Browsing Category

Slidgigt

Slidgigt, sved på panden, Tanker

Historien om en hofte del 2.

Kort efter jeg havde fået min nye hofte i december 2013, fik jeg bevilget et 3 ugers genoptræningsforløb på Montebello, Nordsjælland Hospitals afdeling for genoptræning, i Sydspanien.

Det vil jeg gerne fortælle lidt om, så here goes:

Sådan genoptrænede jeg, efter at have fået en ny hofte pga. slidgigt

I lufthavnen købte jeg en bog med titlen “Stærk og sund for livet”. Bogens unique selling point var for mig uden tvivl det faktum, at forfatteren havde et Z i sit navn. KrisZtina. Helt sikkert. Hvis ikke HUN kan få mig tilbage i form efter 3/4 år uden træning, hvem kan så?

Udsigten på Montebello er magisk.

Udsigten fra mit værelse… Not so much.

Forholdsvist deprimerende før-billede af min noget forsømte vinterkrop…

vinterkrop

Opholdet på Montebello varer 3 uger og man er 30 mennesker afsted af gangen. I alt altså 90 patienter. Flokken er en blandet landhandel af hofte- knæ- og skulderpatienter samt nogle med Parkinsons og Sclerose. På mit hold var vi 11 mennesker som mødtes hver dag til fitness, holdtræning og teoriundervisning. F.eks. lærte vi hvordan man genoptræner sin Gluteus Medius, fordi den åbenbart bliver skåret over, når man får lavet en hofteprotese.

Jeg har trænet rigtig meget førhen, men det har altid været med fokus på at blive tynd. Jeg har jo stået så hjernedødt meget på trappemaskiner! Den her gang var det anderledes. De to fysioterapeuter som var tilknyttet mit hold, gjorde virkelig et stort nummer ud af at få os til at træne intelligent. Jeg trænede ud over de 2-3 timers daglig fællestræning minimum 1 time selv om dagen.

Det var hårdt at skulle starte helt forfra…

 

 

 

 

 

 

 

… Men heldigvis havde jeg det bedste heppekor på snapchat…

…Og i virkeligheden! Ej men LOOK at them! Hvis man nogensinde føler sig lidt trist så skal man sgu bare danse twist med et hoftehold i aldersgruppen 50-75 år.

Bortset fra det, så markerede jeg modeugen i København med min helt egen handicatwalk. Great.

Indimellem var det så deprimerende at føle sig så meget i pensionistland, at man lige måtte gå sig en tur. Det vilde ved lige præcis dén her gåtur var at det for første gang ikke gjorde ondt at gå. Som i: der var INGEN smerter, selvom jeg gik UDEN krykker. Efter 2 år på krykker og morfin – Det var  vildt!

Desværre havde ca. 10% af patienterne underligt nok travlt med at brokke sig over alt muligt.
F.eks. maden. Jeg fatter det simpelthen ikke. Der er garanteret en masse krav til køkkenet i forhold til at maden skal være sund for både undervægtige, overvægtige, folk med sukkersyge, gigt og nervesygdomme. Og hver dag disker de 3 gange trofast op med salatbar og 3-4 forskellige varme retter til 150 mennesker. Men ja kom. Lad os da endelig brokke os over maden på vores statsfinancierede 50.000 kroners ophold. WTF.

Som den yngste patient skulle jeg selvfølgelig blære mig med at springe i den iskolde pool og svømme 30 baner, ignorere brain freeze og svimmelhed og bagefter ligge og hoste under 3 tæpper på værelset og læse…


BØGER!! Og jeg kom sgu igennem næsten dem alle sammen. Jeg er enormt stolt.

mavemuskler

Efter to uger begyndte jeg så småt at kunne se antydningen af mavemuskler, selv når jeg, som her, slappede fuldstændig af.

Hvordan jeg havde det under styrketræning. #whatupbitches

Hvordan jeg havde det efter styrketræning.

Costa Del Sol tog sig nogle seriøse fridage, men det var godt, for så kunne de 10% jo brokke sig lidt over vejret. Det ER sgu også for dårligt.

