Arbejdsliv

Frihed, Lighed og Moderskab (Eller: Det lærte jeg da blev gravid og blev fyret)

I den franske revolution råbte de “Frihed, Lighed, Broderskab!” Det her er ikke revolutionerende. Det er bare en beskrivelse af et forløb som jeg tror mange kvinder kan genkende. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har slettet teksten og er startet forfra. Famlet efter ordene. Men jeg har besluttet at historien altså fortjener at blive fortalt. Så her er den: Historien om dengang jeg var på dagpenge, opdagede at jeg var gravid, fik en fast stilling, blev fyret efter 14 dage og sammen med min fagforening lagde sag an. Og vandt.

På dagpenge …og gravid

Efter tre år som jobsøgende, med freelance-tjanser hist og her og ind og ud af barsels- og dagpengesystemet fik jeg for et år siden et fast arbejde. Jeg blev så glad og skulle virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at stikke i et kæmpe tarzanbrøl, da jeg fik beskeden inde på Hovedbiblioteket. Virksomheden tilbød mig en stilling, jeg ikke havde erfaring med, og derfor var det et helt nyt felt for mig, men jeg havde mange idéer, og glædede mig til at bevise mit værd og vokse med opgaven. Hold op, jeg glædede mig.

Problemet var bare at jeg var gravid. Det var kun et par uger siden jeg havde set de to streger. Midt i jobsøgning og med en etårig på armen, kørte jeg faktisk fortrænger det første stykke tid. Det var  ubelejligt. …Og  dejligt.

Når gode råd klinger hult

Jeg blev tilbudt jobbet om Torsdagen, med start følgende Mandag. Den weekend havde jeg så sindssygt ondt i stress-maven. Tanken om at få en abort strejfede mig, men blev også hurtigt affejet: Jeg var 31 år, og det havde taget knap et år at blive gravid med vores første barn. Vi ville jo faktisk godt have to børn. Og så var vi blevet overraskende lykkelige for den lille, åndssvagt ubelejlige ekstra streg.

Hvad fanden gør man? Når jeg googlede og spurgte jobcenteret, fik jeg et hult klingende svar a la: “Er du lige blevet gravid og skal til jobsamtale, er du ikke forpligtiget til at oplyse om graviditeten. Bliver du spurgt direkte, kan du godt svare nej. Egentlig må arbejdsgiveren ikke spørge, da dit svar ikke må have betydning, når der skal vælges mellem ansøgerne. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke kan blive stillet. Derfor kan det være meget godt at have et svar parat, som fx at du gerne vil have børn på et tidspunkt, men lige nu er det arbejdslivet, som har dit fokus.” (uddrag fra HK’s hjemmeside)

Skidetak for støtten, Sherlock. Bare lige fyi, så er jeg altså ikke typen der lyver. Men samtidig var jeg kun et par uger henne. Jeg havde ikke engang fortalt min familie det. Hvad nu hvis graviditeten gik i sig selv? Skulle jeg lave et kæmpe selvmål efter en tre år lang kamp for at få et job? Dér var målstregen, et dejligt arbejde fyldt med udfordringer og opgaver. Værsågod at gå tilbage til start. Skulle jeg smide alt jeg havde kæmpet for på gulvet, for en graviditet jeg ikke engang var sikker på ville blive til noget?

Jeg havde sådan set bare havde gjort det som Dagpengesystemet krævede: Skrevet mine to ugentlige ansøgninger og gået til jobsamtaler. Husker tydeligt, at sidde der til jobsamtale med en otte måneders babybule skruet ned i et pencilskirt og fyre jokes af om at de får to for én. Og ingen griner.

Samtidig vidste jeg jo godt at vi har bygget et samfund op omkring at alle køn bidrager lige meget på arbejdsmarkedet. Og at det betyder, at ingen kvinde skal diskrimineres, bare fordi det tilfældigvis er os der skal bære og føde børnene. Men det hjalp ikke så meget på alle følelserne og den nagende samvittighed.

