Browsing Category

Tanker

Tanker

34? Lucky 34?

Det er min sidste aften som 33-årig. Jeg ligger på en thailandsk madras mellem to sovende børn, der ånder tungt på mig fra hver deres seng. Børnene og jeg har det ret dejligt for tiden (Kurts psyko 3-års-hjerne er begyndt at falde lidt til ro og alle ånder lettet op) og det, i forlængelse med at vores lejlighed endelig er ved at være faldet helt på plads, er simpelthen så rart! Selvom det er 4 år siden vi købte vores rare, gamle andelslejlighed på Gammelholm, er det først her indenfor de sidste par måneder jeg virkelig er begyndt at føle at vi har lavet os et hjem der faktisk afspejler os. Selvom her aldrig bliver hverken stilrent eller Marie Kondo-opryddet er her (med undtagelse af vores soveværelse som er og blir en banegård for hhv overtrætte børn, tøj og forstoppet energi) en god blanding af funktionelt og hyggeligt. Og det er tiltrængt med en god hjemmebase, for jeg synes sgu at mit arbejdsliv tester mig af for tiden. Puuuha… Jeg har ikke lyst til at gå meget ind i det, men det er noget med mindreværd der blir til en knude af angst for at fejle som blir til at være en paralyseret skygge af sig selv… Argh! Og så noget med en ond, selvforstærkende skiderik af en spiral. Så er det fandme rart at vide at det derhjemme kører. Så kan jeg lune mig lidt ved tanken om at det på en eller anden måde trods alt er lykkes mig at få gaflet mig en  ret sød og sjov familie. Et arbejde. En hobby eller to. Og en psyko masse kogebøger.

Hvad skal det ikke ende med? 34? Lucky 34? Måske skal dét være året hvor jeg udgiver en bog som blir en instant bestseller, starter et band og begynder på fast basis, at føle mig god til mit arbejde?

Jeg tror det.

PS. Jeg har opdateret min blogliste med et par virkelig givende nye blog-bekendtskaber, bla. Plantesmilet, Skøre Liv og Æselperspektiv.

Familieliv, Tanker

Feberramte børn og noget med tid og hvem man giver den til.

I går var Otto så syg at jeg måtte blive hjemme med ham. Efter et par timer ringede de fra Kurts børnehave og sagde at han også var syg og ked af det. Så afsted til smukke, frostklare Raadvad med mig og hente ham hjem. Det er helt eksotisk (og pænt stressende – shit, der er knald på) sådan at se en børnehave midt på dagen.

I det hele taget er jeg blevet mere bevidst om hvor meget (og hvorfor) Kurt og Otto virkelig nyder når vi bare er hjemme og ikke skal udenfor en dør hele dagen. Som f.eks i dag, hvor jeg har dem begge hjemme med feber, mens Niklas er på kursus. Så kommer de/vi helt ned i gear og de sidder bare og nusser i 100 år med hver deres stenede, lille leg. Det kan sagtens tage 15 minutter at få vasket hænder og det er så hyggeligt at give dem den tid og bare se hvordan de går rundt og er i verden.

Hvorfor nød jeg ikke hjemmedagene på samme måde, da jeg var på barsel? En kæmpe forskel er selvfølgelig at jeg ikke lige har født, at jeg ikke ammer, at jeg (sort of) sover om natten. At mine børn ikke er spæde længere. Og så selvfølgelig at jeg ikke længere er uvis om hvilket arbejde der var til mig på den anden side af barslen. Men det er også noget med at jeg føler mig “i gear” på en anden måde. Og det der effektive arbejdsgear kombineret med en hjemmedag i ny og næ er altså ret genial. Inden klokken var 10 i dag havde vi bagt en freaking gulerodskage, leget med tog og fået tøj på(!) Og så lavet en hel masse ingenting, mens jeg arbejdede lidt. Klokken 10 smed jeg Gurli Gris på og mens ungerne sad brak med hver deres blanke feberøjne lavede jeg en hella masse tomatsauce (som jo forøvrigt virkelig smagte godt – den er fra Green Kitchen Stories nyeste bog ‘Derhjemme’ som jeg gav mig selv i julegave. En god bog og – i modsætning til deres første – fyldt med virkelig simple og hurtige retter, baseret på at man laver nogle big batches og gemmer til senere på ugen), afkalkede vaskemaskine, ordnede vasketøj, lavede en lasagne, ringede til min gamle mormor og hørte lydbog – Helt igennem hyggeligt og produktivt.

