Det MORsomme liv

Hvad dem der siger “små børn små problemer” har glemt om at sidde med et nyfødt barn

To gange har jeg prøvet at sidde helt rødmosset og overvægtig med flossede nerver, fedtet hår og et lille bitte nyfødt menneske i armene. Og begge gange har mindst en barselsgæst med et smil på læben sagt “små børn, små problemer.. Store børn, store problemer” til mig. Og begge gange, har jeg været for konfliktsky til at fortælle vedkommende det her. At jeg var hunderæd og så dødsangst over LIVET. At jeg var helt sikker på at jeg ville komme til at slå kræet ihjel indenfor en uge. At jeg ikke kunne gå hen til et vindue hele den første måned, fordi jeg havde så angst over at min syge hjerne i et sindssygt splitsekund kunne komme til at åbne vinduet og kaste ungen ud. At hvis jeg faldt i søvn mellem klokken 3 og 4 under natamning nr 217, så ville jeg med garanti falde ned over barnet, komme til at vippe dynen hen over ungen, hvorefter sengen ville trandencere over i et finsk saunagus hvori min baby ville ligge, helt musestille, mellem lagenerne og lydløst blive pisket ihjel af den nihalede kat som var mine store, sovende deller.

Nu hvor begge mine børn på magisk vis har overlevet deres første spæde leveår, tør jeg godt stille det opfølgende spørgsmål, som jeg var for bange for at spørge om: Er det dét man mener er et “lille problem”? Dødsangst og det at være oprigtigt og uden ironisk distance, bange for at komme til at tage sin egen baby af dage? Eller er det bare fordi jeg endnu har til gode at opleve min 17-årige knægt cykle tværs gennem Nørrebro med ti flasker vodkaklovn i blodet, på jagt efter noget coke og et banelegeme han kan falde i søvn på?

Eller sagt anderledes: Kommer mine flossede nerver til at være sådan her for evigt?

Previous Post Next Post

You Might Also Like

9 Comments

  • Reply K. Stender 5. maj 2018 at 20:14

    Jeg har faktisk altid forstået det sådan at når man har de helt små børn så er løsningen på barnets problem, ikke en eget vel at mærke som regel en simpel ting: ble, mad, søvn, kys og kram. Når de bliver større skal er det ikke fysiske og enkle ting som trøster dem. Måske har jeg misforstået meningen med udtrykket. Men nu er de altså teenagere. Jeg var lige så rædselsslagen og usikker, som enhver anden. Ida, du er verdensmester i at være Idabida-Mor.

  • Reply Marie S 5. maj 2018 at 21:08

    Der der angst når de er helt nyfødte er så barsk. Første gang vi gik tur med barnevognen, var jeg så meget i alarmberedskab, at man skulle tro, det var en fire måneders tur over indlandsisen iført shorts og klaphat. Mine nerver var helt helt udenpå tøjet, og jeg overvejede seriøst, hvordan jeg kunne opholde mig i huset (i sengen helst) med hende, indtil hun blev 18. Hele verden var farlig. Synes det er lidt nemmere nu, hvor hun er lidt større og mine hormoner er lidt mindre gak…

  • Reply Julie 6. maj 2018 at 0:14

    Tak! Hold nu K…. hvor jeg også hader den vending. INGEN andre end en selv måske ens kæreste ved hvordan man reagerer på moderskabets begyndelse. Jeg har en på 1, 4 og 8. Jeg synes ved GUD det bliver nemmere dag for dag. Ja jeg har ikke teenagere og ja jeg er med på at jeg har kontrol nu, og ikke senere jf. vodka og cykel, men i det MINDSTE græder jeg ikke uafbrudt, fedtet, overr 100 kg, og psykisk så uligevægtig som aldrig før – Så nej jeg køber den ikke. Det var slemt, og det var et stort problem, så nej jeg accepterer det ikke, at problemerne bliver større

  • Reply Mig 6. maj 2018 at 7:14

    Jeg er virkelig glad for at være faldet over dette indlæg. Jeg troede vitterligt, at jeg var den eneste psykopatmor i verden i de første uger.

  • Reply Anonym 6. maj 2018 at 7:28

    Jeg er så enig. Altså jeg er med på, at det fysisk bliver mere krævende, når de bliver større (alt det man skal sørge for!), men psykisk føler jeg mig lettere og mere tilpas i det. Lidt mere “I got this”-agtig.

  • Reply Trine 6. maj 2018 at 8:14

    Mine børn er 13, 18 og 19 år, men når du beskriver angsten, som er forbundet med at passe en nyfødt, mærker jeg den i alle celler af kroppen. INTET jeg siden har oplevet som mor er på samme måde fysisk angstprovokerende på den helt vanvittige måde, som du også beskriver som et spædbarn. Og der er en enorm lettelse i, at børnene pludselig kan en masse selv. At de ikke fysisk har brug for dig hele tiden. Men der sker også det, at de kommer ud for ting, som du ikke kan fikse. At de bliver uvenner med bedste vennen – og de er for gamle til, at du lige kan ringe og lave en legeaftale. De træffer deres egne valg – og de handler ikke om dig. Måske handler de endda om at gøre noget helt andet end du ville have gjort. Og det er jo voldsomt at opdage, at du pludselig ikke kun er en helt, som de vil hænge på armen af – måske deraf kommer udtrykket? Det fine er dog, at selv i en teenager aner man det lille barn, der en gang lå der og var så lille og nuttet. Hvis det altså er ens egen teenager. Og angsten for, at der skal ske dem noget … ja, den hænger desværre ved. Altid. Jeg kan ikke se præcis, hvor stor den er. Men den er der. Lige ved siden af den uendelige glæde.

  • Reply K. Stender 6. maj 2018 at 13:33

    Julie, jeg tror du misforstår min kommentar. Det var et forsøg på at forklare, hvad jeg tror, folk mener, når de siger det. Altså ikke noget forsøg på at forkleine det frygtindgydende i at stå med et lille barn i armene. Ej heller havde det nogen reference til egne erfaringer. Enhver situation er jo så sand, som den føles af den der står i den. Tror ikke vi er specielt uenige, så jeg jeg må have formuleret min tekst meget dårligt, eftersom den kunne misforstås.

  • Reply Birgitte 8. maj 2018 at 19:07

    Jeg synes virkelig at vendingen giver totalt meget mening for mig nu, hvor mine børn er 11, 9 og 6. Det går langsomt op for mig, at bekymringerne og angsten for deres liv bare bliver ved og ved. Jeg savner småbørnetiden, hvor det nok var store følelser – men problemerne og udfordringerne lod sig fikse. Da kunne tid og varme og opmærksomhed løse meget. Nu er de ude i verden og det er ude af mine hænder… Så jeg er kommet til at synes, at folk jo havde helt ret.

  • Reply Sofie 14. maj 2018 at 8:58

    Jeg synes bare hurtigt, at vendingen bliver lidt nedladende. Det svarer lidt til dem, som besvarer andre menneskers ytring om træthed, tidspres, stress etc. Med “bare vent til du får børn, så skal du finde ud af hvad træthed er”. Hvis du står med en nyfødt og føler angst eller andre store følelser, så kan du jo kun forholde dig til dén situation, for det er den du står i nu. Selvom man måske vil opleve senere, at vendingen er sand, og problemerne *vil* vokse, så kan man jo ikke bruge den til noget i øjeblikket. Derfor synes jeg, at man som afsender af budskabet “små børn, små problemer – store børn, store problemer” skal tænke over, hvad man gerne vil sige med det. For det er i hvert fald ikke nogen trøst, at få den smækket i hovedet som nybagt forælder.

  • Leave a Reply