Browsing Category

Tanker

Tanker

Tom for ord.

Jeg har ingen ord for tiden. Jeg går ellers pligtskyldigt i gang med en masse indlæg som er sjove, likeable, aktuelle og sarkastiske på den perfekte, ironisk distancerede måde: “Jeg fik taget den ultimative voksenlivsmødom forleden”-agtige indlæg. Men det går ikke. For der er lige præcis 0% overskud til den slags ord for tiden. Det er bare hårdt. Vi kører totalt på pumperne, og det er både kedeligt at skrive og læse om flyverdragter og vinterstøvler. Og faste udgifter for 36.000kr(!) og arbejdsstress og småskænderier. Men det er sådan det er lige nu. Ikke så meget madplan her. Og mens vores børn spiser pasta og pølser prøver vi på at lede efter små åndehuller i iskappen.

Jeg går stadigvæk til stresscoach en gang om ugen og selvom det måske ikke lyder sådan, så hjælper det helt vildt. Bare det at blive tvunget til at sætte nogle af de glemte ord på hvordan jeg har det. Drikke the. Krydse (overraskende mange -shiit) stresssymptomer af i et skema og få sat ord og metaforer på de følelser som kan være svære at forstå når jeg står i dem til halsen – Og svære at eje fordi det føles som sådan en kæmpe kliché. Stress ‘ing? Så er man lige en af de der seje karrieremoms der lige har lidt eksistentiel krise og stress. Suk. En klub jeg aldrig troede jeg skulle havne i. Men sådan er det. Og det er okay. Seje, stressede karrieremoms, unite!

Hun lærer mig ord som Fartblind for eksempel. Jeg har en følelse af at have kørt på motorvej nonstop i et år, og så er hun – min coach – ligesom en rasteplads, hvor jeg lige kommer ned i gear og opdager hvor stille der kan være. Og hvordan jeg egentlig har det, når jeg ikke er bedøvet i fart.

Lige nu sidder jeg på min yndlingscafé ved Helligåndskirken med en 2. dags febersyg Kurt i barnevognen. Han sover, min lille store dreng. Og jeg drikker kaffe og slapper af for første gang i 100 år og drømmer om deltid og læser min mors gamle ‘Tilværelsens Ulidelige Lethed’ af Milan Kundera. Det er så dejligt.

Jeg håber at jeres weekend bliver vidunderlig og efterårsagtig og fyldt med pumpkin spice. Og så håber jeg at jeg er den eneste som seriøst stadigvæk har jetlag, efter vi er skiftet til vintertid.

Nåmen jeg fik altså taget en ganske særlig voksenlivsmødom i sidste uge. Min allerførste lygtefest i skovbørnehaven.

Tanker

Her går det godt.

Zen alert!

Det går overraskende godt uden Instagram i mit liv. Faktisk er min fomo her på 5. ugen, efterhånden nærmest 100% aftaget. Dog er mit facebook forbrug steget mærkbart (fra max 10 min dagligt til ca. 30-40 min dagligt fortæller min digitale tracker app mig). Men facebook er jo, som jeg vist tidligere har nævnt, seriøst bare Debatten klip, Kim Larsen compilations, ekskærester, familiemedlemmer og folkeskolekammerater. Det synes jeg faktisk er okay. Derudover læser jeg stadigvæk med hos mine yndlingsbloggere lokalt på deres blogs.

Så det jeg ikke får med fra Instagram er faktisk – og nu outer jeg enten mig selv som rigtig nederen, eller også siger jeg noget som alle, der er på sociale medier, kan genkende en flig af i sig selv. Det, jeg ikke længere får med, er alle dem jeg ikke kender og som jeg alligevel kom til at gå ind og stalke og -ja, undskyld igen- men hate lidt på. Simpelthen. Fuldstændig latterligt. Latterligt fordi jeg ved, at de er præcis lige så søde, cool og grineren som dig og mig. Det er bare nogle andre ting, de har valgt at putte glimmer på og stille op på den kaminhylde som er internettet.

Og alligevel havde jeg et mærkeligt behov for at sidde der og dømme. Og måle mig op mod dét. Mod dem. Og dén side af mig selv, kan vi alle sammen vist godt blive enige om er rimelig ubehagelig. En rigtig åndssvag vane. En rigtig nederen muskel at træne.