Nye mennesker og alle de fordomme, man ikke vil erkende man har

Jeg satte den her på i træningsrummet og havde et af de bedste moments med mine fellow fitters.
I det hele taget var det en stor uforudset bonus at få lov til at møde så mange folk, jeg ellers aldrig ville have mødt, men som kom ind i mit liv, udfordrede mig og faktisk gjorde mig mere rummelig overfor folk med fysiske og psykiske handicap.

Som for eksempel en af mændene. Han var midt i 50’erne, havde Parkinsons og var helt krøllet sammen da vi ankom. Når han sad og baksede med bestikket under måltiderne, vidste jeg slet ikke hvor jeg skulle kigge hen. Skulle jeg hjælpe ham? I starten blev jeg pinlig på hans vegne, men efter den første uge, var jeg mest bare flov over mig selv. Før mit ophold ville jeg have set på ham med medlidenhed og tænke “godt det ikke er mig”. Men under opholdet kommer man i dén grad ind under huden på hinanden. Han viste sig jo at være helt ligesom mig selv, og fortalte en helt masse om sit arbejde og hvordan han hvert eneste år går flere uger på fjeldet med tung oppakning og sine sønner. Forøvrigt blev han i løbet af ugen rettet så meget ud at jeg næsten ikke kunne kende ham da vi fløj hjem.

Fabelagtige 80’er postkort.

Yoga og bananpalmer = Helt geniale træningsforhold.

Da mange af de gamle, hellere ville sidde ovre på dansker-baren og drikke fadøl efter den obligatoriske undervisning, var der mildest talt god plads på de mange faciliteter.

 

Og pludselig kom ham her på besøg i en hel weekend! Og vi stak af på roadtrip til Granada og drak rødvin.

Hvis nogen vil vide, hvor i verden der er samlet flest dårlige energier, så er svaret:
TV-stuen på Montebello.

Men det gør ikke noget, når alt det andet er fantastisk.

Lige efter vi ankom og lige inden vi skulle hjem, lavede vi gangtest og trappetest. Her er det den sidste dag, og jeg hepper på to fra mit hold. De havde forbedret deres gangtid så meget, at jeg nærmest blev nødt til at tude lidt, da Annelise på 4. omgang smed sin stok over til mig.

Med al respekt for de genoptræningsforløb jeg har været på herhjemme, så kan det bare ikke sammenlignes med et ophold på Montebello. Fysioterapeuterne har så stor erfaring indenfor hver deres specifikke område, at man som patient virkelig lærte at mærke sig selv, i stedet for bare at “gøre som der blev sagt”. Jeg føler at jeg blev klædt på til at kunne klare mig selv og forebygge på egen hånd herhjemme.

En af dem som kom til at betyde mest for mit ophold var uden tvivl min værelseskammerat. AKA Iron Woman, fordi hun for nyligt har fået opereret en masse ledninger og en metalplade ind i sin krop under en operation, som får min nye hofte til at lyde som en tandrensning. Hun lever med Parkinsons og er seriøst en af de sejeste damer jeg har mødt.

Tak for turen og for i bonus, at få lært mig lidt om fordomme, tolerence og forskellighed, til hele mit seje, hoftehold.  

Slidgigt, sved på panden

Historien om en hofte del 1.

En kold decemberdag 2013 fik jeg en ny hofte. Min krop er 28 år gammel, har altid dyrket motion og fået nogenlunde sund mad. Så hvorfor skulle jeg allerede have et implentat som skal skiftes ca. hvert femtende år resten af mit liv? Fordi jeg har hoftedysplasi (= nogen har sat mine ben forkert på) og det har så ført til slidgigt som har gjort at jeg har vraltet rundt på smertestillende de sidste 3 år.

Jeg har lavet en lille fotodagbog fra hospitalet og den efterfølgende måned, hvor jeg genoptrænede derhjemme. Jeg advarer om semiklamme billeder af knogler og ar.

