Browsing Category

Tanker

Tanker

Hvorfor har du græd i øjnene?

Jeg ved sguda ik hvorfor. Er nok bare løbet tør for hjerne. Og for krop. Og tabt min sjæl på Sluseholmen kl 17.30, da jeg cyklede hjem og godt ku mærke, at det nok var en af de der åndenødsdage, man først opdager, når den er overstået. Den startede klokken seks da Otto vækkede os, så afleverede Niklas og jeg mødte 8.30. Hele dagen gik med møder og arbejde og det var ligesom først derhjemme, da døren lukkede bag mig, og jeg sad på gulvet med to trætte børn, at jeg opdagede at jeg er gået langt over stregen for hvad jeg magter. Men det er løbet jo ligeglad med, for selvom jeg i teorien har fri i morgen, er jeg mega bagud på arbejdet og vi får Air bnb gæster og skal pakke til sommerhus og jeg kan overskue præcis ingenting af det. Der er plads til lige præcis nul af alt det dejlige, fordi al energi er gået til arbejdet.

(…)

I dag er det Torsdag og nu har jeg taget en tudekiks, holdt min ugentlige fridag (som jeg ikke nåede sidste uge og egentlig slet ikke har tid til), drukket vores pant op på Coffee Collective, skrevet på min bog (bliver nødt til at skrive det højt, ellers er det ikke sket) og haft besøg af en veninde og verdens sødeste baby (#kugodt). Mens jeg har siddet i fosterstilling og skrevet har nogen gjort rent i vores lejlighed og om lidt kommer Niklas og min mor hjem med et par børn og så tager vi sgu til Dragør og i sommerhus og spiser nogle kridhvide kulhydrater.

Det er okay.

 

Tanker

Et slag for at dyrke ting på hobbyplan

Der er stille herinde og det er simpelthen fordi jeg er i gang med at jumpstarte alle mine gamle hobbyer. I flere år har de holdt pause, selvfølgelig pga kids og arbejde, men mest af alt fordi jeg ubevidst har tænkt, at nu var jeg blevet rigtigt voksen, og sådan en, har altså ikke tid til at lave noget, der alligevel ikke bliver godt. Den tager vi lige igen. Fordi det alligevel ikke bliver godt. Hvad fanden er det for en lortet tanke? At man skal lade være med at gøre noget, man egentlig godt kan lide, fordi resultatet ikke blir godt? Undskyld, VLAK-regering, men gider I godt lige skride ud af min hjerne?!

Da det først sank ind hvor helt igennem latterligt det er, er jeg blevet endnu mere klar på at gå i big-time hobbymode – i protest mod konkurrencestaten! Ellers ender det med, at det eneste jeg rigtigt kan finde ud af, er at arbejde, passe børn og forbruge: Købe ind (forbruge varer), se Netflix (forbruge underholdning), læse blogs og nyheder (forbruge medier) og kigge på tøj og sko jeg ikke skal købe (forbruge endnu flere varer – eller i hvert fald at drømme om det).

Jeg tænker at jeg vel nok er blevet en dygtig konkurrencestatsborger. “Gør det du er bedst til”, skreg de. Jo tak. Så jeg færdiggjorde min uddannelse, fik et job og når jeg har fri fra det, er jeg reduceret til en forbrugs- og børnepasningsmaskine i effektiviseringens hellige navn. Well, not on my watch!

Og nej, jeg kommer da aldrig nogensinde til at skrive bøger som Ravn, synge Shallow som Gaga eller komponere blomsterbede som Ryge. Det siger sig selv. Det bliver hverken til stor kunst eller særligt gode resultater, men det er jo for helvede heller ikke pointen!