Min fagforening rådede mig til at sige det på min første arbejdsdag. Så det gjorde jeg. Alt rystede og jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber.

”Jeg er så ked af at måtte sige det her, men jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid”

Heldigvis fik jeg et kram og et stort tillykke. Der lettede seriøst ti kg brødebetyngede duer af det kram. Jeg var virkelig glad for direktøren, som gav mig krammet. Han var lun og god. Fjorten dage senere havde jeg flødeboller og flag med til kontoret. Jeg mødte, som de fleste andre dage, ind som den første klokken syv, for at have et par timer i ro og fred til at arbejde. Lige inden frokost sendte jeg en klassisk jeg-er-gravid-mail rundt til mine kolleger, og tyve minutter senere blev jeg kaldt ind på min leders kontor. Og fik at vide, at jeg var fyret.

Jeg var i chok og så ligesom det hele udefra. Joken i at pakke sit skrivebord sammen, mens flødebollerne står og larmer på de latterlige dannebros-paptallerkener jeg lige havde købt i Netto. Som om der var noget at fejre. Jeg afleverede min computer og pakkede mine ting. Følte mig som en kæmpe kliché og totalt fiasko. På vej hjem satte jeg mig ind i en 7-Eleven og stressspiste tre croissanter, for at synke chokket. Imens ringede jeg til min fagforening og fortalte dem historien.

Jeg havde det som om jeg var blevet dumpet midt i en date. Ja, vi skulle se hinanden an, og ja, jeg var usikker. Det var en ny stilling, som jeg egentlig ikke havde søgt, men som min arbejdsgiver havde skønnet jeg ville passe godt til, og som vi i fælleskab havde valgt at prøve af. Jeg var en del af et dejligt, nyt, lille team, men var fysisk placeret i en helt anden og travl afdeling, på en anden etage end min leder og mit team.

De fire reelle arbejdsdage jeg havde i stillingen, virkede derfor slet ikke som nok tid, til at bevise mit værd. Omvendt havde jeg – og har stadigvæk – en nagende følelse af, at jeg måske bare skulle have holdt igen med alle mine begynderspørgsmål.

Is it a bird? Is it a plane? Not it’s…

Min fagforening tilbød at føre min sag i Ligebehandlingsnævnet og forklarede, at det nu var op til arbejdsgiveren at bevise at det ikke var på grund af min graviditet, at de fyrede mig. Så jeg skyndte mig hjem og screenshottede the shit ud af min arbejdsmail og -kalender, inden den blev lukket. Det blev jeg glad for.

Fagforeningen var fantastisk. Helt Supermand. Min advokat kendte arbejdsmarkedsområdet ud og ind, var knivskarp og kunne derfor være mit kølige power bitch face udadtil, imens jeg lå derhjemme i fosterstilling og prøvede at huske i detaljer, hvad der egentlig var sket. Kan du for eksempel huske hvad du lavede Tirsdag d. 22. august? Hvilke møder havde du? Hvem sagde hvad til dig, og i hvilken rækkefølge? Og kan du dokumentere det? Prøv at forestil dig at skulle kortlægge to uger i detaljer på den måde. Jeg tegnede mindst ti tidslinjer, for at forstå hvad der skete.

Det næste halve år gik med at skrive: Klage, svarskrift, bemærkning, brev, replik, duplik. Kært barn har mange navne. Og hver gang samlede min advokat alle mine noter, mails og tidslinjer til en udlægning af forløbet. Og så ventede vi på svar. Svarene  kom med jævne mellemrum – sommetider gik der flere uger imellem.

Der er point hvis man kan gætte, om det var nedslående at læse virksomhedens begrundelser og vidnesudsagn. I et af svarene var der tre vidnesudsagn, hvor folk jeg har talt med i to timer, udtaler sig om hvor ringe en kollega jeg var. At jeg var så dårlig, at det var pinligt at have mig med til eksterne møder. Det mister man altså mavepusten af. Det var min første og største faglige lussing nogensinde. Smæk! Hver gang der var nyt svar fra modparten, endnu en lussing.

Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig

Min familie rådede mig til bare at lukke af for det. Ignorere det. Men hvis ikke jeg ville bevise, at det ikke var fordi jeg var en elendig arbejdskraft, at jeg blev fyret efter så kort tid, hvem ville så gøre det? Det var jo mig som oplevede det. Jeg blev nødt til at flå plasteret af og sidde og pille op i det sår, hver gang der lige var kommet skorpe på. Læse og forholde mig til alle detaljerne for at kunne komme med et relevant modsvar. Det gjorde ondt. Værsågod. Her er 16 sider om hvorfor vi har fyret dig.

Samtidig var jeg på dagpenge. Det vil sige at jeg skrev ansøgninger og gik til jobsamtaler på livet løs for at vise hvor god jeg var: Det var ok skitzofrent, det vinterhalvår. Jeg husker det primært som noget med at stirre ind i et tomt word-dokument og svømme virkelig meget rundt i cirkler med en veninde, ovre i DGI byen.

Da begge parter mente at sagen var belyst til fulde, blev den afleveret til Ligebehandlingsnævnet. Nu var der ikke andet at gøre end at vente på deres afgørelse. Det var faktisk en lettelse. Ikke flere lussinger, bare ventetid.

Jeg søgte en praktikplads som servicedesigner i en forsikringsvirksomhed og fik den. Det var det helt rigtige for mig – Det var lige den faglige oprejsning jeg havde brug for, inden jeg skulle tilbage i barselsboblen.

Tre uger efter praktikken var udløbet, begyndte solen for alvor at skinne igen, da Otto kom til verden.

I sommerferien, da jeg kom jeg hjem fra min mobilfri ø-lejr, lå der en mail fra min advokat. Emnefelt: “Tillykke! Vi vandt alt:)”. Jeg sad og ammede Otto og begyndte at græde. Mest over følelsen af, at der var nogle voksne som ligesom lige havde sagt “Hold my beer” og gennemgået vore sag minutiøst. Side for side, vidnesudsagn for vidnesudsagn. Det var den vildeste oprejsning ovenpå et halvt års nederlag, tvivl og skyldfølelse.

Jeg fik en erstatning svarende til et halvt års løn. 15% af den satte jeg ind på min pensionsopsparing. Bagefter gik jeg ned i vores lokale cykelhandler og bestilte en ladcykel med elmotor. Og så var jeg også forbi en lille butik og købe to fingerringe. Nu sidder de på min hånd og husker mig på, at det er okay.

Det er okay at være gravid og gerne ville arbejde.

3 ting jeg har lært

Hvis du nu også er gravid – eller bare er en kvinde som er på arbejdsmarkedet – så kommer her lige 3 ting den her sag har lært mig.

  1. I retten er det faktisk ligemeget, hvad der skete. Det handler om, hvad du kan bevise – hvad du har på skrift. Så sørg for at følg op på alle vigtige samtaler (f.eks. i forbindelse med ansættelsen) med en mail.
  2. Hvis du bliver gravid midt i en ansættelsesprocess så husk det her, når du skal tage stilling til om du vil fortælle det inden du bliver ansat. Vi har et retssamfund som har bestemt ved lov, at vi kvinder ikke skal forskelsbehandles på grund af vores køn. Så mes det her, som var du Robin Williams til Matt Damon: Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. Det er ikke din skyld. For det er IKKE din skyld, at du er gravid og også skal have et arbejde. Har din partner dårlig samvittighed over at han skal være far? Nej, vel? Det skal du heller ikke have. Det er ikke din skyld. Og du er ikke alene.
  3. Meld dig lige ind i en fagforening. Bare gør det. Hvis du en dag skulle gå hen og blive fyret under din graviditet eller barsel, så er det saftsusemig fedt at have en advokat gratis til rådighed, som kan være dit skarpe, kølige power bitch face udadtil, imens du ligger i fosterstilling, hader verden, ser Netflix og gror en dejlig ny verdensborger.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

19 Comments

  • Reply Marie S 21. september 2017 at 9:26

    Ida, jeg får simpelthen kuldegysninger af at læse din historie. Hvor har du skullet stå meget igennem, fordi en arbejdsgiver valgte ar de ikke behøvede at følge spillets regler, og at deres umiddelbare behov var vigtigere end arbejdspladsens etiske/moralske identitet. Det er så trist en historie – også selvom den ender godt. Tak fordi du kæmpede kampen og tak fordi du deler historien, du sender empowerment videre til os andre, og det er så vigtigt.

