Monthly Archives

oktober 2018

Barsel, Det (mor)somme liv

Et motherboard fyldt med nybagt moderskab

Forleden hjalp en kollega mig med at tømme harddisken, i den macbook jeg druknede i caféblomstervand for et år siden på vej til en jobsamtale.

Der er nogle grunde til, at min kortsluttede computer har ligget brak så længe. For det førte fik jeg jobbet (jæsh!) For det andet børn. For det tredje solide prokrastinationsevner. Men nu. NU fik jeg endelig tømt den lille disk. Og dér lå de første 6 måneder med Otto. Min fødsel. 2 års freelancearbejde. Bare de små ting, ikke?

Da jeg sad og kiggede i mine gamle ting, faldt jeg over flere billeder der rev mig lige tilbage til barselsboblen. Af dobbeltamning. Af rod. Af rod. Af rod. Fik jeg sagt rod? Og trapper. Titusindevis af trapper. Har jeg virkelig allerede fortrængt hvordan det første år som mor til to (også) var? Eller er jeg bare blevet så lullet ind i den her psyko-forældreverden, at jeg ikke længere kan skelne? Det første år med to børn er jo straight up sindssygt! Især når man sidder i bagklogskabens lys og scroller sig igennem sin overflod af bevismateriale. Her kommer et par af de værker jeg er mest stolt af.

Dette værk kalder jeg for Ingen Elevator. Masser Af Overmod. PS. Ja, der sidder en halvandenårig på ryggen. Og ja, det her var en daglig ting. Shit.

Jeg Vil Gerne Udbringe En Toast For At Blive Hvad Du Spiser

Nå, ja. Så skulle jeg jo også have et arbejde. Det gik rigtig godt.

Dette kalder jeg: Hvis Trump Var Din Ammende Mor

Heldigvis skete der også magiske ting. Fx dengang, da Otto var 4 mrd og min mand og jeg løb hjemmefra…

…Og endte i en Jägermeisterbar på Roskilde.

Nå, ja. Og så skete det her. Efter mere end et halvt års hæslig retssag. Den kan vi fx. kalde Det Er Ikke Din Skyld. Eller bare Thank Heaven For Fagforening.

Og det var det. I en nøddeskal. Mit første år som mor til to.

Lige midt i et druknet motherboard.

Sommerhus

Efterårs-, thanksgiving- og halloween i én og samme fest.

I Lørdags holdt vi houswarming i vores sommerhus. Det blev en af de slags fester som starter med et vidunderligt rend af alle vores bedste mennesker og børn og scrabble og bål og får og pandekager og kaffe og græskartærte. Og som slutter her. Med andendagstømmermænd mandag aften.

Om eftermiddagen blev vores børn hentet og så gik der seriøst Dawsons Creek i den. Vi fyldte haven med glas og fyrfadslys og de græskarmonstre folk havde snittet i løbet af dagen. Så huggede vi propperne af to flasker champagne med en økse, tændte for lyskæderne og lavede langbord under halvtaget midt mellem udepejs og indianerovn.

Nangiala ringede lige kort og bad om at få deres bålfad tilbage, men det tændte vi altså også op i. Og så husker jeg mest bare noget med en masse drinks, DJ Alligator og Kim Larsen og at danse og spise popcorn omringet af bål og lysende græskarhoveder. Og noget med en stjernetur med en gammel veninde og nogle vigtige snakke og til allersidst: en masse folk på en masse luftmadrasser i en masse værelser.

Jeg har stadigvæk tømmermænd. Og det føles lidt som om min krop er gået i stykker.

Yes!

Det gør vi sgu igen til næste år.

Mad

Madplan #2 (mindre hellig, mere ..færdigret)

Mandag

Tomatsuppe (tak Knorr) med vildt tørre hjemmebagte boller. Indtages iført sweater i gård/have mens man skærer græskar og drikker rødvin med sine naboer.

Tirsdag

Spaghetti med kødsovs.

Onsdag

Boller i karry fra pose. Indtages gerne med to overtrætte børn efter ulvetimekøretur til sommerhus)

Torsdag

Omelet med bønner og broccoli.