(Oooog SÅ kom feberen lige op i begge og efter 5 timers kaos sover de nu og jeg skriver videre – Phew. Intenzo)

I juleferien læste jeg familievejleder Lola Jensens bog ‘Må vi så få ro’. Og da jeg lige havde justeret mit bullshitfilter til at ignorere den bedrevidende og fordømmende præmis om hvordan *alle* moderne børnefamilier opfører sig i dag, så var den faktisk ret god. Og jeg kan mærke at jeg efterfølgende er blevet endnu mere nærig med min tid når det kommer til alt der ikke falder i de (prioriterede) kategorier:

1. Børnene og Niklas

2. Arbejde og nær familie

3. Venner

Jeg har nævnt det flere gange, men det der med hvem man giver sin tid på nettet til… det er fandme pissevigtigt! I gamle dage stemte man med fødderne – I dag stemmer vi med fingrene. Vores klik, opmærksomhed og tid er guld værd – både for dem vi giver den til, men også for os selv. Og online nyhedsmedier, influencere og kommercielle bloggere (der er også nogle som lever af deres blog, men som formår at bevare en oprigtighed, synes jeg) er man jo som læser, vitterligt kun et tal på Analytics, for. Den korte tid jeg lige flirtede lidt med at kommercialisere den her blog, blev jeg – udover antal følgere – målt på hvor lang tid jeg kunne fastholde mine læsere. Hvor meget af jeres tid I lagde på min blog. Det fik mig til at tænke på mit eget forhold til min online tid. På at min tid bliver til deres penge. Og til deres muligheder.

Men min tid er også mine penge. Og mine muligheder. For når jeg giver den til internettet (og det er det jeg gør når jeg sidder og spiser sukkerknalder på sociale medier, fordi jeg ikke tør/orker/gider tage favntag med mit eget liv) så får livet hævneren på og hober sig op: Vasketøj, nullermænd, uåbnede beskeder i E-boks. Det shit får man stress af. For at modvirke stressen køber jeg varer på Nemlig.com (for penge), ansætter en rengøringsdame (for penge), får stress over at savne mine børn, men de er jo lige der, men nu får jeg bare endnu mere lyst til liiiiige at spejle mig i internettet fordi jeg ikke tør mærke mig selv. Og fordi jeg ikke kan overskue den der e-boks. Og det er også lidt synd for mig fordi det er hårdt og jeg har jo bare heller ikke …tid. Ups. Hvor jeg kender og *hader* den følelse.

Jeg siger ikke at jeg skal holde op med at følge folk på internettet. Jeg siger bare at jeg skal huske at være selektiv med hvem jeg giver min tid til (og ja, jeg ved godt at jeg har trasket rundt i det her mange gange før – sorry) Det kan godt være at det føles gratis. Men det er det jo ikke. Så jeg øver mig virkelig på at mærke om det jeg får tilbage, er tiden værd.

Nu sover ungerne. Niklas og jeg hænger ud i sofaen til Danmarks Bedste Portrætmaler og spiser den gulerodskage jeg bagte med de to feberramte i morges.

Tanker

Weekend og læseklub.

Bliss. Sådan har min weekend faktisk været. Og det endda selvom mine børn er så SYGT flabede for tiden. At en 3,5- og 1,5 årig kan have så stærkt et provo-game kørende fatter ingen: I dag hvinede og lollede de hele vej ned gennem opgangen og hver gang jeg desperat hvislede “at NU holder i *fandeme* kæft” så skreg de mig op i hovedet af grin fra et rent (og -må jeg lige tilføje- syyygt flabet) hjerte. Shit! Jeg forudser så meget trouble med de to.

Men milde himmel, hvor er de også nutti. Og hvor er det fedt at have weekend og se dem lave deres eksperimenter med vand og modellervoks og “Mor! Jeg skal lige bruge en gennemsigtig æske!” Og “Se mor, nu er Guido blevet taget til fange!”. Og vand ud over det hele og jeg prøver på ikke at tænke for meget på hvor længe indtørret modellervoksvand er om at gå i opløsning og på hvor mange bakterier sådan en bar røv mon afgiver på vores spisebord. Åhmen! Hy-ge-ligt.

