En pro-life’s erkendelser

I Fredags blev abortgrænsen ændret i Danmark. Et næsten enigt etisk råd stemte for at hæve den fra nuværende 12 uger til de 18 uger, som i 50 år har været abortgrænsen i bl.a. Sverige. På Instagram hylder mange af mine forbilleder, og sådan cirka alle, jeg gerne vil identificere mig med, lovændringen.

Lille disclaimer. Jeg er gravid. I uge 18. I denne uge, skriver min app, reagerer barnet på lyd, slår kolbøtter og måler knap tyve cm fra hoved til hæl.

Om lidt kommer jeg muligvis til at lyde som en rablende bannerfører foran abortklinikkerne i sydstaterne. Så lad mig gøre klart: Jeg synes at fri abort er en menneskeret og grundsten i ligestilling. Jeg er på ingen måde imod abort. Men (dyb indånding) …hvorfor er abort før 12. uge (og i særtilfælde (seksuelle overgreb, misdannelser eller sociale eller fysiske omstændigheder) mellem uge 12-18) ikke tid nok? Risikerer man ikke at folk, vælger børn fra pga. f.eks. dets køn (som kan ses fra uge 14)…?!

For at forstå den nye abortgrænse – siger jeg til mig selv – må jeg først og fremmest undersøge hvorvidt en højere abortgrænse overhovedet fører til senere aborter, dels forsøge at forstå, hvad det objektivt vil sige at opdage at man er gravid og til sidst, hvordan man beskriver et fosters etiske status.

Første punkt. Flere medier nævner, at en afgørende grund til at forslaget om at hæve abortgrænsen til 18 uger gik igennem, er at statistik fra både Sverige, Island og Holland viser, at en ny højere grænse hverken vil føre til flere sene aborter eller til kønsselektion (kilde: DR) – faktisk er tendensen i disse lande for tiden tværtimod, at folk er begyndt at få dem tidligere.

Okay. Så langt så godt.

Punkt to. Hvad vil det sige, at erkende en graviditet (noget jeg sandt at sige kun kender fra egen krop og derfor ikke kan forholde mig objektivt til)

I følge dette amerikanske studie, bliver de fleste uplanlagte graviditeter opdaget i uge 7 (ofte bliver de opdaget før, hvis det er planlagt). Der er, så vidt jeg kan læse, en del i den gruppe, der opdager graviditeten sent, som først opdager den omkring uge 12.

En pointe i studiet omkring “pregnancy recognition” (at opdage/ erkende, at man er gravid) er, at begrebet, for at kunne kvantificeres og blive målt på, i lægevidenskaben anses som en binær proces, hvor en “informations-knap” ligesom bliver “tændt”, og man i samme øjeblik ved, at man er gravid. Men i praksis er det, at opdage en graviditet, en langt mere kompleks proces hvor man opfanger og fortolker symptomer og til sidst forstår at man er gravid. Det faktum, at man kan være fysisk gravid, uden at være kognitivt gravid (fordi man f.eks. tester negativ og/eller ikke oplever tegn på graviditet), gør at det at opdage en graviditet, i praksis, er en liminalfase – en overgangsfase – og altså ikke en binær enten/eller tilstand.

I en rapport om abortgrænse fra Etisk Råd på Folketingets hjemmeside, står der at : “…nuværende abortgrænse (dvs. 12 uger) ikke er lagt helt vilkårligt, men på den ene side er fastlagt ud fra et hensyn til, at der skal være tid til at, graviditeten kan dokumenteres og erkendes af de involverede, og på den anden side, at der ikke bør gå mere tid end højst nødvendigt, før der eventuelt foranstaltes provokeret abort, idet indgrebet som tiden går, bliver stadig mere omfattende” (kilde, Etisk Råd. Jeg kan virkelig anbefale at læse / skimme rapporten, hvis man, ligesom mig, har svært ved at forstå den nye grænse).