Fredag

Hotdogs. Jeg har fået en ting med at lave mad på bål når vi er oppe i sommerhuset. Så sidder jeg der på hug og føler mig som en anden tribal mama med min pande med smør og pølser på. Alt smager bare godt når det har været på bål og det hele er lidt fyldt med blade.

I weekenden skal vi holde housewarming for vores venner. Det bliver noget med (tilføjelse) godt vejr, sol og plusgrader! Og så en masse græskar vores gæster kan skære ud så de kan lyse vores have lidt op når mørket falder på. Og så tænker jeg at maden bliver i genren græskartærte, kartoffelmos og gryderet.

Bum! Another week in gourmet paradise.

Parce que je le vaux bien.

Bla bla bla

Der bor en mademoiselle i mig som ikke vil dø.

Hun går i gummistøvler på kontoret og spiser sovs af gryden. Og går med læbestift og klipper selv sit pandehår. Hun læser selvhjælpsbøger og hører Pink Floyd. Hendes regntøj er ikke det smarte fra Rains. Hun er faktisk ret god til at spille guitar og synge gamle Jeff Buckley sange. Hun drikker alt for meget og ryger cigaretter på altanen. Engang imellem bunder hun en øl lige midt i hverdagen bare for at mærke rusen. Hun går i genbrugstøj og kan improvisere en gryderet med lukkede øjne. Hendes negle har alle mulige farver. Hun er fan af alt muligt og fortaber sig i alle muliges måder at gøre alt muligt på. Det blir nogle gange et rod. Fordi alle virker så seje, glemmer hun at hun også kan tricks. Så koger hun rundt efter noget at læne sig op af, i stedet for at se sig selv udefra. I gummistøvler og dyr læbestift og tænke at det faktisk også kan noget.

Det MORsomme liv

En dag finder jeg måske svaret.

Det er meningen jeg skal ud og have drinks med en veninde om et kvarter. Og her sidder jeg i mørket og putter og er alt andet end festlig. Jeg har det som om alle mine venskaber flyder væk fra mig, mens jeg sidder her. Lænket til tremmesengen på 4. år i træk. Lige da jeg så baren for enden af tunellen, blev jeg slået hjem af Otto og da Kurt var 9 mrd startede det forfra med en ny graviditet.

Det er ikke fordi jeg ønsker det skulle være anderledes. Det er bare fordi det er hårdt. Og svært at give slip på den man var. Den glade, friske type. Som fx. kan huske hvilket postnr hun bor i. Og sine børns personnumre. Og hvem hun har aftaler med hvornår. Og som ikke altid – altid – får lyst til at udskyde de aftaler i allersidste sekund.

Jeg har stadigvæk ikke forstået hvordan de rigtigt voksne vil have, at man skal være nærværende mor, når man lige har været nærværende kollega i otte timer. Og kok i en halv. Og hvis man så skal til at være nærværende drinks-og-rød-læbestift-veninde efter man har været nærværende aftenputte-mor.

Hvordan? Hvordan? Hvordan?

Mad

Madplan, opskrifter og indkøb: 5 billige, økologiske hverdagsretter a la småbørnsfamilie

Oh, yes. Jeg er blevet en af dem der laver madplan.

Jeg kan godt lide nem, økologisk/ fritgående og hurtig mad. Og så er jeg selv ret glad for når andre gider at spill the beans om deres hverdagsrutiner- så her kommer en hel almindelig madplan for vores hverdage i denne uge.

Den består af 3 vegetardage og 2 dage med kød. Det blev i alt 380 kr for mad til 2 voksne og 2 små børn i 5 dage. Alt er økologisk og dyrene er fritgående. Frugt og nødder har jeg fået fra nogle med en have som drukner i det for tiden. Vin og øl har vi altid et solidt lager af, så det er heller ikke med i regnskabet. Og så er jeg forøvrigt tilhænger af at købe lokale/sæsonbestemte råvarer og dedikeret tilbuds- og datoservice-jæger:)

Ugeplan og opskrifter

Mandag: Rester fra weekenden, og rugbrød med ristede kantareller og timian

(opskrift: rensede kantareller i lidt smør på megavarm pande. Salt og peber. Lidt frisk timian og et skvæt fløde).