Det mærkelige er faktisk at jeg har mødt flere af dem, jeg fulgte med hos. Og nu blir det lidt freaky. Ahem. I mine drømme. Og det har faktisk været hyggeligt og lidt forsonende. Sådan lidt: Jeg mødte dem, vi løste et problem sammen og jeg fandt ud af at de er søde, almindelige mennesker. Og så har jeg ligesom givet slip på dem.

Især fordi jeg ikke længere føler – og det her er måske i virkeligheden hovedet på sømmet – men jeg føler ikke længere at de skylder mig min tid. Det var nok det jeg blev så bitter over før: at de tog så meget af min tid og alle mulige øjeblikke jeg godt vidste at jeg spildte. Nu kan jeg meget bedre glæde mig på deres vegne, fordi jeg ikke længere føler mig mindre værd end dem. På en måde er det jo en kæmpe underkastelse – kan nærmest ikke komme i tanke om noget mere ynkeligt end at bruge sin tid på at dømme andre og alt det (u)perfekte de laver. I stedet for at turde mærke sig selv. Turde lave noget ((u)perfekt) selv. Så det øver jeg mig i. Mindre hate, mere mærke sig selv.

Det går okay. For eksempel har jeg (indsæt fanfare) malet med og uden børn hele weekenden. Ikke noget prangende – men det var mig.

Det føles lidt som at komme tilbage til den jeg var engang. Og det er dejligt at komme i tanke om, at der stadigvæk er noget hemmeligt og nice, som bare er ens eget, helt derinde hvor ingen andre kan se.

Tanker

Brev fra fremtiden: Den kroniske usikkerhed.

Faldt lige over et gammelt billede. Ida 20 år. Helt ung og sprød. Lige kommet hjem fra et halvt år i Kenya, flyttet i bofællesskab i Valby, arbejdede i en børnehave på Amager. Læste på RUC og psykoforvirret over life. Og så var jeg lige blevet model.

Jeg kan også huske at være ret lykkelig, og stille og roligt lære at være glad for det menneske jeg var ved at vokse ind i. Fester hver eneste weekend, vennemiddage, koncerter, nyforelskede gåture, tvivlsomme dates og forvirrede engangsknald i een stor pærevælling. Og så usikkerheden, den skiderik, der altid har haft et god tag i nakken på mig. Og som hurtigt blev til bekymringer om hvor det hele ville ende: Hvem jeg ville blive og om jeg nogensinde ville nå alt det jeg drømte om. Følelsen af at stå foran et gigantisk Mount Uddannelse uden penge, uden fast bolig, men med en masse urealistiske drømme. Åh! Jeg kan se det i øjnene. Følsomme og hamrende usikre. Og hvad var det så jeg drømte om? Det var jo det her. Lige præcis det, jeg har nu. Min helt egen familie, en lejlighed som er min så længe jeg orker (oh, hvilken luksus!), en uddannelse og et job jeg er glad for og som (for det meste) giver mening. Det er jo faktisk vildt! På sølle, småbitte 13 år.

Og gad vide om ikke jeg, om 13 år når jeg sidder og sukker mig tilbage til den tid som er nu, med to småbitte hardcore kærlighedsunger, cykelture, hemmelige øldates, kram, skænderier, kærlighed, stress og pandekager, vil se det samme blik og ønske at jeg havde været mindre usikker på hvordan jeg skulle komme over det her bjerg. Mount Hverdags-bleer-børnehave-logistik-mor-og-far-skændes-bare-lige-lidt-skat-bjerget.

For den her bjergkæde er jo faktisk bare lige livet. Og engang når vi ser tilbage på det, så er det gået i ét nu. Og måske er usikkerheden i virkeligheden den faste følgesvend der sørger for at vi (ikke) farer vild og at vi forbliver tro mod noget så klichéfyldt som vores indre kompas. At vi får taget de rigtige deroutes, holdt hvil ved de rigtige udkigssteder og ikke mindst får vendt om, når det ikke føles rigtigt.

Så skål for dig, min irriterende, opmærksomhedskrævende usikkerhed. Og tak.

