Browsing Category

Uncategorized

I drift / ude af drift / mon det smitter?

Forleden brændte jeg sammen lige midt i kantinen. Og en sød HR dame måtte trøste mig og sige, at det er helt normalt at få stresssymptomer når man kommer tilbage på job efter barsel. At det er der ikke noget at sige til.

Det er et par uger siden jeg mærkede mit hjerte slå på en anden måde og pludselig forstod hvad folk mener når de snakker om “trykken for brystet”. Det føles virkelig som om man ikke kan få luften helt ned i sine lunger. Det er på ingen måde fordi der er noget i vejen med mit arbejde. Tværtimod. Det er mig den er gal med. Jeg føler mig nærmest lidt nyforelsket på den der selvudslettende måde. Totalt overvældet og kan ikke sortere i arbejdsopgaver, forældremøder, ferietilmelding, konfirmationsgaver, togbilletter, rengøring, indkøb, tilstandsrapporter, nye tandbørster, orange-billetter, vaccinationsprogrammer… det er som om det hele får lige meget plads i hjernen. Og på de mærkeligste tider af døgnet. Så det eneste tidpunkt jeg virkelig føler at jeg har fri på, er her hvor jeg ligger nu: i min seng, lige inden jeg skal sove. Det er mit yndlingstidspunkt på dagen.

Det er mærkeligt fordi langt de fleste dage er jeg lykkelig flere gange: På arbejdet når jeg kan mærke at jeg er god til det jeg laver, når jeg spotter mine unger på vuggestuens legeplads og de giver mig universets dejligste, tilsandede tandpastasmil og så her om aftenen når Nik og jeg chiller. Det er meget lykke! Men en gang imellem, ik. Måske en gang hver anden-tredje uge. Så crasher det helt. Så kan jeg ikke engang finde ud af at snakke. Så kan jeg kun stå og hulkegræde ned i morgenmaden uden at kunne forklare hvorfor. Det er en mærkelig tilstand. Måske har jeg bare fået Voksen.

Hej 2018!

Da rådhusklokkerne ringede til midnat, lå jeg i en mørk kælder og ammede Otto. 10 minutter senere baby-spule-ørlede han ud over min pæne kjole og hele luftmadrassen. Så for første gang i mine 32 år fik jeg hverken hoppet ned fra sofa eller set fyrværkeri. Da jeg kom op igen klokken 1.00 var jeg helt groggy og børnefornærmet. Men så havde jeg gode venner. Og nattøj. Og alkohol.

Nu sidder jeg hjemme i vores egen sofa og er faktisk lidt tipsy. Vi glemte nemlig vores østers i går, og blev nødt til at åbne endnu en flaske bobler og spise dem her til aften. Fight fire with fire, ik?

I morgen skal jeg på arbejde og jeg glæder mig virkelig. Og om en uge sidder jeg i et fly på vej mod Thailand.

2018 ligger allerede lunt i svinget.

Dear New York Fashion Week

Der har lige været modeuge i New York. Og mere end 200 modeller har i løbet af ugen delt deres personlige oplevelse af branchens standarder, på Instagram under hashtagget #DearNYFW. Der er mange tankevækkende historier imellem og jeg synes helt klart de er værd at tjekke ud. Især hvis man, som jeg, ser De Smukke Piger på DR3 for tiden.

I går smed jeg så min historie i puljen. Her er den (flankeret af et par billeder fra jeg var hhv 20 år i Hamborg og skidehamrende sulten (tv) og 30 år og rask og mæt (th))

#DearNYFW

I never met you.

Because even at my most hungry self (on the left at age 20, 52 kg, with 89cm/35inches hips) I wasn’t thin enough for the runway.

I’m very grateful for the 12 year career I’ve had so far. But the prize was high: 5 tough years battling an Eating Disorder, because I thought that being dizzy with hunger was ‘part of the game’ of being a model.

Later on I learned that it wasn’t. That there is actually such a thing as a healthy model with a naturally low bmi. I just wasn’t one of them. And I wish that the fashion industry would have just told me that.

Instead of encouraging me to ‘keep up the good work’ at a time when my only intake was Diet Coke, blue kings and apples, I wish they had told me to eat and be healthy. I’ll never forget them saying ‘you can always become thinner’.

