Apropos ingenting

– er vi ved at købe nye havemøbler og jeg er overrasket over hvor kompleks en opgave det kan være. Skal bare være teak, nogenlunde pænt og helst ikke koste 30.000kr. Helt ærligt.

– er jeg ægte glad for for at gå på arbejde for første gang i skræmmende lang tid …måske nærmest nogensinde, i de 7,5 år jeg har været på min arbejdsplads (som er en stor styrelse, med masser af projekter og kontorer, man kan skifte rundt mellem). Hver morgen går jeg sgu nærmest og glæder mig til at møde ind.

– Afleverede jeg min bog til et forlag for et par uger siden. Jeg har skrevet på den i 5-6 år og været så sur på den, at jeg til tider har hadet den helt i stykker (hvilket den faktisk slet ikke fortjener). For et par måneder siden sendte jeg den endda ind, men fik kort efter så kolde fødder, at jeg skrev til dem og sagde at de ikke behøvede læse den alligevel. Ejmenaltså, issues much?! Nu er øvelsen, at vente og have nogenlunde sindsro med at den – uanset hvad svaret bliver – ikke kan blive mere udgivningsklar end den er nu, i hvert fald ikke uden et forlag i ryggen.

– er jeg begyndt at følge New York stylisten Becky Malinsky på Substack. Og det er allerede blevet et dyrt bekendtskab.

– skal min mand og jeg til juni på vores første (og sidste) forlænget weekend getaway-date i 10 år. Er pt lidt lun på Wien, Bologna og London, men andre europæiske destinationer og input modtages med kyshånd.

– læser jeg Thomas Manns Trolddomsbjerget, Theis Ørntofts Jordisk og George Saunders Lincoln i Bardo for tiden. Og er lige blevet færdig med Dostojevskijs Forbrydelse og Straf og Kældermennesket. Kører den, med andre ord, ind med mandlige forfattere, og anbefaler varmt dem alle sammen.

– er jeg startet i skrivekreds med en lille håndfuld tidligere bloggere. Vi mødes med et par ugers mellemrum og deler tekster og giver sparring og det er simpelthen så fedt. 2017-Ida ville ikke turde tro sit held.

– har jeg fået hold i ryggen. Tilgengæld har jeg nu fået gravet og plantet to staudebede, to sommerblomsterbede og et horsensiabed i min have (som basically var en græsplæne da vi overtog den i december).

– er jeg forøvrigt medlem af Haveselskabet og håber at deres staude-bedplaner bliver lige så flotte i virkeligheden, som de er på billederne (har, for de indviede, lavet “Mariannes vinterbed”).

– var jeg i Brøg og høre Emma Holten fortælle om sin nye bog forleden. Hold kæft hun er sej! Glæder mig til at læse bogen – er snydestartet lidt og den virker god.

– skal jeg til 20-ugers scanning i overmorgen. Og selvom det selvfølgelig er vigtigst at babyen har det godt, så er jeg eddermaneme også spændt på at få kønnet at vide. Jeg tror det er en pige.

– har jeg taget så meget på i denne graviditet allerede, at jeg tror, at jeg kommer til at slå min rekord (som er 32 kg) denne gang.

– er det ok vildt at tænke på at jeg, inkl. denne graviditet (som er nr 4) kommer til have taget sammenlagt 120 kilo på og tabt dem igen i løbet af de sidste 10 år. No wonder, jeg har haft tøjkrise.

– i forlængelse af ovenstående synes jeg måske godt at *nogen* kunne have givet mig bare en lille bitte glædelig mors dag post-it note i går. Men efter 9 år i gamet har jeg efterhånden indset, at det eneste moderskabsmerch jeg får, er det, jeg gir mig selv.

13. maj 2024

En pro-life’s erkendelser

I Fredags blev abortgrænsen ændret i Danmark. Et næsten enigt etisk råd stemte for at hæve den fra nuværende 12 uger til de 18 uger, som i 50 år har været abortgrænsen i bl.a. Sverige. På Instagram hylder mange af mine forbilleder, og sådan cirka alle, jeg gerne vil identificere mig med, lovændringen.

Lille disclaimer. Jeg er gravid. I uge 18. I denne uge, skriver min app, reagerer barnet på lyd, slår kolbøtter og måler knap tyve cm fra hoved til hæl.

Om lidt kommer jeg muligvis til at lyde som en rablende bannerfører foran abortklinikkerne i sydstaterne. Så lad mig gøre klart: Jeg synes at fri abort er en menneskeret og grundsten i ligestilling. Jeg er på ingen måde imod abort. Men (dyb indånding) …hvorfor er abort før 12. uge (og i særtilfælde (seksuelle overgreb, misdannelser eller sociale eller fysiske omstændigheder) mellem uge 12-18) ikke tid nok? Risikerer man ikke at folk, vælger børn fra pga. f.eks. dets køn (som kan ses fra uge 14)…?!

For at forstå den nye abortgrænse – siger jeg til mig selv – må jeg først og fremmest undersøge hvorvidt en højere abortgrænse overhovedet fører til senere aborter, dels forsøge at forstå, hvad det objektivt vil sige at opdage at man er gravid og til sidst, hvordan man beskriver et fosters etiske status.

Første punkt. Flere medier nævner, at en afgørende grund til at forslaget om at hæve abortgrænsen til 18 uger gik igennem, er at statistik fra både Sverige, Island og Holland viser, at en ny højere grænse hverken vil føre til flere sene aborter eller til kønsselektion (kilde: DR) – faktisk er tendensen i disse lande for tiden tværtimod, at folk er begyndt at få dem tidligere.

Okay. Så langt så godt.

Punkt to. Hvad vil det sige, at erkende en graviditet (noget jeg sandt at sige kun kender fra egen krop og derfor ikke kan forholde mig objektivt til)

I følge dette amerikanske studie, bliver de fleste uplanlagte graviditeter opdaget i uge 7 (ofte bliver de opdaget før, hvis det er planlagt). Der er, så vidt jeg kan læse, en del i den gruppe, der opdager graviditeten sent, som først opdager den omkring uge 12.