Tanker

A walk in the park (eller: 3 tips til dig der døjer med dødsangst)

Et af mine tidligste minder er fra 1990. Jeg er 5 år. Jeg ligger i min skibsbriks på Kronborgladegårdsvej og skal til at sove og måske er min oldefar lige blevet begravet. I hvert fald spørger jeg min mor om noget med at dø. Om hvorfor folk egentlig dør. Og så svarer hun som det mest naturlige i verden, at vi alle sammen skal dø. Holla, vent, hvad? HVAD? Mellemrummet mellem min seng og radiatoren danner et sort hul som pludselig vokser til det dobbelte og som jeg propper til med puder og bamser. Jeg blir så angst for det sorte hul. Stopper bare bamser ned i det. Maser det tæt med Gugu og Fifi og puder. Det holder dødsangsten for døren et par år. Men så kom den satanedemig igen, den egocentrerede angst for at være alene. Da jeg ramte de 30 ramte jeg også voksenerkendelsen af at det hele bare er en tur i Tivoli. Man bliver født og vågner op ved indgangen af den her freaking perfekte have med et turbånd om armen omringet af kærlighed og alle sine mennesker. Og man prøver de rolige forlystelser: Ballongyngerne, de der biler der kører på skinner, bådene. Alle de stille. Så når man til de vilde: Dragen, radiobilerne. Det første år som mor: Helt klart Det Gyldne Tårn. Helt op i toppen og happy. Den vildeste udsigt over hele livet, men også en ret klar følelse af at shit’s about to go down. Og så shhhhhhh…. WUHHHT! Farvel tryghed og goddag tyngdekraft. Det hele flyver op og ned og jeg tænker: Gad vide hvornår jeg kommer ud af den her sindssyge forlystelse som på en måde er for fed og på en måde også bare godt må slappe lidt af. Og selvom jeg kommer af og klokken kun lige er blevet frokosttid, begynder jeg at opdage at nogle går ud af haven. De fleste af dem der går ud er gamle. Men nogle er unge. Nogle kunne sagtens være mig. Eller dig. En af dem er en af mine allerførste barndomsveninder og jeg græder. Det var alt for tidligt. Alt.

Det gode ved at være blevet bevidst om at jeg en dag skal ligge/stå/sidde/flyve der og tænke “Så. Nu sker det sgu. Farvel fine verden.” er at blomsterne lige bliver firehundrede gange smukkere. Alle forlystelserne – selv toiletkøerne – lige dét sjovere. Det hele, mere intenst. Og når jeg kommer op at skændes med mig selv eller dem jeg følges med, så tænker jeg over at dét er sgu spild af tid. At jeg er alt for heldig til at skændes.

Det her er/bliver muligvis sindssygt new-age og klammo. I så fald beklager jeg. Men det følgende har altså lindret min twistet pre-midtlivskrise-hjerne, så hvis du selv døjer med dødsangst (håber virkelig ironien skinner igennem her – Fodsvamp, dødsangst, potato, potato, ikke) kommer her 3 ting der pt hjælper mig igennem erkendelsen af at det hele bare er til låns:

1. Troede aldrig at jeg skulle sige det her, men er faktisk begyndt at flirte lidt med astrologi. Fordi stjerner. Og Lucia Odoom siger det. Og lige siden hun var vært på Det Elektriske Barometer har hun været min jævnaldrende millennial go-to guide. Da jeg hørte forrige uges Politikens Poptillæg om astrologi blev jeg lidt rolig i det: Vi er mange der render rundt og er herreforvirrede. Det er dejligt. Jeg er forøvrigt Vandmand (og vist nok med skytten i ascendant. Er ikke helt sikker på hvad det betyder, men vandmand. Hold kæft hvor det passer på mig. No shame).

2. Find den ældste du kender og snak med dem om livet og døden. De har mad skills. Alternativt læs Transfervindue af Maria Gerhardt.

3. Gå i kirke. Og hver gang præsten siger noget med Gud og helligånd eller noget andet abstrakt, så erstat de ord med Universet. Bare tag rummet og alt det du kan bruge med og husk at vi er alle sammen er i det hele sammen. Måske er det faktisk os som er Tivoli? Uden os, ingen park. Og en dag når jeg er blevet ældre og klogere vil jeg også tænke, hvorfor overhovedet bekymre sig om hvorvidt jeg vil savne hvad der er inde i parken, når jeg er kommet ud på den anden side.

Som Maria Gerhardt skriver i smukke, kloge Transfervindue:

“Jeg skal om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj. Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer. Der vil ikke være nogen mure. Der vil ikke være nogen ure. Der vil ikke være noget ego. Det eneste, der frustrerer mig ved næste dimension, er, at du ikke skal med” 
Tanker

The secret life-changing magical art of jetlag og selvhjælp

Mine børn er seriøst skitzo de her dage. Jeg har aldrig set et så overgearet sæt unger som dem jeg hang ud med kl 10 i går formiddags.

