Monthly Archives

april 2019

Småt brandbart

Meanwhile

– Er min lillesøster lige kommet ind på statens teaterskoles instruktørlinje. ‘Er det ikke den der, som lukker to (= 2) personer ind om året?’ spørger du. Og jo, det er det. Kreativitetens Fort Knox. Så hvis du – ligesom jeg – ofte har undret dig over hvem det er, der kommer ind, så har jeg nu svaret: Det gør Astrid. Og jeg revner af stolthed.

– Fik hendes kæreste i går et 4 års PhD stipendiat i Firenze. De blir så art!

– Er vi i fuld gang med Det Store Pakkeshow til påskeferien – Strynø og sommerhus i 10 dage – og så liiige gøre klar og rent til årets første Air bnb gæster. #støvafellerkaos #velkommentilhelvede

– Har vi lige haft besøg af en fotograf, som dokumenterede ovenstående til en artikel, man kan læse på Mandag i Politiken.

– Er journalisten til artiklen en fast læser af min blog. I er altså så seje! En dag skal vi holde en kæmpe fest alle sammen.

– Ønsker Kurt sig en hest der hedder Tarzan Mamma mia. Det kan jeg godt forstå.

– Sæson 2 af The OA. Omg, det er lækkert!

– Hører jeg Gyldendals Podcasts for tiden og har derfor lige lært at “mellembøger” er de bøger, forlagsredaktørerne godt ved, forfattere blir nødt til at skrive og udgive for at komme videre, men som ikke rigtigt kan noget særligt i sig selv. Bloggeres liste-indlæg må være pendanten til en mellembog.

– Pissetak for kommentarerne til mit sidste, hikstende indlæg. You guys!

– Glædelig påske! Håber I (også) skal drikke jer ned i snaps og at solen kommer til at skinne på os alle sammen.

– Skål!

Suk

Hej Bloggen. Det er ikke dig, det er mig.

Jeg tror alle bloggere kender til skrivemure, kriser og internetangst. Ukært barn har mange navne og for tiden har jeg ualmindeligt svært ved at ryste den af mig: Irritationen over manglende evner. Angsten for – ikke så meget at folk sidder derude bag skærmene og hader mig – men endnu værre: at de er ligeglade og at det her sted bare er endnu en middelmådig “Spurgt”-blog. For selvom jeg med hånden på hjertet, kan sige at jeg 100% blogger for min egen skyld, så er min største (irrationelle, I’m sure) frygt, at lægge liv til en ligegyldig blog, som spilder både min og andres tid.

Når jeg så tænker ‘Ej, jeg skal heller ikke bruge al min sparsomme overskudstid på at sidde og hælde mit forvirrede selv ned i internettet i 1:1 form, jeg må sguda for helvede, efterhånden kunne finde ud af at give det et lidt kååånstnerisk twist!’ og derfor resolut går i gang med at skrive noget… hvad ved jeg… Noget andet. Så blir det… Jamen, jeg kan nærmest ikke beskrive _hvor_ dårligt det blir. Altså. Nærmest komisk. Jeg kan åbenbart kun skrive rent og vedkommende sådan her. I hvert fald i den her periode af mit liv, hvor frie minutter i løbet af en dag, kan tælles på cirka fem fastbundne hænder. Det er åbenbart bare ikke lige nu – med job og to små børn – at jeg skal ud med alle de sange, noveller og historier jeg føler bobler lige under overfladen. For de smuldrer mellem hænderne på mig, som med drømme: Jeg kan kun fastholde brudstykker af ord, og hvis jeg vover at forsøge at samle dem til et helstøbt billede, så bliver det så tåkrummende klichéfyldt og dårligt. Måske en dag – Når jeg har mere end 30 minutters ro ad gangen (åh, kommer den dag virkelig? Sig den kommer!) – så kan jeg flytte min form over i noget, der ikke er en blog. Men det er altså ikke nu.

Så. Jeg er her stadigvæk… Jeg har bare lige travlt med at skrive på tvivlsomme skuffeprojekter, i øvrigt frigøre mig fra min telefon, grave i min have, forspire ting, tage til Jada-koncert og prøve på ikke at gå ned med stress.

Vi ses på den anden side!