Tanker

A walk in the park (eller: 3 tips til dig der døjer med dødsangst)

Et af mine tidligste minder er fra 1990. Jeg er 5 år. Jeg ligger i min skibsbriks på Kronborgladegårdsvej og skal til at sove og måske er min oldefar lige blevet begravet. I hvert fald spørger jeg min mor om noget med at dø. Om hvorfor folk egentlig dør. Og så svarer hun som det mest naturlige i verden, at vi alle sammen skal dø. Holla, vent, hvad? HVAD? Mellemrummet mellem min seng og radiatoren danner et sort hul som pludselig vokser til det dobbelte og som jeg propper til med puder og bamser. Jeg blir så angst for det sorte hul. Stopper bare bamser ned i det. Maser det tæt med Gugu og Fifi og puder. Det holder dødsangsten for døren et par år. Men så kom den satanedemig igen, den egocentrerede angst for at være alene. Da jeg ramte de 30 ramte jeg også voksenerkendelsen af at det hele bare er en tur i Tivoli. Man bliver født og vågner op ved indgangen af den her freaking perfekte have med et turbånd om armen omringet af kærlighed og alle sine mennesker. Og man prøver de rolige forlystelser: Ballongyngerne, de der biler der kører på skinner, bådene. Alle de stille. Så når man til de vilde: Dragen, radiobilerne. Det første år som mor: Helt klart Det Gyldne Tårn. Helt op i toppen og happy. Den vildeste udsigt over hele livet, men også en ret klar følelse af at shit’s about to go down. Og så shhhhhhh…. WUHHHT! Farvel tryghed og goddag tyngdekraft. Det hele flyver op og ned og jeg tænker: Gad vide hvornår jeg kommer ud af den her sindssyge forlystelse som på en måde er for fed og på en måde også bare godt må slappe lidt af. Og selvom jeg kommer af og klokken kun lige er blevet frokosttid, begynder jeg at opdage at nogle går ud af haven. De fleste af dem der går ud er gamle. Men nogle er unge. Nogle kunne sagtens være mig. Eller dig. En af dem er en af mine allerførste barndomsveninder og jeg græder. Det var alt for tidligt. Alt.

Det gode ved at være blevet bevidst om at jeg en dag skal ligge/stå/sidde/flyve der og tænke “Så. Nu sker det sgu. Farvel fine verden.” er at blomsterne lige bliver firehundrede gange smukkere. Alle forlystelserne – selv toiletkøerne – lige dét sjovere. Det hele, mere intenst. Og når jeg kommer op at skændes med mig selv eller dem jeg følges med, så tænker jeg over at dét er sgu spild af tid. At jeg er alt for heldig til at skændes.

Det her er/bliver muligvis sindssygt new-age og klammo. I så fald beklager jeg. Men det følgende har altså lindret min twistet pre-midtlivskrise-hjerne, så hvis du selv døjer med dødsangst (håber virkelig ironien skinner igennem her – Fodsvamp, dødsangst, potato, potato, ikke) kommer her 3 ting der pt hjælper mig igennem erkendelsen af at det hele bare er til låns:

1. Troede aldrig at jeg skulle sige det her, men er faktisk begyndt at flirte lidt med astrologi. Fordi stjerner. Og Lucia Odoom siger det. Og lige siden hun var vært på Det Elektriske Barometer har hun været min jævnaldrende millennial go-to guide. Da jeg hørte forrige uges Politikens Poptillæg om astrologi blev jeg lidt rolig i det: Vi er mange der render rundt og er herreforvirrede. Det er dejligt. Jeg er forøvrigt Vandmand (og vist nok med skytten i ascendant. Er ikke helt sikker på hvad det betyder, men vandmand. Hold kæft hvor det passer på mig. No shame).

2. Find den ældste du kender og snak med dem om livet og døden. De har mad skills. Alternativt læs Transfervindue af Maria Gerhardt.