Og så til tredje punkt. Rapporten beskæftiger sig bl.a. med forholdet mellem kvindens ret til selvbestemmelse versus fosterets ret til liv og dets såkaldte etiske status. Her skelnes der mellem 3 opfattelser:

1. Den livsbevarende opfattelse: “(…)dette synspunkt indebærer, at ethvert menneskeligt liv er bærer af en ganske speciel værdighed(…)”.

Der skrives videre – og jeg tillader mig lige, at citere direkte videre fra rapporten – “(…) Men hvilke ændringer kan man pege på, som faktisk kan berettige til en sådan forskel i værdighed? Er det, at fosteranlægget sætter sig fast i livmoderen? Er det at centralnervesystemet dannes? Er det, at fostret får et menneskeligt udseende med arme, ben, fingre, tæer, øjne, ører og næse? Er det, at fosteret kan overleve uden for kvindens krop? Eller er det selve det, at barnet fødes, der udgør forskellen. Ingen af svarene forekommer indlysende rigtige i den forstand, at ændringen kan forklare og retfærdiggøre, hvorfor fosteret forud for ændringen ikke er bærer af værdighed, mens det efter ændringen tydeligvis er bærer af den specielle menneskelige værdighed. Derfor er den oplagte konklusion, at det nye liv har den særlige menneskelige værdighed helt fra undfangelsen, således at værdigheden ikke skyldes bestemte biologiske funktioner, men er knyttet til det menneskelige liv som sådan (kilde, Etisk Råd s. 15)

2. Den gradualistiske opfattelse: Gradualisme indebærer, at den menneskelige værdighed er en kontinuerlig størrelse, som man gradvis erhverver i løbet af livets første periode. Værdigheden vokser så at sige op i takt med det nye liv.” (ikke fra rapporten, men derimod herfra) I rapporten fra Etisk Råd, står der desuden: “Det befrugtede æg er til at begynde med helt udifferentieret og kan som sådan betragtes som andet væv på linje med hudceller eller lignende. Gennem sin udvikling gennemløber fosteranlægget imidlertid i miniformat hele menneskehedens biologiske udviklingshistorie og opnår med andre ord en stigende grad af biologisk kompleksitet, indtil det til sidst har de egenskaber, der er kendetegnende for det fuldt udviklede menneske. Tilvæksten i etisk status kan siges at ske i takt med denne udvikling hen imod større og større kompleksitet”.

3. Personopfattelsen: “Et tredje synspunkt er, at et barn først får fuld etisk status, når det har udviklet de egenskaber, der kendetegner en person, det vil sige egenskaber som for eksempel rationalitet, selvbevidsthed og fremtidsorientering. Først på dette tidspunkt adskiller barnet sig i etisk relevant forstand fra højerestående dyr og har dermed krav på en anden behandling end disse”. (kilde, Etisk Råd)

Okay. Det var de etiske betragtninger.

Nu kommer min personlige holdning. Jeg er instinktivt af den livsbevarende opfattelse. Det kan jeg ikke rigtigt forklare. At forsøge, vil være som at prøve at forklare, hvorfor jeg er højre/venstre-blind, tror på gud eller i fem år var forelsket i Mark Owen; Med andre ord er det hverken noget jeg er specielt stolt af, eller ser som mere moralsk, end så meget andet. Det er bare sådan det er. Dertil har jeg så personligt erfaret, at selvom jeg har stået med en positiv gravidtetstest i hånden, uden på nogen måde, at have lyst til at være gravid, eller kunne se mig selv få en baby indenfor et år, så har jeg ikke kunne forestille mig at få en abort. I situationen har jeg følt mig som en dårlig feminist og forsøgt at tænke på økonomiske og biologiske fordele i at afbryde graviditeten… Erkendelsesfasen, der har efterfulgt chokket, har indeholdt elementer af både desperation og klaustrofobi, men aldrig tvivl, om hvorvidt jeg ville beholde barnet, hvilket var en sær følelse af frihed. At jeg kunne vælge barnet (og her er jeg bevidst om, hvor privilegieret det er, at føle sig sikker nok socialt og økonomisk til dét). Når jeg bliver gravid, er jeg åbenbart ikke bare svanger, men også skæbnessvanger, og for mig, har det – underligt nok, igen, kan jeg ikke helt forklare hvorfor – været lig med en meget stor oplevelse af frihed.