Hvad jeg så bedriver? Jamen tak fordi du spørger. Jeg skriver på en bog. Yes. Så er det out in the open. Så deeet… Den handler om at cykle og om kadence og tid og sådan noget. Og hvis den nogensinde blir færdig, skal den ikke andre steder, end over i min skuffe til alt det andet, der ligger derovre. Og så har jeg for nyligt opdaget voice lessons og sangturorials på youtube. Så det hygger jeg mig også ret meget med. Pt synger jeg A case of you (Joni Mitchell er mit spirit animal i den sang), Vision of love med Mariah Carey og Shallow med Bradley Cooper og Lady Gaga. Det er med andre ord Secret Single Behaviour på højt plan. Og det giver mig kæmpemæssig optur.

Så farvel til dig, åndsbolletanke om at jeg kun skal bruge tid på alt det, jeg kan i forvejen. Og at jeg ikke må spilde min tid. Gu må jeg så! Gu må jeg spilde min tid. Så fra nu af sidder jeg bare lige herovre i hjørnet i min hønsestrik og spilder løs.

Det er min tid at spilde.

Tanker

En hyldest

Er der egentlig ikke snart nogen der laver en film om Suzanne Brøgger? Med Birgitte Hjort i hovedrollen. Bare giv hende et smukt, skævt tandsæt, to bølger af pandehår og en turban. Fyld gerne første tredjedel af filmen med tigerbalsam, feltstudier, røgelse, rejser, fri sex med hotte diplomater og kostskoleliv i hvide, stive bomuldskjoler. København, feministisk oprør, krænkelse, krig og nejhat til det hele i midten. Og den sidste del fyldt med mosevandringer, skeptiske men loyale landsbynaboer, yoga, insisterende kærlighed, skrivescener og en sort kat på skødet, der hedder Linda… Åhh, den ville jeg gerne se!

Selvom jeg er rigtig glad for mit eget liv, så er der bare nogle liv der er next level. Suzanne Brøgger. Magrethe Auken. Patti Smith. Emma Holten. Beyonce. Marina Abramovic. Evren Tekinoktay. Caitlin Moran. Oprah Winfrey. Jacinda Ardern osv. osv. osv. Nogle er bare født med et ekstra gear og jeg elsker seriøst at de mennesker er her i verden og gør den bedre, sjovere, flottere, mere fair, lige og empatisk – Når det går højt for sig herhjemme, kan jeg lige svinge mig op til noget med noget hjemmelavet pasta og et lille heltekvad med kruspersille. Det der med rent faktisk at få udrettet andet end at passe sit arbejde, sine børn og undgå at få PTSD. Det… Det er sgu da fantastisk.

Ps. En lille ting jeg har besluttet mig for at det SKAL lykkes at mobilisere overskud til, er at deltage i demonstrationen for minimumsnormeringer i dagsinstitutionerne, Lørdag d. 6.4 kl. 13.00. Hvis du er i København, håber jeg vi ses. Og hvis ikke, kan du finde en by at deltage i, her.

Tanker

Godnat fra et slot i Nordjylland

Jeg ligger i en drømmeseng mellem mine to endeligt sovende, søde møgunger. Åndedragene er blevet tunge og jeg begynder så småt at drømme om at liste op til de andre, der sidder og spiser natmad, og få mig en kold øl.

Jeg har simpelthen giftet mig ind i en familie der lige stille og roligt ejer et slot. Og her har vi så været til fødselsdag hele dagen. Det har været en kaskerade af suppe, steg og eksistentialisme som det åbenbart er, når man er til 75-års fødselsdag: I dag slog det mig, at det jo er derfor gamle mennesker græder så meget til hinandens runde fødselsdage: De takker af for livet. Og da jeg først fik dét billede på nethinden, kunne jeg seriøst ikke holde tårerne tilbage for al den taknemmelighed og kærlighed der blev sendt rundt til og fra fødselarens venner. Det var så fint at jeg måtte sidde på hug og gemme mig bag børnebordet med tårerne trillende ned ad kinderne. Og da en nordjysk grandonkel spurgte mig, hvem jeg nu var, ku jeg sidde der helt grådkvalt og hikste at jeg var svigerdatter til en grandfætter. Totalt langt ude, lol.

