Min ø-lejr blev, mod forventning, tilbragt helt mobilfri og i digital zen. Det var nærmest så let at undvære min mobil, at det er kedeligt at skrive om: Der var ikke eet tidspunkt hvor jeg manglede den – Og alligevel blev den tændt inden jeg overhovedet nåede ind i min lejlighed (og her lyver jeg så. For vi var kun lige akkurat kørt af færgen i Stigsnæs, da jeg fik fat i min kærestes tlf og begyndte at junke insta..). Det er fandme uhyggeligt, du.
Derfor har jeg brugt de sidste par dage på (udover at være alene hjemme med 2 børn på 3 og 22 mrd, bevares) at arbejde lidt på et udkast til et slags digitalt manifest.
Jeg elsker min mobil når jeg finder små guldkorn i mit feed. Og jeg elsker at skrive små tekster og på den måde binde sløjfe på de barselsdage og -tanker, der ellers er ret uhåndgribelige og forsvinder som dug for solen, så snart mit hoved rammer puden. Jeg elsker også at opdage ting og få nye internetvenner, lidt ligesom dengang man havde pennevenner (som jeg i mange år troede hed “pennyvenner”. Fordi Penny-bladet, ik).
Jeg hader min mobil er når jeg kommer til at sidde i stenermode og junke løs i feedet på en eller anden kendis/blogger/ekskærestes nye kæreste/tilfældig person/Mathilde Gøhler. Jeg hader at jeg udelukkende kigger på det, for at blive bekræftet i hvordan jeg i hvert fald ikke er og hvor plat jeg synes det er, hvor lidt misundelig jeg er og hvor meget jeg gennemskuer det hele. Og pludselig “vågner jeg” og opdager, at Kurt har prøvet på at vise mig en traktor i flere sekunder. Og hvem er så i virkeligheden den platte taber? Dér hader jeg allermest mig selv og så min mobil.
Okay så. Altså. Flere små stjernestunder og mindre sten. Både i virkeligheden og på internettet. Det vigtigste er at reglerne er realistiske og lette at handle på. Jeg har et meget stærkt afhængighedsgen og derfor er alt det her pt ret utopisk, men her er det altså:
Mit digitale manifest
Planen er at
– nøjes med at følge med hos de ca. 5-7 bloggere, som jeg allerbedst kan lide
– melde mig ud af alle terminsgrupper på Facebook en gang for alle
– stoppe op hver gang jeg begynder at scrolle
– give min telefon en fast plads på køkkenbordet, i stedet for at slæbe den med mig rundt. Så må jeg stå dér og fixe.
– nøjes med at skrive når mine børn enten sover eller blir passet
– få min telefon ud af min seng. Måske på forsøgsbasis bare hver anden aften. Jeg starter sgu i aften.
– holde en skærmfri dag om ugen. Skærmfri Søndag? Bare for at prøve det – En hel dag uden TV, computer og mobil. Gisp.
17 Comments
Åhgud, får helt ondt i maven af at se det på skrift… En hel dag uden skærm? Hvad laver man så? Vi har planer om at gøre det i ferien, men er ved at få kolde fødder… Det er værre end kokain!
I øvrigt pudsigt, du siger Mathilde G – den fælde falder jeg også i konstant. Og Christiane SM… Hvordan får de det til at se så nemt ud?!
Jeg lærte lektien med terminsgrupper på Facebook allerede inden, jeg fik min første. For der var også en tidligere Big Brother-deltager, og jeg skal da lige love for, hun kunne skabe drama omkring sig. Det tog AL min tid, og gav intet igen. Run!
Jeg ved det ikke! Jeg ved ikke hvad man laver. I hvert fald ikke hvis man er hjemme i sin lejlighed? Læser en bog? Spiller guitar? Får slebet den skide bagdør? Stay tuned! Og hold mig opdateret, hvis du finder svaret før jeg gør:) Og Lol. MG og CSM gør mig til et dårligt menneske. Og det er helt åndssvagt, for det tror jeg faktisk slet ikke at de er.
Jeg har downloadet en app som begynder en sirene hvis jeg bruger skærmtid ml kl 17:30-20 og hvis jeg bruger den over 2,5 time om dagen…den er mega irretterende.
Den lyder sygt irriterende Hvad hedder den?
<3 <3 <3 for at du skriver det med at junke ekskæresters nye kærester – det troede jeg seriøst jeg var den eneste som gjorde! (Nu gør jeg det selvf ikke mere, det har jeg besluttet at lade være med at gøre, nemlig 🙂 ) Og så er jeg også virkelig den afhængige type, og kan godt bruge den slags konkrete og småstrenge regler for at administrere skærmtiden, og den med at telefonen har en fast plads, den skal testes! Jeg har haft min telefon ude af sengen i flere måneder nu, og det skal du bare glæde dig til, til gengæld. Før jeg går i seng lægger jeg den ude i køkkenet (putter den) (eller først står jeg lige og sidste-øjebliks-junker) og SÅ går jeg selv i seng. Jeg sover bedre, og det hænger helt sikkert sammen.
Hvor er det en god ide at putte sin mobil – det vil jeg også begynde på. Lige stå og sige godnat og sådan
på køkkenbænken ligger min, det har også en god højde til putteritualet 🙂
(lige nu sover jeg så godt nok i telt, og der er jeg ‘desværre’ nødt til at have den lige ved siden af mig … men så er der strømbegrænsninger, der redder mig lidt. Det føles så usselt at være voksen, og alligevel så dårlig til at administrere sit skærmjunk!!!!!!!)