Jeg blev ramt af en erkendelse et sted halvvejs mellem rapporterne og statistikken fra Sverige og Island. Faktisk lidt som en informations-knap der blev tændt, og så stod det pludselig meget rent. At ingen får aborter, navnligt ikke de sene, fordi det er sjovt, eller fordi de ikke har gjort alt i deres magt for at undgå det. Og hvis jeg i tillæg til det spejler min egen oplevelse og forestiller mig at det var omvendt; at jeg stod med en positiv test i hånden og bare kunne mærke at jeg slet ikke skulle have det barn. Jamen… Hvor klaustrofobisk må det ikke være? Hvor desperat, må det ikke være …ikke at have valget??

Denne tekst er blevet alt for lang. Godt gået hvis du har læst helt hertil og beklager at jeg ikke kan honorere indsatsen med en mere gennemført konklusion end denne. At uagtet hvad jeg personligt og instinktivt føler om fostres ret til liv, så er andres kroppe og livssituationer virkelig none of my business. Alle har krav på retten over egen krop – det er i virkeligheden bare dét jeg sidder tilbage med (og ærlig talt også en lettelse/overraskelse over punkt et, med at erfaring og statistik ikke peger på en stigning i antallet af sene aborter) Men det var bestemt ikke der, jeg startede, så på den måde er jeg meget glad for, at jeg gik i gang med at skrive denne tekst. Jeg beklager bare, at jeg ikke kan afslutte med noget, I ikke allerede har læst, på utallige abort-demonstranters højgravide maver.

♥️

PS. Kommentarsporet er åbent, men vær søde ved hinanden. Det er et svært emne at skrive om, og jeg har haft utrolig svært ved at trykke på “udgiv”. Hvis I læser det her, betyder det at jeg efter langt tilløb turde.

Previous Post Next Post

19 Comments

  • Reply Kristine 6. maj 2024 at 5:58

    Abort i ugerne 12-18 har været tilladt længe, så intet nyt i det.
    Det nye er, at kvinden selv bestemmer over sin krop, så det ikke længere er et samråd, der tager afgørelsen om abort i ugerne 12-18.
    Derudover skal 15-17 årige ikke længere have deres forældres tilladelse til en abort.
    Så længe du ikke mener, at din holdning ikke giver plads til at tillade abort, så skal den da også behandles med respekt.
    Til lykke med graviditeten.

    • Reply Ida 6. maj 2024 at 6:16

      Tak for din kommentar Kristine.

      Det *er* da nyt, at grænsen for fri abort (altså uden samråd, som har været afvigende ifht landsdel og i 2023 gav afslag på 70 ud af 923 anmodninger) er blevet rykket til uge 18? Eller misforstår jeg dig?

      Forøvrigt synes jeg at alle holdninger skal respekteres. Personligt har jeg savnet refleksioner fra skeptikere, som mig selv, der ikke på egen krop har prøvet at stå i en situation hvor abort var eneste udvej, og for hvem det derfor er meget nemt enten at tie stille eller, den måske mindre gennemtænkte løsning; at skrive “babydrab!” i diverse kommentarspor.
      Det her indlæg var et forsøg på at nuancere den stemme. Kh Ida

      • Reply Amanda 6. maj 2024 at 7:14

        Tak fordi du blander dig i den følsomme debat.
        Hvad de færreste ved er, at hvis ‘barnet’ trækker vejret/gisper eller hjertet slår efter aborten (som indebærer at fostret fødes, fordi det efter uge 12 er for stort til at fjerne kirugisk!), skal det registreres som levendefødt, have et cpr nr og forældrene bliver ansvarlige for begravelsen. Den del omgås eller ændres formentlig, i takt med, at loven skrives.