Mild nervøsitet kort før operationen

Det der 12 timers faste bliver jeg aldrig fan af. Det eneste man får er helt klar væske der smager udefinérbart dårligt.

Tilgengæld er man iført verdens ultimativt sejeste underbukser.

hofteoperation

Betryggende lige at blive enig med lægen om hvilket ben de saver i.

hofteoperation

Jeg var vågen under operationen, som føltes lidt som en tur til tandlægen x 10. Lige inden operationen fik jeg en rygmarvsblokade (det lyder værre end det er) og så dopede de mig ellers løbende, så jeg ikke kunne mærke noget.

Inden operationen havde jeg bedt om lov til at se den knogle som har forvoldt så irriterende meget smerte og immobilitet de sidste par år. Og her er den så, den lille satan. Pakket godt ind og klar til at blive pulveriseret og doneret som knoglepulver.

hofteoperation

Efter operationen kom jeg til at kigge op på min operationslæge, Dovydas, som seriøst lignede Dexter. Der var også blod på lamperne. Wait, what!?

Man må selv vælge, om man vil i fuld narkose eller om man vil være vågen under operationen. Jeg er så glad for, at jeg valgte det sidste. Det føles som om man er skæv og jeg brugte derfor 30 minutter på at forstå, hvorfor jeg ikke kunne høre noget af den musik som ellers spillede på min iphone. Så satte jeg høretelefonerne i ørene. Altså. Man ER skæv! Ud over at det i sig selv er lækkert, er det også dejligt ikke at have så meget kvalme på opvågningsstuen, at man tror at man skal dø. Jeg lå højst og følte mig som Uma Thurman, da hun vågner i bilen i Kill Bill og prøver at vrikke med sine tæer mens hun hvisker “Move. MOOOOVE!”.

Sidste gang jeg blev opereret (i fuld narkose), kunne jeg slet ikke rejse mig uden at besvime/kaste op/tro at jeg skulle dø. Denne gang kunne jeg 5 timer efter operationen gå med gangstativ.

ny hofte

Den der protese på bordet blev banket fast i mit lårben… No wonder der var blod i loftet.

røntgen af hofte

De bedste gaver fra de bedste venner og søster, som tegnede mig om til robocob og gav kager og blomster.

Jeg havde enestue og min mor fik lov til underholde mig hele aftenen. Jeg sov på hospitalet to nætter.

ar før og efter operation

Arret efter 2 uger og efter 5 uger.

træningscenter amager

“Hej genoptræningspatient. Du kan da umuligt være under 70 år” Øh jo, det ku jeg godt. Men tak, hjælp mig da endelig med at blive bedre til at “færdes på gaden” og “finde livsglæden”. Suk…

Efter 4 uger i kommunelimbo, fik jeg endelig lov til at starte på et genoptræningsforløb i Amager Genoptræningscenter. Her lavede jeg sammen med 10 andre +60 hoftepatienter øvelser 2 gange om ugen.

Jeg nåede heldigvis kun at være der 4 gange, fordi jeg havde søgt om et 3 ugers genoptræningsophold på Montebello i Spanien og freaking FIK det! Læs mere om mit ophold i “Historien om en hofte del 2”.

Flødeflødeboller og slidgigt

Midt i det hele havde jeg fødselsdag. Det blev fejret med to af mine yndlingsting i verden: Fløde og dans. Og jeg kunne faktisk danse på mine ben! Helt uden smertestillende.

dans

Det var ikke Shakira, det var bare, du ved, dans. Og det var fabelfabelfabelagtigt.

Mig, Slidgigt, sved på panden, Uncategorized

A small step for mankind

Mennesker er seje. Udvikling er vildt. Og min debut som vakkelvoren luciabrud med ny hofte var, hvis jeg selv må sige det, lige i skabet. 

Operationen, som blev udskudt til i dag, gik fint og jeg er blevet druknet i gaver, vanillekranse og godhed. 

