Det er som om verden er blevet for stor til at skrive. At skrive om mit eget liv er det eneste jeg kan, og i årevis har jeg følt at det var forkælet, egoistisk og forkert. Samtidig ved jeg – hvis jeg lige tager mig selv ud af ligningen – at det er de små livsfortællinger mange higer efter. Det er i hvert fald dem, jeg selv tiltrækkes af: Andres små, men præcise hverdagsbetragtninger man kan spejle sig i. Den personlige fortælling. Folk der placerer ægte følelser og erfaringer i centrum af deres tekster. Dyneløftet.
Det var meget lettere at blogge, da jeg for fjorten år siden publicerede det første indlæg herinde og jeg kan ikke gennemskue om det er fordi internettet har mistet sin uskyld, og er gået fra at være en bekymringsfri legeplads, hvor alle delte løst om stort og småt, til nu at være blevet en markedsplads, hvor det længe har føltes naivt for ikke at sige downright kikset, at have lyst til at dele, uden at have en professionel agenda eller forretningsplan i ryggen – eller om det simpelthen bare er fordi vi er bLEveT vOksNE, og dermed både mere travle (ja, fuldtidsjob, børn, parforhold og husholdning, jeg kigger på dig) og jeg skal virkelig minde mig selv om at det er okay bare at skrive om, at jeg glæder mig over, at se stauderne springe ud i min nye have eller at jeg har købt en masse bøger i London, som jeg glæder til at læse (lige nu er de dog blevet snedigt overhalet af Miranda Julys “All Fours” som rammer midtlivskrisen lige i røven og samtidig er så liderligt indlæst, af forfatteren selv, at den både er virkelig svær at slippe og samtidig virker helt malplaceret at gå rundt og høre i en sommerferie omringet af små børn).
Siden jeg for efterhånden to år siden, blev færdig med min egen første længere fiktionstekst (okay, vi kunne også kalde det en bog), har jeg mistet forbindelsen til min største og mest opslugende hobby: At skrive. Først kom ambitionerne, så egoet og sidenhen sorgen over at de tre forlag, jeg viste den til ikke lige delte mine venners udtalte begejstring over min i deres øjne geniale og progressive tekst, i vejen for det, som engang bare var ren lykke og flow.
Nemlig at sidde som nu, og lade fingrene danse over tastaturet og se hvor ordene tager mig hen. Jeg savner det. Og efter at have brugt en del krudt på at erkende af at den ovennævnte tekst nok ikke kommer meget længere ud i verden end til de overnævnte venner, tror jeg at tiden er inde til at træne fingrene op ved at poste lidt det sidste sted, jeg udgav ting uden angst og storhedsvanvid: Her.
(Lille indskudt bemærkning: Jeg har hørt gode ting om Substack, og vil sige at jeg er intrigued og det sidste halve års tid da har overvejet at flytte derover. Dog er der noget ved privatejede platforme, som jeg altid er skeptisk overfor. Det virker skrøbeligt at lægge så mange timer et sted som principielt kunne blive solgt til Elon Musk i morgen – men hvem ved, måske ender jeg også derovre. Jeg kan i hvert fald godt lide at være der som læser og synes der er mange gode stemmer derinde – fx. Esmé Weijung Wang, Becky Malinsky og George Saunders, plus alt det der mere eller mindre uforståeligt dukker op i ens indbakke… Er I på Substack – og hvem følger I?)
Men at skrive er – har jeg efterhånden erkendt – en hobby. Og hobbyer er bare…. not cool. Det er ikke sejt at have et 9-16 job i det offentlige og gå til keramik. Det er ikke sejt at blive i sit faste job (i modsætning til at sige op og følge sit hjertes kald!). Det er ikke sejt at gro fast.
Jeg lægger tarotkort, og i mit årlige nytårsoplæg på nytårsdag, trak jeg for mit kommende år 2024 “Den Hængte Mand”. Fire dage senere faldt jeg ned fra toppen af trappen i vores nye hus og hang selv med benene i vejret og hovedet knaldet ned i dørkarmen. Da jeg efter en måneds sygemelding med hjernerystelse så småt begyndte at kunne se lys gennem sprækkerne igen, forærede jeg mig selv et par sessioner hos en clairvoyant.
Vi talte om skyggearbejde og om at anerkende og acceptere sine aversioner. Hvad er det, som det, vi hader og frygter mest, kan lære os?
Jeg opdagede, at mit egos største frygt er at ende som hobbymor. Kender du hende? Ellers kan jeg fortælle dig, at min hobbymor har et so-so fuldtidsjob i kommunen og går til litteraturarrangementer og kor i fritiden. Hun går i farverigt og opmærksomhedskrævende tøj, for at manifestere at hun i virkeligheden faktisk er kunstner, når hun altså ikke lige arbejder med agile processer og skriver e-mails. Hendes sande identitet bliver klemt ud mellem sidebenene i alle mulige mere eller mindre gennemtænkte formationer. Yoga og strik og ikke mindst tekster som aldrig rigtigt kommer nogen vegne. Hun smører energien ud og laver alt muligt, som sandt at sige ender med at eksistere i verden som figurer og halvhjertede identitetsmarkører, men som ikke har skyggen af autencitet eller genialitet.
… Jeg kan godt selv høre det. Sikke et træls ego, som frygter dét, ikke? Men sådan er det: Jeg er (blevet) bange for ikke at være original og genial(!) og derfor tør jeg ikke længere skrive. Clairvoyanten hjalp mig til at forstå at det ikke er hobbymor, der er problemet, men derimod den frygt, som siger at jeg ikke kan finde ud af – og derfor ikke har ret til – at gøre det jeg faktisk allerbedst kan lide.
Så nu hvor jeg har skrevet dette blogindlæg(!) er det vist tid til at gå ud i haven og finde et sted, at begrave mit ego. Jeg tror, det bliver under blomsterbedet.
Hvad vil du begrave – og hvad laver din hobbymor?
Kæmpe møs
Ida
