Et motherboard fyldt med nybagt moderskab

Forleden hjalp en kollega mig med at tømme harddisken, i den macbook jeg druknede i caféblomstervand for et år siden på vej til en jobsamtale.

Der er nogle grunde til, at min kortsluttede computer har ligget brak så længe. For det førte fik jeg jobbet (jæsh!) For det andet børn. For det tredje solide prokrastinationsevner. Men nu. NU fik jeg endelig tømt den lille disk. Og dér lå de første 6 måneder med Otto. Min fødsel. 2 års freelancearbejde. Bare de små ting, ikke?

Da jeg sad og kiggede i mine gamle ting, faldt jeg over flere billeder der rev mig lige tilbage til barselsboblen. Af dobbeltamning. Af rod. Af rod. Af rod. Fik jeg sagt rod? Og trapper. Titusindevis af trapper. Har jeg virkelig allerede fortrængt hvordan det første år som mor til to (også) var? Eller er jeg bare blevet så lullet ind i den her psyko-forældreverden, at jeg ikke længere kan skelne? Det første år med to børn er jo straight up sindssygt! Især når man sidder i bagklogskabens lys og scroller sig igennem sin overflod af bevismateriale. Her kommer et par af de værker jeg er mest stolt af.

Dette værk kalder jeg for Ingen Elevator. Masser Af Overmod. PS. Ja, der sidder en halvandenårig på ryggen. Og ja, det her var en daglig ting. Shit.

Jeg Vil Gerne Udbringe En Toast For At Blive Hvad Du Spiser

Nå, ja. Så skulle jeg jo også have et arbejde. Det gik rigtig godt.

Dette kalder jeg: Hvis Trump Var Din Ammende Mor

Heldigvis skete der også magiske ting. Fx dengang, da Otto var 4 mrd og min mand og jeg løb hjemmefra…

…Og endte i en Jägermeisterbar på Roskilde.

Nå, ja. Og så skete det her. Efter mere end et halvt års hæslig retssag. Den kan vi fx. kalde Det Er Ikke Din Skyld. Eller bare Thank Heaven For Fagforening.

Og det var det. I en nøddeskal. Mit første år som mor til to.

Lige midt i et druknet motherboard.