Den er der bare stadigvæk. Den der lille bitte irriterende, insisterende lyst til at flytte ned på jorden. Og bare lidt væk fra turisterne, bilerne og asfalten. Hver eneste eftermiddag at kunne lukke ungerne ud i en fed kliché af en altid tilgængelig have. …Pis. Vi har en attraktiv lejlighed og i et halvt år har vi haft vores vildt dejlige sommerhus i Liseleje. Hver 3-4 weekend pakker vi taskerne og tager derop i bilen og den følelse af at sidde i bilen på vej op i vores hus er fandme priceless. Det er så fedt. Så overdrevet priviligeret, at jeg skammer mig over det her dilemma: Helt ærligt har jeg svært ved at forestille mig at weekenderne bliver lige så afslappende i et hus, man bor i hele tiden som de gør, når man vekselvirker mellem by og land.
Samtidig må jeg bare erkende at det faktisk er mere omstændigt at komme afsted til sommerhuset, end jeg lige havde regnet med – Både det faktum at knap to dage hver 3. uge simpelthen ikke er nok til at dække det havebehov jeg kan mærke spire i mig. Men især nedpakning af sommerhuset om søndagen got me like [indsæt Beyonce med sindssygt ansigtsudtryk og løftede øjenbryn] med to vilde unger og tømning af køleskab og efter en times køretur at skulle slæbe 2 fyldte ikeaposer og et par tasker (jamen jeg fatter det heller ikke!) med mad, tøj og håndklæder op til 4. sal kl. 15 søndag eftermiddag. Det er sgu… ja. Det er ikke kun pure sommerhusbliss i hvert fald.
Og så sendte min mand mig lige et lille vidunderligt hus på Amager, bare en cykeltur fra stranden. Tæt på metroen. Med den dejligste gamle have. Kunne man mon sætte sig der? Lige midt mellem to stole og faktisk få fuglefløjt og bybehov til at gå nogenlunde op i en højere enhed? Eller ville man bare føle sig låst i eet stort gråmeleret kompromis som vi om 5 år vil slå os selv i hovederne over? Og fortryde at vi gav slip på en drømmelejlighed lige inde midt i alle de dejlige, kulturelle muligheder og tilbud vi pt, med en 2- og 3,5 årig, har lige præcis nul procent til overs for. Hvad med lige om lidt når ungerne har travlt med alt muligt andet end os og vi endelig får tid til at gå ud igen? Så sad man dér i et stort hus ude bag ligusterhækken, og ku drømme sig tilbage til sin billige andel på Gammelholm som vi aldrig nogensinde kommer i nærheden af igen, hvis vi først giver slip. Eller ville vi til den tid have fået skabt os et kreativt hjem med en masse muligheder, jeg slet ikke kan forestille mig endnu, og en omgangskreds som gør, at vi ikke ville have lyst til at være andre steder, end lige præcis dér? Er det i virkeligheden nogle forældede behov for at kunne gå ud, jeg slet ikke ved om bliver relevante i en fremtid, jeg ikke kender? Argh!!
Alternativet er jo at blive her. Midt i byen. Halvtreds meter fra et havnebad. 5 minutters gåtur fra Kgs Nytorv og Kongens Have. Med en dejlig grøn gård fyldt med jævnaldrende unger, herlige naboer og måske endda en mulighed for at købe et uudnyttet loftsrum lige ovenpå og udvide med et par værelser og en smuk trappe. Og så i øvrigt kunne beholde vores helt vidunderlige sommerhus (ikke en mulighed, hvis vi køber hus – og jeg føler mig slet ikke færdig med Liseleje endnu) og kunne se frem til at sende vores børn i en folkeskole med godt ry, herinde i byen, lade dem vokse op på stenbroen med alt hvad det indebærer af mangfoldighed, trafik, støj og kultur?
Selvom det her må være I-landsproblemet to end all I-landsproblemer, er jeg splittet i anden potens over det.
Og jeg tvivler på jeg nogensinde finder svaret.
