Browsing Category

Dødsangst

Spanien, swimmingpool og eksistentiel krise

Jeg sidder på en falmet plasticstol med fødderne i Det Baleariske Hav og en sol i hopla, der brager løs på min røde kasket.

I nat drømte jeg – igen – at vi alle sammen var døde. Det var endnu en af de der diffuse intethedsdrømme hvor man vågner med en følelse af universets tomhed. Om hvor stille der blir lige om lidt, når det hele er forbi og vores lillebitte livsboble her på jorden er bristet. En lille bitte epoke ud af milliarder års intethed. Puha. Hvis livet var en kikkert, så vender min altså forkert. I hvert fald har jeg alt for ofte en følelse af at se det hele i et alt for stort perspektiv. Vi små dumme mennesker skal jo for fanden ikke bruge vores tid på at prøve at fatte noget vores hjerner alligevel ikke er bygget til at forstå. Som hvis en sommerfugl insisterede på at forstå, hvordan dens regnskov virker. Dumt. Når jeg så tvinger mig selv tilbage i nuet og livet og poolen og de kolde øl i solnedgangen, så får dødsangsten hævneren på og gir den fuld spade om natten. Sådan en nat var det i går. Og i dag har Flaming Lips kørt på repeat i min hjerne. Do you realise that everyone you love some day will die. Øh, ja tak og ræk mig lige stofferne. Ejmen seriøst. Der er sguda ikke noget at sige til at vi blir alkoholikere og dulmer nerverne med netshopping og latterlige I-landsproblemer. Det er bare for stort til rigtigt at kunne holde ud.

Hvis det her er en midtlivskrise, hvorfor er den så så lang? Jeg synes det har varet længe nu. Og jeg gad satme godt snart at blive bedre til bare at nyde turen, i stedet for at bruge så meget energi på, at det hele en dag er forbi.

Nu går jeg ud i vandet. Mærker varmen og silkeskjorten mod min hud. Drikker min øl langsomt og leger med mine børn. Livet er langt. Lykken er kort.

Mandagsmandag, venskaber, mobilafhængighed og to anbefalinger

For tiden går mine aftener i selskab med Astrid Lindgren og Louise Hartung i deres drøn af en brevveksling “Jeg har også levet”, som Gyldendal udgav for et par måneder siden. Selvom jeg ikke er færdig med bogen endnu, blir jeg nødt til at anbefale. Den. Er. Fandme. God.

Hvorfor? Fordi den lærer min naive hjerne, at det at evne et venskab, går på tværs af tid og sted (bogen er skrevet i midt halvtredserne/start tresserne af to kvinder der er i midt fyrrerne). Men også at det er noget man gør meget forskelligt – Er venner, altså. Og de to kvinders evne til at rumme hinanden i et venskab, kan jeg virkelig lære af.

Bogen handler om personlige grænser og konflikter (Louise er ugengældt forelsket i Astrid), men den handler også om karriere, bossladyness, kreativitet og rejser. Og så er der alt det løse som dødsangst, familie og tanker om fremtiden (=vores nutid, fx. leger Astrid med tanken om, hvor vidunderligt det ville være hvis man en dag kunne sende hinanden beskeder med elektronisk kraft, så man slap for de evindelige breve – oh honey, du skulle bare vide!) Og det er så hyggeligt at falde i søvn til to hverdags-parallelle tankestrømme der mødes i fine universelle krøller, skænderier og kærlighedserklæringer. Så hermed også min: en stor anbefaling, til alle jer mine tankefulde internetveninder.

Forøvrigt – apropos internetveninder, så har Karoline jo gang i noget seriøs mobildetox, og jeg er hoppet med på denne uges udfordring, som er at indstille sin iPhone til skærmfri tid mellem 16-20, hvilket vil sige at alle apps er blokeret på min tlf, i det tidsrum, undtagen opkald-, sms- og kamera-funktionen. Det er min første dag, og effekten er _seriøst_ skræmmende. Det er er frygteligt at indrømme, men jeg har sgu leget med mine børn på en helt anden måde. Ej men, det er så flovt at skrive det højt. Vi var i gården i det gode vejr, og normalt ville jeg måske lige løbe en runde eller to med dem rundt og så ellers sætte mig over på en bænk (jep. Med min telefon. #junkie). Men nu kunne jeg ligesom ..kun.. lege. Så vi legede meget, meget længere og mere frit, fordi der bare ikke var – Ejmen jeg kan næsten ikke skrive det – muligheden for at sidde og skærme den. Det samme gjalt da de havde været i bad og da der nu ikke var en skærm i køkkenet at fortrække til (der når jeg “vasker op”), så kunne jeg jo ligesågodt lege med dem. Og så blev det faktisk en ægte grineren leg, hvor jeg faktisk var mor-som og vi alle tre var færdige af grin, fordi mine unger seriøst er genialt selskab.