En pointe i studiet omkring “pregnancy recognition” (at opdage/ erkende, at man er gravid) er, at begrebet, for at kunne kvantificeres og blive målt på, i lægevidenskaben anses som en binær proces, hvor en “informations-knap” ligesom bliver “tændt”, og man i samme øjeblik ved, at man er gravid. Men i praksis er det, at opdage en graviditet, en langt mere kompleks proces hvor man opfanger og fortolker symptomer og til sidst forstår at man er gravid. Det faktum, at man kan være fysisk gravid, uden at være kognitivt gravid (fordi man f.eks. tester negativ og/eller ikke oplever tegn på graviditet), gør at det at opdage en graviditet, i praksis, er en liminalfase – en overgangsfase – og altså ikke en binær enten/eller tilstand.

I en rapport om abortgrænse fra Etisk Råd på Folketingets hjemmeside, står der at : “…nuværende abortgrænse (dvs. 12 uger) ikke er lagt helt vilkårligt, men på den ene side er fastlagt ud fra et hensyn til, at der skal være tid til at, graviditeten kan dokumenteres og erkendes af de involverede, og på den anden side, at der ikke bør gå mere tid end højst nødvendigt, før der eventuelt foranstaltes provokeret abort, idet indgrebet som tiden går, bliver stadig mere omfattende” (kilde, Etisk Råd. Jeg kan virkelig anbefale at læse / skimme rapporten, hvis man, ligesom mig, har svært ved at forstå den nye grænse).

Og så til tredje punkt. Rapporten beskæftiger sig bl.a. med forholdet mellem kvindens ret til selvbestemmelse versus fosterets ret til liv og dets såkaldte etiske status. Her skelnes der mellem 3 opfattelser:

1. Den livsbevarende opfattelse: “(…)dette synspunkt indebærer, at ethvert menneskeligt liv er bærer af en ganske speciel værdighed(…)”.

Der skrives videre – og jeg tillader mig lige, at citere direkte videre fra rapporten – “(…) Men hvilke ændringer kan man pege på, som faktisk kan berettige til en sådan forskel i værdighed? Er det, at fosteranlægget sætter sig fast i livmoderen? Er det at centralnervesystemet dannes? Er det, at fostret får et menneskeligt udseende med arme, ben, fingre, tæer, øjne, ører og næse? Er det, at fosteret kan overleve uden for kvindens krop? Eller er det selve det, at barnet fødes, der udgør forskellen. Ingen af svarene forekommer indlysende rigtige i den forstand, at ændringen kan forklare og retfærdiggøre, hvorfor fosteret forud for ændringen ikke er bærer af værdighed, mens det efter ændringen tydeligvis er bærer af den specielle menneskelige værdighed. Derfor er den oplagte konklusion, at det nye liv har den særlige menneskelige værdighed helt fra undfangelsen, således at værdigheden ikke skyldes bestemte biologiske funktioner, men er knyttet til det menneskelige liv som sådan (kilde, Etisk Råd s. 15)

2. Den gradualistiske opfattelse: “Gradualisme indebærer, at den menneskelige værdighed er en kontinuerlig størrelse, som man gradvis erhverver i løbet af livets første periode. Værdigheden vokser så at sige op i takt med det nye liv.” (ikke fra rapporten, men derimod herfra) I rapporten fra Etisk Råd, står der desuden: “Det befrugtede æg er til at begynde med helt udifferentieret og kan som sådan betragtes som andet væv på linje med hudceller eller lignende. Gennem sin udvikling gennemløber fosteranlægget imidlertid i miniformat hele menneskehedens biologiske udviklingshistorie og opnår med andre ord en stigende grad af biologisk kompleksitet, indtil det til sidst har de egenskaber, der er kendetegnende for det fuldt udviklede menneske. Tilvæksten i etisk status kan siges at ske i takt med denne udvikling hen imod større og større kompleksitet”.

3. Personopfattelsen: “Et tredje synspunkt er, at et barn først får fuld etisk status, når det har udviklet de egenskaber, der kendetegner en person, det vil sige egenskaber som for eksempel rationalitet, selvbevidsthed og fremtidsorientering. Først på dette tidspunkt adskiller barnet sig i etisk relevant forstand fra højerestående dyr og har dermed krav på en anden behandling end disse”. (kilde, Etisk Råd)

Okay. Det var de etiske betragtninger.

Nu kommer min personlige holdning. Jeg er instinktivt af den livsbevarende opfattelse. Det kan jeg ikke rigtigt forklare. At forsøge, vil være som at prøve at forklare, hvorfor jeg er højre/venstre-blind, tror på gud eller i fem år var forelsket i Mark Owen; Med andre ord er det hverken noget jeg er specielt stolt af, eller ser som mere moralsk, end så meget andet. Det er bare sådan det er. Dertil har jeg så personligt erfaret, at selvom jeg har stået med en positiv gravidtetstest i hånden, uden på nogen måde, at have lyst til at være gravid, eller kunne se mig selv få en baby indenfor et år, så har jeg ikke kunne forestille mig at få en abort. I situationen har jeg følt mig som en dårlig feminist og forsøgt at tænke på økonomiske og biologiske fordele i at afbryde graviditeten… Erkendelsesfasen, der har efterfulgt chokket, har indeholdt elementer af både desperation og klaustrofobi, men aldrig tvivl, om hvorvidt jeg ville beholde barnet, hvilket var en sær følelse af frihed. At jeg kunne vælge barnet (og her er jeg bevidst om, hvor privilegieret det er, at føle sig sikker nok socialt og økonomisk til dét). Når jeg bliver gravid, er jeg åbenbart ikke bare svanger, men også skæbnessvanger, og for mig, har det – underligt nok, igen, kan jeg ikke helt forklare hvorfor – været lig med en meget stor oplevelse af frihed.