60 Comments
Halløj søde – må jeg være skide fræk, og smide et link til et indlæg jeg selv skrev her for nylig om mine 11 måneder og tre dage væk fra byen?…
http://skøreliv.dk/maaske-jeg-bare-ikke-er-forstadstypen/
Håber du finder svaret på dit spørgsmål en dag ❤️
Selvfølgelig må du det! Sjovt, for jeg læste det jo også dengang du postede det, men nu ser jeg det nærmest med nye øjne! Tak ! Jeg kan følge dig så meget i det kompromis der – Hvor var det dog heldigt, at i kunne få en lejlighed tilbage til ca. samme pris. Jeg frygter virkelig at fortryde efter 6 mrd – Argh! Men omvendt. If you never try you will never know og livet er langt og alt det der.. det må være så rart for dig at jeres liv i byen nu er blevet et aktivt tilvalg og at græsset ikke var særlig meget grønnere..
Lav en liste for og imod. Og se hvad der trækker mest. 🙂
Det tror jeg også det ender med.
Hej Ida,
Vi gjorde det for 1,5 år siden. Valgte det kompromiset med hus og have i udkanten af København. Drømmen var en idyllisk landsby langt væk fra byens os, men logistikken vandt og med to jobs i København og manglende lyst til pendlerlivet endte vi altså her, med hverken eller. Om det er den rigtige beslutning ved jeg ikke, for jeg tror altid at sådanne beslutninger efterlader en lille tvivl, men jeg vil mene at vi har fået ret så meget af begge dele… RO, en kæmpehave, et andet fokus og så samtidig en cykelafstand til der hvor det hele sker.
Jeg tror ikke, at kompromisser er så slemme, hvis man går ind i dem med fuld bevidsthed. Jeg øver mig stadig i at acceptere at jeg ikke kan få det hele.
TAK for at dele din ærlige erfaring! Den ryger direkte op i den store fede gryde som er min hjerne pt. Tusinde tak!
Helt ærligt, have med børn er det hele værd! En stille villavej hvor ungerne kan boltre sig med nabobørnene og hvor man kan lære dem at cykle uden at have dødsangst imens, og den lokale folkeskole lige for enden af vejen hvor alle naboerne også skal gå. Og haven! Åh haven! Jeg får nu totalt klaustrofobi når vi besøger venner i lejlighed, de der unger larmer fandme meget, når man ikke kan sende dem ud på græs.
Du sælger det fandme også godt:)
Helt oprigtigt nysgerrigt, hvad er jeres budget ift. hus-kiggeri på amager? jeg synes det er så sagnomspundet og findes der overhovedet rigtige mennesker, der stadig har råd til det? Alt er jo basically over 5 mil.
Hehe, det er SYGT dyrt! Det, vi kiggede på kostede 4,7 millioner freaking kroner. Men vi har jo også penge sat i to boliger som vi ville kunne frigive. Vi har almindelige jobs og ikke nogen nævneværdig opsparing derudover.
Tak for en god blog 🙂 Må jeg spørge om I har bil? Og hvordan er transporten til/fra sommerhus. Jeg spørger fordi jeg overvejer lidt samme model, med (leje) lejlighed i byen og evt. sommerhus/kolonihavehus. Jeg gad virkelig godt et hus på Amager, tæt ved stranden, men det tror jeg ikke vi får råd til.
Vi kører ca samme model som Ida med lejlighed i byen og sommerhus nær Liseleje. Vi har ingen bil men dog kun et barn, og for os fungerer det max.
Der er god offentlig transport, så vi er fremme på halvanden time, men de to vigtigste ting, der gør det fedt, er, at vi ALTID tager afsted fredag i ulvetimen, så vi har to overnatninger og en HEL lørdag ikke mindst. Og at vi har tøj og basismad i sommerhuset, så vi nærmest ikke skal have noget med.
Vi har kun haft huset i tre måneder, men vi har været der mindst hveranden weekend og synes, det er det skønneste i verden.
Men når det er sagt, kan jeg da også indimellem blive i tvivl. Ikke om sommerhuset, det elsker jeg, men om livet i byen. På den anden side er jeg helt på det rene med, at jeg ikke gider en pendlertilværelse.
Men for nu at få en anden vinkel på den evigt idylliske Børn-På-Græs-Forestilling, har min søsters børn på 15 og 18 fornylig udtalt et stort TAK, fordi min søster ikke flyttede ud af byen, da de var små.
Der er vist bare ingen rigtige løsninger…
Jeg vil nemlig heller ikke pendle! For Guds skyld. Jeg har pendlet i 6 år. Det skal jeg ikke igen! Og slet ikke i en bil. Eller på en Kystbane.
