Browsing Category

Skønhedsidealer

Sådan blir du bikiniklar / Ida elsker (næsten) sig selv

Ti år som model, har givet mig sort bælte i selvhad. Der er ikke den kropsdel jeg ikke har hadet gennem tiden: Hofter og lår på en delt førsteplads, skarp efterfulgt af overarme, knæ, fødder, hage, pande og bryster. Hver kropsdel har været en tur gennem den kærlighedsmaskine som mit selvoptagede ego er. Når jeg ser gamle modelbilleder af mig i et par str. 34 hotpants, kan jeg kun huske, hvor tyk jeg følte mig da billedet blev taget. Det er sgu flot.

Derfor gjorde DR3 serien Petra elsker sig selv indtryk på mig. Jeg synes helt ærligt at Petra er overdrevet smuk – også i bikini. Tænk at være så pæn og cognacfarvet og faktisk have bryster. Og øjenbryn.

Men Petra synes jo ikke selv, hun er smuk. Og så er det ligemeget hvad alle andre tænker. Det man synes om sig selv, har intet at gøre med hvordan man ser ud. Det er pissetræls.

Så da solen i weekenden tittede frem gennem de svenske trækroner, tog jeg min bikini på og – godt belært af Petra –”glemte” jeg at se mig selv i spejlet inden jeg gik udenfor. Det var faktisk dejligt. Og jeg håber at jeg kan gå en sommer i møde, hvor jeg hader mig selv lidt mindre, end jeg gjorde sidste år.

Skål på det, fra min bikinikrop til din.

Køb en bikini. Hav en krop klar til drinks og løjer. Du er nu bikiniklar!

Dear New York Fashion Week

Der har lige været modeuge i New York. Og mere end 200 modeller har i løbet af ugen delt deres personlige oplevelse af branchens standarder, på Instagram under hashtagget #DearNYFW. Der er mange tankevækkende historier imellem og jeg synes helt klart de er værd at tjekke ud. Især hvis man, som jeg, ser De Smukke Piger på DR3 for tiden.

I går smed jeg så min historie i puljen. Her er den (flankeret af et par billeder fra jeg var hhv 20 år i Hamborg og skidehamrende sulten (tv) og 30 år og rask og mæt (th))

#DearNYFW

I never met you.

Because even at my most hungry self (on the left at age 20, 52 kg, with 89cm/35inches hips) I wasn’t thin enough for the runway.

I’m very grateful for the 12 year career I’ve had so far. But the prize was high: 5 tough years battling an Eating Disorder, because I thought that being dizzy with hunger was ‘part of the game’ of being a model.

Later on I learned that it wasn’t. That there is actually such a thing as a healthy model with a naturally low bmi. I just wasn’t one of them. And I wish that the fashion industry would have just told me that.

Instead of encouraging me to ‘keep up the good work’ at a time when my only intake was Diet Coke, blue kings and apples, I wish they had told me to eat and be healthy. I’ll never forget them saying ‘you can always become thinner’.

In Denmark, we recently launched a national health check. The pilot for 2017 is to offer all 16 year old models a mandatory and free of charge medical and psychological check. I sincerely hope that this will prevent models, from the anxiety and confusion that I went through.

And I hope that you, New York Fashion Week (and London, Paris etc…), will follow and embark with us on the mission towards a global fashion industry filled with happy and healthy models in the future.

🌎🙌

Ida Burchardi (founder of @modeluniondk and on the steering committee of Danish Fashion Ethical Charter.

Model, spiseforstyrrelse, fordomme, sundhedstjek

Det er modeuge i København, og dermed er det også tiden hvor mit facebookfeed koger over af folk som mener, at alle modeller har en spiseforstyrrelse. Jeg har skrevet så meget om det gennem tidens løb, at det ikke giver mening, at smide endnu mere brænde på bålet. Men jeg blir bare nødt til lige at sige noget.

I år er det nemlig 10 år siden jeg, sammen med modebranchen og Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, begyndte at lede efter løsninger på, hvordan vi kan gøre op med sygeliggørelsen af de raske, men ofte meget unge modeller, samtidig med at vi finder og hjælper de modeller som faktisk har brug for hjælp.