Jeg blev ramt af en erkendelse et sted halvvejs mellem rapporterne og statistikken fra Sverige og Island. Faktisk lidt som en informations-knap der blev tændt, og så stod det pludselig meget rent. At ingen får aborter, navnligt ikke de sene, fordi det er sjovt, eller fordi de ikke har gjort alt i deres magt for at undgå det. Og hvis jeg i tillæg til det spejler min egen oplevelse og forestiller mig at det var omvendt; at jeg stod med en positiv test i hånden og bare kunne mærke at jeg slet ikke skulle have det barn. Jamen… Hvor klaustrofobisk må det ikke være? Hvor desperat, må det ikke være …ikke at have valget??

Denne tekst er blevet alt for lang. Godt gået hvis du har læst helt hertil og beklager at jeg ikke kan honorere indsatsen med en mere gennemført konklusion end denne. At uagtet hvad jeg personligt og instinktivt føler om fostres ret til liv, så er andres kroppe og livssituationer virkelig none of my business. Alle har krav på retten over egen krop – det er i virkeligheden bare dét jeg sidder tilbage med (og ærlig talt også en lettelse/overraskelse over punkt et, med at erfaring og statistik ikke peger på en stigning i antallet af sene aborter) Men det var bestemt ikke der, jeg startede, så på den måde er jeg meget glad for, at jeg gik i gang med at skrive denne tekst. Jeg beklager bare, at jeg ikke kan afslutte med noget, I ikke allerede har læst, på utallige abort-demonstranters højgravide maver.

♥️

PS. Kommentarsporet er åbent, men vær søde ved hinanden. Det er et svært emne at skrive om, og jeg har haft utrolig svært ved at trykke på “udgiv”. Hvis I læser det her, betyder det at jeg efter langt tilløb turde.

3. maj 2024

Hej!

Hejsa. Længe siden.

Lidt over et år, faktisk. Nå, hvad er der sket? For præcis et år siden i dag, landede vi i Tokyo, og i de følgende 4 måneder, rejste vi rundt i Japan, Californien og New York (stor anbefaling hvis man har penge på lommen, og ingen (fly)skam i livet). Så solgte vi vores andelslejlighed, jeg kom tilbage på arbejde efter barsel, købte – efter flere års tilløb – et hus udenfor byen, flyttede 3 børn og 2 voksne til en meget landlig forstad (Dragør). Fjorten dage efter vi var flyttet ind, faldt jeg ned af vores trappe (efter 20 år i etagebyggeri, kunne jeg åbenbart ikke administrere en trappe i et hus). Jeg bragede ned fra øverste trin og da jeg endelig nåede gulvet, knaldede jeg hovedet durk ind i en dørkarm. I to måneder var jeg i darkmode og sygemeldt med hjernerystelse. Samtidig opdagede jeg at jeg var gravid med vores fjerde barn.

Så! Here we are. Er nu så småt landet(!) i alt det nye, med en cirka halvbagt baby i maven og er ved at finde tilbage til verden og – 7, 9, 13 – forhåbentligt også her i mit hus på internettet.


Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er flyttet til forstaden, nærmer mig de fyrre eller om hjernerystelsen simpelthen bare har slået et par hjerneceller løs, men for første gang i mit liv, rører det mig (næsten) ikke, hvad hvad andre tænker.

Så for tiden embracer jeg f.eks. min indre basic fashion bitch / Ganni-girl og har købt en masse nyt kluns. Ja, jeg holder pause fra klimaskam. Al skam, faktisk. Jeg har fået hjælp af vores lokale genbrug (havde helt glemt hvor vildt det er, at gå i genbrugsbutikker i de dyre kommuner) Proenza Schoulers januarudsalg og ikke mindst new york stylisten Becky Malinsky, som jeg opdagede, da jeg fik anbefalet hendes nyhedsbrev på Substack. At læse hendes posts, er som at læse modeblogs i 00’erne, bare bedre. Stor anbefaling. Men pas på! Becky er et farligt bekendtskab. f.eks. har hun lige har influeret mig til at købe et par brune ruskindsballerinaer, der ligner noget fra anden verdenskrig og en sølv scrunchie til et beløb så svimlende, at jeg faktisk ikke tør skrive det her. Så bare tag mine penge og glem, hvad jeg skrev lige før, om at være ligeglad med, hvad andre tænker.

Hvad gider I ikke skamme jer over?

Kommentarsporet er mere end åbent for forslag til emner, vi skal snakke om. Jeg skal lige i gang igen, men glæder mig til at skrives ved.

Kh Ida

1. maj 2024

At rejse er at dø

At forberede sig mentalt på at rejse væk, føles lidt som at forberede sig mentalt på at dø. Forsvinde, fordampe, flyve væk væk væk, for så – forhåbentligt, i hvert fald – at vende tilbage til livet igen. Sådan føles det i hvert fald lidt, her ti fem to dage før vi rejser væk i 3 måneder. Vi gør rent, som var det den store svenske döstädning og skiller os af med ting, skifter ødelagte porcelængshåndtag på dørene og de gamle afskallede badeværelsesmøbler, vi vasker, afrimer og bærer kasser på loftet. Fjerner alle spor af liv.

Vores forældre snakker om hvor meget de kommer til at savne os og ingen af os ved helt hvad der skal ske. Altså på mange måder vel en lille slags død.

Er det prætentiøst at skrive at vi skal rejse jorden rundt i 80 dage? (sjovt nok præcis 150 år efter Jules Vernes i 1873)? Måske, men det er faktisk det, vi skal. Først tager vi til Japan i en måned og derefter Californien og nyc i to måneder og så hjem til august.