Jeg er stadigvæk fan af alle på Århus Universitetshospital.
Kærlig hilsen Ida 2.0
A small step for mankind, a GIANT leap for mig. 
Slidgigt, sved på panden, Uncategorized

Julen kommer tidligt i år

Lige om lidt skal jeg have min nye hofte. Jeg har været til infomøde og undersøgelse hos min læge og tandlæge. Ovre i hjørnet ligger et sæt krykker, en strømpepåtager (Get Ur Socks On), en gribetang og et skohorn. Jeg er så klar!  (…og kun lidt nervøs)
På Mandag skal nogle læger så skære min hofteknogle af og banke en ny protese fast i stedet. Det virker noget dramatisk og jeg skulle kun se ca. 4 sekunders ”hip replacement” på Youtube før jeg indså at ortopædkirurgiske operationer, præcis som trekanter og ostefondue, nok er bedst i teorien.
Hvis jeg ikke tænker på selve operationen og genoptræningen, så glæder jeg mig. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det blir vildt at gå uden problemer og bjerge af piller, men efter tre år med kroniske smerter kan jeg nærmest ikke rigtigt tro på det.
Det er ikke fordi jeg synes at jeg ligefrem dyrker smerten til dagligt, men nogle gange når jeg går, så prøver jeg at fokusere på følelsen i min raske hofte og spejle den over i den syge. Så opdager man, hvor ondt det egentlig gør. Men smerten er blevet en så integreret del af det hele, at det mere bare er en konstant fornemmelse. Ligesom et køleskab der brummer. Det er først når lyden stopper, man opdager den.
Da det startede for nogle år siden, var det bare usmidighed i hoften. Løbende tog det til og pludselig går det op for en, at man har ændret adfærd. For eksempel er man blevet sådan en som får folk til at hente ting for sig, siger ”Hyyyha”, når man sætter sig ned og ”Ophååå” når man rejser sig. Det gør bare rockerondt. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så får man faktisk ondt af sig selv.
Men nu skal det fannie gallie være slut! Fra lige om lidt. Så er det Nancy, lange gåture og amok med BEGGE ben på dansegulvet.

Det er næsten ikke til at tro.

Mig, Slidgigt, sved på panden, Uncategorized

Det der skete var at jeg…

(Beklager at en dum punktformliste åbenbart er det eneste, jeg kan overskue efter 3 måneders orlov fra min bette blog)
  • Boede på en gammel, utæt skude ved navn Serena i et par måneder i løbet af sensommeren. Det var en ret sjov oplevelse at bo alene på en havn.
  • Efter 8 år i yndlingsjylland flyttede til København i et kæmpe læs af en rusten, sortmalet postvogn tætpakket med hele mit 28-årige liv.
  • Undervejs kastede min 15 års samling af dameblade overbord. Adios fashionistos. 
  • Blev interviewet i Jyllandsposten om mit købestop og hvor svært det ind i mellem er – og i forlængelse heraf fik min første sviner på 180 grader.
  • Svarede på svineren.
  • Lavede en platform for ’Bæredygtige Forstyrrelser’. Her forholder forskellige fagligheder lige fra filosoffer til fotografer, sig hver måned sig til et bæredygtigt stikord udvalgt på baggrund af vores arbejde i Laboratoriet for Bæredygtighed på Designskolen Kolding.
  • Fik den platform etableret på Facebook. (den kan man jo så lige like).
  • Blev slæbt i fogedretten af mit modelbureau, fordi jeg synes det er uretfærdigt at binde sine medarbejdere i 12 måneder, uden at stille nogen form for arbejdsgaranti til rådighed.
  • Vandt.
  • Havde optur over hvor meget vores bestyrelse i Danske Modeller rykker.  
  • Besluttede mig for at jeg da sagtens kan brugte 5 timer hver dag på at pendle mellem København og Kolding. Det koster godt nok 4500,-/mrd, men så kan man jo så glæde sig over DSB’s superflotte italienske investering. 
  • Læste ’Kunsten at være kvinde’ af Caitlin Moran. Et must for alle hunkøn!
  • Begyndte på Politikens Debattør- og Kritikerskole, hvor vi hører oplæg af bl.a. Yahya Hassan, Martin Krasnik og Pia Kjærsgaard. Man skal også skrive debatindlæg og det er svært. Forstår godt dele af kritikken, men jeg er sådan helt grundlæggende for gratis viden – Det er vel altid ens eget ansvar at forholde sig kritisk til den. 
  • Havde så ondt i hoften at man tror det er løgn. Det er i sandhed røv og nøgler at have slidgigt. Især når den er blevet så slem at jeg lige har bestilt en ny hofte i julegave.
  • Var sammen med fantastiske venner som gider følger en tilhospitalsundersøgelser og som synes at hinkedans er super.
  • Begyndte at svede uforholdsmæssigt meget om natten og aflyse aftaler i sidste sekund.
  • Opdagede at det er min egen skyld at jeg har så skidetravlt hele tiden.
  • Fandt ud af hvor nederen folk er når de har travlt.  
  • Indså at jeg ikke ville være den slags menneske.
  • Sagde op på mit arbejde.
Ps. Jeg er edder mugge mig spændt på, hvor den her liste ender.
Slidgigt, Træning, Uncategorized