En hurtig sang fra de gamle dage

Som regel er det de lidt ældre modeller, som må kæmpe for at overholde hoftemålene, og ofte får at vide at de skal tabe sig, som bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Den model var jeg tilbage i 2006: I ugerne op til en modeuge eller en arbejdstur til Hamborg spiste jeg ingenting, for at komme ned på et hoftemål på 89 cm. Når modeugen og mine castings var overstået, kom jeg tilbage på skolebænken og hverdagen hvor alle i mine øjne, væltede sig i pizza og kage. Og så overspiste og kompenserede jeg helt vildt: Jeg skulle jo lige bevise at jeg stadigvæk var gode gamle, fløde-og-fadøls-ida.

Det første til noget seriøs ubalance og 5 år med bulimi. Blablablabla… Lang historie gjort meget kort: Dén sygdom er en værre kælling, sindssygt taburiseret, og jeg ønsker virkelig for ingen, at de skal gå og kæmpe med den i stilhed, ligesom jeg gjorde. Gid mit modelbureau dengang havde gjort en oprigtig indsats for at opdage det jeg, i min iver efter at være model, gik og skjulte.

Det var et langt sejt træk at komme ud af min spiseforstyrrelse, med mange psykologtimer og tilbagefald. Men jeg opdagede at man faktisk godt kan være model, selv med det hoftemål på 100 cm, som jeg har rocket de sidste 5 år. Faktisk er der mange af de mere kommercielle tøjkunder som ligefrem ser den bagdel som en fordel.

Et landsdækkende sundhedstjek

Gennem tiden har modviljen fra mange modelbureauer (men ikke alle) været stor, mens der fra designernes side – De egentlige beslutningstagere – har været rungende tavshed. Men nu er det som om der er ved at ske noget.

I Mandags lancerede styregruppen bag Det Etiske Charter, som jeg er en del af, sammen med alle landets største modelbureauer nemlig et landsdækkende sundhedstjek for modeller. Og jeg er så stolt af at have været en del af den udvikling.

Udgangspunktet for sundhedstjekket er, at alle modeller er sunde. Så det handler altså lige så meget om at blåstemple de mange raske modeller, som hver dag må finde sig i at blive udskældt og sat i bås som syg: Man kan sagtens have et lavt BMI og være fuldstændig sund og rask. Og man kan sagtens have et normalt BMI og være syg.

Og derfor tror jeg, at et sundhedstjek er et stort og vigtigt skridt på vejen mod at sikre, at alle modeller er sunde og har det godt – I hvert fald indtil den skønne dag alle designere i hele verden, beslutter sig for at afskaffe det ensidige skønhedsideal, til fordel for et mangfoldigt ideal, både hvad angår størrelser, alder og etnicitet.

sundhedstjek sundhedstjek

Her er jeg i 2006, og så igen 10 år (og 10 kg) senere i 2016. Pointen er ikke se-lige-en-stor-forskel-der-er-på-før-og-efter, men netop det modsatte: At en spiseforstyrrelse er usynlig.

Så please. Skal vi ikke stoppe med at dømme hinanden og modellerne på catwalken? Vi aner ikke hvordan der ser ud på indersiden.

En ung uge.

Sidste uge var lidt vildere end normalt, i mit relativt arbejdsløse liv. Efter mit sidste blogindlæg om modelkategorier, blev jeg nemlig inviteret i Lorry for at snakke om det. Fuck, det er svært at have en mening om noget på 2 minutter! Man kan se mit forsøg her.

Dagen efter skulle jeg holde oplæg til Socialpolitisk Forenings nye initiativ Ungdom Net. Det skulle vi også i Lorry og fortælle om. Man se mig som arm candy for Anna, som står bag initiativet, på linket her. (et par stykker har spurgt, hvad oplægget handlede om. Derfor har jeg valgt at smide mine (rodede) noter op her).

Må jeg forøvrigt ikke lige anbefale bogen “The Fault In Our Stars” af John Green? Det er en gennem-amerikansk YA historie om kræft, mening og kærlighed og Gud i himlen, det er godt – inhalerede den på 5 dage. Jeg har ikke set filmen, og hvis du heller ikke har, så vil jeg klart anbefale lige at læse bogen først. Det er gjort i et snuptag.

Til kamp mod modelkategorierne

For et par dage siden eksploderede Twitter, da Calvin Klein angiveligt kaldte deres nye str. 40 model for plussize. Alle var vildt forarget.

Det mærkelige var bare, at CK aldrig havde kaldt Myla Dalbesio for plussize, de havde bare booket hende og alt var sådan set godt. Så hvorfor gik alle sociale medier sådan i selvsving?