Forberedelserne har primært gået ud på at få gjort vores lejlighed bare nogenlunde præsentabel til de air bnb gæster, som skal bo i den, mens vi er væk (en kærkommen mulighed for at få spist de nærmest antikke kolonialvarer i køkkenskabene, udskifte et herregammelt, tyndslidt IKEA skab og få vasket de grænsende til selvrensende, skjolder af vores køkkenlåger med salmiakspiritus). Herunder dels at panikke over om nogen overhovedet lejer deres lejlighed ud mere. Vi har gjort det en del for 6-7 år siden, men den konformitet, der kommer med alderen er overraskende svær at ryste af sig. Hvem lader fremmede sove i deres seng, bruge deres pander og kigge i deres bøger? Ryste, ryste, ryste. Så. Det gør vi altså.

Hvad er planen, spørger vores venner. Og det gad jeg da også godt selv at vide, så lad mig fortælle hvad jeg ved. Jeg ved at vi har købt alle flybilletterne (KBH > Tokyo, Tokyo > LA, San Fransisco > NYC og NYC > KBH). Og jeg ved at vi har hotelbilletter til de første par dage i Tokyo og billetter til det japanske tog, Shinkansen, som vi skal køre rundt med i 25 dage. Vi har også enkelte museumsbilletter i Japan (på Naoshima og Teshima)

Vi ved cirka hvilke områder vi vil se, både i Japan og Californien. Derudover har vi ikke planlagt det store. Vi har ikke booket overnatning. Dels fordi #børn og dels fordi jeg foretrækker at rejse som en bardehval. Åbne munden og lade alverdens krill og krebs strømme ind. At køre derhen vinden blæser og rejse før tid, hvis et sted skuffer. Særligt med børn, har jeg efterhånden erfaret at alle har det rarest, hvis forældrene har cirka nul forventninger.

Vi ved, at vi starter med 4 nætter i Tokyo (og har booket hotel). Derefter kører vi med tog sydpå og gør holdt forskellige steder undervejs (Kyoto, Naoshima, Teshima, Hiroshima, Nagasaki og Aso-Kujo National Park, er højt på ønskelisten).

Efter Japan flyver vi til LA og lejer en bil, så vi kan køre langs kysten til San Fransisco. Måske er der overskud til at køre til Yosemite, eller andre Nationalparker og se nogle høje træer. I LA drømmer jeg om at se vilde, blå bølger, The Getty House og Joni Mitchells hus i Laurel Canyon.

I New York skal vi fejre at min sviger-bedstefar, som bor der, bliver svimlende 100 år. Vi skal bo i Brooklyn og spise bagels, ligge under træerne i Central Park og hænge ud med min mands fætre og deres børn, måske på Guggenheim, drikke flotte drinks og købe vintagetøj for vores sidste penge. Måske tager vi også lidt ud af byen og lever lidt upstate cabin life og besøger min gamle udvekslingskammerat i Phillidelphia.

I forhold til at pakke har visionen været, ikke at pakke noget overhovedet. Det kan man selvfølgelig ikke helt klare sig med, så derfor har vi sådan cirka pakket ét sæt skiftetøj til hver og så undertøj og badetøj. Et par stykker skrev på Instagram, at det er alt for lidt og at vi kommer til at lugte og til det vil jeg bare sige: Nå. (Indsæt selv passivaggresiv smiley:)). Vi kan ikke få den tur vi gerne vil have (backpacke og køre tog i 4 uger med 3 børn, heraf en baby) hvis vi slæber alt muligt pis og måske-tøj med. Det hele skal kunne være i een rygsæk (og jeg ved også, at vi kommer til at få lyst til at købe ting og tøj i Japan). Desuden har vi en tørresnor og klemmer med og kommer til at vaske nærmest dagligt.

Og så har jeg det sådan lidt: Helt ærligt, det er så befriende. Har prøvet det et par gange før og det er det SYGESTE lækre rejsehack ikke at skulle slæbe rundt på alt muligt “hvad nu hvis” tøj. Jeg kan huske, jeg engang læste en indledning til en bog om børneopdragelse, noget a la “Hvis du synes skældud fungerer godt for dit barn og dig, og at det virker, så har du nok ikke brug for denne bog”. Og sådan har jeg det lidt med at pakke: “Jamen hvis du synes det fungerer fedt at have 10 stofbleer, 2 lange kjoler, 5 skjorter, 7 bodyer og 8 underbukser og 2 par hvad-nu-hvis-jeans og 4 hagesmække til flyturen, så fedt for dig. You do you. Jeg får koldsved alene ved tanken om at skulle rode rundt og rundt i en gigantisk bunke dødt og fladmast tøj, hver eneste gang jeg skal finde en sok”. Hæ! Godt, vi er forskellige.

I morgen tager vi ind og pakker lejlighed færdig ned og gør det sidste rent, mens vores børn bliver passet af mine svigerforældre og i overmorgen flyver vi. Det blir sgu spændende. At rejse er jo – mest af alt, heldigvis – at leve.

7. april 2023

Om at læse klassikere (og andre bøger)

Det gør ikke noget at der er ting du ikke forstår, du skal bare tage det roligt, og lade ordene strømme igennem dig som musik.

– Mrs. Phelps til Matilda i Matilda af Roald Dahl

Et par gange er jeg blevet spurgt hvordan jeg får læst så meget. Jeg ved aldrig rigtigt hvad jeg skal svare. For det første fordi det er svært at definere “meget”. Med et par bøger om måneden, føler jeg ikke at jeg læser specielt “meget”. Og desuden virker det meget prætentiøst at uddele læsetips. (…men nu gør jeg det så alligevel, hæhæ).

For et par år siden besluttede jeg mig for at jeg ville begynde at læse. Året efter meldte jeg mig på et skrivekursus (jeg har været på et par skrivekurser og har efterhånden erfaret, at de mindst lige så meget er kurser i at læse). Det, jeg har lært er, at en god læsepraksis dels handler om at tage sig tiden til at læse, men mindst lige så meget: Om at lære hvilke bøger lige præcis DU skal læse.