Selvom jeg godt rationelt kan se, at det hverken er min egen familie eller i grunden specielt grædeværdigt, så _kan_ jeg ikke styre det: så snart det blir slået på glasset kan jeg mærke, at nu skal jeg seriøst til at tage mig sammen. Mon der findes en pille for det?

NU sover ungerne og jeg vil gå op til de andre og drikke en sidste skål for den seje fødselar inden jeg også skvatter i søvn.

Hav en god Lørdag!

Ida

Tanker

6 mrd uden insta!

..Og det er jo så løgn. For de første 5 måneder var jeg inde i browser- (aka junkie) versionen af Instagram 1-6 gange ugentligt for at følge med i alle de mange, oprigtigt spændende liv. Efter en måned fik jeg taget endnu et skridt på vejen, og slettede ca. 1000(!) af de profiler, jeg fulgte, så jeg kom ned på at følge 59. Det skete i en ordentlig Kondo-koger efter præmissen:

✅ Familie – ja tak!

✅ Virkelige venner – kæmpe ja tak!

✅ Profiler jeg egentlig ikke kender i virkeligheden, men som gør mig glad, bla. fordi at de viser et HELT menneske (ikke at forveksle med de der pseudoperfekte, humblebraggende profiler, der en gang om året poster det obligatoriske ene se-min-sidedelle-jeg-er-SÅ-uperfekt billede midt i deres linde strøm af bloggerblomster, enhjørninge og flagrende pastelkjoler med stort grin knækket sammen i en arj-nej-hov-tog-du-lige-et-billede-der-hvor-er-jeg-fjollet-pose – DET SHIT TÆLLER IKKE RAPUNZEL!!) men alle de andre kloge, seje, søde, grineren profiler som jeg elsker at kende på internettet – Kæmpe Mæssigt Ja Tak!

🚫 Profiler med smukke, stilfulde og inspirerende feeds, men som ikke giver mig noget jeg ikke ville kunne læse mig til i et bolig/modemagasin og som i virkeligheden også giver mig jævle ondt i maven fordi alle de perfekte house-tours, morgenrutiner, grøntsagskasser (# modtaget i gave – gå nu væk) og altid smukke tøj/hår/tattoos/rejser/etc. får mit eget liv til at virke så helt utroligt sølle, rodet og uperfekt – Farvel!

🚫 Andre DUERJOIKKEETMENNESKEprofiler – nej tak! There was a double finger situation! Og det var SÅ FUCKING BEFRIENDE! Kh Ida, 34 år, der bliver et voksent menneske og tager ansvar for at unfollowe de profiler der ikke gør noget som helst rart for noget. Totalt To be or not to be situation at få renset sit dyrebare feed fri for digitalt dårskab. Farewell!

Da mit feed efter den første måned var clean og sorteret som en artigt rullet og sorteret skuffefuld Komono, gik der nu kun 3-5 billeder før jeg nåede bunden af mit opdaterede feed.

Gæt selv om der var krise.

Heldigvis kom instas browser/søgefunktion mig til undsætning. Åhh, you insta shrinks, you… I har mig sgu om lillefingeren. Som en spritter efter solbærlikør, sad jeg så i mit ene daglige insta-besøg og mæskede mig i random “populære” profiler. Således blev jeg helt up to date på, for mig, ellers ukendte personer som diverse Kardashians, danske realitystjerner og cirka en million Britney Spears fanprofiler. Så ku jeg bruge tid på dét …Super.

Jeg ved godt, at mange må tænke “du har jo været så meget på Instagram, shit hvor er du phoney”, men det var altså fra en computerbrowser og sommetider gik der uger imellem – og for mig var det især det at være aktivt, bidragende på IG, der var problemet ifht mængden af antal gange jeg var på. Og det faldt jo fra de 50-80(!) daglige indtjekninger til allermax een gang dagligt. Ikke for at forsvare. Men det VAR altså stort for sådan en insta-junkie som mig.