Da havde *nogen* været vågne siden kl. 3.30. Holy Lord og ræk mig lige den der 2 kilos pose raffineret sukker, så jeg kan hælde den direkte ned i min trætte hals.

Bortset fra det gik hjemturen så helt igennem okay, som 2 x 6 timers flyvetur + 4 timers mellemlanding kan gå. Og vi landede midt i kulde, mørke og landesorg.

Herhjemme har jeg indtil videre nydt:

– Vores lejlighed som var helt zenagtigt afpersonificeret fordi vi har haft Air bnb gæster boende. Mega skønt! Det tog 10 minutter at smøre den ind i rod igen.

– Ikke at skulle sidde på restaurant med en 11 mrd’s baby 4 gange dagligt.

– Fri data. Hello lover!

– Rugbrød og kaffe ad lib. Hello Lover!

– At sidde i klar, kold sol på Sct Annæ plads og drikke en stor, mild spand sødmælkslatte (no shame) og læse “The life-changing magic Of not giving A Fuck” af Sarah Knight. Da vi havde 4 timers transit i Doha kom jeg nemlig i et anfald af selvhjælpsbehov til at købe alle tre af hendes selvhjælpsbøger (her godt igennem 1’eren, kan jeg se at det måske var lige grundigt nok, at købe hele stakken, men I won’t knock it till I’ve read it). Især bogens første halvdel var rigtig fin og gjorde tricket for mig: I løbet af bogen skal man løbende nedskrive ting man “gir for mange fucks for” og efterfølgende strege de ting ud, der ikke er “worthy your fucks” i forhold til ens trods alt begrænsede “fuck budget”. Og det er faktisk befriende at gøre – og tankevækkende, hvor meget energi jeg bruger på hulabulula og på at leve op til fremmede menneskers meninger. Nå.

– Den der chokolademoussekage og flødeskumsfastelavnsbolle fra Lagkagehuset

– Følelsen af en nystiftet intakt skærm på min iPhone efter 3 mrd med klisterbånd og glassplinter i fingrene

– Min egen seng. Min egen seng. Min egen seng❤

På Mandag skal jeg tilbage på arbejde og Otto skal starte i vuggestue (han skal faktisk gå på Kurts stue – tror det blir ok hygse for dem). Jeg prøver på ikke at være nervøs over arbejdet og i stedet bare glæde mig til at komme tilbage. Jeg tager fortune cookies og durianslik med. Det blir dejligt. Ikke infinity pool og margarita dejligt, men en anden slags dejligt.

Tanker

Tak for i år 2017 – Og hvad 2018 skal handle om

I livets store sinuskurve, vil jeg huske tilbage på 2017 som en kæmpe bølge af medvind og opdrift (og søvnløse nætter).

Først og størst var 2017 året hvor jeg fødte min baby. Min søster, kæreste, mor og søn holdt skansen hjemme i vores stue, mens jeg stod for underholdningen i en komisk stor hoppeborg af et badekar.

Og så kom verdens bedste Otto.

I Kurts tredie leveår blev han længere, sjovere, kærligere og mere tænksom end jeg nogensinde kunne forestille mig. Hold kæft hvor er det fedt at have børn. Sygt hårdt, men sygt fedt.

Efter at være blevet slået op med af mit arbejdsliv i motherfuckeråret over dem alle aka 2016, fik jeg i sommers en tiltrængt oprejsning med hjælp fra min fagforening. Da jeg så i efteråret skulle i gang med den store, stygge jobsøgning fik jeg en masse gode råd her på bloggen. Og ikke mindst fandt jeg ud af at vi er mange der føler at vi sidder fast i arbejdsløshedens klør. Skål for alle os!

En af kommentarerne kom fra Karoline. Hun rådede mig til at være åben og ærlig på nettet omkring at jeg var jobsøgende. Det råd fulgte jeg og tænk – Min bedste efterskolevenindes veninde læste med og inviterede mig på kaffe et sted jeg har drømt om at arbejde i tre år. Og 1. december i år, startede jeg på et vildt spændende nyt kapitel i mit arbejdsliv. Det gør mig glad hver eneste dag.