Multitasking

Indtil jeg får taget mig sammen til at poste et virkelig selvhøjtideligt indlæg om form og funktion, beriger jeg lige internettet med en ny og spændende træningscenteroplevelse. I didn’t know you had it in you Fitness World!


(for helvede, jeg savner at løbe)

Hurra, Mig, Slidgigt, Tanker, Uncategorized

2012 : En Status – 2013 : Et par løfter

I år blev jeg:

– Færdig med at gå i skole
– Opereret for slidgigt 
– Uddannet meningsdanner (whatever that is) fra Cevea
– Sådanen der tager billeder af mig selv på instagram
– Beboer i ny dejlig lejlighed med udsigt over hustage og poppeltræer i baghaven
– Enig med mig selv om at jeg goddammit bare elsker at bo i Jylland, selvom familie og (gravide) veninder ind i mellem føles umådeligt langt væk
– Fan a serierne Breaking Bad og Game of Thrones 
– Klogere på dagpengesystemet og de folk som er i det
– Medejer af en dejlig, skimmelsvampramt båd 
– To kilo tungere ((r)øv)
Tilgengæld er jeg ikke blevet: 
– Særlig meget bedre til at rydde op
– Færdig med den seje, flotte hjemmeside jeg har snakket om i to år
– Færdig med den seje, flotte sweater jeg har snakket om i to år
– En der laver hofteøvelser hver aften
– En der ikke drikker af mælkekartonen
– En med bløde, feminine fodsåler
– En der bruger tandtråd
– En der ikke spiser sovs af gryden når hun vasker op
Nytårsforsætter skal man passe på med, så jeg forsøger at holde mine på et minimum. 
Dog har jeg tre, jeg tror vil gøre mit 2013 endnu bedre:
– Sige mere nej
– Være mere tilstede
– Gøre mig mere umage
Godt nytår!
Mig, Slidgigt, Strik, Uncategorized

Jeg sværger..

Nogle gange bliver jeg oprigtigt i tvivl om nogen har skrevet forkert på min fødselsattest. For eksempel følte jeg mig søndagship i går, lige indtil jeg så ned af mig selv og fik øje på strikketøj, stokke OG bænk. Hvor mange plejehjemselementer kan der være i et synsfelt? Oh my. Men det var alligevel usigeligt dejligt og jeg elsker at strikkeseason has begun! På Søndag fejrer jeg med Strikkeklub og fødselsdag for min mor i København.

Mig, Slidgigt, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Hug en hofte, stræk en tå.

… Det bliver lige endnu et (lille, I promise) skud fra hoften herfra.

I går var jeg nemlig til genoptræning på hospitalet, og fik i samme omgang fjernet sting og snakket med den læge som opererede mig.
Et par dage efter operationen fik jeg et referat af operationsforløbet, som jeg med hjælp fra kyndig medicinveninde, og min ufatteligt seje farmor og hendes mand, fik oversat til almindelig dansk. Rigtig dejligt (og kun lidt scary) at forstå hvad der præcis er foregået (det der benstræk man lægges i for at hive benet af led… Det er jeg for eksempel glad for jeg ikke rigtig forstod før operationen).