For en lille måned siden tog jeg så det nok endelige skridt ud af instas favntag. Det er lidt sølle, men det er sandt. Jeg ændrede mit password til noget tilfældigt, jeg ikke selv ved, hvad er. Jeg låste mig simpelthen ude af insta (ynkeligt, men utrolig effektivt). Jeg har kun været der to gange siden, da en veninde sendte mig en sej profil, jeg lige skulle tjekke og da jeg skulle se noget fra et tøjmærke. Så fungerer det som en helt almindelig hjemmeside. Den ved ikke hvem jeg er, og jeg kan kun kigge på dem ene profil, jeg er gået derind efter. Det betyder også at jeg stadigvæk en gang imellem kan gå derind og kigge på dem jeg savner (der er mange), Det passer mig perfekt.

Min facebookaktivitet steg en lille smule kort efter min IG afsked, men fik hurtigt udlignet sig, fordi der er så dejlig røvsygt derovre. Der er vitterligt kun venstreorienterede artikler og folkeskolekammeraters børn og forældre. Og ingen likes at jagte. Bliss.

Så, hvorfor er jeg stadigvæk så meget tid på internettet? Hmmm… Tiden i min wordpressapp (=bloggen her) er mindst den samme som før. Og så er tiden jeg bruger på at tjekke hvor mange der liker mine blogindlæg helt ærligt steget med ca 200%. Det er så pinligt, men desværre sandt. Jeg øver mig i ikke at obsesse over det hver gang jeg publicerer noget, men det er som om at fraværet af min insta-profil (hvor jeg virkelig ku vise hvor aaaaafslappet, rodet og skødesløst chillaxed jeg er (lol)) har puttet ekstra pres på min blog tilstedeværelse. Fordi nu er det her jo mit eneste rigtige internethjem (oh, gru!) Derfor har jeg øvet mig i at udgive flere småting – ikke være så bange for den der “udgiv” knap. Og bare lade min blog afspejle det jeg, uden at prale, synes jeg var ret god til på insta, men som bare ER sværere at gøre i et blogformat: nemlig at være sjov og lade selvironien blomstre over hverdagens små sindssyge oplevelser. Det gjorde jeg især i IG Stories (som jeg filmede kon-stan-to til, da jeg var aktiv). Det er bare ikke lige så nemt eller sjovt på en blog. Og jeg savner det. Jeg savner både andres stories og jeg savner mine egne.

Men jeg savner ikke at have min telefon limet til min hånd. Jeg savner ikke at føle at jeg skylder dem der følger mig noget (hej hej storhedsvanvittige type). Men mest af alt savner jeg sgu ikke, at sidde og scrolle mig igennem mine egne stories i en eller anden form for sær, idiotisk selvbekræftelse: “Haha, good one der, Ida. Eeej, dér nailede du den sgu også. Haha ha!”

På billedet herover er jeg på Den Blå Planet med mine drenge. Og jeg kan huske at det var under min 2. story halvvejs igennem den der hajtunnel, at jeg ku mærke det. At jeg simpelthen blev nødt til at tage den fede, fucking tyr ved hornene og sige “INSTA!” Det er ikke mig, det er dig. (Ok, og lidt mig, også). Og jeg elsker dig, men jeg elsker mig selv mere. Det er et halvt år siden i dag. Og ja. Indsæt selv ironisk smiley om at lægge et insta-billede op på min blog og skrive et 400km langt indlæg om at jeg er færdig med et socialt medie. Det er sgu dobbeltmoralsk. Jeg er ikke perfekt. Men min telefon er mere i lommen nu, end nogensinde før. Og når jeg er på internettet nu så kigger jeg for langt det meste UD i stedet for IND.

Jeg googler ting, farer vild i viden på wikipedia og diverse netaviser, når nu jeg ikke længere kan dulme virkeligheds-kedsomheden med et quick fix på IG. Jeg navlepille-reflekterer stadigvæk amok her på domænet (som jeg forøvrigt har gjort siden jeg som 7-årig fik min første dagbog – den eneste forskel er, at der ikke længere er lås på indholdet). Men ellers, ik.. Al den anden tid på nettet bliver faktisk efterhånden brugt på at kigge ud – og det er ikke længere kun i jagten på, at finde noget flot at spejle mig i.

