Move over Søren Ryge! For nu sker der simpelthen det, at jeg minutiøst vil gennemgå min 2247 kvadratmeter store sommerhusehave og fortælle hvad jeg har bedrevet ude i den. #howtolooseyourfollowersin10days.
Vi starter ved vores sydvestvendte terasse som nok er et af de steder, vi tilbringer flest dagstimer (bl.a. yndet frokostspot når solen gider skinne).
Køkkenhave: Disclaimer: Inkl. ca. 400 rookie mistakes
Da vi overtog huset gik græsplænen helt op til terassen. Jeg kan ikke præcis forklare hvorfor, men en dag i december fik jeg ufatteligt meget lyst til at grave ud til en køkkenhave lige dér. Derfor skubbede jeg alles velmenende råd om at man ikke kan have køkkenhave i et sommerhus og hvad med vanding og lys og sandjord, til side, og gik i gang med spaden. Note to self: Reolgravning er satme hårdt og en kæmpe kælling der ikke tøver med at sætte sig fast overskrevs på utålmodige skuldre og lænd, hvis man ikke passer på! Men det var SÅ tilfredsstillende bagefter – Crossfit with benefits. Jeg gravede med udgangspunkt i John Seymours ‘Den nye selvforsynende have’, hvilket vil sige at det eksisterende plænetørv, er blevet gravet to spadestik ned, for ikke at udsulte jorden. I forhold til placering, valgte jeg ret bevidst at lægge køkkenhaven så tæt på huset som muligt, fordi at jeg kender mig selv (og mine børn) godt nok til, at jeg simpelthen ikke vil komme nok ud i den, hvis køkkenhaven stod som en isoleret satellit i hjørnet af vores grund. Så skulle jeg slæbe vand og redskaber og frø og pis og lort frem og tilbage og …nej. Det gider jeg ikke. Og så har jeg en forventning om at det i sommeren bliver ret hyggeligt fælles projekt, fordi det er lige der foran næserne på os. Generelt er vores have ret romantisk med en masse blomsterbede og rosenbuskestemning, og det ville jeg gerne skabe lidt kontrast til, ved at placere en praktisk og ikke specielt nuttet køkkenhave på “ærespladsen”. Jeg har forøvrigt indhegnet den med Jem&Fix’s billigste grønne trådhegn og 110 cm høje pinde for at skærme fra de rådyr som tit kommer på besøg i vores krat.
Indhold: Planter, kartofler og frø:
Selve jordstykket har jeg inddelt i 4 rektankler á ca. 2 x 1,5 m, hældt hestemøg, kompost og NPK på og vendt det ca 5-10 gange med greb, inden jeg lagde frø og kartofler i. Fra venstre hjørne nærmest terassen er der slut april blevet plantet: to rækker dild, to rækker porrer (forspiret i badeværelset siden slut marts), to rækker vild rucola, asparges, to rækker gulerødder og bønner. I de to stykker længst væk fra terassen er der kun kartofler (Excuisa og Folva) og så en enkelt, spontan stribe hvidløg, jeg lige fandt i bunden af køleskabet i dag. I drivhuset har jeg i dag udplantet tomat og agurk. Største bekymring er lige nu hvordan (helvede?!) jeg får møget vandet. Og om planterne overhovedet gider komme op af den sandkassejord, vi har heroppe i Liseleje/Melby. Om jeg har lagt tingene i jorden for tidligt og om rådyrene vil skide mit Jem&Fix hegn et stykke og bare går igennem det… Det kan jeg gå og spelulere over. Og så drømmer jeg forøvrigt om at få lavet et flottere (natur?)hegn og nogle fine gangstier på et tidspunkt.
Lige til venstre for køkkenhaven har jeg i sidste uge fjernet græsplæne og gravet ud, igen, denne gang til mit første staudebed. Undervejs i graveriet fandt jeg en masse gamle stauder og små halvfortærede skilte som vidne om at der engang har været stauder før græsset fik overtaget. Jeg fandt i hvert fald et par ridderspore og det var hyggeligt med en lille arkæologisk udgravning.
Håbet med at etablere et bed lige dér er, at det dels er et af de mest solrige steder på vores skrånende grund (dog forsvinder solen delvist allerede fra 15-tiden bag de tre store graner man kan se stammerne af midt i billedet) og dels at jeg godt kunne tænke mig at definere den passage der er op til husets stenterasse og vestvendte aftenkrog, ved at gøre den smallere og mere markant med staudebed og køkkenhave på hver side, inden man møder en stor rosenbusk.