Shit mand. Måske går det ikke helt ligeså godt, med min telefonafhængighed, som jeg går og bryster mig af…

Ellers er der ikke sket det store. Jeg har købt for 200 kr tomat- ærte- og rødbedefrø i Brugsen og om lidt skal der forspires the shit ud af dem. Jeg har udskudt at rede hår i cirka en uge. Ovnbagt en hella masse grøntsager. Og så har jeg været Herman Bang utro (igen! det er ikke godt – men oplæseren er elendig! Jeg KAN ikke mere. Undskyld, undskyld, Herman. Det er ikke dig. Det er …din oplæser), denne gang med Lone Frank i podcasten “Ingen elsker Lone Frank”. En videnskabelig podcast om kærlighed og hvad der sker når man mister. Den er også en anbefalelse værdig.

Og nu! Nu er Mandag allerede overstået. Og i morgen er det Tirsdag. Den Tirsdag som antiloperne spiser af. Og sådan er vi alle en del af hamsterhjulets store kredsløb.

Okay, shit. Godnat❤️

En verden af liv (og død)

Vi ser alt for meget Løvernes Konge herhjemme. Det startede stille og roligt, men nu er vi alle sammen blevet hooked. Vi ser filmen, hører musikken og ser “making of the movie” på Youtube og tegner Scar, Simba og Zazu… Den er bedre end jeg husker og jeg vil vove pelsen og sige at den faktisk har gjort noget okay for min dødsangst. Men. Mine børn er 2 og 3,5. Dont even say it. For jeg ved jo godt, at der er alt, alt for langt op til filmens 7 års aldersgrænse. Lige pludselig så vi den bare – og så var det først bagefter vi tænkte, at det jo nok er for tidligt at introducere døden for dem. Men den ER der jo. Den skide død. Selvom mine børn indtil nu har været skånet for dødsfald i familien, så er mormors kat død og i kattehimlen. Hvis man går ud foran en bil dør man. Man kan også dø hvis man falder havnen og drukner. Alt det snakker vi jo om. Kurt spørger tit hvad man kan dø af. Og selvom han endnu ikke ved at vi alle sammen skal dø på et tidspunkt (tænker jeg trods alt er lidt hardcore at introducere:)), overvejer jeg også om det måske er okay, at man sugarcoater døden og pakker den ind i en tegnefilm?

Vi spoler over de uhyggeligste og sørgeligste scener, men jeg pendler mellem at tænke, at han alligevel ikke fatter hvad noget af det hele betyder og så at det hele ryger lige ind i hans stakkels lille underbevidsthed. Han er limet til skærmen når vi ser Hakuna Matata, Rafiki og stjernehimlen og alt med Zazu. Men al snak om faren der lever videre i ham og om ansvar og at finde sin plads i livet… selvom jeg gerne vil tro at det ryger direkte ind på hans følelsesmæssige intelligens og selvbillede, så tvivler jeg helt ærligt på hvor meget af det han forstår. Og hvor meget der mest af alt bare sætter sig i diffuse indtryk, som dem jeg selv husker fra min barndoms film.

Hvornår er man stor nok til at hilse på døden – selv i disneyficeret form? Eller …er man netop så lille at man alligevel ikke forstår det og så er det ligemeget og trods alt bedre end en pumpet Paw Patrol børneactionfilm? Puha. Jeg er ikke børnepsykolog – og det er måske meget godt.

Kh en forvirret mor der måske/måske ikke lige har scarred sine børn for livet.