Og for mig er det fandme et stort fremskridt.

Fair is foul and foul is fair.

Jeg nupper lige et halvt år mere.

Kh Ida

Ps.

Hvis man vil læse mere om mine tidligere insta-kvaler (for yes, we go way back) så kan man gøre det her, her, her, her eller her.

Pps. Tricks til et sundt og moderat forhold til IG modtages som altid med kyshånd i kommentarsporet. Tak.

Spiseforstyrrelser, Tanker

Midt i et liv.

Da jeg var studerende og boede på kollegie i Kolding, var jeg så ensom at jeg udviklede en branddørsaversion. En reel angst mod den der læspende thoop-lyd som min branddør ud til gangen sagde, når jeg lukkede den i. Stilheden bagefter var larmende. Det var en følelse af at være grund-alene uanset hvor sjovt det var til festerne og hvor mange gode venner jeg havde i skolen. Så var der bare så fuldstændig hudtørstende ensomt på det der kollegieværelse.

I perioder kunne jeg godt embrace det: Så røg jeg bare cigaretter i min vindueskarm, hørte Death By Chocolate med Sia, arbejdede mig ned i skoleprojekter og skrev selvhøjtidelige tekster på Myspace.

Men i alt for lange perioder spiste jeg min ensomhed i form af kulhydrater og kastede den op igen. Brugte maden som et ritual der fik tiden til at forsvinde på en tryg og velkendt måde. Klokken 16.00: Købe ind i Føtex, gå hjem, riste krydderboller, lave risengrød, spise spise spise spise og så kaste op og kaste op og kaste op og kaste op og så børste tænder og børste tænder og børste tænder og drikke to liter vand og så kom præmien: At ligge helt træt og tom i min seng og blive lullet i søvn af Sex and the city fra min hvide macbook.

Allerede dengang tænkte jeg, at jeg nok engang (i en uoverskuelig fjern fremtid) ville tænke tilbage på den periode af mit liv med ømhed og taknemmelighed over at det kapitel er overstået. Og ret præcist sådan, har jeg det i dag. Jeg kan misunde tiden for dens udstrakthed og alle de muligheder der lå og ventede. Og jeg kan ærge mig over at jeg ikke altid kunne rumme al den frihed, så jeg blev nødt til at fylde mad ind i den for at eksistere. Jeg kan også tænke over hvordan mon det havde været, hvis jeg havde boet i København, og været tættere på min familie og gader der ikke var døde efter klokken 17.00. Men jeg er også stolt over at jeg var fem år i Kolding og at jeg trods alt tog kampen op med alle de dæmoner jeg mødte derovre i ensomheden på Låsbygade.

I den her nye fase af mit liv – aka crazy town småbørnsfasen – er jeg alt andet end alene. Hell, der gror endda mennesker inde i min krop! Hvad er det omvendte af ensomhed? Tosomhed?  Familieliv? I weekenden havde jeg arrangeret et babyshower for min søster og det hele var så fyldt med liv. Babyer i diverse maver og morgenmad og venner og travlhed og lykken i at have hele fire fulde timer sammen inden vi alle skulle hver til sit og jeg blev hentet af min mand og børn og vi kørte videre til fødselsdag på Amager. Liv over det hele! Det er dét jeg har nu. Det er sgu noget at være taknemmelig for. Her er intet behov for at fylde mad i noget tomt hul, for der er ingen tomhed. Ingen mellemrum, ingen pauser. Ingen huller. Bare life.

Og midt i alt det dejlige kan jeg godt savne tiden. Og ironisk nok, engang imellem, længes efter bare en lille bitte branddør, at lukke i.

Tanker

34? Lucky 34?