2017 blev også året hvor jeg var en sur, brystbetændt og indebrændt version af mig selv. Barsel og søvnløshed – Seriøst. Det er så en vild kombination og det hårdeste jeg nogensinde har oplevet. Jeg forstår stadigvæk ikke at der ikke er kommet nogen forbi med en elefantorden til alle os småbørnsforældre.

I 2017 har jeg også gået til crossfit i cirka 10 min., opdaget hvor lange hår man kan få på sine ben, gået til babysalmesang, lavet et par modeljobs med Otto på armen, fodret ustyrligt mange ænder i Kgs Have, oppet mit transportgame med både Christianiacykel og en gammel Ford Focus. Og så har jeg skiftet bjerge af bleer, skrevet jobansøgninger, faktisk haft sex (jo, det er en præstation (hej svigermor!)) rejst til Spanien, set Motormille og været en uge på ø-lejr med 2 børn under 2.

2018: Back to the Minimalisme

Og så har jeg fundet ud af hvad mit 2018 skal handle om. Det skal handle om mindre. Om at give slip, og have mindre af det hele. Og om at ændre vaner, når jeg nu rigtig godt kan lide ting, bor 10 minutter fra strøget og har fået en rigtig dårlig vane med at scrolle mig igennem bloggernes konstante stime af flot, farverigt forbrug. I hele 2013 prøvede jeg kræfter med Købestop, men det var for drastisk for mig: Da året var gået, faldt jeg pladask i og kompenserede med overforbrug.

Så 2018 skal være minimalismens år for mig. Denne gang i 12 bæredygtige trin. Et trin for hver måned. Og så må vi se hvordan det går. Det er en rejse jeg ikke aner hvor ender, men som jeg rigtig gerne vil dele med dem af jer der vil være med.

Rigtig godt nytår – Jeg håber jeres 2018 bliver fyldt til randen med det I drømmer om.

Ida

Tanker

Farvel min ven

Hyacinter, amaryllis og azalea lå som perler på en snor der blev trukket fra en snehvid kiste. Kisten, som min barndoms legeonkel og bofælle gennem 15 år lå i, var dækket af gran og røde julestjerner. Vi sang en rose så jeg skyde og jeg græd. Så forestillede jeg mig ham komme ind ad kapeldøren – for sent til sin egen begravelse. Med sit flagrende grå hår, skæve smil og store armbevægelser. Lidt skuffet over fremmødet, men garanteret glad for kapelrummet. Træ, luft og terrakotta – totalt up his alley.

Da vi var små, kørte han os i skole. Da vi blev større bar han over med vores timelange teenage-emo-klaver-seancer (hele 2. G spillede jeg nok Karma Police ca. 300 gange i døgnet) og så lærte han mig at regne med brøker. Om aftenen listede jeg mig op ad trappen til den klogeste, mest tålmodige og rolige matematikundervisning i hele verden. Når ikke der var håndboldkamp altså. For så blev der råbt og heppet og trampet i gulvet af begejstring.

Tak for det og for dig, Dan. Og held og lykke hvor end, du er landet i universet. Jeg håber der er tykke bøger og fred …og en hel masse kvindehåndbold.

Tanker

Tak

Af alle de ting Danmark har adopteret fra USA kan vi så ikke blive enige om, at Black Friday er den mest hjernedøde? Kunne vi så i det mindste ikke også nuppe Thanksgiving med? Dén har jeg altid tænkt må være hyggelig – og så kunne jeg personligt virkelig godt blive bedre til at sige tak.

Så. Her kommer en liste over ting jeg godt vil sige tak for det sidste år. Det er svært at skrive. For det første er der klart mere lol i bitre indlæg om alle de ting jeg fucker op. For det andet fordi det bliver så åbenlyst, hvor grotesk priviligeret jeg er. Men selvom jeg kan blive helt flov over mine privilegier, skal jeg stadigvæk huske at sætte pris på dem – Også her i plenum. Så derfor.