Lyder godt, Marie! Tak for svaret
Tak for kommentaren:) Vi skal nemlig også bare blive bedre til at stole på at vi HAR mad nok i fryseren og tøj nok i skabene deroppe. For det har vi jo. Men alligevel får vi altid instinktivt lige fyret to ikeaposer ned i bilen. Det er så tosset♀️
Selvtak:) Vi har en bil ja. Og jeg synes egentlig at selve transporten til Liseleje (altså selve køreturen) er helt igennem genial! Perfekt længde (lidt under en time) igennem smukt, hjemligt (jeg er opvokset i Nordsjælland) landskab og med gode indkøbsmuligheder på vejen. Vi er meget sjældent (aldrig, faktisk) ramt af trafik og køer.
Jeg bliver altid sådan lidt Amagerfornærmet, når folk taler om Amager som om det er forstadsland. Det er altså ikke længere væk fra Kongens Nytorv end Frederiksberg. Men sårede amagerfølelser til side..
Jeg synes Amager er det perfekte kompromis. Det tager ti minutter at komme til indre by den ene vej og fem minutter at komme til stranden den anden. Her er de hyggeligste villakvarterer, roligt og masser af plads i gaderne. Masser af børnefamilier, men det er stadig til at få en gynge på legepladsen om lørdagen. Godt nok er vi i lejlighed og flytter ikke i hus med det første, men jeg elsker at være her og ville kvæles i indre by. Jeg føler mig ingenlunde afskåret fra byens kulturtilbud (nuvel, ikke mere end man nu engang gør med en 2-årig unge i hvert fald). Så er der bare huspriserne, men de er alt andet lige mere tilnærmelige end tilfældet er i den modsatte ende af byen. Hvis jeg kan få et hus på Amager om fem år vil det være drømmen! Og så er der både Amager Lilleskole og Den Grønne Friskole, som skulle være et kæmpehit.
Word. Jeg har det på præcis samme måde. Jeg elsker Amager, den superkorte tur til byen og på arbejde, men samtidig Lebensraum til børnefamilier. Ikke til vilde heste kunne få mig længere ud af byen.
Der er sgu også dejligt!
Jeg har også altid ELSKET Amager. Helt instinktivt er der bare noget fedt ved at være på en ø fyldt med sin helt egen gamle ø-kultur (tænker især på Lille Store og lille Magleby og Dragør) og så være så tæt på både Sverige og København. Det er virkelig et smørhul.
Puh, der er SÅ svær! Vi flyttede fra Nørrebro til Buddinge fordi der realistisk set ikke var plads til, både barn og bogsamling i den toværelses. Min kæreste mener desuden at det er noget bær børneplageri at have børn på stenbroen. Jeg er ikke helt enig og vil faktisk også sige at hans holdning er en efterrationalisering … Vi beholdt kolonihaven, fordi ingen af os var færdige med den, og den koster ikke rigtig noget. Vi har fået ro og plads og penge tilovers, hyggelig vuggestue i baghaven, kort pendling (vi arbejde begge ud ad den rigtige s-togsarm), siger hej til naboerne på vejen, min søn går i vugger med en hel håndfuld naboer. Problemet er så, at man jo har lyst til at bruge overskudet til at gå en tur, se noget, glo på folk, købe ind hos en underlig grønthandler. Og der er Buddinge sgu ikke toppen af poppen!!! Hvis vi rykkede tilbage, ville vi have mulighederne men ikke tiden og pengene til at bruge dem. Shit altså!!!
Det lyder som en ret perfekt løsningen for jer! Og genialt at i ku beholde kolonihaven. Men er det ikke stressende med to haver??
Og hun bliver ved …. Ved nærmere eftertanke tror jeg dog at jeg er bedre til spidsbelastninger (nu smækker jeg kraftedme ungen i klapvognen og tager bussen ud i det blå!) end til vedvarende trælshed (fx morgener der ikke helt hænger sammen eller ulvetimer der ikke går op). Så på den måde er vi jo landet på det rigtige.
Alt hvad C siger er lige mine ord fra villakvarteret på Vestamager mellem fælled og strand! Jeg kender den fomofølelse, som er en del af din splittelse, men jeg har ikke set mig tilbage, siden vi fik hus og have og metro en spytklat fra hoveddøren. Jeg bliver ikke engang amagerfornærmet mere – vi har alt ved hånden, og vi kan cykle til Kgs Nytorv på tyve minutter. I kan tro, jeg ikke er misundelig på jer, der tager trapperne op og ned hver dag, lemminger til den lokale legeplads for at komme ‘ud’ og klemmer jer sammen på få m2, fordi I tror, I ikke kan undvære alt det, I ikke har tid til at bruge:-D Ingens behov er ens, men jeg synes jeg kan høre på din tone at I holder jer tilbage pga frygten for at miste det I HAR haft. Spørgsmålet er om I har det nu? For nylig læste jeg, at man skal vælge sin bolig efter sin aktuelle livssituation.