        Noget andet er det psykiske ar, som en abort sætter i kvinder. Jeg kender ingen kvinde, der har fået foretaget en abort, der ikke husker omstændighederne fuldstændig som en fødsel – vel at mærke aborter udført før uge 12. Smider man oven i puljen, at de fremadrettet vil se og måske holde det lille barn og se det udånde, fordi de har valgt abort, gør kun de psykiske gener endnu værre.

        Jeg kommer aldrig til at bestemme over en anden kvindes krop, jeg tror fuldt og holdent på retten til selvbestemmelse. Og selvfølgelig er der situationer, hvor det at få barnet vil være et endnu større traume end at se et foster i uge 18. Men! Den psykiske del synes jeg ikke der er taget stilling til i debatten. Hvem griber kvinderne? Hvem tager de obligatoriske efter-abort samtaler, som sundhedsvæsenet allerede forsømmer pga travlhed? Hvem sikrer sig, at vi ikke får en ophobning af unge teenage piger, der tager alt for store beslutninger alene og i den forbindelse bliver dybt traumatiseret af det?

        • Reply Emilie 6. maj 2024 at 10:57

          Jeg kender og kender til kvinder, der har fået foretaget aborter helt uden, at det har sat sig i dem, været traumatisk osv. At der kan føres anekdotisk bevisførelse for det ene udelukker ikke, at der kan føres anekdotisk bevisførelse for det andet.

          Når det er sagt, så er jeg helt enig med dig i, at abortlovgivningens konsekvenser – traumereaktioner, behovet for opfølgende samtaler, potentielle fortrydelser, fysiske og medicinske konsekvenser, ekstra opmærksomhed på kvinder i alle aldre i sårbare situationer osv. – selvfølgelig er et samfundsanliggende og -ansvar. Men det er det vel, uanset hvor grænsen ligger?

          Jeg håber, at der med 18-ugers grænsen medfølger både bedre vilkår i sundhedssektoren og en bredere legitimitet og medfølgende destigmatisering af sene aborter (med det mener jeg efter uge 12 og før uge 18) som netop kan hjælpe de kvinder, der får dem til ikke at stå helt så alene, som nogle måske har stået hidtil.

          • Amanda 7. maj 2024 at 7:24

            Jeg synes en del af udfordringen i debatten er, at der primært kun kan føres anekdotisk bevisførelse, fordi det er så sensitivt emne, som det er svært at føre objektive vinkler på. Det er liv og død, himmel og hav, som vi forsøger at gøre os til herre over. Når det så bliver anekdotisk, ryger realiteterne i baggrunden og de færreste ønsker at beskæftige sig med, hvordan en abort i uge 12-18 faktisk ser ud, fordi det får karakter af markabert og ulykkeligt.

            Det har længe været et krav, at alle der fik udført en abort også fik en opfølgende samtale. Men ak, ressourcer og det offentlige rimer ikke på hinanden. Man kunne med fordel udvide ansvaret og f.eks. sige, at en hospitalspræst stod for den del. Eller en psykolog. De er alt andet lige klædt på til livets store spørgsmål, sorg og traumer.

          • Ida 8. maj 2024 at 6:43

            Meget enig, Emilie. Og tak for begrebet anekdotisk bevisførelse, som jeg ikke kendte før nu.

        • Reply Ida 8. maj 2024 at 6:42

          Tak for dine kommentarer Amanda. Jeg er meget enig, både i det med anekdotisk bevisførelse, og også i at det konkrete billede i hvad en abort egentlig er og indebærer – særligt efter uge 12 – glider i baggrunden i nyhedsmedierne. Mon ikke Zetland og WA og andre medier skriver / har kunne have nogle historier som beskæftigede sig mere med traumerne forbundet med aborter? Jeg hæftede mig i hvert fald ved, at abortlæge Ida Donkin var en af de 3 (ud af 20) i Etisk Råd, som stemte imod forslaget og ønskede, at bibeholde grænsen på de 12 uger. Jeg tror ikke man skal underkende sundhedspersonalets rolle og oplevelser i dette også.

