Tidligt i morges tog jeg til Nordjylland på arbejdstur. Og nu ligger jeg på et hotelværelse og holder fyraften. Som i: klokken er 18.11. Lige midt i ulvetimen. Og jeg har ligget i verdens bedste, blødeste seng i 30(!!) minutter og jo længere tid jeg ligger her, jo mere synker jeg ned i den. Seriøst. Som en anden Evan Mcgregor på syretrip, ligger jeg her og od’er hårdt på Børnefri. Det er fandme dejligt. Helt høj på alene.
Apropos narkomani, kommer lige en hurtig opdatering på min Insta-afvænning: jeg savner det sgu (næsten) ikke. Ægte. Jeg tror forskellen er at jeg fik skrevet farvel derinde. Sådan sat et officielt punktum på strømmen af -helt ærligt- rimelig ligegyldigt indhold fra mig. Selvom jeg selv synes jeg er/var *ret* sjov på IG, så tænker jeg verden godt kan undvære:
[billede af de 10 gigantiske fluesvampe som har slået lejr i min sommerhuse have] Caption: Så er ungerne sat i gang med årets første svampejagt😋 #mums
Ik? Tror lige det går. At IG nok lige akkurat klarer sig uden mig og min onkelhumor. Og det er langsomt ved at gå op for mig at det faktisk – vildt men sandt – nok mere var dét som holdt mig derinde: Frygten for hvad det mon ville ske, hvis jeg ikke konstant lossede meh-indhold ud i hovedet på folk. Om de så ville glemme mig. Og om jeg så ville opleve det alligevel.
Disclaimer til idiotida: Det ku godt lade sig gøre. Det går så fint. Verden klarer sig. Og det gør jeg også.
No Comments