Jeg har bagt et speltbrød, gået tur i solen og læst Lykke-Per færdig. Og slutningen var så god at jeg måtte høre den 3 gange, oppe på vores tørreloft, og græd og var helt rundt på gulvet af eksistentiel optur. Min næste bog er af Virginia Woolf (A room of one’s own), fordi 2019 skal være et år hvor jeg læser klassikere. Fordi det er jeg aldrig rigtigt kommet i gang med. På min boglige bucketliste for i år er også Martin A. Hansen (Løgneren) Simone de Beauvoir (men ved ikke hvilken bog?), Johannes V. Jensen (Kongens Fald), Sylvia Plath (Glasklokken) og Emily Bronte (Stormfulde Højder). Og således er jeg gået i gang med at indhente de knap 9 år jeg har foræret til Instagram. Ikke at man ikke kan læse og være på insta, det er ikke det jeg siger. Jeg kan bare ikke. Og jeg har brugt så ufattelig meget tid på det medie uden rigtig at formå at få det til at give mig fuld valuta tilbage for den tid, jeg har lagt i det. Og jeg vil ikke mere. Trist, men sandt og bedre sent end aldrig og alt det der. Selvom jeg stadigvæk er på Instagram engang imellem er det på en måde hvor jeg føler, at jeg har kontrol. Det er ok hyggeligt, altid med et bestemt formål og ikke nær så selvdestruktivt og dopaminjagende som før. Rart.

Andre bud på gode bøger modtages forøvrigt med kyshånd.

Tanker

Julefred

Alt ånder fred her i min sommerhusesofa i Liseleje. Jeg sidder lige og nyder at jeg faktisk har nået alt det der kendetegner en god juleferie:  Set Pretty woman. Eksploderet en risengrød i ovnen og startet røgalarmen 3 gange (fuck forøvrigt dig og den ‘verdens nemmeste risengrød du bare ikke kan brænde på’-hest du red ind på, Meyer). Vigtigst af alt er jeg blevet gode venner med min kæreste og haft det ægte grineren og dejligt med mine børn. Sidst, men ikke mindst er jeg næsten halvvejs færdig med at grave ud til min nye køkkenhave. Den kommer til at ligge lige foran vores terrasse, midt i haven og jeg tror det blir så godt. Alle der vover at spørge mig om mine haveplaner, bliver tvangsindlagt til minutlange monologer om reolgravning, sædeskifte og kompostbunker – Helt nyreligiøs type, er jeg. Another havefreak bites the dust.

Julen har været så god i år. Totalt idyllisk juleaften med lutter glade og problemfri børn (wtf!), sprøde flæskesvær (wtf?!) og ingen familiekvababbelser (seriøst. Stik mig lige en lottokupon!) Jeg har fået så fine gaver som jeg glæder mig til at kaste mig over (og jeg nævner i flæng: Et par åndbare regnbukser, Hans Roslings ‘Factfulness’, billetter til Pink Floyd Project og Prinsen af Egypten på Det kgl Teater, en øjenskygge fra Kjær Weis og en concealer fra RMS)

Klokken er 23.30. Jeg har morgentjansen i morgen tidlig, men er alt for glad til at gå i seng. Vi har lige været oppe hos vores sommerhus-naboer, på toppen af bjerget, og spise aftensmad for første gang. De har tre store piger og er skidesøde. Vores unger var helt rundtosset af glæde og det var vi også. Nu deler vi en IPA. Niklas ser fodbold og jeg læser Vita Andersen og drømmer om at købe hele Vestiaire Collective. Det hele er dejligt og helt på sin plads.

Godnat. Og glædelig jul – liiige lidt endnu, ik?

 

Tanker

Er det November?

Mit arbejde er flyttet. Så nu cykler jeg til Sluseholmen hver dag og det er faktisk ret okay. Motorvejsafkørsler, byggeri, havn, industri og luksuslejligheder i en virkelig god kombi. Og så: gamle bygninger, husbåde, lastbiler, vand og tanken om dengang min far gik rundt hernede i 80’erne og byggede både, som 25-årig i sit første, lille værksted.

Inklusiv aflevering ved børnehavebussen ved Kgs Have og Ottos vuggestue ved Østerport har jeg 10 km til arbejde og ca det halve hjem. Det er fedt! Det er nemlig nok til at jeg gider høre lydbog i stedet for podcast, fordi cykelturen er lang nok til at jeg ikke skøjter ind og ud af fortællingen – det føles virkelig som at skulle se en god serie og hver gang jeg sætter mig op på den cykel, glæder jeg mig til 30 minutter i selskab med Lykke-Per, som lægger ret hårdt an på mig. Synes virkelig det er noget af det bedste jeg længe har læst og _fatter_ ikke, at den historie er 120 år gammel.