Nå. Tilbage til mødet med min læge, som jo ikke er bleg for at servere mit underliv i A3 format (billedet her er beskåret). Det som de (med et pædagogisk udtryk) har fræset af, er de udgroninger (exostoser) som sad hele vejen rundt på lårbenet og gnavede op i hofteskålen. Slidgigten kan man jo ikke gøre så meget ved, men man kan altså se det på det lille mellemrum mellem kuglen der fæstner lårbenet og hofteskålen. I raske hofteled er der væsentligt mere brusk (=større mellemrum på røngtenbilledet) end her.

Vildt hvad?

Ps. Jeg var lidt i tvivl om det var for sindssygt at uploade det her billede, men bilder mig selv ind at det er lidt det samme som alle de scanningsbilleder af bekendtes (kæresters/søstres/kollegaers/…) livmodere jeg har set i min tid. Og det er immervæk ikke så få.

Foreningen Danske Modeller, Hurra, Mig, Slidgigt, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Hvorfor glemmer man alt det gode?

I Fredags blev jeg endelig opereret i min hofte (mine to faste læsere ved godt hvorfor).
Skal vi lige starte med at snakke om hvor sindssyg en oplevelse det er at være i narkose! Først bliver man rippet for alt det der kendetegner en. Man vasker sig, fjerner neglelak, smykker, make-up og pakker håret ind i en særdeles ufiks blå badehætte. Så tager man noget meget grimt og stort hospitalstøj på, der kommer en læge og sætter et kryds på den hofte der skal opereres (very comforting). Man er reduceret til en krop og et personnummer når man bliver ført ind på operationsstuen hvor en dame putter elektroder på ens brystkasse, imens en utrolig flink narkoselæge lægger drop og sprøjter sovemiddel ind i ens hånd. Og så kan man ellers bare vinke farvel til verdenen. Jeg tror jeg fik mumlet en blanding af “God arbejdslyst” og “Gør jer lige uma….”.

Og efter hvad der føles som to minutter, vågner man så med forbindinger to the max og et skridt på størrelse med Himmelbjerget. Jeg vidste godt de skulle hive benet (citat:)”lidt af led” for at komme til inde i mellem lårbenet og hofteskålen, men når man er følelsesløs i fjappi (pardon my french) på 3. dagen begynder man at få bange anelser. Det stod der sgu ikke noget om i folderen.

De beholdte mig i hvert fald natten over og min respekt for hospitaler er ikke blevet mindre. Jeg synes altså de er rockerseje. Samtlige sygeplejesker, læger, sekretærer, ja selv min vestjyske fysioterapeut er så dygtige og fik mig til at føle mig i de bedste hænder.

Operationslægen fortalte at han havde kunne ordne en hel masse inde i leddet, så forhåbentlig er jeg up and …well, walking igen indenfor en måned. Men desværre fortalte han også at det stod seriøst sløvt til med bruskmængden. Hvilket betyder at det der med slidgigt ikke længere blot er en bange anelse (som jeg -indrømmet- brugte lidt til at score nemme medlidenhedspoint), men rent faktisk er for real.

Hej slidgigt. Vi skal nok få det sjovt sammen.

Ps. Det gode er at jeg sammen med 16 andre er nomineret til Dansk Design Centers Talentpris, at jeg er udvalgt ambassadør for Røde Kors’ Online genbrugs butik (som man forøvrigt lige kan like på Face) og tilmed har fået lov til at skrive et bidrag til en publikation om hvad Danmarks fremtid skal bygge på (for det ved jeg jo – hvis nogen var i tvivl).

Nåeh ja, og så holdt vi altså den bedste generalforsamling i Danske Modeller nogensinde! Folk i foreningen er så engagerede for tiden, og jeg er virkelig glad for at de synes jeg skulle nuppe to år mere som formand.