Jeg ville nok hverken trives i Køge eller Lyngby, mest fordi, mine venner bor i og omkring Kbh. Men Amager er, som C skriver det hele på én gang! Og huspriserne går én vej, så jeg ville ikke tøve, hvis I har muligheden!
Hej Susanne! Åh, jeg ville ønske at det kun var sort-hvidt for mig at bo i byen – problemet er bare at jeg satme elsker at gå ture i weekenden i byen. Elsker faktisk legepladserne og alle de andre forældre og alt vores købekaffe og at mødes i iskøen. Og at cykle hjem ad store kongensgade og nyboder. Og hilse på soldater på amalienborg hver morgen, gå en tur til Christianshavn…. åh! Men trappen. Trappen, den trappe. Og det at clsatme så nedtur.
Og så tror jeg faktisk – hvis jeg ender med at komme over min by, så vil Amager være en sindssyg god løsning for os! Så måske ses vi:) Ida
Jeg FORSTÅR dig! Jeg elsker jo også alt det! Min pointe er bare at man på Amager ikke har indre by PÅ, man gemmer byen i forlommen Men jeg véd jo godt hvordan du har det! (vi går også ofte til Christianshavn!)
“Man gemmer byen i forlommen”❤️
Der findes lækre stuelejligheder med udgang til have (måske endda sin egen). I kunne prøve at kigge på mulighederne for at bytte jeres lejlighed.
Vi bor i den dejligste stuelejlighed, trukket ind fra gaden, på en lille lukket vej på indre Frederiksberg. Vi er en lille andelsforening med en fin have, som børnene og deres venner leger i. Det er stadig ikke det samme som at have sit egen have, men det smager måske lidt mere derhenad og så får I stadig alle de dejlige ting ved at blive i indre by:-)
Jeg er PRÆCIS samme sted. Har kæreste, 3-årigt barn og et på vej og pendler forvirret rundt mellem at ville bo i byen, i forstaden, på landet, ved stranden, i en villa, i et rækkehus, på en bondegård… Jeg er så forvirret og har været så meget i tvivl om hvad der er det rigtige for os. Sandheden er nok, at jeg vil bo i et hus ved stranden, på landet midt i byen. Altså, det eksisterer ikke. Vi har haft kolonihave 25 minutters kørsel væk i et år og ELSKER den, men kender samme nedpakningskaos, som du beskriver. Vi har snakket meget om at købe et hus og har kigget rundt, men erfaret at vores økonomi nok kun rækker til noget et godt stykke ude i forstaden, hvis det skal være værd at bo i. I så fald vil vi skulle sælge kolonihaven, og det vil mit hjerte ikke. Jeg elsker den jo! Og jeg er meget i tvivl om vil vil opnå samme oplevelse af luft og frihed med et hus, som vi får det i kolo’en.
Det er virkelig en svær beslutning og svært at mærke hvad det er det RIGTIGE! Men forleden slog det ned i mig som et lyn. Jeg vil faktisk ikke væk fra byen og jeg vil ikke af med kolo’en. Jeg vil bare gerne ned til jorden (i stedet for 5. sal uden elevator) og til et mindre hypercentralt (læs: larmende) sted end hvor vi bor nu. Det føles i hvert fald ikke rigtigt at flytte langt ud i forstaden lige nu. En anden ting der gik op for mig var, at vi jo ikke SKAL tage en beslutning nu. Vi må gerne vente med at tage en beslutning og rykke på det til det føles rigtigt, hvad det rigtige for nuværende så end er. Så det har jeg affundet mig med indtil videre – at vi ved at vi vil videre, men skal finde det rigtige først.
“Sandheden er nok, at jeg vil bo i et hus ved stranden, på landet midt i byen” den sætning har jeg sagt til ALLE i den sidste uge. Tak for den! Og alt det andet du skriver, Anna: Behøver jeg skrive at jeg hører dig? Det er så true. Tænk hvis man (jeg) nu nøjedes med at fikse det der ikke virker i stedet for at ville have DET HELE PÅ EN MÅDE, DER IKKE EKSISTERER. Tak for reminderen. Håber du finder den rigtige løsning for jer! Kh Ida
Ikke at jeg tænker det hjælper synderligt på noget som helst, men du skal vide at du ikke er alene. Jeg har præcis samme tanker som dig. Kan simpelthen slet ikke mærke hvad jeg vil. Det er super frustrerende til tider.
