Browsing Category

Slidgigt

Foreningen Danske Modeller, Hurra, Mig, Slidgigt, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Hvorfor glemmer man alt det gode?

I Fredags blev jeg endelig opereret i min hofte (mine to faste læsere ved godt hvorfor).
Skal vi lige starte med at snakke om hvor sindssyg en oplevelse det er at være i narkose! Først bliver man rippet for alt det der kendetegner en. Man vasker sig, fjerner neglelak, smykker, make-up og pakker håret ind i en særdeles ufiks blå badehætte. Så tager man noget meget grimt og stort hospitalstøj på, der kommer en læge og sætter et kryds på den hofte der skal opereres (very comforting). Man er reduceret til en krop og et personnummer når man bliver ført ind på operationsstuen hvor en dame putter elektroder på ens brystkasse, imens en utrolig flink narkoselæge lægger drop og sprøjter sovemiddel ind i ens hånd. Og så kan man ellers bare vinke farvel til verdenen. Jeg tror jeg fik mumlet en blanding af “God arbejdslyst” og “Gør jer lige uma….”.

Og efter hvad der føles som to minutter, vågner man så med forbindinger to the max og et skridt på størrelse med Himmelbjerget. Jeg vidste godt de skulle hive benet (citat:)”lidt af led” for at komme til inde i mellem lårbenet og hofteskålen, men når man er følelsesløs i fjappi (pardon my french) på 3. dagen begynder man at få bange anelser. Det stod der sgu ikke noget om i folderen.

De beholdte mig i hvert fald natten over og min respekt for hospitaler er ikke blevet mindre. Jeg synes altså de er rockerseje. Samtlige sygeplejesker, læger, sekretærer, ja selv min vestjyske fysioterapeut er så dygtige og fik mig til at føle mig i de bedste hænder.

Operationslægen fortalte at han havde kunne ordne en hel masse inde i leddet, så forhåbentlig er jeg up and …well, walking igen indenfor en måned. Men desværre fortalte han også at det stod seriøst sløvt til med bruskmængden. Hvilket betyder at det der med slidgigt ikke længere blot er en bange anelse (som jeg -indrømmet- brugte lidt til at score nemme medlidenhedspoint), men rent faktisk er for real.

Hej slidgigt. Vi skal nok få det sjovt sammen.

Ps. Det gode er at jeg sammen med 16 andre er nomineret til Dansk Design Centers Talentpris, at jeg er udvalgt ambassadør for Røde Kors’ Online genbrugs butik (som man forøvrigt lige kan like på Face) og tilmed har fået lov til at skrive et bidrag til en publikation om hvad Danmarks fremtid skal bygge på (for det ved jeg jo – hvis nogen var i tvivl).

Nåeh ja, og så holdt vi altså den bedste generalforsamling i Danske Modeller nogensinde! Folk i foreningen er så engagerede for tiden, og jeg er virkelig glad for at de synes jeg skulle nuppe to år mere som formand.

Mig, Slidgigt, Uncategorized

cand.interaktions.designer

I går blev jeg kandidat i interaktionsdesign. Så nu er jeg sgu designer. Og pt arbejdsløs. Begge dele overraskende dejligt.

Jeg snakkede fanden et øre af til bedømmelsen, og husker nærmest dagen som omhyllet i en tåge, hvor jeg skiftesvis tudede og grinede. Mærkeligt.

Det har virkelig været nogle intense dage op til eksamen, så desværre kein blogging. Tilgengæld spiser jeg jer nu af med endnu et sammendrag:

Fortrængeren til Distortion

Klippeklister

Undtagelsestilstand
Toppen af nedernhed. Men åbenbart nødvendigt med den hofte jeg holder mig. So long spinning ass
Min redning

Da det gik op for mig at det var sidste chance for at prøve at sove på skolen – som ellers er meget forbudt (og derfor, i mine øjne, noget så sejt) – blev jeg siddende på min plads helt alene med uhyggen, og fandt til sidst jeg en lille kasse at falde i søvn i, klokken kvart over fire, med en bankende fuld blære (turde ikke gå på toilettet af frygt for at starte alarmen).

As good as it gets på min studieplads dagen før præsentationen.

