Engang hørte jeg Leonardo Dicaprio fortælle om hvor svært det var at spille den der scene i Titanic, hvor han står sammen med Fabrizio ude på stævnen og jubler. De forpinte scener var meget nemmere at spille end de glade, sagde han. Det samme har Bono engang sagt, i et interview om Björk: It’s easy to paint black. Pointen var at Björk som en af de få havde en unik begejstring i stemmen – Hun kunne udtrykke glæde i ren form.
Det er ret præcist et år siden jeg støvede min blog af og begyndte at skrive regelmæssigt her på idabida.dk. Det har været virkelig dejligt med en ventil til den tankesump som pt er min hjerne. Men jeg er så meget med på Team Leo når det kommer til at udtrykke glæde. Sarkastisk selvudlevering? I’m your woman! Oprigtig begejstring? Meeeeh.
Det knudrer sammen og bliver helt fladt – Så passer ordene slet ikke til den brus af bobler og taknemmelighed som jeg faktisk føler. Det er som at afbryde et halbal og så bede alle de glade, breezerberusede tweens om lige at sætte sig ned og skrive en stil om deres følelser. Det kan man jo ikke. Jeg kan ikke!
Så. Glade, optimistiske Björk på en lastbil i New York? Det er sådan jeg har det, når jeg skriver næste sætning.
Jeg har fået et arbejde.
Det virker stadigvæk for godt til at være sandt, men ligesom dengang jeg var gravid med Kurt og først turde skrive om det tre uger før termin, må storesøster-pessimisten her nok erkende, at der er en vis sandsynlighed for at det faktisk er virkelighed. For jeg har jo lige underskrevet kontrakten. Og jeg glæder mig så meget til 1. december hvor jeg simpelthen har tænkt mig at tage rigtigt tøj på(!) og gå på arbejde et sted jeg har drømt om at arbejde for og søgt hos i flere år. Jeg er psyko-nervøs og bange og savner allerede Otto og har dårligt selvværd og alt det der. Men jeg glæder mig også. Glæde er også en kæmpe del af det – og det skal alt det andet ikke have lov til at overskygge.
Hurra! Og hurra-argh! Og hurr-(med vild og hæs Björkfalset)M-í-AAW!