Det er det nemlig! Helt vildt! Som Anna vist skrev, lige inden dig: “Sandheden er nok, at jeg vil bo i et hus ved stranden, på landet midt i byen”. Ha! Det er bare lige dét jeg gerne vil… bo i et fatamorgana der ikke eksisterer.
Kigger i nogle særlige steder? Jeg synes Amager kan noget i fht at beholde et ben i byen og stadigvæk have metro og vandet tæt på.
Jeg sidder og læser med og forundres over jeres modvilje mod at forlade Kbh. Der er så mange vidunderlige steder i DK!
Jeg flyttede ud af byen i 2003, var det vist? Vi kom dog liiiidt for langt ud og flyttede derfor længere ind igen, dog stadig 50 km udenfor Kbh . Jeg elsker det simpelthen og er blevet en country Girl, men jeg kan godt huske tvivlen. Den tvivl har jeg dog intet mærket til de sidste 15 år. Vores børn har aldrig boet i byen, så jeg mærkede ikke trangen til at få børn på græs. Har dog sat STOR pris på have, skov og marker, efter vi fik børn.
Vi kan vist blot konkludere, at man selv må mærke efter, hvad der er den rigtige beslutning. Det er spændende at følge overvejelserne.
Jamen du har ret! Og jeg mærker nu ikke så megen modvilje, i lige dette kommentarspor – Eller er jeg for biased? Måske lige med undtagelse af det med at skulle pendle. Men hvis jeg kunne få et arbejde i en mindre by, ville jeg bestemt være klar på det. Kh en der tilbragte alle sine 20’ere i hhv Århus og Kolding laaaangt væk fra familie, venner og Kbh:)
Du skal da til amager!
I må låne vores hus i juni, hvis det gir mening.
Og: når ungerne blir større følger der et andet liv med med skole, fritidsaktiviteter (Børnekulturhus amager, søspejder, svøm, klatring på Refshaleøen) etc.
Og så er det mega fedt at dele en øl og gå i haven og kigge på højbede etc. Eller cykle til stranden og hoppe i havet.
Der er virkelig en grund til Amager er blevet så åndssvagt dyr: du har roen (elsker at cykle fra arbejde på Vesterbro og kunne høre fuglene synge når jeg er hjemme), vandet, metroen og byen på en 10-15 minutters cykeltur.
Hvor er du sød, Sofie, tak! Der er i hvert fald blevet plantet en lille spire i mig – også af at se jeres hjem. Det kunne virkelig være sjovt, hvis jeg endte på Amager!
Jeg tror det er vigtigt at man følger sin mavefornemmelse, og tænker hvad fordelen ved et hus er, i forhold til en lejlighed. Vi bor i hus, men mine forældre har et sommerhus vi låner, og det gør vi ofte! Et hus bliver hverdag, lige som en lejlighed, og det er det sgu rart at man kan flygte fra rodet og vasketøjet en weekend. Men jeg tænker også at man blivee ældre, og jeg har i mange år, haft den følelse af, at jeg gik glip af noget, og når børnene blev større ville jeg helt klart mere ind til byen, og være smart, men ved du hvad? Det siger mig ikke en pind længere! Det har taget mig mange år, at nå til den erkendelse, at jeg bare ikke længere skal være de smarte steder, og rende til kaffe/vin på en fancy café hver weekend længere. Jeg fandt ud af, at det kostede mig alt for meget energi, at skulle være overskudssgtig, og prøve at jonglere familieliv, og et “jeg kan alt det, som da jeg var singel” liv. Da jeg meldte ud, at jeg hellere ville invitere hjem til mig selv, end at sidde på diverse cafeer, rundt omkring, fandt jeg ud af, at de fleste af mine veninder havde det på samme måde. Man holder fast i noget der var engang, og glemmer at livet forandre sig. Jeg elsker stadig en god bytur, hvor man danser hele natten, og har tømmermænd i tre dage efter. Og på en måde giver det mere energi, og et større boost, fordi det faktisk ikke sker så tit, og derfor nyder jeg det meget mere end før i tiden. Så måske du skulle overveje om det er værd at give slip på hus drømmen fordi du tænker, at du snart kommer tilbage til en mere fri tilværelse, hvor man kan gøre næsten alt det, som man gjorde inden børn. Man bliver aldrig så fri igen, der vil altid være forpligtigelser i indtil de flytter hjemmefra, det er sørgeligt, men sådan er det, når man har valgt de dejlige unger, så er der bare ting der aldrig bliver som før, og det er svært, men fantastisk når man endelig kommer til den erkendelse.