PS. Jeg skal nok lade være med at tage mine børn med, men er du svimmel, hvor jeg glæder mig til at se den her til sommer

A walk in the park (eller: 3 tips til dig der døjer med dødsangst)

Et af mine tidligste minder er fra 1990. Jeg er 5 år. Jeg ligger i min skibsbriks på Kronborgladegårdsvej og skal til at sove og måske er min oldefar lige blevet begravet. I hvert fald spørger jeg min mor om noget med at dø. Om hvorfor folk egentlig dør. Og så svarer hun som det mest naturlige i verden, at vi alle sammen skal dø. Holla, vent, hvad? HVAD? Mellemrummet mellem min seng og radiatoren danner et sort hul som pludselig vokser til det dobbelte og som jeg propper til med puder og bamser. Jeg blir så angst for det sorte hul. Stopper bare bamser ned i det. Maser det tæt med Gugu og Fifi og puder. Det holder dødsangsten for døren et par år. Men så kom den satanedemig igen, den egocentrerede angst for at være alene. Da jeg ramte de 30 ramte jeg også voksenerkendelsen af at det hele bare er en tur i Tivoli. Man bliver født og vågner op ved indgangen af den her freaking perfekte have med et turbånd om armen omringet af kærlighed og alle sine mennesker. Og man prøver de rolige forlystelser: Ballongyngerne, de der biler der kører på skinner, bådene. Alle de stille. Så når man til de vilde: Dragen, radiobilerne. Det første år som mor: Helt klart Det Gyldne Tårn. Helt op i toppen og happy. Den vildeste udsigt over hele livet, men også en ret klar følelse af at shit’s about to go down. Og så shhhhhhh…. WUHHHT! Farvel tryghed og goddag tyngdekraft. Det hele flyver op og ned og jeg tænker: Gad vide hvornår jeg kommer ud af den her sindssyge forlystelse som på en måde er for fed og på en måde også bare godt må slappe lidt af. Og selvom jeg kommer af og klokken kun lige er blevet frokosttid, begynder jeg at opdage at nogle går ud af haven. De fleste af dem der går ud er gamle. Men nogle er unge. Nogle kunne sagtens være mig. Eller dig. En af dem er en af mine allerførste barndomsveninder og jeg græder. Det var alt for tidligt. Alt.

Det gode ved at være blevet bevidst om at jeg en dag skal ligge/stå/sidde/flyve der og tænke “Så. Nu sker det sgu. Farvel fine verden.” er at blomsterne lige bliver firehundrede gange smukkere. Alle forlystelserne – selv toiletkøerne – lige dét sjovere. Det hele, mere intenst. Og når jeg kommer op at skændes med mig selv eller dem jeg følges med, så tænker jeg over at dét er sgu spild af tid. At jeg er alt for heldig til at skændes.

Det her er/bliver muligvis sindssygt new-age og klammo. I så fald beklager jeg. Men det følgende har altså lindret min twistet pre-midtlivskrise-hjerne, så hvis du selv døjer med dødsangst (håber virkelig ironien skinner igennem her – Fodsvamp, dødsangst, potato, potato, ikke) kommer her 3 ting der pt hjælper mig igennem erkendelsen af at det hele bare er til låns:

1. Troede aldrig at jeg skulle sige det her, men er faktisk begyndt at flirte lidt med astrologi. Fordi stjerner. Og Lucia Odoom siger det. Og lige siden hun var vært på Det Elektriske Barometer har hun været min jævnaldrende millennial go-to guide. Da jeg hørte forrige uges Politikens Poptillæg om astrologi blev jeg lidt rolig i det: Vi er mange der render rundt og er herreforvirrede. Det er dejligt. Jeg er forøvrigt Vandmand (og vist nok med skytten i ascendant. Er ikke helt sikker på hvad det betyder, men vandmand. Hold kæft hvor det passer på mig. No shame).

2. Find den ældste du kender og snak med dem om livet og døden. De har mad skills. Alternativt læs Transfervindue af Maria Gerhardt.

3. Gå i kirke. Og hver gang præsten siger noget med Gud og helligånd eller noget andet abstrakt, så erstat de ord med Universet. Bare tag rummet og alt det du kan bruge med og husk at vi er alle sammen er i det hele sammen. Måske er det faktisk os som er Tivoli? Uden os, ingen park. Og en dag når jeg er blevet ældre og klogere vil jeg også tænke, hvorfor overhovedet bekymre sig om hvorvidt jeg vil savne hvad der er inde i parken, når jeg er kommet ud på den anden side.