<indsæt hellig, selvfed rømmen>

Tak fordi jeg

bor i et land med et ligebehandlingsnævn

har fået to af de sødeste, raske, glade børn der findes

på trods af 13 år som model ikke har været udsat for en eneste anledning til #metoo i min karriere

mødte en flot, grineren mand som endda giftede sig med mig på en kold decemberdag i New York sidste år

bor i den dejligste andelslejlighed med både vaskemaskine og opvasker

har kunne få barselsdagpenge hele 2 gange

ikke længere har en spiseforstyrrelse

for første gang i mit liv prøvede at købe en ny sofa i år. OG en freaking el-ladcykel. Så. hella. fedt.

har nogle virkelig sjove og loyale venner, der også gider mig selvom jeg i lange perioder er sur og kampdistræt

kan se at der ca. er 20.000(!) som læser med herinde hver måned. Seriøst – Enten er jeg en idiot til analytics, eller også: TAK

stadigvæk har begge mine forældre og hele tre bedsteforældre

aldrig skal være teenager igen

har en sund og rask krop, som er vildt god til at føde børn

skal starte på arbejde på Fredag. Som Onkel Reje vil sige: Blir det ikke meget hårdt? “Jo! Men også meget sjovt”

næsten kan passe mine bukser igen

immervæk skal til TRE julefrokoster i år

Tak!

Tanker

Tro, dåb og kærlighed

Om en lille måned skal Otto døbes. Det bliver en lillebitte familieting, kun med de allernærmeste. Han skal døbes i Vartov Kirke, af den præst som også fik mig til at døbe Kurt. Jeg fik faktisk anbefalet at tale med lige præcis dén præst af min egen gudmor (så hun har gjort sit job godt), da Kurt var nyfødt og jeg vævede rundt i svaret om hvorvidt han skulle døbes eller ej.

Jeg havde sådan en forestilling om at man står der ved døbefonden og får sit barn “godkendt” af en præst – Hvilket jeg på ingen måde havde behov for. Men så inviterede jeg mig selv på the hjemme hos ham præsten og vi snakkede om hvad det egentlig vil sige at blive døbt. Det fik mig overbevist om at Kurt skulle døbes, ligesom jeg selv havde valgt at blive det som 11-årig. Som jeg forstår dåben, er det et udtryk for at barnet vælger verden til og samtidig et fint lille overgangsritual hvor forældrene kan vise sit nye lille familiemedlem frem.

Jeg har altid betragtet mig selv som kristen – Det er svært at forklare hvorfor, men jeg tror bare på Gud. Ikke en-gammel-mand-i-himlen-Gud. Men på den kraft i verden som skaber supernovaer, liv, galakser, børn, blomster og vandfald. Altså kraft, kredsløb og kærlighed (Åh, altså. Kan godt selv høre det… Indsæt selv “det græs som antiloperne spiser”-scene)

Nå. Men den kraft der – altså Gud – er jeg faktisk ret vild med, og instinktivt får jeg lyst til at sige tak for at den er der. Så jeg kan godt lide at gå i kirke og mærke roen og sætte pris på at være tilstede. Måske er det endda noget jeg har brug for, fordi livet nogle gange bliver lidt stort for mig.

Kurt blev døbt om foråret i Holmens Kirke som er tilknyttet vores sogn, og vi kørte med et skibstema, fordi min far er bådbygger og jeg elsker havet. Under nadveren sang koret den smukkeste “Den Blå Anemone” jeg nogensinde har hørt, Kurt havde et strikket matrossæt på og efter dåben, sejlede vi rundt i en havnerundfartsbåd, vi havde lejet, mens vi drak bobler og flagede med signalflag min veninde havde syet, så Kurts navn blev flashet i hele Københavns havn #likeaboss.

Otto’s dåb bliver lidt mere stille og rolig, fordi hamsterhjulet virkelig tester os for tiden. Vi er så maste. Så vi kommer til at køre noget stille og roligt juletema. Dresscoden forestiller jeg mig bliver lidt a la

og efter kirken skal vi hjem og klippe-klistre, høre Last Christmas, spise æbleskiver og drikke gløgg. Om aftenen har jeg bestilt at vi skal se Love Actually. Fordi love is actually all around. 

Og mest af alt er det jo faktisk bare dét vi fejrer.

Småt brandbart, Tanker

Seje folk i mit feed

Barselstid for mig = søvnløse nætter = et 600% øget social medie forbrug. Det kunne meget godt være anderledes, men sådan står det altså til. Jeg kan bare godt lide at følge med i andres liv. Her er et par af dem som jævnligt fylder mit feed med inspiration, eyecandy og gode hverdagstanker. (Hvis jeg mangler nogen, så sig endelig til – I need that dope). 

Instagram

@slicehawaii  = Verdens fedeste paphatte og neonbabytøj fra en af mine sjoveste venner fra Designskolen.