Og så er det også langt nok til at jeg føler at det godt kan tælle lidt som ægte motion. Ikke? 15 km om dagen? Jo. Jo, det kan.

“Er det efterår eller vinter?” spurgte Kurt i morges da den iskolde regn piskede os i hovederne på vej op i cyklen og jeg måtte svare ham, at det var den sælsomme kombi: Det bedste af to årstider. Den mørke, emo-fætter til den der jubeloptimistiske allerførste efterårsdag i september, hvor sensommerhimlen skifter farve og luften blir kølig. Sådan et årstidsskift var det i dag: Hvor regnen pisker som om det er efterår, men kulden trænger ind i rygraden som om det er vinter. Uhhhmm!

Tanker

Julegaveønsker, 2018

Det er den tid på året. Tiden hvor mine forældre ringer og beder om en ønskeliste. Og så går det store kognitive rengøringsarbejde ellers i gang: Og som sædvanlig skal jeg virkelig gøre mig umage for at finde på noget andet at svare, end sorte strømpebukser.

Både Niklas og jeg har fødselsdag i januar. Og hvor der i sommerhalvåret ikke er grænser for hvad vi ikke kan leve uden, så er min hjerne en ønskeløs ørken i november.

Hvis nu der går andre ønskeløse ørkener rundt derude, så fret no more. Her er mine 2018 ønsker til fri copy paste’ning, hvis vi nu skulle dele ønskesmag. Selvtak.

  • Bose Soundsport trådløse hovedtelefoner m. ledning imellem hinanden. Fordi de der små dutter folk går rundt med i ørene simpelthen ser for sindssygt ud – og jeg ved det ville tage mig ca. 20 sekunder at smide den ene væk. Og jeg er blevet for gammel til at høre musik på Apples kinaplastic. Jeg regner med at høre en trillion lydbøger på cyklen med dem.
  • En DAB clockradio i sort. Fordi ikke mere telefon i soveværelset i 2019! We can do this!
  • Georg Jensen Damask juledug i blå/hvid. Fordi det er den smukkeste dug jeg nogensinde har set.
  • Henning Koppel kanden fra Georg Jensen str. 0,75l. Fordi det er den smukkeste kande jeg nogensinde har set.
  • Åndbare, sorte regnbukser fra Fjeld og Fritid i str 38. Fordi januar. Og februar.
  • Sorte gummistøvler med højt skaft i str 40. Fordi sommerhus.
  • Makeup:

– RMS Uncover-up concealer nr. 22.

– RMS concealer brush

– RMS living luminizer

– Mascara (sort, ikke vandtæt). Fordi børn på 1 og 3. Har prøvet det et par gange og det er noget af det lækreste jeg nogensinde har haft i face. Blødt, velouragtigt – og vist nok også øko.

  • Højskolesangbogen i to eksemplarer. Fordi jeg hører den her podcast for tiden og er helt hooked på at få gang i noget fællessang herhjemme.
  • Bæredygtigt silkeundertøj. Det er svært! Helst i en champagne/cognac (hvad hjertet er fyldt med.. #alko)-agtig farve og gerne med rynket taljesøm. Når jeg googler “silk brief” dukker der virkelig mange udenlandske muligheder op, men kan ikke finde så meget i Danmark (det nærmeste bud er silkydream.dk, hvis silkeskiundertøj(!) ser virkelig rart ud). Og så min evige mission impossible: en god 100% bøjleløs bh der holder formen. Kan nogen her mon hooke en søster op med noget der ikke koster en million? Det skal bare være simpelt, bæredygtigt (ret spændende læsning om bæredygtige, fredsfyldte -hvor silkeormen får lov til at forlade sin puppe inden den koges- silketyper her) og rart at have på.
  • …Nå, ja og så bare på beløbet: Fred på jorden.

Et voila! Lidt der er praktisk, lidt der er ekstravagant, lidt der er umuligt og lidt der er overpriced… Er der mon et eller andet jeg har glemt? Noget en halvtræt type i 30’erne bliver glad for? Hvad ønsker I jer?