1. Du skal kun læse bøger, du ikke kan leve uden at læse

Ha! Apropos prætentiøst, hva?! Nå. Dette gyldne råd har jeg fået af Hans-Otto Jørgensen (forfatter og tidl. rektor på forfatterskolen). Han sagde det på Gladiators skrivekursus og efterfølgende brugte jeg et halvt år på at forstå hvad han mente.
Sådan her tolker jeg det:
Der findes uendeligt mange bøger i verden. Det handler om at læse dem som giver mening for DIG. Ikke dem, alle mulige andre (undertegnede inkl.) synes er fede, ikke dem, der er oppe i tiden og ikke noget med på forhånd at afskrive de bøger, du mener IKKE lige er din type litteratur. Hvis man læser bøger, man ikke tænder på, så blir det sgu et langt liv, som man siger.

Fx. har jeg indset at jeg bedst kan lide dansk og nordisk litteratur. Oversat litteratur fanger mig desværre sjældent. Jeg er en sucker for autofiktive dyneløft, stream of consciousness (a la Woolf og Joyce, men også Glenn Bech’s Farskibet, for at nævne en mere kontemporær), selvudlevering og psykologiske / relationelle bøger. Og så elsker jeg selvhjælpsbøger, lommefilosofi og populærvidenskab. Jeg kan 100 gange bedre lide førstepersonsfortællinger, end tredjepersons. Krimier kan jeg slet ikke finde ud af at læse.

Jeg vil nok også definere mig selv som en ambitiøs læser. Jeg vil hellere læse klassikere og hjerteblod, end jeg vil underholdes. Det er en kæmpe gulerod for mig, at jeg kan smykke mig med klassikerne, som en lille hemmelig, intellektuel elefantorden. Det gør så også, at jeg – ironisk nok – ikke sjældent strander med en tung, gammel satan, som ikke rammer mig overhovedet. Kun ren stædighed får mig igennem, eller også må jeg give fortabt efter at have kæmpet i månedsvis, som Hemingways Santiago og den store marlin, der slæber ham længere og længere til søs (fx. har jeg lige – igen – måtte stille Brødrene Karamazov tilbage på hylden). I de tilfælde er det godt, at bruge Hans-Ottos tip: Jeg kan åbenbart godt leve uden denne bog lige nu. Og det betyder ikke at jeg aldrig skal læse Dostojevskij, det er bare ikke lige nu.

“Nu får jeg det bare endnu dårligere med mig selv, for jeg synes ikke der er nogle bøger, jeg ikke kan leve uden at have læst” sagde min veninde.

Til det, tror jeg at jeg vil sige noget flabet: Måske er man bare ikke en læser (lige nu i hvert fald)? Kultur kommer heldigvis i mange former og farver. Bøger er bare eet instrument, som vi har smidt op på en piedestal, fordi der er enorm kulturel kapital i tid. Jeg siger: Til kamp mod alle identitetsmarkører, som handler om at (foregive at) have sindssygt god tid, når vi alle sammen stresser rundt og prøver at få livet til at hænge sammen i en senmoderne konkurrencestat med internaliseret, konstant præstationspres.

Nogle af os elsker at pryde os med tykke bøger, andre med flotte shellac negle fra en neglesalon, hjemmestrik, korsstingsbroderi, stylet hår, mange børn, avanceret hjemmebag osv. osv. osv. Det er forskellige ting, der rocker vores båd på tids-markøren. Hvis du ikke orker at læse, så fuck that shit og se en serie.

2. Tempo. Forberedelse. Og Good enough is perfect

Halvdelen af mine bøger, hører jeg som lydbøger. Nogle gange er der passager jeg simpelthen ikke forstår eller får med. Sådan er det bare. F.eks. i Ulysses, Knausgaards Min Kamp og Anna Karenina, som alle hænger lidt med bugen, er der passager, hvor jeg bare måtte lade ordene strømme igennem mig som musik. som Mrs. Phelps råder Matilda til, inden hun låner hende Great Expectations af Charles Dickens.

Når det er sagt er der kæmpe forskel på at læse bøger med øjnene, og høre bøger med ørene. Og de fleste af os har vel oplevet hvordan en dårlig oplæser vitterligt kan smadre en god bog. Sådan har jeg det fx. med Herman Bangs Ved Vejen, som jeg hørte elendigt læst op af en mand som læste alle kvindestemmer parodisk skingre og jappende.

Sproget er smukkest når man læser det med øjnene, men altså… #life ik. Da jeg fx. læste Ulysses, lyttede jeg til de første kapitler og et par af de midterste, men ellers læste jeg den på papir. Til gengæld kan jeg anbefale, med de helt tunge bøger, at læse lidt op på handlingen inden og evt. også på kapitel-niveau. Da jeg læste Ulysses, gjorde jeg meget ud af det. Fx, med guides som denne.

Jeg skal presse mig selv tidsmæssigt, for ikke at læse for langsomt. Forrige sommerferie, da jeg læste Ulysses, skulle jeg læse et halvt kapitel om dagen, for at holde kadencen og blive i universet. Ellers kom jeg for langt væk fra materialet og så er det, at det kan føles som en ØØØØØRKENVANDRING at læse klassikere. Hvis vi skulle blive i metaforen om Den Gamle Mand og Havet, så kunne vi jo sige at klassikeren, du er i gang med, er fisken og hajerne er det øvrige tankemylder og hverdag, som ender med at fortære den smukke, store fisk, du er ved at fange. Så, kort sagt: Tempo. Forberedelse Og Good enough is perfect.

3. Tegn et mindmap over karaktererne og brug det som bog- og pejlemærke

Når du begynder på en tyk bog eller klassiker, så skriv karaktererne som i et mindmap / stamtræ på et sammenfoldet A4 ark. Skriv småt, så du har god plads, efterhånden som bogen folder sig ud. Tricket er kun at skrive karakterernes navne og helt korte beskrivelser. Det er ikke et referat og det må ikke tage for lang tid for dig, eller blive en overspringshandling.