In Denmark, we recently launched a national health check. The pilot for 2017 is to offer all 16 year old models a mandatory and free of charge medical and psychological check. I sincerely hope that this will prevent models, from the anxiety and confusion that I went through.

And I hope that you, New York Fashion Week (and London, Paris etc…), will follow and embark with us on the mission towards a global fashion industry filled with happy and healthy models in the future.

🌎🙌

Ida Burchardi (founder of @modeluniondk and on the steering committee of Danish Fashion Ethical Charter.

Farvel Idas Idéer, hej IDABIDA

Jeg havde åbenbart ikke flere idéer, end at lave en forening for modeller og en kampagne om tøjforbrug. I hvert fald har det stået så stille med idéerne på det sidste, at jeg synes det var falsk markedsføring at min blog blev ved med at hedde Idas Idéer. Så nu har den altså skiftet navn til noget, jeg i hvert fald kan stå inde for: Idabida. Mit gamle kælenavn. De sidste par år har min blog lidt været som at have en stor doven, kælekat liggende i sin vindueskarm, så jeg tænkte, at det nok var meget passende.

Let the party begin.

En ung uge.

Sidste uge var lidt vildere end normalt, i mit relativt arbejdsløse liv. Efter mit sidste blogindlæg om modelkategorier, blev jeg nemlig inviteret i Lorry for at snakke om det. Fuck, det er svært at have en mening om noget på 2 minutter! Man kan se mit forsøg her.

Dagen efter skulle jeg holde oplæg til Socialpolitisk Forenings nye initiativ Ungdom Net. Det skulle vi også i Lorry og fortælle om. Man se mig som arm candy for Anna, som står bag initiativet, på linket her. (et par stykker har spurgt, hvad oplægget handlede om. Derfor har jeg valgt at smide mine (rodede) noter op her).

Må jeg forøvrigt ikke lige anbefale bogen “The Fault In Our Stars” af John Green? Det er en gennem-amerikansk YA historie om kræft, mening og kærlighed og Gud i himlen, det er godt – inhalerede den på 5 dage. Jeg har ikke set filmen, og hvis du heller ikke har, så vil jeg klart anbefale lige at læse bogen først. Det er gjort i et snuptag.

Modeuge fyldt med Danske Modeller

Der er modeuge og jeg er desværre ikke med i år. Og dog. For i Danske Modeller, har vi endelig fået lov til at offentliggøre vores nye samarbejde med Dansk Artist Forbund. Det gjorde vi med en stor artikel om vores samarbejde om udviklingen af en standardkontrakt, i Ugebrevet A4 i Mandags. Man kan læse artiklen her.

Ugebrevet A4 : Modeller kræver bedre vilkår

Vores næstformand Lykke Jeppesen var i DR2 for at fortælle mere om hvorfor krav om rimelige standarder og gennemsigtighed i egne arbejdsforhold, ikke er for meget at forlange i en branche præget af konkurrence og ugennemskuelige arbejdsforhold. (Og så owner hun værten, da han forfladiger debatten ved at snakke om afklædte modeller og “pikante” billeder;))

Lykke i Nyhedstimen på DR d. 27 januar kl. 16.00 (spol frem til 52.25)

