I weekenden var vi i Liseleje og mit sommerhus puller seriøst the big guns nu. Roser der skyder og en have i konstant grøn blomstereksplosion – åh, hvor er det dog dejligt. Mine kusine fra Berlin var på besøg med hendes unger og vi løb alle sammen rundt i vild ekstase i tre dage. Billedet er af min søde lille niece, Luna, yours truly og en unavngiven plastichummer.
I dag har jeg fri og sidder på en café og skriver på den der bog jeg allerede har fablet lidt om. Jeg har længe tænkt at jeg skulle skrive lidt om min (ufatteligt rodede) skriveproces, og netop alt det der er rodet ved den. Men så kan jeg ikke overskue det fordi det er så …rodet. Dumt. Og så får jeg også lidt forfatterangst over alle de rigtige forfattere og min idé om deres imponerende, kreative, det-sker-lissom-bare-proces: Må man overhovedet skrive om at skrive, når nu man faktisk ikke rigtigt kan finde ud af det? Men nu gør jeg det altså. Det kunne jo være, at der var andre der er i gang med at skrive på noget, eller som bare er super wiz med ord – så kunne vi måske snakkes lidt ved i kommentarsporet?
I hvert fald kan jeg fange an med at sige, at det der har fungeret godt her i første del af min første fiktionsprosa-ish skriveproces har været at:
- Læse Pablo Llambías “Skrivning for begyndere”
- Bingelytte til alle afsnit af Anne Glad’s podcastserie “Bogselskabet”. Kan f.eks. anbefale afsnittene med Peter Høeg, Sofie Jama, Olga Ravn, Katrine Marie Guldager, Line Knutzon og Helle Helle (TILFØJELSE: Woah! Og Vita Andersen! Seriøst. Bare alt ved Vita <3 Og Morten Pape og Hanne Højgaard Viemose. Uhm!)
- Lytte til Gyldendals redaktør-special med Johannes Riis – Og at opstøve sådan cirka alle samtaler med Ib Michael om at skrive.
Efter lang tids pendlen frem og tilbage skriver jeg nu fast i Google Docs, så jeg også har teksterne (jep. Flertal. Tror jeg har ca 15 igangværende dokumenter – ok uoverskueligt) på min telefon. Her cirka en måned siden jeg gik i gang med at skrive “på noget”, er jeg der, hvor jeg efterhånden har nogenlunde styr på selve hovedhistorien og fortællestilen (nutid og jegfortæller). I lang tid holdt jeg stædigt fast i en altvidende fortæller (jeg ved ikke engang om det er det rigtige ord?) og datid. Men ordene kunne simpelthen ikke flyde på den måde. Jeg aner stadigvæk ikke hvordan det hele skal ende, men nu ved jeg da, hvad det skal handle om. Har skrevet ca. 10 sider som er ret meget i øst og vest, men der er en hovedidé som jeg kan mærke jeg har lyst til at skrive om og forsvinde ind i.
Som konstruktiv overspringshandling til når jeg går i stå og hader det jeg skriver for meget, har jeg lavet en keynotepræsentation (samme som Powerpoint på pc), hvor jeg laver billedcollager og stikord til hvert afsnit af fortællingen: Så kan jeg stadigvæk arbejde, men slipper for ordene. Jeg kan også anbefale at cykle og indtale memo’er når tastaturet driller. Så om aftenen sidder jeg med et glas rødvin og transkriberer og føler på den måde, at jeg får en masse – lidt mere frie – ord forærende.
Nå. Nu er det 18 minutter siden, jeg skulle have hentet Otto, og om 14 minutter har jeg en Pas-tid hos Borgerservice. Og det illustrerer egentlig også min skriveproces meget godt.
Life.