Vis parforhold mellem to karakterer med en lille bølgeforbindelse. Skriv forældre eller andre relationer over navnet, med en lille bindestreg til navnet. Placer børn med en bindestreg fra bølgen, som forbinder de to partnere.

Det er en KÆMPE hjælp at have sådan et arbejdspapir. Og det er også helt vildt dejligt at have et sted at tage små noter løbende. Jeg kan også godt lide at bruge små mærkater (mindre end postits) og understrege gode passager med blyant, men det er vist en smagssag.

Forslag til “klassikere”

Google definerer klassikere sådan her: Classic literature is an expression of life, truth, and beauty. It must be of high artistic quality, at least for the time in which it was written. Although different styles will come and go, a classic can be appreciated for its construction and literary art.
Med andre ord er klassikere et nogenlunde relativt begreb. Følgende liste er derfor et udtryk for mine klassikere. Bøger som jeg har elsket og skattet og som jeg synes besidder en grad af klassiker-potentiale. Det er ikke en liste over mine yndlingsbøger. Fx. har jeg, med enkelte undtagelser, forsøgt at holde nulevende forfattere ude af listen, selvom jeg primært læser nutidig litteratur. Den indeholder både “klassiske” klassikere, men jeg har også tilladt mig at improvisere lidt.

Korte:

Tryghedsnarkomaner – Vita Andersen
Midt i en Jazztid – Knud Sønderby
Gift – Tove Ditlevsen
Den Gamle Mand og Havet – Ernest Hemingway
Profeten – Kahlil Gibran
A Room of One’s Own – Virginia Woolf
Brev til en nybagt forælder – Chimamanda Ngozi Adichie
Bæreposeteorien om Fiktion – Ursula K. Le Guin
Et Cyborgmanifest – Donna Haraway
Ved Vejen – Herman Bang
A Burst of Light – Audre Lorde
Rumrejsen år 2001 – Arthur C. Clarke
Jonathan Livingston Havmåge – Richard Bach
Støv – Olivia Levison

Mellem:

Hobbitten – J.R.R. Tolkien
Til fyret – Virginia Woolf
Creme Fraiche – Suzanne Brøgger
Krigen har ikke et kvindeligt ansigt – Svetlana Aleksijevitj
Den afrikanske farm – Karen Blixen
1984 – George Orwell
De Udstødte – Ursula Le Guin
Rundt om månen – Jules Verne
Pi’s Liv – Yann Martel
Mærk Verden – Tor Nørretranders
Kongens fald – Johannes V. Jensen
Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel – Robert Pirsig

Lange:

Anna Karenina – Lev Tolstoj
Min Kamp – Karl Ove Knausgård
Lykkeper – Henrik Pontoppidan
Ulysses – James Joyce

Her til sidst kommer et lille udpluk af dem jeg har givet fortabt på (indtil videre!)

Brødrene Karamazov (…eller, ja, faktisk bare alt af) – Fjodor Dostojevskij
Den gyldne bog – Doris Lessing
Dommen – Franz Kafka
Det andet køn – Simone de Beauvoir
På sporet af den tabte tid – Marcel Proust
En velopdragen ung piges erindringer – Simone de Beauvoir
Biblen

(…og mange, mange flere)

I må endelig boltre jer i kommentarsporet med yndlingsklassikere, hvilke bøger jeg har glemt, hvilke I er uenige i osv… Jeg kan godt lide at snakke om bøger herinde og har fået så mange gode læsetips af jer.

7. marts 2023

Fri mig fra moderskabsalgoritmen

Fri mig fra moderskabskapitalismens evindelige bydeform.

Fri mig fra moderskabet som identitetsmarkør i det hele taget.

Fri mig fra højtaljede graviditetstrusser med ekstra belly-support, fri mig fra massageolie til mellemkødet, fri mig fra wellness ophold. Faktisk bare fri mig fra alt wellness. Hvem fanden har alligevel råd til det pis? Fri mig fra Female Invest (aktiehandel) Fri mig fra “bidedimser fra Ark” (bidedimser). Fri mig fra at skulle “Enter the world of Artipoppe” (bæresele) Fri mig fra “Discover la mousse de rouge rosier” (læbestift) Fri mig fra “Be informed. Be delighted“ (The New yorker) Fri mig fra “Vil du lære at spille klaver?” (klaver app) Fri mig fra “Velkommen til Les 2 alpes” (rejser) Fri mig fra “3 signs you’re a slow reader” (læseapp), Fri mig fra “Skall Studio collection made for special moments” (tøj) Fri mig fra “How to be a Leader woman. The books you need to start Reading right now💫” (bøger) Fri mig fra “Are you interested in learning backbends, headstands…🤸‍♀️” (yoga), Fri mig fra “Kiddo Stempler der laver super søde prints”.

Kære sponsorerede indhold. Please glem jeg er kvinde, please glem jeg er mor.

6. marts 2023

Kladdehæfte #1 : Nobody is perfect

Jeg vil forsøge at lufte et par aldrig udgivet indlæg. Mest bare fordi jeg har bunkevis. De har – Som titlen antyder – marineret i bloggens kladde-mappe, og flere af dem i årevis. Denne kladde er fra 2017, men vækkede lige genklang, da en profil på Instagram (@mulighedforegetpraeg), i går og i dag delte sine tanker om at hun får det dårligt af at høre podcasten ‘To the moon honey’. Mange af hendes følgere bakkede hende op. Jeg kender dog ikke selv indholdet i TTMH.

Følgende var oprindeligt en pitch, jeg sendte til en community-manager på Egmont, der gerne ville lave noget om “den uperfekte mor”. Jeg skrev det på en bund af at føle sig udenfor – og om at det ironisk nok svier mest, når følelsen bliver trigget af communities/influencere/satire/whatever, der i høj grad italesætter deres oplevelser – fx. med forældreskab – som værende “uperfekte” og/eller sårbare.