Kh Ida

PS. Jeg kom til at udgive det her indlæg halvt i søvne sent i går aftes, og har derfor tilladt mig at redigere det lidt her til morgen❤️

Tanker

Tom for ord.

Jeg har ingen ord for tiden. Jeg går ellers pligtskyldigt i gang med en masse indlæg som er sjove, likeable, aktuelle og sarkastiske på den perfekte, ironisk distancerede måde: “Jeg fik taget den ultimative voksenlivsmødom forleden”-agtige indlæg. Men det går ikke. For der er lige præcis 0% overskud til den slags ord for tiden. Det er bare hårdt. Vi kører totalt på pumperne, og det er både kedeligt at skrive og læse om flyverdragter og vinterstøvler. Og faste udgifter for 36.000kr(!) og arbejdsstress og småskænderier. Men det er sådan det er lige nu. Ikke så meget madplan her. Og mens vores børn spiser pasta og pølser prøver vi på at lede efter små åndehuller i iskappen.

Jeg går stadigvæk til stresscoach en gang om ugen og selvom det måske ikke lyder sådan, så hjælper det helt vildt. Bare det at blive tvunget til at sætte nogle af de glemte ord på hvordan jeg har det. Drikke the. Krydse (overraskende mange -shiit) stresssymptomer af i et skema og få sat ord og metaforer på de følelser som kan være svære at forstå når jeg står i dem til halsen – Og svære at eje fordi det føles som sådan en kæmpe kliché. Stress ‘ing? Så er man lige en af de der seje karrieremoms der lige har lidt eksistentiel krise og stress. Suk. En klub jeg aldrig troede jeg skulle havne i. Men sådan er det. Og det er okay. Seje, stressede karrieremoms, unite!

Hun lærer mig ord som Fartblind for eksempel. Jeg har en følelse af at have kørt på motorvej nonstop i et år, og så er hun – min coach – ligesom en rasteplads, hvor jeg lige kommer ned i gear og opdager hvor stille der kan være. Og hvordan jeg egentlig har det, når jeg ikke er bedøvet i fart.

Lige nu sidder jeg på min yndlingscafé ved Helligåndskirken med en 2. dags febersyg Kurt i barnevognen. Han sover, min lille store dreng. Og jeg drikker kaffe og slapper af for første gang i 100 år og drømmer om deltid og læser min mors gamle ‘Tilværelsens Ulidelige Lethed’ af Milan Kundera. Det er så dejligt.

Jeg håber at jeres weekend bliver vidunderlig og efterårsagtig og fyldt med pumpkin spice. Og så håber jeg at jeg er den eneste som seriøst stadigvæk har jetlag, efter vi er skiftet til vintertid.

Nåmen jeg fik altså taget en ganske særlig voksenlivsmødom i sidste uge. Min allerførste lygtefest i skovbørnehaven.

Tanker

Her går det godt.

Zen alert!

Det går overraskende godt uden Instagram i mit liv. Faktisk er min fomo her på 5. ugen, efterhånden nærmest 100% aftaget. Dog er mit facebook forbrug steget mærkbart (fra max 10 min dagligt til ca. 30-40 min dagligt fortæller min digitale tracker app mig). Men facebook er jo, som jeg vist tidligere har nævnt, seriøst bare Debatten klip, Kim Larsen compilations, ekskærester, familiemedlemmer og folkeskolekammerater. Det synes jeg faktisk er okay. Derudover læser jeg stadigvæk med hos mine yndlingsbloggere lokalt på deres blogs.

Så det jeg ikke får med fra Instagram er faktisk – og nu outer jeg enten mig selv som rigtig nederen, eller også siger jeg noget som alle, der er på sociale medier, kan genkende en flig af i sig selv. Det, jeg ikke længere får med, er alle dem jeg ikke kender og som jeg alligevel kom til at gå ind og stalke og -ja, undskyld igen- men hate lidt på. Simpelthen. Fuldstændig latterligt. Latterligt fordi jeg ved, at de er præcis lige så søde, cool og grineren som dig og mig. Det er bare nogle andre ting, de har valgt at putte glimmer på og stille op på den kaminhylde som er internettet.

Og alligevel havde jeg et mærkeligt behov for at sidde der og dømme. Og måle mig op mod dét. Mod dem. Og dén side af mig selv, kan vi alle sammen vist godt blive enige om er rimelig ubehagelig. En rigtig åndssvag vane. En rigtig nederen muskel at træne.