          Ifht hvem der griber kvinderne, så hørte jeg en fra Sex & Samfund i P1 Orientering, forsikre at de ville rådgive og arbejde for at støtte de unge (løst formuleret, fra min skrantende hukommelse). Men hvad det *konkret* indebærer kan jeg ikke gennemskue, når jeg ser på deres hjemmeside.

          • Emilie 8. maj 2024 at 10:23

            @Ida og Amanda

            Jeg er meget enig i jeres betragtninger. Hvis der kommer en bredere forståelse for og anerkendelse af, at nogle kvinder får foretaget aborter mellem 12-18 uge (hvilket jo ikke er nyt), kan man håbe, at det bliver nemmere at stille krav til, at der bliver stillet de nødvendige ressourcer til rådighed for de kvinder, der har brug for dem i forbindelse med en abort. Som det har været hidtil har størstedelen af befolkningen, politikere osv alt andet lige nemmere kunnet ‘lukke øjnene’ for den sene aborter og dertilhørende konsekvenser for den enkelte, netop fordi de var ‘gemt væk’ i samrådene.

  • Reply Susanne 6. maj 2024 at 7:00

    Jeg har det meget som dig, Ida. Jeg har følt mig både reaktionær, privilegeret og en masse andet. Men jeg kan ikke forklare det bedre end dig. Jeg er fuldt ud for abort, men også for det livsbevarende synspunkt.

  • Reply Mette 6. maj 2024 at 7:09

    Jeg er helt med dig, Ida. Kan ikke beskrive det bedre.

  • Reply Emilie 6. maj 2024 at 10:45

    Hej Ida! Tak for dine saglige betragtninger betragtninger om den nye lov med udgangspunkt i din egen situation. Fra mig selv kan jeg genkende den splittelse eller spaltning, du beskriver.

    For mig er en nøglesætning, at enhver kvindes ret til at afbryde en graviditet inden 18 uge på lige præcis nul måder er i konflikt med enhver kvindes ret til IKKE at afbryde en graviditet inden 18 uge. Det er den erkendelse, jeg læser, du også når frem til – eller måske den erkendelse, der ligger under dine tanker hele vejen igennem?

    Derudover, som Kristine skriver ovenfor, og som du selv henviser til i dit indlæg: Vi kan forvente, at de aborter, der foretages mellem 12-18 uge, er aborter, der i langt de fleste tilfælde alligevel var blevet foretaget gennem tilladelse fra samrådene. Den nye lovgivning beskytter og tilgodeser de kvinder, der har fået nægtet abort mellem 12-18 uge, og derfor kan jeg ikke se det som andet end en sejr for (alle) kvinders ret til at bestemme over egen krop (på lige vilkår).

    Jeg tror desuden, at vi i Danmark tager aborten for givet og i samme åndedrag kommer til at ophøje de 12 uger som en form for etisk blåstemplet naturlov. Dels fordi der i mange år ikke har været udtalt, bred modstand mod den i den offentlige debat, dels fordi loven med sine 12 uger har været uændret siden 1973. Vi har ikke – som andre lande, hvor abortspørgsmålet er langt mere splittende og jævnligt debatteres eller ændres – som befolkning tager stilling til de etiske og moralske spørgsmål vedr. abort og ‘været ude i yderkrogene’. De 12 uger ogden grundlæggende ret til abort er ligesom foldet sammen i en bredt accepteret blanding af lovgivning og etisk imperativ. Men etik og moral er betinget af den politiske, lovgivningsmæssige og sociale virkelighed. Jeg har engang hørt (og lige siden ledt efter kilden!), at en befolknings etiske cut-off-point i forhold til abort har en tendens til at være sammenfaldende med antal uger i det pågældende lands lovgivning. Jeg ville ønske, jeg kunne finde evidens for det, men uanset hvad giver det god mening for mig: At lovgivning og etik smitter af på og betinger hinanden. Hvis abortgrænsen i 1973 var blevet fastlagt til 14 eller 18 eller 10 uger, tror jeg det ville opleves som en naturaliseret etisk linje på samme måde, som de 12 uger gør for mange nu.