3. Gå i kirke. Og hver gang præsten siger noget med Gud og helligånd eller noget andet abstrakt, så erstat de ord med Universet. Bare tag rummet og alt det du kan bruge med og husk at vi er alle sammen er i det hele sammen. Måske er det faktisk os som er Tivoli? Uden os, ingen park. Og en dag når jeg er blevet ældre og klogere vil jeg også tænke, hvorfor overhovedet bekymre sig om hvorvidt jeg vil savne hvad der er inde i parken, når jeg er kommet ud på den anden side.

Som Maria Gerhardt skriver i smukke, kloge Transfervindue:

“Jeg skal om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj. Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer. Der vil ikke være nogen mure. Der vil ikke være nogen ure. Der vil ikke være noget ego. Det eneste, der frustrerer mig ved næste dimension, er, at du ikke skal med” 
Previous Post Next Post

You Might Also Like

10 Comments

  • Reply Nynne 4. juni 2018 at 21:35

    Tak for det. Helt trygt at læse en guide til at tøjle den følelse og så sandt, at måske er det os alle, der er tivoli og de andre kommer jo senere / er der allerede. Så virker det ikke så farligt. Eller ensomt.

    • Reply Ida 11. juni 2018 at 20:45

      Så fint. Tak.

  • Reply Kim 5. juni 2018 at 5:33

    Det her er vanvittigt godt skrevet! Så smukt og rørende og morsomt på samme tid

    • Reply Ida 11. juni 2018 at 20:44

      <3

  • Reply Friture 5. juni 2018 at 6:48

    Tak! Hørte også afsnittet med astrologi i poptillægget og blev også ret draget. Især det med gudindekort synes jeg lød så skønt! Og så er jeg også vandmand og fik det ret rart da de læste beskrivelsen op, det gav så meget mening. Jeg blev helt rolig et øjeblik. Det var selvfølgelig bare indtil 5 min efter, hvor jeg stod i netto og skulle vælge om jeg skulle købe den ene form for tomat eller den anden, og det pludselig blev et spørgsmål om liv eller død #vægelsind

  • Reply Kira 5. juni 2018 at 7:19

    Det er noget af det fineste jeg har læst! Tak for det, Ida <3

    • Reply Ida 11. juni 2018 at 20:44

      Du er sød, Kira.

  • Reply Mette 5. juni 2018 at 8:13

    Må jeg spørge lidt teknisk ind? Er du ikke bange for at dine børn dør? (Altså det er vi jo alle, men sådan på den irrationelle måde?) Jeg har det helt fucked over mine børns dødelighed (de er 1 og 3). Ser dødsfælder for dem overalt. Det er voldsomt trættende (for alle). Har du evt et tip ift dem? Jeg er iøvrigt Tyr, har det betydning? Åh, nu bliver det helt brevkasseagtigt, du behøver ikke svare

    • Reply Ida 5. juni 2018 at 19:43

      Kære Tyren (hoho!)

      Det er virkelig mærkeligt, men nej. Af underlige årsager er jeg ikke så bange for at mine børn skal dø. Hmmmm… Det tror jeg bare ikke de gør. De er jo sådan nogle små kloge, seje typer. Og så tænker jeg på hvor meget de kan klare og holde til. Altså med mindre der er lange snore, vand eller hårde grøntsager i nærheden. Dér er jeg ret pernitten.

      Hvad er det for dødsfælder du ser?

      Kærlige hilsener Ida

  • Reply Mette 6. juni 2018 at 18:13

    Haha, hurra for brevkassesvar! Hvor dejligt dødsangsten er lokal og ikke spredt over hele familien. Jeg forbereder mig ofte når jeg vågner på, at de kan være døde i nattens løb, at deres hue kvæler dem i vuggestuen eller at de falder uheldigt i sandkassen og slår kraniet af rygraden og bliver en grøntsag som hende bokseren i million dollar baby (det er jo det rene vanvid her på skrift, shit mand). Jeg vil prøve at tage dit perspektiv om at de er seje, robuste og kan selv med mig. For det er de jo. Og der er ikke noget værre end en bekymret mor. Tak for en god brevkasse. Kh Tyren

  • Leave a Reply