Tirsdag: Hokaidosuppe med frilandsbacon og grove krydderboller med smør

(opskrift: steg bacon i bunden af din pæneste gryde. Læg bacon på køkkenrulle og smid to grofthakkede løg og to fed hvidløg og lidt frisk timian (som du har tilovers fra i går) i baconfedtet. Tilsæt evt lidt krydderier (fx stødt sennepsfrø eller whateverz der lige kan dufte dejligt i dit køkken). Vask og skær et hokkaidogræskar i store stykker og læg dem i gryden. Lidt god olie på. Lad det stege lidt. Hæld ca en halv liter væske (og evt en boullionterning) i gryden og sæt låg på. Drik en glas rødvin mens du gemmer dig for dine børn og hører podcast i køkkenet. Blend og servér efter 30 min. Husk creme fraiche, persille og æstetisk overbærenhed – og ristede boller med smør til dine børn).

Onsdag: Omelet med grøntsager og ris.

(Opskrift: kog ris. Find hvad du har af trætte grøntsager i køleskabet og en squash og hak dem på en pande i lidt olie. Salt og peber på. Af panden. Pisk 6 æg sammen med lidt mælk og salt og peber. Hæld lidt på panden – kun lige nok til at dække panden (ligesom en pandekage). Riv lidt parmesan henover og fold eller rul sammen. Server: Ris, omelet og grøntsager og et drys forårsløg. NB: Husk soya og papvin -og ketchup og agurkestænger til børnene som sikkert kun gider at spise ris.

Torsdag: Fritgående kylling med rodfrugter i ovn

(Opskrift: tænd ovnen på et eller andet. Skyl kylling og gnid den med salt. Fyr evt to halve citroner og lidt persille ind i den – det dufter herregodt. Skær rodfrugter i både og læg dem på et stort, smurt ildfast fad. Sluk tørsten i en tår dåseøl. Det har været en lang dag og nu står du her og laver kylling. Mary fucking Poppins. Kudos til dig! Læg rodfrugterne efter farve, så dine ocd-ramte børn kan overskue dem. Persillerod, gulerødder, kartofler og rødbeder. Drys med lidt salt og peber. Læg kyllingen oven på rodfrugterne. Ind i ovnen. Vent lidt. Brun oversiden og vend kyllingen. Brun den anden side. Når den er brun hælder du et ordentligt skvæt af din øl udover både kylling og rodfrugter. Nyd lige duften og dampen. Du er lidt magisk og i morgen er det fredag.

Server med hakket persille og creme fraiche. Evt en salat hvis du orker, men ellers gør det heller ingenting.)

Fredag: Risengrød. Because you deserve it.

(Opskrift: 2 l sødmælk og 4 dl grødris i en gryde. Kog op. Skru ned. Rør rundt og hør ‘Er Du Sunshine’ på Radio24syv og tegn med dine børn i køkkenet. Lidt salt i. Servér med smør og kanelsukker og hvidtøl eller hvidvin eller allerbedst: en kombi. Det er fredag! Hurra!

Weekenden er et improviseret takeaway / resteshow 🙂

Indkøb til disse 5 herlige dage

Hokkaido

Kantareller

Frisk timian

Frisk persille

Forårsløg

En pose blandede rodfrugter

Agurk

Gulerødder

Squash x 2

Frilandsbacon, 1 pakke

Frilands- eller øko kylling

4 liter mælk (2 til morgenmad og kaffe og 2 til risengrød)

1 pakke smør

1/2 liter piskefløde

1 bæger creme fraiche

Grove krydderboller

Risengryn til grødris

Et månedens rugbrød fra Emmerys (har lært tricket af min kæreste. Koster godt nok 30 kr, men det er tuuuungt, stort, godt og øko. Og så er det bare hyggeligt at købe brød i en bager).

Tanker

Her går det godt.

Zen alert!

