Tanker

Jeg ved sguda ik hvorfor. Er nok bare løbet tør for hjerne. Og for krop. Og tabt min sjæl på Sluseholmen kl 17.30, da jeg cyklede hjem og godt ku mærke, at det nok var en af de der åndenødsdage, man først opdager, når den er overstået. Den startede klokken seks da Otto vækkede os, så afleverede Niklas og jeg mødte 8.30. Hele dagen gik med møder og arbejde og det var ligesom først derhjemme, da døren lukkede bag mig, og jeg sad på gulvet med to trætte børn, at jeg opdagede at jeg er gået langt over stregen for hvad jeg magter. Men det er løbet jo ligeglad med, for selvom jeg i teorien har fri i morgen, er jeg mega bagud på arbejdet og vi får Air bnb gæster og skal pakke til sommerhus og jeg kan overskue præcis ingenting af det. Der er plads til lige præcis nul af alt det dejlige, fordi al energi er gået til arbejdet.

(…)

I dag er det Torsdag og nu har jeg taget en tudekiks, holdt min ugentlige fridag (som jeg ikke nåede sidste uge og egentlig slet ikke har tid til), drukket vores pant op på Coffee Collective, skrevet på min bog (bliver nødt til at skrive det højt, ellers er det ikke sket) og haft besøg af en veninde og verdens sødeste baby (#kugodt). Mens jeg har siddet i fosterstilling og skrevet har nogen gjort rent i vores lejlighed og om lidt kommer Niklas og min mor hjem med et par børn og så tager vi sgu til Dragør og i sommerhus og spiser nogle kridhvide kulhydrater.

Det er okay.

Der er stille herinde og det er simpelthen fordi jeg er i gang med at jumpstarte alle mine gamle hobbyer. I flere år har de holdt pause, selvfølgelig pga kids og arbejde, men mest af alt fordi jeg ubevidst har tænkt, at nu var jeg blevet rigtigt voksen, og sådan en, har altså ikke tid til at lave noget, der alligevel ikke bliver godt. Den tager vi lige igen. Fordi det alligevel ikke bliver godt. Hvad fanden er det for en lortet tanke? At man skal lade være med at gøre noget, man egentlig godt kan lide, fordi resultatet ikke blir godt? Undskyld, VLAK-regering, men gider I godt lige skride ud af min hjerne?!

Da det først sank ind hvor helt igennem latterligt det er, er jeg blevet endnu mere klar på at gå i big-time hobbymode – i protest mod konkurrencestaten! Ellers ender det med, at det eneste jeg rigtigt kan finde ud af, er at arbejde, passe børn og forbruge: Købe ind (forbruge varer), se Netflix (forbruge underholdning), læse blogs og nyheder (forbruge medier) og kigge på tøj og sko jeg ikke skal købe (forbruge endnu flere varer – eller i hvert fald at drømme om det).

Jeg tænker at jeg vel nok er blevet en dygtig konkurrencestatsborger. “Gør det du er bedst til”, skreg de. Jo tak. Så jeg færdiggjorde min uddannelse, fik et job og når jeg har fri fra det, er jeg reduceret til en forbrugs- og børnepasningsmaskine i effektiviseringens hellige navn. Well, not on my watch!

Og nej, jeg kommer da aldrig nogensinde til at skrive bøger som Ravn, synge Shallow som Gaga eller komponere blomsterbede som Ryge. Det siger sig selv. Det bliver hverken til stor kunst eller særligt gode resultater, men det er jo for helvede heller ikke pointen!

Hvad jeg så bedriver? Jamen tak fordi du spørger. Jeg skriver på en bog. Yes. Så er det out in the open. Så deeet… Den handler om at cykle og om kadence og tid og sådan noget. Og hvis den nogensinde blir færdig, skal den ikke andre steder, end over i min skuffe til alt det andet, der ligger derovre. Og så har jeg for nyligt opdaget voice lessons og sangturorials på youtube. Så det hygger jeg mig også ret meget med. Pt synger jeg A case of you (Joni Mitchell er mit spirit animal i den sang), Vision of love med Mariah Carey og Shallow med Bradley Cooper og Lady Gaga. Det er med andre ord Secret Single Behaviour på højt plan. Og det giver mig kæmpemæssig optur.