Det er min sidste aften som 33-årig. Jeg ligger på en thailandsk madras mellem to sovende børn, der ånder tungt på mig fra hver deres seng. Børnene og jeg har det ret dejligt for tiden (Kurts psyko 3-års-hjerne er begyndt at falde lidt til ro og alle ånder lettet op) og det, i forlængelse med at vores lejlighed endelig er ved at være faldet helt på plads, er simpelthen så rart! Selvom det er 4 år siden vi købte vores rare, gamle andelslejlighed på Gammelholm, er det først her indenfor de sidste par måneder jeg virkelig er begyndt at føle at vi har lavet os et hjem der faktisk afspejler os. Selvom her aldrig bliver hverken stilrent eller Marie Kondo-opryddet er her (med undtagelse af vores soveværelse som er og blir en banegård for hhv overtrætte børn, tøj og forstoppet energi) en god blanding af funktionelt og hyggeligt. Og det er tiltrængt med en god hjemmebase, for jeg synes sgu at mit arbejdsliv tester mig af for tiden. Puuuha… Jeg har ikke lyst til at gå meget ind i det, men det er noget med mindreværd der blir til en knude af angst for at fejle som blir til at være en paralyseret skygge af sig selv… Argh! Og så noget med en ond, selvforstærkende skiderik af en spiral. Så er det fandme rart at vide at det derhjemme kører. Så kan jeg lune mig lidt ved tanken om at det på en eller anden måde trods alt er lykkes mig at få gaflet mig en  ret sød og sjov familie. Et arbejde. En hobby eller to. Og en psyko masse kogebøger.

Hvad skal det ikke ende med? 34? Lucky 34? Måske skal dét være året hvor jeg udgiver en bog som blir en instant bestseller, starter et band og begynder på fast basis, at føle mig god til mit arbejde?

Jeg tror det.

PS. Jeg har opdateret min blogliste med et par virkelig givende nye blog-bekendtskaber, bla. Plantesmilet, Skøre Liv og Æselperspektiv.

Familieliv, Tanker

Feberramte børn og noget med tid og hvem man giver den til.

I går var Otto så syg at jeg måtte blive hjemme med ham. Efter et par timer ringede de fra Kurts børnehave og sagde at han også var syg og ked af det. Så afsted til smukke, frostklare Raadvad med mig og hente ham hjem. Det er helt eksotisk (og pænt stressende – shit, der er knald på) sådan at se en børnehave midt på dagen.

I det hele taget er jeg blevet mere bevidst om hvor meget (og hvorfor) Kurt og Otto virkelig nyder når vi bare er hjemme og ikke skal udenfor en dør hele dagen. Som f.eks i dag, hvor jeg har dem begge hjemme med feber, mens Niklas er på kursus. Så kommer de/vi helt ned i gear og de sidder bare og nusser i 100 år med hver deres stenede, lille leg. Det kan sagtens tage 15 minutter at få vasket hænder og det er så hyggeligt at give dem den tid og bare se hvordan de går rundt og er i verden.

Hvorfor nød jeg ikke hjemmedagene på samme måde, da jeg var på barsel? En kæmpe forskel er selvfølgelig at jeg ikke lige har født, at jeg ikke ammer, at jeg (sort of) sover om natten. At mine børn ikke er spæde længere. Og så selvfølgelig at jeg ikke længere er uvis om hvilket arbejde der var til mig på den anden side af barslen. Men det er også noget med at jeg føler mig “i gear” på en anden måde. Og det der effektive arbejdsgear kombineret med en hjemmedag i ny og næ er altså ret genial. Inden klokken var 10 i dag havde vi bagt en freaking gulerodskage, leget med tog og fået tøj på(!) Og så lavet en hel masse ingenting, mens jeg arbejdede lidt. Klokken 10 smed jeg Gurli Gris på og mens ungerne sad brak med hver deres blanke feberøjne lavede jeg en hella masse tomatsauce (som jo forøvrigt virkelig smagte godt – den er fra Green Kitchen Stories nyeste bog ‘Derhjemme’ som jeg gav mig selv i julegave. En god bog og – i modsætning til deres første – fyldt med virkelig simple og hurtige retter, baseret på at man laver nogle big batches og gemmer til senere på ugen), afkalkede vaskemaskine, ordnede vasketøj, lavede en lasagne, ringede til min gamle mormor og hørte lydbog – Helt igennem hyggeligt og produktivt.