  • Reply Maria 21. september 2017 at 9:55

    Hvor er du sej! Det lyder som den vildeste omgang. Tak for at du deler – det er vigtigt ❤️

  • Reply Den Sure 21. september 2017 at 10:24

    Fantastisk tekst og sindssyg historie <3

  • Reply Mie 21. september 2017 at 10:41

    Kæft, nogle narhatte. Og sejr for menneskeheden – godt kæmpet og vigtig tekst! Man skal nemlig overhovedet ikke gå der og have skyldfølelse over at være biologisk prædisponeret for graviditet.

  • Reply Liselotte 21. september 2017 at 10:46

    Kan hilse at sige at det at være i fagforening er elementært. Både når det brænder meget på eller mindre på. Deres assistance kan også anvendes forebyggende 😉

    Du skal have den her artikel i Information eller i et nyhedsprogram på DR, Søndag 21, DR2 Dagen eller Deadline, så du kan nå helt ud og få budskabet over disken.

    De kærligste hilsner

    Liselotte

  • Reply Lisbeth 21. september 2017 at 11:09

    Din historie giver mig kuldegysninger!!! Pisse godt skrevet! Og jeg er pisse hamrende (undskyld sproget) stolt over at du tog kampen! (Ja, vi kender ikke hinanden, men jeg er sku stolt på vores køns vegne!)

    Hands up! Og god vind!

  • Reply Mette 21. september 2017 at 12:06

    Tillykke, du er eddermanme sej. Og super velskrevet og letforståelig tekst. Den er da alt for vigtig til ikke at blive delt bredere – ku du trække den af bloggen for en stund og i stedet udgiv den i en avis – de er vist mest på når det ikke er en brugt tekst?

  • Reply Janne 21. september 2017 at 12:55

    Tjek om Point of View International ikke vil bringe den – så kan vi betale dig for at læse den 🙂

  • Reply Maja 23. september 2017 at 9:36

    Tusinde tak fordi du deler din historie – og fordi du tog kampen op.
    Jeg har stået i en næsten identisk situation for cirka fire år siden. Gik til jobsamtale før jeg var tre måneder henne, fik tilbudt jobbet og skulle derefter igennem en længere proces med sikkerhedsgodkendelse og den slags, da det var ved FN. Da jeg fortalte om min graviditet lukkede al kommunikation og jeg blev ‘fyret’ selvom jeg endnu ikke var startet. Det jeg var mest overrasket over, var omgivelsernes reaktion – jeg skulle da også bare læne mig tilbage, nyde min graviditet og droppe mine ambitioner om en karriere. Min fagforening ville og kunne ikke køre sagen, da de ikke ville stille op mod FN. Jeg havde ikke modet til at tage kampen uden en fagforening i ryggen.
    I dag har jeg et godt job og er på barsel med glimrende vilkår med mit andet barn. Ved ikke præcist hvad min pointe er, udover: TAK, godt kæmpet, hvor er du sej <3