Så farvel til dig, åndsbolletanke om at jeg kun skal bruge tid på alt det, jeg kan i forvejen. Og at jeg ikke må spilde min tid. Gu må jeg så! Gu må jeg spilde min tid. Så fra nu af sidder jeg bare lige herovre i hjørnet i min hønsestrik og spilder løs.

Det er min tid at spilde.

Jeg ligger i en drømmeseng mellem mine to endeligt sovende, søde møgunger. Åndedragene er blevet tunge og jeg begynder så småt at drømme om at liste op til de andre, der sidder og spiser natmad, og få mig en kold øl.

Jeg har simpelthen giftet mig ind i en familie der lige stille og roligt ejer et slot. Og her har vi så været til fødselsdag hele dagen. Det har været en kaskerade af suppe, steg og eksistentialisme som det åbenbart er, når man er til 75-års fødselsdag: I dag slog det mig, at det jo er derfor gamle mennesker græder så meget til hinandens runde fødselsdage: De takker af for livet. Og da jeg først fik dét billede på nethinden, kunne jeg seriøst ikke holde tårerne tilbage for al den taknemmelighed og kærlighed der blev sendt rundt til og fra fødselarens venner. Det var så fint at jeg måtte sidde på hug og gemme mig bag børnebordet med tårerne trillende ned ad kinderne. Og da en nordjysk grandonkel spurgte mig, hvem jeg nu var, ku jeg sidde der helt grådkvalt og hikste at jeg var svigerdatter til en grandfætter. Totalt langt ude, lol.

Selvom jeg godt rationelt kan se, at det hverken er min egen familie eller i grunden specielt grædeværdigt, så _kan_ jeg ikke styre det: så snart det blir slået på glasset kan jeg mærke, at nu skal jeg seriøst til at tage mig sammen. Mon der findes en pille for det?

NU sover ungerne og jeg vil gå op til de andre og drikke en sidste skål for den seje fødselar inden jeg også skvatter i søvn.

Hav en god Lørdag!

Ida

Det er min sidste aften som 33-årig. Jeg ligger på en thailandsk madras mellem to sovende børn, der ånder tungt på mig fra hver deres seng. Børnene og jeg har det ret dejligt for tiden (Kurts psyko 3-års-hjerne er begyndt at falde lidt til ro og alle ånder lettet op) og det, i forlængelse med at vores lejlighed endelig er ved at være faldet helt på plads, er simpelthen så rart! Selvom det er 4 år siden vi købte vores rare, gamle andelslejlighed på Gammelholm, er det først her indenfor de sidste par måneder jeg virkelig er begyndt at føle at vi har lavet os et hjem der faktisk afspejler os. Selvom her aldrig bliver hverken stilrent eller Marie Kondo-opryddet er her (med undtagelse af vores soveværelse som er og blir en banegård for hhv overtrætte børn, tøj og forstoppet energi) en god blanding af funktionelt og hyggeligt. Og det er tiltrængt med en god hjemmebase, for jeg synes sgu at mit arbejdsliv tester mig af for tiden. Puuuha… Jeg har ikke lyst til at gå meget ind i det, men det er noget med mindreværd der blir til en knude af angst for at fejle som blir til at være en paralyseret skygge af sig selv… Argh! Og så noget med en ond, selvforstærkende skiderik af en spiral. Så er det fandme rart at vide at det derhjemme kører. Så kan jeg lune mig lidt ved tanken om at det på en eller anden måde trods alt er lykkes mig at få gaflet mig en  ret sød og sjov familie. Et arbejde. En hobby eller to. Og en psyko masse kogebøger.

Hvad skal det ikke ende med? 34? Lucky 34? Måske skal dét være året hvor jeg udgiver en bog som blir en instant bestseller, starter et band og begynder på fast basis, at føle mig god til mit arbejde?

Jeg tror det.

PS. Jeg har opdateret min blogliste med et par virkelig givende nye blog-bekendtskaber, bla. Plantesmilet, Skøre Liv og Æselperspektiv.