Herhjemme havde vi den anden dag en snak jeg længe har taget tilløb til og blev inspireret til at tage, fordi p1 sendte et rigtig godt program om digital afhængighed. Vi har derfor netop aftalt at man ikke har mobilen fremme ved spisebordet, især ikke hvis barnet er til stede, og at den ikke skal med i seng. Jeg har sværest ved at holde det med sengen… Derudover prøver jeg at holde mig til samme regel som du. Kun skærmtid når barnet sover. Det skræmmer mig at mit barn helt tydeligt allerede har opdaget at en telefon er spændende. Det tror da pokker når hendes forældre piller interesseret på dimsen. Jeg vil så gerne at hun får en klar opfattelse af, at hun får mere opmærksomhed end det junk, som jo egentlig overhovedet ikke er vigtigt.
Glæder mig til at høre hvordan det kommer til at gå med dit manifest!
Hahahha, jeg elsker at du nævner Mathilde Gøhler. Vi gør det åbenbart allesammen? Shit!
Jeg har totalt et problem, men jeg tror måske ikke, jeg er klar til at gøre noget ved det endnu. Mine børn er over det hele, hele tiden, og jeg tænker, at jeg nok faktisk ville miste forstanden hvis det ikke var for den. Men det var måske en idé at lægge den på køkkenbordet, som du nævner, og så kan jeg jo gå derhen at stå og ikke miste forstanden.
Jeg har altid min telefon på lydløs, så jeg ikke bliver forstyrret, når der kommer beskeder osv. (Det betyder så også, at jeg er den sindssygt trælse type, der a-l-d-r-i-g tager telefonen, når man ringer til mig.) Men ellers har jeg kun én ufravigelig regel, og det er, at vi ikke har skærme ved bordet, når vi spiser. Når jeg ser 7 år frem i tiden, er jeg ikke interesseret i at spise aftensmad med mine børns uopmærksomme isser, og hvis jeg gerne vil undgå det, er jeg nødt til at gå forrest med det gode eksempel. Når Anton spørger, hvorfor han ikke må se iPad ved bordet, er svaret: “Fordi jeg så gerne vil høre, hvad du har at fortælle” Den er den skinbarlige sandhed, og jeg vil gerne allerede nu skabe fokus hos ham og Frida, så de forstår, hvad det er de bytter væk for intetsigende underholdning, der stadig er der, når vi har spist. Som ekstra bonus er det hjælp til selvhjælp, fordi det også minder *mig* om, hvad det er, jeg ofrer, hvis jeg skulle være fristet af at sidde med snuden i en skærm.
Faktisk er det også skrækken for, at mine børn skal tro, at det er ok at sidde og sende sms’er, når de kører bil, der har fået mig til at begynde at smide min telefon i tasken, når jeg kører bil, i stedet for at have den siddende i instrumentbrættet, som jeg plejer.
Jeg skulle lige til at skrive at vi aldrig har skærme fremme ved bordet, men efter en uge at have observeret os, må jeg bare sige at det er fanme løgn. Vi sidder – især til morgenmad – på skift i smug og tjekker både mail, vejr og Facebook. Hvis jeg havde mange daglige km i bil, kunne jeg godt forestille mig at jeg ville føle mig fristet. Men når man ikke har bil lyder det vildt at køre og sms’e. Hvorimod det at cykle og sms’e er noget jeg har praktiseret flere gange. Og det er jo også objektivt set, fuldstændig hjernedødt.
Faktisk tekster jeg kun, når jeg holder for rødt (hvilket man heller ikke må), men jeg kan alligevel mærke min opmærksomhed hoppe, når jeg kan se, at der går en tekst ind, og jeg har også mere end én gang lige scrollet en playliste, mens jeg kører. Jeg tænker sådan på Hella Joofs bog, hvori hun skriver noget om, at man ikke må blive sur på de andre, fordi de gør noget, som man – hånden på hjertet – også selv gør. For jeg bliver fuldstændig hysterisk af raseri, når jeg ser andre sidde og rode med mobiler i bilen. “FATTER DU IKKE, AT DET ER ET DØDBRINGENDE VÅBEN PÅ HJUL, DU KØRER RUNDT I, DIN KÆMPEIDIOT!?” har jeg lyst til at smide mig på kølerhjelmen og skrige.
Så altså. I tasken med den. For Anton og Frida aner jo ikke, at jeg sondrer. De ser mig rode med mobilen = mobilfifleri under kørsel er ok. Og det må de aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig gøre. Jeg tolkede for nogle år siden på en skole, hvor en af pigerne blev slået ihjel, fordi hun sad og sms’ede mens hun kørte. Det var hendes mor, der var gået ud for at lede efter hende, der fandt hende og bilen viklet rundt om træet, 200 meter fra hjemmet. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på den historie.
Jeg tror du bliver glad for at droppe den i sengen… Herhjemme bliver telefonerne charget i køkkenet, og så bliver der læst bøger eller knaldet i sengen i stedet for. Det er GULD værd at sige nej tak til digitalt junk lige inden sengetid!!! Good luck!
Tak! Ejmen det er bare dét der skal ske. Ud under emhætten med den. Men knalde siger du? Hvad er det? 😉
[…] lommen eller bukselinningen kan jeg fint lægge telefonen fra mig og gøre som Ida foreslår i sit digitale manifest: Parkere telefonen fast i køkkenskuffen. “Så må jeg stå der og […]
[…] læse mere om mine tidligere insta-kvaler (for yes, we go way back) så kan man gøre det her, her, her, her eller […]