle de sandelig ikke nej – og så! Så skete det magiske øjeblik, hvor jeg i en form for spontan ekstase hang et par billeder på væggen og kælderen med ét forvandlede sig til et rum, vi faktisk kunne se os selv i. Børnebiograf, gæsteværelse, entre. Figuren stod pludselig foran os. Rummet var gravet ud. De ekstra tyve centimeter. De småbitte ryk, det lille sving i spiral-bevægelsen der sker umærkeligt, men som gør at man pludselig kan strække sig. 

Og nu er det d. 2. januar og bælg mørkt udenfor mit vindue. For en time siden, da jeg ammede var det stjerneklart og jeg kunne se lanternerne på de store tankere og de store skibe, der sejler ud til vindmølleparken på den lille stribe Øresund, jeg kan se fra mit soveværelsesvindue. Men nu, tyve minutter senere, har luften forvandlet sig en beholder af fygende sne. Store, bløde flager, der fyger rundt om gadelampen og lægger sig på naboernes teglsten, så de ligner pepitatern.

For præcis et år siden, d. 1. Januar, da vi kun havde boet i vores hus i 14 dage, trak jeg “Tårnet” som kort for 2024 og “Den hængte mand” som kort for overgangen til 2024, i mit (efterhånden tør jeg godt kalde det) årlige Thot tarot nytårsoplæg. Tre døgn senere faldt jeg ned fra toppen af vores trappe og landede med hovedet først for enden af trappen. Jeg lå, helt bogstaveligt som manden på kortet, blev sygemeldt med hjernerystelse. Tyve dage senere opdagede jeg, at jeg var gravid. Altså bare: what – a – year. Da jeg startede på arbejde igen i det tidlige forår, måtte jeg sige op på den projektansættelse, jeg havde kæmpet for at kunne være på, i knap to år; Det var bare for hårdt og for vildt et sted. Og det var sådan en vild lettelse at give op. Giv op! Undervurderet. Alt dette bare for at sige at jeg sjovt nok ikke lige har kunne overskue (læs: turde) at lave mit oplæg for 2025 i år.

Efter et par ugers pause er jeg tilbage til mit “The Artist Way” forløb, og her i forløbets uge 6 er der en sætning som jeg går og mediterer over: Kunst (dvs. at skabe noget, strikke, skrive, tegne, filme…) handler ikke om at “tænke noget op”, men om at “få det ned”. Bevægelsen er vigtig. Det er ikke noget der hænger og svæver i et metafysisk lag oppe over hovedet på os, og som vi skal tænke os frem til eller på anden vis “forstå”, før man allernådigst får lov til at “downloade” den. Det er ikke noget, som vi ikke kan nå, men tværtimod noget, som vi henter i jorden under os. Det er en strøm, der ligger under hver af os og som bare eksisterer? og som jeg kan tappe ind i, når jeg vil. Giver det mening? Jeg tror, jeg synes det gør.

Nå, nu vil jeg gå ned i køkkenet og lave kaffe og skrive til min penneven.

Godt nytår alle sammen! Jeg er så glad for at I læser med.

Kh Ida

PS. Jeg kunne da overhovedet ikke lade være med at lave en Substack🤷‍♀️😬… Den hedder Blomsterne og bøgerne, og er en slags protokol over det, jeg har indtaget i ugens løb, hvis I skulle have lyst til at læse med. Jeg regner med at poste en gang om ugen – hver mandag.