(Er det forøvrigt god vegetarstil når man piller salamien af kærestens pizza før man spiser den og NYDER de tilbageblevne kødsafter?)

Den pæneste kandidatgave man kunne ønske sig.
 
Ren lykke i sofaen med fire fine roser som jeg fik af verdens bedste familie og min wingman som er så søde, omsorgsfulde og stolte på mine vegne. 
Slidgigt, The Wardrobe Challenge, Uncategorized

Meet the contestants!!

Mød deltagerne i min Wardrobe Challenge i deres første outfit 🙂 Og husk forøvrigt endelig at hoppe ud på deres blogs, hvor man finder kommentarer fra deres læsere, billeder af forberedelserne og ikke mindst endnu flere tanker om deres gamle tøj. 
Her kommer min ydmyge opsummering:
Astrid går i 2. G og gæsteblogger denne uge på Benedictes blog. Hun er iført gammel vintage sweatshirt, Cheap Monday jeans og All Stars sko.

Therese som er medicinstuderende og mor til to drenge, har sin mors 20 år gamle Noa Noa kjole på (faktisk for allerførste gang i de 8 år hun har haft den), sorte Mads Nørgaard uld knickers og røde lave Converse. Den blå taske er “fra den herligste genner i Hamborg” og grøn militærjakke fra genbrugsbutik i London.

Så sig goddag til kongemors modeblog. Det bliver en interessant uge, da jeg skal i klinik, og der derfor er en smule begrænsninger, da stilletter og alt for spraglet eller udfordrende tøj ikke går an, efter min mening,
Men den med smykker og neglelak bliver heldigvis nem, da begge dele er forbudt på det hvide hospital..”.

Cecilie som bor på Vesterbro, arbejder som konsulent og er mor til Otto, har lagt ud med en graviditetstrøje fra Topshop, Best Behavior jakke (“som jeg klart skal til at bruge igen”), en gammel tubetop brugt som nederdel og sko fra et fransk mærke. “Jeg snød dog lidt og skiftede til flade samsøe støvler sidst på dagen…” ((** Det må man heldigvis gerne med de der jävle høje hæle! Sagde damen med slidgigt.**))

“Det er utroligt hvor mange skatte og hvor meget crap sådan et klædeskab byder på, jeg glæder mig til i eftermiddag at grave endnu dybere. Tilgengæld har jeg allerede nu lært på den hårde måde at jeg ikke er en størrelse 25 længere, har sjældent oplevet noget så ydmygende, som at sidde fast i et par jeans en søndag aften, med gardinerne trukket fra… Med andre ord, jeans bliver det ikke til den næste uge. Med mindre jeg kan grave nogle graviditetsjeans frem selvfølgelig. Hmmm.”

Mette har sko fra Topshop, Monki-bukser, H&M tanktop og en hjemmelavet chiffontop på. 
Om Mettes ubrugte tøj konstateres det: 

“Jeg har (har haft? Jeg ved det ikke helt) tilsyneladende en udpræget forkærlighed for 70’er moden.
Jeg har på et tidspunkt været svært glad for lilla.
Jeg må være yderst kreativ for at få bare et nogenlunde vellykket resultat ud af det her.

Desuden begrundes deltagelsen i denne udfordring med: “Iøvrigt ligger der en dybere mening bag Idas ide med udfordringen, som handler om opfordre til mere ansvarsbevidst handling og at man ikke hele tiden behøver at købe nyt for at få god stil. Og den slags vil jeg meget gerne være med til at støtte og opfordre til.”

Johannes første outfit består af 2 år gamle shorts fra en svensk genbrug som aldrig er brugt. En gammel strik fra Vero Moda, som Johanne ikke anede stadig eksisterede, et styks hovedbeklædning som stammer fra et gammelt armbånd og afklippede cowboystøvler fra Føtex. Tasken er hendes mormors gamle, som heller aldrig er brugt.

24 årige Frederikke som studerer og arbejder hos DANSK har en jakke på fra DANSK, en OMG T-shirt, Levi’s Curve ID jeans, Gardenia sko & Chanel Miami Peach neglelak.