    • Reply Ida 8. maj 2024 at 7:22

      Så spændende! “Vi har ikke – som andre lande, hvor abortspørgsmålet er langt mere splittende og jævnligt debatteres eller ændres – som befolkning tager stilling til de etiske og moralske spørgsmål vedr. abort og ‘været ude i yderkrogene’.”. Nej, vi (okay, JEG) har ikke. Føler det her er et meget metoo i 2017 agtigt momentum lige nu – I hvert fald for mig personligt. Og du læser rigtigt, jeg var jeg imod at hæve grænsen, da jeg startede på at skrive indlægget (sidste Fredag), men efter at have læst og læst og læst og hørt diverse kilder udtale sig, ændrede jeg holdning. I tillæg til det du skriver med at vi som samfund ikke har “behøvet” tage aktiv stilling, tror jeg også det spiller ind, at vi er så afkoblet fra naturens gang og brutalitet. Homo Sapiens har siden tidernes morgen – og indtil for ganske nyligt, historisk set – lagt nyfødte ud til ulvene. Det er barbarisk, men det er jo på en eller anden måde noget om hvem vi er biologisk. Jeg var inde og høre Emma Holten snakke om sin nye bog i går og hun nævnte, at der er så meget skam forbundet med vores kroppe. Alt det, der har med krop at gøre (alt fra mental load til psykiske lidelser til aborter m/u traumereaktioner) bliver gemt væk i privaten, og når vi så taler offentligt om det, så har vi meget begrænset/ikke sprog for det – og derfor bliver det nemlig, præcist som du/Amanda skriver, baseret på anekdoter og personlige oplevelser.

      • Reply Emilie 8. maj 2024 at 10:37

        Ja! Nu går jeg lige ud af en tangent i forhold til din Homo Sapiens betragtning, men:

        Med medicinske landvindinger og sundhedsmæssige fremskridt følger alt andet lige en øget mulighed for at bevare og forlænge liv. Vi kan kurere sygdomme, folk døde af for 50 år siden, og vi kan redde børn, der fødes alt for tidligt. Vi kan forlænge liv med medicin, ilt osv.

        Det er i mange tilfælde selvfølgelig bare dejligt og godt. Men i nogle tilfælde forlænges eller bevares liv mod individets ønske – som fx set i eksempler fra debatter om aktiv dødshjælp. Og i alle tilfælde er staten blandet ind i, hvilke liv, der skal forsøges reddes og forlænges og på hvilke vilkår gennem fordeling af ressourcer, priser på medicin, protokoller og regler for genoplivning osv.

        Hvis en stat – eller et samfund, forstået som os alle sammen – kun køber ind på idéen om at forlænge og bevare liv, og ikke forholder sig til (nogle) borgeres ønske om at afslutte liv, forholder vi os kun til en del af den spilleplade, vi står på.

        (Det tog mig lang tid at skrive det her, og jeg havde svært ved at finde ud af, hvilke ord, jeg skulle bruge – liv, død, afslutning af liv osv – fordi hele samtalen om, hvornår noget er et liv jo står så centralt i abortspørgsmålet. Ovenstående er ikke et forsvar for aktiv dødshjælp (der ved jeg ikke, hvor jeg står) eller et forsøg på at sige, hvornår noget er/har ‘liv’ ift abort. Det er mere en overordnet betragtning om, hvordan stat, individets autonomi, videnskab, politik og etik ikke kan løsnes fra hinanden i det samfund, vi har bygget op.)