Det går overraskende godt uden Instagram i mit liv. Faktisk er min fomo her på 5. ugen, efterhånden nærmest 100% aftaget. Dog er mit facebook forbrug steget mærkbart (fra max 10 min dagligt til ca. 30-40 min dagligt fortæller min digitale tracker app mig). Men facebook er jo, som jeg vist tidligere har nævnt, seriøst bare Debatten klip, Kim Larsen compilations, ekskærester, familiemedlemmer og folkeskolekammerater. Det synes jeg faktisk er okay. Derudover læser jeg stadigvæk med hos mine yndlingsbloggere lokalt på deres blogs.

Så det jeg ikke får med fra Instagram er faktisk – og nu outer jeg enten mig selv som rigtig nederen, eller også siger jeg noget som alle, der er på sociale medier, kan genkende en flig af i sig selv. Det, jeg ikke længere får med, er alle dem jeg ikke kender og som jeg alligevel kom til at gå ind og stalke og -ja, undskyld igen- men hate lidt på. Simpelthen. Fuldstændig latterligt. Latterligt fordi jeg ved, at de er præcis lige så søde, cool og grineren som dig og mig. Det er bare nogle andre ting, de har valgt at putte glimmer på og stille op på den kaminhylde som er internettet.

Og alligevel havde jeg et mærkeligt behov for at sidde der og dømme. Og måle mig op mod dét. Mod dem. Og dén side af mig selv, kan vi alle sammen vist godt blive enige om er rimelig ubehagelig. En rigtig åndssvag vane. En rigtig nederen muskel at træne.

Det mærkelige er faktisk at jeg har mødt flere af dem, jeg fulgte med hos. Og nu blir det lidt freaky. Ahem. I mine drømme. Og det har faktisk været hyggeligt og lidt forsonende. Sådan lidt: Jeg mødte dem, vi løste et problem sammen og jeg fandt ud af at de er søde, almindelige mennesker. Og så har jeg ligesom givet slip på dem.

Især fordi jeg ikke længere føler – og det her er måske i virkeligheden hovedet på sømmet – men jeg føler ikke længere at de skylder mig min tid. Det var nok det jeg blev så bitter over før: at de tog så meget af min tid og alle mulige øjeblikke jeg godt vidste at jeg spildte. Nu kan jeg meget bedre glæde mig på deres vegne, fordi jeg ikke længere føler mig mindre værd end dem. På en måde er det jo en kæmpe underkastelse – kan nærmest ikke komme i tanke om noget mere ynkeligt end at bruge sin tid på at dømme andre og alt det (u)perfekte de laver. I stedet for at turde mærke sig selv. Turde lave noget ((u)perfekt) selv. Så det øver jeg mig i. Mindre hate, mere mærke sig selv.

Det går okay. For eksempel har jeg (indsæt fanfare) malet med og uden børn hele weekenden. Ikke noget prangende – men det var mig.

Det føles lidt som at komme tilbage til den jeg var engang. Og det er dejligt at komme i tanke om, at der stadigvæk er noget hemmeligt og nice, som bare er ens eget, helt derinde hvor ingen andre kan se.

Småt brandbart

Apropos Ingenting. GVFB special

Gift Ved Første Blik got me feeling så mange emotions i år, at jeg må dele. De er både voldsomt banale og indforståede. Men altså. Her kommer de.

– Carsten har en trebenet hund, men kan ikke leve med at en kvinde har gigt i sin finger.

– Cecilie arbejder som dealer på et kasino og har så meget pokerface, at hun ikke kan vise sine følelser for Ronnie.

– Michaels gamertrone og Katrines festivalsblomsterkrans. I can’t even.

Og så kunne jeg se et helt afsnit KUN med directors cut af Vanessa og Stefans kærlighedstandbørstescene. Helt SKAM værdigt. Vanessa trengte bare lige space så hun kunne få lov til at mærke kærligheden til sin søde, forelskede guldelefantsmand.

Åh! Den kærlighed.

Arbejdsliv, Familieliv

Hvordan det går med min work life blablabalance? Fremad.