Når jeg holdt pause fra gravearbejdet, begravede jeg mig i gamle havemagasinet-blade (havde en aften heroppe hvor jeg sad ved ET SKRIVEBORD med stearinlys og drak en hel flaske cremant og klippeklistrede til klokken to om natten #anbefaling) og klippede de smukkeste stauder jeg fandt, ud. Endte med en bruttoliste på ca 10 stauder, og prøvede så at holde hovedet koldt, nede på den lokale planteskole. Shiiiiit der er mange planter, sådan et sted! Og jeg har allerede ombestemt mig flere gange. MEN! Nu er der i hvert fald gang i noget og jeg er spændt på at se, hvad der kommer til at spire frem i løbet af sommeren og efteråret. Her er hvad jeg har fyldt i bedet:
Indhold: Stauder, roser og løg
Stedsegrønne/bunddække (30-70cm)
Hosta Hybrid, ‘Blue cadet’ x 2 (grøn) – Har hørt de breder sig ad helvede til, så nu må vi se hvordan det går. De er flere steder i haven allerede og jeg synes de er så smukke med deres kæmpe, mørkegrønne og uprætentiøse blade.
Mosbregne x 2 (grøn) – fordi bregner er sej dinosaurusføde!
Mellemhøje (70-100cm)
Astilbe Simplicifolia ‘Falsk gedeskæg’ (lyserød) x 1 – Fordi den var fin #impulskøb
Tidselkugle (blå) x 1 – Fordi jeg synes det ser så nice ud, med svævende blå tyngdekraftspunkter – som fine blå Merkur-planeter. Jeg håber den breder sig, så de kan hænge ud over det hele.
Russisk Mandstro (blå) x 3 – Simpelthen så smukke! Og maskuline – Og navnet! Ejmen. Det hele er lækkert på den.
Purpursolhat (lyserød) x 3 – Også SÅ seje: En rigtig spids, hot pink madame. Har købt dem i mørk lyserød med orangerød midte. Håber de kommer til at komplementere de blå tidselkugler og mandstro (og at det ikke kommer til at se alt for rodet ud …for lets be real – sandsynligheden er ret stor).
Silkepæon ‘Paeonia Nymphe’ (lavendelrosa med gul midte) x 1 – Totalt impulskøb. Kan ikke forklare det. Den var bare freaking cute og skreg TAG MIG MÆHÆÆÆD.
Høje (over 100cm)
Brudeslør (hvid) x 2 – Kan I huske de der pastelfarvede slik-blomster internetfolket gik i selvsving over, for ikke længe siden? Det er brudeslør. Jeg har så bare købt ikke-insta-varianten som bare er hvid #hejmomse (tilføjelse: Det er i dag gået op for mig, at pastelfarverne er tilføjet efter plukning via frugtfarve i blomstervandet – se hvordan her #endnumerehejmomse).
Sølvlys (hvid) x 1 – De er så rock’n’roll. Bedets høje, supermodel!
Ridderspore ‘Black knight’ (mørkelilla) x 4 – De var i bedet i forvejen. Som en lille hilsen fra vores tidligere ejere. Og så minder de mig om Skt. Hans aften i min mormor og morfars have – Jeg glæder mig i hvert fald til at se, om der stadigvæk er liv i dem, efter jeg jumpstartede dem med et lille karbad og noget næringsrig pottemuld.
Høstanemone (lyserød) x 5: De er så fine og lette! Men også super invasive, har jeg hørt fra alle. Så overvejer lidt at flytte et par af dem ned til vores hængekøje aftenkrog og dermed gøre plads til det eneste planteskolen desværre ikke havde, men som jeg helt klart også skal have i mit bed, nemlig:
Kvæsurt! Gud, hvor er de fede. Et par lange græsser der svajer i vinden og med små mørkerøde, svævende knopper (‘Red Thunder’) og lange lyserøde haler (‘Pink Brushes’).