PS. Og ja. Jeg er pinagtigt bevidst om de tre fingre som peger tilbage på mig selv – Jeg har altid kæmpet med den balance selv, og håber, at I vil sige til, hvis nogen får det træls af at være på besøg her på matriklen.

Jeg gad faktisk godt at vi holdt op med at snakke om den uperfekte mor. Eller… I hvert fald, at vi holdt op med at bruge begrebet om alle os almindelige øldrikkende-mens-vi-ammer-sidde-med-mobil-mens-vi-putter (som jeg fx gør lige nu) mødre. For selvom jeg måske lige nu føler mig som en fiasko i mit arbejdsliv og engang imellem også som mor så er jeg objektivt set 33 år, mor til 2 pissesøde og glade børn, har en kandidatuddannelse, et fuldtidsjob, en mand som jeg faktisk elsker og en andelslejlighed, de fleste ville give en nyre for. Jeg har også to arme og to ben, alt mit hår og alle mine tænder. Rimelig effing perfekt, faktisk. Objektivt set. Når jeg skriver det ned kan jeg godt selv se det.

Alligevel er det første jeg tænker, når jeg hører “den uperfekte mor”: Mig selv. Jeg er hardwired til at mene at jeg er uperfekt. Det synes jeg egentlig er en hån overfor børn, der er anbragt uden for deres hjem: At komme her med min kandidatgrad og frysepizza og erklære mig for uperfekt mor. Det er jeg ikke.

Når det er sagt får jeg også en lille smule koldsved af ærefrygt når I nævner Nipskanalen, fordi DE fandme er perfekte. Eller. Virker perfekte. Eller perfekt uperfekte eller hvad man siger. Og måske er det dét det handler om: At vi er så pissegode til at sætte hinanden op på piedestaler og kigge UD på sociale medier, i stedet for at bruge medierne til at gå i dialog og kigge IND og være taknemmelige for det vi har og det vi er. Måske hvis vi brugte de sociale medier til det, de vel oprindeligt var tiltænkt, nemlig at MØDES og være sociale med hinanden, i stedet for bare at kigge, bedømme og få det dårligt med sig selv (her står jeg guilty as charged). Der er jo masser af gode steder at gøre det: Blogindlæg, podcasts og Youtube (seriøst, den scene hvor Julie Ølgaard efterlader sit spædbarn i barnevogn midt på vejen for at løbe efter Ellen Hillingsøe, jeg græd af grin)…

Hvis jeg lige skulle komme på noget konceptagtigt, så kunne det måske være noget a la “Idol stafetten”, hvor nogen tager fat i en af de personer, de bruger allermest tid på at have det dårligt med sig selv over. Og så mødes de to i et (virtuelt) rum og får nedbrudt de høje tanker man har om vedkommende. Fx at jeg får Julie Ølgaard til at komme med 3 lifehacks eller fun facts (fx at hun fik en fjerdegrads bristning ved fødslen, heller aldrig skolder sutter eller hvad ved jeg) . Og Julie Ølgaard får så Ellen Hillingsøe (see what I just did there?) til at skrive med 3 ting HUN altid gjorde/gør i sit forældreskab, osv., osv.

Giver det mening?

28. februar 2023

Ting man kan blive desperat over

– At leve 5 personer på 94 m2.

– At 1 af de 5 personer skider konstant og gror en tøjstørrelse om ugen.

– At 3 af de 5 personer er under 7 år og pænt ligeglade med detaljer som opvask, madlavning, rengøring, pasfornyelse via MitID, vaccinationsbestillinger, at slæbe indkøb op til 4. sal osv. osv. osv.

– At velmenende familiemedlemmer medbringer poser og poser og poser med aflagt tøj.

– At familiemedlemmer i samme omgang ikke er blege for at kommentere på “at Gud, hvor har vi mange ting”. (“…”).

– At man ikke længere kan rydde op når babyen er vågen, fordi hun nu kravler og Alt Potentielt Kan Slå Hende Ihjel.

– At man ikke længere kan rydde op når babyen sover, fordi hun ikke sover mere end 20 minutter ad gangen i andet end en trillende barnevogn.

– (Intermezzo: Tekst: Skyd mig (gentages indestængt) Melodi: Lille Peter Edderkop)

– At den anden forælder kommer hjem med kolde, lyserøde cykelkinder klokken 11.00 Lørdag formiddag efter kvalitetstid på skøjtebane og jeg er iført nattøj, fem nye skuldermyoser og fedtet baghår og man bliver spurgt “Hvad er der galt?”

– Når babyen ser en ind i øjnene med hjerteligt grin og man må bide sig selv hårdt i knoen for ikke at skrige DET HELE ER DIN SKYLD i hovedet på hende.

– At ens køkken + spisekøkken er 4 meter langt og 3 meter bredt og at man for at åbne fryseren skal flytte slagbænken, og for at flytte slagbænken skal flytte spisebordet. Og det har man pludselig gjort i 8 år.

– At man forøvrigt ikke har afrimet fryseren i de 8 år, man har boet her, og at man derfor nærmest ikke kan åbne skufferne.

– Tanken om at flytte, for “det her er jo bare en fase”.

– At få dårlig samvittighed over at kalde ens børns barndom for en fase.

25. februar 2023

Hvordan det gik med den skærmtid? Det korte svar: Elendigt.

Carrie: I’m also smoking again. I’m smoking and sleeping with Big. Feel free to delete me out of your palm pilot.
(Carrie reaches for her pack of cigarettes)
Miranda: Gimme one.
Carrie: Really?
Miranda: I think I need it.
Carrie: Oh, you are such a good friend.

Note til mit fortidsselv: Lad være med at læg overambitiøse skærmtidsplaner ud på internettet. Det gik helt galt. Så snart det var gået halvt galt, var det som om jeg tænkte, at så kunne det lige så godt gå helt galt. Særligt da Instagram lige kørte op ad min gade, rullede sin tonede bilrude ned og poppede fem røde heliumballoner ud, og jeg gladeligt sprang ind på bagsædet. “Hey Kid”. (Jep. Jeg geninstallerede IG, so shoot me, Imran Rashid)

Morale: Jo strengere regime, jo større sandsynlighed for at jeg ender med at tvangsfodre mig selv med skærm, til jeg kaster op …For så at gå offentligt bodsgang her.