Det mærkelige er faktisk at jeg har mødt flere af dem, jeg fulgte med hos. Og nu blir det lidt freaky. Ahem. I mine drømme. Og det har faktisk været hyggeligt og lidt forsonende. Sådan lidt: Jeg mødte dem, vi løste et problem sammen og jeg fandt ud af at de er søde, almindelige mennesker. Og så har jeg ligesom givet slip på dem.

Især fordi jeg ikke længere føler – og det her er måske i virkeligheden hovedet på sømmet – men jeg føler ikke længere at de skylder mig min tid. Det var nok det jeg blev så bitter over før: at de tog så meget af min tid og alle mulige øjeblikke jeg godt vidste at jeg spildte. Nu kan jeg meget bedre glæde mig på deres vegne, fordi jeg ikke længere føler mig mindre værd end dem. På en måde er det jo en kæmpe underkastelse – kan nærmest ikke komme i tanke om noget mere ynkeligt end at bruge sin tid på at dømme andre og alt det (u)perfekte de laver. I stedet for at turde mærke sig selv. Turde lave noget ((u)perfekt) selv. Så det øver jeg mig i. Mindre hate, mere mærke sig selv.

Det går okay. For eksempel har jeg (indsæt fanfare) malet med og uden børn hele weekenden. Ikke noget prangende – men det var mig.

Det føles lidt som at komme tilbage til den jeg var engang. Og det er dejligt at komme i tanke om, at der stadigvæk er noget hemmeligt og nice, som bare er ens eget, helt derinde hvor ingen andre kan se.

Tanker

Brev fra fremtiden: Den kroniske usikkerhed.

Faldt lige over et gammelt billede. Ida 20 år. Helt ung og sprød. Lige kommet hjem fra et halvt år i Kenya, flyttet i bofællesskab i Valby, arbejdede i en børnehave på Amager. Læste på RUC og psykoforvirret over life. Og så var jeg lige blevet model.

Jeg kan også huske at være ret lykkelig, og stille og roligt lære at være glad for det menneske jeg var ved at vokse ind i. Fester hver eneste weekend, vennemiddage, koncerter, nyforelskede gåture, tvivlsomme dates og forvirrede engangsknald i een stor pærevælling. Og så usikkerheden, den skiderik, der altid har haft et god tag i nakken på mig. Og som hurtigt blev til bekymringer om hvor det hele ville ende: Hvem jeg ville blive og om jeg nogensinde ville nå alt det jeg drømte om. Følelsen af at stå foran et gigantisk Mount Uddannelse uden penge, uden fast bolig, men med en masse urealistiske drømme. Åh! Jeg kan se det i øjnene. Følsomme og hamrende usikre. Og hvad var det så jeg drømte om? Det var jo det her. Lige præcis det, jeg har nu. Min helt egen familie, en lejlighed som er min så længe jeg orker (oh, hvilken luksus!), en uddannelse og et job jeg er glad for og som (for det meste) giver mening. Det er jo faktisk vildt! På sølle, småbitte 13 år.

Og gad vide om ikke jeg, om 13 år når jeg sidder og sukker mig tilbage til den tid som er nu, med to småbitte hardcore kærlighedsunger, cykelture, hemmelige øldates, kram, skænderier, kærlighed, stress og pandekager, vil se det samme blik og ønske at jeg havde været mindre usikker på hvordan jeg skulle komme over det her bjerg. Mount Hverdags-bleer-børnehave-logistik-mor-og-far-skændes-bare-lige-lidt-skat-bjerget.

For den her bjergkæde er jo faktisk bare lige livet. Og engang når vi ser tilbage på det, så er det gået i ét nu. Og måske er usikkerheden i virkeligheden den faste følgesvend der sørger for at vi (ikke) farer vild og at vi forbliver tro mod noget så klichéfyldt som vores indre kompas. At vi får taget de rigtige deroutes, holdt hvil ved de rigtige udkigssteder og ikke mindst får vendt om, når det ikke føles rigtigt.

Så skål for dig, min irriterende, opmærksomhedskrævende usikkerhed. Og tak.