        • Reply Emilie 8. maj 2024 at 10:43

          Lige en tilføjelse: I både aktiv dødshjælp og abort mudres det hele selvfølgelig af, hvornår et menneske har autonomi og hvem, der kan tage beslutninger på vegne af hvem. Har et foster i maven autonomi? Har en svært dement, der udtrykker ønske om at dø, autonomi? Jeg tror, det jeg prøver at stille spørgsmålstegn ved, er om nogen af os nogensinde har fuld autonomi – om det altid er et spørgsmål om grader og andres direkte eller indirekte indblanding.

      • Reply Emilie 8. maj 2024 at 11:05

        Hvis du har lyst, vil du så uddybe det med Metoo momentum for dig?

        • Reply Ida 11. maj 2024 at 19:46

          Tak Emilie – og beklager jeg først får svaret nu. Tror du har helt ret i at abortdebatten godt kan hænge sammen med (hvis jeg har forstået dig rigtigt), at vi – i alle aspekter af livet fra vugge til grav – har et kæmpe kollektivt tabu når det kommer til død. Alt der ikke handler om at vækst (leve i (kerne)familie, få børn, arbejde, forbruge, betale skat, såkaldt “bidrage” til samfundet…. mv) bliver i bedste fald set ned på, og i værste fald gjort ulovligt eller straffet. Jeg går gerne med dig ud af tangenten, men ved ikke helt om det . Hvorfor har vi internaliseret det vækstparadigme så meget, at vi tror det er vores egen skyld (hvilket vi jo så også mange steder bliver bekræftet i, at det er), når vi bliver sygemeldte med stress, ønsker en abort / ikke ønsker børn? Og opfølgende spørgsmål: Hvor kommer den individualisering fra? Hvornår blev individet så vigtigt, at man bliver holdt ansvarlig for alle de valg, man træffer på et individuelt niveau? Hvad er der blevet af svarmulighederne: “fordi at det gør alle de andre” og “sådan blev det bare”. Åh. Det er min nyeste kæphest, så bær over med mig.

          Ifht det med metoo bevægelse var det bare en klodset måde at skrive at jeg helt personligt ikke har haft sådan en aha-oplevelse siden Metoo (og det er faktisk løgn, for i mellemtiden var der jo Black Lives Matter).

          • Emilie 23. maj 2024 at 17:41

            Hej Ida! Ja, det er både det – tabuet, som du skriver. Men også at når vi på samfundsniveau insisterer på at lege gud, så er det belejligt (fordi det er rarest) at glemme, at det indebærer at være gud for både liv og død. Det er let at lade sig rive med af alle mulige fantastiske medicinske fremskridt for at bevare og forlænge liv og springe lidt let henover de ubehagelige, svære, gråzonede og splittende (både for samfundet og den enkelte) samtaler om, hvornår, hvordan og under hvilke vilkår vi afslutter eller forhindrer liv. Men de er så nødvendige. Det er yang’en til yin’en, vi kan ikke som samfund gå ned af det ene spor uden at tage nødvendige afstikkere til det andet. Også derfor jeg var så begejstret for dit indlæg. Fordi det ikke var et partsindlæg, men en refleksion, der kom så grundigt hele vejen rundt.

            Og din parallel til BLM og MeToo giver totalt god mening!

  • Reply Janne 8. maj 2024 at 11:31

    Jeg har det sådan, at jeg er for fri abort men jeg skal bare ikke selv have en. Min datter har fået en og der var der fuld støtte herfra. Hendes veninde har fået flere for hun vil ikke have prævention ind i sin krop. Det har jeg det til gengæld stramt med.

    J

    • Reply Ida 11. maj 2024 at 20:23

      Tak for din besked Janne. Det forstår jeg sgu godt du har det svært med.

    Leave a Reply