Tanker

Her går det godt.

Zen alert!

Det går overraskende godt uden Instagram i mit liv. Faktisk er min fomo her på 5. ugen, efterhånden nærmest 100% aftaget. Dog er mit facebook forbrug steget mærkbart (fra max 10 min dagligt til ca. 30-40 min dagligt fortæller min digitale tracker app mig). Men facebook er jo, som jeg vist tidligere har nævnt, seriøst bare Debatten klip, Kim Larsen compilations, ekskærester, familiemedlemmer og folkeskolekammerater. Det synes jeg faktisk er okay. Derudover læser jeg stadigvæk med hos mine yndlingsbloggere lokalt på deres blogs.

Så det jeg ikke får med fra Instagram er faktisk – og nu outer jeg enten mig selv som rigtig nederen, eller også siger jeg noget som alle, der er på sociale medier, kan genkende en flig af i sig selv. Det, jeg ikke længere får med, er alle dem jeg ikke kender og som jeg alligevel kom til at gå ind og stalke og -ja, undskyld igen- men hate lidt på. Simpelthen. Fuldstændig latterligt. Latterligt fordi jeg ved, at de er præcis lige så søde, cool og grineren som dig og mig. Det er bare nogle andre ting, de har valgt at putte glimmer på og stille op på den kaminhylde som er internettet.

Og alligevel havde jeg et mærkeligt behov for at sidde der og dømme. Og måle mig op mod dét. Mod dem. Og dén side af mig selv, kan vi alle sammen vist godt blive enige om er rimelig ubehagelig. En rigtig åndssvag vane. En rigtig nederen muskel at træne.

Det mærkelige er faktisk at jeg har mødt flere af dem, jeg fulgte med hos. Og nu blir det lidt freaky. Ahem. I mine drømme. Og det har faktisk været hyggeligt og lidt forsonende. Sådan lidt: Jeg mødte dem, vi løste et problem sammen og jeg fandt ud af at de er søde, almindelige mennesker. Og så har jeg ligesom givet slip på dem.

Især fordi jeg ikke længere føler – og det her er måske i virkeligheden hovedet på sømmet – men jeg føler ikke længere at de skylder mig min tid. Det var nok det jeg blev så bitter over før: at de tog så meget af min tid og alle mulige øjeblikke jeg godt vidste at jeg spildte. Nu kan jeg meget bedre glæde mig på deres vegne, fordi jeg ikke længere føler mig mindre værd end dem. På en måde er det jo en kæmpe underkastelse – kan nærmest ikke komme i tanke om noget mere ynkeligt end at bruge sin tid på at dømme andre og alt det (u)perfekte de laver. I stedet for at turde mærke sig selv. Turde lave noget ((u)perfekt) selv. Så det øver jeg mig i. Mindre hate, mere mærke sig selv.

Det går okay. For eksempel har jeg (indsæt fanfare) malet med og uden børn hele weekenden. Ikke noget prangende – men det var mig.

Det føles lidt som at komme tilbage til den jeg var engang. Og det er dejligt at komme i tanke om, at der stadigvæk er noget hemmeligt og nice, som bare er ens eget, helt derinde hvor ingen andre kan se.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

6 Comments

  • Reply Orddame 8. oktober 2018 at 20:37

    Det lyder som en virkelig dejlig øvelse. Det må være så rart at finde hjem i sig selv og ikke sidde og hate på andre på internettet. Jeg oplever nogle gange, at jeg ikke under dem, jeg kigger med hos og kan have den følelse med, noget som helst. Hverken store ting (kærlighed, børn) eller små ting (cafekaffe, morgenmad generelt). Det er den værste følelse i verden ikke at unde nogen noget. Og jo ikke en følelse, jeg får af folk på gaden – ikke engang lækre kvinder med både børn og kaffe. Intet kunne røre mig mindre. Det sker kun bag skærmen!
    God ide at lukke ned for alt det, Ida, og bare glo på folk ude i virkeligheden. Og på alt muligt andet. Jeg håber at kunne gøre dig kunsten efter.

  • Reply Amalie 9. oktober 2018 at 7:52

    Jeg elsker virkelig dine indlæg! Det føles lidt som om mit værdisæt matcher dit men du bare lige er to runder foran- agtigt. Er lige lidt nysgerrig- jeg tror jeg er ved at finde ind til at Instagram hjælper mig med at vide hvad der sker i menneskers liv, altså mennesker jeg kender, men som jeg ikke har tid til at se fordi baby, vasketøj og leverpostejsmadder. MEN, det giver mig altså og et kick når jeg har lagt noget sjovt op og folk liker og dermed siger ‘ja, du er sjov’.
    Er det mon en følelse du har kunne genkende? I så fald – er den så også pist væk?
    Jeg har allerede skåret en del fra på mit feed, så jeg ikke FÅR så meget på insta- men jeg er i tvivl om jeg er færdig med at GIVE, altså bare sådan lidt.

  • Reply Marie 9. oktober 2018 at 8:11

    Har i et stykke tid overvejet at installere instagram (fik FB for første gang for 1 1/2 år siden), men dine tekster har fået mig til at droppe det. Så tak for at have sparet mig for den tidsrøver 🙂

  • Reply Louise 9. oktober 2018 at 11:47

    Hvor sker der også lidt vigtigt på insta. Men det er ret vildt hvor afhængig hjernen bliver af at blive distraheret. Jeg tjekker vejret alt for meget, nyhederne alt for meget. osv. Men øver mig på at lægge den væk. Vi er i gang med et nul fjernsyn (skærm) eksperiment med den lille søn. På 2 uger. For at se om det har en positiv effekt på søvnen. Det kan man gøre mens man stadig kun har et barn, forestiller jeg mig. Nå, men han spørger fandme om tv flere gange om dagen. Det er noget af det første han nævner. Og det er altså ikke fordi han bare er blevet placeret foran kassen. Men tror desværre bare allerede han er blevet suget ind i det der liv der kan foregå, når andre leverer indholdet. Scary shit. Håber når der er gået 14 dage, at han sover bedre, og ikke spørger så meget efter det. Det er da ikke meningen en 2 årig skal være addicted. Men så er det, at jeg lige kigger på hvor afhængig jeg er, af min egen lille skærm. Flov mor. Hvis ikke jeg kan, så kan han da slet ikke.

  • Reply Den Sure 9. oktober 2018 at 19:12

    Beklager perfektheden, skal prøve at være mere ærlig fremover.

  • Reply Marie 10. oktober 2018 at 14:28

    Jeg har overvejet, om min trang til at få barn nummer tre faktisk skyldes Instagram… buttede babyer, trebarnsfamilier der ser lykkelige ud og den slags… Det er lidt sygt, for helt ærligt så siger mine tidlige rynker og sorte rander under øjnene, at jeg bør nøjes med to. Mit parforhold siger det også. Jeg følger også det sted, hvor jeg gik til fødselsforberedelse, og dét gør det ikke bedre, for min krop var for vild til at være gravid og føde. Men helt ærligt, det er jo vanvittigt, jeg skal (nok ikke) ha’ flere børn.

  • Leave a Reply