Og det er det! Disclaimeren her er at jeg godt ved at jeg har samlet ALLE mine yndlings i eet bed. Og det står der alle steder, at man ikke skal. Men jeg havde også lige to små unger og ikke flere armkræfter, så nu blir det sådan for nu. Og så må jeg bare flytte rundt på stauderne i takt med at jeg får mine muller (og tid, Oh, That day!) tilbage. Her går bekymringerne også primært på om sandjorden kan holde rødderne fugtige nok, om jeg fik gravet græsset dybt nok ned (der var så mange trærødder og gamle træstubbe der skulle fjernes og til sidst var jeg sgu straight up exhausted) og om jeg har placeret dem nogenlunde rigtigt i forhold til hinanden (ca. 50 cm mellem planterne). Om haveguderne vil det, kommer det hele til at spille her: I yndlingsbedet #nopressure.
Her kan man til venstre lige skimte de roser som står på vestsiden af huset (‘Ulrich Brunner’ og Reine des Violettes). Jeg har ikke set dem i blomst endnu , men fra hvad jeg kan billedgoogle mig til er jeg sgu ikke imponeret. Synes ikke særlig godt om violette og hot pink roser – Er meget mere til store fløjlsbløde, milde, lyse pastelfarver og ikke de småbladede snerpede mørke blomster… Ahh awright. Jeg gir dem et skud! Har i hvert fald beskået og gødet dem efter alle kunstens regler og har endda bundet dem ned mod jorden (i straight outta Claus Dalby stil), så de sovende øjne på stilken bliver placeret så vandret som muligt, for at få dem til skyde op og fylde godt ud i bedet. Nu må vi se – Kan umiddelbart kun blive positivt overrasket. Indtil videre har de bare kostet mig sygt mange rifter og sår på arme og ben. Små fuckers!
Fuglehus i skjul. Aner ikke hvad busken hedder.
Kirsebærtræer! Dem har vi to (rettelse: fire sgu!Talte lige igen) store styks af. Sidste sensommer var vi allesammen blå fra knæene og ned og bærene smager simpelthen så godt. At de så åbenbart også kan blomstre allerede fra april er bare endnu mere luksus in the sky.
Nordsiden af huset er her vores bil holder og hvor husets hovedindgang er. Her har jeg bare luget omkring lavendlerne langs med terassen og plantet en lille pose skyggeglade blomsterengsblomster imellem lavendlerne. Og så har jeg prøvet at kræse lidt for den skrantende græsplæne med lidt(!) NPK gødning og nogle græsfrø.
Udsigten fra vores brændeskur oppe i vestkrogen af vores hus. På den hvide bænk drikker vi sundowners og griller og kigger op på mit absolutte yndlingstræ i haven: En kæmpe, gammel, fed gran. SÅ smuk og doven og sådan “hej med jer, nå I er så de nye der skal bo her nu? Nåmen her står jeg altså og tager al lyset og gir nul fucks og jeg ved at jeg er så nice og majestætisk at i ikke kunne drømme at fælde mig”. Bare rolig. Det kunne vi ikke.
Fandt en Akeleje i drivhuset. Nu står den her på terassen og holder øje med slagets gang i køkkenhaven. Den er flankeret af en Akantus jeg fik af mine bedsteforældre på Strynø. I baggrunden til venstre hænger forøvrigt en gynge og en hængekøje. Det er dages sidste solspot og jeg ønsker mig et shelter helt nede i krogen som vi kan sove i når det blir lidt varmere. Vores grund ligger helt ud til en vej, hvor bilerne kører ca 60km/t. Jeg blir nødt til at nævne, at mens jeg har hyggenusset med alt det sjove, har Niklas bakset rundt dernede i krattet for at få sat hegn rundt om hele grunden, så vi nu rent faktisk tør være dernede.
Niklas vil gerne fælde de to gamle træstubber til venstre, men jeg er på team træstub. Især efter jeg fik bundet klatrerosen (‘Minnehaha’ – min nabo var meget nysgerrig på navnet, da rådyrene angiveligt ikke gider æde blomsterne) op på en pind, så busken forhåbentlig kommer til at danne en lille rosenhvælving mellem de to stubbe i løbet af sommeren, der kan smelte hans kolde fodboldgræsplanehungrende-hjerte.
Og her på falderebet (skud ud til alle der er nået så langt!) godt gemt under en busk: En lille solskinnet påskeklokke.
21 Comments
Jeg er vild med det! Jeg er også transformeret til havemennesker med hud og hår og ‘ih, hvor fantastisk med noget regn til mine planter’. Har i dag været et meget lykkeligt menneske, først på plantemarked og så i haven, hvor jeg fik plantet det hele.