Livet river og flår i mig fra alle sider og aldrig har det føltes mere skitzofrent: Den ene time er jeg i himlen – både på job, derhjemme og midt i mellem, når jeg kører (råddent – yup, thats me – undskyld) gennem byen med podcast i ørerne og sol i hovedet. Og helt ud af det blå kommer stresstankerne flyvende som sorte krager i horisonten. Men der sket et par ting, som gør at jeg føler, at det fortjener et blogindlæg. For det er som om at jeg er blevet en lille bitte smule bedre til at adskille følelsen af stress fra det som er mig.

På et lavpraktisk plan, føler jeg at jeg endelig har lært at jeg ikke kan give 100% til mit arbejde. Det betyder bla. at jeg (næsten) ikke længere ænser min arbejdstelefon, når ikke jeg er på arbejde. Hvilket er ret præcist fra kl. 16 og frem til 8-9-tiden næste dag. Jeg skænker heller ikke mit arbejde alt for mange tanker når jeg har fri, selvom det kan være svært at overholde. Og endnu vigtigere: Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over at give slip på det. Længe troede jeg at det var det “rigtige”, entrepenante krea-mindset lige at sidde et par timer når børnene var lagt. Det lyder bare sejt, ik? “Så kan jeg bare lige fyre et par timer af, og rigtig nå til bunds i de mange vigtige præs…” NEJ! Nej. Nej. Nej. Jeg nægter. N.æ.g.t.e.r. Jeg vil holde fri og rydde op og lege og vaske tøj og ligge i ske med min mand og lave mad og læse og skrive og have overskud til ikke at være en lille, vissen kælling overfor dem jeg faktisk elsker. Og jeg nægter at have dårlig samvittighed over det mere.

Og så har jeg været ret åben overfor min leder omkring at jeg nok er lidt i skudlinjen for at få stress. Det har også været rart bare at få det ud i æteren, og blive mødt af forståelse. Sidst men ikke mindst har jeg været til stresscoach. Ja, sgu. En læser, som er ved at færdiggøre sin efteruddannelse i den slags, skrev for et par måneder siden og tilbød mig et par timer hos hende, og jeg takkede et kæmpemæssigt ja. Jeg har kun været hos hende en enkelt gang, men det var simpelthen så fint og inspirerende. Og det har bla. ført til at jeg nu er begyndt at føre en ‘bullet journal’ (som jeg ikke anede hvad er, men hvis man googler det, er det jo kæmpestort). Det går kort sagt ud på at have en familiebog med ugeplan, overblik, minder, ønsker og huskelister i een stor, semiorganiseret pærevælling. Og det fungerer skidegodt! Jeg får faktisk ro i maven over at der ikke er nogle uforudsete hændelser i løbet af ugen, at jeg ved hvad vi skal have at spise på Torsdag, hvad Niklas skal Lørdag osv, osv. Og når ugen er gået skal jeg så notere hvor i løbet af ugen der var kærlighed med børnene (hjerte), øer af ro med mig selv (peacetegn) og kærestetid med min mand (stjerne). So far, so genialos!

Jeg har også fået forbud mod at fremleje vores lejlighed på air bnb, indtil der er mere ro i overetagen hos mig.

Så altså. Små, vigtige skridt.

Dybest set ved jeg jo godt at jeg ikke vil egne mig som hjemmegående fuldtidsmor, selvom jeg ofte blir forelsket i tanken og drømmer om alle de Louisianature og legegrupper og familiebesøg vi ville praktisere (lol). Men jeg kan også mærke at jeg bliver glad af at gå på arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være sammen med mine børn på fuldtid (er det egentlig lidt trist?). Jeg tror vi ville dø af kedsomhed og at de ville savne deres venner fra børnehaven. Så ind til den gyldne mellemvej kommer dumpende i form af borgerløn, 20 timers arbejdsuger og børnehjørner på samtlige arbejdspladser, så går jeg altså lige på arbejde 8 timer i døgnet; Holder (ægte og uden skyld) fri med mine børn i 8 timer; Og sover i 8.

Det er da også en slags balance, ikke?