  • Reply Mette 23. september 2017 at 11:08

    TAK! Denne artikel vil jeg gemme til mig selv, så jeg kan læse den igen og igen.
    Jeg bliver lige straks færdig med min uddannelse, har en dreng på 14 måneder og ønsker at få barn nr. to snart.
    Vi har været igennem et års fertilitetsbehandling for at få vores fantastiske dreng og ved at vi skal have hjælp til at få næste barn også. Sidste omgang fertilitetsbehandling slog i perioder fuldstændigt benene væk under mig rent psykisk, hvorfor vi har valgt tidligst at starte på næste “projekt baby”, når jeg er færdig med min uddannelse.
    Jeg frygter allerede jobsamtalerne og eventuelle første arbejdsdage, hvor jeg bliver nødt til at fortælle lederen, at jeg gerne vil have et barn mere og at det betyder, at han/hun lige skal skrive under på et stykke papir for at firmaet kan få godtgjort de sygetimer/dage jeg vil få i forbindelse med behandlingen. (Der skal skrives under på dette stykke papir ved start behandling/start job for, at de kan få timerne godtgjort.)
    Jeg vil egentlig gerne ud at arbejde og bruge min uddannelse til noget og føle at jeg kan bidrage med noget til en virksomhed og kollegaer men på den anden side føler jeg lidt, at jeg blot vil være en belastning og derfor måske bare skal håbe på ikke at få et job før barn nr. to er i hus.
    Denne artikel bekræfter mig i, at det bliver svært! Denne artikel gør det klart, at jeg ikke er alene og at det nok skal gå (om ikke andet så med en stærk fagforening i ryggen :/ )!

  • Reply Stine 23. september 2017 at 14:30

    Rigtig vigtig historie. Samtidig er det også nedslående at vi stadig skal gå rundt og overhovedet spekulere i samvittighedskvaler pga graviditet og en jobsituation. Jeg har samme historie ift. et nyt job og kort efter opdage at jeg var gravid og så tiden når man skal sige det. Mange omkring mig fortalte at de virkelig godt kunne forstå hvis min arbejdsgiver blev sur på mig! Det er jo super sørgeligt for som du selv også skriver så er man jo mega lykkelig og det er virkelig urimeligt at man skal prikkes med dårlig samvittighed og selv gå rundt med det. At være gravid er selvfølgelig meget individuelt og ens egen lykke men børn er f…… en nødvendighed i et samfund. Så derfor er det også så uendeligt uforståeligt at der stadig skal kastes skam på en kvinde fordi hun er gravid. Ps min arbejdsgiver tog det rigtig fint. Min historie handler om en holdning man desværre møder mange andre steder også.

  • Reply Anonym 23. september 2017 at 18:19

    Din historie gør mig lidt glad og samtidig trist.
    Sidder selv i samme situation som dig. Tog en positiv gravidtstest samme dag som jeg blev kaldt til samtale. Fik tilbudt jobbet, men før jeg skrev under på kontrakten, tog jeg ind og fortalte det til chefen, som alligevel valgte at ansætte mig. Nu er jeg 6 mdr henne og de vil af med mig. De tør ikke fyre mig pga graviditeten og kører i stedet heads mod mig (i et forsøg på at jeg selv siger op?) på et niveau at jeg nu er sygemeldt med stress. Takker dog for en fantastisk og støttende læge, der har min ryg og sørger for at firmaet ikke får kompensation for sygedagpenge, hvis de ikke opfylder de krav, som de er forpligtet til. Men må sige, at tanken om at skulle tage den igennem fagforeningen og køre en sag afskrækker mig. Overskuddet er bare ikke til det, så hatten af for dig at du kunne det, og så samtidig med en graviditet og jobsøgning OG mor, det er fandme flot!

  • Reply Ida 24. september 2017 at 7:16

    Tak Ida! For den proces du kæmpet dig igennem for din egen men i høj grad også for alle vores andres skyld! Du er en stjerne og et forbillede!

    Og! Rigtigt godt skrevet og fortalt!

  • Reply Heidi 24. september 2017 at 8:53

    Jeg sidder og græder, hvor er det åndsvagt – men jeg har siddet i den samme situation, men på et tidspunkt, hvor jeg ikke var i stand til at tage kampen op, sådan som du gjorde, jeg ville ønske, at jeg havde gjort det, for det var den værste følelse i verden, at føle sig mindre værd fordi der var et barn i min mave.
    Tak for dig.
    Tak fordi du tog kampen op, selvom det sikkert har været totalt uoverskueligt.
    Tak fordi du deler det nu.