Danmarks Næste Topmodel 2013

Om lidt skal jeg til Politikens Debattør og Kritikerskole for sidste gang. Selvom det måske kan diskuteres hvor meget “skole” det har været, så har det været et sindssygt spændende forløb. For en som mig, som ikke har gået på universitetet og haft en hverdag spækket med forelæsninger, kulturtilbud og inspirationsoplæg (ja, sådan forestiller jeg mig universitetsstuderendes liv!), har det været en velkommen lille vitaminpille hver 14. dag.
Sammen med Sally Jo Ringhof og Ida Bom fra kritikerskolen havde jeg i går en kronik om Danmarks Næste Topmodel i Politiken.
Man kan læse den her.
Der er kommet et par kommentarer på kronikken, og jeg har prøvet at besvare dem så godt som muligt. Jeg har desværre måtte klippe lidt i nogle af dem. Skriv en kommentar, hvis jeg har misforstået noget. 
“Vi er en generation fuld af dårligt selvværd, identitetskriser og usikkerhed.”Jamen herregud, tror I virkelig, at I er den første generation af unge, som har det sådan?
Nej, det tror jeg ikke at vi er. Men jeg bryder mig ikke om social arv. Jeg synes at vi alle sammen har ret til i så høj grad som muligt, selv at vælge, hvad vi gerne vil arve. Det ville godt nok være synd, hvis det eneste vi stræber efter er, at have det ligesom vores bedsteforældre.
Hvornår mon der kommer et indlæg om det kongelige teaters balletskole?
Og om hvor synd det er for 8-årige børn at få at vide at deres lægge er for tykke, eller at de har proptrækkerben eller andet som gør at den 8-årige dreng eller pige lige præcist ikke kan blive balletdanser.
For mig handler det ikke så meget om fysiske krav, som det faktum at vi gør en TV-baronesse (hvad ER det overhovedet? Skal vi også kalde Mik Schack for TV-greve?) hvis hidtil største bedrift er et par kogebøger, til dommer over om unge piger er god nok til et job, hun aldrig selv har levet af.
Desuden forstår jeg ikke hvorfor balletskolen og modelbranchen altid blir sammenlignet. En balletskole er en skole hvor man tilegner sig færdigheden at danse ballet. Forestil dig lige en plusmodel stå og skyde lookbook på studie en hel dag med 10 skud i helfigur, close-up og evt. et par udebilleder på location. Og forestil dig så en balletdanser træne teknik i salen en hel dag, gå i sminken og spille en forestilling om aftenen. Hvad er ligheden mellem de to jobs? Som jeg ser det, svarer det til at sammenligne en tandlæge og en pædagog, bare fordi man bruger sin krop i begge erhverv. Men, vi kan jo tage snakken igen den dag Sophie Lassen Kahlke bliver dommer på ”Danmarks Næste Balletstjerne”.
Når I skriver, at “de fleste unge piger har dagdrømt om en modelkarriere”, tager i nok munden lidt for fuld…Rigtig mange unge piger har nok helt andre karrieredrømme end lige at være model…
Heldigvis:)

HVIS skyld er det? Jeg vil foreslå, at det er fordi vi ikke gider eller tør tænke selv; mærke os selv; være skeptiske og opøve kundskaber for hvilke der er evidens (i modsætning til tro)