Tanker

A walk in the park (eller: 3 tips til dig der døjer med dødsangst)

Et af mine tidligste minder er fra 1990. Jeg er 5 år. Jeg ligger i min skibsbriks på Kronborgladegårdsvej og skal til at sove og måske er min oldefar lige blevet begravet. I hvert fald spørger jeg min mor om noget med at dø. Om hvorfor folk egentlig dør. Og så svarer hun som det mest naturlige i verden, at vi alle sammen skal dø. Holla, vent, hvad? HVAD? Mellemrummet mellem min seng og radiatoren danner et sort hul som pludselig vokser til det dobbelte og som jeg propper til med puder og bamser. Jeg blir så angst for det sorte hul. Stopper bare bamser ned i det. Maser det tæt med Gugu og Fifi og puder. Det holder dødsangsten for døren et par år. Men så kom den satanedemig igen, den egocentrerede angst for at være alene. Da jeg ramte de 30 ramte jeg også voksenerkendelsen af at det hele bare er en tur i Tivoli. Man bliver født og vågner op ved indgangen af den her freaking perfekte have med et turbånd om armen omringet af kærlighed og alle sine mennesker. Og man prøver de rolige forlystelser: Ballongyngerne, de der biler der kører på skinner, bådene. Alle de stille. Så når man til de vilde: Dragen, radiobilerne. Det første år som mor: Helt klart Det Gyldne Tårn. Helt op i toppen og happy. Den vildeste udsigt over hele livet, men også en ret klar følelse af at shit’s about to go down. Og så shhhhhhh…. WUHHHT! Farvel tryghed og goddag tyngdekraft. Det hele flyver op og ned og jeg tænker: Gad vide hvornår jeg kommer ud af den her sindssyge forlystelse som på en måde er for fed og på en måde også bare godt må slappe lidt af. Og selvom jeg kommer af og klokken kun lige er blevet frokosttid, begynder jeg at opdage at nogle går ud af haven. De fleste af dem der går ud er gamle. Men nogle er unge. Nogle kunne sagtens være mig. Eller dig. En af dem er en af mine allerførste barndomsveninder og jeg græder. Det var alt for tidligt. Alt.

Det gode ved at være blevet bevidst om at jeg en dag skal ligge/stå/sidde/flyve der og tænke “Så. Nu sker det sgu. Farvel fine verden.” er at blomsterne lige bliver firehundrede gange smukkere. Alle forlystelserne – selv toiletkøerne – lige dét sjovere. Det hele, mere intenst. Og når jeg kommer op at skændes med mig selv eller dem jeg følges med, så tænker jeg over at dét er sgu spild af tid. At jeg er alt for heldig til at skændes.

Det her er/bliver muligvis sindssygt new-age og klammo. I så fald beklager jeg. Men det følgende har altså lindret min twistet pre-midtlivskrise-hjerne, så hvis du selv døjer med dødsangst (håber virkelig ironien skinner igennem her – Fodsvamp, dødsangst, potato, potato, ikke) kommer her 3 ting der pt hjælper mig igennem erkendelsen af at det hele bare er til låns:

1. Troede aldrig at jeg skulle sige det her, men er faktisk begyndt at flirte lidt med astrologi. Fordi stjerner. Og Lucia Odoom siger det. Og lige siden hun var vært på Det Elektriske Barometer har hun været min jævnaldrende millennial go-to guide. Da jeg hørte forrige uges Politikens Poptillæg om astrologi blev jeg lidt rolig i det: Vi er mange der render rundt og er herreforvirrede. Det er dejligt. Jeg er forøvrigt Vandmand (og vist nok med skytten i ascendant. Er ikke helt sikker på hvad det betyder, men vandmand. Hold kæft hvor det passer på mig. No shame).

2. Find den ældste du kender og snak med dem om livet og døden. De har mad skills. Alternativt læs Transfervindue af Maria Gerhardt.

3. Gå i kirke. Og hver gang præsten siger noget med Gud og helligånd eller noget andet abstrakt, så erstat de ord med Universet. Bare tag rummet og alt det du kan bruge med og husk at vi er alle sammen er i det hele sammen. Måske er det faktisk os som er Tivoli? Uden os, ingen park. Og en dag når jeg er blevet ældre og klogere vil jeg også tænke, hvorfor overhovedet bekymre sig om hvorvidt jeg vil savne hvad der er inde i parken, når jeg er kommet ud på den anden side.

Som Maria Gerhardt skriver i smukke, kloge Transfervindue:

“Jeg skal om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj. Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer. Der vil ikke være nogen mure. Der vil ikke være nogen ure. Der vil ikke være noget ego. Det eneste, der frustrerer mig ved næste dimension, er, at du ikke skal med”