(Oooog SÅ kom feberen lige op i begge og efter 5 timers kaos sover de nu og jeg skriver videre – Phew. Intenzo)

I juleferien læste jeg familievejleder Lola Jensens bog ‘Må vi så få ro’. Og da jeg lige havde justeret mit bullshitfilter til at ignorere den bedrevidende og fordømmende præmis om hvordan *alle* moderne børnefamilier opfører sig i dag, så var den faktisk ret god. Og jeg kan mærke at jeg efterfølgende er blevet endnu mere nærig med min tid når det kommer til alt der ikke falder i de (prioriterede) kategorier:

1. Børnene og Niklas

2. Arbejde og nær familie

3. Venner

Jeg har nævnt det flere gange, men det der med hvem man giver sin tid på nettet til… det er fandme pissevigtigt! I gamle dage stemte man med fødderne – I dag stemmer vi med fingrene. Vores klik, opmærksomhed og tid er guld værd – både for dem vi giver den til, men også for os selv. Og online nyhedsmedier og mange af de kommercielle bloggere er man jo som læser, vitterligt kun et tal på Analytics, for. Den korte tid jeg lige flirtede lidt med at kommercialisere den her blog, blev jeg – udover antal følgere – målt på hvor lang tid jeg kunne fastholde mine læsere. Hvor meget af jeres tid I lagde på min blog. Det fik mig til at tænke på mit eget forhold til min online tid. På at min tid bliver til deres penge. Og til deres muligheder.

Men min tid er også mine penge. Og mine muligheder. For når jeg giver den til internettet (og det er det jeg gør når jeg sidder og spiser sukkerknalder på sociale medier, fordi jeg ikke tør/orker/gider tage favntag med mit eget liv) så får livet hævneren på og hober sig op: Vasketøj, nullermænd, uåbnede beskeder i E-boks. Det shit får man stress af. For at modvirke stressen køber jeg varer på Nemlig.com (for penge), ansætter en rengøringsdame (for penge), får stress over at savne mine børn, men de er jo lige der, men nu får jeg bare endnu mere lyst til liiiiige at spejle mig i internettet fordi jeg ikke tør mærke mig selv. Og fordi jeg ikke kan overskue den der e-boks. Og det er også lidt synd for mig fordi det er hårdt og jeg har jo bare heller ikke …tid. Ups. Hvor jeg kender og *hader* den følelse.

Jeg siger ikke at jeg skal holde op med at følge folk på internettet. Jeg siger bare at jeg skal huske at være selektiv med hvem jeg giver min tid til (og ja, jeg ved godt at jeg har trasket rundt i det her mange gange før – sorry) Det kan godt være at det føles gratis. Men det er det jo ikke. Så jeg øver mig virkelig på at mærke om det jeg får tilbage, er tiden værd.

Nu sover ungerne. Niklas og jeg hænger ud i sofaen til Danmarks Bedste Portrætmaler og spiser den gulerodskage jeg bagte med de to feberramte i morges.

Tanker

Weekend og læseklub.

Bliss. Sådan har min weekend faktisk været. Og det endda selvom mine børn er så SYGT flabede for tiden. At en 3,5- og 1,5 årig kan have så stærkt et provo-game kørende fatter ingen: I dag hvinede og lollede de hele vej ned gennem opgangen og hver gang jeg desperat hvislede “at NU holder i *fandeme* kæft” så skreg de mig op i hovedet af grin fra et rent (og -må jeg lige tilføje- syyygt flabet) hjerte. Shit! Jeg forudser så meget trouble med de to.