Om udfordringen skriver Frederikke

Jeg håber personligt at jeg kan få et gensyn med nogle gode stykker tøj, og blive bekræftet i at kvalitet og ‘de de helt særlige ting’ i din garderobe er holdbare, mere end en sæson. Jeg har lige sorteret lidt og fundet nogle ting frem som jeg kan have på, fx. STÆRK bukser, Levi’s jeans, verdens sejeste cardigan, en Moschino silke skjorte, en Peter Jensen top med badegæster på, et par ubrugte Nike sko, optil flere brogues, en læderjakke og en sygt sej nitte jakke fra DANSK. Tror det bliver meget sjovt. 
Min kæreste grinede virkelig længe af mig da jeg fortalte om udfordringen og efter jeg var kommet mig over min pigefornærmethed, kunne jeg godt se pointen i at det er lidt voldsomt at have så meget tøj gemt væk, at der skal en udfordring til, for at jeg går med det. Håber dog det kan åbne mine øjne og stille mit shoppingblik lidt skarpere, fremad rettet.”

Stine som er uddannet journalist og arbejder som tekstforfatter på et reklamebureau, har sine elskede gamle briller fra Vasuma på, en virkelig gammel t-shirt fra et band hendes gamle venner havde og en orange nederdel købt 2nd hand i Kleidermarkt i Berlin (“Jeg troede lidt, at jeg ikke havde gået med den længe pga farven og længden, men det viste sig i løbet af dagen nok mere at skyldes den fuldstændigt afsindige mængde stearinpletter på den, og så
foret, der får det til at se ud som om, man har nogle meget fyldige underbenklæder på.”
)

Skoene er ‘ofte-brugt’ jævnfør reglen om at man ikke må have ondt i fødderne (hun havde kun ubrugte sko med høje hæle). Desuden havde hun en ofte-brugt-cardigan og sædvanlig jakke udenover – her jf. reglen om at man ikke må fryse kombineret med manglen på ubrugt overtøj. 
Jeg synes selv, jeg har set helt vild ud i det tøj, sådan noget går jeg da ikke med normalt – men det har egentlig også været lidt sjovt, trods de tusind stearinpletter på kjolen”.
Da Stines blog er en tegneblog (der, ligesom de andres blogs, virkelig bør tjekkes ud hvis man ikke kender den) vil hun i forbindelse med udfordringen fremover tegne. 

Katrine som er specialestuderende i kognetiv semiotik, har en secondhand kjole på købt i gymnasietiden, støver (vist nok) fra Bianco og – måske – et arbmbånd fra H&M. “Dagens outfit gav ret meget opmærksomhed på jobbet, hvor jeg normalt møder op i et par baggy jeans, en t-shirt og et par udtrådte converse…”

Om grunden til at tage udfordringen op skriver Katrine: “Jeg vil gerne deltage som en af de kvinder, som ikke har en kælder fyldt med tøj. Som én af de kvinder, der ikke køber noget nyt, før det gamle er helt slidt op, og som en af de kvinder, der af vane (og andre prioriteringer i en stram økonomi) sætter den gamle kjole sammen med nogle lige så gamle stilletter i en ny kombination”.


Jenny, som bor i København, har lagt hårdt ud ved at tage hendes mindst-yndlingstøj på: I dont mind the look of this dress, but I am used to better quality now. The boots however grew on me through the day. They remind me of Pippi Longstockings’ somehow. I think that was why I got inspired to do such a preppy pose.”

Som flere i denne udfordring har Jenny ikke særlig mange underdele: “So the problem now… no bottoms. But thanks to my laziness I still had a bag of old clothes in the basement from my last clean out. Off to find jeans, dresses anything to save my (right now, bare) ass.” 
Heldigvis er hun fortrøstningsfuld og sådan nogenlunde glad for udfordringen: Being the planner I am, I layer out outfits for the whole week, and I have actually managed to use everything but one thing. Let’s see how I feel this week, if I will keep to my planned looks or improvise. Anyway I am looking forward to this challenge as it is a great message to send, and I am happy that I get to reuse my clothes.”