Jeg ved ikke hvad der er skyld i den kollektive usikkerhed, men jeg tvivler på at det gavner, direkte at opfordre teenagere til at være og se ud på en bestemt måde, i modsætning til at tro på sig selv.
Hvad skal vi med alle de kommercielle stationer? Hvad er det for et behov, disse stationer menes at opfylde?
Behovet for underholding måske. Fantasi, humor og kreativitet kan vel ikke rationaliseres, kan det?
Hvorfor i alverden ser I det skidt? I min generation var vi alle snotdumme som 10-årige – næppe en eneste af os ville være i stand til at komme med en metakulturel reference, om man så truede os på livet. Alligevel virker det som om vi er bedre i stand til at håndtere forsøg på at påvirke os, måske fordi vi fik lov at modnes langsommere i en kultur med kun én statslig TV-kanal.
Topmodel er et internationalt fænomen som påvirker mange. Jeg er dels interesseret i, hvordan den branche som jeg er en del af, bliver fremstillet, og dels vil jeg gerne forstå, hvorfor vores tingene er som de er. Det er nok rigtigt, at man bliver mere modtagelig for påvirkninger, når man (mere eller mindre frivilligt) åbner sig for mange forskellige medier og programmer, end dengang der kun var én kanal.
Det er det klassiske problem med at et-eller-andet udefrakommende element har ansvaret for forrådnelsen af ungdommen eller individet (…) Er problemet ikke at der er piger der drømmer om at blive modeller? At der er piger der er VILLIGE til at slanke sig sygeligt, at deres verdensbillede er så skæve at deres drøm om en modelkarriere (og lave selvværd) overskygger alle deres handlinger? 
Jo, det er lige præcis problemet! Hovedet på sømmet. Topmodel er blot et symptom på et langt mere omfattende problem og derfor regner jeg heller ikke med at programmet skal løse problemet. Det som vi seere bør og skal gøre, er at stille os selv spørgsmål omkring, hvorfor vi egentlig anerkender det. 
Selvfølgelig er der mange der drømmer om at være en del af programmet så de måske kan blive modeller, Men programmet er jo blot en talentkonkurrence ligesom så mange andre. Man kan, lidt på spidsen selvfølgelig, sammenligne det med programmer som X-factor. Programmer giver nogen muligheden for at realisere en drøm, og dem der ikke er gode nok, bliver sorteret fra, af forskellige mere eller mindre sympatiske grunde. 
Jeg deltog engang i ’Supermodel of the world 2004’ der, ligesom Topmodel, er en international modelkonkurrence. Den blev afholdt af Ford og Unique Models og Renée Toft Simonsen har blandt andet vundet titlen. Jeg husker de ca. 7 dage som konkurrencen varede, som ren magi. Vi boede på et lækkert hotel midt i København. Vinderen fra året før fortalte om sine personlige oplevelser som model og vi var inde på tidens hotteste danseskole og lære at gå i stiletter. En morgen da vi kom ned til morgenbordet, bød to af verdens mest berømte og -rygtede modelbureauejere, Eileen og Jerry Ford, os velkommen. Da vi skulle gå finaleshowet for dommerne, måtte vi selv vælge, hvilken musik de ville gå til. Så mens Nelly bragede ud ad højtalerne stod jeg der med bankende hjerte og stilletter og ventede på sinsang. Jeg havde valgt ‘Big Time Sensuality’ med Björk og fik seriøst en ud ad kroppen oplevelse, da jeg gik forbi dommerpanelet som bl.a. bestod af Renée Toft Simonsen, Uffe Buchard, Eileen Ford og Jacqueline Friis Mikkelsen.
Hvorfor fortæller jeg den historie? Det gør jeg fordi at selv om det var en talentkonkurrence, så var der i modsætning ”Danmarks næste Topmodel”, ikke kamera på deltagerne. Vi blev ikke presset ned i en eller anden forvredet og undertrykkende fortælling om, hvordan man er en rigtig model. Er rigtig smuk. Har en rigtig holding. Har en rigtig personlighed. Der var ingen løftede pegefingre. Og selvom der kun var én vinder, var der ingen tabere. Det blev sagt højt og tydeligt, da Eva Helene vandt finalen at alle os andre kom på 2. pladsen. Det var sejt.
Jeg har uden tvivl været for tyk til at vinde, og mit fedt har helt sikkert siddet forkert. Men der var ingen hånlige, seertalsgenererende kommentarer fra dommerne. Den talentkonkurrence var en rigtig god start på min karriere. Jeg tvivler på om 17-årige Anne, som blev stemt ud, kommer til at sige det samme om ”Danmarks næste Topmodel”. 

Skulle vi ikke kigge på de andre programmer som de unge mødre, dagens mand, for lækker til lort/love inden Top Model? For der er fanme noget mere ansvar at kigge på!

Jeg ved ikke noget om børn, for jeg har ingen selv. Jeg ved intet om speed-dating for jeg har aldrig prøvet det. Og jeg ved heller ikke noget om hvordan man er for lækker til love, for det har jeg heller aldrig været. Men det jeg til gengæld ved noget om, er at føle sig presset af idealer og at føle sig forkert som model. Derfor skrev jeg (sammen Ida Bom og Sally Jo Ringhof som ved noget om medier) om Topmodel. Hvis folk vil skælde ud på Den Store Bagedyst og andre talent- og realityprogrammer, så skal man endelig bare gå i gang 🙂


A small step for mankind

Mennesker er seje. Udvikling er vildt. Og min debut som vakkelvoren luciabrud med ny hofte var, hvis jeg selv må sige det, lige i skabet. 

Operationen, som blev udskudt til i dag, gik fint og jeg er blevet druknet i gaver, vanillekranse og godhed. 

Jeg er stadigvæk fan af alle på Århus Universitetshospital.
Kærlig hilsen Ida 2.0
A small step for mankind, a GIANT leap for mig.