    • Reply idabida 25. september 2017 at 6:14

      Jeg blev så glad for din kommentar. Den pakker jeg ned og tager med mig ud i verden. Tak <3

  • Reply Mette Westing 25. september 2017 at 18:39

    Jeg synes det er sejt at høre at sådan shit faktisk sker.
    Jeg er fys uddannet i 06 og har arbejdet på en del private klinikker i kbh og i Vejle området.
    Jeg far altid været selvstændig og lejet mig ind på ejerens ydernummer. Sådan har det været i årtier..
    Min mand og jeg har to børn og da jeg begynder på en klinik i tørring arbejder jeg min stilling op. Jeg bliver gravid efter 5 mdr jeg skrev kontrakt og siger ingenting – da min kontrakt skal forlænges om 1 mdr tid. Desuden er ejeren meget speciel og jeg ved ikke hvor jeg har hende.
    Denne graviditetet bliver desværre ikke til noget. Og jeg er mægtig glad for min beslutning om ikke at sige noget. Min kontrakt forlænges med 6mdr.
    Klinikken skal sælges og det er til de to andre fysser det arbejder på klinikken. De er Ca samme alder som jeg – har så børn – har ikke de samme kurser som jeg – har ikke de samme erfaringer til flere led..
    Efter nytår og overdragelsen af klinikken nærmer sig – har vi tre flere snakke om fremtiden. Det bliver lagt tilbud på bordet indeholdende arbejdstimer som selvstændig- arbejde mon profit til reklamere klinikken i byen og omsætning for de næste tre år.
    Jeg finder ud af at jeg et gravid og går og prøver at fremsætte andre ideer – så jeg ikke skal skrive under på en kontrakt med så store omsætningstal, da jeg ved at jeg ikke kan omsætte det – jeg har prøvet to gange at være gravid på klinikker – og andre ting.
    Tilsidst over tlf da den nye ejer igen har fundet til mig og presser på, vælger jeg at sige at jeg er gravid.
    Han ønsker mig tillykke i tlf.
    På arbejdet taler ejerne ikke til mig. Sekretæren sætter ikke patienter i min kalender og afregner ikke mine patienter. Jeg får af vide at min kontrakt ikke vil blive forlænget og jeg gerne må stoppe før.
    Jeg kontakter min fagforening, som jo også er min ejers og der er intet at gøre. For jeg er ikke fyret.
    Så jeg må sige – jeg er virkelig ikke en type, der lyver. Men mht til graviditet, så det vi milevidt fra ligestilling.
    Chefer, ejere kan være så søde og imødekommende.. Så længe du kan arbejde uden at få stor mave på..
    Så jeg har været ledig siden da.
    Fik en stor og din mave og fik en dejlig dreng.
    Han bliver to nu her..
    Og jeg søger stadig arbejde nu indenfor det offentlige.
    Jeg har mistet meget pga graviditeten – været igennem meget grimt – og det er de mennesker, som er bange for om gravide i an arbejde.
    Min lille dreng er min lille solstråle og jeg nyder hver morgen med ham..

  • Reply Mette Westing 25. september 2017 at 18:43

    Hov den første linje…
    Det skulle ha stået at jeg synes det er sejt at høre din historie..
    Det er utroligt at sådan shit bliver ved med at ske.
    Tak for din historie.
    Jeg har ikke rigtig fortalt min kun til min familie, for jeg blev “rigtigt” fyret. Først duede jeg og så vupti ikke..

  • Reply Apropos Ingenting #NrWhoCares - Idabida 13. august 2018 at 22:12

    […] tiden. Åh, hvorfor kan det ikke bare være smooth sailing altså? Det er ligesom, at have været igennem et bad breakup og så komme igang med at date igen, have møde en virkelig sød type og nu er vi blevet kærester […]

  • Reply Et motherboard fyldt med nybagt moderskab - Idabida 27. oktober 2018 at 4:44

    […] ja. Og så skete det her. Efter mere end et halvt års hæslig retssag. Den kan vi fx. kalde Det Er Ikke Din Skyld. Eller […]

  • Leave a Reply