**********************************

Behøver jeg at sige at jeg er pretty psyked over at så mange smukke, seje og kloge kvinder kaster sig hovedkulds over denne Wardrobe Challenge med en iver der kan gøre selv den mest bebumsede og stressramte afgænger helt glad i låget??! 
Jeg kunne derfor desværre ikke poste noget i går, da jeg i bar eufori valgte at bunde en flaske champagne i stedet. Basic instinct.
Ps. Hvis man tænker “Hvor er Jørgen?”, har man helt ret, og så kan jeg fortælle at han er fashionably late, men at han joiner udfordringen i løbet af i dag og selvfølgelig nupper en dag ekstra i den anden ende.
Mig, Slidgigt, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Dumme hofte.

(nu kommer der et surt opstød. Spring det over og nyd weekenden)

Når man nu tilhører den mildt belastende gruppe af fitnesstyper som ikke bare elsker at træne, men faktisk ikke rigtig kan fungere uden at træne h.v.o.r.f.o.r. filan skal man så have en hofte med gigt i?!

Gigt gør så at man nok ikke må træne. I de piecer jeg har lånt på biblioteket om slidgigt (dem med smilende gamle mennesker og overskriften “Livet går videre”) står der at det er vigtigt at man træner, men jeg må ydmygt konstatere at 15 minutters gulvøvelser ikke er træning for mig.
Først så måtte jeg ikke løbe. Ok, så dropper jeg lige noget jeg har gjort i 10 år og begynder til spinning. Nu hvor jeg endelig har kæmpet mig igennem niveauet med blodsmag i munden og decideret torturfølelse og er nået et sted hvor jeg nyder at svede mig igennem 60 minutter, så er det fandeme også pludselig forbudt.

Al dårligdom i mit liv drejer sig åbenbart rundt om mine idiotiske lortehofter (pardon my french). Først var der et hoftemål som fik mig ned med nakken og førte mig ind i en årelang spiseforstyrrelse, og nu er det så slidgigt i den højre hofte som gør at jeg hverken må løbe eller spinne. Udover det vralter jeg rundt og ligner en der kronisk har skidt i bukserne, jeg er ca. 15 sekunder om at komme ud af en bil og jeg overvejer seriøst at ønske mig et langt skohorn i 28 års fødselsdagsgave (28. Ikke 82).
Nå. I går blev det hele lidt for meget og nu skulle jeg bare lige ud med det. Øv majn.

Må jeg afslutingsvis komme med en opfordring? Hvis du har ondt i hoften, så lad for Guds skyld være med at få den røntgenfotograferet. Du risikerer bare det er slidgigt.

Foreningen Danske Modeller, Mig, Slidgigt, Uncategorized

Strikkeklub og Slidgigt!

Kolding
Det er dejligt at være hjemme igen. Jeg har været i Kolding i dag og holdt møde med min seje vejleder. Jeg fik også tiltusket mig et spontan stå-ret-og-lyt-møde med en gammel forsker som har arbejdet med bæredygtig mode siden starten af 90’erne. Yay.
Stress
En af mine venner var engang så stresset op til en eksamen, at han konsekvent hældte pulverkaffe på sin yoghurt om morgenen. Under denne her Master-ting har jeg derfor aftalt med mig selv, at jeg kun må lave DaMo een gang om ugen + det løse og hastesager. Det er en kæmpe lettelse, men også skræmmende eftersom DaMo det sidste år har været det første jeg har tænkt på når jeg vågnede, og det sidste jeg har tænkt på når jeg gik i seng.
Strik
I morgen kommer min kusine og søster, og på Lørdag holder Danske Modeller strikkeklub for alle der vil være med. Min hofte flipper helt ud for tiden, og jeg tror det er et tegn på at min indre mormor glæder sig!

Anmeldelse af bogen Strikværk af Lotte Kjær i Politiken forleden.
Mig, Slidgigt, Uncategorized

Præstationsangst.

Lige så spændende det er at være med på NICE projektet om bæredygtigt forbrug, lige så angstfremkaldende knude-i-maven-agtigt kan det altså også føles at der er voksne mennesker som forventer voksne resultater. Derfor var det en helt rart at være en tur på Århus Universitetshospital i dag, til en lille hyggelig hofteundersøgelse i forbindelse med en mindst lige så hyggelig hofteoperation jeg skal have. Min krop har nemlig i forlængelse af min strikkeeufori valgt at få slidgigt. Move over Mormor.

Dagens optur.

Dagens nedtur.