@intetrimerpaaastrid = Tanker og lol fra en 25 årig, som får mig til at tro på at samfundet nok skal klare sig, hvis bare 20% af Z-generationen er som hende.

@young_embryo = Ved faktisk ikke hvem der står bag, men hvis grineren, hjemmelavede femi-memes er din thing, så følg med 🙂

@furrylittlepeach = Australsk illustrator som maler akvareldyr like a boss og dokumenterer fra hendes moderne krea boho studio i Sydney. 

@haengekoejehud = Verdens bedste ordjonglør opdaterer fra livet på en bondegård, med søde børn, bøger, pelsgrise(!) og sætninger der er out-of-this-world.

@notkredep = Har aldrig forstået… Er det Krede P? Uanset hvad er han i hvert fald sjov.

@gabriel_held = Obligatorisk for alle 90’er nostalgikere.

@everyoutfitonsatc = Obligatorisk for alle Sex & The City fans.

@wildthingsdk = Gletsjere, smuk natur, tegneskitser og hjemmelavede laserskårede vinterdyr.

@ulrikkefalch = Aka Vilde fra SKAM. Men mest af alt en tiltrængt fuckfinger til alle instagrams skønhedsidealer og humblebraggere (og så elsker jeg at hun feminist på den storsmilende, røvrystende måde – Er blevet nødt til at unfollowe et par ellers seje damer, fordi de simpelthen var for sure/kun opdaterede hver gang de var i Deadline eller tømte menstruationskopper i mit feed – Sorry, men nej tak).

@signemolde = Lige så sjov som i Quizzen

@silja_ok_king = Da jeg gik til musical på Espergærde Ungdomsskole, var Silja hende som sang som en drøm OG var mega sjov. Nu synger hun (stadigvæk) som en drøm OG er mega sjov i mit fjernsyn, som børnevært på Ramasjang.

@trineoehlenschlager = Dejlig tøjstil og Mastering The Art Of Pandehår.

@tildemariann = Mor til fine Sulajma, dejlige farver, kolonihavestil og pæne billeder (..og så var det Tilde jeg i sin tid stiftede Foreningen Danske Modeller sammen med). 

@hellajoof = Mama Hella forever!

Lucia Odoom (Facebook) = Bl.a. vært på Politikens Poptillæg podcasten og har en virkelig god finger på popkulturpulsen. Ærlige opdateringer om usikkerhed og freelancelivet og endnu vigtigere: Skarpe realtime analyser af Bagedysten og Gift Ved Første Blik.

Tilføjelse: Jeg glemte helt at nævne @lykkelykke til alle som kan lide fjerne horisonter, glade øjeblikke og et på alle måde smukt hylster og sind på surfbræt og tacoskaller gennem livet. 

Blogs

De 3 faste

Blogsbjerg = Har fulgt med hos Linda siden hun i 2010 fik Anton med sig selv. I mellemtiden har hun fået Frida, flyttet til Esbjerg og udgivet en bog. Hendes blog har altid været fyldt med humor, selvironi og så vender hun på bedste vis store og små politiske og etiske tanker om livet.

Sneglcille = Har aldrig lagt skjul på at Cecilie er mit første og største blog crush. Nu venter hun barn nr. 3 og selvom bloggen har ændret sig lidt efter hun blev fuldtidsblogger (fair enough), er den stadigvæk fantastisk.

Neo Hippie = Den dårlig samvittighed over at jeg altid vil elske bland-selv-slik, Netflix, uld, lasagne og flotte ting, opvejes af den gode inspiration til en radikal bæredygtig zero-waste livsstil (især når det kommer til alt det der med børn, bleer og vikler).

De nytilkomne

Rock Paper Dresses = Tøjstilen! Og for nyligt også fine, fine tanker om det at være ufrivilligt barnløse.

Nomdemie = Sarkastisk Nørrebrosk blogger som vandt mig over med det her indlæg.

Velvet Snow = Humoristisk æstetiker med pænt (og dyyyyrt) tøj.

Twin Peaks = Sød, selvironisk tvillingemor. 

Lortemor = Ærlig og god københavnermor. 

Nutidensmor = Ærlig og god Århusianermor. 

Superheltemor = Bare god. Har f.eks. lige tvunget min kæreste til at læse dette indlæg inden vi om 5 minutter skal prøve det der hjemmefødsel.

🔸

Oooog that’s sådan cirka my guilty pleasures! Hvem mangler?

Rigtig glædelig Søndag ☀️