Problemet er at hvis man er en størrelse 40, så er man faktisk som regel plussize. Enten er man “model” (= ca. str 32-38) eller også er man plussize/curvy/indsætselvværdiladetord model (= ca. alt over str 38).

Det forstår jeg egentlig godt man bliver forarget over.

Jeg ville ønske at man slet ikke delte modeller ind i kategorier. Kategorier kommer der kun reaktioner som “du er på INGEN måde plussize – du er jo smuk!”-kommentarer ud af (For, Lord Knows, at man ikke kan være begge dele?) (se forøvrigt flere reaktioner her)

Omvendt forstår jeg godt, at de kunder som booker modeller, har brug for at kunne danne et hurtigt overblik på modelbureauernes hjemmeside. Men kunne man så ikke i stedet for at vælge kategori, vælge den størrelse model man har brug for i en enkelt roll-down menu med alle størrelser – 32,34,36,38,40,42,44,46.. ? Så slipper man for forældede og værdiladede ord som plussize og curvy. Og måske kan man undgå kategori-kampe hvor det, at en størrelse L hænges ud for sine kurver pludselig legitimerer at kalde alle der er størrelse XS for anorektiske (se et andet indlæg om det her) og omvendt. Desuden deler man jo heller ikke modeller ind i kategorier baseret på vores hår- hud- og øjenfarve.

Jeg tror at kategorier trigger en flokdyrs os-mod-dem-refleks, fordi der bliver sat 2 hold op. Ligesom dengang i folkeskolen hvor A’erne bare var lidt dumme, alene af den grund, at de ikke gik i B. Kategorier gør, især alle os følsomme og sammenligningslystne mennesker (jeg træder vist ingen over fødderne ved at påstå, at der er ekstra mange af os i modeverden), til børnehavebørn – Reaktionen på den nye CK kampagne med Myla Dalbesio (som forøvrigt også er kunstner men hey, lad os da snakke lidt mere om hendes hoftemål) er bare endnu et bevis.

I går udtalte jeg mig til Ekstrabladet om hele sagen. Og i dag kan man så, i det altid lystige kommentarspor, læse kommentarer som “Lad os få nogle kvinder med former at se. Ikke alle de afpillede modeller, som ligner nogen direkte fra en koncentrationlejr!”

Hehe.

#neverendingstory

‘Mothers Milk’ af Myla Dalbesio

Skønhedsidealer part en million

Jeg har skrevet om det nok lidt for tit, men skønhedsidealer er stadigvæk min yndlingskæphest, og nu har Magasin, igen, gjort mig forarget.

Kald mig bare smålig, men det undrer mig altså at Magasins nye julekatalog, for kvindernes vedkommende, med undtagelse af en enkelt model, udelukkende viser unge modeller i str. 34-36.

Hvis man tæller sammen (ja, jeg er jobsøgende, so shoot me), så er 90% af kvinderne i kataloget under 35 år. Og, endnu vildere, er der ikke en eneste model over str. 38 (med mit øjemål) i hele kataloget!

Man skal sgu ikke vade mange gange op og ned af rulletrapperne på Kgs. Nytorv for at se at ikke alle i Magasin er 20-årige fotomodeller.

Misforstå mig ikke, jeg elsker modeller og er da også på fornavn med virkelig mange af dem. Hell, jeg er selv en af dem. Jeg er også med på at skønhed sælger, og at dét, i mange år i vores del af verden, har været lig med unge og meget slanke væsener. Men når der nu er så meget fokus på øget diversitet ude i verden, så undrer det mig virkelig at Magasin – sammen med langt størstedelen af de øvrige danske modelforbrugere –vælger at holde fast i den gode gamle trædemølle.

Hvorfor er det, at man sjældent vil bruge modeller/personligheder/skuespillere i den anden anden ende af (bmi-)skalaen, når der skal sælges tøj i Danmark? Der er så mange at vælge mellem, hvis man tør tænke ud af boksen (bogstavlig talt) – For eksempel har Cover i denne måned Ashley Graham på forsiden.

To klik på google, og man er ikke i tvivl om at vi, når det kommer til skønhedsidealer, er håbløst bagud i Danmark. Robyn Lawley fra Australien er bare ét eksempel på en af de modeller som er med til at udvide skønhedsidealet i verden for tiden. Men når modemesserne herhjemme ikke engang vil lukke modeller over størrelse 38 indenfor, er der altså lang vej igen.

Jeg synes bare, det er ærgeligt.

Robyn Lawley for GQ Magazine november 2013