Tak for din kommentar! Jeg er enig med dig langt hen ad vejen. Især i din erkendelse der er i at man bare ikke kan det samme nu, som før man fik børn. True! Nu ved jeg ikke hvor gamle dine børn er, men mine er 2 og 3,5 og jeg har bare på fornemmelsen at de snart tager et skridt på frigørelsesfasen. Fx i forhold til at kunne klare trapperne selv. Det er ikke noget der gør at jeg pludselig skal rende rundt til CPH Dox og dyre cafeer hvad ved jeg, men bare så frihedstegn som gør at jeg MEGET bedre kan se os have et dejligt (børne)liv i byen. Men altså… jeg tvivler på om jeg nogensinde finder svaret..:)
Har i overvejet at bytte sommerhus med kolonihave tættere på, så i kunne bruge det alle weekender og måske bo der om sommeren? Det kender jeg flere der er glade for, kombineret med bylejlighed. Vi har hus i forstaden (Rødovre), og bruger fortsat byen meget, men jeg ved ikke om jeg synes det mes at have fuldtidshave er særligt fedt. Jo – til at lukke børn ud og lege i, og til at holde fester, men der er også mange udgifter og arbejde i at have eget hus, og jeg kunne da godt fantasere om at det bare var et nemt lille weekendhus og en bylejlighed vi havde. Får ligesom ikke holdt det hele ordentligt nok, og der er konstant noget der er ved at forfalde af mangel på træbeskyttelse, væltede træer, kældervand, mm.
Prøv at skriv lister med fordele og ulemper for jer ned. Det hjælper altid mig;)
Jeg tænkte faktisk det samme som Kim – vi endte med at fravælge sommerhus pga transport (og økonomi) og fik i stedet en kolonihave, der kan nås på 10 min i bil og 30 på cykel. Der er stadig lidt rykken rundt med ting, men i sommerhalvåret har vi mad og tøj fast derude. Det er muligt at tage derud bare et par timer, hvis det er det, man kan overskue, jeg har cyklet derud på hjemmearbejdsdage, og har vi glemt noget, så kører vi bare hjem efter det. Det giver ikke samme naturoplevelser som et sommerhus, til gengæld er det overskueligt, billigt og med legekammerater 🙂
Når alt det er sagt: Havde jeg råd til et hus på Amager, ville jeg også overveje det (på den måde kan økonomiske begrænsninger være en blessing in disguise… ).
Men som jeg vist har nævnt før, så skal man nok altid overveje, hvad et hus koster i både transporttid og 2 x arbejdstid: de timer, du skal arbejde for at betale terminer og vedligehold, samt de timer, du selv skal bruge på at vedligeholde det og en have. Ikke, at det ikke kan være det hele værd, for det tror jeg sagtens, det kan…
Kh Mrs. No Help At All
Jamen helt sikkert! Ifht økonomi: tror virkelig den ku komme bag på mig – især hvis jeg ikke lige havde øvet mig med et sommerhus. Shiiiit der er mange uforudsete udgifter. Når det så er sagt: Amager, ik: der skal man bare langt nok ud, så blir det altså billigere… men altså. Jaja. Stadigvæk psyko-dyrt, jo.
Og totalt meget mrs. help! Tusinde tak❤️
Kære Kim! Vi har fået lavet lister som du foreslog og det var faktisk virkelig godt! Til min store overraskelse havde vi voksne flest plusser på at blive i vores lejlighed. Måske kører jeg bare på nogle pumper i fht to drenge på 2 og 3,5 på 4. sal og en helvedes masse trapper… jeg tror i hvert fald også at vi ender med et kompromis af en art. Og så: tror du at jeres børn har syntes det var bedre at vokse op i jeres hus (inkl kældervand og tørstigt træværk) end i en lejlighed i byen? Eller havde de været lige glade for begge dele? Altså: det er vel to helt fundamentalt forskellige barndomme man giver sine børn? Udfoldelsesmulighederne i et hus er bare så uendeligt meget større. Argh! Jeg ved ingenting. Men TAK fordi du tog dig tid til at dele din erfaring.