Men milde himmel, hvor er de også nutti. Og hvor er det fedt at have weekend og se dem lave deres eksperimenter med vand og modellervoks og “Mor! Jeg skal lige bruge en gennemsigtig æske!” Og “Se mor, nu er Guido blevet taget til fange!”. Og vand ud over det hele og jeg prøver på ikke at tænke for meget på hvor længe indtørret modellervoksvand er om at gå i opløsning og på hvor mange bakterier sådan en bar røv mon afgiver på vores spisebord. Åhmen! Hy-ge-ligt.

Jeg har bagt et speltbrød, gået tur i solen og læst Lykke-Per færdig. Og slutningen var så god at jeg måtte høre den 3 gange, oppe på vores tørreloft, og græd og var helt rundt på gulvet af eksistentiel optur. Min næste bog er af Virginia Woolf (A room of one’s own), fordi 2019 skal være et år hvor jeg læser klassikere. Fordi det er jeg aldrig rigtigt kommet i gang med. På min boglige bucketliste for i år er også Martin A. Hansen (Løgneren) Simone de Beauvoir (men ved ikke hvilken bog?), Johannes V. Jensen (Kongens Fald), Sylvia Plath (Glasklokken) og Emily Bronte (Stormfulde Højder). Og således er jeg gået i gang med at indhente de knap 9 år jeg har foræret til Instagram. Ikke at man ikke kan læse og være på insta, det er ikke det jeg siger. Jeg kan bare ikke. Og jeg har brugt så ufattelig meget tid på det medie uden rigtig at formå at få det til at give mig fuld valuta tilbage for den tid, jeg har lagt i det. Og jeg vil ikke mere. Trist, men sandt og bedre sent end aldrig og alt det der. Selvom jeg stadigvæk er på Instagram engang imellem er det på en måde hvor jeg føler, at jeg har kontrol. Det er ok hyggeligt, altid med et bestemt formål og ikke nær så selvdestruktivt og dopaminjagende som før. Rart.

Andre bud på gode bøger modtages forøvrigt med kyshånd.

Tanker

Julefred

Alt ånder fred her i min sommerhusesofa i Liseleje. Jeg sidder lige og nyder at jeg faktisk har nået alt det der kendetegner en god juleferie:  Set Pretty woman. Eksploderet en risengrød i ovnen og startet røgalarmen 3 gange (fuck forøvrigt dig og den ‘verdens nemmeste risengrød du bare ikke kan brænde på’-hest du red ind på, Meyer). Vigtigst af alt er jeg blevet gode venner med min kæreste og haft det ægte grineren og dejligt med mine børn. Sidst, men ikke mindst er jeg næsten halvvejs færdig med at grave ud til min nye køkkenhave. Den kommer til at ligge lige foran vores terrasse, midt i haven og jeg tror det blir så godt. Alle der vover at spørge mig om mine haveplaner, bliver tvangsindlagt til minutlange monologer om reolgravning, sædeskifte og kompostbunker – Helt nyreligiøs type, er jeg. Another havefreak bites the dust.

Julen har været så god i år. Totalt idyllisk juleaften med lutter glade og problemfri børn (wtf!), sprøde flæskesvær (wtf?!) og ingen familiekvababbelser (seriøst. Stik mig lige en lottokupon!) Jeg har fået så fine gaver som jeg glæder mig til at kaste mig over (og jeg nævner i flæng: Et par åndbare regnbukser, Hans Roslings ‘Factfulness’, billetter til Pink Floyd Project og Prinsen af Egypten på Det kgl Teater, en øjenskygge fra Kjær Weis og en concealer fra RMS)

Klokken er 23.30. Jeg har morgentjansen i morgen tidlig, men er alt for glad til at gå i seng. Vi har lige været oppe hos vores sommerhus-naboer, på toppen af bjerget, og spise aftensmad for første gang. De har tre store piger og er skidesøde. Vores unger var helt rundtosset af glæde og det var vi også. Nu deler vi en IPA. Niklas ser fodbold og jeg læser Vita Andersen og drømmer om at købe hele Vestiaire Collective. Det hele er dejligt og helt på sin plads.

Godnat. Og glædelig jul – liiige lidt endnu, ik?