Ej, nu skal jeg heller ikke gøre det værre end det er. Jeg ved godt, at jeg ikke at jeg skylder nogen, at forklare mig, og at mange er mere på skærm end mig. Jeg minder også lige mig selv om, at jeg er på barsel. Og derfor pt vader rundt med en barnevogn og en søvnig 0-årig i en senmoderne kapitalistisk hverdag, hvor 90% af min stamme, er på arbejde/i institution mellem kl. 8-17 og det første voksne menneske jeg ser, som regel er min mand kl. 16.00. No wonder, hvis jeg er lidt ekstra glad for min telefon.

For dem, som er interesseret, endte jeg i sidste uge på: 5,5 time pr. dag fordelt på følgende app’s i prioriteret rækkefølge:

Beskeder (8 t)
Instagram (7 t)
Google Docs (6 t)
Politiken (4 t)
Chrome (3,5 t)
Gmail (3 t)
HBO (2,5 t)
Spotify (2,5 t)

Ja. Sådan ligger landet. Og hvad planen er nu? Planen er vist først og fremmest ikke at have en alt for fast plan(!), og for så vidt muligt undgå at slå mig selv i hovedet over min skærmtid. Når det er sagt, vil jeg stadigvæk forsøge at få internettet ud af min telefon, for den er pt en alt for stor en fristelse, når jeg fx skal lære min søn at regne eller sidder på et lidt for røvsygt legetæppe. Jeg har derfor fulgt Emilie fra kommentarsporet i mit sidste post’s råd og fjernet Instagram, Linkedin og mine internetbrowsere fra telefonen. Igen. Hun skrev:

Det handlede om at finde frem til en løsning, hvor jeg ikke har noget at give mig til på telefonen, og med internet og browser var der ALTID noget at give mig til. Bonus er, at når jeg fx er ude i det offentlige rum, så laver jeg det, jeg nu laver. Tidligere googlede/ordnede jeg ting i metroen, på løbeturene, inden jeg hentede børn osv. Bestilte tandlægetider, tjekkede en opskrift til aftensmad, googlede noget med Timothy Chalamet, tjekkede vejret … en lang strøm af mærkelige små mere eller mindre nødvendige gøremål, som jeg pressede ind alle mulige mærkelige steder. Nu gør jeg det på min computer i en samlet pakke, og det føles meget rarere. Udfordringen er at huske det, fra jeg kommer på det, til jeg rent faktisk sidder med computeren, men det må vel være godt for hukommelsen på en eller anden måde.

Tak for tippet, Emilie. Stay tuned (og vi ses på min iPad #smileysmilerstift)

13. februar 2023

Til kamp mod skærmtiden

Luften omkring mig emmer af en skærmtræthed for tiden. Det fylder i debatsektioner, feeds og nyheder, særligt efter Mattias Tesfaye meldte hans opgør med folkeskolens skærmforbrug.

Jeg selv bliver også rasende, når min syvårige kommer hjem fra skole og siger at han ikke fik spist så meget frokost, fordi klassen så Youtube mens de spiste frokost. Hello fuckfinger til vores skærmkampe herhjemme.

Kort inden jul loggede jeg ud af både Instagram og Facebook og det har hjulpet på hvor spændende, jeg synes min tlf er. Ikke desto mindre er min skærmtid (barsel eller ej) med sine +6 timer om dagen stadigvæk for høj, til at jeg ikke skammer mig over det.

Så nu har min 11-årige niece og jeg lavet en udfordring, for at minimere vores skærmtid. Målet er < 2 timer om dagen. Den starter i dag og her kommer reglerne og vores udgangspunkt. Så kan man jo selv om man vil copy paste og være med, eller om man bare vil le hånligt.

Min niece har selv fundet på, at vi skal lave små film af det, vi har lavet som IKKE foregik på en skærm. Det er selvfølgelig ikke 100% skærmfri zen, at filme de skærmfri aktiviteter, men hey, vi skal jo starte et sted.

Her kommer reglerne.

Ida og Filippas skærmgame

Filippa

2 t 13 min (tlf samtidig med ipad)

7 t 6 min (ipad)

—————

TOTAL: 7 t 6 min dagligt gennemsnit

Ida

5 t 3 min (tlf)

1 t (estimat ipad)

———————

TOTAL 6 t 3 min dagligt gennemsnit

Regler

– Max 2 timers skærmtid om dagen (både ipad + tlf ialt) – dvs: I alt pr uge max skærmtid: 14 timer.

– Man skal være ærlig! Ikke snyde♥️

– UNDTAGEN (dette tæller ikke med i de 2 timer)

  • Lydbøger / Spotify
  • Indstillinger
  • Filippas lektier
  • Ida skrive bog på ipad i google docs og i noter

Perioden er fra Søndag morgen – Søndag morgen.

Præmie

En biograftur med spisning på restaurant.

Pis. Nu må jeg hellere “lægge på” – Min skærmtid for i dag er på 1 time og 41 minutter og klokken er kun 15.30. Vil meget gerne høre jeres idéer til skærmfri aktiviteter og jedi mind tricks til at modstå fristelsen, når telefonen kalder rottehjernen frem (mit nyeste våben er at visualisere Kate Winslet, der i et BBC interview ifbm hendes nye film ‘I am Ruth’, om unges some-forbrug, med klassisk Winsletsk kombination af stamina, stoisk ro og et kvart løftet øjebryn siger “You know. It is possible to just say no”.

Ps. This conversation is not over! Håber I vil skrive kloge, gode ting i kommentarsporet. Det blir jeg altid så utrolig glad for, når I gør.

4. februar 2023