Hej Ida. Kan sætte mig i dit sted for har både sommerhus og hus som vi flyttede i for et år siden nord for København. Inden da boede vi i lejlighed på Vesterbro og vi har også et barn på snart tre. Vi startede med at købe sommerhus sådan lidt impuls agtigt. Jeg synes også pakkedelen kan være skod men det var klart værst da vi boede i lejlighed og ikke kunne få en p plads tæt på og også skulle gå op ad mange trapper. Men man bliver også hurtigere og bedre til at pakke og har bare nogle faste ting deroppe, fx håndklæder og tøj og sengelinned og så går man bare i noget virkelig random tøj når man er der. Vi gør heller ikke lige så meget ud af rengøringen længere, hvis vi ved at det bare er os der skal derop igen i weekenden efter. Vi blev virkelig glade for sommerhuslivet, haven og naturen i det hele taget og det gjorde, at vi fandt ud af, at vi ikke kunne “leve med” kun at have det engang imellem. Derfor købte vi også et hus. At have hus og sommerhus er to vidt forskellige ting; hus er hverdag og i sommerhuset slapper vi af, spiser noget andet mad, drikker vin og spiller scrable. Jeg savner stadig Vesterbro men synes livet med små børn er blevet lettere og mere afslappende i hus. Men det er ikke Vesterbro og engang imellem kan vi (jeg) også komme i tvivl om det var det rigtige. Dog skal det lige siges at ingen af os arbejder i Kbh så det gjorde det lettere fordi vi alligevel ikke kunne cykle på job.. desværre. Måsle er det bare sådan en “gør det og du vil fortryde det, gør det ikke og du vil også fortryde det – situation”. nå uanset hvad tror jeg pakke delen bliver lettere for jer når i lige bliver lidt mere rutinerede 🙂 Vi har også købt en gammel klapvogn til vores sommerhus/barnet så vi slipper for at fylde bilen med den slags. Ej men generelt ser vi ret forhutlede ud når vi er i sommerhus…. sikke en lang smøre, aner ikke om det giver mening 🙂
Tusinde tak for din smøre! Især tips til at downsize på sommerhus-habenguttet. For det er virkelig dumt! Også tak for refleksioner om hus vs. sommerhus – det er meget svært at forestille sig det, når man nu kun har et sommerhus. Kh ida
Er der nogle voksne på linjen, der selv er vokset op i byen? Var I glade for det eller gik I og savnede det forjættede haveliv konstant?! Vi fulgte drømmen og flyttede til NYC da vi var midt i 20’erne og det er virkeligt også en dejlig by, men shit, man lægger mærke til, hvor psyko meget beton her er, når man får børn! Mange af legepladserne er små frimærker og trafikken støjer hele tiden og – i hvert fald hvor jeg bor – er der ikke noget der hedder lige at “løbe ud at lege”. Men at flytte herfra igen? Pyha, det ved jeg ikke lige, om vi bliver klar til foreløbigt. Hvis nogensinde. Der er så mange følelser i det. Men kunne virkeligt godt bruge at kunne åbne en havedør! Så! Tvivlen altså! Gad godt at høre fra nogle voksne, som er vokset op i byen. Eller folk med store børn, som lige nu oplever alle fordelene ved at bo i byen. Hvad er det fedeste ved det? Anyone?
Og hvor mange gange, kan man skrive “nogle voksne” i en kommentar, uden at blive i tvivl, om man selv tilhører den kategori? Er der nogle voksne, der vil tage over her?!
Måske må jeg svare – uagtet om jeg er rigtig voksen 😉 Jeg har oprigtigt aldrig, som i aldrig nogensinde (før jeg blev ældre og lærte, at andre tænker sådan nu og da, til min store forbavselse) overvejet, om der skulle være nogle afsavn eller begrænsninger ved at være barn i byen. Jeg er mange-generations fuldblods Københavner, født på Vesterbro længe før den slags blev hipt og trendy… min mor er fra Sydhavnen og min far fra Nørrebro. Folk kigger nu og da på mig, som var jeg en helt særlig race, når de hører at jeg er “rigtigt” fra København. Jeg husker ikke nogensinde at have tænkt det var underligt. Byen er skøn at være barn i og det var jo i øvrigt her mine forældre trivedes og var glade. Og mit liv havde ligeså meget leg (i gården) og natur (camping hver weekend, sejlture og byens parker og badesteder), kultur, sport og hvad man ellers kan liste op… Så heldigvis giftede jeg mig med en “Københavnerdreng”, som heller ikke skal nogen steder. Og fordelen er jo, at vores familie og venner allerede bor her 🙂
Det var et rigtigt fint svar, Signe, tak! Det fik mig til at tænke på, om tvivlen for mit vedkommende opstår, fordi jeg selv er opvokset i forstæderne. Som om, det er det “rigtige”, man søger måske mod den skabelon, man kender?!