Ha! Præcis… Regnvejr vil fra nu af ikke udelukkende være noget lort. Tillykke med de nye planter!
Det lyder mega prof!
Jeg er også ny i haven og har lige lært at Ærter, gulerødder, radiser og bladbeder godt kan lide sandet jord.
En sikker vinder er også rabarber, den er nem at få til at lykkedes.
Tror mest rådyrene er et problem med de sene afgrøder når der ikke er så meget andet for dem at spise længere.
Tak for gode råd! Jeg tænker lidt at køre trial and error stilen, her de første par år 🙂 Jeg har faktisk indhegnet køkkenhaven, så det er mere blomsterne/stauderne jeg er bekymret for…
Shit. Jeg har en altan med en død … Eh… busk. Og nu får du mig til at drømme om have(arbejde) Jeg er VILD med dine ord ✌
TAK Sofie! PÅ med de havehandsker – De der blomster er virkelig en åbenbaring for mig! Ses i Plantorama 😉
Fantastisk beskrivelse af hele haven. Men hvor må du have arbejdet meget, jeg er imponeret. Og super dejligt med al den stauderinpiration, når en aften med cremant stadig er på todo listen!
TAK Anne! Tænk at du synes det – Det var så egoistisk et indlæg. Fedt at du faktisk kunne få noget ud af det – og god idé med cremanten <3
Busken hedder Ribis:)
Det ser ud til at være ret skyggefulde hos jer – Skal I have fældet nogle træer for at give lidt mere lys (også senere end 15)?
Vi er altid i tvivl om at fælde træer, men bliver glade hver gang der ryger et fordi lyset kommer frem og de resterende træer får mere plads og kommer til deres ret. Bare en erfaring, hvis I går med noget af det samme:)
Hej Orddame! Jeg er glad for at du skriver det – Og så lige billederne igennem igen og tænkte “Gud ja! Der er sgu ret skyggefuldt” – de blev taget semi-tidligt om morgenen, men alligevel. De tidligere ejere har ikke fældet et eneste træ og det gør jo at vi kan vælge og vrage i dem vi vil skille os af med. Dog har vi valgt at følge det gamle råd om ikke at fælde noget det første år (har dog beskåret en del og fjerner noget pil snart)… Men af de store (smukke! Suk!) træeer skal vi helt klart af med nogle. Vi skal bare lige finde ud af om de skal omstammes, beskæres eller helt væk. Men puuh – det er svært! Har i selv fældet jeres?
Wauw, bare wauw! Og nu prøver jeg at finde en ikke-nederen måde at spørge om I har snegle? De er djævelen! Asparges elsker sand, btw.
Tak min havehelt! Øhm, altså.. ikke hvad jeg ved af? Har ikke set dem endnu i hvert fald. Men vores gamle hostaer er lidt hullede, så måske har vi..? Hmm. Har I?
Spændende læsning – nud glæder jeg mig endnu mere til at blive haveejer lige om lidt. Jeg ville også elske hvis du engang anbefalede havebøger eller andre gode steder at opstøve viden..
Ja! Legioner af dem. Eller, de blev slået lidt tilbage af tørken, men før det fandt jeg et trecifret antal hver dag. Bwadr!
Ejjj, shiit, hvor VILDT Kirstine! Det lyder satme klamt. Pludselig forstår jeg de der sneglehegn folk bygger om deres haver
Ej, hvor godt. Tillykke med det! Jeg vil gerne lave en lille liste med steder jeg har fundet i inspiration:)
Mere af det her! Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme i gang med haven i vores sommerhus, som vi besøger uden nogen fast frekvens – jeg tør fx ikke køkkenhave af samme grund … og jeg aner ikke hvilke planter og blomster, man må kyle i jorden som så bare kan passe sig selv lidt. Måske jeg skulle researche lidt. Glæder mig til havebog/læsestof-anbefaling! Kh fra miiiig
[…] I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (den omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her. […]
[…] gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her (april) og andet afsnit her […]
[…] I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (den omkranser vores sommerhus i Liseleje). Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen over at have en have, i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her. […]
[…] I august 2018 fik jeg for første gang i mit voksenliv en have (som omkranser vores sommerhus i Liseleje). Siden da har jeg været overraskende oppe at køre over at have en have. Denne serie af blogtekster er et forsøg på at konkretisere og fastholde begejstringen i en månedlig gennemgang af haven og alt det den løbende overvælder mig med. Læs første afsnit i serien her. […]