Mig

Tidligt i morges tog jeg til Nordjylland på arbejdstur. Og nu ligger jeg på et hotelværelse og holder fyraften. Som i: klokken er 18.11. Lige midt i ulvetimen. Og jeg har ligget i verdens bedste, blødeste seng i 30(!!) minutter og jo længere tid jeg ligger her, jo mere synker jeg ned i den. Seriøst. Som en anden Evan Mcgregor på syretrip, ligger jeg her og od’er hårdt på Børnefri. Det er fandme dejligt. Helt høj på alene.

Apropos narkomani, kommer lige en hurtig opdatering på min Insta-afvænning: jeg savner det sgu (næsten) ikke. Ægte. Jeg tror forskellen er at jeg fik skrevet farvel derinde. Sådan sat et officielt punktum på strømmen af -helt ærligt- rimelig ligegyldigt indhold fra mig. Selvom jeg selv synes jeg er/var *ret* sjov på IG, så tænker jeg verden godt kan undvære:

[billede af de 10 gigantiske fluesvampe som har slået lejr i min sommerhuse have] Caption: Så er ungerne sat i gang med årets første svampejagt😋 #mums

Ik? Tror lige det går. At IG nok lige akkurat klarer sig uden mig og min onkelhumor. Og det er langsomt ved at gå op for mig at det faktisk – vildt men sandt – nok mere var dét som holdt mig derinde: Frygten for hvad det mon ville ske, hvis jeg ikke konstant lossede meh-indhold ud i hovedet på folk. Om de så ville glemme mig. Og om jeg så ville opleve det alligevel.

Disclaimer til idiotida: Det ku godt lade sig gøre. Det går så fint. Verden klarer sig. Og det gør jeg også.

Det er svært at finde ægte kærlighed. Der er ligesom tre faktorer, der skal spille sammen, for at den rigtig kan få ben at gå på: Tid, Sted og Person. Hvis bare en af de ting ikke spiller, går kærlighedskabalen sjældent op.

Jeg har altid haft held i mit kærlighedsliv, men aldrig haft held i mit frisørliv. Enten har timingen været dårlig, ellers har de boet langt væk eller også har den simpelthen bare ikke været der.

I går spurgte jeg i desperation internettet til råds, og fik et væld af frisøranbefalinger. Jeg fulgte en af dem og satte mig så i frisørstolen, efter 3 måneder med spændingshovedpine af tungt hår og et uheldigt gensyn med min hårpragt på sommerferie, på et billede: Hvorfor har ingen sagt noget?! Jeg har jo gået rundt med en rød håndbold på hovedet i et halvt år!

Han var sød, min nye frisør. Ikke for meget, ikke for lidt. Bare lige helt tilpas. Typen der både gad smalltalke og også gad tie stille og koncentrere sig om at klippe.

Salonen var lille, ren, hjemlig og hyggelig, uden at være intimiderende, som mange saloner i indre by kan være. Der var lavt til loftet og højt til loftet og jeg fik en fyraftens IPA efter kaffen, og blev totalt snaldret (fordi omgangssyge, ik). Ah! Og så blev jeg klippet så pænt. Det blev – hvis jeg selv skal sige det – den perfekte blanding af 70’er Farrah Fawcett og 04’er Karen fra Californication.

Christian, fra salon Ludvigsen. Vi ses!

I kender sikkert godt stakken. Bogstakken, altså. De der bøger man slæber med sig rundt sommeren igennem i håb om at få slebet ens slidte SoMe-sommerhjerne lidt af, og beriget den med smukke sætninger og hjemmelavede billeder. Min sommerbogstak i år er indtil videre så god, at jeg har lyst til at dele den. Continue Reading