Det (mor)somme liv

(København) K for kunsten at elske sit græs

I næste uge blir Kurt 4 år. 4 år mand! 4 freaking år med børn på 4. sal midt inde i en by. Ikke lige dét scenarie jeg havde forestiller mig, da jeg som 27-årig kørte rundt på Djursland og sukkede efter gamle landsteder.

De sidste 4 år har været uendelig trappegang, kronisk jernsmag i munden klokken 7.50 på hæsblæsende vej til udflytterbussen (hvordan vi kommer ud ad døren til tiden er mig stadigvæk en gåde), turister man må bede om ikke at tage billeder af sine børn, skraldebiler, fulde folk, asfalt, butikker og larm.

Men det har også været 4 år med gåture ad havnepromenaden og over nyåbnede broer til Christianshavns grønne kanaler, daglige kig til historiske bygninger og en fast morgenrute der både byder på nyhavnske træskibe og livgarden på Amalienborg, spontane (ikke helt nok, men jeg øver mig) biograf- og teaterture, fadøl med veninder, havnebad, caféture, vink og hurtig aftensmad med mennesker man kender og halvanden times cykeltur eller gåtur gennem byens liv hver eneste dag.

Selvom jeg har været ufatteligt meget i tvivl om hvor det er bedst for os at bo med børn, så er jeg …vist ikke helt så meget i tvivl mere. Og selvom jeg er en kæmpe drømmer aka en skideirriterende, narcissistisk og flyvsk type der er verdensmester i at ville have alt muligt andet, end det jeg har, så er jeg faktisk bare ret glad for den her by jeg bor i. Og ret glad for mit liv her.

Det er nemt at ville drømme sig videre og væk – at lede efter ting at være utilfreds med. Tilfreds taknemmelighed har aldrig været hverken moderne eller særligt befordrende for væksten i et samfund. Så det er som om jeg har indprentet et behov for altid at ville flytte mig, have noget andet end det jeg har. Men hvor skal man bare huske at elske sit eget græs. Uanset hvor det er, så er det ens eget. Og der er ikke andre end en selv, til at give det kærlighed og taknemmelighed, så det kan gro og blive flot og grønt. Så jeg øver mig i at sætte pris på at jeg for langt det meste er glad over summen af de store brikker i mit liv (at de enkelte brikker så kan fucke lidt rundt, er en anden snak..). Det er måske ikke så godt blogmateriale, men det er fedt og det skal nydes, istedet for at jeg nærmest føler mig forpligtet til hele tiden at ville væk.

Især fordi at jernsmagen næsten er forsvundet. Trapperne kan mine børn snart gå op ad selv. Jeg sætter oprigtigt pris på at være omringet af mennesker og liv (okay – måske ikke lige alle turisterne) og på min altan med fuglesang og kig til Christiansborg. Udsigten til havnen og Frelsertårnet fra mit soveværelse. En underbo man kan sidde sammen med i opgangen på madrasser med stearinlys på trappetrinene og snakke og drikke rødvin. Børn i gården som kan lege med mine unger. Det er faktisk en ret uforpligtende og afstressende ramme for vores hverdag. Og trygt at være lige midt i en flok af fellow børnefamilier med en grøn gård som fælles base.

Om jeg nok skal nå at ombestemme mig mange gange igen? Om jeg fortsat kommer til at sidde og scrolle igennem Boligsiden. Helt sikkert. But not today, Satan. Lige for tiden er jeg faktisk bare virkelig glad og taknemmelig over at vi bor lige præcis her hvor vi gør.

Previous Post Next Post

4 Comments

  • Reply Cathrine 6. september 2019 at 21:04

    Fra én på 5. på vesterbro, der svinger frem og tilbage i pendulfart mellem netop de to impulser og lige netop i denne uge har haft en lignende “ah, ja, nemlig, her bor vi”-uge: skål for den følelse altså! Og det er fremragende blogmateriale imo 😉

  • Reply Mette 7. september 2019 at 10:50

    Du sætter lige præcis ord på glæden ved at være familie i byen. Den glæde har vi også. Bittesmå børn er besværlige på trapper, men det går jo over, nemlig!

    Jeg tænker nogen gange at os byfamilier har det lidt ligesom singler og folk der fravælger børn: Jævnligt at skulle lægge øre til andres normviser (vitser?) om, at man ville blive gladere ved at ændre sit liv; få en kæreste; få et barn; flyt ud af byen.

    Byen er bomben i dag – København er grønnere og skønnere end nogen sinde før. Jeg har optur over, at mine børn skal bliver større og unge i den her by fuld af muligheder, mennesker og mangfoldighed.

  • Reply Signe 8. september 2019 at 18:05

    Amen fra en Amagerkaner på Anden sal og to børn. Vores gård/andelsforening er sin egen provinsby, med legende børn og omsorgsfulde naboer. Jeg flytter ingen steder, selvom vi til et bryllup i Jylland for nylig blev spurgt: “Så I bor stadig i lejlighed…selvom I har børn?” Suk.

  • Reply Benedikte 9. september 2019 at 13:17

    Ditto på amen fra 4. sal på Vesterbro og to på 2.5. De går op selv nu! Så er der jo vitterligt ingen grund til at flytte nogen steder.

  • Leave a Reply