Som Maria Gerhardt skriver i smukke, kloge Transfervindue:

“Jeg skal om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj. Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer. Der vil ikke være nogen mure. Der vil ikke være nogen ure. Der vil ikke være noget ego. Det eneste, der frustrerer mig ved næste dimension, er, at du ikke skal med” 

Hvad dem der siger “små børn små problemer” har glemt om at sidde med et nyfødt barn

To gange har jeg prøvet at sidde helt rødmosset og overvægtig med flossede nerver, fedtet hår og et lille bitte nyfødt menneske i armene. Og begge gange har mindst en barselsgæst med et smil på læben sagt “små børn, små problemer.. Store børn, store problemer” til mig. Og begge gange, har jeg været for konfliktsky til at fortælle vedkommende det her. At jeg var hunderæd og så dødsangst over LIVET. At jeg var helt sikker på at jeg ville komme til at slå kræet ihjel indenfor en uge. At jeg ikke kunne gå hen til et vindue hele den første måned, fordi jeg havde så angst over at min syge hjerne i et sindssygt splitsekund kunne komme til at åbne vinduet og kaste ungen ud. At hvis jeg faldt i søvn mellem klokken 3 og 4 under natamning nr 217, så ville jeg med garanti falde ned over barnet, komme til at vippe dynen hen over ungen, hvorefter sengen ville trandencere over i et finsk saunagus hvori min baby ville ligge, helt musestille, mellem lagenerne og lydløst blive pisket ihjel af den nihalede kat som var mine store, sovende deller.

Nu hvor begge mine børn på magisk vis har overlevet deres første spæde leveår, tør jeg godt stille det opfølgende spørgsmål, som jeg var for bange for at spørge om: Er det dét man mener er et “lille problem”? Dødsangst og det at være oprigtigt og uden ironisk distance, bange for at komme til at tage sin egen baby af dage? Eller er det bare fordi jeg endnu har til gode at opleve min 17-årige knægt cykle tværs gennem Nørrebro med ti flasker vodkaklovn i blodet, på jagt efter noget coke og et banelegeme han kan falde i søvn på?

Eller sagt anderledes: Kommer mine flossede nerver til at være sådan her for evigt?

Søvnløse nætter

Jeg kan ikke sove for tiden. Hver gang mørket falder på, tager min hjerne lige 10 Jägerbombs og går a-mok i skallen på mig. Ikke på sådan en gad-vide-hvad-jeg-skal-have-til-morgenmad-måde, men mere på gad-vide-hvad-der-kommer-til-at-stå-på-min-gravsten-måden. I nat stod der f.eks.:

Ida Burchardi

1985-2075

Det Var Bare En Fase

Da klokken blev 2 blev jeg nødt til at gå ind på sofaen og læse mig selv i søvn i ‘Erindring om Kærligheden’. Kan ikke forklare hvad der foregår i kraniet på mig – Men ofte har jeg følelsen af at være passager på et meget hormonelt ammehjernekrydstogt.

Man GIVER liv, ik? To liv på to år! Det er nok det mest livsbekræftende i verden, at skabe det selv. Og jeg har faktisk aldrig været gladere. Så hvad sker der lige for dødstankerne? Måske er det fordi jeg heller aldrig har været trættere. Eller været så meget i nuet som hvert eneste øjeblik de sidste 2 år. Måske er det for at udligne det livsstykke af et Eckhart Tolle show jeg kører om dagen, at perspektivet udvider sig så åndssvagt meget om natten. Jeg tænker seriøst i 500 år’s time slots. Tænker på hvor lille bitte et nip af universets tidslinje jeg har fået lov til at leve og være i. Tænker på hvor heldig jeg er at være her og hvad det er for et aftryk jeg gerne vil efterlade. Hvad jeg håber at blive husket for…. Aaaalt det shit kører rundt og rundt og rundt i ukonstruktive cirkler. Som om min hjerne er gået en lille smule i stykker. Er det det i virkeligheden bare det som hedder ammehjerne?

før jeg blev gravid

mens jeg var gravid

efter jeg fik børn

Hovedet er ligesom det eneste sted som er forblevet mit. Det er som om – Og det her siger jeg med kæmpe kærlighed – at mens der bliver hevet og slidt i min krop, så er der bare ikke den helt store efterspørgsel på det der foregår mellem ørene.

Og så går det åbenbart bare hardcore i selvsving deroppe. I røg og brand.

Det er nok meget godt, min barsel snart slutter.