november 2017

Jeg ligger og ammer Otto i søvn (…) og tænker på at det her meget muligt var den sidste barselsdag i mit liv (Yes. Der er virkelig fuld drama for tiden – jeg er et par tunge guldøreringe og 5 mio dollars fra at være Hope fra Horton Sagaen)

Man kan jo ikke nå det hele på 8 mrd. Så her kommer

“Fx nåede jeg ikke at”-listen

– komme til tandlægen

– få reddet alle mine billeder ud af min druknede macbook

– slippe af med min ligtorn. Hold. Nu. Kæft. Den er en kælling sådan en.

– få taget et familieportræt af os alle 4.

– tabe alle mine knap 30 graviditetskilo

– forstå hvordan tid kan gå så langsomt og så hurtigt på samme tid

– få malet vores trappedør og vores paneler

– se dårlige serier hele dagen

– forstå min babys såkaldte “rytme”

– lære at gå i seng til ordentlig tid

NU skal jeg sove! Jeg har lige tabt telefonen ned i hovedet på mig selv tre gange.. Der ligger rigtigt tøj klar ude på stolen, jeg har pakket brystpumpe og læbepomade og uret er sat. Jeg bliver nok ikke mere klar. Og jeg glæder mig helt vildt.

Bye bye barsel. Tak. Snøft. Hurra.

I morges var som de fleste morgener for tiden. Vi vågner sent – først klokken 8.00 – Niklas laver morgenmad mens jeg putter med to børn og tager mig sammen til at stå op. De er jo skidesøde sådan fire små varme tykke ben, som putter sig ind til mig under dynen. 1-2-3 – OP!

Niklas kører Kurt i vuggestue, mens jeg triller Otto ned til min opturs mødregruppe som står på Holbergsgade som de gør hver Torsdag. Så triller vi over til babysalmesang, og mødes med min søster og datter som holder fridag. Er altid ved at tude når der blir spillet Vem Kan Segla på et flygel fuldstændig beklædt med småbitte sprællende babyben. Hold nu kæft det er sødt. Så holder vi mødregruppe og spiser christianshavnerkage, inden jeg løber hjem. Her råber jeg af Niklas at han skal sætte vand over, imens jeg samler 10 kilo vasketøj op med fødderne og stress-smider en pose kanelgifler i en skål. Fordi nu får vi besøg af en ægte præst. Og så skal vi fandme hygge og være afslappede. #sylteogbage

Efter en snak med præsten som skal døbe Otto, ræser jeg på min kærestes cykel kl. 15.00 op til vuggestuen og en Kurt som danser rundt i cirkler med strutskørt mens de hører skuffesang. Han får så meget i den vuggestue, som jeg ikke ville kunne give ham derhjemme. Det er SÅ hyggeligt kun at have et enkelt barn siddende der foran på cyklen på hjemturen. Vi kunne jo snakke og pege på statuer og alt muligt! Måske forstår jeg godt, hvorfor Kurt foretrækker sin fars selskab for tiden – Det er 200 gange nemmere nok at imponere en 2-årig med lol og nærvær, når man har ham for sig selv.

Hele eftermiddagen har vi besøg af min moster og min 5-årige grandniece, der har pegasus og en paw patrol med som sidekicks. De har da lige taget ingredienser med til varm æblekage og is < indsæt en million hjertesmileyer > og bagefter, spiser vi risengrød.

Klokken 19 begynder vi vores nye, ret velfungerende psyk-børnene-ned-i-gear-rutine som først og fremmest består i at sætte Søs Fengers fine vuggeviser på, dæmpe belysningen og messe SHHHH imens Kurts puls lige så langsomt falder til noget jeg vil sammenligne med en rask tølt.

Jeg masserer Otto lidt og leger “hotdog” med Kurt, som er sådan en hjemmelavet leg, hvor jeg får ham til at ligge helt stille (fordi han er pølsen, ik?) og så putter jeg ham ellers ind i et tæppe (altså, brødet) og siger alle hans kropsdele, mens jeg putter dem. Og så klasker vi ellers remoulade og ristede løg og syltede agurker på ham og han elsker den leg. Så slapper han lidt af og ved at han snart skal sove. Vi har haft så meget putte-krise det sidste halve år, så det er helt fantastisk at det er ved at vende.

Da begge børn sover lister jeg mig ud på altanen med en pale ale og står og er træt og glad, mens Niklas ser en overdrevet voldelig serie. Ellers tak.

Og godnat.

Det står ned i stænger og jeg har gemt mig på Emmerys med croissant og våde bukser. Jeg har taget et leap of faith og bestilt kaffen to-stay i håbet om at Otto lige er en guttermand og nupper en 30 minutters lur ude i Christiania-cyklen.

I dag afleverede jeg Kurt alt for sent, fordi Otto tog jordens længste formiddagslur. Må erkende at jeg nok ikke når at fatte hvordan man timer to børn i den her barsel…

Til gengæld fik Kurt og jeg leget virkelig godt sammen. Vi tegnede biler, klippede pandekager ud af tegnebog (i håbet om at de så ku spises – det ku de ikke) og legede rutchebane. Og han grinede sgu til mig! For tiden er det ellers Niklas som får alle smilene og mig der skal “GÅ UD!”. Så det var dejligt – jeg hackede lige mit eget barn. Ha!

Om 16 dage er min barsel slut og jeg forsøger at stjæle alle de små øjeblikke jeg overhovedet kan komme til. Jeg har derfor øremærket den sidste del af min barsel til at komme for sent og drikke al for dyr kliché-latte. For lige om lidt skal vi have gang i en hel anden hverdag hvor det i tre måneder er Niklas’ tur til at gå hjemme i den unikke blanding af gyldne øjeblikke, trappestress og spontan skitzolykke.