Kan man Ikke bytte lejlighed i den ejendom bor i? I skal da ned i stueetagen – lige om lidt kan todlerne selv løbe i gården, hvor i kender alle. Og sommerhus. Min alenemor med os tre søstre, en hund og en kat!!! har haft sommerhus hele vores barndom, og deroppe havde vi det tøj vi skulle bruge, så det var kun vasketøj der kom med frem og tilbage. ELSKEDE sommerhuset som barn og ung – i sommerhalvåret var vi der hver eneste weekend og om vinteren blev det lukket ned i 3-4 måneder.
Pøj pøj med beslutningen
Hej Tina! Jeg glemte at svare på din kommentar – men tak for den! Lige efter jeg havde læst den spurgte jeg faktisk vores søde søde underbo (med 4 – og det var FIRE! nu voksne børn og en mand) om ikke vi skulle bytte lejlighed, hvorefter hun bare slog en HØJ latter op og råbte “God weekend!” Hehe… So I guess thats a no… Det du skriver om sommerhuseminder er også en af mine største kærligheder til den her konstellation. Så jeg giver den lige et skud et år eller to;) Tak igen. Ida
Tjooo … Jeg har forbudt mig selv at stresse over den ved rækkehuset. Den er mest en strimmel græs og en ret fed terrasse. Får jeg lyst til at plante en busk, gør jeg det. Får jeg ikke, lader jeg være. Folk ser lidt chokerede ud, når de ser den og ved jeg er havemennesker. Men hey, dem om det 😉
Haha, det lyder som en helt perfekt prioritering
Jeg tror det. Jeg har veninder fra provinsen, som nærmest tænker, at det er et overgreb at lade børn vokse op uden have, for de kan slet ikke se deres egen barndom uden 😉
Vi sidder i samme situation. Nogle burde lave en erfa-gruppe og nedsætte et udvalg! Vi er megaheldige med stor lejlighed på indre Frederiksberg (jep) men vil gerne noget andet på sigt. Tror vi. Problemet Er at vi også hr Jylland ind over. Der bor vores familie, der kan man få hus for pengene og der er natur en masse. Men shot. København altså. Vi har boet her i 10 år. Det er det vi kender og elsker. Og vores venner bor her. Så ee Jylland ikke bare en urealiseret drøm eller er det stedet vi bliver ægte fyldt med Ro og Fred? Åh. The struggle is real
Skrev ovenstående med sovende barn på barm. Derfor lidt ehhhm ulæseligt. Beklager!
“Men shot” skal så meget være mit nye mantra i alle livets svære beslutninger!
Jeg kan sgu godt forstå dén struggle der! For mig nåede hjemstavnen “heldigvis” at trække mig hjemad inden jeg fik etableret mit familieliv. Hvis du er nervøs for at fortryde, så kunne man jo overveje den der ordning med at leje et hus først (har hørt at nogle ejendomsmæglere tilbyder det, for alle os der skal ud ad byen i etaper – så kan man lige “prøvekøre” huset og livet i en mindre by i et år inden man beslutter sig). Puha, det er en svær beslutning! Shot mand! Good luck og masser af boligkarma Ida
[…] Selvom jeg har været ufatteligt meget i tvivl om hvor det er bedst for os at bo med børn, så er jeg …vist ikke helt så meget i tvivl mere. Og selvom jeg er en kæmpe drømmer aka en skideirriterende, narcissistisk og flyvsk type der er verdensmester i at ville have alt muligt andet, end det jeg har, så er jeg faktisk bare ret glad for den her by, jeg bor i. Og ret glad for mit liv her. […]
[…] Så solgte vi vores andelslejlighed, jeg kom tilbage på arbejde efter barsel, købte – efter flere års tilløb – et hus udenfor byen, flyttede 3 børn og 2 voksne til en meget landlig forstad (Dragør). […]